ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.6.03.

Gud, sprog, sekularisering og religionsskifte

Det første punkt har der allerede været skrevet meget om, fordi det peger på et næsten skrigende misforhold mellem menighedens temmelig store og påfaldende ligegyldighed over for kirkens mere eller mindre utidssvarende dogmer og præsteskabets helt naturlige vogten over et basalt læregrundlag uden hvilket kirken ikke længere ville være kristen kirke.

At de fleste læserbreve lufter indiskutable fordomme er ikke så underligt (det er læserbreves mission), men at en kulturskribent som Weekendavisens Henrik Wivel kan få sig selv til på en forside af avisen 6.6. at bryde ud i et "Kors!" over at kirken ikke forlængst har skrottet de begreber som oplysningstidens snævertsynede filosoffer tordnede indædt imod, viser noget meget centralt om sekulariseringens problematik, nemlig afmytologiseringens tveæggethed.

Præstens synspunkter er såmænd hverken uforståelige eller særligt ejendommelige. De næres formentlig af en hel del kolleger der som han ikke kan få dogmerne til at harmonere med videnskaben og altså slet ikke kan greje den afgørende principielle forskel mellem en naturvidenskabelig, objektivitetssøgende erkendelse og en eksistensfilosofisk/religiøs værdi- og ansvarlighedsforstærkende indsigt.

Men ejendommelig er i hvert fald at menighedsrådet i et velmenende forsøg på at bakke deres afholdte præst op stiller sig totalt afvisende over for biskoppens og kirkeministerens fuldstændigt logiske og juridisk uangribelige indskriden, ja ovenikøbet giver sig til at klage over denne indskriden, skønt det er biskopperne og ministeren og ikke menighedsrådene der har ansvaret for forkyndelsens lødighed og overenstemmelse med kirkens officielle læregrundlag.

Helt grotesk er det at menighedsrådsformanden truer med etableringen af en frikirke, hvis sagen ender med præstens afskedigelse, for det tyder på, at han simpelthen ikke kan se sagens karakter og alvor. Der er religionsfrihed her i landet, men ikke inden for folkekirken eller de andre anerkendte trossamfund. Enhver har lov at tro hvad han vil, og også at forstå hvad han eller hun vil forstå med ordet tro, men tror man ikke på Gud, er det da inkonsekvent at være medlem af et trossamfund og uanstændigt at være tjenestemand i et sådant. Tror man ikke på Allah, hører man vel ikke hjemme i islam. Tror man ikke på Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, kan man ikke have meget at gøre i jødedommen. Og har man ikke et meningsgivende forhold til Kristus-skikkelsen, opstandelsen og det evige liv, turde man være temmelig malplaceret i folkekirken - og burde tage konsekvensen af det, uden samtidigt at begynde på barnlig vis at bebrejde biskopperne, at de passer deres arbejde.

Det fine ved den moderne folkekirke er ellers, at trosbekendelsen kan fortolkes og bliver fortolket, således at ingen i dag behøver at tage dens ord om skabelsen, opstandelsen og det evige liv (endsige om Jomfru Marie) bogstaveligt, dvs udlagt som det blev udlagt af Luther i hans Katekismus (og Balslevs senere udgaver til skolebrug) eller af kirkefædrene for endnu længere tid siden. Taarbæk-præstens fadæse er slet ikke at røbe, at han ikke tager ordene bogstaveligt, men at tilstå, at han ikke ser andet i dem end den bogstavtro han ikke kan dele.

Da professor P.G. Lindhardt i 1953 lavede kirkelig ravage med et foredrag på Askov Højskole om det evige liv, var han ikke så dum at bestride dette fænomen, men tværtimod at påpege at der i ordene om det evige liv ikke lå nogensomhelst garanti for, at man engang efter døden genopstår i kød og blod. Han blev straks af højkirkelige præster og teologer krævet afskediget som hjælpepræst, men blev det naturligvis aldrig, for han holdt skam fast i trosbekendelsen og dens ordlyd. Han forstod og gjorde det til sin principielle holdning, at det var langt bedre for folkekirken og dens fremtid at fastholde trosbekendelsen i den givne tidsbundne ordlyd og tillade fortolkninger der kunne gøre den tidssvarende for nutidige mennesker, eller i det mindste for den interesserede del af dem - end at gå i lag med en revision der ville føre til endeløse og bitre diskussioner og højst sandsynlig splittelse.

Naturligvis kan en moderne folkekirke ikke vende sekulariseringen ryggen så totalt, at man slet ikke vil kendes ved noget problematisk i de gamle formuleringer - det er kun fundamentalister der er så tåbelige. Derimod kunne tiden meget vel være inde til nu at turde tage principiel stilling til den uundgåelige sekulariserings konsekvenser for det kirkelige læregrundlags formulering, fordi sprogproblemet er voksende.

Men omvendt kan man heller ikke tillade hvilke fortolkninger som helst, for så opløser kirken sig selv. Her ses den gamle og evige strid inden for alle religionssystemer (og ideologier) mellem tradition og fornyelse. Fornyelse er nødvendig i en verden der forandrer sig, men man kan aldrig forny sig så radikalt at båndene til traditionen brister - uden at der vil blive tale om opløsning. Man ville da i værste fald havne i den rene og skære ansvarsforflygtigende postmodernisme.

Som påvist af en psykiater som Ib Ostenfeld forholder det sig ydermere oftest sådan, at ateismen er en reaktion på religiøse overgreb af dogmatisk fundamentalistisk og autoritær art. Ateisten gør oprør for at befri sig for overgreb, men smider begreberne ud med de snævre dogmer som overgrebet byggede på. Og hvis ateisten ellers får magt til det, kan han siden finde på i sin magtfuldkommenhed at udstede et dekret der forbyder Gud og anvendelsen af ordet, således som Stalin gjorde i 1934, han der aldrig glemte ydmygelsen på præsteseminariet i sine unge dage. Hans dekret forhindrede ikke menige russere i at bevare troen i deres indre - eller den ortodokse kirke i at blomstre op i Rusland da det kommunistiske system faldt sammen. Men sligt ligger uden for ateistens forståelsesramme.

Men ateismens værste fadæse er den selv samme som Taarbæk-præstens. Begge tror at en benægtelse af gud ikke alene er nødvendig logisk følge af sekularisering, men overhovedet sproglig mulig. Men ingen af delene er holdbare.

Dette er ikke alene en fordel for trosfriheden, men en forudsætning for ægte frihed og demokrati. Ingen ydre autoritet skal bestemme over den enkeltes tro eller den enkeltes normale frie adfærd (hvordan man klæ'r sig, hvordan man dyrker sex, hvordan man slukker sin tørst og stiller sin sult). Ifølge Luthers og dermed folkekirkens lære står ingen ydre instans heller imellem Gud og den enkelte der måtte have et forhold til Gud. Ingen pave er nødvendigt mellemled. Længe før internet og mobiltelefon har man her haft den ideelle direkte kommunikation.

Bagsiden er, at det religiøse på denne måde kan gå hen at blive andenrangs, skønt det eksistentielt set vedbliver at være det helt centrale, fordi det og kun det fokuserer på de store spørgsmål om hvem vi er, hvor vi kommer fra, hvorfor vi er her, hvad der skal blive af os og hvad der er meningen med det hele. Spørgsmål som hverken videnskaben, psykologien, velfærdssamfundet, rationalismen, fremskridtet, it-udviklingen eller globaliseringen kan give tilfredsstillende svar på. Tilværelsen lader sig simpelthen ikke totalt sekularisere, hvis man derved mener verdsliggøre, materialisere eller rationalisere på en sådan måde at intet irrationelt, immaterielt eller 'evighedsmæssigt' lades tilbage.

Konsekvensen er naturligvis blevet, at den religiøse søgen eller forståelse i vid udstrækning går uden om kirken, fordi den er almen eller 'folkereligiøs'. Kristendommen fortolkes ovenikøbet fra teologisk hold som et radikalt brud med folkereligiøsiteten, men teologien har aldrig haft held til at få bugt med den. Som en jysk sognepræst sagde for år tilbage, så skete der i hans sogn sandsynligvis ikke noget ved reformationen, og næppe heller ved Ansgars missionsvirksomhed.

Det afgørende er nemlig, at det er fuldstændig halsløs gerning at prøve at udrydde de ældgamle mytologiske begreber fra sproget og den menneskelige bevidsthed og underbevidsthed - og så er det iøvrigt ligegyldigt om forsøget sker fra teologisk eller fra profant videnskabeligt eller ateistisk hold. For disse begreber er før-teologiske og før-filosofiske. De er primært af billedmæssig art og derfor slet ikke bevidsthedsmæssige 'konstruktioner', der på nogen måde kan 'dekonstrueres' ved spidsfindige intellektuelle analyser. De er tværtimod underbevidste - af samme stof som (ubevidste) drømme gøres af - og ligger derfor uden for menneskets rationelle kontrol. Forsøges de udryddet eller fortrængt, kommer de kun stærkere tilbage. De er i vid udstrækning blevet miskrediteret på grund af oplysningen og troen på videnskaben, rationaliteten og fremskridtet, således at en psykoanalytiker som Erich Fromm i 1951 kunne finde det påkrævet at udgive en bog om "Det glemte sprog" (symbolsproget), men det bevarer ikke destomindre sin magt over menneskets tanker, følelser og eksistentielle forståelsesramme.

Når Taarbæk-præsten giver sit uoverlagte stikord, så vrimler det pludseligt med humoristiske udfald, der bl.a. varierer det gode gamle billede af Vorherre på en sky. Den polske aforismemager Stanislaw Jerzy Lec mente, at det måske var Gud der havde udvalgt ham til ateist. Når den jesuiteropdragede, men kirkehadende filmprovokatør Luis Bunuel skulle udtrykke sin manglende tro på Gud, så skete det med ordene: "Jeg er gudskelov ateist". Og når den til katolicismen konverterede Lars von Trier indspillede sin store moralske mesterfabel "Dogville" i en stor fabrikshal i Trollhättan på en kunstig sceneopbygning med kridtstreger, så optoges alle scener også oppefra i hvad der i manuskriptet kaldtes 'Gud ser alt-perspektiv'.

Den store danske Ordbog (bind 7) har mere end ti spalter om brugen af ordet Gud, systematisk inddelt i rubrikker fra overnaturligt væsen, fuldkomment, åndeligt væsen, verdens skaber og opretholder og personerne i treenigheden over fromme ønskeformer som 'gud bedre det', 'gud bevare os' (gudbevares), 'gud give det' (gid), 'gud være lovet' eller særlige udtryk som en 'guds engel', 'guds lam', 'et guds ord fra landet' til betegnelser for tilværelsens lyse sider som en guds lykke, et guds under eller salmens 'Nu vågne alle Guds fugle små'......... Hvortil kommer alle ederne med 'gu' og 'sgu'.

Under ét kan man sige, at begrebet på den ene side udtrykker det der gennem tiderne er blevet opfattet som noget der er større end mennesket, på den anden side det der råder over mennesket og dets skæbne, fordi tilværelsen grundlæggende føles uvis, usikker og uden for menneskets kontrol, men alligevel tryg - præcis som barnets tilværelse i en normal familie. Barnet er den lille og afmægtige der ikke kender hverken sin fortid eller sin fremtid, og som ikke fatter hvor det hele kommer fra eller hvor det skal ende (og som slet ikke ville fatte en brik af naturvidenskabelige forklaringer) - men som alligevel (i langt de fleste tilfælde) føler sig i trygge hænder.

Først den voksne - der har været gennem 'syndefaldet' og dermed bevidstgørelsen af sin verden med hvad deraf følger af begyndende ansvarlighed for sin tilværelse og regelmæssigt tilbagevendende tvivl - kan udtrykke det i ord, men gør det da med metaforiske udtryk som 'Vi føres' (Augustin, Henrik Pontoppidan og Aksel Larsen) eller "Alt står i Gud Faders hånd". Her er der virkelig tale om "barnetro". Den kan negativt opfattes som den tro på guder og trolde og nisser som alle børn op til en vis alder tager temmelig bogstaveligt, når de får dem fortalt (og som man i øvrigt på ingen måde skal undervurdere som nødvendige udtryk for psykiske fænomener). Men positivt må barnetroen opfattes just som det alt drejer sig om: den fundamentale følelse af tryghed ved at være sat her i verden.

Dagligsprogets kolossale stabilitet er ikke tilfældig, men ligger i selve ordenes vaghed og flertydighed. Stabilitet er her omvendt proportional med præcision. Jo mere præcist man vil gøre ordene og begreberne ved at definere dem snævert, jo mere ustabile bliver de, dvs jo mindre nytte kan de gøre i dagligdagen, for jo mere forbeholdes de særligt sprogbrug. Det videnskabelige sprog derimod tilstræber størst mulig præcision, og det gør de effektive fagvidenskabers sprog så specialiserede, at de hverken har mening eller kan forstås uden for den snævre kreds af fagfolk der har tilegnet sig deres betydning.

Alle former for dogmatik - den være sig af religiøs/kirkelig eller ideologisk art - har samme tendens som fagvidenskaberne til at snævre begreberne ind til eksakte betydninger. Dette giver den styrke, at man både kan operere bedre med dem analytisk og sikre sig magt over tilhængernes tanker. Man får et instrument i hænde som er velegnet til at skille kætterne, de tvivlende eller anderledes tænkende ud. Og dette har såvel religionssystemerne som de ideologiske systemer benyttet sig flittigt af gennem tiderne. Men aldrig uden til stadighed at være truet af en folkelig modvilje eller direkte modstand. Et af de mest sigende eksempler turde være den katolske kirkes fuldstændigt håbløse kamp mod den folkelige dyrkelse af Jomfru Marie. Den var så udbredt, at teologerne og paverne til sidst måtte give sig (jævnfør artiklen om Det fromme menneske).

Det kan på denne baggrund kun betegnes som fuldstændigt vanvittigt, at rationelle og intellektuelle mennesker overhovedet noget øjeblik kan tro på, at man kommer barnetroen eller dagligsprogets gudsbegreber til livs. Det gør man ikke, og sekulariseringen bør derfor heller aldrig forstås som afmytologisering, men afdogmatisering. Og der er pokker til forskel. Mytologisk forståelse ligger dybt i alle mennesker. Dogmatisk teologi er som dogmatisk ideologi beregnet på at skaffe sig magt over sindene, så man kan styre dem i bestemt retning. Den er et instrument for magthavere.

Men et folk uden religion i folkereligiøs forstand er ilde stedt på langt sigt. For det mangler det store perspektiv i tilværelsen som alene religionen står for eller rettere er identisk med. Religionen som sådan forsvinder naturligvis aldrig, da dette perspektiv aldrig vil forsvinde, men religionerne i deres konkrete udformninger med guder, ritualer, dogmer m.v., kan skifte. Det er sket mange gange i historien.

Synspunktet er ikke uinteressant for så vidt realiteten er, at kristendommen tilsyneladende mister terræn i disse år, mens andre religioner som islam og buddhisme vinder frem, islam naturligvis først og fremmest i forbindelse med den betydelige indvandring og visse indvandreres meget aggressive og fundamentalistiske hævdelse af islam - som det nu er blevet dokumenteret med bevidst finansiel støtte fra arabiske donorer, der ser ned på eller direkte hader Vesten og de vestlige værdier.

Mortensen var inde på, at den kristne kirke måske skulle begynde at tænke i markedsstrategiske baner og føre sig målrettet frem på markedets betingelser. Det må stå for hans egen regning, men virker umiddelbart latterligt - som om kristendommen er et produkt som sæbepulver. Men man vil sikkert se forsøg i den retning, og de vil i så fald kunne tages som et temmeligt påfaldende udtryk for folkekirkens krise.

Det må nu nok betegnes som temmelig usandsynligt at kristendommen skulle blive fortrængt af islam eller nogen anden af de etablerede konfessioner eller religionssystemer. Buddhismen har utvivlsomt fordele som kristendommen savner (hele det meditative islæt) og vil derfor fortsat kunne tiltrække mange mennesker, men næppe i stort tal - dertil er den trods alt for fremmed for danskerne og europæerne. Og Islam er heller ikke nogen alvorlig trussel, fordi den - trods visse respektable sider - frihedsmæssigt, demokratisk og udviklingsmæssigt vil være et kæmpetilbageskridt for europæerne.

For trods al sekularisering har europæisk kultur kristendommen som forudsætning for sin sociale og humanistiske indstilling til det enkelte menneske - og specielt hvad angår forståelse for næstekærlighed, barmhjertighed og tilgivelse har kristendommen indsigter at byde på som det være et tåbeligt besvær og en tåbeligt unødig omvej at skulle begynde at hente i islam.

Nej, et religionsskifte i forbindelse med kristendommens gradvise tilbagetog og måske opløsning vil i givet fald ikke indebære en udskiftning med nogen af de etablerede religioner, men fremkomsten af en helt ny, aldrig før set religion, og dette vil igen sige, at skiftet vil være et regulært emergens-fænomen.

Ved et sådant skifte vil det positive fra alle eksisterende religioner kunne indgå som inspiration tillige med de rige erfaringer fra de nyreligiøse bevægelser og disses mange eksperimenter. Men desuden vil erfaringerne fra sportens og musikkens verden spille ind. Og dette sidste er totalt underbelyst i debatten.

Guderne mangler heller ikke i sporten, selvom man normalt kalder dem noget andet, nemlig helte. Men det er ingen hemmelighed at de ofte forgudes, om end forgudelsen som regel er af relativ kort varighed. Der er endvidere også i sporten tale om dybe oplevelser af sejre og nederlag. De sejrende og de der er på sejrherrernes (eller -damernes) parti går styrkede hjem, mens taberne må gennemleve den bitre nederlagsstemning.

På samme måde er hele musiklivet kendetegnet af såvel ritualiseret adfærd som oplevelse af fællesskab - og dette hvad enten vi taler om klassisk musik, jazz eller beat/rock.

Umiddelbart vil den klassiske musik måske opfattes som den mest ritualiserede, men det er fordi ritualerne her forekommer i hvert fald den udenforstående mere stive end i de andre musikarter. I virkeligheden er der næppe den store forskel. En Wagner-opera er unægtelig langt mere krævende end en rock-koncert. Der skal tilvænning til at kunne have udbytte af og se nogen mening i at sidde stille 4-5 timer og lytte til musikken og betragte det ofte på overfladen stillestående drama på scenen. Men en sådan opera eller enhver anden opera eller koncert kan give samme højdepunkts-oplevelser (peak) som rockkoncerten og dens kombinerede lyd- og lysshow kan give.

Den er som rockkoncerten uden egentlig dogmatisk overbygning, men ikke uden religiøst indhold i sproget - og den kan give oplevelsen af såvel et socialt som et åndeligt fællesskab. Der er derfor ingen tvivl om, at musikken for langt de fleste mennesker i dag har betydning som religiøs aktivitet i en sådan grad, at det er helt ved siden af at betragte fænomenet som en erstatning for religion. Den er tværtimod en fuldgod form for netop sekulariseret, dogmefri religion af ny art. Kun teologer og snævertsynede religiøse mennesker vil benægte det

Dette kræver naturligvis en forklaring, der kortest kan lyde: Selvets almengørelse er den proces der består i at gøre det til en almen og almindeligt udbredt kunst at udvikle det snævre 'jeg' med dets identitet omkring navn, familie, uddannelse, job, karriere, vaner, tilbøjeligheder og meninger samt korte tidshorisont på omkring 70 år til det langt mere omfattende 'selv' hvis kerne er en bevidsthed og en næstekærlighed der er højere end jegets.

Sådanne 'selver' kender vi bedst fra Buddha og Kristus, og selvets almengørelse skal naturligvis ikke forstås sådan, at alle vil blive Buddhaer eller Kristus'er, for disse skikkelser var netop enestående på deres tid og i deres miljø, men derimod i bredere forstand bærere af en tilsvarende bevidsthed og næstekærlighed. Almengørelsen vil således indebære, at kulturen som helhed vil bevæge sig betydeligt væk fra den snævre binding til en bestemt struktur af lov og orden som vi kender fra samfundene af i dag henimod en langt mere fri og moden indre struktur, hvor magtelementet er trådt i baggrunden.

Utopi kan man indvende, men trods det kolossale omfang af terror, undertrykkelse, had og ondskab i verden af i dag, er der også tegn på en udvikling der går den anden vej, og som kunne tænkes at slå igennem, hvis og når det for øjeblikket grasserende had i verden på en eller anden måde bremses og går i sig selv.

Begynder en sådan almengørelse af selvet først at slå igennem visse steder, vil den sagtens kunne brede sig med en hast som man umiddelbart vil tro skulle være udelukket - for den slags er før set i historien, og ses for eksempel i disse årtier med den rivende informationsteknologiske udviklings udbredelse.

Resultatet vil i givet fald ikke blive en gammeldags religion med snævre guder, snævre ritualer, snævre dogmer eller et snævert elitært og magtdomineret præsteskab, men en ny form for religion med nye guder og nye ritualer blandt frie og ansvarlige mennesker.

Sagen er nemlig at de gamle religioner i virkeligheden - trods respektable sider og en del kvaliteter - har spillet fallit som snævre magtreligioner, der konkurrerer med og bekriger hinanden, men ikke formår i tilstrækkelig grad at gøre deres tilhængere til frie og ansvarlige mennesker på et højt bevidsthedsniveau.

Deres fallit ligger først og fremmest i, at det Vilh. Grønbech kaldte "den umiddelbare religiøse realitet" er gået tabt, fordi den er blevet erstattet med middelbar, i mange tilfælde stærkt sofistikeret og dogmatiseret religion, der virker frastødende på de fleste moderne og sekulariserede mennesker og som under alle omstændigheder fjerner dem fra det mytologiske lag som er grundliggende for al religion.

Derfor er der i realiteten brug for en ny religion og en ny gud. Og derfor er folkekirkens krise dybt alvorlig.

Tidligere artikel:
Folkekirken amatørfilosofisk besudlet  (6.6.03.)

Øvrige artikler:

Sekularisering og religiøs krise  (Verdsliggørelse - 2.6.02.)
Afdogmatisering - ikke afmytologisering  (Afdogmatisering -18.6.02.)
Myte, ord og billede  (Afdogmatisering - 13.7.02.)
Mytologi  (Afdogmatisering - 2.8.02)

Grønbechs kulturopgør
Jes Bertelsens verdensbillede
Jes Bertelsens etik