Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - murakami3

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.12.11.


1Q84 - Bind 3 af Murakamis enestående fortælling om virkelighedens tvetydighed

Gennemgang af tredje del af 1Q84
Personerne
Musikken
Magien, religionen og psykologien
Virkelighedens tvetydighed
Helhedsrealistisk vurdering af hele værket
Henvisninger



Gennemgang af tredje del af 1Q84    
Til toppen  Næste

I det følgende gennemgås tredje del af Haruki Murakamis store roman 1Q84 udførligt kapitel for kapitel på grundlag af den engelske oversættelse. Den danske oversættelse af tredje bind kommer først til august - og længe er det svært at vente, når bogen nu engang er så spændende som den er. Men det er naturligvis vigtigt at udgivelsen fuldføres på dansk.

Modsat de første to essays om værket (se henvisninger) sker gennemgangen ikke i den opdeling mellem hovedpersonerne Aomame og Tengo som var en naturlig følge af det forhold at kapitlerne om Aomame var skrevet i dur, mens kapitlerne om Tengo var skrevet i mol. Det gav den væsentlige forskel at Tengo skildres som en langt mere sammensat figur end Aomame. Opdelingen svarede til at Murakami indirekte henviser til opbygningen af komponisten Johann Sebastian Bachs store to bindsværk 'Det veltempererede klaver' med ialt to gange 24 preludier og fugaer fordelt ligeligt på dur og mol. Bind 1 og 2 af 1Q84 har tilsvarende to gange 24 kapitler fordelt mellem to sproglige 'tonearter' som har fælles træk med musikkens.

I bind 3 udvides galleriet af hovedpersoner med den besynderlige privatdetektiv der hedder Ushikawa, således at hver tredje kapitel har denne mand som hovedperson, hver tredje Aomame og hver tredje Tengo. De får hver ti kapitler således at bindet kommer op på ialt 30 kapitler foruden et afsluttende 31., der har både Aomame og Tengo i centrum som hele værkets centrale figurer. Da der ikke findes en tredje toneart der kunne gå på Ushikawa, og da toneartsforskellen i det hele taget nedtones i tredje bind, vil det være meningsløst at referere dette bind ukronologisk, så meget mere som undertegnede er kommet til det resultat at det er en pointe at bind 3 er opdelt anderledes, nemlig uden nogen form for symmetri der kan tillægges særlig betydning.

Læsere der allerede kender værkets bind 3 kan naturligvis gå direkte til afsnittet om personerne.



Kap 1. - Ushikawa sidder til alvorlig samtale på sit kontor med de to livvagter fra Sakigake som skulle vogte den store leders liv, men trods største vagtsomhed ikke forhindrede Aomame i at give ham den specielle kropsterapi der kostede ham livet, og heller ikke forhindrede hende i bagefter at forlade hotellet.

Karsehår foreholder Ushikawa at der nu er gået tre uger siden denne fik til opgave at finde ud hvor Aomame var blevet af. "Fonden til fremme af kunst og videnskab" er altså på en måde Sakigakes forlængede arm. Karsehår kræver nu en forklaring, og Ushikawa må ud med det meste af hvad han véd. Politiet måtte ikke rodes ind i sagen, og organisationen havde heller ikke offentliggjort Lederens død. Kun den øverste top i organisationen kendte den.

Aomame var som sunket i jorden umiddelbart efter sin særbehandling af Lederen. Hun havde ryddet sin lejlighed og sagt sit job op på træningscentret. Hun var givetvis Lederens morder. Ushikawa havde fået undersøgt Aomames forhold til Jehovas Vidner. Der var ikke længere nogen forbindelse. Alle Aomames telefonopkald var blevet tjekket uden andet resultat end at de førte til en bestemt politistation og derfor ikke kunne nærmere efterforskes. Men Aomames kontaktperson ved politiet var identisk med den kvindelige betjent der var blevet fundet myrdet på et hotelværelse kort inden Lederens død.

Ushikawa nævnte Tengo Kawanas forbindelse til Kyoko Yasuda, og mandens opringning til Tengo om at han aldrig ville se hans kone igen. Måske der også her var en forbindelse. På Ushikawas direkte spørgsmål hævder Karsehår at hverken Tengo eller Fukaeri er interessante. Karsehår bestrider at han har hørt om Little People, men Ushikawa registrerer at han afviser muligheden med et usædvanligt hurtigt nej. Karsehår gør opmærksom på det store pres der hviler på ham selv og Hestehale. Bliver Aomame ikke fundet, vil det gå dem begge ilde. Og han pointerer at Ushikawa er en af de få der kender hemmeligheden om Lederens død og derfor også kan komme i vanskeligheder.

Efter at Karsehår og Hestehale er gået, beslutter Ushikawa sig for at tage hen til den gamle dames Piletræsvilla. Et eller andet i et hjørne af hans bevidsthed gav ham en intuitiv fornemmelse af at vold måske var nøgleordet for hvad der fik denne dame til at tage sig af visse kvinder. Hun måtte have en speciel opmærksomhed på voldsofre. Han havde desuden fundet ud af at den gamle dame stod på listen over Aomames private kunder. Men det sagde han ikke noget om til Karsehår.



Kap 2. - Aomame var midlertidigt installeret i en hemmelig lejlighed i Koenji-distriktet som Tamaru havde skaffet hende og som hun af sikkerhedsmæssige grunde ikke måtte forlade. Hun blev løbende forsynet med alle fornødenheder, og da hun bad om træningsudstyr for at kunne holde sig i form, blev det også anskaffet uden diskussion. Aftenen tilbragte hun ude på sin altan for at spejde efter Tengo på legepladsen med rutsjebanen. Men han dukkede ikke op - og hun blev temmelig mismodig.

Hun genopfriskede dagen hvor hun var søgt tilbage til Motorvej 3 - og midt i de tætte bilkøer havde stillet sig op og stukket sin pistol i munden for at gøre ende på sit liv. Det forekom hende meningsløst, fordi alt så ud til at have været forudbestemt lige siden hun samme sted trådte ind i den 1Q84-verden hvor der var to måner - og hvor Little People kontrollerede andres skæbner. Hun var kommet i tanker om Tengo - og muligheden for at gense ham, og hun havde opgivet sit forehavende.

Dagen efter havde Tamaru ringet hende op for at høre om alt var i orden. Til hans store forbløffelse sagde hun at hun blev nødt til at blive boende på stedet. Tamaru gjorde indvendinger, men da Aomame insisterede, indvilligede han i på stedet at forelægge hendes ønske for den gamle dame. Resultatet blev at Aomame fik lov at blive - men kun året ud, dvs tre måneder mere. Han spurgte om hun savnede noget at læse. Det gjorde hun ikke. Men han kunne anbefale et stort værk af Proust der hed "På sporet af den tabte tid", så den ville han sørge for at hun fik. Om han da selv havde læst værket. Nej, for han havde aldrig været spærret inden længe nok til det.

Da han senere ringede for at få bekræftet at hun havde modtaget hvad han havde sendt hende, benyttede han lejligheden til at advare hende. Når man er isoleret i langt tid, vil man efter et stykke tid være tilbøjelig til at slække på forsigtigheden. Hun forstod - og lovede at være påpasselig, og da han specielt understregede at ensomhed kunne blive "en syre der åd en op indefra", bemærkede hun at hun nok var alene, men ikke ensom. Han spurgte om hun havde hørt om den test Stalins forhørsfolk skulle igennem inden de blev ansat: De blev sat ind i en lille firkantet celle med kun en stol og et bord og fik besked på at de ikke ville blive lukket ud før de havde skrevet en tilståelse. Det lød i hendes øren surrealistisk. Men det var det ikke, svarede Tamaru. Det er helt realistisk i den verden der styres af paranoia.

Om aftenen spejdede Aomame igen efter Tengo på legepladsen. Og hun indså at hun måtte have fat på Janaceks Sinfoniettta. Og da hun en aften så to måner på himlen, hviskede hun "Tengo, hvor er du?"



Kap. 3 - Tengo besøgte nu ofte sin demente og helt bevidstløse far på plejehjemmet i Chikura. Han fortalte faderen om sit liv og sit skriveri eller læste højt for ham af den bog han selv var i gang med - vel at mærke uden at vide om faderen opfattede nogetsomhelst.

I midten af november tog han nogle ekstra fridage for at tage sig af faderen. Han måtte derfor forklare Fukaeri at han rejste til 'kattenes by' og at hun måtte finde sig i at være alene i lejligheden et stykke tid. Det var hun indforstået med. Tengo indlogerede sig på et hotel i nærheden af plejehjemmet og brugte nogle timer hver formiddag på at skrive på sin roman der var en slags fortsættelse af 'Luftpuppen'. - Siden han selv havde set en luftpuppe i faderens seng, havde han ikke Aomame ude af tankerne.

En passsage i en af de bøger han læste op af lød at nogle af personerne havde dyreansigter, og at alle dyrene havde klæder. Hvad mener du?, spurgte han faderen, men fik intet svar. - En af sygeplejerskerne, en ung kvinde ved navn Kumi Adachi sagde at hans oplæsning var en god ting.

I en pause ringede Tengo til Fukaeri. Alt var i orden, men en krage hun tidligere havde set uden for vinduet var kommet tilbage. Han gjorde opmærksom på at dyr ikke har samme tidsfornemmelse som mennesker. Kun mennesker forbinder forestillingsbilleder med tidsbegreber. - Hun fortalte at en påtrængende licensopkræver fra NHK havde ringet på døren og højtlydt beskyldt hr. Kawana for at være en tyv. Han lød meget vred, og Fukaeri havde ikke lukket ham ind.

Tengo huskede på faderens metier og spejdede forgæves efter en luftpuppe i hans seng. Han syntes han var kommet til et dødt punkt i forløbet. Selv for en tidligere fortabt søn synes det at være umuligt at finde et svar.



Kap. 4 - Ushikawa havde svært ved at forestille sig at den gamle dame i Piletræsvillaen kunne være involveret i mordet på Sakigakes leder. Han havde gravet materiale frem om hende og vidste at hun havde været gift og havde overtaget forretningen efter sin afdøde mand. Hun havde haft talent for business, men havde trukket sig tilbage da hun have tjent penge nok. Hun var nu i midten af 70'erne og havde overflod af midler.

Damen have skabt et fristed for voldsramte kvinder, men det mystiske var at huset var omgærdet af et større sikkerhedsapparat. Hendes telefonnummer kunne slås op i telefonbogen, men ringede man, tog hun aldrig selv telefonen. Det gjorde en sekretær, der altid sagde at damen ikke var i stand til at komme til telefonen, men at han modtog besked.

Under foregivende af at ville leje en bolig henvendte Ushikawa sig til de lokale ejendomsmæglere, men ingen havde nogen idé om hvad det var for en udlejningsejendom damen var i besiddelse af. Han fik dog lidt at vide om hendes rige søn. Han forsøgte også at skaffe oplysninger via et center for ofre for hustruvold. Men intet førte ham videre. Til sidste begyndte Ushikawa at undersøge de nærmere omstændigheder omkring den gamle dames datter og dennes selvmord. Svigersønnen havde kort efter sin ægtefælles død forladt sit job i et ministerium. Ushikawa valgte nu 'Occams ragekniv', den metode middelalderfilosoffen Occam havde brugt når han skulle forklare noget, nemlig at fjerne alle overflødige antagelser og begreber.

Ushikawa konkluderede til sidst at den gamle dame havde etableret sit sikre hus for kvinder for så at sige at sublimere sin hævn over datteren død. I en sportsklub havde hun lært den unge instruktør Aomame at kende og fået en eller anden hemmelig forståelse med denne. Efter omhyggelig forberedelse havde denne Aomame skaffet sig adgang til Sakigakes Leder og myrdet ham. Det åbne spørgsmål var kun hvilken forbindelse der var mellem den gamle dame og Sakigakes Leder. Her måtte Ushikawa give op.

Han havde intet bevis han kunne bruge for at tilfredsstille Karsehårs krav, men han antog indtil videre, at Aomame havde skjult sig med damens hjælp. Og han stolede på sin skarpe lugtesans og sin stædighed.



Kap. 5 - Aomame fandt det ikke svært at være gemt væk og skulle leve et monotont liv i isolation. Hun havde et fast skema for sin dag og sørgede for motion og sund kost. Hun læste Proust omhyggeligt, ord for ord, og hun læste Tengos omskrivning af 'Luftpuppen', som hun betragtede som en slags manual for sit liv i 1Q84-universet. Og endelig lyttede hun til musik af Mahler, Haydn og Bach og - én gang om dagen - til Janaceks Sinfoniettta.

Ind i mellem tænkte hun på sin barndomsveninde Tamaki, men den bedste medicin mod de mørke tanker denne fremkaldte var at fokusere på Tengo. Han var næsten inden for rækkevidde. Hun havde afholdt sig fra at skyde sig selv på motorvejen, fordi hun nærede håb om at se ham igen. Det er netop umuligt at leve uden håb. Hendes var at Tengo ville dukke på på legepladsens rutsjebane én gang til.

En dag ringede dørklokken flere gange efter hinanden. En mand udenfor råbte op om at han ville tale med hende, idet han brugte det falske navn der stod på postboksen. Han var licensopkræver for NHK. Jeg ved De er hjemme, ligegyldigt hvor meget De prøver at forholde Dem stille.... Og han blev ved i det uendelige. Han bankede hårdt på døren mange gange - og lovede at vende tilbage.



Kap. 6 - Tengo havde slået sig ned i den lille by ved havet hvor faderens plejehjem lå og levede her et regelmæssigt liv. Han læste hver dag op for faderen og håbede at luftpuppen ville blive genskabt på faderens seng, men det skete ikke.

Tengo fik god kontakt til de tre sygeplejerske der passede faderen, foruden Kumi også Omura og Tamura. De syntes alle tre at have særlig interesse for ham og de fortalte ham om deres eget liv og om plejehjemmet. Han fortalte dem om sin far og sin oplæsning. Lige nu var han i gang med Karen Blixens 'Den afrikanske farm' der handlede om den farm hun drev videre efter sin skilsmisse. En af sygeplejeskerne ville gerne høre med på et afsnit, og det blev stedet hvor hovedpersonen anråber himlens kræfter med ordene: "Giv mig regn nok og mere end det. Jeg har blottet mit hjerte for dig, og jeg vil ikke lade dig slippe, medmindre du velsigner mig. Dræb mig hvis du vil, men dræb mig ikke med lunefuldhed. Intet afbrudt samleje her." - Sygeplejersken fandt udtrykket 'afbrudt samleje' stridende mod al henvendelse til Gud. Men Tengo læste et afsnit mere, og hun sagde at Tengo havde en smuk stemme.

Om aftenen ringede Tengo til Fukaeri. Hendes dag gik lige så monotont som hans, og hun måtte jo ikke forlade lejligheden. Kragen blev ved med at komme til vinduet - og licensopkræveren havde også været der igen med sine trusler. Tengo sagde at hun blot skulle ignorere ham.

Tengo ringede også til forlaget for at tale med Komatsu, men han var ikke til stede. Ingen vidste hvor han var. Allerede for måneder sider havde forlæggeren givet udtryk for at Komatsu på det sidste var blevet mindre og mindre social og snakkende. Noget senere var det lykkedes Tengo at få fat på Komatsu der ganske rigtigt lød anderledes end han plejede. Og nu havde han altså været forsvundet i to måneder.

Under en samtale med en af sygeplejerskerne blev han spurgt om han ikke kunne tænke sig at få noget yakiniku [en japansk grillret]. Sygeplejersken havde netop aftalte med sine to kolleger at gå ud og spise, og hun foreslog nu Tengo at gå med. Alle fire gik ned til byen. De tre sygeplejersker spiste og drak en mængde, mens han selv holdt lidt igen. Efter at have spist yakiniku gik de videre til en bar. Dér købte de en flaske whisky og deltog i sangen og dansen. Særligt Kumi slog sig løs.

De spurgte ham om han havde en veninde, og da han svarede "ikke lige for tiden", replicerede de at det ikke var godt for ham. "Hvis du holder det opmagasineret inden i dig, bliver du skør!" - På et tidspunkt mindede de ham om de tre hekse i 'Macbeth' der sang løs: "Prikker tommelfingeren, da vid at ondt er på vej. Åbn dig, slå, hvem der end banker på." - Han bad til at Fukaeri ikke ville åbne døren.



Kap. 7 - Ushikawa måtte opgive at udspionere Piletræsvillaen, da sikkerheden var for stor - og hans egen figur for mistænkelig. Han besluttede sig for at koncentrere sig om Aomame. Et eller andet sagde ham at han måtte have overset noget vigtigt. Han overbeviste sig selv om at han før eller siden ville få fat på hende.

Han ringede til en detektiv og bad han skaffe oplysninger om sportklubben og Aomame. En hæs stemme lovede at give ham oplysningerne om en uges tid. Ti dage senere ringede manden tilbage og bad først Ushikawa slukke sin cigaret. Han påstod at han kunne lugte den gennem ledningerne. Han ville bringe to mapper med materiale over til Ushikawas adresse den næste dag - mod aftalt betaling. Det havde dog ikke være muligt at fremskaffe et foto af Aomame. Ushikawa modtog det omfattende materiale og stødte her på navnene på Aomames forældre og broder - og på hendes egen historie op til 11 års alderen. Men stadigt ikke nøglen han søgte. Der måtte være sket nogt afgørende da Aomame var 10-11 år og gik på den kommunale skole i Ichikawa. Ushikawa greb sig til sit misformede hoved og pludselig slog det ned i ham at i selvsamme område havde Tengo Kawana også boet og i samme skole kunne han være gået.

Ushikawa tog sin mappe om Tengo frem og konstaterede at Tengo netop havde gået på samme skole som Aomame. Skridt for skridt kom han nærmere Aomame. Meget snart ville han kunne få 'kaninens ryg' i sigte. Det kunne hun regne med.



Kap. 8 - Aomame fortsatte monotonien i den midlertidige lejlighed. Hun plejede ikke at drømme ret meget om natten, men det gjorde hun nu, og hver gang vågnede hun midt i drømmen uden at kunne skelne mellem hvad der var drøm og hvad der var virkelighed. De to virkeligheder sloges i hendes bevidsthed. Hun var end ikke sikker på om de to måner på himlen var virkelige eller ej. Og hun kunne ikke glemme at hun havde myrdet nogle få mennesker med sine egne hænder. En af hendes drømme var ubestemmelig. Hun bevægede sig uophørligt frem til nye rum. Alting var flydende og hendes egen krop var gennemsigtig.

Tamaru ringede og spurgte om alt var i orden. Det var det. Ikke engang licensopkræveren havde generet hende igen. Han kunne oplyse at der stadig intet kom frem i nyhederne om Sakigake. Organisationen havde tilsyneladende ikke besluttet sig for hvem der skulle være ny leder. Hun fik frem at hun savnede en ganske bestemt ting, og det var til Tamuras store forbløffelse en graviditetsprøve. Om hun virkelig mente det, og om hun da troede hun var blevet gravid. Det mente hun ikke, men hun ville gerne have en test og en håndbog om graviditet og menstruation.

Tamura sige at han ville ringe tilbage, og da det skete var det den gamle dame der var i røret. Hun havde forstået at Aomame ville have en test. og Aomame kunne fortælle at hendes ellers regelmæssige menstruation var udeblevet i tre uger. Hun gentog at hun ikke troede hun var gravid, for hun havde ikke haft sex med en mand siden juni måned. Alligevel havde hun en mærkelig fornemmelse af at kunne være gravid - og hun mindede damen om deres tidligere samtale om enhver kvindes bestemte antal æg.

Damen accepterede Aomames ønske om en test, og lovede den leveret næste dag. Aomame tilføjede at hun i givet fald måtte været blevet gravid den dag hun havde ombragt Lederen. Det var i hvert fald den dag hendes fertilitet havde været størst. Damen afviste alle Aomames forsøg på undskylde besværet. Det er trods alt den vigtigste ting i livet for en kvinde.

Efter samtalen bankede det på døren. Licensopkræveren råbte og buldrede. Manden måtte åbenbart nyde at høre sin egen stemme. Han truede beboeren med at nogen ville komme og åbne døren, hvis han ikke selv gjorde det. Bagefter satte hun sig ud på altanen for at spejde over på legepladsen. Hun følte på underlivet. Hun følte liv i det. "Daughter" hviskede hun. "Mother" svarede en eller anden.



Kap. 9 - Tengo gik efter yakiniku'en sammen med de tre sygeplejersker et andet sted hen for at synge 'karaoke' og tømme endnu en flaske whisky. [Ved karaoke stiller man sig op på en scene med en mikrofon og synger en popsang til forud indspillet akkompagnement]. Bagefter fulgte Tengo Kumi tilbage til dennes lejlighed, mens de to andre tog en bus hjem. Kumi havde drukket rigtigt meget, og hun og Tengo udvekslede komplimenter, men hun fandt Tengo kølig og sammensat. De gik med hinanden i hånden og Kumi talte frit fra leveren. Hun spurgte om han nogensinde havde prøvet hash. Det havde han ikke. Om han havde lyst til det? Det vidste han ikke rigtigt, men hun bedyrede at det var sjovt. Tengo kunne godt lide hende, så det endte med at han fulgte hende med op.

Han blev meget overrasket, da hun begyndte at tale om 'daughters' og 'mothers'. Men det var udtryk hun havde fra en bog der hed 'Luftpuppen'. Om han havde læst den? - Jo, det havde han. - Fint, svarede hun, det gør alting meget lettere. Hun elskede den bog, og hun havde skam set sin 'mother'. - Han nævnte at en luftpuppe var en slags livmoder..... Kumi satte en dåse øl og et glas frem til ham. Hun ville lige klæde sig om til noget mere behageligt. Men det tog sin tid, så han fulgte et program på fjernsynet - men tænkte på 'Luftpuppen'.

Kumi kom tilbage i et løst skørt og hentede en øl mere. Hun lænede sig mod hans skulder og holdt hans hånd. Hun spurgte om hun gik for hurtigt frem. Han spurgte hende om hun ikke havde en ven. Det var et indviklet spørgsmål, sagde hun. Hun fandt hashen frem. De røg på skift nogle minutter uden at der skete noget. Men pludselig hørte Tengo et klik og det føltes som om hele hans hjerne vibrerede. En ny erfaring for ham. Lidt senere forsvandt alle lyde og han befandt sig i et klasseværelse med Aomame ved hånden. Han forstod nu alting, og sagde til Aomame, at han netop ønskede at se hende. Og hun svarede at hun ønskede at se ham. Men hvor kunne han finde hende? - Find mig, svarede hun, mens du endnu er til. Du kan finde mig.

Da han kom til sig selv, lå han i en smal seng i T-shirt og underbukser. Kumi have også en shirt på, men var nøgen nedenunder. Han følte intet begær mod hende. - Jeg blev genfødt, sagde hun, fordi jeg først døde. Da han spurgte hvorfor hun ville dø, svarede hun, at det var for at blive genfødt - mere eller mindre. Han studsede. Hans hjerne var tung.

Da han senere bad hende forklarede hvad hun havde ment, svarede hun at når det blev morgen ville han forlade dette sted. Indtil da er udgangen blokeret. Hun gned sin kønsbehåring op ad hans lår som for at efterlade en slags tegn. Luftpuppen kommer fra hvorsomhelst. Det er smertefuldt at dø. Og uden du dør - vil du ikke blive genfødt....

Tengo vågnede før Kumi, gik ud i køkkenet, vaskede sig og stillede sin tørst. Han gik tilbage til soveværelset og samlede sine klæder op. Han fandt en notesblok ved telefonen og skrev "Tak for i nat. Det var godt." - Han tænkte på hendes ord om at han ville forlade stedet, og at udgangen ville være blokeret indtil da. Han tog det som et tegn på at han skulle forlade byen. Det var tid at vende tilbage til Tokyo.



Kap. 10 - Ushikawa tog til Ischikawa for at opsøge den grundskole Tengo og Aomame havde gået på. Han havde for sit eget vedkommende ikke gode erindringer om skoletiden. Ushikawa fik foretræde for 'viceprincipalen', en stillingsbetegnelse han aldrig havde hørt før. Det var en lille kvinde i midten af 40'erne, slank, nydeligt klædt og tiltalende. Han præsenterede sig på vanlig vis med visitkort og spurgte om det var muligt at komme til at tale med den lærerinde forfatteren Tengo Kawana havde haft i sin tid. Og han nævnte også frøken Aomame som eventuel model for en af Kawanas litterære personer.

Viceforstanderen kom kort efter tilbage med en kuvert med informationer om hr. Kawana. Det fremgik at han havde været særligt god til matematik. Hun kunne endvidere oplyse at Tengo og Aomame havde gået i samme klasse i to år, men at Aomame var blevet flyttet til en anden skole. Og dér skulle Ushikawa være velkommen.

Ushikawa tog derhen selv om om to grundskoler på én dag forekom ham lovligt meget. Han gennemgik i hovedet de mulige forbindelser mellem Tengo og Aomame. Tengo havde han skaffet en del oplysnigner om, men næsten intet om Aomame. Men de to havde i hvert fald det til fælles at de var vokset op i snævre miljøer de var kommet til at afsky. Han forestillede sig at de som voksne kunne havde mødt hinanden og indledt en romance. Men det var foreløbigt gætteri.

Ushikawa var en mand der tænkte logisk. Han kom ingen vegne uden beviser. Og dog havde han en naturlig intuition. Blot var det svært i dette tilfælde at tro på den rene tilfældighed. - Han fik en samtale med Tengos gamle klassselærerinde, en type helt modsat viceprincipalen. bl.a. var hendes ben af den kødfulde slags. Hun huskede tydeligt Tengo Kawana. Han havde været en fremragende elev i alle retninger. Hun kunne også berette om hans konflikt med faderen og om hvordan han engang havde opsøgt hende for at få hjælp. Ja, hun nævnte at hun langt senere havde truffet ham ved en koncert hvor skoleorkestret spillede Janacek.

Om Aomame kunne lærerinden i al fortrolighed fortælle at hendes forældre havde været kompromisløse i deres religiøse tro, og at pigen blev holdt udenfor i sin klasse, men åbenbart havde accepteret dette. Hendes forældre var ikke til at tale med. - En eventuel forbindelse mellem Aomame og Tengo havde hun ikke kendskab til. Tengo var et venligt og ansvarligt menneske, men Aomame var næppe en der ville have åbnet sig for en anden.

På vejen hjem overvejede Ushikawa situationen. Han fandt en høj mur omkring sig med kun tre døre. Aomames og den gamle dames var lukkede. Men Tengo? Han havde måske som en født matematiker flere brikker til puslespillet end jeg har. Jeg er sikker på at Tengo kan lede mig på sporet.



Kap. 11 - Aomame skrev en besked til Tamaru om licensopkræverens fremfærd. - Med den sædvanlige uge-forsyning fra Tamaru modtog hun et tykt leksikon om 'Kvindens Anatomi' samt tre forskellige graviditetsprøver. De var alle 95 % sikre. Først flere timer senere var Aomame i stand til at tisse. Den første test viste utvetydigt at hun var gravid. Hun prøvede straks den næste, og den sagde at hun kunne være gravid. Hun overvejede om hun skulle prøve den tredje, men blev enig med sig selv om at det var overflødigt. Hun måtte se i øjnene at hun var gravid.

Hun så på sine hænder. Med dem havde hun taget en mands liv næsten samtidigt med at et nyt liv var begyndt i hende selv. Var dette en del af transaktionen? Hun bad sin gamle bøn: Vorherre, du som er i himlen.... komme dit rige... - Hvorfor kom den bøn over hendes læber, når hun hverken troede på himlen, paradiset eller Gud? Skulle hun se sin graviditet som noget godt eller noget skidt og upassende? - Hun kunne ikke komme til nogen konklusion, men fik Tengo i tankerne. Måske var det hans barn hun bar i sig. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Hun måtte minde sig om at hun befandt sig i 1Q84-verdenen. Selv i denne verden var hun ikke alene.

Hun stillede sig ud på altanen og kiggede over mod legepladsen. Hun prøvede at tænke på Tengo, men så i stedet Ayumis ansigt for sig og hørte Ayumis bemærkning: Det forekommer mig at denne verden har en alvorlig mangel på både logik og venlighed. - Men, tænkte hun videre, den verden ville jo få en ende og 'riget' ville komme. - Aomame drømte om at gense Ayumi og forestillede sig et det kunne ske ved at hun fandt tilbage til motorvejen og steg op ad flugttrappen. Hun undertrykte dog lysten til at prøve.

Tamaru ringede, fortalte at han havde fundet ud af at licensopkræveren sandsynligvis var falsk. Men de kunne nu engang ikke rode politiet ind i sagen. Han spurgte hvad graviditetstesten havde afsløret. Og hun kunne oplyse at to havde været positive. - Og der var ingen tvivl? - Nej, prøverne havde kun bekræftet hendes egen formodning. - Om hun ønskede at få barnet? - Det gjorde hun, og fødslen måtte ligge omkring juni-juli næste år. - Om hun vidste hvem faderen var? - Det gjorde hun ikke, for hun havde som tidligere fortalt ikke haft sex med en mand i længere tid. Tamaru konkluderede at det måtte var en slags "ubesmittet undfangelse". Og dette mente Aomame nok var den måde religiøse mennesker ville se det på.

Tamaru mindede hende om at i samme øjeblik et individ kommer til verden, vil det være nødt til at leve op til det moralske ansvar. - Det ville hun skrive sig bag ørerne. - Tamaru havde en hilsen fra den gamle dame der var meget bekymret for Aomames situation. Det ville være det bedste for Aomame at følge damens råd, for hun var en klog person. Selvfølgelig, svarede Aomame, men i sit indre sagde hun at hun nu måtte skærpe sin egen bevidsthed og beskytte sig selv. Hun tvivlede på at den gamle dame vidste hvad der foregik i 1Q84. "Jeg vil give liv til dette barn. Det lille liv vil komme sikkert ind i verden."



Kap. 12 - Tengo tog tilbage til plejehjemmet. Han traf i første omgang ingen af de sygeplejersker han havde været i byen med sidst. Han gik op til faderens værelse, gik hen og trak gardinet til side og betragtede udsigten. Han satte sig ved siden af faderen og begyndte at fortælle at han ikke kunne blive længere, men måtte tilbage til Tokyo.

Han kom ind på at faderen lå i koma, men at han måske alligevel kunne opfatte hvad han, Tengo, læste op eller fortalte. Han sagde at han havde set den lille pige fra skolen i værelset her. Det var luftpuppen der havde bragt hende hertil - og det er ikke ren fiktion. Grænsen mellem den reale verden og den verden vi forestiller os er blevet usynlig. Der er to måner på himlen nu, og de er kommet til fra den fiktive verden. Det er som om de regler der regerer verden er begyndt at løsne sig omkring os. Og jeg har på fornemmelsen at det er noget der virker. Ligesom du er gået til min lejlighed i Koenji og banket på døren som en licensopkræver. Der bor en pige i lejligheden, og jeg beder dig lade hende være. Du er ikke licensopkræver mere.

Tengo tog tilbage til Tokyo. Fukaeri var ikke i lejligheden. Alt var pænt og rent. Alle hendes ting var væk, og der lå ingen besked fra hende. Da han senere tog hen til skolen, lå der dog en besked til ham fra hende. Han fandt jo pigen smuk og tiltrækkende, men undrede sig over at han egentlig ikke følte begær mod hende - og akten med hende havde ikke været et normalt samleje. - Han mindedes hendes bemærkning om at den person han altid tænkte på var meget nær ved. Du kan gå hen til hende, havde hun sagt. Og du skal ikke bekymre dig. For selvom du ikke kan finde hende, vil hun finde dig. - Han huskede også at hun havde pointeret at hun selv var 'perceiver', den der erkendte, mens han var 'receiver', den der modtog erkendelse.

Tengo måtte indse at han heller ikke havde haft almindelig sex med Kumi. Fukaeri måtte have fjernet et eller andet vigtigt fra hans hjerte i den stormfulde nat de havde haft med hinanden. Han måtte indse at han ikke siden havde haft en normal erektion. Måske var han nu nærmest dømt til andenrangs erektion. Det ville være et sørgeligt liv. Men, trøstede han sig, Aomame er et eller andet sted her omkring, og hun søger efter mig. Jeg må hen hvor der er to måner.



Kap. 13 - Ushikawas udseende fik ham til at stikke ud fra alle andre, også fra hans egen familie. Han var en lille mand med et stort, misformet hoved og uredt, kruset hår, og hans ben var så krumme som agurker. Han var et fremmedelement i sin selvfede elite-familie, en dissonans i familieidyllen.

Men Ushikawa var ikke ked af situationen. Han havde holdt sig for sig selv lige siden han var dreng. Når han kom hjem fra skole, låste han sig inde på sit værelse og fortabte sig i bøger. Han havde ikke andre venner end sin hund. Og han fik ikke megen erfaring i at tale med andre. Ikke desto mindre var han overbevist om at han var en veltalende og logisk tænker som fyldte sin hjerne med alle de kundskaber han kunne finde. Han blev lærdere end de fleste af sine jævnaldrende.

Han opfattede sig selv som et natdyr, der skjult i en mørk skov ventede tålmodigt på sit bytte, og da straks slog til. Han var med andre ord ikke egnet til at falde sammen med omgivelserne, og det værste i den aktuelle sag var at Tengo vidste hvordan han så ud. Han kunne ikke stille sig op ved Tengos bopæl og gøre iagttagelser. Han havde været inde i bygningen og registreret visse nyttige ting. Men det ideelle ville være at finde et værelse hvorfra han kunne iagttage Tengos lejlighed ugenert.

Han tog et bad og hørte musik i radioen, herunder Janaceks Sinfonietta. Og pludseligt slog løsningen ned i ham. Han gik næste dag hen til en ejendomsmægler i Koenji og spurgte om denne udlejede lejligheder i den bygning Tengo boede i. Det gjorde han ikke. Ushikawa gik videre til den næste, og her var han heldig. Han blev tilbudt stuelejligheden i samme bygning. Den var netop blevet ledig, og han kunne flytte ind i morgen, hvis han ville skrive under på kontrakten og betale leje og depositum. Han kunne selv gå hen og se på den. Ushikawa fik udleveret nøglen, og han kunne med tilfredshed konstatere at de forrige lejere havde efterladt deres gardiner.

Ushikawa købte ind af de fødevarer og husgeråd han havde brug for, men medbragte næste dag først og fremmest et reflekskamera, en telefotolinse og en mængde ruller film. Han stillede en trefod op ved vinduet med et automatisk kamera og indstillede det til at optage alle der kom og gik fra bygningen. Han foretog nogle prøveoptagelser og fik dem fremkaldt hos en fotoforhandler. Han købte desuden rigeligt med cigaretter og slog sig ellers ned i lejligheden.

Den første aften fik han mange billeder, men ingen af Tengo. Kl. 22.30 standsede han den automatiske optagelse, tog noget at drikke, vaskede sig og røg en cigaret og krøb så ned i den medbragte sovepose. Han reflekterede over livet som outsider, advokat, fraskilt familiefar... og selvom han var alene, følte han sig lindret. Takket være Gud var han tilbage hvor han begyndte. Er det det der menes med at rykke tilbage til felt ét?



Kap. 14 - Aomame var ramt af stor forvirring. Almindelig logik og fornuft fungerede ikke i 1Q84-verdenen og hun kunne ikke forudsige hvad der ville ske. Altsammenh skred dog frem under den forudsætning at hun skulle føde et barn, og hun huskede hvad Lederen havde sagt til hende: Det er din skæbne at gå gennem store lidelser og prøvelser.

For hver dag blev hun mere og mere overbevidst om at det barn hun bar i sig var Tengos. Når jeg er gravid uden at have haft sex, hvem andre end Tengo kan det så være. Hun tog på i vægt, og var ikke i tvivl om at det var den Lille der ønskede at hendes mor skulle svulme op. Sammen med den Lille blev hun ved med at holde øje med legepladsen. At give næring til den Lille, beskytte sig selv og lede efter Tengo var hendes forpligtelse. Og hun kom til det resultat at hun troede på Gud, selvom hun havde hadet sin forældres tro og Gud. Ofte tænkte hun at livet ville have været lysere, hvis Gud ikke eksisterede. Men når hun så ofte havde bedt sin bøn til Gud, havde hun troet på ham hinsides det bevidste rige. Det var ikke en gud med form, klæder, langt skæg, dogmer, skrifter eller regler. Gud er der hvad enten der er koldt eller varmt. Men Aomame vidste ikke om Gud og Little People var modsætninger, eller to sider af samme mønt.

Hun var begyndt at få en ny drøm, en drøm hvor hun var fanget i et hvidt rum og bevogtet af Karsehår og Hestehale. De ventede på at hun skulle føde the Little one, og hun bad om hjælp, håbede på lys og frihed. Men hun kunne ikke røre sig. Hun fik fornemmelsen af at veerne begyndte og så vågnede hun....

Det bankede på døren. Det var licensopkræveren der begyndte sin trusler mod folk der ikke betaler for modtagelsen af tv-signaler. Aomame holdt pistolen tættere til sig, overbevist om at denne opkræver måtte vide besked om hendes graviditet. Da han endelig var gået, ringede Aomame til den gamle dame der kunne oplyse at de allerede havde fundet et nyt skjulested til hende. Damen fortalte også om denne mistænkelig mand der havde lusket rundt om huset. De havde fanget ham på kameraet.

Aomame spurgte damen om hun troede manden havde fundet ud af en forbindelse mellem dem. Det gjorde hun ikke, men muligheden var ikke udelukket, så de skulle være meget forsigtige, og hun beskrev den mærkelige mand med det misformede ansigt nærmere.

Den gamle dame røbede at hun ikke havde det så godt. Hun var begyndt at føle sig ældre end sædvanligt, især efter at Aomame var flyttet væk.... "Jeg troede jeg var en særlig person, men tiden er ved at rinde ud for mig. Dagen er kommet hvor jeg må gør kontoen op.... Folk er nødt til at betale prisen for det de har modtaget. Dette kom til mig den dag der var det store tordenvejr og jeg var så bekymret for dig. Den dag mistede jeg både dig og noget i mig selv." - Aomame spurgte om der var vrede i den fornemmelse. Det var der, en stor vrede der dog blev omformet til svagt farvet sorg. Men hvordan kunne du vide det?, slutter damen. - Fordi det samme skete for mig. Også jeg slap fri af min intense vrede. I stedet er der nu en Little One inden i mig.



Kap. 15 - Tengo vandrede rundt i gaderne og styrede mod legepladsen. Han ville for sidste gang stige op på rutsjebanen og se op på himlen. Måske kunne han igen se to måner, og de ville måske fortælle ham noget. Han spekulerede på hvor mange mennesker foruden ham selv der havde bemærket disse to måner. Fukaeri selvfølgelig, men ellers kendte han ikke nogen. Måske var de to måner simpelthen et budskab til ham som han ikke havde tilladelse til at dele med andre. Det var temmelig gådefuldt. For hvem er det der ikke giver tilladelsen?

På rutsjebanen så Tengo rundt på de omkringliggende huse og lejligheder med alle de ordinære tilværelser bag gardinerne, stereotype familie- og børneliv med manglende dybde og farver. Han rejste sig, strakte arme og ben og steg ned. Han så at antallet af måner ikke havde ændret sig, og det var alt han kunne gøre.

Brevet fra Fukaeri fortalte at hun var nødt til at forlade lejligheden og det øjeblikkeligt, for hun var blevet iagttaget. Hun havde understreget ordene med en tyk pen, men hun skrev intet om hvem der havde iagttaget hende. Betød det nu at folk fra Sakigake havde fundet hende? Hvorfor havde de så ikke grebet hende? Var de interesseret i Tengo selv? Eller hans lejlighed?

Han ringede til Komatsu, som var på sit kontor. Tengo havde været bortrejst et par uger, men Komatsu ønskede vist at tale med ham. De aftalte tid på en lille bar nær kontoret. Hjemme igen ledte Tengo efter eventuelt overvågningsudstyr, men fandt intet. og han følte sig nærmest lidt paranoid. På baren bestilte Komatsu og Tengo en fadøl. Komatsu spurgte om Tengo vidste hvor Fukaeri var henne. Han svarede at han ikke vidste hvor hun var lige for øjeblikket. - Men indtil for kort tid siden boede hun i din lejlighed, har jeg hørt? - Ja, det var rigtigt. I tre måneder. - Og det har du ikke sagt et ord om? - Hun bad mig om ikke at sige noget.

Komatsu tog en cigaret og kiggede på Tengo. - Efter at have forladt din lejlighed, tog Fukaeri tilbage til professor Ebisuno i bjergene, og han kontaktede straks politiet for at trække eftersøgningen tilbage. Og de vil sikkert afhøre hende. Men du kan være rolig. Dit navn kommer ikke frem. - Komatsu spurgte direkte Tengo om hvorvidt han havde haft et seksuelt forhold til Fukaeri. Tengo svarede afkræftende, men Komatsu bemærkede at han tøvede inden han svarede. Han gjorde opmærksom på at Fukaeri ikke var en helt almindelig pige. Hver handling hun foretager sig er betydningsfuld. I hendes tilfælde har enhver handling en dybere mening. Det er iøvrigt ikke mig, men Ebisuno der ønsker besked om dette. Jeg kender ikke hans motiv, men han har udtrykkeligt bedt mig spørge dig.

Tengo gentog at han ikke havde haft et fysisk forhold til pigen. Komatsu konkluderede at de alle fire var nødt til at udrede nogle af de ting de var blevet viklet ind i. Tengo havde gjort et fremragende arbejde med omskrivning af Fukaeris bog, men de var nu havnet i en ekstremt farlig situation.... Lad mig fortælle dig sandheden: Jeg har været kidnappet af to stærke mænd og tilbageholdt i sytten-atten dage i et lille snævert rum uden vinduer og med hvide vægge med en smal seng og et lille bord....



Kap. 16 - Ushikawa fortsatte sin overvågning gennem et hul i gardinet. Tengo var ikke på nogen af billederne Han ringede til Tengos skole og fik at vide at Tengo havde haft orlov i de sidste ti dage på grund af en begivenhed i familien. Ushikawa følte sig fristet til at rejse til Chikura eller koncentrere sig om at finde Aomame, men besluttede sig til sidst for at blive hvor han var. På et eller andet tidspunkt ville Tengo nok komme tilbage. Jeg er et rovdyr og må altid være tålmodig, indtil byttet kommer forbi. Han gennemgik i tankerne sin karriere som advokat, der havde givet ham nære forbindelser til underverdenen, fordi folk her ikke kærede sig om hans udseende, men fik tillid til ham. Hans intuition og stærke vilje havde været en stor hjælp for ham, men han var engang gået over stregen og blevet ekskluderet af advokatforbundet. Han havde gjorde sig klart at ingen ville bemærke om han forlod denne verden.

Han lagde mærke til en ung kvinde med en baseball kasket der forlod bygningen. Han skyndte sig at snuppe tre fotos af hende inden hun forsvandt. Det forekom ham at han havde set kvinden før, nemlig på tv, og ved nærmere eftertanke fandt han ud af det ikke kunne være nogen anden end Fukaeri. Han fulgte efter hende og opdagede hende også. Hun gik ind i et supermarked, men var for længe om at vælge varer, så han måtte gå ud igen. Han stillede sig op ved et stoppested over for. Hun kom først ud længe efter og gik tilbage mod lejligheden. Han ventede selv med at gå ind.

Et stykke tid efter gik hun ud igen. Hun standsede lige uden for indgangsdøren og kiggede op som om hun søgte noget. Han snuppede et foto af hende, men som om hun havde hørt lyden, vendte hun sig om og så i retning af kameraet. Gennem søgeren stod han ansigt til ansigt med hende. Han undrede sig, eftersom telelinsen var skjult, men hun stirrede direkte på ham, drejede om og gik videre. Ushikawa følte at pigen havde trukket kræfter ud af ham. Hun vidste at hun var blevet iagttaget. Intet kunne bortforklare den kendsgerning at hun havde set ham.

Den aften tog han ikke flere billeder. Han rystede - og ikke blot af kulde. Gyset kom indefra. Smerten fra hendes blik blev ved at gennembore ham. Dagen efter spekulerede han over sammenhængen mellem Tengo og Fukaeri. Han afviste noget overnaturligt som den tykhudede person han var - med en hård skal om hjertet. Senere på dagen blev han vækket af banken på døren. Det var en licensopkræver der truede ham med alle ubehageligheder hvis ikke han åbnede døren og betalte hvad han skyldte.



Kap. 17 - Aomame fik en opringning fra Tamura der indledningsvis spurgte om hun stadig læste Proust. Det kunne hun kun bekræfte. Det var som at læse en detaljeret rapport fra en lille planet lysår fra den verden hun selv levede i. Jeg bliver ved med at læse om og om igen, og kan ikke komme videre. Det er som om tiden bølger uregelmæssigt når man prøver at arbejde sig frem. Hvad der er foran er bagved og omvendt. Det er som at erfare en andens drøm og simultant dele følelserne med den anden. Vore følelser er ekstremt tæt på hverandre. Men reelt er der en kløft mellem os.

Tamaru gjorde gældende at tiden i den reale verden altid går fremad. Den står aldrig stille og går aldrig tilbage. Åstiderne skifter - og det lakker nu mod enden af 1984. - Han spurgte til livet inden i hende og fortalte så lidt om den mærkelige mand der udspionerede villaen. Han er meget professionel, men har et udseende der vækker opsigt. Det er ikke til vide, hvem han arbejder for, og jeg ved ikke hvor han nu er i gang med at spionere. Men jeg gætter på at det gælder dig.

Aomame forsikrede at hun var forsigtig og aldrig gik ud. Hun vovede ikke at fortælle at hun faktisk havde været ude to gange. Tamaru gjorde opmærksom på den risiko der lå i rutinen. I dit tilfælde er det en risiko at du ikke vil flytte til et mere sikkert sted før til nytår, fordi du søger et eller andet dér hvor du er. Det er dit svage punkt. - Hun forstod - og lovede at være omhyggelig. Tamaru sluttede af med at sige at han ville sende hende nogle Madelaine-kager med næste forsyning. Det er som bekendt kager der spiller en stor rolle i 'På sporet af den tabte tid'.

Aomame gik ud på altanen og kiggede over på legepladsen. Hun opdagede en lille person på rustjebanen, men konstaterede blot at det ikke var Tengo. Hun kunne ikke vide at det var Ushikawa der havde sporet Tengo til stedet, netop som Aomame var blevet ringet op af Tamaru og forladt sin udsigtspost. Ushikawa havde sat sig op på rutsjebanen efter at Tengo at gået for at finde ud hvad denne spejdede efter. Ringen var således ved at blive sluttet omkring Aomame og Tengo.

Om natten drømte Aomame at hun var på besøg i drivhuset hos den gamle dame og iagttog sommerfuglene. Drivhuset var varmt og fugtigt som en livmoder. En sommerfugl havde sat sig på et af de tykke blade på Aomames efterladte gummitræ. Den havde foldet sine farvede vinger ud og syntes at være lykkelig. Hendes egen mave var blevet så stor at fødslen måtte være tæt på. Den gamle dame var uopmærksom, og Aomame greb efter sin pistol, men kunne ikke finde den. Hun både drømte og var bevidst om sin drøm. Døren til drivhuset gik op og en uheldssvanger kold vind blæste ind. Den store sommerfugl åbnede øjnene og flagrede bort. Hvem kom ind? Aomame drejede hovedet og vågnede.... - Hun svedte så hun måtte tørre sig med et håndklæde. En eller anden måtte have prøvet at få fat i the Little One.



Kap. 18 - Tengo lyttede videre til Komatsus beretning om kidnapningen - uden at kommentere den. Komatsu var de første tre dage isoleret uden anden kontakt med omverdenen end den mad han fik serveret tre gange dagligt af en vagt. Ingen talte med ham. Den fjerde dag kom to mænd ind, de samme som havde bortført ham, en lav, men stærk, karseklippet mand og en høj, tynd med hestehale. De lignede et komisk par. Karsehår førte ordet og satte sig over for Komatsu. Han bad først denne gætte hvor han var - og Komatsu gættede selvfølgelig på Sakigake. Karsehår gjorde straks opmærksom på at Komatsu ikke blev udspurgt, blot fordi han havde udgivet 'Luftpuppen', men fordi han havde ladet en tredjeperson omskrive bogen. Det var samvittighedsløst, umoralsk og utilgiveligt. Karsehår gav nu Komatsu en telefon og bad ham ringe til forlaget og sige at han havde reddet sig en gevaldig forkølelse og ikke kunne komme på kontoret de næste dag. Det er det hele for denne dag, tilføjede Karsehår. Vi tales ved en anden dag.

Det skete ti dage senere. Karsehår forklarede nu Komatsu at organisationen ikke var ude efter ham personligt, men at han befandt sig midt i et minefelt. Ved at udgive 'Luftpuppen' havde han forårsaget at "stemmen ikke længere taler til vore medlemmer". Det er alt hvad jeg kan sige. Vores organisation ønsker nu at du sørger for at standse udgivelsen af 'Luftpuppen' og dropper alle kontakter med Eriko Fukada. Hvad siger du til det? - Komatsu prøvede nogle indvendinger, men Karsehår affejede dem alle. Vi ønsker bogen helt ud af offentlighedens søgelys. Og da Komatsu hertil anførte at professor Ebisuno fortsat ønskede at få at vide om vennen Tamotsu Fukada havde det godt, replicerede Karsehår prompte, at Fukada var død.

Komatsu fik at vide at dødsfaldet var sket efter offentliggørelsen af 'Luftpuppen', og på spørgsmålet om de to begivenheder var forbundne, svarede Karsehår at Fukada havde været den faktiske leder af organisationen - den der kunne høre 'stemmen'. Stemmen hørte op, da hans datter Eriko udgav 'Luftpuppen'. Da ophørte også Fukadas liv. Det var en naturlig død. Eriko Fukada havde drevet sin fader i døden, men religionen bestod.

Komatsu berettede videre at han var blevet tilbageholdt yderligere fire dage. Så havde de igen bedøvet ham med kloroform og kørt ham tilbage til Tokyo. Han havde orienteret professor Ebisuno om alt han havde fået at vide, men han måtte gentage det flere gange. Komatsu mente Ebisuno til sidst måtte have accepteret sin vens død, men at det nok ville tage nogen tid for ham at forstå det.

Komatsu og Tengo talte videre om den kritiske situation Sakigake måtte befinde sig i uden deres Leder - og om betydningen af Fukaeris fortælling om The Little People, mothers og daughters. Tengo spekulerede først og fremmest på om den som hører 'stemmen' behøver en daughter som intermedium. De blev enig om at Fukaeri tydeligvis havde sin egen, helt specifikke personlighed og adfærdskodex. Hvis der ikke længere findes en 'modtager', er der heller ikke behov for en 'erkender'. De behøver altså en ny mother, og derfor også en ny luftpuppe..... Tengo var ikke i tvivl. Vi må se at forlade båden og komme i land. Vi må prøve at komme tilbage til vores gamle livsform.



Kap. 19 - Ushikawa så Fukaeri dukke op ved indgangen til bygningen i samme tøj som tidligere, men med en stor taske som åbenbart var fyldt med alt hendes habengut. Pigen flyttede fra stedet, forstod han. Og han gjorde sig også klart at det nok skyldtes at hun havde opdaget at hun blev overvåget. Pigen stillede sig nu op på gaden lige over for og gav sig til at stirre direkte ind i hans telelinse. Hun véd at jeg skjuler mig bagved, tænkte han. Han kunne ikke få øjnene væk fra hende. og da hun gik, burde han have fulgt efter hende, men kunne ikke. Hans krop var lammet. Hendes blik havde tappet ham for kræfter.

Han trøstede sig dog med at pigen ikke var hans topprioritet, men undgik ikke følelse af at hun havde skabt et tomrum i ham. Hvorfor skulle han dog være forelsket i hende. Han forlangte trods alt et mere spirituelt plan. Men hele eftermiddagen følte han sig kraftesløs, afmægtig og impotent. Lidt senere genoptog han sin udspejden. Tengo Kawana var ikke blandt de folk der viste sig. Følelsen af tomhed kom tilbage, og Ushikawa overvejede hele situationen.

Endelig dukkede Tengo op. Ushikawa noterede tidspunktet 15.56. Og da Tengo lidt senere forlod ejendommen, fulgte Ushikawa efter på afstand. Han opdagede at Tengo gik ind på en bar. Ushikawa håbede at enten Fukaeri eller Aomame ville dukke op, men det gjorde de ikke. Da Tengo havde spist sit måltid, forlod han baren og gik hen mod legepladsen, hvor han steg op på rutsjebanen og kiggede op. Ushikawa kunne intet se af interesse. Men da Tengo langt om længe forlod stedet, gik Ushikawa derhen og så op på himlen. Han så en stor måne, men ved siden af også en lille. Han blinkede med øjnene, men så stadig to måner. Og det slog ham at der netop var to måner i 'Luftpuppen'. Er jeg blevet skør, tænkte han. Nej, det er verden omkring mig der er skør. Og jeg må finde ud af hvorfor.



Kap. 20 - Aomame lyttede til Janaceks Sinfonietta og læste Proust. Hun så sig i spejlet, og for første gang i sit liv fandt hun sit ansigt smukt. - Det var en stille søndag, og hun så mange mennesker ovre på legepladsen og spurgte sig selv om hun nogensinde ville få et helt almindeligt liv som andres. Et liv hvor hun ikke skulle tænke på hvem hun havde myrdet i går og hvem hun skulle myrde i morgen.

Hun var klar over at hun ikke ville få Tengo at se midt på dagen. Men om aftenen fik hun øje på en person på rutsjebanen igen. Hun var straks klar over at det var den samme som dagen før, og hun huskede Tamarus omtale af den mærkelige mand der gik og udspionerede Piletræsvillaen. Hvad foregår der? Kommer han fra Sakigake? - Hun besluttede at informere Tamaru om sagen. Men forinden tog hun overtøj på, stoppede pistolen i lommen og gik hen til legepladsen hvor Ushikawa stadig sad. Hun fulgte efter ham da han gik. Han så sig om nogle gange, men gik så ind i en bygning.

Aomame ventede lidt, men listede ind i opgangen og skannede navnene på postboksene. Til sin store forbløffelse så hun navnet Kawana. Hun blev helt paralyseret, selvom hun ikke kunne vide om det dækkede over Tengo. Hun vovede sig op på 3. sal og ringede på døren. Men ingen reagerede. Og med 'Bobblehead' i samme opgang var det for farligt at blive der længere.

Da hun var kommet hjem, ringede hun straks til Tamaru og fortalte at hun havde set Bobblehead. Tamaru blev vred over at hun var gået ud, men han noterede sig hvad hun berettede, herunder at navnet Kawana stod på en postboks i den opgang hvor Bobblehead gik ind. Det måtte hun forklare nærmere, for navnet Kawana sagde ikke Tamaru noget. Han anede intet om forbindelsen mellem Aomame og Tengo. Men hvis Tengo var den Kawana der boede i opgangen, måtte de skride ind, forstod han nu. Aomame pointerede hvor vigtigt det var for hende at møde Tengo. Tamaru sikrede sig at hun stadig havde "den ting han havde givet hende".



Kap. 21 - Tengo fik en opringning fra Kumi på plejehjemmet midt om natten. Hun fortalte at hans far var afgået ved døden. Og hun gav ham de nærmere oplysninger. - Næste dag tog han toget op til plejehjemmet og talte med en læge der forklarede ham at der ikke var nogen specifik dødsårsag. - Tengo overnattede på plejehjemmet - i sin fars værelse. Han ønskede at Aomame kunne have været der og blot holde ham i hånden.

Næste dag aftalte han bisættelsen og kremeringen. Han talte med en advokat om faderens testamente og fik forklaret hvad han skulle gøre med dennes konti. - Faderen havde efterladt sig en tyk brun konvolut med materiale som hans 'legale arving' skulle overtage. Tengo var noget overrasket over at blive betragtet som sådan, men fik materialet udleveret samtidigt med en oplysning om at faderen altid havde omtalt ham som sin legale arving og aldrig som sin søn.

I den sidste af de kuverter Tengo gennemså lå der et enkelt sort-hvidt foto af hans moder, klædt i kimono og vuggende en baby i sine arme. Tengo havde aldrig set billedet før, og han studerede det nøje, men kunne ikkke afgøre om kvinden på billedet var den sammen som den han altid så for sit indre og som blottede sin bryst for en mand han ikke kendte. Han huskede at faderen udtrykkeligt havde kaldt ham 'ingenting', men hvorfor havde han så gemt billedet til ham?

Faderen havde efterladt sig en indkøbspose med det tøj han ønskede at blive begravet i - og det viste sig at være hans uniform som NHK-licensopkræver.



Kap 22. - Ushikawa vendte tilbage til legepladsen og konstaterede igen at der var to måner på himlen. Han hverken drømte eller havde hallucinationer. Han betragtede sig selv som realist uden interesse i metafysik. Hvis noget virkeligt ekisterede, havde man at acceptere det som en realitet, hvad enten det var logisk eller meningsfuldt. Det var ikke logikken eller principperne der gav plads til realiteterne. Så han måtte acceptere de to måner og lade resten bero på tænkningen. Måske var det måneskinnet der snød ham.

Måske skulle Tengo have mødtes med Fukaeri eller Aomame. Så måske skulle han, Ushikawa, hellere have fulgt efter Tengo da denne forlod sin bopæl igen. Ushikawa vendte tilbage til sin lejlighed og spiste sin frokost. Han fik øje på en kvinde der kom ud fra opgangen og som han ikke havde set før. Hun bar mørke briller og overtøj der skjulte det meste af ansigtet. Hurtigt tændte han kameraet og snuppede tre fotos af hende. Han burde havde fulgt efter hende, men var ikke hurtig nok i vendingen.

Han gjorde den antagelse at det måtte være Aomame der var kommet for at besøge Tengo, men hendes adfærd svarede ikke til hans forestillinger om hende. Hun var mere forsigtig end som så. Ushikawa kunne ikke blive ved at vente på Tengo og lagde sig for at sove. Og kun en halv time efter at han var faldet i søvn, kom Tengo tilbage fra mødet med Komatsu.

Næste dag ringede Ushikawa til terpeskolen og fik at vide at hr. Kawanas undervisning var suspenderet på grund af en begivenhed i hans familie. Ushikawa gjorde op med sig selv at han måtte blive i lejligheden og gøre sine iagttagelser. Hvis kvinden virkelig var Aomame, ville hun komme tilbage og i så fald ville han følge efter hende.

Han fik fremkaldt alle de fotoruller han havde liggende, men han var mest interesseret i Fukaeri, Tengo og den mystiske dame. Fukaeris øjne gjorde ham nervøs. Selv på fotoet stirrede hun ham lige i øjnene. Der var ingen tilgivelse i dem. Tværtimod udtrykte de medfølelse med ham. Der var intet særligt udtryk i Tengos øjne. Billedet af den mystiske dame bekræftede hans indtryk af hende, men hendes ansigtstræk var skjult.

Ishikawa faldt i søvn, men da han vågnede op, kunne han i mørket føle at der stod en person ved siden af ham og bøjede sig over ham. Personen slyngede armen omkring Ushikawas hals, så denne ikke kunne få en lyd frem. Presset på luftrøret blev stærkere og hans åndedræt svagere. Ushikawa var straks klar over at det var en professionel mand han havde at gøre med, men hvem og hvorfra vidste han ikke. Hvorfor skulle han dø på så ussel en måde? - Da han fik sin fulde bevidsthed tilbage, blev han klar over at han havde fået en hætte over hovedet. Hjertet pumpede voldsomt i ørerne, men han var i live. Ushikawa lå på gulvet med hovedet mod sin gulvmåtte, og han var bagbundet. "Du skal ikke dø så nemt", sagde en stemme.



Kap. 23 - Aomame spejdede over mod legepladsen, men så ingen. Hun tænkte på Bobblehead og Tengo i samme bygning. Tamaru skulle nok finde ud af om den Kawana der boede i huset var Tengo. Tamaru spildte ikke tiden, og hun stolede på ham. Men hvad om han traf den beslutning at hun og Tengo ikke måtte mødes? Det foruroligede hende. Måske skulle hun aldrig havde fortalt Tamaru om Tengo. Men sket var sket.

Hun genlæste 'Luftpuppen' og fokuserede på hver eneste linje hun læste. Og da hun var kommet igennem to tredjedele af den, fik hun en stærk og specifik forestilling i tankerne. Hun var ikke bragt hertil af tilfældighed, fortalte den. Jeg har af egen fri vilje valgt at være her. Hun lod sin hånd hvile på maven og fortsatte tankegangen. Jeg er ikke alene. Vi er forbundne med hinanden gennem en og samme samtidige erfaring. Ligesom Tengo og Fukaeri dannede et strålende team, da de skrev Luftpuppen, således danner Tengo og jeg et team for en ny historie. Processen tager plads på et dybt, usynligt niveau. Men spørgsmålet er hvilken betydning the Little One har.

The Little People har mistet deres magt. Jeg må beskytte denne Little One, så ingen gør det fortræd. Jeg må blive stærkere. Min sjæl og min krop må blive ét.



Kap. 24 - Tengo fik bisat sin far i den ønskede uniform. Og bagefter fik han en fortrolig samtale med Kumi, hvis far selv var blevet bisat og kremeret på stedet. - Tengo takkede for hendes deltagelse som hun begrundede med at det ville være strengt at være alene ved en sådan begivenhed. Det er forfærdeligt når et menneske dør, sagde hun. Der åbner sig et hul i verden, og vi må yde den nødvendige respekt for den afdøde, hvis hullet skal fyldes ud igen. Ellers falder en anden i det.

Kumi syntes der måtte have været en speciel forbindelse mellem Tengo og hans far, og hun fortalte at hun selv havde været udsat for at dø ved at en eller anden person strangulerede hende. Hun vidste ikke hvem, men hun ville kunne genkende ham, hvis hun mødte ham på gaden. Og måske den mand besidder en hemmelighed om mig som han ville røbe, hvis jeg mødte ham. - Hvilken hemmelighed? - Grunden til at jeg er her. Og den hemmelighed drager mig.

Tengo takkede endnu engang for hendes hjælp, men sagde til sig selv at han nu forlod kattebyen. Om han ville tage imod et råd fra hende? Din far kan have haft en hemmelighed han tog med til den anden side. Den skal du ikke kigge efter i mørket. Overlad det til kattene. Det er bedre at tænke på fremtiden. Uglen, den bevogtende guddom i skoven, siger det samme: Den ved alt, og den giver os nattens visdom.

Hjemme igen sad Tengo og tænkte på Fukaeri. Det ville være rart, hvis hun havde været hos ham. Han tænkte på at ringe til Kumi. Hans sind vendte sig mod et mørkt hul i verden, der endnu ikke var fyldt ud. Han var ikke enig med Kumi i at det var bedst at tænke på fremtiden. Jeg må vide hvorfor min fars hemmelighed ikke gør nogen forskel. Du tog den del af mig med i graven, men en anden del blev tilbage. Det faktum vil ikke ændre sig, ligegyldigt om du er min biologiske far eller ej.

Tengo syntes han hørte en ugle tude udenfor, men det var kun hans ører der spillede ham et puds.



Kap. 25 - "Ushikawa" sagde manden til ham. "Du har vel ikke noget imod at jeg kalder dig sådan?". Ushikawa svarede ikke og fik kort efter et så hårdt slag på den venstre nyre at en ulidelig smerte skyllede gennem hele hans krop. - "Jeg spurgte dig høfligt, og jeg forventer et svar", lød det. Ushikawa nikkede og blev spurgt hvad han lavede her i lejligheden. Det røbede han og blev straks spurgt om hvem der havde hyret ham. - Sakigake, svarede han. - Det har jeg regnet ud, men hvorfor våger Sakigake over Tengo Kawana? - Ushikawa svarede ikke, før han fik stukket en finger mod nyren: Han har forbindelse til en kvinde. - Og hun hedder? - Aomame. - Og hvorfor forfølger de hende? - Hun har bragt ulykke over Sakigakes Leder - Du mener myrdet ham? - Ja.

Forhøret gik videre, og Ushikawa fortalte beredvilligt at han ikke var medlem af den religiøse organisation, men blot var hyret af den fordi det var mere bekvemt for dem at bruge en udenforstående. - Så de har hyret dig til at finde ud af forbindelsen mellem Tengo og Aomame? - Det er korrekt. - Nej, det er ikke korrekt. For hvis Sakigake kendte den forbindelse, ville de selv have slået til. - Ushikawa fastholdt at han var alene om sagen, men forhørsmanden pointerede at han var meget utilfreds med ukorrekte svar. "Jeg vil ikke give dig et slag mere, for det gør ondt i hånden. Jeg prøver en anden metode. Jeg vil sende dig til havets bund."

Ushikawa var ikke klar over hvad manden mente, men fik straks trukket en tyk plastipose ned over hovedet og viklet et tykt gummibånd om halsen, Han kunne ikke ånde. Hans lunger skreg efter luft, men der var ingen. Snart begyndte alle muskler at ryste. Hans hjerne føltes at blive blæst op som en ballon og klar til at eksplodere. Til sidst blev gummibåndet løsnet og plastikposen trukket væk. Ushikawa hev efter vejret. Manden spurgte hvordan der var på havets bund, men forventede ikke noget svar. Han gjorde det i stedet klart for Ushikawa at han nu forventede korrekte svar på alle spørgsmål. Det første gik på om Sakigake havde givet Ushikawa instruks om at undersøge forbindelsen mellem Tengo og Aomama. Ushikawa havde nu fået tungen på gled og røbede en del.

Manden sagde at det lød til at han og Ushikawa havde det til fælles at de var ensomme ulve. Vi har instinktiv uvilje mod organisationer af enhver art. Ushikawa nikkede. Grunden til at han søgte Aomame var at det var ham der havde tjekket hendes baggrund for Lederen og ikke havde fundet noget mistænkeligt. - Ushikawa måtte ud med Sakigakes telefonnumnmer, men kunne ikke oplyse navnet på den der ville tage telefonen. At finde ud af forbindelsen mellem Tengo og Aomame havde været hårdt benarbejde. Ingen i organisationen kender den forbindelse. Kun mig. - Ved du at hun er gravid? - Nej. - Hvorfor snusede du rundt om Huset i Azabu? - Fordi damen havde Aomame som personlig træner. Muligvis boede Aomame hos hende. - Om Sakigake kendte noget til villaen? - Nej, jeg har ikke fortalt nogen om det. - Godt, men har du nogensinde hørt om Carl Jung, psykologen? - Kun at han var elev af Freud og skabte begrebet det kollektivt ubevidste. - Fint, sagde Tamaru. Jung byggede i Bollingen et særligt hus han kaldte 'Tårnet'. Har du hørt om det? - Nej. - Over indgangsdøren var der en sten, og i den huggede Jung en latinsk sentens med sine egne hænder. Den lød: "Kold eller ej, Gud er nærværende". Ved du hvad det betyder? - Det gjorde Ushikawa ikke.

Tamaru var ikke selv sikker på hvad ordene egentlig betød [de er også totalt misforstået, men derom senere], men han havde været draget mod dem i lang tid. Jeg ved heller ikke meget om Gud, fortsatte han. Jeg er opdraget på et katolsk børnehjem og fik visse skrækkelige erfaringer, så mit indtryk af Gud var ikke godt. Der var altid koldt på det sted. Så hvis der er en Gud, har han ikke behandlet mig særligt godt. Alligevel er Jungs ord sunket dybt ned i min sjæl.

Tamaru bad Ushikawa gentage Jungs ord højt og sad derefter et stykke tid med lukkede øjne og nød ordenes overtoner. Han tog en dyb indånding, åbnede øjnene og så på sine hænder. Jeg er ked af dette her, sagde han i en højtidelig tone. Så tog han plastikposen frem igen, trak den over Ushikawas hovede og viklede gummibåndet om hans hals. Tamaru fulgte nøje sekundviseren på sit armbåndsur og lod gå to gange tre minutter inden han tog Ushikawas puls og kunne konstatere at denne var død. Han fjernede gummibånd og plastikpose og citerede Shakespeare: Hvis vi dør i dag, behøver vi ikke dø i morgen, så lad os se det bedste i hver mulighed.

Tamaru tog Ushikawas notesbog og visitkort og gik ned til en telefonboks og ringede til det nummer Ushikawa havde opgivet. Han sprang alle indledende fraser over, opgav adressen på lejligheden og tilføjede at Ushikawa befandt sig der, men var holdt op med at trække vejret. Det vil ikke være så godt, hvis politiet finder ham, så venligst fjern ham hurtigst muligt. Døren er ulåst. - Personen i den anden ende ville gerne vide hvem der ringede og om han eventuelt var i ledtog med den unge dame der sin tid var kommet til Hotel Okura. Men det ville Tamaru ikke svare på. Denne fik oplyst at Sakigake ikke ønskede at gøre Aomame fortræd, men blot gerne ville tale med hende. Der må være mulighed for at diskutere sagen. "Vi har brug for at høre stemmen altid." - Tamaru lovede at overveje sagen; manden i den anden ende at tage vara på Ushikawa.



Kap. - 26 - Aomame blev ringet op af Tamaru der gik lige til sagen: "Bobblehead er ikke længere i lejligheden. Han blev overtalt." - Aomame forstod det som tvangsmæssigt fjernet. - Og personen der hedder Kawana er den Tengo du leder efter. - Aomames verden udvidede sig, så hun ikke kunne sige noget. Tamaru måtte spørge om hun stadig lyttede.... "Men han er bortrejst nogle dage."

Tamaru kunne bekræfte at Bobblehead havde taget tre fotos af Aomame, men at det var svært at se hendes ansigtstræk på dem. Tamaru kunne oplyse at Tengo underviste i matematik på en skole, ikke tjente mange penge, var single og levede et anstændigt liv. Han er i gang med at skrive en stor roman og har sine egne ambitioner. - Aomames hjerte bankede voldsomt. Hvordan Tamaru havde fundet ud af alt dette? - Jo, han havde fået lukket sig ind i Tengos lejlighed, undersøgt hver ting, men efterladt alt i samme orden. Tamaru havde også kontaktet Tengos skole og fået at vide at dennes far netop var gået bort.

Aomame spurgte om det nu ville være i orden at hun gik hen for at mødes med Tengo, men det syntes Tamaru ikke var nogen god idé. Sakigakes folk skal lige fjerne en vis genstand der helst ikke skal falde i myndighedernes hænder. Sakigake ved ikke hvad Bobblehead foretog sig i lejligheden, men de vil opdage det, så det er bedst ikke at gå derhen. - Aomame konstaterede at Bobblehead var væk, men at kulten stadig var efter hende. Det var Tamaru dog ikke sikker på. "Jeg har talt med en af folkene, og han sagde, at man ikke havde til hensigt at gøre dig fortræd. Han forklarede at Lederen ønskede at dø". - Aomame kunne bekræfte at Lederen havde ventet på hende, og at de to havde lavet den aftale at han ville spare Tengos liv, hvis jeg ville give ham selv døden. - Det har du aldrig fortalt den gamle dame. - Jeg dræbte Lederen og udførte min opgave. Tengo var en privat sag. - Allright, sagde Tamaru resigneret.... Men du blev gravid, og det kan jo ikke så let ignoreres? - Det var ikke før, men efter. Det skete da jeg gjorde min aftale med Lederen.

Tamaru ville vide om der var en årsag-virknings forbindelse mellem mordet på Lederen og den gådefulde graviditet. Men det kunne Aomame ikke svare på. - Kunne det tænkes at kimen i dig er Lederens barn, for de behøver en efterfølger? - Det er umuligt, svarede Aomame. Barnet er Tengos. - Tamaru forstod det ikke, men tog påstanden til efterretning, og gjorde opmærksom på at Sakigake behøvede hende. - Nej, de behøver ikke mig, men det jeg bærer i maven. - Tamaru fandt at tingene udviklede sig lidt for hurtigt efter hans begreber. Han tilføjede at Sakigake har behov for at høre 'stemmen'. Hvis de taber den, kunne det blive enden på deres religion. Er barnet i dig den der kan høre 'stemmen'? - Det vidste Aomame ikke. - Men du vil altså ikke forhandle med dem? - Aldrig.

Tamaru understregede at hendes svage punkt var Tengo. Det er for farligt at du bliver hvor du er. - Men jeg må se ham, inden jeg forlader stedet. - Godt. Vi må have fat på Tengo, men have Madames godkendelse af det. Han kom lidt efter tilbage med den besked at Madame stolede på hende. Hvilket budskab skal vi give Tengo? - At han skal komme til rutsjebanen efter mørkets frembrud.



Kap. 27 - Tengo fik om morgenen en opringning fra Tamaru med et ønske fra Aomame om et møde på rutsjebanen. Han undrede sig, men forstod. Og han blev bedt om at medbringe et eller andet værdifuldt samt for en sikkerheds skyld at have hænderne fri, og dette tog han til efterretning. Han opgav kl. 19 som et passende tidspunkt, men spurgte om opringeren var den person der have overvåget ham og som han var blevet advaret imod. Tamaru kunne berolige ham.

Tengo så på klokken og spekulerede på hvad han skulle få tiden til at gå med resten af dagen. Tankerne løb rundt i hans hoved. I aften ville han få Aomame at se oppe på rutsjebanen. Og Aomame vidste det. Det var tyve år siden de havde set hinanden sidst. Deres udseende, personlighed, omgivelser - alt havde gennemgået forandringer. Og de var ikke længere børn. Måske var det slet ikke godt at mødes igen.... Mon manden i telefonen egentlig kendte Aomame? Var nogen ude på at lokke ham i en fælde? Og hvorfor lokke hende ud? Spørgsmålene var mange....

I god tid gik han over på legepladsen og satte sig på toppen af rustjebanen. Han så på sit ur. Klokken var blevet tre minutter over syv. Og stadig var der ingen Aomame. Han lukkede øjnene og lyttede til lydene omkring ham. Og pludselig gik det op for ham at der sad en person ved siden af ham. Han holdt øjnene lukkede og mærkede en hånd på sin. Hvor mærkeligt. Hvordan var det gået til? Ingen af dem sagde noget. Hvor længe varede det? Fem minutter, en time eller en hel dag. Tiden stod stille.

"Tengo", hviskede Aomame til sidst. "Åbn dine øjne".

Tengo åbnede sine øjne. Tiden begyndte igen at flyde i verden. "Deroppe er månen", sagde hun.



Kap. 28 - Ushikawa lå på et bord i et kølerum på Sakigake. Der var ingen lyde at høre. Karsehår og Hestehale sagde ikke noget. Et tæppe var kastet over liget. Nedenunder sås den opsvulmede mave..... De to livvagter havde afhentet liget i den angivne lejlighed og bragt det til Yamanashi. Her havde en læge konstateret at Ushikawa var død ved kvælning og ikke så ud til at have været udsat for vold eller tortur.

Karsehår drøftede situationen med en af sine overordnede. Hvorfor var Ushikawa blevet myrdet af en professionel drabsmand? Var det den samme person der havde ombragt Lederen? Hvor meget havde han fortalt? Var der tale om organiseret kriminalitet eller mafiavirksomhed? Var det Aomame Ushikawa havde overvåget? Ville der være mulighed for at få Aomame i tale? - Og direkte til Karsehår: Hvad foreslår du vi skal gøre i den videre efterforskning? - Karsehår mente det var bedst at forfølge det værdifulde lederskab som Ushikawa selv havde fundet frem til. - Mener du at vi ikke selv er i besiddelse af et værdifuldt lederskab? - Ja, det gjorde han, og han hentydede til at de manglede 'stemmen'.

For sit eget vedkommende var Karsehår overbevist om at der var en person i Koenji der var involveret i hele affæren. Men hvem? - Han beordrede nogle af organisationens folk i Tokyo til omgående at køre tilbage til Ushikawas lejlighed og derfra skygge Tengo.

I det frosne mørke lå Ushikawas lig tilbage. Der var intet ur og ingen personer i rummet. Men hvis nogen havde været til stede, ville de have set at Ushikawas mund begyndte at bevæge sig uden at der dog kom lyd ud af den. Ud kom derimod seks Little People der klatrede ned på bordet. De blev større og sprang ned på gulvet, hvor de dannede en lille cirkel De begyndte hver især at række ud efter en tynd tråd og at væve - en ny luftpuppe. Det ville tage dem tre dage, men de havde tiden for sig, og de blev aldrig trætte. En del af Ushikawas sjæl var parat til at blive forvandlet til en luftpuppe.



Kap. 29 - Aomame havde tilbragt de sidste tyve år af sit liv uden at Tengo kendte noget til det. Han vendte sig nu om for at betragte hende. Og han var ikke i tvivl om at det var Aomame. Der var stadig noget tilbage af den pige hun havde været. Han burde sige et eller andet til hende. Men kunne ikke finde på ordene. Og da hun gentog at der var to måner, kunne han kun nikke til det. "Det er så længe siden", tænkte Aomame, og nøjagtigt det samme gjorde han.

Aomame sagde at hun egentlig ønskede at forblive på stedet altid og glemme tiden. Men der var noget de to måtte gøre sammen. Vi må gå videre, tænkte han. Det er rigtigt, sagde hun. Vil du ikke vide, hvor vi skal hen?, spurgte hun. Men Tengo rystede blot på hovedet. Hun sagde at de aldrig ville slippe hinanden af hænde mere. Men nu havde de travlt. Han talte om at de måtte forlade kattenens by. Det forstod hun på sin egen måde: De måtte forlade 1Q84.



Kap. 30 - Tengo og Aomame forlod parken og tog en taxi til motorvejen, rute 246. Der var noget hun ville fortælle Tengo, nemlig at hun bar et barn i sig, og at hun mente det var hans. Og hun fortalte om det voldsomme tordenvejr i begyndelsen af september. Det huskede han godt, for Fukaeri havde dengang sagt at The Little People stirrede på dem. Ingen af dem kunne forklare Aomames graviditet, men Tengo var også overbevist om at barnet måtte være hans. Men hvor skulle de tre nu hen, Aomame, Tengo og the Little One? - Hun svarede, at de skulle hen til den sti der havde ført hende til 1Q84, så de kunne komme ud af den igen. - Men hvad var hans rolle i alt dette? - Jo, han var den som havde ført hende hele vejen. På en usynlig måde. For de to var ét. Vi skylder ikke hinanden noget. Men vi må beskytte den lille. - Han forstod de var i en farlig situation og på et farligt sted. Men du sagde der var udgang?



Kap. 31 - Tengo og Aomame. Aomame genkendte stedet da de stod ud af taxien: opbevaringsarealet under motorvejssystemet som var omgærdet af et højt metalhegn. Hun tog Tengo ved hånden og ledte ham i mørket hen til flugttrappen. Bare følg efter, sagde hun. Og da han foreslog at han skulle går først, afslog hun det. Hun var den der var kommet ned ad trappen, og nu ville hun være den der kom først op ad den.

Aomame tænkte på såvel Tamaki som Ayumi. Tengo spurgte undervejs om hun fra starten havde planlagt turen - i den upraktiske påklædning hun havde med stram kjole og høje hæle. Det havde hun. Og det skulle hun nok forklare ham senere. Han lagde ikke skjul på at hun havde smukke ben.... Hun pointerede at de måtte ud af den verden de var i. Og at hun fra bunden af sit hjerte vidste at denne trappe ville føre til motorvejen og en anden verden. Hun kom i tanke om en sang, Lederen havde citeret for hende og som gik på at det lige som i et cirkus gælder om at tro på det man ser. For det er virkeligt.

Til sidst var de helt oppe på Motorvejen. Og hun genså Esso-skiltet: Kom en tiger i tanken. Jeg er tilbage, Vi er tilbage tænkte hun. - Vi er altså nu i en verden der er forskellig fra den vi kom fra?, spurgte han. - Højst sandsynligt, svarede hun. - Men måske skal vi teste det? - Og det var der kun en måde at gøre på. De måtte søge efter månen. Aomame konstaterede i mellemtiden at Esso-skiltet vendte en anden vej end sidst. Men det betød vist ikke noget. Hukommelsen kan jo snyde os.

Aomame og Tengo tog ind på et højhus-hotel i nærheden. De slukkede lyset, klædte sig af, gik i seng og holdt om hinanden. Aomame sagde at hun altid havde forestillet sig at ligge på denne måde. - Og have sex med mig? - Ja. - Og det har du forestillet dig siden du var ti? - Hun lo. Nej, lidt senere. - De forenedes, og Aomame begyndte at græde, da han var helt inde i hende. - "Tag dig god tid, gør det langsomt!" sagde hun.

De kunne tydeligt se månen på himlen. De havde med vilje bestilt et værelse højt oppe. Aomame tog Tengo i hånden og de betragtede uden ord månen over byens bygninger. De vidste ikke hvordan denne verden ville blive. Den ville have sine farer og problemer, men den ville bestå. Det var som det skulle være. Komme hvad der vil.



Personerne    
Til toppen  Næste

Den ubetinget sjoveste skikkelse i hele bogens persongalleri er Ushikawa. Han er den der skildres på den mest humoristiske måde fra forfatternes side - jvf. afsnit i 2. bind - men også den der på grund af sit aparte udseende og væsen kommer til at fremtræde direkte komisk i de situationer hans metier og opgaver bringer ham i. Han har været en outsider alle sine dage, men har indrettet sig efter det og udnyttet sine evner til at besnakke folk maksimalt. Han virker nærmest primitiv i sin fremfærd og får en ubarmhjertig død og skæbne, men det er utroligt hvad han kan finde ud af og få arrangeret når det gælder de detektivopgaver han påtager sig. Og han er ikke tabt bag en vogn, når han skal finde på undskyldninger for at han i virkeligheden bruger tid på at forfølge egne mål og hypoteser, fremfor strikte at holde sig til dem han får penge for. Han er logiker og realist og tror ikke på tilfældighed, men han fældes netop af den tilfældighed, at han sover på et tidspunkt hvor han skulle være mest på vagt. Han har sin overmand i den gamle dames livvagt. Men har dog én force i forhold til denne, og det er en udpræget selvironi, en psykisk sans der sjældent er uafhængig af et menneskes tilbøjelighed til refleksion.

Tamaru er også en outsider der har været på den forkerte side af lovens grænse, men som desuden er mærket af sin opvækst i et snævert religiøst miljø og vælger at blive loyal tjener for en 'dowager', en rig enke med meget speciel interesse for voldsramte kvinder. Han løser sine opgaver på fornemste vis og til enkens fulde tilfredshed, og han viser sig at have en overraskende forståelse for Aomames situation og ikke mindst de specielle relationer denne kropsterapeut vikler sig ind i og som overskrider den almindelige grænse mellem det vi kalder virkelighed og alt det irrationelle som vi ikke ved hvad er udover at det følger andre love end fysikken gør. Tamaru har bundet sig til at holde sig på lovens side, fordi den gamle dame kræver det, men han udfører alligevel loyalt den nye og ulovlige opgave hun giver ham og som består i at uskadeliggøre Ushikawa for at kunne redde Aomame. Det sker med en helt utrolig professionalisme, men også med en uhyggelig konsekvens og nådesløshed. - De citater han i den forbindelse benytter sig af er sigende. Dels Shakespeares: Hvis vi dør i dag, behøver vi ikke dø i morgen, så lad os se det bedste i hver mulighed. Dels Jungs "Kold eller ej, Gud er nærværende". Det første synes at gøre det ligegyldigt hvornår man dør og lader nogen dø! Det sidste gør det helt ligegyldigt om man er død eller levende, for Gud er altid nærværende.

Men der er den hage ved det sidste citat at det er totalt misforstået. Det er en lodret fejlagtig oversættelse af en latinsk sentens af Erasmus af Rotterdam der ordret hedder "Vocatus atque non vocatus, Deus aderit" og det betyder ikke kold, men "Kaldet eller ej, Gud er nærværende". Man kunne tænke sig at der er tale om en forveksling mellem engelsk 'cold' og 'called', men den korrekte oversættelse fra latin er 'kaldet' eller 'anråbt'. Og sentensen betyder at Gud er nærværende hvad enten man henvender sig til Gud eller ej. Og den har altså intet at gøre med om man er kold eller ej i betydning død eller ej. - Da jeg har studset over den engelske oversættelse har jeg ved henvendelse til den danske Murakami-oversætter Mette Holm sikret mig at der ikke er tale om en oversættelsesfejl, men om en fejlfortolkning fra Murakamis side der er blevet lagt i munden på Tamura. Og jeg er enig i hvad Murakami selv skal have gjort gældende, at en skønlitterær forfatter naturligvis har ret til at fejlfortolke alt det han vil, for det afgørende må være hvad fejlfortolkningen bruges til. Og i Tamarus tilfælde er dette oplagt. Den bruges til at vise at Tamaru finder egnede citater til lige præcist at understøtte sin skånselsløshed. I det afgørende øjeblik hvor Ushikawas skæbne afgøres, sidder Tamaru faktisk og nyder overtonerne af de ord han tror betyder noget der passer i hans kram. Derefter gør han kort proces og bruger Shakespeare til at retfærdiggøre slutresultatet. - I den musikalske vurdering af tilfældet hører Tamaru oplagt til den renest dur-mæssige af alle bogens figurer.

Karsehår er naturligvis ikke et hår bedre. Han er en yderst rationel og praktisk håndlanger for Sakigake-organisationen, og han løser normalt sine opgaver med sikker hånd og kommer først til kort, da Lederen selv får Aomame udvalgt til at behandle sig med det formål at befri ham for fortsatte ulidelige pinsler. Karsehår er en tro og ureflekteret tjener for en kult der ikke tåler afvigelser og som reelt er en så lukket organisation at den uundgåeligt rammes af den paranoia Tamaru kommer ind på i samtalen med Aomame og som er karakteristisk for totalitære stater. Den relativt lave mand danner - som Ushikawa opfatter det - sammen med den tynde og høje samt tavse Hestehale et udpræget komisk par. Det er uklart om Hestehale overhovedet er et rigtigt menneske eller hvad, men Karsehår hører i hvert fald til den almindelige hårde verden og er som blindt troende en uhyggelig repræsentant for det totalitære, i modsætning til både Tamaru og Ushikawa.

Den vel nok mest overraskende og gådefulde person er Sakigakes store leder, som først i midten af bind 2 afsløres at være identisk med Fukaeris fader og professor Ebisunos ven og tidligere universitetskollega, Tamotsu Fukada. I hele bind 1 blev læserne holdt i uvidenhed om denne persons faktiske udvikling de sidste syv år, altså siden Fukaeris flugt. Han var oprindeligt revolutionær, men blev udtrykkeligt modstander af voldelig omvæltning, da han så konsekvenserne af ekstremismen. Og ved opsplitningen af den oprindelige utopiske organisation i en militant og en fredelig, økologisk fraktion valgte han den sidste, men forsøgte en mæglerrolle mellem dem. Og her må det være gået galt for ham i den forstand at han i kraft af evnen til at kunne 'høre stemmen' blev den karismatiske leder af Sakigake, selvom denne iøvrigt opretholdt sin totale lukkethed og interne disciplin. Det værste var imidlertid at han indlod sig på overgreb mod helt unge, tiårige piger som han havde en slags 'mystisk forening' med under foregivende af at 'rense dem spirituelt'. Denne form for forening med pigerne skete tilsyneladende frivilligt, men bevirkede en faktisk splittelse af dem mellem det menneskelige, kødelige og naturlige på den ene side og et eller andet overmenneskeligt, spirituelt og unaturligt på den anden side, en splittelse som dels førte til dannelsen af en slags kunstige piger som Fukaeri og Tsubasu og Little People med hvad dertil hørte, dels til en frygtelig lidelse som fortærede ham selv og førte til en kult som havde mindelser om antikkens Diana-kult. Her blev kongen grusomt slagtet, når hans kraft og karisma var opbrugt. Altså en i henseende til både det individuelle og det kollektive helt igennem pervers og primitiv kultur. Det analyseres i Den gyldne gren som Lederen direkte refererer til .

Det er karakteristisk for historien at Lederens gamle ven fra universitetstiden, den tidligere religionsforsker Ebisuno totalt fejlbedømmer manden og har vanskeligt ved at fatte hele sagens forløb. Hans indsigt i religionsvidenskab og antropologi slår ikke til, når det gælder at forstå nutidige former for kollektivt galskab der kynisk betjener sig af religiøse forestillinger til forførelse af folk. Men det hører med til billedet af Lederen, at han vælger døden for at slippe for uudholdelige lidelser, men undgår selvmordet ved at bede Aomame bringe sig af dage på den specielle måde hun mestrer og samtidigt giver hende løfte om at Tengo vil overleve. Det ligger altsammen hinsides sund fornuft og almindelig virkelighedsopfattelse, men det viser i det mindste at Lederen ikke er blottet for menneskelighed sådan som andre ledere af totalitære systemer synes at være. Tamotsu Fukadas samtaler med Aomame midt i 2. bind - klik - er unægteligt et højdepunkt i værket der kaster lys over hele historien og den afgørende ubalance mellem 1984-universet og 1Q84-universet.

Det er også i relationen til Lederen at den ellers meget kropsorienterede og enstrengede Aomame bliver bevidst om sin kvindelighed i videste forstand, og desuden - i langt højere grad end gennem de også fine samtaler med den gamle dame i Piletræsvillaen - får fuld forståelse for den længsel efter Tengo som hele tiden rumsterer i hende og som Janaceks Sinfonietta uafladeligt fremkalder hos hende. Janaceks musik er netop ikke ren dur-musik eller ren mol-musik, men har som mange romantiske musikværker begge dele i sig i et spil der bevirker stor kompleksitet. Det samme ses i Aomames udvikling gennem værket. Jo længere væk hun kommer fra politi-veninden Ayumi og jo nærmere hun kommer sine længslers mål Tengo Kawana, jo mere udfoldes hendes fulde menneskelighed. Og hun får allerede i forholdet til Tamaru efterhånden en god indflydelse på dennes lidt firkantede virkelighedsopfattelse. Han kalder lidt ironisk hendes længsel efter Tengo for romantisk: den går over hans forstand, men han accepterer den, fordi han accepterer Aomame og hendes væsen.

Det bør dog ikke overses at Aomame i en samtale med den gamle dame, kommer ind på den vrede de begge havde, men som blev forvandlet under det afgørende tordenvejr, hvor Aomame fik taget livet af Lederen. Den gamle dame mistede ved den lejlighed Aomame og vreden forvandledes til let farvet sorg, altså en mol-stemning. Mens vreden i Aomames tilfælde forvandledes til et foster i hendes livmoder, og altså også til en yderst sammensat mol-agtig stemning.

Tengo står som det gennemførte mol-menneske i hele værket - fra først til sidst. Han er hvad man i almindelighed kalder 'en blød mand', hvilket vil sige en mand der lægger meget stor vægt på værdier der ikke just fremmer den almindelige borgerlige karriere som stræber, men tværtimod bevidst eller ubevidst accepterer både de mandlige og kvindelige sider af sig selv (for nu at tale jungiansk). Han afviser blankt at lade sig misbruge af Ushikawa, som ikke kan narre ham med udsigt til pengegevinst i form af legater. Men han har meget svært ved at modstå Komatsus forlags-strategi der skridt for skridt inddrager ham i den omskrivning af Fukaeris mundtligt overleverede værk om 'Luftpuppen' som foruden at blive en vinding for forlaget bliver Tengos eget litterære gennembrud, selvom det er anonymt, og som gennem samarbejdet med Fukaeri modner ham og får ham trukket ud af flugten ind i matematikken. Han kommer ud på det dybe vand og får en mængde nye erfaringer som han ydermere udbygger og finjusterer eller ligefrem ciselerer i forholdet til Kumi på plejehjemmet. Af hende føres han ved faderens bisættelse ind på forestillingen om død og genfødsel, der til forskel fra forestillingen om reinkarnation er et renere dybdepsykologisk fænomen, der går på at man bliver et nyt menneske ved at slippe gamle vaner, fordomme eller vrangforestillinger.

Tengos erfaring uddybes også i forholdet til den far der ikke er hans biologiske far, og som kalder ham 'ingenting', men som dog har gjort ham til legal arving. Faderen tager sin hemmelighed om Tengos moder og dennes elsker med i graven, men han efterlader ikke destomindre ved given lejlighed den luftpuppe der for alvor fører Tengo mod Aomame. Tengo viser licensopkræveren mere end almindelig respekt ved døden. Han læser op for den bevidstløse mand i håbet om at nå hans sjæl og hemmelighed.

Det er naturligvis gennem den tidlige, aldrig glemte klassekammerat Aomame at Tengo kommer ud af sin ufrugtbare, i en vis forstand mekaniske seksualitet og ind i et ægte kærlighedsforhold hvor den fysiske forening mellem kønnene er en naturlig sag, men hvor det hører med at holde hinanden i hånden eller ligge i armene på hinanden - eller nyde måneskinnet sammen - samt skabe nyt liv. Hele '1Q84' er en decideret og erklæret kærlighedshistorie og som det er vist ovenfor ender værket som sådan med den rene romantik, hvor de elskende ikke alene får hinanden og et barn, men får opfyldt deres allertidligste længsel efter 'den eneste ene'. Det er en ældgammel forestilling som nok i dag forekommer de fleste lidt overspændt romantisk, men som set i et dybere, platonisk perspektiv betyder en genforening af de to sjælelige halvdele som et menneske består af og som vi kalder mand og kvinde. Erotik har netop med den gamle antikke forestilling at gøre som har kærlighedsguden Eros som centrum, men som hos Platon bliver udtryk for menneskets længsel efter udødelighed.

Musikken spiller i denne forbindelse en vigtig rolle, men også hele mystikken og magien i 1Q84 er central



Musikkens rolle    
Til toppen  Næste

Der er i gennemgang af værkets tre bind blevet lagt stor vægt på musikken, og ikke mindst på de to klassiske musikværker der hedder Janaceks 'Sinfonietta' og Bachs 'Wohltemperiertes Klavier'. Der findes i romanen også en hel del henvisninger til jazz som Murakami er meget fortrolig med, men det har jeg forbigået, fordi jeg ikke selv har det fornødne kendskab til jazz.

Bach er central fordi han har givet Murakami inspiration til opdelingen af de to første bind i to gange 24 kapitler, som er delt ligeligt mellem dur og mol. Som beskrevet i første essay er det faktisk muligt at tale om sproglig dur og mol, idet dur i sproget ligesom i musikken angiver og omfatter noget relativt klart og ligetil, mens mol angiver det mere nuancerede og komplicerede. Psykiateren Ib Ostenfeld har i en lille opsats om Blicher som mol-musikant påpeget at konjunktiv i sproget er hvad mol er i musikken, dvs rigere på nuancer, muligheder, ønsker, underfundigheder og ironi end indikativen, der er mere ligefremt fortællende eller fremsættende. Men det betyder selvfølgelig ikke at alle litterære tekster entydigt kan opdeles i disse to kategorier. Skønlitteraturen kan være lige så raffineret, nuanceret og fuld af kontraster og humor som musikken. Men der kan være brug for de nævnte polare begreber til at påpege forskellene.

Undertegnede har ikke lagt skjul på at jeg fra starten har opfattet skildringen af Aomame som dur-agtig, mens skildringen af Tengo er mere mol-agtig. Og opdelingen har for mig været en glimrende nøgle til forståelse af forskellen mellem de to personer og derigennem til en forståelse af spillet i de to første binds tydelige tvedeling. Men jeg har ingen dokumentation for at denne sondring har været bevidst for forfatteren. Og jeg kan også efter at havde læst tredje bind fastslå, at han ikke kan siges at være 'mol-musikant' på samme måde som Steen Steensen Blicher var. Erotikken i værket får en lidt anden farve end hos Blicher, og det hænger naturligvis også sammen med at den i 1Q84 præges af det magiske aspekt.



Brugen af Janaceks 'Sinfonietta' har været dybt fascinerende for mig, ikke fordi jeg var fortrolig med værket på forhånd (men det er jeg blevet), men fordi den er indledningsfanfaren til værket og ikke mindst til Aomames afgørende nedstigning til den mystiske og magiske verden hun betegner som 1Q84, fordi hun må sætte spørgsmålstegn ved den 1984-verden hun kommer fra. Jeg synes det er et genialt træk fra forfatterens side, så meget mere som det ikke er en blot og bar stilistisk indledningseffekt, men en reference, en association eller et 'bogmærke' der benyttes med største konsekvens i hele værket til at angive netop den dybe sjælelige længsel og forbundethed der er mellem bogens to hovedpersoner.

Det er karakteristisk for fortællingen at Aomames omstilling til den magiske verden begynder netop i det øjeblik hun i taxaen på motorvejen hører Sinfoniettaen og øjeblikkeligt husker komponistens navn og værkets tilblivelsesår (1926) og baggrund (bestilling til et sportsstævne) samt vekslen mellem det fanfareagtige og det stille og blide som giver associationer til de bøhmiske sletter (begge dele demonstreres på fascinerende vis i Jiri Kylians moderne ballet til musikken). Det sjove er at Tengo netop lærte at spille stykkets voldsomme paukestemme i skoleorkestret og naturligvis aldrig glemmer værket. Men også Ushikawa lytter til det når han slapper af.

Dette musikstykke bliver således et markant eksempel på en erindringsforestilling der har langtrækkende betydning og som de fleste af os kender. Tamaru husker tydeligt sin skolekammerat der altid snittede træfigurer af rotter; Tengo kan ikke slippe billedet af moderen og elskeren; og i almindelighed vil de fleste nok overvejende have visuelle forestillinger af denne art. Men musikalske kan være lige så stærke. Og naturligvis kan lugte- og berøringserindringer også være af varig art. Det karakteristiske for mennesket i almindelighed turde være, at vi hver især går rundt med en større mængde af sådanne erindringsforestillinger i os. De er i allerhøjeste grad med til at konstituere vores sjæleliv, individuelt som kollektivt. De kan endog siges at være selve det der gør os til mennesker til forskel fra robotter eller hjernevaskede systemslaver.



Magien, religionen og psykologien    
Til toppen  Næste

Ingen der læser Murakamis store roman er et eneste øjeblik i tvivl om at magi og religion spiller den allerstørste rolle. Allerede titlen '1Q84' angiver at der sættes spørgsmålstegn ved virkelighedens 1984 som er året for begivenhedernes gang, og som iøvrigt er direkte inspireret af George Orwells berømte roman fra 1949 som beskrev det skræmmende og uhyggelige overvågningssamfund som ethvert totalitært styre i sidste ende tenderer mod.

I 1Q84 sker der straks ved begyndelsen den ejendommelige begivenhed at Aomame, den ene af hovedpersonerne, i en taxa kører ud på en af Tokyos mest trafikerede motorveje for at nå et bestemt mål, men på grund af de endeløse bilkøer bliver nødsaget til at benytte en flugttrappe og forcere hegn og låger for hurtigst muligt at slippe væk fra denne moderne og meget reale virkelighed og udføre sit planlagte mord på en moderne forretningsmand der er gammeldags mandschauvinist og voldelig kvindeundertrykker. Hun kommer bogstaveligt talt ned til en virkelighed der både fysisk og psykisk er skruet anderledes sammen end den sædvanlige virkelighed og bliver derfor overordentlig usikker på selve sin virkelighedsopfattelse.

Hun føres videre til et opgør med en religiøs organisations åndelige leder som nærmest betragtes som en gud fordi han kan høre stemmer, men først og fremmest gennem flere år har begået de omtalte overgreb mod helt unge jomfruer, herunder hans egen datter, med henblik på deres spirituelle renselse. Dette har dels ført til skabelse af irreale væsener som Little People, daughters og mothers og deres luftpupper, dels til lederens sygdom og lidelser. Han ønsker at dø, og han har netop hidkaldt Aomame med de særlige magiske fingre og den særlige akupunkturteknik for at få hende til at foretage den aflivning organisationen bestemt ikke ønsker. Resultatet er nemlig at den nu ikke længere har en leder der kan høre stemmer. Til gengæld bliver Aomame uden normalt samleje belønnet med en graviditet i form af 'Little One' som i hvert fald kunne tænkes at have fået overført de magiske evner samtidigt med at hun får løfte om at hendes længslers store mål, skolefællen fra ti-års alderen Tengo, vil få lov at leve.

For at optimere magien sættes denne forfatter til - helt uafhængigt af hvad Aomame oplever og foretager sig - at omskrive et værk om Little People, 'daughters' og 'mothers' som får navnet Luftpuppen og som er fortalt af Lederens nu 17-årige jomfrudatter Fukaeri. Derved drages Tengo ind i opgøret med lederens kultorganisation samtidigt med at han får et mystisk forhold til Fukaeri der resulterer i at hans sæd overføres til Aomame. En slags ubesmittet undfangelse ved Helligåndens indgriben antydes det med en vis ironi af Tamaru.



Det er let at afvise al denne magi som komplet urealistisk, men dels er den suverænt fortalt, dels svarer den til et utal af andre magiske skildringer som fx Lars von Triers Melancholia eller Peter Høegs Den stille pige, dels er den fascinerende i sig selv, fordi den trækker på dybtliggende forestillinger i den menneskelige psyke om evner, begivenheder og transaktioner der er helt på tværs af den normale virkeligheds fysiske love med årsagsloven som den altdominerende.

Hvad det sidste angår er der netop grund til at se på om alt det irrationelle der går på tværs af fysikkens love og den almindelige logik nødvendigvis altsammen hører under det magiske. Der findes jo nemlig den mulighed at den dybdepsykologiske erfaring spiller os et puds og får os til at tro at det vi erfarer på det indre, oplevelsesmæssige og meningsgivende plan er reelt i den ydre virkelighed, fordi det er så intenst at det virker aldeles overbevisende. Kan man ikke skelne mellem intense følelser og tanker på den ene side og svage, men til gengæld stabile følelser og tanker på den anden side, havner man uundgåeligt i problemer med virkelighedsopfattelsen, fordi den første slags dannes af de medfødte primærprocesser der er blottede for sondringer mellem fantasi og virkelighed, mellem subjekt og objekt og mellem fortid, nutid og fremtid, mens den sidste slag beror på sekundærprocesserne der har alle disse sondringer som betinger al nøgternhed.

Al magisk tænkning og forestilling ser stort på denne nøgternhed, men den giver intense følelser og tanker og derfor stærke, ofte overbevisende oplevelser af mening og sammenhæng. Den har derfor alle dage været dybt fascinerende for mennesket. Til gengæld er det alene de svage og stabile sekundærprocesser der kan sikre det vi i almindelighed forstå ved sund realitetssans.



Aomame mistede den sunde realitetssans da hun gik ned ad flugttrappen fra motorvejen - og det på trods af den jordbundne taxachaufførs advarsel mod at lade sig narre af det ydre og tilsvarende understregning af at der kun er én virkelighed. Det sidste har han måske ikke helt ret i, men under alle omstændigheder er det vigtigt ikke at lade sig narre af det ydre - fx at man ser to måner på himlen - til at der er to fysiske virkeligheder. For det er der ikke. Der er som vi skal se i næste afsnit derimod en fysisk virkelighed til den side der vender udad mod det sanselige og håndgribelig og en anden til den side der vender indad mod det ubevidste, underbevidste og kollektivt ubevidste. Ser man to måner, kan man være ganske sikker på at man er om ikke ligefrem skør, så i hvert fald udsat for et synsbedrag.

Aomame lod sig narre - og blev trukket længere og længere ind i en mystisk verden der havde en magi der ikke bare fortryllede hende, men forførte hende, og som hun først slap ud af da hun fandt Tengo og sammen med ham gik den omvendte rute, fra 1Q84 til 1984. Det er værd at holde fast i at Aomame ikke - som man ellers kunne opfatte det i starten - steg ned fra det bevidste til det ubevidste og underbevidste. Det var der i givet fald kommet en helt anden historie ud af. Og så havde vi ikke fået '1Q84'.



Hvad det religiøse angår er det påfaldende at Aomame ligesom på sin vis Tamaru oplever kristendommen i en så snæver dogmatisk udgave, at de bliver frastødt af den, forlader den - og samtidig får problemer med gudsopfattelsen. De tror ikke på den strenge og onde gud de har fået indoktrineret som den eneste sande gud. Og alligevel kan de ikke helt slippe begrebet. Tamaru tyr til en horribel fejlfortolkning af Jung, mens Aomame har fattet noget meget centralt i det i kristenheden alment udbredte Fadervor der indeholder sætningen "Komme dit rige". Det er ord der bliver ved at dukke op hos hende i afgørende situationer, fordi hun - uden at være bevidst om det som sådant - har fat i dets underforståede fremtidshåb om et rige der er kærlighedens og frihedens og ikke magtens eller undertrykkelsens. Men da hun ikke kan komme bag om teologien, forstår hun ikke at denne forestilling er en arketypisk forestilling som det er meningsløst at lave teori og dogmer på. Den lever i sindene fordi den er et billede på noget dragende og forjættende.

Generelt gælder netop at Gud er en arketypisk forestilling som det er meningsløst at søge bevist eller dokumenteret. En arketypisk forestilling forholder man sig til, og hvad Gudsforestillingen angår er det væsentligste at den er forbundet med eller interdependent med selve forestillingen om det gode, og altså hører til konsistensetikken, den etik der påpeger at mennesket af indre, psykiske årsager altid vil være bundet til at sørge for overvægt af det gode. Har et menneske, et barn, været udsat for dogmatisk undertrykkelse, kan gudsforestillingen blive forbundet med forestillingen om det onde, og det er naturligvis meget uheldigt. Og det viser at al dogmatisering af religionen er uheldig.



Virkelighedens tvetydighed    
Til toppen  Næste

På grund af de to slags psykiske grundprocesser bliver menneskets eksistentielle virkelighed altid tvetydig. Der er en ydre virkelighed der følger de fysiske love og som nøgternt kan registreres og analyseres ved hjælp af sekundærprocesserne og deres begreber og sondringer. Og der er en indre virkelighed der betjener sig af primærprocesserne og disses totale mangel på logik, begreber og sondringer og som følgelig kan giver intense, kvalitative og meningsgivende oplevelser og forestillinger, men aldrig stabil nøgternhed. - Jf. artiklen om de psykiske grundprocesser.

I artikelserien om virkeligheden er det forsøgt at gennemgå centrale begreber som fysikken, tiden, rummet, livet, ånden , sproget og humoren i forhold til virkeligheden, og det er bl.a. påpeget at der findes et psykisk rum, et samfundsmæssigt rum, et religiøst rum og et eksistentielt rum ved siden af det fysiske rum, og tilsvarende en psykisk tid, en samfundsmæssig tid og en eksistentiel tid ved siden af den fysiske tid. Dette skal naturligvis ikke gennemgås her. Men pointen er at det er den psykiske, religiøse, eksistentielle og samfundsmæssige dimension der giver livet mening og kvalitet.

Spørgsmålet er om vi som nøgterne mennesker er ude af stand til finde kriterier for hvordan vi kan skelne uden at havne i den jammerlige situation at måtte opgive alt det spændende, intense og meningsgivende der ligger i det irrationelle. Svaret er enkelt, at det behøver vi ikke at opgive, for der er en afgørende forbindelse mellem de to slags virkeligheder, og det er selve den måde ethvert menneske som spæd lærer at skelne mellem virkelighed og fantasi på. Måden er den helt enkle at gribe tingene med hænderne, flytte med dem, føle på dem, bide i dem, smage på dem osv. Banalt, ja, men det er forudsætningen for at kunne udbygge sekundærprocesserne og med årene erhverve en stadig mere pålidelig realitetssans. Og det interessante er at det altsammen ikke ville være muligt uden to ting: faste, håndgribelige genstande i det ydre rum - og evnen til i psyken at danne de svage, stabile følelser og forestillinger (primært billeder) som fører til genstandsbevidsthed.

Glipper denne evne af den ene eller anden grund, glipper også realitetssansen, og glipper realitetssansen, så er der ingen grænser for hvor mange vrangforestillinger man kan få om virkeligheden. Ja, så kan man komme gevaldigt op at køre med hensyn til magi!



Helhedsrealistisk vurdering af hele værket    
Til toppen  Næste

Alt dette er naturligvis ikke på nogen måde forudsætningen for at få noget ud af Harukari Murakamis fascinerende og enestående fortælling om virkelighedens tvetydighed. Fortællingen er skønlitterær og ikke eksistensfilosofisk.

Det fascinerende ved 1Q84 er selve den lange, men sikkert opbyggede kærlighedshistorie om sportsinstruktøren Aomame og matematiklæreren Tengo der mødte hinanden ganske kortvarigt som tiårige og aldrig glemte det. Og det enestående ved fortællingen er at den udover at være elementært spændende inddrager utroligt mange aspekter af den europæiske filosofi, litteratur og musik som er væsentlige for at forstå den menneskelige eksistens og komme til rette med tilværelsens grundvilkår.

Ud fra den komplementære helhedsrealisme ville det være ret enkelt at påvise de skildrede personers forkerte eller problematiske antagelser og konklusioner. Det kunne man også gøre i Peter Høegs eller Lars von Triers tilfælde, hvis man ville. Men det tjener jo ikke noget særligt nyttigt formål, eftersom litteraturen, filmen, kunsten og musikken primært har det formål at skildre hvordan menneskene lever deres liv og prøver at komme til rette med problemer og vilkår, og ikke hvordan de burde gøre det.

Marukamis '1Q84' lever efter min bedste overbevisning op til de højeste fordringer man kan stille til vedkommende moderne skønlitteratur - sprogligt, stilistisk, kompositorisk og indholdsmæssigt. Allerede musikinddragelsen og den specielle dur-mol-dimension har været dybt fascinerende for undertegnede, men det er dog skildringen af virkelighedens tvetydighed i dens mangefacetterede art der er bærende for helhedsindtrykket. Det er imponerende at Murakami kan holde styr på så mange tråde og have så mange bolde i luften på én gang. Det har han naturligvis øvet sig på gennem mange år, og man kommer uvægerligt til at tænke på at han er en inkarneret marathonløber der har lært hvor afgørende det er med koncentration, tålmodighed og udholdenhed, og som udtrykkeligt gør gældende at essensen af det at løbe er hele tiden at søge sin yderste grænse. Den grænse søger han også i sin romanskrivning.

Det skal også noteres at han som marathonløber har fået personligt kendskab til det fænomen der hedder 'runner's blue' og som synes at have meget med mol-fornemmelsen at gøre [blues-skalaen er en slags mol-skala], fordi man mister noget, men får noget andet i stedet.

'1Q84' er ikke et værk man bliver hurtigt færdigt med. Det rummer så mange aspekter, at man kan blive ved at finde nye tråde.

Jan Jernewicz



Henvisninger:    
Til toppen

Litteratur

Haruki Murakami: 1Q89. Bd. 1 - oversat af Mette Holm (Klim. 2011)
Haruki Murakami: 1Q89. Bd. 2 - oversat af Mette Holm (Klim. 2011)
Haruki Murakami: 1Q84. Book 1-3 - translated from the Japanese by Jay Rubin and Philip Gabriel
(Harwill Secker. London. 2011)
Haruki Murakami: Hvad jeg taler om når jeg taler om at købe - Oversat af Mette Holm (Klim. 2009)
Carsten Andersen: Samtale med Haruki Murakami på Møn august 2010
- under titlen: Det uvirkelige bliver mere og mere virkeligt.
Charles Baxter: Behind Murakami's Mirror (New York Review of Books, dec. 2011)

Ib Ostenfeld: 'Provincialbreve' (Reitzel. 1954) med et tillæg om 'St. Blicher som moll-musikant'



Links til:

Murakamis officielle hjemmeside
Murakami website



Relevante artikler på Jernesalt:

1Q84 - Bind 2 af Murakamis enestående fortælling om virkelighedens tvetydighed  (13.12.11.)
1Q84 - Murakamis enestående dur-mol-fortælling om virkelighedens tvetydighed  (31.10.11.)



De psykiske grundprocesser
Mytologi  (2.8.02.)
Myte ord og billede  (13.7.02.)
Hvad skal vi med myte, kult og religion?  (10.4.11.)
Hvad skal vi med religion?     (14.2.07.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
At være metafysiker er en tvivlsom affære  (26.1.11.)
Helhedsrealismens fortrin  (5.3.06.)

Lars von Triers 'Melancholia'
Peter Høegs hørelse, længsel og humor
Blicher mellem drøm og virkelighed med særskilt afsnit om Blicher som mol-musikant
Ib Ostenfeld (kort karakteristik)
Mozarts sjæl og fascinationskraft
Johann Sebastian Bachs helhedsrealistiske univers
med særskilt afsnit om "Det veltempererede klaver"

Vilh. Grønbechs kulturopgør
Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')
Humormennesket Storm P.
Helligtrekongersaften (Trevor Nunns Shakespeare filmatisering)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski



Samlet oversigt over artikelserien om Virkelighed med følgende essays:
Fysikken og virkeligheden  (26.6.07.)
Rummet og virkeligheden  (12.7.07.)
Tiden og virkeligheden  (5.7.07.)
Livet og virkeligheden  (22.7.07.)
Ånd og virkelighed  (29.7.07.)
Sproget og virkeligheden  (4.8.07.)
Humor og virkelighed  (20.8.07.)



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Litteratur
Artikler om Kunst
Artikler om Musik
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Religion
Artikler om Humor
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Litteratur
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal