JERNESALT - religionogmodernitet
ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.2.07.
Hvad skal vi med religion?
- Er religion og gudsforestillinger forenelige med fornuft og modernitet?
Gennemgang og kritik af Mikael Rothsteins, Malene Busks og Hans Jørgen Schanz' synspunkter, helhedsrealismens svar samt redaktørens personlige credo. - Henvisninger
For en gangs skyld var der på DR2 Deadline's 2. sektion søndag en ganske god og givende samtale om noget så eksistentielt centralt som religion, idet Jes Stein Pedersen havde inviteret religionshistorikeren Mikael Rothstein til at diskutere spørgsmålet om religionens og gudsforestillingens værdi med to idéhistorikere, nemlig Malene Busk fra Kunstakademiets Artikektskole og Hans-Jørgen Schanz fra Århus Universitet - som iøvrigt har været gæst hos Stein Pedersen i 2004 (jf artiklen Marxisme, modernitet og uforudsigelighed).
Samtalen led i høj grad af studieværtens store begrænsning, der kommer af at hans tilgang til alle emner er og bliver litteratens intellektualisme. Han kan ikke stille spørgsmål der overhovedet tyder på dybere forståelse for psykologi eller kunst og musik - og følgelig heller ikke for religion i andet end teologisk forstand. Og det er faktisk en ynk - ikke bare for denne samtale, men generelt for 2. sektions udsendelsesrække der gerne skulle handle om eksistensen i allerdybeste forstand.
Og det gjorde naturligvis ikke sagen bedre at alle tre deltagere har stort set samme rent intellektuelle tilgang til det valgte samtaleemne. Mikael Rothstein er nok af profession religionsforsker, men som det fremgik af samtalen og som det også tidligere er blevet understreget her på siderne, så forsker han i et emne der intetsomhelst betyder for ham personligt. Og det tror han kan lade sig gøre alene fordi han interesserer sig for sociale relationer og menneskelig foretagsomhed, selvom det ville svare til at en historiker forsker i kunst, film eller musik uden at have et personligt forhold til stoffet og altså på samme måde blot går efter de ydre kendetegn, men er ude af stand til at forstå værkerne indefra. Malene Busk er langt mere åben over for de eksistentielle grundproblemers svære karakter, omend hun som ateist først og fremmest går imod enhver snak om metafysiske eller overnaturlige instanser og navnlig det magtbrug af religiøse forestillinger som de religiøse institutioner gør sig skyldige i med henvisning til sådanne instanser. Sammen med Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen er hun medredaktør af 'Kritisk Fornuft' og kan ikke se noget positivt ved religion overhovedet. Og Hans-Jørgen Schanz, der skulle være deres modvægt, havde flere relevante betragtninger til forsvar for religionen, men argumenterede også helt og holdent på intellektualismens grundlag - og kom besynderligt nok ydermere til ved selve sin fremtræden og sin ret lukkede attitude at stå som en meget svag repræsentant for det dybdeperspektiv han ellers principielt anlagde.
For alle tre gælder, at de ligesom studieværten er totalt blottede for dybdepsykologisk indsigt - og dermed ude af stand til at tilføre drøftelsen af det ellers dybt mangetydige og flerdimensionale fænomen nogensomhelst synspunkter der kunne bringe dem ud over de gamle, efterhånden velkendte og forslidte fraser og postulater som har kendetegnet og altid vil kendetegne en religionsdebat der føres på intellektuelle, dogmatiske, teologiske eller ideologiske præmisser.
Har det moderne menneske brug for Gud - eller skulle vi se at komme videre, var Jes Stein Pedersens indledningsspørgsmål til deltagerne. Men videre kan man netop aldrig komme uden at turde beskæftige sig med den dybdepsykologiske indsigt i sagen, for kun den kan bringe folk ud over slagsmålet om teologiske postulater og kirkelige autoriteter samt fronten mellem religiøse mennesker og ateister. Det var påfaldende at deltagerne aldeles ikke kunne drøfte emnet nøgternt og uden at forfalde til gensidig polemik. Når Schanz for eksempel anførte at de religiøse grundforestillinger ikke behøver at være absolutter alle skal rette sig efter, men være tilbud på hvad der kan forstås ved godt og ondt, så afviste Busk det bare ironisk som et supermarkedstilbud. Hvad der igen fik Schanz til at fastslå at et sådant argument jo blot var udtryk for en nedgørende indstilling akademikere burde holde sig fra. Og da Schanz sidst i diskussionen fremhævede at religion ophører med at være religion, hvis den forsøges pålagt mennesker tvangsmæssigt, så medførte det kun billige grin fra både Busk og Rothstein, skønt Schanz hovedpointe netop var at religion hænger sammen med selve grundforstillingen om at vi mennesker ikke er fuldstændigt herre over vort liv og vor historie. Busk og Rothstein var låst fast i den opfattelse at religion i sædvanlig (teologisk eller kirkelig) forstand er undertrykkende. Og Schanz kunne altså ikke forklare sig bedre og formåede på grund af sin manglende dybdepsykologiske indsigt ikke at få drejet samtalen ind på det der kunne have givet nytænkning, nemlig de universelle ideer over for de historisk bestemte teologiske og ideologiske.
Mikael Rothsteins synspunkter kan nogenlunde sammenfattes i den opfattelse at religion er et socialt og kulturelt fænomen som menneskene skaber eller producerer på linje med kunst og sport, dvs i historisk og samfundsmæssig sammenhæng - og derfor noget man socialiseres til. Ved at blive teologi og religiøse institutioner bliver religion systemer der bliver forskellige i de forskellige kulturer og samfund - og må bedømmes som al anden menneskelige foretagsomhed og systemdannelse. Religion er noget mennesker laver sammen for at få styr på verden, men der er tale om systemer der gennem en magtmekanisme promoverer bestemte fortolkninger som de eneste rigtige, sande og ægte. Religion kan betragtes som en form for sprog. Vi bruger symboler og metaforer på alle mulige måder, så vi skal ikke overvurdere religionens betydning blot fordi den bruger symboler.
Rothstein ville ikke påtage sig at definere hvad religion er, men for ham var de religiøse forestillinger kulturelle ytringer der formuleres under henvisning til overnaturlige magter - og sådanne troede han ikke på. Han fandt det ejendommeligt at når nogen i sin tid påstod at et menneske var død og derefter var stået op fra de døde, så var der nogen der hoppede på den. Men hvis han selv påstod det samme om sin fætter, så ville folk sige, at han var fuld af løgn.
Der har altid være religion i de menneskelige samfund - og vil formentlig altid være det - men der er mennesker der ikke er religiøse - og dem skal der også være plads til. Religion betød intenting for hans personlige liv, han studerede den, fordi mennesker og deres sociale relationer og foretagsomhed interesserede ham. Og ingen skulle komme og fortælle ham at han gik glip af en dybdedimension ved at være uden religion. At tale om noget specifikt religiøst - som Schanz gjorde - er teologi. Der findes intet specifikt religiøst. At nogle kalder visse fænomener for religion er derimod fortolkning - og betyder bare at mennesket er i stand til at kommunikere med hinanden. Men generelt skal vi passe på ikke at tale om religion på teologiens præmisser, for så tager man den jo alvorligt. Og hvad situationen i dagens Danmark angår, mente han kort og godt at vi har en dødssyg kirke og en dødssyg kristendom, for de fleste mennesker her i landet - uanset om de er kristne, muslimer, new-age-folk eller hinduer - er religion i det hele taget en noget tilbagelænet affære. Den kategori af menneskelig foretagsomhed som vi kalder religion produceres noget mere afdæmpet i dag end tidligere.
Kritik af Rothstein:
1) Den bærende konstruktionstanke er dødssyg, det vil sige uden ringeste hold i virkeligheden og den ødelægger enhver mulighed for at forstå hvad religion er. Rothstein kunne let komme uden om Schanz' spagfærdige forsøg på at lancere dybdedimensionen, for dette velmente forsøg var omtrent lige så dødssygt. Det var væsentligt at få trukket den menneskelige spontanitet frem, som Schanz gjorde, givetvis på grundlag af Løgstrups ideer om de spontane livsytringer. Men tesen forklarer ikke det helt afgørende forhold, at den menneskelige psyke består af to lag, det bevidste og det ubevidste, og at det ubevidste eller før-sproglige og alogiske lag i tid er før det bevidste og vedbliver at gøre sig gældende livet igennem. En væsentlig del af det ubevidste er af kollektiv art, hvad der er eneste mulige forklaring på det fænomen, at den menneskelige psyke præges af så mange spontane og kreative processer at de gør enhver forestilling om at kulturen og samfundet som sådant skulle være en bevidst konstruktion håbløst naive. Religion er naturligvis en konstruktion for så vidt der indgår stærke formulerede dogmer og stærke magtmæssige elementer i enhver praktisk, historisk betinget udgave af den. Men grundliggende er det de kollektivt ubevidste forestillinger de bærer det hele - som iøvrigt også gang på gang giver teologien og magthierarkiet grå hår i hovedet.
2) Symboler og metaforer indgår i de religiøse forestillinger og teologiske fortolkninger, og kan i denne forstand studeres på samme måde som man studerer symboler og metaforer i kunst og litteratur eller matematik. Men de bærende symboler er ikke bevidst konstruerede eller bevidst vedtagne erstatninger for en bagved liggende realitet, men realiteterne selv. Hvis Rothstein påstår at hans fætter er død, men opstået på tredjedagen igen, så vil vi ikke tage det for gode varer, men opfatte det som en spøg. Vi tror ikke på den slags. Men når de kristne mennesker i sin tid så deres døde læremester som en genopstanden gud, så var det hverken løgn eller digt, men psykisk realitet. Han opstod i deres sjæle som en sådan stor, levende og styrende kraft, at de slet ikke var i tvivl om hans realitet. Det samme gælder iøvrigt også Jomfru Maria, som slet ikke omtales i de kanoniserede evangeliske skrifter som en gudsformidlende skikkelse, men fik denne position i katolicismen i kraft af en dyb folkelig (dvs. kollektivt ubevidst) åbenbaring eller erfaring, som den officielle kirke langsomt, men modvilligt måtte acceptere og først senere forstod at udnytte i sit magtspil.
3) Overnaturligheden er ikke et bærende princip i de gamle religioner, da de alle er blevet til på et tidspunkt, hvor man ikke var i stand til skelne mellem det naturlige og overnaturlige på den måde vi har lært - takket være naturvidenskaben. Myterne taler alle om skabende og styrende guder som gang på gang griber ind i menneskenes tilværelse, men alle disse guder er igen af kollektivt ubevidst art, det man siden Jung har kaldt universelle arketypiske forestillinger, hvis kendetegn er den frie, spontane opdukken som bevidstheden ikke kan styre. Der er dybdepsykologisk set tale om psykiske instanser der er større end det enkelte menneskes bevidste jeg. Deraf kommer opfattelsen af der er tale om noget uden for mennesket - og endda som regel også uden for den almindelige fysiske verden. Men igen er der mere tale om erkendelsesmæssig naivitet end om fejl i selve pointen: Mennesket råder ikke over disse instanser. Heller ikke ved hjælp af påvisning af at naturvidenskaben ikke kan bekræfte eksistensen af fænomenerne.
4) I det hele taget gælder om Rothstein det kedelige forhold at han i grunden deler den svenske positivist Ingmar Hedenius' 'religionshistoriske postulat' om at alle religiøse udsagn skal kunne beskrives i naturvidenskabeligt sprog og forstås som sådanne rationelle størrelser. Dette kan imidlertid slet ikke lade sig gøre, da fænomenerne af natur er irrationelle (før-sproglige) og derfor ligesom musik og kunst ikke kan forstås uden gennem egen direkte erfaring af dem.
5) Troen på det objektive i forskningen får Rothstein til bevidst at holde alt det personlige helt ude. Hvis nogen spørger ham, hvad han egentlig selv tror på, så afviser han svaret, for han tror ikke på noget, mener han, og han accepterer heller ikke at man ikke kan forstå noget man ikke kender af egen erfaring. Dybdedimensionen fravælger han som snak - fordi han ikke vil være ved at han også selv har før-sproglige erfaringer og at disse i virkeligheden stadig betyder noget afgørende for ham.
6) Rothstein er derfor efter min mening simpelthen den dummeste religionsforsker vi nogensinde har haft her i landet, ikke i betydningen ubegavet eller uvidende om religionsvidenskabelige eller sociologiske data, men i betydning fuldstændig uden forståelse for hvad religion er på psykologisk plan. Han er dermed dansk religionshistories største forræder mod Vilh. Grønbechs banebrydende forskning der allerede i årene omkring 1. verdenskrig løsrev dansk religionshistorie fra teologiens omklamring og som fra ende til anden påviste at kernen i al religion er den dybe, universelle føling med den umiddelbare realitet.
Malene Busk bestred på sin side ikke at der var forhold i tilværelsen vi ikke var herre over. Menneskene har hele tiden behov for at forstå, mærke og udvikle deres egen empati. Vi er født med empati, og vi er også født med aggression og trang til vold. Dette er ligesom samfundet nogle kræfter der brydes og som vi kan gå ind i og gøre noget ved. Vi er ikke herre over dem, men vi kan lære at omgås dem.
Mennesker har da også brug for trøst, men ægte trøst er at nogen holder om mig, hvis jeg er ked af det. Hvad hjælper det at præsten påstår at den der bærer på en stor sorg blot skal komme i kirken og få tilgivelse. En trøst er ikke noget værd hvis den ikke passer, altså hvis nogen fx blot siger at der findes en gud du ikke kan se, men "han er der alligevel og han skal nok hjælpe dig". Så er der jo tale om en sutteklud. Hvis religion består i at man dyrker sine prinsessedrømme om at leve i evighed med en stor far i himlen, så er den dyb kitsch, ja Hollywood-kitsch med happy end.
Det problematiske ved den religiøse tolkning af det metafysiske ligger i at en religion der tror på en skabende, styrende og moralsk guddom i virkeligheden installerer sig som et konkret personligt forhold uden for denne verden, og alle relationer i denne verden omkring sorg eller tilværelsens ubegribelighed får indskudt en omvej af tolkning omkring en autoritær figur. Der opstår derved en lydighedsstruktur. Men det er en tolkning der kidnapper vor sorg og forfladiger dybe erfaringer af hvad det vil sige at være i live. Også når det gælder moralen, fx budet om at vi ikke må slå ihjel, bliver religionen et spørgsmål om lydighed mod en gud. Det man lærer af religionens moral er at adlyde en moralsk gud; man lærer ikke at forstå konsekvenserne af sine handlinger. Derfor ser man gang på gang i de moralistiske religioner, at der kommer en ypperstepræst og siger at lige netop i dag vil Gud at man skal gå i krig mod denne og denne fjende og slå dem ihjel. At se religion som bolværk mod plathed, er lige netop ypperstepræstens tale om ikke at kunne undværes som autoritet.
Menneskets behov er ikke kun fornuft. Kritik af religion er ikke kritik af menneskelige erfaringer, men kritik af ideologisk tolkning og afhængigheden af overnaturlige instanser. Oplysningsprojektet som sådant var især i starten progressivt, men består jo af en hel masse krydsende klinger. Samfundet er slet ikke en enhedskultur med et bestemt projekt, men en multikultur med mange projekter. Modernitetsprojektet begyndte selv at gøre fremskridtet og fornuften til absolutte størrelser i historien. Kritikken af modernitetsprojektet er derfor utroligt værdifuld. Problemet er bare at ligegyldigt hvad vi sætter op på piedestalen - gud, mennesket, historien - så forbliver det en autoritær struktur, men vi kan faktisk godt klare os uden en sådan struktur. Vi har i dag brug for et modernitetsprojekt der kan bringe os videre.
Kritik af Malene Busk:
1) Malene Busk har en virkelig god pointe i opgøret mod autoriteterne og lydighedsstrukturen i såvel religionerne som ideologierne. Bliver religionen magtstruktur bliver den ideologi, men dermed accepterer hun jo i grunden at der til syvende og sidst må være en forskel mellem religion og ideologi. Hendes religionskritik går i realiteten mod de etablerede kirkesystemer og ikke mod religion som sådan, og hun forstår ligesom Rothstein ikke at religion kan have en universel dybdedimension som ligger hinsides såvel magtstrukturer som forestillinger om noget overnaturligt.
2) Hun kalder det Hollywood-kitsch at religionerne tilsyneladende nærer drømme om en evigt liv med den store far, men hun røber dermed at hun ikke har fattet, at alle religioner netop grundliggende afspejler menneskenes såvel individuelle som kollektive urgamle forestillinger af før-sproglig art som går tilbage til netop barnesjælens spontane ubevidsthed. Hun forstår dog at ægte trøst er 'når nogen holder om os' - som vores mor eller far gjorde da vi var små. Mønsteret bliver siddende i os livet igennem, som alle andre dybe mønstre fra barndommens år. Men hvorfor så ikke anerkende deres eksistens - og ganske enkelt sige, at sådan er vi alle blevet sjæleligt til uden at ville det og uden at være klar over det mens det skete. Den himmelske fader er nøjagtigt den spontane mytologiske generalisation af den individuelle beskyttende, men også retledende faderskikkelse - og i katolsk religion er Jomfru Maria tilsvarende den spontane mytologiske generalisation af den individuelle beskyttende moder. 'At komme hjem' ved livets afslutning er at kunne give slippe på det møjsommeligt opbyggede ego med uddannelse, karriere, hus og bil, bankbog og materielle goder samt viden og livserfaring for at give sig det kollektive i vold.
3) Påstanden om at udsagnene om en dybdedimension i tilværelsen af religiøs art er af 'ypperstepræstelig' karakter, dvs har til formål at sikre religiøse magtorganisationers magthierarki, er isoleret set en klar misfortolkning af Schanz, som den var direkte rettet imod, men den røber samtidig den totale uvidenhed om at der ved dybdedimension kan forstås noget helt andet, nemlig den specifikke dimension i tilværelsen som ligger i selve det forhold at mennesket ikke er herre over tilværelsen. De gamle etablerede religioner har alle sammen mange forskellige grene, fordi de kan fortolkes og gennem historien er blevet fortolket på vidt forskellig måde, men et fælles træk har de faktisk - og det er netop umuligheden af at gøre sig til herre over Gud, guderne eller de religiøse grundforestillinger. Religionerne har bevidst (og det er naturligvis en konstruktion) indbygget en eller anden regel om at mennesket ikke er herre over og ikke må gøre sig til herre over skaberen. Men selve forholdet er et grundvilkår som ikke er konstrueret af nogen teolog eller filosof, men en indsigt eller erfaring som nogle af de første mennesker længe før historisk tid har haft og gjort sig - og som folk stadig kan gøre hvis de ellers har lidt ydmyghed i behold.
4) Gud er ganske rigtigt en temmelig moralsk skikkelse i de fleste religioner, og teologerne har som de officielle religionssystemer naturligvis udnyttet åbenbaringer og forestillinger til magtens formål, men Gud er ikke nødvendigvis en moralsk gud, og han er aldrig en udelukkende moralsk gud. Jesus prædikede faktisk noget helt nyt i den sammenhæng. Han gjorde fundamentalt op med religion som lovreligion - og selv om den kristne kirke siden blev en særdeles magtstruktureret hierarkisk institution der krævede lydighed (en overgang blind lydighed) mod sine øverste - og endda fór frem med bål og brand og religionskrige mod kættere - så bevarede den ikke desto mindre også evangeliet om at mennesket ikke bliver frelst eller 'retfærdiggjort' gennem sine gerninger, men alene gennem sin tro. Og tro i denne sammenhæng, dvs i Jesu mund, vil ikke sige overbevisning om sandheden af bestemte dogmer, men simpelthen livsmod. Dette giver stadigvæk kristendommen et potentiale som ingen anden religion har tilsvarende.
5) Problemet med at vi havner i en eller anden lydighedsstruktur ligegyldigt hvem vi sætter op på piedestalen er reelt og løses alene ved at undsige de konfessionelle guder der er magtprojektioner og tjener magtinteresser. Men dette er ikke nødvendigvis det samme som at sige at alle gudsforestillinger må bandlyses, tværtimod for dybest set er alle gudsforestillinger ikke bevidste konstruktioner, men arketypiske forestillinger af universel karakter. Og sådanne kan ifølge deres natur ikke defineres eller patenteres, uden at universaliteten eller dybdedimensionen går tabt. Pointen er at mennesket overtager det fulde ansvar for deres eget liv, men vel at mærke ved ganske nøgternt at fastholde at vi ikke kan forvalte livet som vi vil - fuldstændigt efter forgodtbefindende. Ingen kan sige os helt nøjagtigt hvad der er ret og forkert. Vi er overladt til skøn og erfaring af konsekvenser, men vi står til ansvar over for en eller anden højere instans af udefinerbar art, for ellers inflateres vi psykisk. Det har intet med overtro eller metafysik at gøre, men er simpel dybdepsykologi.
Hans-Jørgen Schanz mente nok at nogle mennesker kan undvære det religiøse, men generelt kan man ikke, for religion er noget der matcher dybden i den menneskelige tilværelse, de menneskelige grundvilkår. Religion er en instans der minder mennesket om at ikke alt kan skabes suverænt af mennesket. Vi skaber ikke den menneskelige spontanitet, ikke oplevelsen af sorg og lykke. Disse fænomener er en række grundvilkår som vi ikke skaber på samme måde som vi skaber et bord eller en fjernsynsudsendelse.
Når religionerne er bedst så giver de tilbud på fortolkning af de forhold som mennesket ikke kan skabe selv, men som det kan bygge på. "Man skal sgu da ikke bilde sig ind at psykisk krisehjælp eller ensom bearbejdning kan klare alle problemer" som fx døden der nærmer sig eller et barn der mistes. Religion kan her give trøst.
Rothsteins fortolkning af religion som social konstruktion rammer ikke det specifikt religiøse. Religion er nok et system i en social sammenhæng, men et system der tilbyder noget der rækker ud over hvad mennesket kan beslutte. Religion er kun et system i samme forstand som kunst er det, men ikke som alle mulige systemer, for uden transcendens hverken kunst eller religion. Kernen mistes, hvis man betragter og beskriver religion alene som systemfunktionalistisk. At nedgøre religion som kitsch eller menneskelig dumhed eller som ren og skær autoritetsstruktur, stinker langt væk af noget man historisk set burde holde sig fra [han tænkte formentligt her på den kommunistiske religionsforfølgelse under Stalin].
Hvad angår modernitetsprojekterne er de altid blevet mødt af kritik fra kirkens side. Hans pointe er at modernitetsprojektet i dag stort set er realiseret, men at moderniteten er blevet et rent pragmatisk anliggende... Togene går til tiden, vi har tandlæger, vaskemaskiner osv.... Det er bare ikke nok. Der er dimensioner i den menneskelige tilværelse som det moderne projekt ikke giver mening. Dér er religionen et af en række tilbud ved siden af kunsten, sporten og metafysikken.
Kritik af Hans-Jørgen Schanz:
1) Schanz var altså ene mand om at forsvare religion som andet end kitsch, dumhed, magtstruktur eller ren og skær social funktion eller bevidsthedsmæssig konstruktion. Men han slap ikke synderlig godt fra det, for trods fornuftige synspunkter gik heller ikke han ind på de afgørende psykologiske forhold. Det ligger nok allerede i den akademiske tradition, men i Schanz' tilfælde også i den skarpe analytiske evne og tendens han besidder. Men bemærkelsesværdigt er det at konstatere, hvordan denne gamle kapitallogiker støt og roligt har bevæget sig fra ungdomsoprørets ulidelige endimensionale marxisme til en meget bredere forståelse af eksistensens grundvilkår. Jf. den allerede nævnte artikel.
2) Han har fuldstændigt ret i, at religion kan give en trøst eller hvad man nu måtte kalde denne i grunden udefinerlige støtte til mennesker som krisehjælp eller ensom problembearbejdening ikke kan give, men hvori støtten nærmere bestod kom han ikke ind på, skønt det lå lige for at pege på den relevante fortolkning af tragediens problematik som fx Martin Buber giver.
3) Schanz har også ret i at det er for billigt at nedgøre religion som kitsch eller dumhed, men han kunne jo ikke selv forklare hvori religionens klogskab eller visdom består, så det kunne rokke moderne skeptikere som Busk og Rothstein. For det er jo ikke nok at sige, at religionen giver tilbud som ingen andre giver og som netop drejer sig om livets grundvilkår, for med brug af ord som tilbud så er vi vitterligt tæt på det frie markeds princip. Enhver kan vælge hvad han vil. Der er ingen tvang. Og det ene er måske til syvende og sidst lige så godt som det andet. Schanz sagde jo direkte, at næppe alle har brug for religion.
4) Men dybdepsykologisk set gælder noget helt andet, nemlig at alle er født religiøse, ikke i kraft af at de fødes ind i sociale eller kulturelle kontekster der er religiøse (det gælder naturligvis stadigvæk for mange), men i kraft af at alle uden undtagelse har gang i de før-sproglige, billedmæssigt stærke psykiske primærprocesser, og først langsomt kommer efter de sprogligt baserede sekundærprocesser - jf. artiklen om De psykiske grundprocesser. Religionernes 'tilbud' om grundliggende tilværelses-fortolkninger er altså ikke et tilbud på linje med tilbud om mad og drikke og sex eller sport og alskens materielle goder, men netop den helt specifikke og eneste anvendelige måde at sikre den fortsatte umiddelbare kontakt med den realitet der hedder det kollektivt ubevidste på. Men dette sagde Schanz ikke et kvæk om.
Derfor blev Schanz trods sin gode vilje en temmelig ringe forsvarer for religionen; og Jes Stein Pedersen blev aldrig tvunget til at forholde sig og sine to andre gæster til de virkelige religionshistoriske udfordringer som modernitetsprojektet må tage op, hvis vi skal videre.
De ubesvarede spørgsmål - og deres ultrakorte besvarelse
Er der en dybdedimension i den menneskelige tilværelse som er almen og som kun religion kan dække ind? Ja, for dybdedimensionen ligger ikke i noget postulat om fortolkningsmæssig forrang, men i selve den personlige eller kollektive føling med den umiddelbare realitet som hedder det kollektivt ubevidste og som ethvert menneske har fra fødslen og livet igennem trækker på - uanset om de nogensinde bliver bevidst om det eller ej.
Er gudsforestillinger forenelige med sund fornuft og nøgternhed? - Ja, for de er nok af natur irrationnelle, men til gengæld spontane og yderst inspirerende og afgørende i alle kreative processer. De indgår som elementer i forstandens rationelle og logiske processer, men er i virkeligheden komplementære til disse, fordi de er selvstændige, uafhængige processer. Derved må de siges at udgøre den ene af de to betingelser for fastholdelsen af en nøgtern og sund forståelse af den fulde menneskelige eksistens.
Er religion uden magtaspekt tænkelig? Ja, men ikke uden videre, for magtaspektet ligger dybt i al social menneskelig foretagsomhed. Deraf kommer det at såvel alle organiserede religionssystemer som alle organiserede ideologier før eller siden ender i deciderede magthierarkier og dermed også med en eller anden form for undertrykkelse eller repression. Men i kraft af det kollektivt ubevidste som urkilde vil al religion tillige altid have et rent åndsaspekt, som til forskel fra magtaspektet vil være kendetegnet af at det trods alle forsøg ikke kan defineres eller patenteres, men vil være til fri rådighed som uudtømmelig inspirationskilde.
Er religion tænkelig uden en moralsk dimension? - Nej, for den moralske fordring kommer dybdespsykologisk set af kravet om indre konsistens - og dette krav vil under en eller anden form indgå som bærende grundlag for alle praktiske religioner såvel som for den rent åndelige føling med virkeligheden. Tendensen i de etablerede religioner vil gå mod faste moralske regler (Moselovens mange bud i jødedommen, delvis overtaget af kristendommen, og sharialovens mange regler i islam), mens den i den åndelige opfattelse vil gå den anden vej, sådan som specielt Jesus var den store anviser af. Religion bliver her ikke et spørgsmål om at leve op til bestemte regler, men et spørgsmål om gennem den direkte føling med det kollektivt ubevidste at sørge for bevarelsen af eller 'opladningen' af selve livsmodet. Generelt gælder at moralisme ligger al dybdepsykologi fjernt.
Er frihed og demokrati mulige uden sekularisering? - Nej, for frihed og sekularisering består netop i den modernisering der hedder at afvise autoriteter der påberåber sig overnaturlig, metafysisk eller guddommelig autorisation. For denne er altid af vilkårlig, socialt og historisk betinget art, mens forestillingerne om frihed og demokrati bygger på universelle arketypiske ideer der netop aldrig kan patenteres.
Det samlede antidogmatiske og sekulariserede helhedsrealistiske svar
Det gamle modernitetsprojekt er efterhånden gået så meget i forfald, at det i dag må konstateres at være aldeles utilstrækkeligt til at imødekomme menneskets grundliggende behov for føling med den umiddelbare realitet som beror på de psykiske primærprocesser. Denne realitet har myterne givet meget frie, flertydige fortolkninger af som ligger al teologi uendeligt fjernt. Men som bekendt fik teologien både i den jødiske, den kristne og den muslimske verden mere og mere at skulle have sagt med udviklingen. Såvel det grundliggende behov som den mytologiske fortolkning kan der gives gode relevante forklaringer på ved hjælp af dybdepsykologien. Og denne må vel at mærke siges at bygge videre på modernitetsprojektet ved ikke at acceptere henvisninger til overnaturlige instanser, men til gengæld adskiller den sig fra oplysningstidens gamle moderniseringsprojekt ved at sørge for medinddragelse af de allerdybeste psykiske erfaringer, dem som også rationalismens modpol, romantikken, inddrog i direkte reaktion mod den ensidige rationalisme.
Modernitetsprojektet kan først gøres aktivt og progressivt igen ved at kombinere den antidogmatiske og antiautoritære indstilling med den fulde forståelse af at den menneskelige eksistens er en komplimentær helhed der består af såvel en irrationel som en rationel side. Den rationelle side er forudsætningen for en nøgtern tilpasning til den ydre virkeligheds meget bastante og ubestikkelige realiteter, men den irrationelle side er aldeles afgørende for at mennesket kan bevare helheden i sit inderste jeg og dermed den 'mening med tilværelse' der ikke beror på meninger om dens indretning eller teorier om dens opståen, men på den direkte føling med den psykiske energis uudtømmelige kilder.
Bestandig religionskritik er lige så vigtig for moderniteten, friheden og demokratiet som civilisationskritik, men den forfejler sit mål ved at sigte mod eller undsige og misagte den eksistentielle dybdedimension der skyldes de medfødte før-sproglige erfaringer i stedet for at koncentrere sig om en kritik af det magtmisbrug der sker gennem systematisk dogmatik, moralistisk regelgivning og hierarkiske orden og lydighedsprincip.
Sekularisering er følgelig en nødvendighed for demokratiet og friheden, men sekularisering er et vedvarende opgør med det magtmisbrug der tager form af patentering af religiøse sandheder og annektering af fysisk og økonomisk magt, og ikke et opgør med de grundliggende åndsaspekter af religionen. Disse sikrer tværtimod den afgørende åndsfrihed.
Min helt personlige opfattelse af gud og religion
Når det øverst oppe er angivet at jeg sidst i artiklen skulle komme med mit 'credo' er det lidt af en tilsnigelse for credo betyder 'jeg tror' og efterfølges normalt af alle de påstande man tror på, det er med andre ord en 'trosbekendelse', men min tro drejer sig aldeles ikke om påstande eller noget der kan formuleres som sproglige sandheder. Hvis nogen spørger mig om jeg tror (eller er et troende menneske) så kan jeg strengt taget hverken svare ja eller nej, for svarer jeg ja, tror folk jo at jeg tror på en overnaturlig guddom - og det gør jeg ikke, men svarer jeg nej, så tror folk ikke at jeg overhovedet har et gudsforhold - og det har jeg!
Sondringen kan kun forstås dybdepsykologisk.
Jeg er et ganske nøgternt menneske der bygger på sund fornuft og derfor til fulde anerkender den naturvidenskabelige opfattelse af den håndgribelige verden og den systematiske opbygning af de psykiske sekundærprocesser som eneste sikre vej til realistisk tilpasning til den ydre, fysiske, sociale og økonomiske verden.
Men samtidigt er jeg et dybt religiøst og irrationelt mennesker - med dyb føling med musik og kunst - der fuldtud accepterer de psykiske primærprocesser som eneste vej til den direkte føling med det Vilh. Grønbech kaldte 'den umiddelbare realitet'. Selve umiddelbarheden ligger i at følingen ikke beror på sprog, analyse eller sansning, men findes spontant i alle mennesker lige fra fødslen, ja endda et stykke tid inden.
Denne umiddelbare realitet er med andre ord et psykisk fænomen, men det er ikke et rent privat (individuelt), men tværtimod overvejende et kollektivt, og endda fra starten ubevidst fænomen. Sjælen er i mine øjne ganske enkelt spillet mellem det bevidste og det ubevidste i vort indre - og forudsætter efter min mening eksistensen af det kollektivt ubevidste, uanset at dette aldrig kan erkendes ad naturvidenskabelig vej. Det kan kun erkendes ad personlig åndelig vej - blandt andet gennem kunst, musik og kærlighed - men det er karakteriseret af sådanne fælles træk for alle, at det er den eneste rimelige og fornuftige hypotese at betragte det som et kollektivt ubevidst fænomen.
Karakterisk for det kollektivt ubevidste er at det spontant skaber arketypiske forestillinger i de enkelte individer, men de bliver netop fælles eller kollektive i kraft af deres universalitet som vi ikke kan give nogen rationel forklaring på, men må konstatere som en empirisk kendsgerning, da det ellers er helt uforståeligt at så mange religiøse forestillinger er fælles for så mange iøvrigt vidt forskellige kulturer, samfund og epoker.
En af de stærkeste arketypiske forestillinger er gudsforestillingen, og dens styrke og universalitet bevirker, at den er umulig at komme udenom i kulturen. Man kan vælge at se bort fra den i sit personlige liv, men for det første forsvinder den ikke dermed fra det kollektive fællesskab, og for det andet risikerer den enkelte kun at blive ramt af pyskisk inflation ved at se bort fra eller direkte benægte forestillingens spontane og ubevidste opståen. Mit gudsforhold er intakt og ganske enfoldigt - som ethvert ægte gudsforhold vil være.
Alle mennesker er pr. definition religiøse lige fra fødslen, fordi de arketypiske forestillinger dukker spontant op, hvad enten man vil eller ej. Men når det enkelte menneske efterhånden får opbygget sine sekundære psykiske processer og dermed opbygget nøgternhed og skepsis, så er det meget almindeligt og forståeligt at også de psykiske primærprocesser udsættes for nærmere analyse og kritik, og i denne proces, der typisk finder sted i puberteten, er det naturligvis forskelligt, hvordan de forskellige individer vil forholde sig. Nogle vil lægge stor vægt på at bevare den direkte føling med den umiddelbare realitet, andre mindre vægt eller slet ingen vægt. Det er imidlertid ikke ligegyldigt for et menneskes udvikling eller følelse af mening med tilværelsen om man gør det ene eller det andet. Men det er omvendt ingen betingelse for at have mening med sin tilværelse eller for at føle sig hjemme i tilværelsen at man er bevidst religiøs. Men dybdepsykologisk set vil det at have en mening med sit liv og det at være religiøs samt have et gudsforhold være det samme.
Undertegnede er et dybt religiøst mennesker fordi jeg lægger den allerstørste vægt på de arketypiske forestillinger og faktisk mener at et samfund eller en kultur uden en fastholdelse af den nære føling med disse forestillinger risikerer at få snævret den hele og mangedimensionale virkelighed ind til en alt for lille og i værste fald meget endimensional realitet. Dette er hvad der faktisk er sket i Europa under det delvist forfejlede modernitetsprojekt, og som i nyere tid har gjort os til lette ofre for ideologierne og i nyeste tid for den fundamentalistiske trussel fra muslimsk side.
Derfor er jeg dybt uenig med statsministeren og andre i at religion er et privat anliggende som helst skal holdes mest muligt ude fra det offentlige rum. Tværtimod siger jeg, at det kun vil være muligt at holde religionen på et fornuftigt og demokratisk plan, hvis den får fuld anerkendelse som offentligt anliggende.
Jan Jernewicz
Henvisninger: At læse Jernesalt
Marxisme, modernitet og uforudsigelighed (20.10.04.)
om idéhistorikeren Hans-Jørgen Schanz' tanker
fremsat i Deadline's 2. sektion 17.10.04.
Ny vært på Deadline's 2. sektion (23.9.04.)
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi (16.4.06.)
Holismen en umulighed i dag (7.4.05.)
Ateismens problematik (26.3.05.)
Ånd, natur og oplysning
om placeringen af ånden inden for naturens rammer, nemlig som modsvar til bevidstheden
Redaktørens filosofi i korte træk, punktvis opstillet
Introduktion til Jernesalts filosofi
Jernesalts værdimanifest
De psykiske grundprocesser
om forskellen mellem primærprocesserne og sekundærprocesserne.
Konsistens-etikkens Ti Bud
Kieslowski's 'Dekalog'
filmene som på helt utraditionel vis belyser De Ti Bud
Etik og eksistens
essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens,
opfattet helhedsrealistisk som alt menneskeligt fra privatliv til samfundsliv, fra ansvar for eget liv til ansvaret for helheden.
Kan moral begrundes? (om konsistens-etikken)
Er religion en privatsag?
eller er det på tide at se den som et offentlig anliggende?
Oversigt over Jernsalts artikler om Muhammed-sagen
Kristendommen passé? (26.12.04.)
eller har den potentiale til fornyelse?
Grænser for Gud? - Eller grænser for religionsforvirring? (24.11.05.)
Religion ude af Danmark? (11.4.06.)
Helhedsrealismens fortrin (5.3.06.)
Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag (17.11.06.)
Mariadyrkelsen - en katolsk specialitet
der vidner om kønsulighed i de religiøse grundforestillinger (17.12.05.)
Sekulariseringen må opdateres (29.11.04.)
så den kun verdsliggør selve den politiske magt
Sekularisering og religiøs krise (Verdsliggørelse - 2.6.02.)
Gud, sprog, sekularisering og religionsskifte (Verdsliggørelse - 18.6.03.)
Artikler om Religion
Artikler om Afdogmatisering
Artikler om Humor
Artikler om Sekularisering
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Værdier
Artikler om Eksistens
Artikler om Medier
Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
.jpg)
