ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.03.04.

Ånd, natur og oplysning

I 200-året for Immanuel Kants død er det vigtigt at understrege, at kritik af det bestående er et væsentligt led i den oplysning der har ført til menneskelig frigørelse, modernitet og sekularisering. Den bliver først betænkelig, når den - modsat Kant selv - ikke forstår grænserne for fornuftens kritik og derfor bliver til en fornufts- eller videnskabsdyrkelse der kører éndimensionalt ud ad den teoretiske intellektualismes abstrakte spor. For dermed udelukkes en seriøs beskæftigelse med alt det der bærer den enkeltes eksistens såvel til dagligt som på livets højdepunkter. Bekræftelse på meningen med tilværelsen får alle mennesker nemlig i endnu højere grad gennem kærligheden, kunsten, musikken, dansen, festen, humoren og sporten end gennem det nødvendige arbejde for brødet. Og alle får primært oplevet helheden og sammenhængen i tilværelsen ad samme vej.

Men som debatten om værdier, tro og eksistens viser, så deler folk sig stadigvæk op efter det efterhånden forældede skel mellem idealister og materialister, dvs mellem dem der betragter ideerne og det åndelige som basis for alt andet og følgelig betragter realisterne som åndløse - og dem der modsat betragter idealisterne som overtroiske fantaster.

Mere end nogensinde turde der derfor være brug for et nyt paradigmeskift som sigter på at forene ånd og videnskab i en sammenhængende livs- og verdensanskuelse. Det afgørende problem her er om ånden kun kan forstås som noget der ligger uden for naturen og som derfor må afvises af enhver realist. Eller om den kunne tænkes at være en del af naturen og derfor må accepteres af alle der vil kaldes realister. Hvis man tilstræber det sidstnævnte, er det uholdbart at køre videre med såvel new-age-bølgens illusion om et sjæleliv hævet over naturen som den ‘ikke-angrebspagt mellem religion og naturvidenskab' som lader hver part passe sit eget gebet. For som biologen Jesper Hoffmeyer har været inde på, så må det dreje sig om at få sjælelivet ind under naturen. Han foreslår ligefrem om en radikal udvidelse af den naturvidenskabelige rationalitet som kan omfatte en teori om sjælelivets evolution.

Vi vil herved komme til at operere med en grundlæggende dynamisk-energetisk faktor der slet ikke kan tænkes ud af nogen del af virkeligheden. Da vi fra atomfysikken véd, at vi ikke på én og samme gang kan måle elektronernes sted og impuls nøjagtigt, er det bohrske komplementaritetssynspunkt blevet indført, således at vi kan komme ud af den dualistiske forstands forhekselse med hensyn til om det er materien eller energien der er basal. Der er tale om en sideordnethed og ligeværdighed, der hænger fint sammen i matematisk forstand, men i enhver praktisk iagttagelsessituation må føre til særskilte undersøgelser. Om lyset ‘dybest set' er partikler eller bølger, kan slet ikke afgøres. Det er begge dele. Synsvinklen og målemetoden afgør hvad man måler.

Men faktisk er der en helt naturlig forklaring på, at realistisk indstillede mennesker altid har foretrukket at gå ud fra, at det er det materielle og håndgribelige der er basis for det åndelige og bevidsthedsmæssige og ikke omvendt. For psykisk set forholder det sig sådan, at uden de håndgribelige tings faktum, ville intet barn være i stand til at udvikle den genstandsbevidsthed der igen er forudsætningen for sprogtilegnelse og jeg-bevidsthed samt hele den komplicerede opbygning af stabile forbindelser mellem bevidsthed og omverden som kaldes de psykiske sekundærprocesser, og som al civilisation bygger på.

Af dette faktum kan blot intetsomhelst udledes om, at materien er mere basal i fysikken eller universet som sådant end energien er. For opbygningen af de nævnte stabile forbindelser mellem bevidsthed og omverden ville heller aldrig blive en realitet, hvis ikke psyken var konstant aktiveret. I evolutionens foreløbig sidste ende, nemlig hos mennesket, er det energien der giver sig udslag i den besynderlige bevidsthed, som er evnen til at kunne iagttage såvel den ydre som den indre verden fra et eller andet udefinerbart og ulokaliserbart sted i mennesket selv.

Tilsyneladende går den rationelle fornufts bestræbelser imidlertid ud på at fortrænge denne underbevidsthed eller i det mindste at begrænse dens indflydelse mest muligt. Men kendsgerningen er, at dette ikke kan lade sig gøre med andet resultat end at ideerne går under jorden, at kreativiteten tørrer ud, og at den etiske forpligtelse forsvinder som dug for solen. Fortrængningerne kan føre til alskens psykiske lidelser af neurotisk art. Udtørringen fører til gradvis forstening, som det fx ses i tilfælde som filosoffen Kant eller digteren Johs V. Jensen, der med alderen blev dødkedelige! Og den etiske forpligtelses opløsning fører til nihilisme, æsteticisme eller såkaldt ‘postmodernisme'.

Men fornuftens grunde er selvfølgelig forståelige nok, for kendsgerningen er også, at det er utroligt hvad den ukontrollerbare underbevidsthed kan præstere af nonsens, fordomme, fejlslutninger og overtro. Nonsens kan være særdeles morsomt, og ikke at foragte som humor. Fordommene burde vi kunne være foruden, hvis det ikke lige forholdt sig sådan, som bl.a. filosoffen Hans-Georg Gadamer har påvist, at den menneskelige erkendelsesproces begynder med kritikken af fordomme og dermed så at sige forudsætter fordomme. Fejlslutningerne er værre, for de består bl.a. i at forveksle del med helhed, hvad demagoger udnytter, når de stempler deres modstandere som idioter, racister, klassefjender eller landsforrædere ved blot at pege på enkelte udsagn der med lidt ond vilje kunne tydes i en sådan retning, men fortier udsagn der taler imod det eller giver et langt mere nuanceret billede af sagen.

Overtroen er et kapitel for sig, fordi den simpelthen er så frodig som hollandske tulipanmarker i april måned. Den er i stand til via primærprocesserne fuldstændigt frit at forbinde næsten et hvilketsomhelst sjæleligt fænomen med ydre faktorer, fx et menneskes psykiske beskaffenhed med stjerners konstellationer på fødselstidspunktet, et menneskes sygdom med onde ønsker hos en fjendtligt indstillet nabo, undgåelse af ulykker ved bank under bordet eller - på det mere kirkeligt-religiøse plan - alle mulige forestillinger om Jesu moders jomfruelighed, endda i flere led tilbage, med samt hendes evne til at helbrede på mirakuløs vis ved den blotte tilbedelse af hende.

Det mest besynderlige ved hele dette kapitel er, at oplyste mennesker kan være så uvidende om det kollektivt ubevidste at de kan rende rundt og tro, at overtroen kan begrænses via rationel oplysning. Men overtroen kommer man aldrig til livs, for den beror netop på de kræfter i sjælen der er de allermest frodige og kreative. Politikerne og deres spindoktorer vil aldrig kunne analysere sig ud over folkegunstens flygtighed. Og hvad Mariadyrkelsen angår gjorde den katolske kirke sig såmænd i århundreder store anstrengelser for at komme fænomenet til livs. Men til sidst måtte den kapitulere, for man kunne ikke hamle op med det en forsker har kaldt ‘hjertekravet' fra folket. Så man endte fornuftigvis med at kanalisere Mariadyrkelsen ind i kirkens egne rammer.

Overtroen har så ejendommelige og stundom bizarre udslag, at det egentlig ikke er så mærkeligt, at dens kilde er ildeset blandt oplyste mennesker. Den kan vitterligt føre til katastrofale fejltagelser. Mærkeligere er, at de samme mennesker ikke har øje for samme kildes absolutte uundværlighed når det gælder kunstnerisk og videnskabelig skaben samt opretholdelsen i det enkelte menneske af en mening med tilværelsen. Det er simpelthen ufornuftig rationalisme at forsøge at bandlyse underbevidstheden.

Det vil med andre ord sige, at mennesket til hver en tid kan genopleve fylden og evigheden ved at ‘blive som barn påny', men vel at mærke uden at blive ‘barnlig' eller forblive i barnets tilstand. Det er hvad enhver kan opleve der er åben over for kunst, musik, teater, film og litteratur samt erotik og kærlighed - eller den formidling af det guddommelige der kan ske ved bøn og meditation. Og det er vel at mærke den eneste metode til at opleve ‘fylden' og ‘helheden' uden analyseapparatets modarbejde. Det har intet med ‘barnlighed' at gøre, for de sprog- og tidløse forestillinger der her er tale om kan være umådeligt sublime og ophøjede.

Men i det moderne, sekulariserede samfund er menneskets fremmedgørelse blevet et stigende problem netop ved mistroen til det hellige og religiøse, som igen meget naturligt har bredt sig som følge af teologernes forbandede dogmer og hang til at ‘hovmesterere' over sjælene. Al dogmatiks hensigt er jo desværre magtudøvelse og kontrol, og så er det ligegyldigt om magthaverne er religiøse, politiske eller ideologiske. Længslen efter helhed og mening har mennesket imidlertid under alle omstændigheder og til stadighed i sig, men af frygt eller foragt for det irrationelle lukker mange af for muligheden for at opleve dem. Man forstår ikke, at der i hvert enkelt menneskes tilværelse også burde være komplementaritet mellem det rationelle og det irrationelle. Og man forstår heller ikke, at man ved at acceptere og bygge på denne komplementaritet helt kan undgå at havne i den for al sund fornuft ulykkelige situation at skulle betragte det åndelige som et overnaturligt eller metafysisk fænomen. I virkeligheden er det et særdeles naturligt fænomen, der kommer af selve psykens grundlæggende opbygning som en dobbelthed af kontrollerende bevidsthed og ukontrollabel underbevidsthed.

En fuldstændig, udogmatisk og realistisk opfattelse af verden og tilværelsen - som man kunne kalde den komplementære helhedsrealisme - kan ligeså lidt fornægte det irrationelle som det rationelle, og ligeså lidt gå uden om det dynamisk-energetiske som det materielle. Den bliver ingen verdensforklaring, for den accepterer fuldtud at virkeligheden ikke kan betragtes naturvidenskabeligt i sin helhed, men kun stykkevis - og kun ud fra komplementaritetssynspunktet. Den udmærker sig ved at undgå holismens brøler at postulere en udokumenterbar enhed eller helhed i verden, for i stedet at nøjes med nøgternt at indrømme, at det er den menneskelige psyke der inderst inde bærer helheden i kraft af de psykiske primærprocesser.

Den komplementære helhedsrealisme er endelig en tidssvarende opdatering af den modernitet og sekularisering som hele oplysningsprojektet går ud på, men som for øjeblikket har tabt pusten, fordi den har store følelsesmæssige problemer med at acceptere irrationaliteten og komplementariteten.

De psykiske grundprocesser

Mytologi  (2.8.02)

Myte, ord og billede  (13.7.02.)

Sekularisering og religiøs krise  (2.6.02.)

Gud, sprog, sekularisering og religionsskifte  (18.6.03.)

Afdogmatisering - ikke afmytologisering  (18.6.02.)