ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.3.03.

Jes Bertelsens etik

Fra den tidligste beskæftigelse med Søren Kierkegaards forfatterskab har det stået klart for Jes Bertelsen, at det ikke her i livet drejer sig om at have nogle fine meninger om eksistens, men om at være i eksistens. Differensen mellem tænken og væren eller mellem viden og gøren er et grundkarakteristikum for den menneskelige eksistens, men opgaven er at fjerne denne differens, således at tænken og væren bliver forenet i et tredje: ånden eller selvet, som henholdsvis Kierkegaard og Jung kaldte det.

Kierkegaard viste ikke vejen. Han fastholdt tænkningens og dermed jegdimensionens synsvinkel, turde ikke stige ned i energiens ukendte kilder og anviste stort set ingen praktisk anvendelige teknikker til det at være i eksistens. Det gjorde Jung derimod. Han forstod, at vejen til individuation eller selvovertagelse består i, at det enkelte menneske opsøger sit eget forurenede kompleks og begynder at ophæve ubevidstheden og opløse fortrængningerne. Og han anviste praktisable teknikker til formålet.

Men også Jung veg tilbage fra at dykke ned i energiens ukendte kilder - som iøvrigt også Kant gjorde. Derfor gik Jes Bertelsen på egen hånd i gang med meditationen og siden også med de konkrete meditationsøvelser som Bob Moore lærte ham og som blandt andet tjente til stadig afbalancering af hele chakrasystemet. Bertelsen forstod, at afbalanceringen kræver selvarbejde, katharsis, kropsbevidsthed, drømmeanalyse, chakraøvelser og meditation - samt ikke at forglemme selvkritik. Det gjaldt vedvarende om at bevare sund jysk bondefornuft og have begge ben på jorden. Meditation og spirituel udvikling i det hele taget er en "stadig prøven sig op mod virkelighedens ubestikkelige fakticitet".

Den fortsatte ihærdige og systematiske meditation førte Jes Bertelsen til erfaringen af initiationer og dermed også til den personlige erfaring af, at bevidsthedsudvidelse har etisk-eksistentielle konsekvenser eller med andre ord, at den dybeste erkendelse omstrukturerer den sjælelige struktur og får konsekvenser for et menneskes handlingsmønster.

Men teknik, meditationsteknik, alene er det nu ikke.

I "Selvets virkelighed" redegør Jes Bertelsen for begrebet "indre praksis". At have en sådan betyder, at et menneske indefra, ud af lyst og ud af indsigt, føler sig motiveret til hver dag at arbejde med sig selv gennem øvelser og meditation eller bøn. Den indre praksis holdes ikke i gang af pligtfølelse eller ambition, men af umiskendelige erfaringer af, at ens totale system får det bedre ved denne form for udviklingsarbejde: livet bliver dybere, oplevelserne mere intensive, dagene mere varierede og energiniveauet stigende.

Men indre praksis - teknikker, øvelser, meditation - er langt fra nok. Det daglige liv skal med i udviklingsprocessen. Mennesket må udfolde og nuancere sin jegbevidsthed, ellers vil den aldrig kunne træde afgørende til side. Jeget må udfolde sig i sit sociale aspekt med uddannelse, job, bolig, økonomi og menneskelige relationer; det seksuelle kærlighedsliv skal udvikles og passes; og menneskets emotionelle liv skal leves og udforskes.

Opgaven er altså ikke at udsulte jeget. For så kan det gå som det gik den indiske asket der søgte ud i ensomheden for at meditere. Da han efter flere års praksis kom ind til Benaresh, smagte han et enkelt glas vin - og blev dranker.

Jeget skal heller ikke svulme op i uendelig umættelighed, så det stræber efter at blive den største, den rigeste, den bedste eller den smukkeste. Jeget er nok grådigt, men dybest set er denne grådighed jegets anelse om, at der er noget principielt og kvalitativt større og anderledes, nemlig helheden som det selv kun er en del af. Dybest set er jegets længsel og umættelige stræben en længsel efter helheden.

Det eksistentielle forvandlingsarbejde med dagliglivets impulser, emotioner og projektioner er nødvendigt for at frisætte energi, der kan rejse ad de veje som teknik og øvelser har skabt. Og etikken er nødvendig for at kunne administrere den højintensive energi og de udvidede bevidsthedstilstande som den indre praksis resulterer i.

Øvelserne opretter og renser energibanerne. Den eksistentielle forvandling af ambition, konkurrence, seksualitet og emotion tilvejebringer den nødvendige ekstraenergi. Og den indre naturlige etik sørger for, at processen bliver til gavn og glæde for mennesket selv og dets medmennesker.

Som det fremgår skelner Jes Bertelsen klart mellem jegets moral og selvets etik.

Jegets moralregler kommer udefra. Jeget har brug for regulerende bestemmelser: Moselovene, grundloven, straffeloven, politivedtægterne, sæd og skik. Og disse morallove er sikrede og garanterede udefra: oprindeligt af en guddommelig instans, siden af kongemagt og atter senere af demokratiske organer. Selvets etik derimod er sikret af indsigt, og den enkelte er etikkens garant. Etikken udspringer af selvets proces og betyder, at et fuldbyrdet selv har overtaget ansvaret for sin egen helhed: kroppen, energibalancen, instinkterne, aggressionerne, seksualiteten, perversionerne, kriminaliteten, kærligheden og åndeligheden.

På grund af sin bevidsthedsstruktur ser jeget ikke helheden, men kun delen. Det deler uafladeligt op i godt og ondt, lys og mørke, sympatier og antipatier. Jeget er ikke ondt i sig selv, men dets funktion består i denne opdeling. Uden denne énpolede funktion kan jegbevidstheden ikke opretholde sig selv.

Selvets bevidsthed ser derimod klart og har tydeligt erfaret, at den énpolede adfærd, syns- og oplevelsesmåde er uhensigtsmæssig, mens den dobbeltpolede adfærd er befordrende både for selvets egen proces og for andre menneskers udfoldelsesprocesser.

Tilsyneladende ligger der dog en selvmodsigelse i denne opfattelse. For på den ene side hævdes det, at relativeringen af jeget fører til selvovertagelse eller åndsovertagelse. Men på den anden side hævdes det, at mennesket alligevel ikke skal forlade sig fuldstændigt på den moral der herved opstår, men skal sørge for at holde en høj etisk standard.

Jes Bertelsens forklaring på denne tilsyneladende uoverensstemmelse er, at processen fra jegcentrering til selvets tilstand er et langvarigt udviklingsforløb, som i praksis kan strække sig over flere liv og udvise alle tænkelige grader og kompleksitetsforhold.

Jegets morallove og selvets etik er to sfærer der ikke er skarpt adskilt, men glider ind over hinanden. Når et menneske befinder sig på vejen i selvrealisationsforløbet, så må det anvende de udefra garanterede moralregler, men hvor indsigten og energiintensiteten rækker til, vil det dog følge den naturlige etik. Og når et menneske på et energimæssigt højdepunkt indser og erfarer selvets udvidede virkelighed i glimt, så er selvets etik realiseret for dette menneske. Men når mennesket igen vender tilbage til jegbevidstheden og primært fungerer i jeget, så er selvets etik blevet til en udefra kommende morallov.

I den praktiske udviklingsproces må jegets moralske regelsæt derfor hele tiden samarbejde med selvets naturlige, på indsigt hvilende etik. Og ledetråden i dette samarbejde er ønsket om overensstemmelse mellem viden og gøren, eller om man vil kravet om indre konsistens.

Det kræver derfor ifølge Jes Bertelsen megen ærlighed at manøvrere på sandfærdig vis i disse farvande mellem jeget og selvet. Mange i udvikling tager fejl af situationen og tror, at fordi de i ægte glimt har forstået den naturlige etik, så er den også blevet deres generelle funktionsmåde. Men dette er ikke nødvendigvis tilfældet.

Bertelsen konkluderer derfor i "Selvets virkelighed", at en gunstig og hensigtsmæssig udviklingsproces kræver tre ting: daglig indre praksis, eksistentiel transformation og en høj etik.

Terapi er nødvendig for åndsovertagelse i dybeste forstand. Relativeringen af jeget må være så omfattende og dybdegående, at det for praktisk taget alle mennesker vil være nødvendigt med sekundær, kathartisk terapi - til forskel fra primær terapi, som gives som led i jegudviklingen, hvor chock, traumer, neuroser m.v. forhindrer et menneske i normal tilpasning til livet. Det er for Bertelsen vigtigt at motivere folk der søger hans vejledning til denne sekundære terapi. Han er utrættelig med at påpege nødvendigheden af den. Det er at udfordre psykosen at vove sig dybt ind i selvudvikling uden at sørge for terapi.

Men da der samtidigt skal være jordforbindelse og balance hos det menneske der går i gang med selvudviklingen for at relativere jeget, så er det også nødvendigt at "udveksle" med samfundet. Det er derimod ikke befordrende for processen, at den individuerende trækker sig tilbage fra det almindelige samfundsliv ved fx at gå i kloster eller søge ud i ensomheden eller hengive sig til askesen. Jeget skal som nævnt ikke udsultes, men bør være mæt, have levet og erfaret livet og nået en passende alder, inden individuationen for alvor kan gå i gang og fuldføres. Og det bør fortsat deltage i samfundslivet - alene med den begrænsning der kommer af, at der skal være den fornødne tid til den indre praksis.

Med den vægt Jes Bertelsen lægger på nødvendigheden af at afbalancere chakrasystemet og tage ansvaret for egne emotioner samt have en indre praksis, kunne det måske se ud til, at han betragter deltagelse i det almindelige samfundsliv som overflødig eller rent ud sagt nytteløs, men det er ikke tilfældet. Han mener tværtimod, at det er gavnligt og nødvendigt, at så mange som muligt af dem der går ind i en individuationsproces prøver at lade deres indvundne erfaringer og indsigter influere på deres praktiske arbejde i såvel erhvervsliv som politik, ligesom det er værdifuldt, at andre åbne og afbalancerede mennesker påtager sig politisk ansvar. Han anså det fx for udslaggivende for den politik Gorbatjof slog ind på og som førte til den kolde krigs afslutning, at denne person havde kontakt til selvet - i modsætning til hans modpol i USA, præsident Reagan, og i modsætning til hans efterfølger i Rusland, præsident Jeltsin.

Jes Bertelsen har ikke efter hvad han selv siger nogen særlig indsigt i politik, men følger med så godt han kan og afgiver sin stemme, når der er kommunalvalg, folketingsvalg og EF-valg. Han har oplyst, at han stemte ja ved EF-folkeafstemningen den 18. maj 1993, og at han gjorde det, fordi han anså hele den proces der blev sat i gang efter nej'et 2. juni 1992 for så positiv, at han havde tilstrækkelig tillid til at EF ville gå den rigtige vej........

Men noget andet er den egentlige samfundskritik.

På den ene side kommer vi ikke udenom, at den almindelige samfundsudvikling, især i de vestlige, industrialiserede lande, men naturligvis også i Japan og i de tidligere kommunistiske øst-lande, er løbet løbsk i den forstand, at udviklingen af den menneskelige velfærd, primitivt målt som produkt af bruttonationalproduktet, alvorligt truer den økologiske balance på hele kloden. Ensidigheden i udviklingen af både den materielle velstand og den menneskelige effektivitet har skabt forurening i en målestok der truer selve vort livs- og kulturgrundlag. Og samtidigt er ubalancen også øget på den anden led: i en stigende ulighed mellem rige og fattige nationer. Volden, terroren, krigene og borgerkrigene har på denne baggrund kun kunnet tage til. - Der er altså nok at blive frustreret over, nok at kritisere, og nok at moralisere over.

Men på den anden side hjælper moraliseren ikke en døjt, hvis den blot består i at påpege eller påtale fejl og umenneskelighed. En sådan moraliseren har tværtimod ofte kun den effekt, at den skaber endnu større afstand mellem dem der kritiseres og dem der kritiserer. De første kan i værste fald ty til primitive voldsreaktioner. De sidste kan falde for fristelsen til at blive "frelste" i deres selvtilfredshed. Ingen af delene fører til en frugtbar dialog.

Der er derfor ingen tvivl om, at mennesket må begynde med sig selv - og det på alle planer. Den enkelte skal ikke vælge mellem individuation og samfund, for skal et menneske befatte sig med de andre på seriøs vis, så kan dette kun ske, hvis mennesket véd hvem og hvad det selv i dybere forstand er, skrev Jes Bertelsen allerede i "Individuation". Og han formulerer det andetsteds på den måde, at hvis menneskeheden skal varetage sit globale ansvar, kræver det en højere helhedsorienteret bevidsthed. Det kræver med andre ord en almengørelse af selvet - både hos det almindelige menneske, der passer sin lille dont, og hos de politiske ledere der har ansvaret for den internationale udvikling, herunder ansvaret for løsningen af såvel den økologiske krise som syd-nord-problematikken.

Hele den aktuelle bevidsthedsevolution drejer sig om at lære kunsten at blive et selv. Det er en opgave for den enkelte, men det er også en opgave for grupper og for den videnskabelige og religiøse del af samfundet. Den enkelte må gå ind i en individuationsproces der kræver konfrontation med emotioner og karma m.v. Grupper må oprette spirituelle fællesskaber for at videreføre og stimulere bevidsthedsevolutionen.

Det er vigtigt og nødvendigt for almenvellet, at sådanne grupper af mennesker beskæftiger sig med spirituelle processer og søger at finde nye tidsadækvate veje til selvet. Der må ske fornyelse i det videnskabelige verdensbillede, så der lidt efter lidt bliver plads til erfaringer af højere bevidsthed. Og den kirkelige verden må tilsvarende forny sig, så der bliver plads for de særlige religiøse erfaringer der knytter sig til den egentlige spirituelle proces og som ligger hinsides den jegbevidsthed som den teologiske dogmatik bygger på og prøver at håndhæve.

Generelt gælder efter Bertelsens mening, at et samfund forfladiges, når bevidsthedens kilde kun kommer til indirekte udtryk. Og dette er tilfældet sålænge den spirituelle søgen kun finder udtryk hos outsidere - i den "subkultur" som Bertelsen talte om i sin disputats og som han placerer sig selv midt i. Den spirituelle proces - udviklingen mod helheden - skal ud over "subkulturens" rammer og nå almengørelsen. Selvets almengørelse er vejen ud af den globale krise, og derfor består samfundskritik i dybeste forstand ikke i direkte udfald mod det etablerede system - hvad enten det nu sker på fredelig eller voldelig måde - men i at vise vej til selvets energikilde.

Utopien er ikke at foragte. Også Jes Bertelsen har sin utopi, for bevidsthedsevolutionen og den naturlige etik har spiritualiteten og dermed den spontane kærlighed og medfølelse som sit ultimative mål. Men skal menneskeheden nogensinde nå dette mål, kræver det først og fremmest selvets almengørelse.

Men er det ondes eksistens ikke en fundamental kendsgerning ved menneskelivet - og utopien dermed blot en ønskedrøm? Og består etik ikke simpelthen i at vælge det gode og bekæmpe det onde?

Det mener Jes Bertelsen ikke. Tværtimod mener han, at det gode og det onde har samme kilde, nemlig den fundamentale livsenergi. Adskillelsen mellem godt og ondt finder sted ved "syndefaldet", ved jegbevidsthedens eller kategorialitetens vågnen. Fra dette syndefald og til åndsovertagelsen fordeles det onde og det gode således at jegets erobring af og tilpasning til verden betragtes som det gode, medens ubevidstheden opfattes som det truende onde. De etablerede religioner forstærker qua jeg-religioner denne tendens. Og i kristendommen er den blevet ført ud i sin yderste konsekvens: Gud er identisk med det gode; djævlen med det onde - og djævlen skal forsages og bekæmpes med alle midler. Vold, aggression, vrede og ikke mindst seksualitet betragtes som noget negativt, som ingen ganske vist kan sige sig fri for, men som man dog bør tage afstand fra og prøve at beherske eller undertrykke. Lykkes det ikke, udvikles syndsbevidsthed, der igen forstærker tilflugten til den guddommelige frelse fra synden.

Men for Jes Bertelsen er sagen, at alle handlinger ud af jeget uundgåeligt avler ubalance. Skal det enkelte menneske udvikle og udfolde sig normalt og blive et fuldgyldigt medlem af samfundet, er der ingen vej udenom i mange år at bruge livsenergien ensidigt og énpolet til at tilegne sig færdigheder, viden og erfaringer med det formål at placere sig i forhold til andre mennesker. Energien er forskellig fra menneske til menneske ligesom ambitionsniveauet, men skal man vokse op og gøre fyldest på en eller anden måde i samfundet, kræver det en ret ensidig udvikling af den enkelte i en lang årrække. Den enkelte behøver hverken blive hensynløs egoist eller ligefrem forbryder - det vil faktisk modarbejde den optimale tilpasning til omverdenen - men han eller hun må varetage sit jegs interesser på rimelig måde, hvis der overhovedet skal blive et normalt menneske ud af ham eller hende, og dermed også hvis der overhovedet skal blive basis for senere selvudvikling.

Men den uforsonlige modsætning mellem godt og ondt som jeget støtter sig til i denne proces er efter Bertelsens opfattelse ikke et spirituelt, men et rent astralt fænomen. Det vil sige, at det kommer fra jeget, nærmere bestemt fra solar plexus-centeret, og ikke fra selvet. Men hvis målet, det ultimative mål for det enkelte menneskes udvikling er at blive psykisk hel frem for blot et delaspekt, så går det ikke an, at jeget vedblivende betragter sit kategoriale modstykke som fjenden - endsige satan selv - nej, så må det tværtimod indlade sig i debat med "fjenden".

Opgaven bliver at erkende, at der gives uendelige mængder af vold og destruktivitet i jeget, men at denne vold og destruktivitet er energi og som sådan kan formes og forvandles. Betingelsen er, at den enkelte tager ansvaret for sin del af denne energiform i stedet for at projicere den ud på andre. Og denne syntese mellem godt og ondt i den enkelte - fastholdelsen af dobbeltpoletheden - er det der gør meditativ bevidsthed og dermed selvudvikling og åndsovertagelse mulig. I den genfødelse der her er tale om synker jeget for at opnå det gode ned i hvad det hidtil har anset for ondt. Og det sker i kraft af, at der opereres med en størrelse der er enhed af ondt og godt, nemlig selvet.

Men man skal ikke tro, at alt går automatisk bare man giver sig i lag med selvudvikling. Stedse er der risiko for inflation: at jeget tager æren for den udvikling mod selvet og højere bevidsthed der er i gang. Ved selvudvikling frigøres der psykisk energi, men den frigjorte energi kan bruges uselvisk eller egoforstærkende. De energetiske strukturer der opstår ved transformation er i sig selv hverken onde eller gode. Om de bruges til gode eller mindre gode formål afhænger i høj grad af deltagernes viden, etik og udvikling.

Alligevel taler Jes Bertelsen i "Selvets virkelighed" om selvets etik som den naturlige etik, altså den slags etik Platon havde i tankerne, når han hævdede, at et menneske der véd det gode også handler derefter. Men for Platon (og Sokrates) var udgangspunktet jo også, at erkendelse kunne gå så dybt i et menneske, at den kom ned i de lag i sjælen hvor både erkendelsen og handlingen havde et fælles udspring.

Så dyb kan jegets viden ifølge Bertelsen aldrig være. Derfor må der opstilles morallove for at regulere jegernes handlingsmønstre. Men selvets vidensniveau er derimod af en anden og mere omfattende karakter end jegets. Derfor følger andre adfærdsmønstre af selvets indsigter. Samtidig er selvudvikling eller åndsovertagelse imidlertid en længere udviklingsproces, og først når selvets proces når ned til det astrale niveau, det følelsesmæssige og billedmæssige niveau i menneskets udtryksfelt, begynder bevidstheden at forvandle emotionerne.

Men dette kræver også at mennesket først dybt oplevet via terapeutisk og karthartisk arbejde må have erkendt og følt tilstedeværelsen af og kraften i grundemotionerne: vrede indtil mordlyst, angst indtil dødsangst, munterhed indtil ekstase, jalousi, sårethed, glæde, tilfredshed etc. Har denne dybe erkendelse fundet sted, er selvet ikke længere noget der blot anes på højere eller okkulte planer, men noget der begynder at gøre sig gældende i menneskets konkrete livsførelse, dets daglige etik. Skal det fortsætte med at gøre sig gældende, skal erkendelsen holdes vedlige og udvikle sig yderligere henimod erkendelsen af bevidsthedens kilde - samtidigt med, at inflationens farer undgås. Men dybest set vil den naturlige etik først være fuldstændigt sikret, når oplysthedens niveau er nået.

Men der er altså ingen tvivl om, at Jes Bertelsen mener, at en naturlig etik findes, og at dens forudsætning er en dyb erkendelse hvor spiritualiteten aldrig fornægtes.

Nødvendigheden af den spirituelle dimension i udviklingen synes at være blevet stærkere fremhævet af Jes Bertelsen i de senere år, dvs. efter hans oplevelse af transmissionsbegivenheden (jf. Jes Bertelsens biografi).

Det er Bertelsens erfaring, at terapeutiske problemer skal løses spirituelt. Prøver man at løse dem rent terapeutisk, vil det blot føre til en uendelig regression ned i det terapeutiske danaidekar. Skal der virkeligt komme noget ud af selvudvikling og en meditativ proces, skal konfrontationen med de basale emotioner og de kollektive energistrømme gennemlyses af den højere bevidstheds lys. Den endegyldige forløsning fra jegets bindinger kommer fra et spirituelt niveau.

På samme vis synes det ifølge Jes Bertelsen at forholde sig med den naturlige etik. En hvilkensomhelst indsigt som selvet får vil påvirke et menneskes adfærd i gunstig retning, men jeget vil stadig gøre sig gældende lige til det punkt, hvor den fulde oplysthed indtræder. Derfor må der i hele selvudviklingsprocessen fastholdes en etik der grunder sig i spiritualiteten. En retning, et finalt motiv, må fastholdes. Og denne retning, dette telos, stammer fra det spirituelle niveau. Når det spirituelle er ægte, viser det sig i eksistensen, i den måde det konkrete liv gennemtrænges af idealerne på.

Ud fra egen erfaring og ud fra hvad han dels har læst, dels drøftet med de få mennesker med personlig erfaring fra non-duale bevidsthedstilstande han har mødt er Jes Bertelsen kommet til det resultat, at hvis mennesker virkeligt - ikke kun glimtvis som illumination - men reelt og på kontrolleret vis oplever en non-dual bevidsthedstilstand, så vil der spontant komme en medfølelse med andre mennesker op i dette menneske. Ja, det er for ham selve kriteriet på oplevelsens autencitet, at tilstanden avler medfølelse.

Skal man formulere den non-duale tilstand, som ellers er hinsides sproget, så er den, siger Bertelsen, oplevelsen af, at i den vågne non-duale bevidsthedstilstand dér kommer meningen eller forklaringen med menneskelivet: man forstår meningen med, hvorfor man er menneske, og hvorfor man overhovedet er. Og denne værdi er så høj, at når et sådant menneske ser andre mennesker der ikke er i kontakt med denne mening - hvad enten de nu set med jegets og selvets øjne er syge, fattige og undertrykte eller de har gode, udfoldede, "lykkelige" liv, så er de på en måde lige langt fra det ultimative. Derfor kommer der en medfølelse, og den afsætter en handlingstrang, som igen består i at afhjælpe den ultimative nød: at man ikke er i kontakt med den egentlige mening.

For Jes Bertelsen er denne proces meget, meget interessant og væsentlig i forståelsen af de dybere fundamenter under etik.

Den naturlige etik er en slags etisk imperativ i personen, som ikke giver sig af en rationel bearbejdelse og heller ikke engang af en Kantsk analyse, men giver sig direkte af en erfaring.

Dette ville det egentlig være særdeles værdifuldt at få nærmere belyst af Jes Bertelsen i en selvstændig monografi, men på spørgsmålet om der ikke kunne forventes en systematisk etik fra hans side, svarer han, at han godt kunne have lyst til at lave en sådan, men vil foretrække at vente til han får mere erfaring på disse områder - og "mere alder". Det vil kræve mere erfaring i hans egen indre praksis, men også fra det avancerede arbejde med bøn og meditation som han udfører sammen med de efterhånden ret mange mennesker som arbejder dybt seriøst med disse ting, og som jo virker tilbage på ham selv. Når han engang har disse erfaringer, ville det været meget spændende at se, om der kunne formuleres - som han beskedent kalder det - "en form for etik der læner sig op af de erfaringer folk får, når de går tilstrækkeligt langt ud i en udviklingsproces."

Men forholder det sig da ikke sådan, at mennesket efter Jes Bertelsens opfattelse og verdensbillede "forløser sig selv" gennem den spirituelle udviklingsproces - og dermed dybest set gør sig til herre over tilværelsen og ånden? Det er den gamle teologiske problemstilling om hvorvidt mennesket "retfærdiggøres" ved sine gerninger eller ved sin tro.

Dogmatikken - ikke mindst den lutherske - siger klart ved troen alene, men den får så unægteligt lidt svært ved at forklare, hvorfor mennesket så alligevel skal bekymre sig om sine gerninger. Problemet løses paulinsk ved at sige, at den forløsende tro gør det muligt for mennesket at overholde "loven".

Men tilbage står spørgsmålet om, hvordan man kommer til troen. Det er jo intet svar at sige, at man "bare" skal tro, ligesom det intet svar er, når Kierkegaard siger, at man "bare" skal lade sig synke ned i angsten, for dette "bare" er lige præcis vanskeligheden, fordi mennesket er blokeret, har traumer og fortrængninger og intellektuelle indvendinger osv. som ikke vil slippe.

Set ud fra den alvorlige kristendoms synspunkt, fx det indremissionske, er der da heller ingen tvivl om, at troens modtagelse forudsætter bestemte gerninger såsom regelmæssig bibellæsning og intenst bønsliv. Det er ikke disse gerninger som sådanne der retfærdiggør, men dog dem der fører hen til det sted og den åbenhed hvor troens nåde kan modtages. - Som man ser er vi inde på subtile sondringer, der i den teologiske litteratur giver anledning til uendelige og temmelig spidsfindinge fortolkninger - og ovenikøbet også til skarpe skel mellem rigtigt troende og vantro.

Jes Bertelsen oplever ikke - hverken i den kristne mystik, i sufien, i buddhismen eller hinduismen - at man mener, at mennesket kan frelse sig selv, men at det derimod kan gøre rimeligt meget hen mod forløsningen (der jo i hans sprogbrug ikke er en frelse fra verden, men fra jeget - og slet intet i retning af et intellektuelt spring ud i absurditeten). Men til sidst står man ved en grænse, hvor man ikke længere selv kan gøre noget, men hvor det er en ekstern faktor, nåden, kosmos, det uforklarlige, tilfældet eller karma - eller hvad man nu vil kalde den - der griber ind og forløser mennesket, giver det meningen, fyldest-gørelsen, intensiteten.

Omsat til hans pædagogik så kan den enkelte udfolde sit jeg, prøve at uddanne sig så godt som hans eller hendes evner strækker, gå i terapi og klare sit biografiske spor helt tilbage til fødsel og undfangelse. Man kan gøre forskellige kropsøvelser der passer til ens naturel, og man kan bede og meditere og - med den viden og de teknikker vi i dag er i besiddelse af - justere sin bøn og meditation ret præcist. "Så er det imidlertid også ved at være sagt, hvad man selv kan gøre, men så er man også ved at være kommet langt. Og så når man en grænse, nåden, karma, kosmos, tilfældet eller Vorherre".

Men derfor behøver vi efter Bertelsens mening ikke falde over i den modsatte opfattelse, at vi slet intet kan gøre, at vi er gennemsyndige, og at forløsning er komplet umulig, medmindre man så at sige blindt underkaster sig den eksterne, principielt uforståelige faktor. Forløsningen er tværtimod en åben modtagelse af nåden, men skal oplevelsen af nåden, der altid vil være en rystende oplevelse, undgå at føre ud i psykose, vanvid eller inflation, så forudsættes en høj grad af balance.

Det kan indvendes, at Bertelsen dog taler om, ja, ofte betoner, at målet for hans bevidsthedsforskning er at finde frem til de objektive teknikker der gør det muligt for interesserede, motiverede og tilstrækkeligt afbalancerede mennesker på kontrolleret vis at bringe sig i de tilstande af højere bevidsthed hvor initiation og transmission kan ske. Men det der kan og bør kontrolleres er vejen hen til grænsen. Han har aldrig sagt eller troet, at den kontrollerede metode automatisk garanterer forløsningen eller nåden. Forløsningen kommer fra en fra jegbevidsthedens side set ekstern faktor - det er alle erfarne mystikere enige om - og det ville være udtryk for inflation at tro noget andet og lade jeget eller den kontrollerede metode tage æren for den ultimative forløsning. Men til gengæld kan Bertelsen også tilføje, at det ikke er Gud der er karrig med nåden, men mennesket der ikke er beredt på at modtage den.

Det hele kan synes en temmelig akademisk diskussion - i hvert fald for mennesker der er langt fra erfaringen af højere bevidsthedstilstande. Men det er i praksis ikke helt ligegyldigt om man giver op over for den menneskelige "syndighed", den "blinde vilje" (Schopenhauer), den "trælbundne vilje" (Luther), den kompensative karma, den "indre disharmoni" (Erling Jacobsen) - og "jeg er ikke o.k."-indstillingen (Thomas A. Harris), eller om man finder en vej ud af den.

Kan man finde en modus vivendi med den ved at tro på den eksoteriske kristendoms dogme om Jesu sonoffer for menneskets skyld, er det ikke at foragte. Denne tro hjælper disse mennesker.

Men der findes mange mennesker, som dette dogme intet siger, men som til gengæld har erfaret, at man kan gøre ikke så lidt ved sine fortrængninger, traumer og hele sit absolutistiske jeg, og at man for sin indre konsistens' skyld kan være nødt til at gå i gang med alt dette. Det er derfor ikke hensigtsmæssigt i det gamle dogmes navn at afvise eller så meget som fraråde selvudvikling. Denne er vitterligt nyttig på alle områder af det psykiske liv ved at relativere jeget, tjene en stadig afbalanceren, mindske risikoen for at komme i farlig ubalance ved mødet med det guddommelige og ekstraordinære - og ved at tjene almengørelsen af selvet og dermed bevidsthedsevolutionen.

Men er den pædagogik som Jes Bertelsen praktiserer som spirituel vejleder på Vækstcenteret ikke elitær? Er den udvikling han anbefaler det enkelte menneske i virkeligheden ikke for de få udvalgte?

I en vis forstand må man svare ja på det sidste spørgsmål, idet en udvikling frem til personlig erfaring af de højere bevidsthedstilstande på en kontrolleret og reproducerbar måde givetvis ikke vil blive et alment fænomen foreløbigt. Og om det nogensinde bliver det, må afhænge af bevidsthedsevolutionen på længere sigt. Bertelsen citerer da også ofte med et vist humoristisk anstrøg biblens ord om, at mange er kaldede, men kun få er udvalgte.

Men grunden er ikke, at det er principielt umuligt for almindelige mennesker at nå disse tilstande, men derimod at det endnu kun vil være et fåtal af mennesker der er motiveret for at gå i gang med den lange træningsproces der kræves. Højere bevidsthed er en særuddannelse, som Bertelsen engang sagde på et møde for privatpraktiserende psykologer. Og han sammenlignede dér uddannelsen med lægeuddannelsen, der jo også kræver lang teoretisk og praktisk træning. Principielt kan alle blive læge, men det er de færreste der bliver det, fordi det forudsætter valget af lige netop dette speciale.

Men selvets almengørelse ligger ifølge Jes Bertelsen inden for de muligheder menneskeheden har i de århundreder vi befinder os i for øjeblikket. Den er ikke alene nødvendig, hvis vi skal løse de store globale problemer af økologisk og politisk art, men er også mulig, fordi tiden er moden til den. Jeg-kunsten er blevet en selvfølge, vores viden om selvudviklingens psykologi så stor og folks motivation samtidig så høj hos stadig flere mennesker, at grundlaget er til stede for almengørelsen.

Hvad der kræves for at bane vej for den, er ikke en elitær pædagogik, men hvad Jes Bertelsen kalder et pædagogisk paradigmeskift. Det er ikke nok at bo i et verdensbillede, hvor dybdepsykologi og almindelig psykologi, eksoterisk religiøsitet og almindelig materialistisk livsforståelse er det eneste gyldige. Nej, skal meditative tilstande af højere bevidsthed blive alment eje, så skal det pædagogiske perspektiv udvides til en pædagogik der omfatter progressiv karma, 'terma-transmission' (transmission af højere bevidsthed) og højere oplyst bevidsthed. Det gælder om at kunne læse biografien og livet, så man ikke kun finder jegets rødder, men også selvets spor og tegn, skriver han i "Bevidsthedens befrielse" (177-78).

Det er ikke nødvendigt, at alle bliver mystikere eller oplyste, men det er nødvendigt, at jegerne åbner sig mod selvet.

Hertil kommer, at det vil gavne almenvellet, at der i et samfund eksisterer en levende esoterisk tradition ved siden af den eksoteriske. Ifølge Bertelsens verdensbillede vil de der i kraft af den specielle træning når frem til en længerevarende og kontrolleret erfaring af højere bevidsthedstilstande ikke blot kunne formidle deres viden og indsigt til dem der går ind i en tilsvarende træning, men de vil også have en kærligheds- og medfølelse at bringe andre, således at selvets indsigter forstærkes hos de ikke-oplyste - og måske endda medfører en kædereaktion med hensyn til selvets almengørelse.

Endelig gælder - som anført i artiklen om hans biografi - at Jes Bertelsen personligt er imod guru-dyrkelsen og anser det som sin opgave at gøre sig selv overflødig som pædagog. Han siger udtrykkeligt, at den pædagogik der skal anvendes til selvets almengørelse og som han selv anvender på centeret ikke er en hierarkisk opbygget, elitær pædagogik, men en "ligelig" eller "ligesindet" pædagogik, der vil aktualisere fællesbevidstheden. De mennesker der går ind i en selvudvikling er voksne og selvansvarlige mennesker og vil i den sidste ende være deres egne vejledere. Og de mennesker der går ind i de specielle træningsprogrammer for at nå grænsen til transmissionen vil nok kunne trække på den energi som deres længere fremskredne vejleder kan formidle, men vil i sidste ende opleve en eventuel transmission som kommende fra fællesbevidstheden.

I sin anmeldelse af "Bevidsthedens befrielse" har Pia Skogemann skrevet, at hele dette menneskesyn ikke bare lugter elitært, men af at være et åndstotalitært system (min fremhævelse).

Hun finder ikke Jes Bertelsens tone til sine medmennesker ligeværdig. Og hun finder ikke talen om den "evolutionære nødvendighed" og "førerskabet ved de oplyste" tillidvækkende - og pådutter Bertelsen, at dette "førerskab" påberåber sig den kosmiske kærligheds og den absolutte sandheds navn (kursiveringen Skogemanns egen).

Også i tidligere anmeldelser har Pia Skogemann taget afstand fra Jes Bertelsen, men desværre uden egentlig at gå ind på hans præmisser. Hun har ikke selv nogen meditativ erfaring, men tror, at man kan vurdere Jes Bertelsen og hans udsagn uden. Dette anser jeg for uholdbart, for ikke at sige, at uholdbarheden nærmest dokumenteres gennem hendes egne udlægninger! For at få sine regnestykker til at gå op, må hun da også tillægge Bertelsen synspunkter og holdninger han ikke har.

Jes Bertelsen betragter bevidsthedsevolutionen som en kendsgerning og mener, at dens fortsættelse i form af selvets almengørelse er en nødvendighed for at løse vore globale kriser, men der er ikke i hans verdensbillede indbygget nogen nødvendighed a la den marxistiske - der så at sige kører af sig selv, uanset hvad menneskene hitter på.

Menneskeheden har potentialet til den fortsatte bevidsthedsevolution, men det skal indløses via spiritualiteten. Og når han taler om, at bevidsthedens naturlige evolutionsproces vil føre menneskene til det foreløbige mål, kærlighedens rige, så menes, at evolutionsprocessen i det lange løb har en retning og et ultimativt mål, et telos, i kraft af spiritualiteten, men ikke at vejen går direkte mod målet uden hensyn til menneskenes gøren og laden.

Bertelsen taler heller ikke om noget "førerskab ved de oplyste" - jeg mener ikke, at han overhovedet bruger ordet førerskab i forbindelse med spirituel vejledning. Men han er selvfølgelig ikke så udvandet og misforstået demokratisk, at han slet ikke anerkender lærer- eller vejlederrollen. Han har selv haft lærere som han skylder meget og er taknemmelig over. Men han mener, at alle pædagogers opgave er at gøre sig selv overflødig. De oplyste vil udover deres direkte pædagogiske indsats virke i kraft af den energi de kan formidle via deres kontakt til kærlighedsimpulsen og bevidsthedsfeltet, men der ligger ifølge sagens natur ikke heri noget personligt "førerskab". Dette ord kan man derfor roligt forbeholde politiske og religiøse "guruer" der ikke kan skelne mellem jeget og selvet, men inflatorisk lader deres jeger forstærke af den energi der overføres til dem.

Og et åndstotalitært system kan Jes Bertelsens verdensbillede og menneskesyn ikke være, allerede af den grund, at han ikke er systembygger. Det ville iøvrigt også være mærkeligt for en mand der i den grad som han har tilegnet sig Søren Kierkegaard og dennes "Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift". Hans verdensbillede er tværtimod åbent og hypotetisk, og søger først og fremmest at give plads for de erfaringer af højere bevidsthed som han selv og utallige andre både i nutiden og gennem tiderne har haft og som han anser for fundamentale for psykisk helhed og for åndsovertagelse. (Jf. Jes Bertelsens verdensbillede).

Han påberåber sig derfor ingen absolutte sandheder, men mener tværtimod, at det drejer sig om at komme ud over al dogmatisme og sekterisme. Det er hans personlige erfaring, at højere bevidsthed er uforenelig med absolutte sandheder. Højere bevidsthed befrier fra jegernes sandheder og illusioner, men giver til gengæld fyldestgørelsen, følelsen af at komme hjem, meningen med det hele. Og den mening der her er tale om er ikke en der kan udtrykkes i dogmer - eller overhovedet i ord. Den udtrykkes i intensitet og nærvær. Men at forstå dette centrale punkt i Jes Bertelsens opfattelse kræver nok meditativ erfaring, i hvert fald hvis det skal forstås til bunds.

Spørgsmålet melder sig dog, om Jes Bertelsen, der så grundigt har sat sig ind i inflationens farer, og som så energisk har advaret mod dem, kan sige sig selv fri for at være ramt af inflation.

Det mener Pia Skogemann naturligvis ikke. Hun taler i sin anmeldelse af "Kvantespring" ligefrem om en "accellererende inflationsproces", fordi Jes Bertelsen hævder, at der ved siden af den initiatoriske form for aktualisering af selvet via energitransmission fra en mester til en elev også findes en psykologisk form, hvor projektionen af energi går den modsatte vej, nemlig fra en gruppe til en lærer, således at denne realiserer selvet og derefter mere effektivt hjælper eleven (Kvantespring side 241).

Pia Skogemann mener selvfølgelig ikke, at denne projektion eller overføring er umulig, men at den normalt aldrig bliver leveret tilbage. Ja, hun tilføjer - temmelig insinuerende tør det vist siges - at "alt er godt, sålænge eleven er en tro discipel, men vé ham/hende, hvis vedkommende begynder at erfare sit eget selv og blive selvstændig."

Nu er det allerede tvivlsomt, om Pia Skogemanns generalisation er holdbar. Den nævnte overføring finder sted i enhver skolestue og enhver foredragssal, hvis læreren eller foredragsholderen ellers er deres opgaver voksne. Den finder ligeledes sted i enhver koncertsal eller teatersal, hvis ellers musikerne og skuespillerne, operasangerne og balletdanserne hæver sig over gennemsnittet. Og den virker stimulerende på disse udøvere - og dermed igen stimulerende tilbage på publikum, naturligvis i forskellig grad alt efter hvor inspirerede de implicerede parter er. Men i de bedste øjeblikke er der tale om en slags fællesbevidsthed der virker uhyre stærkt på alle parter.

Balletdanseren Erik Bruhn har i en fjernsynsudsendelse fortalt om sådanne store kunstneriske øjeblikke. Og Peter Bastian gør i "Ind i musikken" gældende, at det ikke bare er en metafor, at publikum og musikere er samme sted henne, men en realitet: "Musikeren er shamanen i den kultiske begivenhed, hans opgave er at forene de adskilte bevidstheder, og dette afstedkommes gennem en udveksling af energi" (side 169). - Men ingen vil vel påstå, at musikere og scenekunstnere i almindelighed bliver inflaterede af sådanne høje øjeblikke. De fleste kan faktisk bevare nøgternheden og selvkritikken.

Men hvad der særligt kan undre er, at Pia Skogemann hæfter sin generelle opfattelse på Jes Bertelsen - på trods af hendes manglende personlige kendskab til ham og hans praksis, og på trods af, at han lige fra starten af sit forfatterskab konsekvent og klart har påpeget og advaret mod overføringens inflatoriske farer.

For hvis inflation end skulle kunne betegnes som et normalt fænomen blandt spirituelle vejledere i almindelighed, så gælder det netop for Jes Bertelsen, at han ikke falder ind under denne kedelige eller uheldige "normalitets" rammer. Han er tværtimod speciel ved såvel sin indsigt som sin etiske standard. Han bekæmper efter bedste evne ethvert forsøg på at gøre ham til guru, for han véd, at betingelsen for at realisere selvet og blive sin egen vejleder er at man trækker sine overføringer til de ydre vejledere tilbage, sådan som han selv gjorde i forholdet til Bob Moore og Urgyen Tulku.

Overføring som midlertidigt led i en udviklingsproces kan ikke undgås - hvad Pia Skogemann må vide fra sin egen praksis. Det terapeuten eller vejlederen skal gøre er lidt efter lidt at få den bragt til ophør. Dette er også målet for Bertelsens vejledning. Og der er vitterligt ingen dyrkelse af hans person eller ophøjelse af ham på hans kurser eller hans center, så her er der heller ingen modarbejdelse af dette mål.

Og hvad angår hans elever på de mere avancerede kurser, der nu er hans hjertesag, så er der ikke tale om naive mennesker der fornægter deres egen selvstændighed. De er tværtimod veluddannede og kritiske mennesker der har deres egen opfattelse af tingene, har jordforbindelsen intakt og som kan give ham modspil på højt plan. Alle kommer med nogle erfaringer han ikke selv har; alle med en baggrund der er forskellig fra hans egen. Faktisk vil hans projekt så ambitiøst som det er lagt an overhovedet ikke kunne lykkes, hvis det forholdt sig anderledes. Og så dum er han ikke - og bør ingen trods alt anse ham for at være - at han modarbejder sit eget projekt, sine egne mål.

Det er muligt, at Jes Bertelsen ikke teoretisk vil kunne skrive under på Peter Zinkernagels sprogregler, der fastholder, at alle de bevidsthedsfænomener vi kan tale meningsfuldt om tilhører et materialiseret subjekt (jf. essayet om Peter Zinkernagels filosofi). Han vil jo nok hypotetisk hævde, at jegbevidstheden er et fragment af den kosmiske bevidsthed. Og en diskussion herom kan let blive lidt luftig, hvis parterne ikke har de samme meditative erfaringer. Men i praksis bevarer han ikke destomindre den fornødne "jyske jordbundethed" og den spirituelle udviklings stadige "prøven sig op mod virkelighedens ubestikkelige fakticitet".

Jes Bertelsen er ikke et opblæst menneske, men ligetil at tale med og have med at gøre i det daglige. Og han adskiller sig ikke i det ydre, i sin påklædning, væremåde og adfærd fra andre almindelige mennesker - udover at hans åbenhed og venlighed er mere fremtrædende end normalt. Den verbale, sløkske arrogance man måske kunne ane i disputatsen er væk i de senere skrifter og findes ikke i hans optræden. Hans tonefald er ikke nedladende, men ligeværdigt. Han er endelig helt igennem uhøjtidelig og har en veludviklet humoristisk sans, ligesom han på ingen måde savner selvironi.

Sammenligner man ham med de spirituelle vejledere der optræder som og åbenlyst nyder rollen som guruer, fx Sai Baba og Bagwan Rajneesh (som man kan studere på film), så er forskellen markant. Jes Bertelsen har ingen af disse guruers adfærdsmæssige tilbøjeligheder eller bevidst udspekulerede fremtrædelsesformer; og har man oplevet ham personligt, forstår man også, hvorfor han aldrig har følt sig tiltrukket af disse vejledere. Ud fra hele sin etik kan han kun være af den opfattelse, at der ikke i disse guruers tilfælde er tale om overensstemmelse mellem etik og eksistens. Men en sådan overensstemmelse er nu engang det alt afgørende mål for hans eget liv og hans egen vejledning.

Udtrykkeligt siger han, at midlet mod intellektuel inflation er at søge overensstemmelse mellem væren og tænken, og at midlet mod identifikatorisk og euforisk inflation er adskillelsen mellem jeget og ånden. Og han efterlever denne indsigt. Hans jeg tager ikke æren for de indsigter han har erfaret sig til. Målet for hans spirituelle udvikling er at vågne, og dette indebærer også at blive fuldt bevidst om jegets illusioner.

Praksis er og bliver kriteriet for en ægte eksistentiel etik.

Der er altså på ingen måde i Jes Bertelsens tilfælde tale om inflation, men tværtimod om en nøgternhed og realitetssans der er fuldt på højde med de erfaringer af non-duale bevidsthedstilstande han har haft og stadig får. Han er sig sine evner, erfaringer og ambitioner fuldt bevidste, men har ikke desto mindre bevaret den ydmyghed overfor såvel opgaven som den eksterne, "noumenale" (åndelige) eller "guddommelige" faktor der gør det muligt at undgå inflationens farer og i stedet gå ind i den møjsommelige tilnærmelse mellem viden og væren. Og denne ydmyghed gør ham til en forbilledlig spirituel vejleder.

Hans nøgternhed og ydmyghed viser sig også deri, at han på trods af den konsekvente, systematiske, selvstændige, originale og succesrige søgen efter bevidsthedens kilder hverken har lagt sig dogmatisk fast på et bestemt verdensbillede eller en bestemt etik, men betragter sit verdensbillede og sin etik som åbne i den forstand, at den endelige formulering af hans intuitive helhedssyn må afvente flere erfaringer, ikke blot fra hans egen side, men også fra andres. Den endelige vurdering af hans etik og verdensbillede bør følgelig også afvente en sådan formulering fra hans side. Men også som systematisk og empirisk bevidsthedsforsker kan han altså betragtes som forbilledlig.

Sammenfattende gælder, at der i Jes Bertelsens tilfælde er tale om en sjælden indre konsistens.

Konsekvent udfolder han sine evner, tilfredsstiller sin medfødte nysgerrighed både intellektuelt og meditativt/intuitivt, gør sig fuldt bevidst om sine biografiske/dybdepsykologiske spor såvel som sine spirituelle/karmiske spor og arbejder ihærdigt og systematisk på at nå sine ambitiøse mål for bevidsthedsforskningen og den spirituelle udvikling og vejledning, men altsammen på en sådan måde, at han samtidigt sørger for tilfredsstillelsen af sine egne dybeste formål, de formål der er ethvert menneskes dybeste formål, nemlig behovet for varme, kærlighed, mening og intensitet i tilværelsen.

Betydningen af indre konsistens - dybtgående overenstemmelse mellem teori og praksis eller mellem livssyn og adfærd - er der få der har understreget så kraftigt som Bertelsen. Men han har også vist, hvor afgørende vigtigt for konsistensen det er, at den enkelte bliver ved med at udvikle sig under stadig hensyntagen til såvel de filosofiske overvejelser som den praktiske etik.

Betydningen af praksis som kriterium for eksistensen bliver dermed betonet som det eneste afgørende kriterium. Man kan udvikle sig lige så tosset man vil i teoretisk-filosofisk forstand eller i meditativ-spirituel forstand, men hvis ikke man bevarer jordforbindelsen og dømmer sin adfærd på praksis, så er det altsammen ikke meget værd.

Ikke desto mindre får spiritualiteten stor og afgørende betydning, for uden denne får eksistensen ikke den nødvendige retning, men vil tværtimod let kunne fortabe sig i det praktiske, det æstetiske eller den dybdepsykologiske, terapeutiske afklaring.

Der er hos Jes Bertelsen derfor tale om en sjælden grad af systematisk og dybtgående bevidsthedsforskning, som har værdi ikke alene for deltagerne i hans kurser, men også for den almene indsigt i bevidsthedslivet som er forudsætningen for den 'selvets almengørelse' som Bertelsen taler om og som igen synes at være en afgørende betingelse for det fremskridt i samfunds- og kulturlivet som alene vil kunne komplementere det materielle, teknologiske fremskridt.

Det turde derfor sige sig selv, at Jes Bertelsens verdensbillede og etik, ligger meget tæt på 'den komplementære helhedsrealisme' som forfægtes på Jernesalts sider - uden at det på nogen måde skal postuleres, at de to ting er identiske eller kan gå helt op i hinanden.

Men selve beslægtetheden begrunder den forholdsvis grundige behandling emnet har fået med artiklerne om Jes Bertelsen.

På given foranledning gøres opmærksom på, at ovenstående artikel ligesom artiklerne om Jes Bertelsens verdensbillede og biografi er lettere reviderede udgaver af tidligere, utrykte artikler, udarbejdet i 1994 og baseret på læsning af Jes Bertelsens skrifter, deltagelse i flere af hans kurser samt et enkelt interview. Det understreges at forfatteren ikke har fulgt Bertelsens virksomhed siden.

Jes Bertelsens biografi i korte træk
Jes Bertelsens verdensbillede
Rothstein om Jes Bertelsen i Encyklopædien

Peter Zinkernagels filosofi
Komplementær helhedsrealismen
Etik og eksistens
Kan moral begrundes?

Jævnfør også de moralske afmagtspostulater

Individuation. (Borgen. 1975)
Energi og bevidsthed. (Borgen. 1984)
Kvantespring. (Borgen. 1986)
Selvets virkelighed. (Borgen. 1988)
Bevidsthedens befrielse. (Borgen. 1991)

Flere henvisninger under biografien.