|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.12.09.Religion som emergent fænomen i biologien -Peer Sendemands jule- nytårshilsen om religionsforståelse, henvendt til såvel de vankundige som de dannede blandt religionens mange ignoranter, skeptikere og foragtere Nutidens største oplysningsproblemMytisk eksistensforståelse Jødisk-europæiske mytologier Kristendommens emergens Rationalitetetens triumfer Irrationalitetens genkomst Rationalitetens indbyggede risici 1900-tallets store, endnu ikke fuldt forståede opdagelser Den komplementære helhedsrealismes løsning Henvisninger Nutidens største oplysningsproblem Til toppen Næste Langt de fleste mennesker i dette land går helt automatisk uden om enhver tale om religion. Det regnes derfor simpelthen for dårlig maner at bringe Gud på tale ved et middagsbord - uanset hvad man måtte mene om begrebet og uanset hvilken placering man giver det i eksistensforståelsen. Begrebet er blevet nærmest tabuiseret i en sådan grad, at hvis det ikke ligefrem var fordi landet i misforstået godhed har modtaget for mange muslimske indvandrere, så ville begrebet været fuldstændigt forsvundet fra det offentlige rum. Hverken dannede eller almindelige gennemsnitsdanskere befatter sig med fænomenet. Dette kan også ses af reaktioner fra flertallet af Jernesalts læsere. Mange af disse fatter interesse for artikler om specielle emner, men springer ofte over de helhedsrealistiske betragtninger der er fundamentet for det hele og som i sin udtrykkelige komplementaritet omfatter alt det rationelle såvel som alt det irrationelle. Efter undertegnedes mening er religionsforståelsen her i landet i dag faktisk så ringe at det ikke længere kan forsvares at kalde det danske folk i egentligste forstand oplyst, selvom det generelle uddannelsesniveau er højt. Konstateringen går ikke på nogen sammenligning med andre europæiske eller amerikanske, endsige endnu fjernere asiatiske eller afrikanske folk, for dér er oplysningen måske kun endnu ringere, men derimod på det simple forhold at religonsforståelsen er nærmest omvendt proportional med den forståelse der ville være mulig, hvis man havde taget den dybdepsykologiske og religionshistoriske forskning i første halvdel af 1900-tallet alvorligt tillige med arven fra de folkelige og religiøse vækkelser i 1800-tallet. Religionsforståelsen i dag er derfor ikke længere nogen tidssvarende og fremadvendt indsigt der virkeligt er åben over for frembrud af emergente fænomener. Der er end ikke nogen anelse om at religionens opdukken i naturhistorien er selve den emergens der skaber kulturhistorien, eller at emergens som sådan er forudsætningen for al historie, naturhistorie såvel som kulturhistorie. Det blev i stedet Søren Kierkegaards særegne, intellektualistiske kristendomsforståelse der erobrede teologien og til sidste underminerede folkekirken og sund religion indefra. Og det blev den ensidige naturvidenskabelige og logiske rationalisme, positivisme og empirisme der erobrede den ikke-kirkelige oplysning og fik den brede og dybe folkelighed og kreativitet af alle slags skubbet ud i tavshedens kulde og mørke som én stor frygtet masse af ligegyldig og overflødig, for ikke at sige dum og farlig irrationalitet. Den uudryddelige folkelighed og kreativitet blev alligevel ved at leve i bedste velgående, og den gav sig udslag i dybe meditative indsigter og dybe kunstneriske og musiske erobringer såvel som i massekulturens popmusik, trivialliteratur, film- og tv-underholdning samt politisk populisme. Men den forstår ikke sig selv særligt godt i relation til tidssvarende psykologiske og erkendelsesteoretiske begrebsrammer, og den forstås heller ikke af hverken teologer eller naturvidenskabsmænd, sociologer og humanister som stort andet end æstetiske fænomener af mere eller mindre overfladisk art, der endda ofte tangerer det overspændte og overtroiske. Og dette har ikke blot følger for alle individer, det har katastrofale følger for kulturens fremtidsmuligheder. Nærværende essay lægger sig i forlængelse af Jernesalts filosofi (opdateret udgave 2019 og dermed i forlængelse af de for eksistensen vigtigste seks erkendelsesmæssige landvindinger i det 20. århundrede, og det præsenterer for første gang i dansk eksistensfilosofi en opfattelse af religion som et emergent biologisk fænomen der er fuldstændigt på tværs af gængs religionsopfattelse og gængs biologisk opfattelse. Den komplementære helhedsrealisme vover at tage til genmæle mod denne fatale vankundighed om religion - ud fra en fuld forståelse for at både rationaliteten og irrationaliteten har vital betydning for den sammenhængende helhed enhver kultur dybest set udgør i al sin spændingsfyldte modsætning mellem logisk uforenelige principper. Denne i sig selv emergente helhedsrealisme anlægger et evolutionært perspektiv på såvel naturhistorien som kulturhistorien ud fra det grundlæggende aksiom at udviklingen byder på uforklarlige spring der gør en konsekvent hævdelse af determinismen uholdbar og reaktionær, men til gengæld åbner for en helt uberegnelig og uforudsigelighed åbenhed for fremtidige muligheder. Determinismen går i al korthed ud på at hævde den tese at alle begivenheder uden nogen undtagelse har en nødvendig årsag, hvilket igen vil sige, at enhver begivenhed har en række betingelser og forudsætninger som bevirker at den nødvendigvis må ske og altså aldrig sker af uforklarlig tilfældighed. Determinismen som tese går tilbage til antikken, men blev navnlig udbredt i 1600-tallet i kraft at fysikkens udformning af et mekanicistisk-materialistisk verdensbillede til afløsning af det gamle, mere eller mindre 'animistiske' verdensbillede der fejlagtigt lagde sjælelige egenskaber ind i modellen. En af datidens største tænkere Thomas Hobbes hævdede rent ud at mennesket ikke er i besiddelse af en sjæl, men at alle bevidstfænomener skal forklares som kausalt bestemte processer i hjernen, en opfattelse som flertallet af moderne hjerneforskerne som bekendt stadigt hylder. Først udviklingen af kvantemekanikken i 1920'erne og 30'erne rev gundlaget væk under denne absolutte mekaniske determinisme. Det viste sig at der faktisk findes fysiske processer, nemlig atomprocesser, der ikke kan bestemmes præcist efter den klassiske fysiks kriterier hvis de foregår med en hastighed der umuliggør samtidig objektiv måling af såvel elementarenhedens lokalitet (sted) som impuls (energi). Man måtte ty til statistiske bestemmelser, som er præcise nok til sikker brug af måleresultaterne, men som indfører en vis grad af tilfældighed i de processer der ligger nedenunder den statistiske mængdes flerhed. Der er imidlertid fortsat både fysikere og biologer der tror på den absolutte determinisme eller som prøver at komme uden om dens sammenbrud ved kunstige omformninger af kausalitetsbegrebet i deres teorier (som det fx sker i Jesper Hoffmeyers biosemiotik). Og der er ligeledes fortsat forskere der ikke vil vide af det gode gamle, men unægtelig umålelige og derfor meget vanskeligt håndterlige sjælebegreb og derfor principielt holder sig til kvantitativt målelige hjernefysiologiske processer på trods af at disse langt fra dækker hele spektret af sjælelige fænomener. Jf. således artiklen om Lone Franks store hjernetrip - et ambitiøst partsindlæg om 'Den femte revolution'. Den komplementære helhedsrealisme tager derimod den fulde konsekvens af kvantemekanikkens erkendelsesteoretiske landvindinger og betragter determinismen som gennemhullet på helt afgørende felter af udforskningen af universet og naturen. Denne filosofi indfører ikke nogen principiel vilkårlighed i fysiske eller psykiske processer, og den ophæver ikke kausaliteten i de fysiske processer der kan måles efter den klassiske fysisk principper, men den hævder at der er nogle afgørende fænomener i verden der dukker op i kraft af principielt uforklarlige 'spring i naturen' og som derfor må betragtes som 'elementære kendsgerninger', hvad der vil sige kendsgerninger der ikke kan føres tilbage til en kontinuerlig kæde af objektivt eksakte grundårsager der slutter i en eller anden 'førsteårsag' - selvom en række påviselige forudsætninger eller betingelser kan opregnes. Den komplementære helhedsrealisme går desuden ud fra at sjælelige processers umålelighed må skyldes den kompleksitet og hastighed der kendetegner dem. Det er principielt umuligt at registrere hele denne komplekse struktur, og det er principielt umuligt at måle de enkelte kemiske og elektriske processer fordi deres hastighed er så høj at man påvirker dem ved måling - ganske som i atomelementardelenes tilfælde. Men som i atomfysikken er realismen og nøgternheden reddet gennem det bohrske korrespondensprincip. I kvantemekanikken sikres tilknytningen til den klassiske fysik ved at beskrivelsen af måleapparaterne indgår i beskrivelsen af målingerne, og disse apparater følger alle den klassiske fysisks love. I psykologien sikres tilknytningen til den reale dagligdag og fysik ved at beskrivelsen af personer af kød og blod principielt altid indgår i eller stiltiende forudsættes som reference for beskrivelsen af fænomenerne. Selve universet må efter denne opfattelse betragtes som en elementær kendsgerning hvis årsag ikke kendes eller kan findes. Det samme gælder livet som sådant, men også mennesket, sjælen, sproget og samfundet. Disse fundamentale fænomener i eksistensen kan analyseres og beskrives grundigt med flere og flere detaljer, men førsteårsagen til deres opdukken kan ikke påvises. Nærmere om alle disse fænomener som elementære kendsgerninger kan findes i Jernesalts filosofi (opdateret udgave 2019. Om livet gælder således at forskningen kan opregne ret præcise forudsætninger med hensyn til forekomsten af bestemte grundstoffer, et ideelt miljø og en ideel temperatur samt - ikke mindst - tilførsel af energi fra solen, men den kan ikke forklare hvorfor en primitiv celle under sådanne ideelle betingelser kan begynde at formere sig og blive begyndelsen til en biologisk udvikling over millioner af år der på et eller andet tidspunkt frembringer mennesket og menneskekulturen. Der sker med andre ord et uforklarligt spring fra kemiske processer til livsprocesser. Og der sker efterfølgende et utal af spring i udviklingen, så alle mulige plantearter og dyrearter efterhånden dukker op på uforklarlig vis. Mennesket kan også påvises at have sine sandsynlige forfædre blandt højtstående primater (aber), men mennesket nedstammer ikke i bogstaveligste forstand fra aberne (vi kan i populær tale snarere kaldes 'fætre' til aberne). Og der findes følgelig ikke et 'missing link' mellem abelignende væsener og mennesket som før eller siden vil blive opdaget. Der er derimod sket et spring, et kvantespring, fra højtstående, abelignende væsener der ikke har bevidsthed og sprog eller kultur og samfund til væsener der har det og som vi kalder mennesker. Ordet 'kvantespring' er overført fra fysikken og betegner spring uden mellemliggende kontinuitet. På dette sted skal det synspunkt for første gang gøres udtrykkeligt gældende, at også religionen bør betragtes som en elementær kendsgerning i den biologiske udvikling. Religionen dukker pludseligt op som et decideret emergent fænomen, der aldrig har været set før og ikke kan forklares og som med ét slag skaber kulturlivet, men som vel at mærke dukker op i og med at mennesket dukker op. Mennesket bliver først menneske ved til forskel fra forfædrene i dyreriget at få en bevidsthed af særlig karakter. Mennesket fik pludseligt en bevidsthedsudvidelse der på én gang gav det både den særegne opdagelse af at det kunne iagttage sit eget indre, psykiske liv og den særegne åbenbaring af at verden var skabt som et godt, varmt, lyst og meningsfuldt sted. Dermed var også religionen skabt. Den radikale og for mange naturligvis provokerende konsekvens af tesen er at mennesket grundliggende må forstå sig selv som en helt specifik blanding af natur- og kulturvæsen. Det opretholder utallige 'dyriske' egenskaber så dybt i sit instinktive væsen at det må betragtes som placeret i naturen og inden for naturens rammer, men samtidigt er det blevet bevidst om at det har fået tilføjet specifikke kulturtræk som 'hæver' det over naturen i den forstand at de repræsenterer træk der ikke hidtil har eksisteret i naturen, altså emergente træk, som giver det frihed. Mennesket må fra da af se sig selv som værende en del af naturen og dog samtidigt som iagttager af den og potentiel omformer af den. Men det kan principielt aldrig komme til at betragte naturen objektivt 'udefra', for der er, så mærkeligt det umiddelbart kan lyde, ikke noget 'udenfor'. Ethvert forsøg på at postulere kræfter eller magter uden for naturen er og bliver spekulation. Det ejendommelige ved forholdet bliver da at mens astrofysikkens opdagelser kan fortælle mere og mere om universets udvikling fra den 'begyndelse' vi ikke kan forklare eller overhovedet forstå (men blot teoretisk postulere), og biologiens opdagelser tilsvarende kan fortælle mere og mere om livets udvikling fra overgangen fra døde stoffers kemi til levende væseners kemi, formering og grænseoverskridende udvikling uden at give nogen endegyldig forklaring på denne udvikling, så er det alene religionernes mytiske skabelsesberetninger der kan give os eksistentielt relevante og brugbare forestillinger om kulturens emergente 'begyndelse' og betydning. Dermed genvinder myterne deres suveræne rolle som den eneste slags fortællinger der er i stand til at fastholde menneskets dobbelte karakter af naturvæsen og kulturvæsen - og gøre selve emergensen, det fantastiske kvantespring væk fra den rene dyriskhed til omdrejningspunktet for al forståelse af menneskelig eksistens, frihed og ansvar. Mytisk eksistensforståelse Til toppen Næste Mytiske skabelsesberetninger findes i alle religioner og kulturer. Og det er nødvendigt for en fuld forståelse af dem, at de ses i deres egenart og fulde principielle usammenlignelighed med moderne naturvidenskabelige teorier om universets og livets begyndelse og udvikling, og altså ikke bare ses som primitiv naturopfattelse, men tværtimod som komplekse beretninger der placerer mennesket i en begrebs- og betydningsramme der omfatter hele den menneskelige tilværelse og dens problematik. Mytens 'første mennesker' på jorden og deres efterkommere i tusinder af efterfølgende år havde af gode grunde ikke nogen naturvidenskab eller blot den sondring mellem objektiv målelig analyse og subjektiv betydningsindebærende opfattelse som er naturvidenskabens forudsætning og kendemærke. Myten forudsætter simpelthen at alt der overhovedet kan opfattes af mennesket har betydning for eksistensen, og at der intet findes i eksistensen som ikke har betydning. Og dette er ikke det fjerneste primitivt. Det har tværtimod haft enorm betydning for tusinder af års stadigt mere og mere komplekse kulturudvikling i mange forskellige kulturer og religioner. Det svarer blot slet ikke til moderne tiders skarpe sondring mellem 'objektivitet' og 'subjektivitet', men påpeger til gengæld den helhed og sammenhæng som er eksistensens kendemærke. Den moderne sondring har haft andre, lige så utrolige følger for kulturudviklingen lige siden lanceringen, men den har til gengæld også haft den fatale følge, at kulturen er blevet splittet mere og mere op i to halvdele som har fået sværere og sværere ved at kendes ved hinanden, ja, ofte ligefrem bekriger hinanden på en måde der får negative følger for begge parter og kulturen som helhed. Og den gensidige fjendtlighed skyldes vel at mærke at begge parter har misforstået sagens sammenhæng. Rationalisterne betragter religion som naivitet, primitivitet og overtro der i værste fald er skadelig og reaktionær, i bedste fald uskadelig bare den holdes uden for det offentlige rum. De i snæver forstand 'religiøse' mennesker - først og fremmest de dogmatisk indstillede mennesker der er samlet i kirkelige organisationer om bestemte forestillinger (trossætninger eller dogmer) - betragter omvendt naturvidenskaben som i bedste fald dem uvedkommende, i værste fald som deres fjende. Begge tager fejl. Rationalitetens praktiske betydning for udviklingen gennem naturvidenskaben og teknologien er der ingen der kan bestride med held. Den må tværtimod nøgternt betragtes som forudsætningen for alt fremskridt. Heraf kommer det at også filosoffer og kulturhistorikere har betragtet kulturerne før tilløbene til naturvidenskab som primitiv kultur, skønt de var særdeles komplekse, og følgelig beskriver de på forenklende vis udviklingen fra disse primitive kulturer til moderne kultur som en simpel overgang fra 'mythos' til 'logos'. 'Logos' er et græsk ord for 'ord' eller 'tale' og blev af filosofferne også brugt i betydning 'argument' eller endog 'rationelt princip'. 'Mythos' betyder egentlig fortælling og blev i oldtidens Grækenland oprindeligt brug om de homeriske eposer om fortidens guder og helte. Men i den klassiske tid i 400-taller f.K. blev 'mythos' opfattet i modsætning til 'logos'. Begrebsparret blev simpelthen inddraget i de klassiske forfatteres strid om de mytiske beretningers sandhed. Og i denne strid blev myterne ifølge Arnim W. Geertz (Encyklopædien) "opfattet som latterlige overleveringer i modsætning til de sande historiske beretningen og de sande religiøse beretninger". I nutidens sprogbrug bruges ordet 'myte' da også oftest i betydningen usandfærdig beretning. Men når det hævdes at udviklingen generelt skulle være gået fra 'mythos' (fortælling) til 'logos' (rationalitet) må det selvfølgelig ses som en understregning af at tendensen går mod det mere og mere rationelle. Og dette er ubestrideligt for så vidt angår videnskabens og naturvidenskabens stigende indflydelse på kulturudviklingen eller fremskridtet på bekostning af religionen og alt andet irrationelt. Sagen er jo nemlig at fremskridtet beror på en lineær udviklingstendens som bringer udviklingen stadigt videre til højere og højere former og kompleksitet, som grundlæggende ændrer menneskets praktiske dagligdag, mens det irrationelle grundliggende slet ikke har nogen udvikling i egentligste forstand. Det er snarere en kaotisk kilde til kreativitet, og dette understreger igen det irrationelles karakter af 'kollektivt ubevidst'. Sagen sløres imidlertid af det forhold at al irrationalitet manifesterer sig i det reale liv i former der kan udvikle sig. Det irrationelle udtrykker sig eller 'realiserer sig' i konkrete former i tiden som fx bestemte religiøse ritualer og organisationer (kultiske fællesskaber, menigheder, kirkesamfund) eller i bestemte kunstneriske udtryksformer (specifikke musikalske kompositionformer og specifikke billedkunstneriske eller arkitektoniske kategorier). Og disse manifeste former undergår gennem tiden en forandring som kaldes udvikling. Således udvikler enhvert kirkesamfund nye ritualer, dogmer, sociale og magtmæssige organer. Enhver musikepoke afløses af en ny, og enhver kunstnerisk epoke af en ny. Og dette sker simpelthen ud fra princippet om at al ungdom vil gå sine egne veje og derfor skaber nye retninger. Ungdommen vil til forskel fra nye generationer i dyreriget normalt ikke blive i en og samme tradition for tid og evighed. Epigoneri foragtes ligefrem. Men det ejendommelige og afgørende er, at alle genuine former for kunst, musik og religion - uanset deres iklædning - dog forbliver udtryk for samme slags kreativ skabelse af samme grunderfaring. Og denne grunderfaring har intet med rationalitet eller begreber at gøre. Den har med uforudsigelige syn, visioner, associationer, billeder og lyde at gøre - og kan i denne forstand i modsætning til rationalitetens former karakteriseres som udslag af direkte føling med 'det kollektivt ubevidste', forstået som selve det kollektive sjælefelt eller åndsfelt som opstod i og med at mennesket blev menneske. Det kollektivt ubevidste er simpelthen forudsætningen for at forstå hvad der dybest set sker i kulturudviklingen. Denne forudsætter et yderst kompliceret og uigennemskueligt samspil mellem individernes personlige sjæleliv (bevidsthed og ubevidsthed under ét) og kollektivernes, et samspil som endda også overskrider individernes tidshorisonter og kan trække på 'oplagrede' erfaringer og forestillinger gennem et utal af generationer helt tilbage til mytisk 'urtid'. Og da mange af disse forestillinger og erfaringer går igen i mange kulturer og religioner, taler dybdepsykologerne om universelle og 'arketypiske' forestillinger. De må acceptere at forestillingernes udspring ikke kan efterforskes, hvorfor de skelner mellem de empirisk konstaterbare arketypiske forestillinger der dukker op og bruges i historisk tid og den tænkte eller hypotetiske kilde bag dem. Det afgørende for universaliteten er at forstå forestillingernes enorme og også empirisk konstaterbare psykiske energiladning. Forestillingerne ville ikke være så stærkt virkende og inspirerende universelle fænomener som de vitterligt er uden denne energiladning. Og dette peger igen på den grundliggende betydning som de psykiske primærprocesser og den stærke psykiske fundamentalkraft har for al irrationalitet. De forskellige kulturers og religioners myter verden over er naturligvis betinget af lokale, sproglige og historiske forhold, men har en lang række fælles træk, som først og fremmest de sammenlignende humanistiske videnskaber har opdaget i løbet af de sidste to hundrede år. Myterne rummer alle hvad vi i bagklogskabens lys kan kalde en kosmogoni, en beretning om skabelsen af den ordnede menneskeverden, betragtet som helhed og enhed, herunder om dens fysiske såvel som åndelige grundlag, idet det skal understreges at denne sondring først dukker op langt senere og bliver væsentlig. Dernæst rummer myterne en antropologi, en beretning om hvordan mennesket er dukket op i verden, idet denne menneskeskabelse naturligvis ses som et selvfølgelig højdepunkt i tilværelsen. Myterne indeholder endeligt forestillinger om guder og helte, idet selve skabelsen af den ordnede verden (kosmos) tillægges magter der opfattes som stående over eller uden for naturen. Det er imidlertid afgørende for forståelsen at holde fast i at skarpe sondringer mellem det skabte og skaberen, mellem det åndelige og det fysiske eller legemlige, mellem det naturlige og det overnaturlige, mellem evighed og timelighed, mellem fortid, nutid og fremtid og mellem subjektiv og objektiv betragtning ikke fandtes oprindeligt, men er kommet til langt senere i den analytiske rationalitet. Dyb forståelse af mytisk verdens- og eksistensopfattelse får man først, hvis man forstår at det mytiske univers er et univers man befinder sig indenfor - uden nogensomhelst objektiv afstand til nogetsomhelst udenfor. Det er derfor helt meningsløst at hævde at datidens mennesker 'troede' på guder, for guderne var givne - og dem kunne man kun forholde sig til eksistentielt, ikke abstrakt-teoretisk. Dette betyder igen at der i vores nutidige forståelse af myterne må benyttes en begrebsramme der fastholder den principielle forskel mellem de to slags psykiske grundprocesser. Dels de primære, før-begrebslige og før-sproglige grundprocesser, der er uden sondringer af nogen art, men til gengæld har frie associationer til alt og mellem alt og kan være særdeles intense, men derfor også ustabile. Dels de sekundære, begrebslige og sproglige grundprocesser der har både logik og sondringer og som er forholdsvis vage, men til gengæld har den fordel at de er relativt stabile og kan indgå i stadigt mere nuancerede og differentierede forestillinger om verden, livet, mennesket og samfundet. Opdagelsen af forskellen mellem de intense, men ustabile og de svage, men stabile tanker og forestillinger er her helt central, fordi den undergraver den gængse og helt utilstrækkelige sondring mellem sjælelivets følelser og tanker. Den indsætter i stedet sondringen mellem intensitet og stabilitet som grundsondringen, idet den samtidigt lader al praktisk-nyttig realitetsopfattelse henhøre til de stabile sekundærprocesser og al helhedsgivende, enhedsgivende, meningsgivende og betydningsgivende eksistensopfattelse henføre til de primære grundprocesser. Dermed korrigeres også moderne simplificerende mytefortolkninger af den art der fx bygges op omkring tegn og tale. Disse begreber kan være relevante i fortolkningen, men er utilstrækkelige fordi de tenderer til at holde psykologiske betragtninger ude til fordel for rent sproglige og rent formale bestemmelser. Resultatet af den nye og i historien emergente grundsondring der her forelægges er at videnskaben ses som den tilkommende systematiske anvendelse af sekundærprocesserne til opbygning af et stadigt mere forfinet verdensbillede, mens religionen ses som den oprindelige, intensive, intuitive og nærmest visionære, helhedsgivende og horisontsprængende spontanopfattelse af den menneskelige eksistens i sin totalitet. Heraf kommer ganske enkelt al senere modsætning mellem videnskab og religion, idet rationalisterne dog ofte begår den fejl at afskrive religionen som overtro eller naivitet og glemmer at det er religionen der repræsenterer den direkte, og eksistentielt set helt uundværlige og utroligt kreative, direkte føling med virkelighedens helhed og mening. Jødisk-europæiske mytologier Til toppen Næste Skal vigtige fælles træk i græsk og nordisk mytologi ridses op ganske kort før vi går over til skitseringen af den jødiske mytologi, kan det nævnes, at selve vælden og humoren i beretninger er aldeles fremherskende. Der lægges ikke skjul på indbyggede modsætninger i den skabte verden, der i græsk mytologi hedder 'kosmos' over for 'kaos' og i den nordiske 'Midgård' over for 'Udgård', men der påpeges til gengæld komplementære modsætninger (selvom begrebet komplementaritet var ukendt). I den græske mytologi spiller erotikken og seksualiteten således en meget stor rolle og dermed også den afgørende modsætning mellem det mandlige og det kvindelige. Ligeledes indgår forestillinger om en dionysisk vild og ekstatisk drift eller vilje som kontrast til en ordnende, skønhedssøgende apolloninsk vilje (intellektet), en kontrast som Nietzsche blev meget optaget af. Der fortælles om helten Prometheus der gjorde oprør mod guderne ved at stjæle ilden fra dem, hvad der betyder at han stjal den energi der er forudsætning for den menneskelige kultur overhovedet. Og endelig frembringes kult og ritualiseret fest og drama, der igen skaber den græske tragedie som er kendetegnet af en dyb erkendelse af at mennesket ikke er absolut herre over sin tilværelse, men udsættes for sorg, lidelse og død. Det får med andre ord ikke altid sin vilje; det karakteristiske er tværtimod at sorgen og lidelsen kommer over mennesket mod dets vilje. Jf. tragedie-aksiomet Den nordiske mytologi har samme vælde, erotik, humor og modsætningsfuldhed. En særlig rolle har Loke, der er halvt gud og halvt menneske, men ikke kan lade være med at drille guderne. Overalt ses som i den græske mytologi et utal af arketypiske forestillinger hvis energiladning og livskraft ikke mindst ses af at myterne fortsat den dag i dag kan inspirere digtere, billedkunstnere og komponister. I dette essay er det særligt den bibelske skabelsesmyte der skal belyses lidt grundigere (men stadigt skitseagtigt), fordi den er grundliggende for det europæiske menneskes selvforståelse i og med at kristendommen som organiseret religionssystem og kirke overtog den oprindelige jødiske myte og indbyggede den i sin egen tilværelsesforståelse. Den bibelske skabelsesmyte har en del detaljer om selve skabelsens forløb som vi dag opfatter som digterisk beskrivelse på linje med den græske skabelsesmyte. Men det afgørende er at den fortæller om en skaber der gør mennesket til sin centrale skabelse. Hvor skaberen egentlig kommer fra, ligger uden for fortællingens og forståelsens rammer. Skaberen og skaberværket forudsætter hinanden - på en måde som er analog med at et barns forældre og eksistens på ubevidst plan forudsætter hinanden og for barnet er utænkelige uden hinanden. De indgår i en symbiose med hinanden. Det er først en senere opdukkende erkendelse at de kan tænkes uafhængigt af hinanden - og derfor skabe grundlag for rationel analyse af grundteksterne og endda for filosoffers tåbelige forsøg på at lave 'gudsbeviser' eller ateisters lige så tåbelige forsøg på at bestride Guds eksistens. Og spørgsmålet om hvordan menneskeheden overhovedet er kommet til verden dukker op. Men i myten antages skaberen altså fra starten at være et både almægtigt og evigt (altid eksisterende) væsen der har skabt den ordnede, varme og lyse verden som vi er havnet i og betragter som et såre godt sted at være. Ingen 'troede' i mytisk tid på Gud i nogen dogmatisk forstand. Man forholdt sig til ham som en elementær kendsgerning. Dogmer kom til da den rationelle analyse begyndte at splitte alt ad på sin tåbelige jagt efter førsteårsager. Og dogmer blev da stridspunkter der indgik i den hårde magtkamp. Myten skildrer 'det første menneske', stadigt forstået som en mytisk betegnelse og ikke et naturvidenskabeligt postulat om et første fysisk væsen af denne art. Dette første menneske kommer i analogi til ethvert senere opdukkende individ i 'puberteten', hvad der vil sige at det i kraft af det vi senere har opdaget er hormonale virkninger spiser 'den forbudte frugt af kundskabens træ' og dermed får en slags 'bevidsthedsudvidelse'. På én og samme gang gør mennesket den fantastiske opdagelse at det andet køn eksisterer som et tiltrækkende og fristende væsen og at selve ophavet kan ses objektivt an så den gamle ubevidste symbiose brydes til fordel for en vis afstand mellem ophav og afkom. Mennesket mister i begge henseender sin oprindelige uskyld, tryghed og beskyttelse - og bliver bogstaveligt forvist fra paradisets have. Det må nu tage ansvaret for sit eget liv, brødføde sig selv, skaffe sig klæder og husly og ikke mindst tage ansvaret for det afkom der ejendommeligt nok og med flere måneders forsinkelse kommer ud af den seksuelle leg. Og det må endog påtage sig ansvaret for opretholdelsen af eksistensens fortryllelse. Syndefaldet er med andre ord en realitet, og selvom det gennem tiderne - helt op til i dag - flittigt er blevet og stadig mange steder bliver udlagt som overtrædelse af et konkret, ikke nærmere forklaret forbud mod at 'spise' noget bestemt, så er det meget mere: 'Synd' er nemlig dybest set at forstå som selve det brud med den fædrene autoritet som gør mennesket frit, selvstændigt og myndigt, og som derfor tvinger det til at påtage sig ansvaret for eget liv. Men bruddet er kun den ene side af bevidsthedsudvidelsen, den anden er opdagelsen af kønslivets fantastiske glæder, fristelser og følger, som altsammen gennem de efterfølgende tider har inspireret menneskene til en utrolig og ofte kontroversiel fokusering på denne del af tilværelsen. Derfor naturligvis sammenblandingen af synd som 'umoral' og synd som 'opsætsighed mod autoriteten'. Endnu en væsentlig ting hører med til den mytiske fortælling, nemlig brodermordet. Den menneskelige aggressivitetsdrift er forudsætningen for at mennesket overhovedet er motiveret for at gribe ind i naturen, gøre sig jorden underdanig gennem formeringen, lære at kultivere jorden osv. Den er grundliggende en konstruktiv kraft der anvendt til formålet giver mange og vigtige glæder, oplevelser og sejre. Men den kan uheldigvis forbindes med frustration og derved blive destruktiv, og det var hvad der skete med den mørke, tungsindede Kain da han blev jaloux på sin lystseende broders held og succes i verden. Abel følte spontant stor taknemmelighed over sit succesrige liv, og han viste spontant sin store taknemmelighed over sin succes med dyreavl og planteavl ved at han meget naturligt ofrede en del af gaverne til Gud som udtryk for den gæld han følte - og myten understreger at røgen fra hans ofring steg lige op til Gud i himlen, hvad der dels angiver at skaberen umiddelbart forbindes med himlen over os, og dels at den ofring der går lige op til skaberen angiver menneskets 'retfærdighed', dvs dets moralske værd. Kain forsøgte sig også med et offerbål, men næppe spontant, og røgen fra hans ofring steg ikke lige op. Han blev voldsomt jaloux og slog i hidsighed sin broder ihjel - og skjulte sig efterfølgende for Gud, dvs. han fik samvittighedsnag over hvad han havde gjort. Han forstod umiddelbart at det var forkert at slå sin broder ihjel, og han troede han kunne skjule sig for sin dommer, men i moralske spørgsmål er 'dommeren' slet ikke en ydre myndighedsperson man med lidt held kan skjule sig for en tid, men en indre myndigshedsinstans. Og denne er det umuligt at skjule sig for, da man ikke kan løbe fra sig selv. Dette er netop en af de vigtigste ejendommeligheder ved den menneskelige moral og den menneskelige psyke. Men lige så ejendommeligt turde det være, at den moralske dommer opfattes som en ydre autoritet. Men det ligger i det psykiske faktum at den indre instans der klart erkendes som stående over det sædvanlige, bevidste og viljestyrende jeg har en sådan overbevisende autoritet at den tillægges overnaturlig eller hinsidig status. 'Syndfloden' er også en stærkt arketypisk forestilling som har virket med kraft gennem tiderne. Den afspejler utvivlsomt en faktisk naturkatastrofe af uhyre dimensioner, men det typiske er at katastrofen betragtes som straf for ulydighed eller opsætsighed mod Gud. Den moralske dimension kan ganske enkelt ikke adskilles fra den menneskelige eksistens, og der sker heller intet i naturen som ikke har en moralsk dimension i den menneskelige eksistens. Den mytiske tænkning er altid et helhedssyn på tilværelsen - og dette ligger i selve psykens indretning. Store naturkatastrofer vil altid - også for nutidige mennesker - være forbundet med spørgsmål om skyld og ansvar. Af samme grund kan angsten for atomvåbnets destruktive potentiale efter 2. verdenskrig ses som angst for den ny 'syndflod', altså angst for en guddommelig straf for den hybris det er at lege med naturlovene. Vore dages klimakrise har samme baggrund. Angsten er ægte og ganske godt begrundet i den store usikkerhed der er og må være om konsekvenserne af et så kompliceret spørgsmål som CO²-udledningens betydning for den globale opvarmning. Angsten ledes naturligt ind i bestræbelser på af løse klimaproblemet gennem politiske tiltag. Derfor skabtes et stort momentum forud for det netop afholdte klimatopmøde i København. Derfor kan man med en vis ret tale om 'klimahysteri'. Og derfor var skuffelsen over det pauvre resultat så stor. - Jf. artiklen Klimatopmødet VI: Højt at flyve, dybt at falde. En helt anden arketypisk forestilling hedder 'Babelstårnet', drømmen om at skabe et fælles sprog for alle jordens mennesker som forudsætning for en fælles forståelse mellem dem. Myten fortæller at Gud ødelagde tårnet, fordi han var imod tanken. Og deri ligger en dyb forståelse for at enhedssprog, enhedsforståelse, enhedsstyre og ensretning vil føre til enkelte menneskers, enkelte religioners og enkelte ideologiers absolutte magt i fundamental strid med den skabelsesordning at den slags ikke hører til menneskets muligheder og heller ikke ville være til dets gavn. Kulturen forudsætter så at sige fundamentale forskelle - også i sproglig henseende. Abraham, sønnen Isak og dennes søn Jakob blev helt centrale skikkelser i den bibelske fortælling, fordi Gud sluttede pagt med Abraham, viste ham vej til et nyt land og gjorde ham til et stort folk. Humoren i fortællingen er ikke til at se bort fra: Saras historie taler om selve den latter Gud havde beredt hende ved hendes graviditet i høj alder; og Jacobs list var ikke særligt smuk, da han tilbyttede sig førstefødselsretten mod en ret linser. Men afgørende er at pagten i sidste ende gør Israel til Guds udvalgte folk. Konkret skete det gennem Jakobs kamp med englen som han fortsatte lige til det punkt hvor englen gav ham velsignelsen og navnet Israel. Mytisk set er Guds udvalgte folk en arketypisk forestilling der dækker alle folk som har sluttet en 'pagt med Gud', hvilket igen forudsætter at mennesket - uden nogensomhelst 'teori' om sagen - anerkender en instans over sig selv. Men det forstår vi først i bagklogskabens lys. De folk der som et emergent fænomen erkender at være Guds udvalgte folk vil opfatte det som et absolut privilegium. De vil ikke acceptere andre folk som udvalgte i samme forstand. Derfor skånselsløse krige mellem folkene. I Abrahams tilfælde er det væsentligt at huske at han havde sønnen Ismael med trælkvinden Hagar før han fik Isak med Sara. Men Sara forlangte Hagar vist bort, fordi hun ikke kunne acceptere at Ismael skulle arve på lige fod med Isak. Hagar blev stødt ud og lagde Ismael til at dø, da hun ikke kunne skaffe mad til ham, men en engel (en grundliggende arketypisk forestilling om sendebude fra Gud) bød hende at tage ham op igen - og forudsagde at også han ville blive et stort folk. Det blev han, for han blev stamfader til araberne og dermed muslimerne. Så fjendskabet mellem israelere og ismaelere stikker dybt - og er af mytisk herkomst. Moses blev i følge Anden Mosebog født i Ægypten under omstændigheder hvor israelerne var blevet så mange i tal at den egyptiske konge tvang dem til hårdt trællearbejde og lod deres drengebørn aflive. Men Moses undgik skæbnen og kom til at vokse op i kongefamilien. - Da han var blevet voksen åbenbarede Herren sig for ham i en brændende tornebusk, så han forstod at han var på helligt sted og hørte en hellig røst. Og Herren bød ham at føre israelitterne ud af Egypten - til 'det forjættede land'. Den 'brændende tornebusk' er en arketypisk forestilling om Gud som en så voldsom ildkraft eller energihøjspænding at det er livsfarligt at beskue ham direkte. Men hans røst kan høres, hans 'åbenbaring' for den gudfrygtige og åbne modtager kan være et tilsagn eller en forjættelse, der giver kraft til store udfoldelser. Og 'Det forjættede land' er 'landet der flyder med mælk og honning' (et sikkert velfærdstegn), og som også er et frit land. Moses opbyggede en enorm magt. Han er den bibelske mytes første store magt-fikserede 'jeg'. Han indførte med hårdhed monoteismen, dvs. dogmet om én sand gud. Og han gav efter en ny, voldsomt energiladet åbenbaring af Gud på Sinai-bjerget sit folk tavlerne med De ti bud, hvoraf det første netop lyder: "Du må ikke have andre guder". Disse bud skal ikke gennemgås her, men som bekendt blev de grundpillen i både jødisk og senere kristen moralopfattelse, skønt opfatttelsen blev brudt af Jesus på helt særlig måde. Kristendommen kom således fra starten til reelt at fremstå som selvmodsigende i etisk henseende - eller om man vil 'dobbeltmoralsk'. Kristendommens emergens Til toppen Næste Det er historisk ubestrideligt at kristendommen først blev udbredt længe efter Jesu død, og at udbredelsen først og fremmest fik betydning for det europiske kontinent og dets kulturhistorie. Desuden gælder at kristendommen først blev statsreligion så sent som i år 325, da den romerske kejser Konstantin den Store ved det 1. økumeniske koncil i Nikæa i det nordvestlige Lilleasien integrerede kirken i romerrigets styre. Dermed grundlagde han faktisk den anden store selvmodsigelse i kristendommen, nemlig modsigelsen mellem åndsaspektet i Jesu forkyndelse og magtaspektet hos apostlene Peter og Paulus som drog ud i verden som de første missionærer. I og for sig er der intet mærkeligt i en sådan selvmodsigelse, da enhver åndelig kraft der manifesterer sig konkret i det verdslige nødvendigvis må komme til at indeholde grundlæggende modsætninger. Peter var som bekendt en af Jesu egne disciple, men vel at mærke én der ikke havde forstået Jesus og fx greb til sværdet da Jesus blev arresteret i Getsemane Have. Paulus havde aldrig truffet Jesus personligt og var længe kristenforfølger, men han så efter Jesu død denne i et syn så stærkt at han blev omvendt på stedet. Et af de tydeligste eksempler på den vidtrækkende kraft der udgik fra den korsfæstede Jesus i hans skikkelse af den genopstandne Kristus, dvs som arketypisk forestilling af umådelig psykisk energiladning. Kristendommen var utænkelig uden Paulus' omvendelse og mission. Men af hans breve fremgår det ikke desto mindre klart at heller ikke han dybest set forstod Jesus. Det blev ved at være ham en gåde at jødedommens love fortsat skulle gælde i princippet, skønt Jesus havde brudt med al lovreligion ved at pointere, at mennesket ikke bliver frelst ved sine gerninger, men alene ved sin tro (læs: livsmod). Paulus og med ham naturligvis mange senere teologer er undskyldt, for så vidt Jesu evangelium ikke kan forstås i sin fulde konsekvens medmindre man forstår den moderne sondring mellem de to slags psykiske grundprocesser. At blive frelst ved sin tro er ikke at blive frelst ved at tro på dogmatisk formulerede påstande, men at genvinde sin umiddelbar barnetro - hinsides al dogmatisk spidsfindighed. Ingen kommer ind i Guds rige, uden at blive som børn påny, sagde Jesus, og dette giver ikke nogen mening - uden at Guds rige forstås som selve barnets verden hvor det lever i fuld, umiddelbar tillid til det ophav som sørger for alt. Når barnet ved pubertetens indtræden bliver voksen, træder det ud af uskylden, må påtage sig ansvaret for sit liv - og da bliver fællesskabets moral en selvfølgelig del af dagligdagen som man må indordne sig under. Men opfyldelsen af de krav denne moral stiller til den enkelte, bliver aldrig vejen til den dybere tillidsfuldhed og 'tro' som al eksistens hviler på. En tredje ejendommelighed ved den kristne kirke som institution og dogmatisk lærebygning er bruddet med det oprindelige eskatologiske synspunkt, som Jesus utvivlsomt nærede: at de sidste tider var nær, en opfattelse der blev forstærket af den erfaring at alt syntes at gå i den forkerte retning. Paulus delte ikke dette synspunkt, men gjorde faktisk hvad han kunne for at bygge en kirke op der havde i høj grad jordisk og magtmæssig karakter. Men biblen kom som bekendt ved sin endelige redaktion til at indeholde Johannes' Åbenbaring, også kaldet 'Apokalypsen', der for alle senere tider har stået som tankemodellen for hvor galt det kan gå, hvis menneskeheden ikke overholder Guds bud. Igen ser vi en dyb og kraftfuld arketypisk forestilling der også giver næring til nutidige forestillinger om jordens undergang, fx ved at mennesket overhører advarslerne om klodens opvarmning. Den fjerde ejendommelighed ved kristendommen - men ikke den mindste i hensende til emergens - ligger i at den til sidst sejrende skikkelse døde forsmædeligt på korset som en gemen forbryder. Den jødiske øvrighed ville have ham af vejen som den trussel mod ortodoks jødedom han vitterligt var. Den romerske statholder Pontius Pilatus bøjede sig modstræbende for jødernes krav, fordi han helst ville have fred på den front. Han vaskede som bekendt sine hænder og viste dermed at han fralagde sig ansvaret for domfældelsen. Men han undlod ikke at håne Jesus utvetydigt ved at sætte en dybt ironisk indskrift på korset hvorpå der stod: "Jesus af Nazaret, jødernes konge". Og en af røverne der blev korsfæstet ved siden af Jesus hånede denne med ordene: "Hvis du er Gud, så frels dig selv". Det kunne Jesus som bekendt ikke. Og han ville heller ikke have været den han var, hvis han havde troet på den slags, endsige forsøgt sig med det. Sagen er jo nemlig at han ikke var en overmægtig gud eller konge, men tværtimod en radikal fornyer af al hidtidig religiøsitet. Han fjernede konsekvent enhver forestilling fra den nye, emergente religionsforståelse om at moral i form af gode gerninger skulle kunne føre til velstand og succes i almindelig forstand, og ligedeles enhver forestilling om at Gud skulle være en overjordisk magthaver der var herre over naturlovene. Jesus sagde på intet tidspunkt at han var Gud, men derimod at han var 'Guds søn', men han kaldte sig også Menneskesønnen. Og dermed blev det gamle gudsbegreb også totalt ændret. Den forhånede 'jødernes konge' døde en forsmædelig død på korset. Og verden brød sammen for hans lille discipelskare der i realiteten ikke forstod ret meget af hvad Jesus havde forkyndt eller hvad der skete for øjnene af dem. Men reddede Jesus sig end aldrig fra den biologiske død, og blev han end aldrig konge på jorden i hverken den ene eller anden forstand, så skete der til gengæld det, at han opstod fra de døde i en helt anden skikkelse, nemlig som arketypisk forestilling i det kollektiv ubevidste under navnet Kristus - og det vel at mærke i den hidtil mest energiladede form i historien. Dermed tilførtes også biologien en ny, emergent dimension, en dimension der totalt ændrede Europas og dermed verdens kulturhistorie, men hvis potentiale for fortsat ny emergens langtfra er virkeliggjort. Myten om Jesu opstandelse - og legenderne om hans efterfølgende møde med bl.a. den tvivlende Thomas i Emmaus - vidner ikke blot om denne 'opstandelses' psykiske energiladning, men også om umuligheden i at forstå dette helt emergente fænomen i historien og naturhistorien ud fra den almindelige kendte begrebsramme. Det må i bedømmelsen tages i betragtning, at Jesu opstandelse i disciplenes psyke netop skete nogle dage efter den bitre langfredag hvor deres eksistentielle verden styrtede sammen. Psykiske fænomener af denne tragiske slags kræver tid til ubevidst psykisk omstilling. Dette er dybdepsykologisk set en naturlov for al ægte tragedie. Evangelisterne og deres mundtlige meddelere skelnede ikke - og havde ikke på deres tid begreber til rådighed til at kunne sondre - mellem syn og fakta eller mere præcist mellem en arketypisk forestillings eksistentielt gennemgribende psykiske energi og tørre historiske kendsgerninger. De blev derfor ved at fremstille begivenheden som var den sket i dagligdags timelige virkelighed. Og det er det store flertal af kristne fortolkere og teologer som bekendt blevet ved med yderst dogmatisk og fundamentalistisk - og næsten uimodsagt - lige til omkring år 1900, og de har stadigvæk 2000 år efter denne centrale begivenhed held til at aflede opmærksomheden fra sagens kerne. Kristendommen kunne derfor fra og med 325 e.K. sejre som magtfaktor både gennem sværdet og den dogmatiske ensretning. Hvor kristne magthavere stødte på hedensk modstand, gjorde de konsekvent de besejredes overlevelse afhængig af disses omvendelse. De der nægtede blev skånselsløst torteret og myrdet. Gennem korstogene fra 1096 til 1270 forsøgtes også skånselsløs kamp mod muslimerne, oprindelige blot for at erobre Det hellige Land fra muslimerne, men snart mod hedninge og kættere af alle slags. Den katolske kirke skaffede sig systematisk magt gennem jordbesiddelser og sammenblanding af pavemagt og kejsermagt samt bispemagt og fyrstemagt. Men den sørgede også for opbygningen af teologiske systemer der kunne bruges til ensretning af undersåtterne gennem dogmatikken. Dogmer er formelt blot formuleringer af en trossætning eller en trosbekendelse (et Credo), men reelt er de magtmidler der gennem mere og mere præcise definitioner kan bruges til at kontrollere tilhængere med. En trosbekendelse er særdeles velegnet til afgrænsning over for kætteri. Et af stridspunkterne gjaldt fortolkningen af trosbekendelsen, idet den vesterlandske del af kirken (under paven i Rom) i sin formulering sidestillede Faderens og Sønnens guddommelighed, således at Helligånden hævdedes udgået fra dem begge, hvorimod den østerlandske del (den ortodokse kirke i Byzanz) mente noget andet. En anden stridighed drejede sig om hvis overhoved var den største. Resultatet blev Det store Skisma i 1054 mellem Romerkirken og Østkirken (der siden deltes i den græsk-ortodokse og den russisk-ortodokse kirke). Set i bagklogskabens lys virker det grotesk at den slags stridigheder kan få så vidtrækkende følger af uforsonlighed, men det bekræfter i grunden kun, at skismaer hører til naturens orden overalt hvor naturen manifesterer sig i magtmidlet dogmer. Magthavernes kontrol med deres undersåtter gennem dogmatikken udviklede sig i den vestlige verden til et højdepunkt med middelalderens skolastik, der fra 1100-tallet erobrede universiteternes filosofi-undervisning og bl.a. havde en fremragende systematisk tænker som Thomas Aquinas blandt sine skarpeste hoveder. Denne skolastik førte bl.a. til inkvisitionen, en pavelig domstol oprettet i 1231, med det formål at bekæmpe kætteri. Særlig grusom blev inkvisitionen i Spanien og Portugal hvor den var tæt knyttet til statsmagten. Men i Rom førtes også systematisk kontrol med den nye naturvidenskab - og da katolicismen ejendommeligt nok havde ophøjet den græske tænker Aristoteles til sandhedsvidnet over alle, blev en nytænkende naturforsker som Giordano Bruno brændt på bålet som kætter så sent som år 1600. Også Galilei, en af den klassiske fysiks store grundlæggere, kom i vanskeligheder da han tilsluttede sig Copernikus's opfattelse af at Jorden kredsede omkring Solen og ikke omvendt. - Inkvisitionen som institution blev reorganiseret i 1965 og omdøbt til Troskongregationen, som fortsat sikrer 'den rene lære'. Når den katolske kirke trods al sin dogmatik og forfølgelse af kættere har formået helt til vore dage at bevare en bred folkelig opbakning i utroligt mange lande i navnlig Europa og Amerika, hænger det sammen med at den aldrig skippede hverken myten eller legenden, men faktisk accepterede den mest folkeligt-kreative udgave af legenden: Madonna-dyrkelsen. Den er overhovedet ikke hjemlet i Det nye Testamente og var den teologiske elite inderligt imod, men den var umulig at mane i jorden, da den først havde bredt sig. Den indebærer at Jomfru Maria, der i den bibelske tekst ikke har anden funktion end at være den ubesmittede moder til Jesus, gik hen og blev den store moderlige beskytter af alle troende mennesker. Hun blev Himmeldronning og dermed i realiteten en slags kvindelig guddom ved siden af Faderen, Sønnen og Helligånden - selvom trosbekendelsen ikke siger det. Men Madonna-dyrkelsen er en væsentlig del af katolicismen og kom med den polsk fødte Pave Johannes Paul II til at betyde ekstraordinært meget i nutiden. Opfattelsen af Marias 'ubesmittede' undfangelse, dvs undfangelse ved Helligånden og ikke ved en mand, hænger naturligvis nøje sammen med en grundliggende paulinsk opfattelse af seksualiteten som syndig. Opfattelsen betød at kirken indførte cølibatet for præster, munke og nonner som led i treklangen kyskhed, lydighed og fattigdom. Det bevirkede en særdeles effektiv kanalisering af den psykiske energi i retning af gudhengivenhed, men sammen med den ubetingede lydighed mod paven også en særdeles effektiv magt over alle der var i kirkens tjeneste. Da cølibatet er et ideal kun meget få mennesker er i stand til at leve op til, har det ubetingede krav medført et omfattende hykleri og et uhyggeligt seksualmisbrug. Men den katolske kirke tør ikke afskaffe det, for følgerne vil være helt uoverskuelige. Det må i denne forbindelse haves in mente at den katolske kirke udover et stort og fortjenstfuldt omfattende socialt arbejde (herunder hospitalsvæsen) udviklede et strengt internt klosterliv, der deltes mellem praktisk arbejde, studier af den hellige skrift og bøn og meditation. Den sidste del betød ikke mindst udvikling af en decideret mystisk tradition, hvor de fremmeste formåede at finde veje til den mystiske skuen af Gud eller forening med det guddommelige. Dette er ikke en mulig vej for alle troende. Det kræver uhyre koncentrationsevne og tålmodighed, og det er i virkeligheden en systematisk udnyttelse af sekundærprocesserne til trinvis suspendering af disse processer der til sidst ender i et ekstastisk højdepunkt, en oplevelse af den stærke fundamentalkraft i sin allerkraftigste form. Den lærde Mester Eckehardt kan tages som strålende eksempel. Men også den ulærde Frans af Assisi bør nævnes, fordi hans historie er meget speciel. Jf. artiklen Den hellige Frans af Assisi. Et væsentligt nybrud af emergent art i europæisk kulturhistorie kom dog allerede i 1517, da den katolske prælat Martin Luther opslog sine 95 teser mod den katolske kirkes udbredte afladssystem (der indebar at folk kunne købe sig til syndsforladelse), og i 1521 nægtede at tilbagekalde sine kætterske skrifter. Han blev lyst i band, men fortsatte sin kamp med støtte fra tyske fyrster - og skismaet i den katolske kirke blev en realitet. Protestantismen blev en realitet og sejrede i det meste af Nordeuropa. Luther docerede 'det almindelige præstedømme': Enhver er præst for sig selv. Det vil sige enhver kristen har direkte kontakt med Gud og behøver ikke kirken, paven eller præsteskabet som mellemled. Siden har der været et markant skisma mellem den katolske kirke og den nordlige protestantiske kirke. Også understreget af at cølibatet blev afskaffet. Protestantismen fjernede desuden al Madonnadyrkelse fra kirken og folkereligiøsiteten - tillige med store dele af den festlige katolske kult. Den evangeliske prædiken kom i centrum - og gudstjenesten blev gennemført på nationalsprogene i stedet for på latin, ligesom bibelen blev oversat til disse nationalsprog - og samtidig udbredt ved udnyttelse af den gutenbergske bogtrykkerkunst. Trods det klare brud med den katolske kirkes absolutte autoritet i Rom betød protestantismen ny ensretning. Moralen udviklede sig til moralisme og fromhedsdyrkelse til pietisme og kirketugt. Og der kom dogmatiske stridigheder der igen førte til yderligere splittelse og opkomsten af nye selvstændige kirkesamfund som calvinismen, den anglikanske kirke og metodismen. Specielt gælder for calvinismen at den med prædestinationstanken tilsluttede sig en absolut determinisme: Som følge af det absolutte kausalitetsprincips kæde af årsager var alle menneskers skæbne afgjort på forhånd, herunder også om de ville blive frelst eller gå fortabt på 'Dommens dag'. Det kom endvidere til deciderede religionskrige, hvoraf Trediveårskrigen 1618-48 er den vigtigste fordi den blev afslutningen på disse krige i Europa gennem Den Westfalske Fred, hvor den katolske pave og den tyske kejser endeligt blev sat på plads i forhold til de suveræne stater. Men korstoge og religionskrige viser som alle de dogmatiske forsøg på ensretning at religioner ved siden af at være åndsfænomener fra starten også har været magtfænomener - ganske som verdslige ideologier! Rationalitetens triumfer Til toppen Næste Rationalitetens systematiske udbygning gennem en stadigt mere forfinet og metodisk sikker brug af de psykiske sekundærprocesser er en central del af europæisk kulturhistorie og emergens. Den tog sin begyndelse allerede i græsk filosofi, men fik først for alvor sit endelige gennembrud med naturvidenskaben i Renæssancen i og omkring 1500-tallet. Græsk filosofis store naturvidenskabsmand var Aristoteles, der fik skrevet en fysik, en etik, en æstetik og en metafysik. Han klassificerede fx kategorierne i væsentlige sondringer som essens og tilfældighed, form og stof, virkelighed og mulighed. Og han indlod sig på en bestemmelse af forandring eller bevægelse som et spil mellem mulighed og virkeliggørelse. Han forudsatte 'potentiel energi'. Den egentlige naturvidenskab begynder med metoder for måling og eksperiment og en kritisk testning af resultaterne, hertil kom en omfattende brug af matematik. Galilei blev det store italienske navn med epokegørende stjernemålinger ved hjælp af den nyopfundne kikkert. Newton blev den geniale engelske opdager af tyngdeloven. De fleste har hørt historien om hvordan pråsen gik op for ham, da han så et æble falde ned fra et træ. De store opdagelsesrejser fra 1200-tallet til 1600-taller bragte ikke alene viden om fjerne egne af verden, men også varer til Europa. Med dampmaskinens opdagelse begyndte industrialiseringen, først i England og siden over hele den vestlige verden. Den førte til nye socialklassers opdukken og til urbanisering af landene omkring storbyerne, altsammen emergente fænomener i kulturhistorien og naturhistorien. Charles Darwin offentliggjorde for 150 år siden efter nogle års jordomsejling med ekspeditionsskibet 'The Beagle' og flere års efterfølgende studier en revolutionerende teori om arternes oprindelse der totalt omstødte det gamle billede af en éngangsskabelse. Ideen var kontroversiel og vakte både forargelse og modstand, især i kirkelige kredse der tog de bibelske myter bogstaveligt som var de naturvidenskabelige beretninger. Evolutionen blev dog lidt efter lidt slået fast som uimodsigelig teori. Naturhistorien og biologien ændrede karakter. Mennesket blev nu betragtet som del af naturen, og da man længe fastholdt det deterministiske kausalitetsbegreb som absolut og altså ikke gav emergensen fornøden plads i naturhistorien, blev udviklingslæren skæv fra starten. Man kunne ikke forklare udviklingen gennem den såkaldte naturlige selektion - og man havde slet ikke øje for den fortsatte og aldrig ophørende kreative proces i biologien som ligger i entropiens aftagen i vor enklave af kloden. Men termodynamikken fik i midten af 1800-tallet fat på centrale love, som i 1855 kunne formuleres i to 'hovedsætninger'. Varmelærens første hovedsætning siger at energi hverken kan opstå eller forsvinde. Den samlede energimængde er konstant. Varmelærens anden hovedsætning går populært sagt ud på at al energi ender som irreversibel varmeenergi. Varmen udlignes altså over tid, hvad der i sidste ende medfører 'varmedøden' (udligning af al energi). Dette kan også formuleres som loven om at entropien altid stiger ved de irreversible processer, hvad der igen betyder at naturens normale energiprocesser i et lukket system indebærer at uordenen (entropien) vil tage til (dette er tidens pil). Forklaringen på at det modsatte er tilfældet i den biologiske udvikling forudsætter lige præcis tilførelse af energi udefra. Det er overførsel af energi fra solen der danner basis for liv på jorden. Og det er dermed biologiske processer der gør jorden til en enklave i universet hvor entropien aftager. Danskeren H.C. Ørsted opdagede og beskrev i 1820 elektromagnetismen, en hidtil ukendt, altså emergent forbindelse mellem elektricitet og magnetisme. Og det særegne ved fænomenet er at der opstår et elektromagnetisk felt, når to magnetiske felter bevæger sig i forhold til hinanden. Dette sker ikke ved elektriske ladninger i hvile eller magnetiske strømme der er konstante. Opdagelsen førte til ny forskning og rig anvendelse i teknologien. Rationalismens største og mest stringente tænker er uden tvivl Immanuel Kant der i sidste halvdel af 1700-tallet skrev analyser af den rene fornuft, den praktiske fornuft og dømmekraft, hvilket vil sige hhv. erkendelsen, etikken og æstetikken, og dermed skabte hele oplysningstidens højdepunkt som videreførtes at hans elever og også indirekte påvirkede hele eftertiden. Etikken var for ham en pligtetik, og det er typisk for ham at han også skrev en analyse af 'religionen inden for den blotte fornufts grænser', hvor religionens væsen reduceres til moral, og hvor forstanden udvides til at være altomfattende. Kant var i høj grad med til ved sin enestående konsekvente udbygning af de sekundære psykiske grundprocesser at indsnævre virkeligheden, idet han så bort fra eller bagatelliserede de irrationelle fænomener i tilværelsen der er uforenelige med en rationel opfattelse. Han lagde i realiteten grunden til den senere positivistiske materialisme, som blev mere og mere udbredt, jo længere naturvidenskaben og den herpå beroende teknologi skred frem. Oplysningstidens største franske navne var Voltaire og Rousseau, der begge regnes som tilhængere af den såkaldte 'fornuftsreligion' eller 'naturlige religion', der nok tog afstand fra den etablerede kirke, men fastholdt gudsforestillingen og moralen som universelle sandheder der kan udledes af fornuften. Dybdepsykologisk set en håbløs affære, men ideen vidner ligesom forsøgene på at skabe gudsbeviser om et dybt menneskeligt behov for absolutte autoriteter. Voltaire angreb voldsomt al dogmatik og al kirkeligt magtmisbrug. Hans slagord var 'Knus den infame!', hvormed han mente kirken. Men omvendt betragtede han ateismen som djævelens værk. Materialismen og positivismen betragter materien og de empirisk konstaterbare fænomener af håndgribelige art som grundlaget for moralske, æstetiske og religiøse aktiviteter og oplevelser. Idealisterne hævdede det modsatte synspunkt, men kom ikke særligt godt fra det, fordi de pukkede på 'åbenbarede' sandheder eller teorier af spekulativ art. Videnskabsmænd og filosoffer der ikke turde afgøre om materien var basis for det åndelige eller omvendt, valgt agnosticismen som udvej: 'Ved ikke' var deres løsen. Og det er jo fornuftigt nok, når man ikke erkendelsesteoretisk kan løse problemet, men det duer ikke i den menneskelige eksistens, da denne ikke kan vente på at filosofferne kommer med en skudsikker løsning. Positivismen havde udgangspunkt i 'det givne', hvilket vil sige det iagttagelige og det håndgribelige, idet dette blev gjort identisk med det virkelige. I begyndelsen af 1900-tallet førtes den videre i den 'logiske positivisme' der kom til at dominere filosofien helt frem til 1960'erne. I teorien indgik en central forestilling om en enhedsvidenskab der havde fysikken som 'reduktionsbasis'. Denne fysikalisme hævdede at alle fænomener analytisk kunne og skulle føres tilbage til 'tingssproget', det sprog vi taler om ting i og som derfor afspejler den klassiske fysiks love, herunder årsagsloven. Fysikalismen er med andre ord rendyrket determinisme. Psykologien blev til en logisk behaviorisme. Herhjemme skrev Jørgen Jørgensen en 'Psykologi på biologisk grundlag', idet han netop forudsatte at biologien var et deterministisk fænomen der i princippet kunne beskrives i fysikkens sprog. Samme filosof betragtede psykologi som en bevidsthedslære (der skulle beskrives neurologisk), og da han trods alt ikke bestred ubevidste fænomener, kom han i vanskeligheder, for hvordan skulle en bevidsthedslære kunne omfatte ubevidste fænomener uden at blive selvmodsigende? Der var dog allerede i 1800-tallet filosoffer der tog eksistensproblemet alvorligt. Karl Marx var en af dem, fordi han erkendte en stor fremmedgørelse i tiden. Han fastholdt imidlertid den hegelske dualisme mellem stof og ånd, men vendte Hegel på hovedet, så det åndelige blev gjort til overbygning på det materielle. Han fokuserede stærkt på de økonomiske, sociale og politiske forhold - og gjorde industrialiseringen og kapitalismen til syndebukke for menneskets fremmedgørelse eller tingsliggørelse. Det skabte han som bekendt - meget bevidst - en 'ideologi' på der både var vendt mod kirkens og borgerskabets falske bevidstheder, hvorimod prolateriatets var den ægte. Historiens ironi viste sig i det forhold at hans ideologi i den leninistiske udgave blev en speciel og ekstrem form for fremmdgørelse af folk. En mand som Søren Kierkegaard, der som Marx var dybt påvirket af Hegels filosofi, gik en helt anden vej i sin ekstreme rationalisme. Han gjorde kristendommen til et spørgsmål om at forlige sig med det logiske paradoks at Gud blev menneske i Jesus og at evigheden dermed manifesterede sig i timeligheden. Dette er kun et paradoks for den logiske forstand, hvis man opererer med evigheden som et overnaturligt fænomen. Men der er intet paradoksalt i det hvis man ser dybdepsykologisk på sagen. Her er timeligheden nemlig alt hvad der kan forstås og behandles på de psykiske sekundærprocessers plan, mens evigheden er primærprocessernes tidsplan. Tilsvarende er Gud (alle guder) arketypiske forestillinger der ene og alene har mening i primærprocessernes eksistensopfattelse. Når Jesus kaldte sig Guds søn, betyder det at han opfattede sig som sin himmelske faders repræsentant i den konkrete og historiske timelighed, og det er der intet paradoksalt i, hvis 'himlen' forstås som et psykisk fænomen. Men for Kierkegaard og hans mange epigoner i teologien var selve paradokset det centrale i troen. Dermed blev kristendommen intellektualiseret ud over alle grænser. En anden lige så rationel-intellektualistisk fortolkning af kristendommen kom fra tyske teologer som Karl Barth og Rudolf Bultmann, der netop inspireret af Kierkegaard vendte sig mod al 'naturlig religion' (religion opfattet som afledt af en deterministisk naturproces) og i stedet lancerede en 'dialektisk teologi'. Kristendommen var i disse teologer øjne ikke nogen fornuftsreligion, men en åbenbaringsreligion, en religion der havde åbenbaret metafysiske sandheder. Denne teologi førtes senere videre i den danske Tidehvervsbevægelse. Bultmann var oprindelige interesseret i 'den religionshistoriske skole', dannet af tyske forskere der studerede kristendommen på lige fod med alle andre religioner, men han brød af og valgte et helt andet projekt: afmytologiseringen af det bibelske budskab med det formål at fastholde åbenbaringens sandhed som kristendommens kerne. Det vil på almindeligt dansk sige at hans mål var at fjerne al mytisk fortryllelse fra budskabet. Og det må stort set siges at være lykkedes næsten til fuldkommenhed for al Kierkegaard-inspireret teologi. Irrationalitetens genkomst Til toppen Næste Som det gerne skulle være fremgået har rationalismen fejret store triumfer i den europæiske kulturhistorie, men samtidigt gennem sin systematiske ensidighed og tro på et absolut erkendelsesmonopol resulteret i en decideret indsnævring af virkeligheden som må siges at være et klart brud på al sund fornuft. For den sunde fornuft adskiller sig netop fra den usunde eller syge fornuft ved aldrig at monopolisere sin erkendelse eller sine faglige metoder, men at være åben og skønsom og give plads til at tingene får lov at gro, herunder også erkendelsen. Al virkelighedsindsnævring medfører uundgåeligt reaktioner i form af protester og oprør - og det hvad enten indsnævringen er af religiøs, ideologisk, politisk eller videnskabelig art. Derfor kom der uundgåeligt en reaktion mod rationalismen allerede i slutningen af 1700-tallet - og den hed romantikken. Romantikken står for de fleste mennesker som et begreb der kendetegner en udpræget følelsesmæssig holdning til tilværelsen af mere eller mindre sværmerisk eller overspændt art. Sådan kommer den da også tydeligt til udtryk i den forelskelse de fleste mennesker oplever i deres ungdom og forbinder med store længsler, men den kommer til udtryk på mange andre måder så som glæde ved og længsel efter naturoplevelser, kunst- og musikoplevelser samt fest, rejser og eventyr der bringer individet væk fra dagligdagen og dens ofte sure pligter. Men romantikken er meget mere, den er en særdeles vigtig epoke i europæiske kulturhistorie som kulminerede i de første årtier af 1800-tallet, men har levet videre i mange former og afarter lige siden. Den indebærer jo lige præcis den fortryllelse ved eksistensen som intet menneske kan være foruden, og derfor vil søge alle mulige steder, hvis den fjernes som en selvfølgelig del af den officielle kultur, således som dette sker hvis religionen indsnævres. Uden romantik er livet simpelthen en misforståelse, har den tyske filosofi Rüdiger Safranski udtalt i et interview om sin fornemme monografi om Romantikken som tysk affære. Safranski understreger at romantikken var en reaktion på oplysningstidens snævre rationalisme, men han minder os om, at den første generation af romantikerne var nært forbundne med oplysningen. Alle de unge romantikere havde deres 'Kant-Erlebnis', oplevelsen af mødet med filosoffen Kant og hans værker. De regnede sig altså for at være 'fornuftsmennesker', men forskellen var at romantikerne modsat rationalisterne ikke ønskede en eksklusiv, men en inklusiv fornuft, en fornuft der ikke udelukkede, men accepterede og omfattede det dunkle, irrationelle og ubevidste. Filosoffen J.G. Herder forlangte en fornyelse af selve begrebet fornuft. Han vendte mod Kants abstrakte og ufrugtbare fornuft, og forlangte i stedet en levende fornuft, en fornuft der var konkret og dukkede op overalt i eksistensen, i det ubevidste, det irrationelle og det spontane, altså i alt det dunkle, skabende liv. Herders vigtigste indsats blev opdagelsen af historien. Han indså at alt er historie, ikke blot mennesket og dets kultur, men naturen selv. Og det var dengang en helt ny (emergent) tanke således at betragte naturen som en udviklingshistorie, en dynamisk proces der gennemløber forskellige trin, der hver især har deres ret i sig selv, men samtidigt er kimen til noget højere - og i sidste ende til det menneskelige. Menneskets kulturhistorie er naturhistorien der bliver sig selv bevidst gennem det Herder kaldte 'humanitetens befordring'. Og hele denne historiske proces er ikke lineær, men fuld af brud og ombrydninger, ja undertiden sværmerisk eller voldelig. Men den er vel at mærke heller ikke blindt tilfældig, men meningsfuld. Herder så slet ikke som Rousseau forfaldstendenser i tiden og havde ingen længsel efter et oprindeligt paradis. Herder blev en afgørende inspirator for den danske religionshistoriker Vilh. Grønbech. Opdagelsen af historien indebar også en ny nationalfølelse, igen et emergent fænomen i biologien. Nationalstaten blev et alment fænomen med vægt på de nationalt betingede sprog og traditioner. Man taler i denne forbindelse også om nationalromantik, forstået som en udpræget samføring af nationalfølelsen med både naturen og forhistorien. I dansk billedkunst blev J. Th. Lundbye et smukt eksempel på den nationalromantiske landskabsmaler. Men også den nordiske folkeånd spillede en stor rolle, bl.a. hos Grundtvig der i høj grad forstod at forene det religiøse og det nationale i folkelig forstand. Stor inspirator for Grønbech blev den engelske digter, kunstner og mystiker William Blake, som modsat rationalisterne ikke skelnede mellem sjæleligt og legemligt, eller mellem subjektivt og objektivt. Han ser det tværtimod som et udeleligt hele. Ganske vist lærer vi at sondre mellem delene, ja vi lærer i højere og højere grad gennem opdragelse og praktisk samfundsliv at lægge mest vægt på det fysisk objektive, håndgribelige, målelige og nyttige, men det er for Blake lige præcis også grundskavanken i vores kultur. Og derfor fremstiller Blake Newton som både ophavsmanden til og selve symbolet på rationalitetens udvikling. Blake skildrer i et maleri Newton som et bundet menneske, der er tynget til jorden af den tyngdekraft han selv opdagede. Blake betragtede de jordiske ting som udspaltninger eller udkrystalliseringer af den skabende, guddommelige energi, der ligger bag alt - på samme måde som kunstværket er udkrystallisering af kunstnerens skabende ånd. For ham var evigheden den virkelige og virkende og samtidig uudtømmelige og altid skabende kilde. De konkrete udspaltninger var dens timelige og begrænsede udslag, som den skabende evighed blev ved at frembringe, fordi det var dens væsen. Thi evigheden er forelsket i tidens frembringelser, som han skrev. Det var da kunstneren der for Blake var det sande menneske, hvilket ikke vil sige at alle skal rende rundt og lave 'kunst', men at vi alle dybest set er skabende mennesker. Og kunsten - herunder musikken og litteraturen - kom da også i romantikken til at spille en fremtrædende rolle som 'modkultur' til det rationelt-borgerlige samfunds snævre nyttekultur. Det førte unægteligt til en flod af æstetiske produkter af alle mulige slags og til den romantiske dyrkelse af kunstneren som et geni. Den franske digter Baudelaire kan tages som glimrende eksempel, fordi han var rendyrket æstetiker og desuden narkoman: han dyrkede de 'kunstige paradiser', den salige uskyldighedstilstand som alle mennesker oplever før de begynder at tænke kritisk, men som er svær for voksne at fastholde ved siden af den kritiske analyse og nyttige praksis uden brug af narkotiske midler. Den tilbagevendende oplevelse af denne uskyldighedstilstand er en nødvendighed for alle sunde mennesker. Men det er en decideret fejludvikling i kulturen hvis den ikke findes på naturlig vis. Den er så central for mennesket, at Erling Jacobsen utvivlsomt har ret i at al kultur ville ophøre, hvis det lykkedes videnskaben at fremstille et narkotisk stof der kunne føre mennesket sikkert til 'uskylden' uden at samtidigt at gøre det uskikket til det normale livs udfoldelse i realiteternes verden. Musikken er måske det stof der kommer det ideele narkotiske stof nærmest, for musikken bringer netop mennesket helt ind til sin kerne: oplevelsen af altings enhed og helhed. Filosoffen Arthur Schopenhauer opdagede, at musikken ikke som de andre kunstarter er en kopi af de forestillinger vi har om livet og verden, men en kopi af selve livsviljen. Derfor er musikkens virkning også langt mægtigere og dybere end de andre kunstarter. Komponisten åbenbarer således verdens inderste væsen og udtaler den dybeste visdom i et sprog som hans forstand ikke fatter. Schopenhauer kunne i modsætning til den umusikalske Kant ikke lade være med at beskæftige sig med det irrationelle, men han blev rystet i sit inderste da han måtte erkende at selve den menneskelige livsvilje ikke var styret af det rationelle, men tværtimod var blind og styret af det irrationelle. Friedrich Nietzsche var et andet musikalsk mennesker, og han blev dybt inspireret af Schopenhauer og den græske tragedie. Han så at denne tragedies fødsel netop lå i det irrationelle - og altså som musikken var udfoldelsen af den uhyrlige energi vi kalder 'livsviljen'. Personligt erfarede Nietzsche i deprimerende grad at 'musikken' som tilværelsens dybeste udtryk er forbi med ungdomstiden. Den var med andre ord i hans øjne identisk med den romantiske længsel og den dionysiske ekstase der bringer os fra timeligheden til evigheden. Han var indædt modstander af religionen og erklærede som bekendt Gud for død og fablede i stedet om et 'overmenneske' der var frigjort fra den kristne slavemoral. Kirkens snævre Gud var vitterligt døden nær, men med sin mislykkede overmenneskefiktion afslørede Nietzsche faktisk kun at den der gør sig fri af enhver gudsforestilling havner i psykisk inflation og tror at han selv er blevet gud. Komponisten Richard Wagner var også overmodig i sine unge revolutionære år, men forstod som få at bruge musikken til lige præcis at udtrykke den ophævelse af de psykiske sekundærprocesser som virker for hæmmende og tvingende på mange. Med operaen 'Tristan og Isolde' skabte han epoke i musikhistorien ved at skabe en tekst og en musik der lader det kvindelige og det mandlige gå op i en enhed og helhed, hvor tiden så at sige forsvinder. Han formåede også med operaen 'Parsifal' at give en helt speciel fortolkning af såvel langfredagsunderets fortryllelse (Karfreitagszauber) som nadvermysteriet (på en måde der stødte Nietzsche). Men han viste endelig også med den store firdelte og 18 timer lange 'Nibelungenring' at han suverænt kunne trække på de gamle nordiske myters arketypiske forestillingers kreative energier på dybt original måde. Wagners 'Nibelungenring' kan betragtes som én stor skabelsesberetning i mytisk forstand - og det samme kan i den senromantiske musik eksempelvis Gustav Mahlers 2. og 3. symfoni. Men dette er ikke forbeholdt romantikken. Bach kunne det samme i sine store passioner og i h-mol-messen; Haydn i oratoriet 'Skabelsen', og moderne komponister som Arvo Pärt og Krzysztof Penderecki i flere større værker med kor. For dansk musiks vedkommende gælder dette i høj grad også for Carl Nielsen i modernistiske værker som 4. og 5. symfoni, der blev skrevet nogenlunde samtidigt med hans lykkeligt skabte folkelige sange. Forudsætningen for værker af denne mytiske art er naturligvis fuld bevidsthed om en dimension i tilværelsen der er langt større end den rent æstetiske. Helhedsrealistisk set er der altid tale om føling med det kollektivt ubevidste i en tydning der peger opad. I malerkunsten er der mange eksempler på værker der i høj grad kan ses som religiøse skabelsesberetninger i lignende mytiske og ganske udogmatisk forstand. Det gælder allerede - udover William Blake - en engelsk maler som Turner, eller fra nyere tid så forskellige kunstnere som Monet, Chagall og Picasso. I nyere dansk kunst kan peges på Olaf Høst, Carl-Henning Petersen, Arne Haugen Sørensen, Bjørn Nørgård og Per Kirkeby. I filmens verden gælder nøjagtigt det samme. Her skal blot nævnes: Ingmar Bergman, Luis Bunuel, Carl. Th. Dreyer og Krzysztof Kieslowski, der alle kredser om religiøse temaer, samt den aktuelle Lars von Trier der med den specielle 'Antichrist' på én og samme gang røber sin store optagethed af alvorlige eksistensproblemer, en leg med nietzscheanske forestillinger og sin manglende personlige afklaring af det centrale gudsspørgsmål. På dansk grund dokumenterede digteren N.F.S. Grundtvig i en omfangsrig produktion af salmer en direkte føling med og kreativ åbenhed over for det kollektivt ubevidste og dets arketypiske forestillinger. Han var præst og teologisk uddannet, og i teologien var han umådeligt dogmatisk, stivsindet og polemisk, så han kom under censur. Her var han helt i sekundærprocessernes og jeg-hævdelsens vold. Men i digtningen kunne han lade primærprocessernes umådelige rigdom på frie associationer få frit afløb. Dermed blev han ikke alene tidens største fornyer af salmesangen, men også medvirkende til at rejse den religiøse vækkelse der sammen med den folkelige vækkelse totalt ændrede det danske samfund fra midten af 1800-tallet. Her viste romantikkens styrke sig fra sin allerfornemste side: den var folkets direkte føling med det kollektivt ubevidstes umådeligt kreative kræfter. Bondestanden blev oplyst på en helt anden måde end rationalismens oplysning formåede, nemlig ikke ved kundskaber der var praktisk nyttige, men ved indsigt der gjorde fri og stolt. Politisk betød hele den folkelige og nationale vækkelse også et stigende krav om indførelse af demokrati og parlamentarisme til afløsning af enevælden. I Frankrig havde man allerede i 1789 oplevet revolutionen unde det sigende slogan "Frihed, Lighed, Broderskab". Men her endte monarkiets afskaffelse desværre med Robespierres rædselsregime og senere med Napoleons kejserdømme og krigseventyr. I Danmark holdt monarkiet stand helt til 1849, hvor Grundloven blev vedtaget. Monarkiet blev konstitutionelt og kirken en 'folkekirke' der begge magtmæssigt blev skarpt adskilt fra såvel den lovgivende forsamling som den administrerende regering. Demokratiet blev principielt sekulært og har været det siden. Folkekirken bevarede i mange årtier sin ægte folkelighed, men har i nyere tid mistet den på grund af urbaniseringen. Men trods befolkningens ringe brug af folkekirken og denne institutions faldende medlemstal har befolkningen fastholdt sin tilslutning i en slags ubevidst forståelse af at den repræsenterer dybere lag af religiøsiteten end den de teologisk uddannede præster forkynder. I sidste halvdel af 1900-tallet kom arbejderbevægelsen til, og den må naturligvis overvejende ses som led i en klassekamp der ændrede det magtpolitiske billede, men den fik dog samme psykologiske effekt som de folkelige og religiøse vækkelser: frie og selvbevidste mennesker. Men det er en længere historie som ikke hører hjemme i denne sammenhæng. Dog bør nævnes at flere fremtrædende skikkelser i arbejderbevægelsen havde fået dyb inspiration af de grundtvigske tanker på ophold på de nye folkehøjskoler. Men arbejderbevægelsen blev i det store hele fremmed for gængs kirkelig religion, ja, til tider kirkefjendtlig og ateistisk. Grundtvigianismen som sådan stivnede som mange andre 'ismer' (som fx marxismen og freudianismen) i dogmatiske stridigheder om den rette udlægning af mesterens ord og skrifter. Det lader nærmest til at være en naturlov at det går sådan, og det må skyldes menneskets iboende trang til absolutte holdepunkter. Det skal naturligvis ikke skjules eller bagatelliseres, at irrationaliteten i det 20. århundrede rev millioner af mennesker med sig i ideologiernes uhyggelige malstrømme. Kommunismen og nazismen med hver sine grundsætninger og målsætninger endte i en ensretning og et tyranni der førte til verdenskrig, blodbad, kz-lejre, gaskamre og materielle ødelæggelser af uhyggeligt omfang. Senere kom den fundamentalistiske islamisme til med lignende ensretning og tyranni. Finkulturen i Europa kunne tilsyneladende slet ikke hamle op med de destruktive kræfter, og de vestlige værdier er fortsat truet af ekstremisme, på trods af at ikke mindst dybdepsykologien allerede fra år 1900 begyndte at analysere de mørke og sygelige kræfter i menneskesindet og samfundet. Men indsigten var ikke tilstrækkeligt og viljen til at bruge den endnu mindre. Dybdepsykologien blev i vid udstrækning selv offer for ideologiske slagsmål af fundamentalistisk tilsnit. Det turde derfor være ret forståeligt, at det irrationelle fortsat blev set og stadig ses med rationalismens yderst skeptiske briller, og ret indlysende, at dybdepsykologien ikke forstod sin opgave fuldt ud. Dette kunne der i alles interesse rettes op på ved at højne oplysningsniveauet. Det burde i denne henseende først og fremmest forstås at det irrationelle - ligesom det rationelle - både har en konstruktiv og en destruktiv side, og at den konstruktive ikke under nogen omstændigheder kan undværes, hvis kulturen skal udvikle sig positivt. Omvendt må den destruktive side nødvendigvis hæmmes eller afbøjes på en effektiv og fornuftig måde, hvis de værste katastrofer skal undgås. Det er påstanden i dette essay, at ingen af delene kan få heldet med sig, hvis ikke det irrationelle grundliggende ses som forudsætning for menneskekulturen. Rationalitetens indbyggede risici Til toppen Næste I og med at rationaliteten er en systematisk udbygning af de psykiske sekundærprocesser er den i allerhøjeste grad gavnlig og konstruktiv i den menneskelige eksistens, idet disse processer er uundværlige i dagligdagens helt almindelige tilpasning til tilværelsens hårde realiteter såvel som i videnskabens empiriske udforskning af naturen. Men da eksistensen er mere og andet end praktisk og nyttig hjælp til kampen for brødet og fremskridtet, indebærer rationaliteten en række risici for uhensigtsmæssig ensidighed og snæverhed. Psykologisk set gælder det i første række tilbøjeligheden til at søge faste og absolutte holdepunkter i tilværelsen i mange forskellige henseender, selvom dette risikerer at spærre for åbenhed, nysgerrighed, nytænkning og emergens. Modsat billedtænkningen synes der i begrebstænkningen at være den særlige, iboende ejendommelighed, at ethvert begreb kan forbindes med så stærke følelsesmæssige bindinger at de bliver en del af et menneskes jeg-identitet og derfor forsvares med hårdnakket viljestyrke som var der tale om en legemsdel, et familiemedlem eller en uerstattelig ejendel. Jeget er netop opbygget på en sådan måde at alle personlige tanker, ideer, erfaringer, tilknytninger til andre personer, fællesskaber, ting og værdier som sprog, traditioner eller stammer og klaner bærer identiteten og følgelig føles truet hvis disse trues. Hvad meninger og trosopfattelser angår knyttes identiteten til selve formuleringen og de hertil anvendte begreber. Og de forsvares med næb og klør som var det livet der stod på spil. Gennem helt almindelige begrebspar som fx god/ond, smuk/grim, sand/falsk, ret/uret eller rigtigt/forkert indbygges en dualisme i tænkningen som i mange tilfælde kan føre til verbale stridigheder ved anvendelsen af den disjunktive logiske konstans enten-eller og det udelukkede tredjes princip: Enten er noget sandt eller også er det falsk, enten rigtigt eller forkert. En tredje mulighed gives ikke. Denne dualisme kan i realiteten forhekse den menneskelige forstand, så forstanden bliver til uforstand. Og ulykken er at rethaveriskheden herigennem kan blive dominerende. Den rethaveriske vil have ret uden forbehold og kan i værste fald reagere med voldsomt raseri hvis han ikke får det. Selve raseriet afslører at rationaliteten, logikken og 'argumentets moral' er gået fløjten. Men selve rethaveriskheden kan også forklare hvorfor vanskeligheden ved at tænke i komplementære baner er så udbredt som den er. For her er der jo netop mulighed for en tredje udvej. En anden ejendommelighed ved psyken er den sanselige binding til det faste og håndgribelige. Vi er normalt ikke i tvivl om at den sten vi kan tage og føle på eller det bord vi kan røre ved eksisterer i virkeligheden. Er man usikker på om man drømmer eller ej, kan man afgøre det ved det gamle råd at knibe sig i armen. Ret banalt. Men når det skal afgøres om grundsubstansen i universet er stof eller energi (materie eller idé, subsidiært ånd, som man kaldte det i gamle dage) er bølgerne gået højt gennem filosofiens historie. Den materialistiske fortolkning er blevet dominerende i rationalismen, fordi den tilsyneladende er mere realistisk end idealismen som ofte beskyldes for at være spekulativ eller metafysisk og i sidste instans komme til at stå for noget overnaturligt. Atomfysikken og kvantemekanikken kan påvise at spørgsmålet er umuligt af afgøre, da det afhænger af spørgsmålets stillelse og eksperimentets brug af det konkrete måleapparatur om man kommer til at måle partikler (stof) eller bølger (energi). Og begge dele kan give eksakte og solide resultater. Men det filosofiske spørgsmål er inderligt overflødigt, da der er en meget simpel forklaring på at psyken helst vil basere realitetsafgørelsen på eksistensen af faste legemer: Psyken er indrettet således at opbygningen af genstandsbevidsthed i centralnervesystemet forudsætter eksistensen af sansbare faste legemer. Og genstandsbevidstheden er igen forudsætningen for opbygningen af jeg-bevidstheden og dermed alle de sekundærprocesser der er afgørende for realitetssansen. Dette beviser bare ikke at faste legemer er mere virkelige end flydende og luftige stoffer endsige mere virkelige end energi. Vi kan faktisk slet ikke tænke os universet uden både stof og energi. Så materialismens tro på stoffet som grundsubstans er lige så kunstig som idealismens og spiritualismens tro på idéer eller ånd som grundsubstans. Realitetssans og virkelighedstroskab beror ikke på tilslutning til nogen af disse anskuelser. Naturvidenskabens tro på kausalitet har naturligvis ført til umådeligt solide målinger og resultater, da den klassiske, newtonske fysik er udgangspunktet for alle målinger, og netop har årsagsprincippet som forudsætning. Princippet er herfra overført til andre felter, hvor den klassiske fysik efter sin natur er utilstrækkelig. Dette gælder allerede biologien, men ikke mindst psykologien og alle fænomener der omfatter psykiske processer, dette vil i realiteten sige al humaniora. De biologiske processer fører til en fremadskridende evolution der rummer det ene emergente fænomen efter det andet så som de enkelte plantearter og dyrearters opståen, og en sådan evolution kan i realiteten ikke finde sted, hvis en streng kausalitet styrer processerne. Man hævder at alle arters udvikling ligger i generne, men kan ikke forklare, hvorfor der alligevel er afvigelser. Biosemiotikken prøver så at forklare emergens med en såkaldt 'semiotisk kausalitet', en kausalitet der skulle ligge i et grundliggende 'tegn' og tillade en vis 'semiotisk frihed', men det er udenomssnak. Emergensen er en uimodsigelig realitet i biologien, men det overses eller negligeres at den betyder radikalt brud med selve determinismens princip. Emergens forudsætter simpelthen tilfældighed i livsprocesserne, det vil sige principiel uigennemskuelighed. Ikke destomindre opretholder rationalismen troen på determinismen som andet end det den er: en fornuftig arbejdshypotese med begrænset rækkevidde. Den gøres i stedet til dogmatisk aksiom. Den værste følge af troen på en absolut determinisme er naturligvis reduktionismen, den faste overbevisning om at principielt alle fænomener gennem streng videnskabelig analyse vil kunne reduceres til stadigt enklere årsager og i sidste ende én eneste årsag, en førsteårsag der har sat alt i gang: universet, livet, mennesket, bevidstheden, sproget, samfundet og alle dets enkeltheder. Overbevisningen har ført til positivisme, fysikalisme, marxisme, behaviorisme, semiotisme, biosemiotisme og den hjerneforskning man tilsvarende kunne kalde hjerneneurologismen. Men den er og bliver uholdbar. Ingen af de nævnte grundfænomener kan forklares. De er alle at betragte som elementære kendsgerninger. Det mest uhyggelige ved denne hårdnakkede overbevisning er imidlertid at det overses at den er i fundamental modstrid med den biologiske emergens som er et ubestrideligt faktum. Tro på determinismen havner i den rene overtro i astrologien, der hævder at alle menneskers skæbner er afgjort på forhånd i og med himmellegemernes indbyrdes position på det enkelte menneskes fødselstidspunkt. Der er ikke skygge af bevis for påstanden. Den ældgamle teori er ren spekulation, men er blevet uhyre populær via ugebladenes horoskoper. En anden form for tro på absolut determinisme er troen på at alle handlinger er led i en kontinuerlig kæde af årsag-virkning som aldrig brydes og derfor så at sige dømmer ethvert menneske til den lod at være prisgivet ikke blot sine egne, men sine forfædres handlinger i en uendelig kæde. Det kaldes i indisk religion karma (sanskrit for 'handling') og kædes her sammen med samsara-opfattelsen af at ethvert individ er led i en kæde af genfødsler. Karma-teorien udelukker i princippet den grundlæggende kristne tanke om barmhjertighed og tilgivelse. Og den er komplet uvidenskabelig. Ikke desto mindre blev Calvins allerede nævnte prædestinationstanke et centralt led i dennes forkvaklede kristendomsforståelse. Lovreligionen i jødedom og islam bygger på opfattelsen af moral som et fast sæt af regler eller bud der er givne af en absolut autoritet (en overnaturlig gud) og derfor hævet over enhver tvivl og kritik. Som bekendt er begge disse religioner spækket med regler for snart sagt enhver menneskelig adfærd, og da reglerne er nedskrevet for mange hundrede år siden, nødvendiggør de stadigt nye udlægninger af retslærde eller skriftkloge. Kristendommen blev et klart brud med lovreligionen som sådan, men blev alligevel ikke forskånet for moralsk snæversyn, især ikke i mere sekteriske retninger af den. Snæversynet stimulerer på den ene side altid hykleriet og på den anden side dømmesygen over for andre. Og det bør her huskes at al moralsk forargelse er lystbetonet - hvad man let kan se på moralsk forargede menneskers minespil! Moralismen trives i næsten alle kredse, eftersom alle har brug for at fordømme dem der er anderledes og lever efter andre regler end én selv. Selv retsprincippet kan blive ramt af nidkærheden, når det gælder påberåbelsen af universelle principper som frihed, lighed og ligestilling. Jurister opfatter ikke universaliteten i disse principper som et arketypisk fænomen, men tager den bogstavelig som regler der kan pånødes andre med tvang. Folkelig modstand mod undergravning af lokale, regionale og nationale traditioner og retsfølelse affejes som reaktionære. Den skolede rationalitets foragt for den folkelige irrationalitet er tydelig. Endelig er det en ejendommelighed ved den menneskelige psyke at mennesket foretrækker absolutte autoriteter frem for relative og gerne henfører disse absolutte autoriteter til det hinsidige eller overnaturlige. Selvom Gud dybdepsykologisk set er en arketypisk forestilling, hvis kendemærke faktisk er den uudgrundelighed som gør al entydig definition umulig, så ligger det i den menneskelige psyke at se den 'instans i sit indre' der er over det selv som en uden for det selv stående instans. Opfattelsen understøttes naturligvis af selve det forhold at oplevelsen af denne instans kan være ikke blot stærk, men langt stærkere end oplevelsen af naturens fænomener. Det er derfor først den moderne dybdepsykologis fremkomst der har muliggjort en dybere indsigt i forholdet. Men som nævnt ligger det i denne psykiske ejendommelighed at også Jesus-skikkelsen ses som et overnaturligt væsen, i og med at han betragtes som Guds søn. Han levede efter denne tankegang nok i nogle få år på jorden som 'inkarneret' menneskeligt væsen, men dette blev i sig selv betragtet som et mirakuløst brud på naturlovene. Religiøse mennesker vil i almindelighed ikke høre tale om at Kristus-skikkelsen og Gud skulle være arketypiske forestillinger. De opfatter det som en utilladelig reduktion af guddommeligheden, men det er en misforståelse. For intet kan eksistentielt set være af højere eller mere bydende egenværdi for mennesket end netop arketypiske forestillinger af denne emergente art. Selve relativiteten generer overordentlig mange mennesker. Det vækker anstød at fænomener henføres til andre - selv om de ikke derved reduceres, men der alene sker det at menneskets psykiske indretning, sansning, opfattelsesevne, indsigt, erfaring og sprog nøgternt ses som betingelsen for overhovedet at opfatte og fortolke fænomenerne. Der sker jo netop ikke derved nogen relativisering af alt; der indføres intet der fjerner alle forskelle mellem godt og ondt, op og ned, højt og lavt eller helligt og profant. For der er fortsat nogle absolutte ting tilbage. Men behovet for faste målestokke er enormt og viser sig ikke mindst i ideologiernes systemtænkning der lukker sig om absolutte instanser og absolutte dogmer. Kommunismen og nazismen er nærliggende eksempler, fordi det er evident for alle hvor galt det går, når sådanne ideologier får magt. Grundfejlen på filosofisk plan ligger i selve lukketheden. Denne bevirker at sandheden er kendt og alle sandheder så at sige kan udledes af denne. Det er et deterministisk system der udelukker al emergens - og forbindes den som i kommunismens tilfælde med vilkårlig forfølgelse af alle der blot kan mistænkes for systemkritik eller i nazismens tilfælde med skånselsløs racistisk forfølgelse af ikke-ariere, må det på et eller andet tidspunkt gå galt. Ideologier bør dybdepsykologisk set betragtes som dogmatiske religionssystemer med guder, kult og hellige skrifter samt et præsteskab der har den totale magt og troskontrol. De forudsætter en yderst sofistikeret begrebstænkning og skriftudlægning, men de savner fuldstændigt forståelsen for at al monopolisering af gudsbegrebet i realiteten umuliggør et ægte gudsforhold. Vedvarende kritik af rationalismen er nødvendig, hvis det skal undgås at den ender med overgreb i form af dogmatisme og fundamentalisme. Men det skal under ingen omstændigheder glemmes at udbygningen af de sekundære psykiske grundprocesser er absolut nødvendig for al realitetssans og nøgternhed. Opgaven er at forhindre sekundærprocesserne i at skaffe sig monopol på tænkning og sjæleliv i kraft af sin indbyggede ekspansive og transcenderende tendens. Og dette klares kun gennem fuld forståelse for komplementaritetens nødvendighed. Kun en bevidst og eksplicit komplementaritet mellem det rationelle og det irrationelle kan sikre at den dynamiske spænding imellem dem holdes inden for grænser der muliggør bevarelsen af sund fornuft. 1900-tallets store, endnu ikke forståede opdagelser Til toppen Næste 1900-tallet oplevede nogle af de værste, om ikke de allerværste ideologiske udskejelser i hele verdenshistorien. Men det bragte samtidigt nogle afgørende nye indsigter, erkendelser og opdagelser som dels kan belyse disse udskejelser såvel som den generelle risiko ved rationalismens komplette mangel på forståelse for det irrationelles afgørende betydning i den menneskelige eksistens. Astrofysikken førte i 1929 til astronomen Edwin P. Hubbles vigtige opdagelse af universets ekspansion, som han sluttede ud fra rødforskydningen af spektrallinjer. Opdagelsen har senere ført til dateringer af universets alder, idet man ud fra målinger af nutidige observationer ekspolerer bagud. Og som bekendt er man kommet til det resultat at universet må være omkring 14 mia år gammelt. Det skal være dannet i en gigantisk eksplosion som man kalder The Big Bang, men hvor denne eksplosion kommer fra, og hvad der skal forstås ved en begyndelse og et nulpunkt af masse kan man ikke forklare. Einsteins relativitetsteorier fra hhv. 1905 og 1916 revolutionerede også vores verdensbillede, idet den specielle relativitetsteori fra 1905 gjorde op med Newtons opfattelse af absolut tid. Ifølge Albert Einstein kan vi ikke tale om fysisk tid uafhængigt af en specifikation af målinger der igen er afhængige af at de måles fra et såkaldt 'initertialsystem', et system med så 'træg masse' at det kan beskrives eksakt ud fra den klassiske fysiks love. Den almene relativitetsteori fra 1916 satte rum i relation til tid, og indførte dermed det firedimensionale rum-tids-kontinuum. Og dette firedimensionale univers må beskrives som et krumt univers, hvor den gamle flade-geometri ikke længere gælder. Tyngdekraften må forstås som krumning i rum-tidens geometri, idet denne krumning er en følge af massen, impulsen og energien. Einsteins teorier gør op med Newton, men kan på den anden side også ses som en fuldendelse af den klassiske fysik. I erkendelsesteoretisk henseende kan tyngdekraftens krumning ses som forklaringen på at det er umuligt for mennesket at gøre sig realistiske forestillinger om noget uden for universet. Da det er en udbredt misforståelse at Einsteins teorier relativerer alt, skal det udtrykkeligt nævnes, at dette absolut ikke er tilfældet. Tid og rum sættes i præcis relation til hinanden, men der er absolutte konstanser i universet, som muliggør eksakte målinger, herunder ikke mindst lysets hastighed. Men også Newtons gravitationskonstans bør nævnes. Der er adskillige andre universalkonstanter, og kendetegnende for dem alle er at de kan udtrykkes præcist som matematiske størrelser. (Jf. iøvrigt Encyklopædiens artikel, bd 19/528). En væsentlig konstant i universet er Plancks konstant, der er grundlaget for den såkaldte kvantefysik. Planck opdagede i år 1900 at et atom kun kan afgive eller modtage strålingsenergi i delenheder (kvanter) af given størrelse, i hvis produkt indgår en konstant, kaldet virkningskvantet. Der findes med andre ord ikke strålingsenergi i alle mulige mængder på en kontinuerlig linje. Kvantemekanikken er i høj grad knyttet til Niels Bohrs og Werner Heisenbergs navne og kaldes ofte 'Københavnerfortolkningen', fordi den i det væsentligste blev udformet under diskussioner på Niels Bohr-Instituttet i København der en årrække var hjemsted for møder mellem en række af tidens største fysikere. Den har tre hovedingredienser af almen filosofisk interesse. Heisenbergs såkaldte 'ubestemthedsrelation' var løsningen på umuligheden af at måle en elektronisk elementarenheds lokalitet og impuls nøjagtigt i et og samme måleforsøg (eller en partikels sted og hastighed samtidigt). Man måtte vælge mellem at måle enhedens lokalitet og dermed opfatte den som partikel eller at måle dens impuls og dermed opfatte den som bølgenergi. Men Heisenberg kunne påvise at der var en nøjagtig, matematisk formulerbar relation mellem målingerne - og det var tilstrækkeligt til at gøre teorien fuldt anvendelig. Resultatet var imidlertid at forskerne måtte indføre en statistisk sandsynlighedsberegning i tolkningen af processerne, hvad der igen er at indføre 'en slags tilfældighed' i den del af fysikken der beskæftiger sig med atomare processer med meget høj hastighed. Men her indførte Bohr korrespondensprincippet i fysikken: Alle målinger i atomfysikken sker ved hjælp af apparater der følger den klassiske fysiks love, herunder kausalitetsloven, og ved i beskrivelsen af alle forsøg konsekvent at henvise til selve måleapparaturet og forsøgsopstillingen kunne atomfysikken undgå at havne i nogen form for uvidenskabelig vilkårlighed. Men til gengæld ophæves den klassiske fysiks absolutte kausalitetsprincip. Det blev slået fast som en empirisk kendsgerning at der er processer i fysikken der foregår med en sådan hastighed (tæt på lysets hastighed) at de unddrager sig eksakte målinger af enkeltpartiklernes lokalitet - og dermed unddrager sig deterministisk bestemmelse. Det var da også dette punkt en inkarneret determinist som Albert Einstein nægtede at acceptere ved kvantemekanikken. Selv blandt højtuddannede naturvidenskabsmænd (som fx Jesper Hoffmeyer) forekommer det at man er komplet uvidende om korrespondensprincippet. Bohrs påstand om at man ikke kan udtale sig om de atomare processer i sig selv, men alene om processer udsat for vore målinger, tydes derfor af disse i den retning at han skulle have hævdet at virkeligheden ikke eksisterer, men dette er det rene vrøvl. Bohrs korrespondensprincip gør en henvisning til den klassiske fysik absolut nødvendig og gør netop dermed den for os alle normale virkelighed, dagligdagens håndgribelige virkelighed, til en selvfølgelig basis for fysikken. Endelig lancerede Bohr komplementaritetssynspunktet i fysikken og filosofien ved at pointere at man kunne komme uden om den tilsyneladende uforenelighed mellem opfattelsen af den elektroniske elementarenhed som stof og opfattelsen af den som impuls eller energi ved at betragte begge som nødvendige for totalbeskrivelsen af de atomare processer. Synspunkterne er komplementære til hinanden, ved ikke blot at supplere hinanden, men ved begge at være nødvendige for en fuldstændig beskrivelse. Og det skal tilføjes at Bohr påpegede komplementaritetssynspunktets anvendelse på en lang række spørgsmål uden for fysikken hvor der tilsyneladende foreligger en uoverstigelig logisk modsætning mellem nogle begrebspar. Dette gælder fx modsætningen mellem fornuft og følelse eller modsætningen mellem barmhjertighed og retfærdighed. Komplementaritetssynspunktet er derfor i sidste ende en underminering af Kants gamle dualistiske erkendelsesteori. Det muliggør at bryde al dualistisk forstandsforhekselse. Dybdepsykologien fik sit gennembrud med psykiateren Sigmund Freuds værk 'Drømmetydning' i året 1900, og han skabte selv en psykoanalyse, der som navnet siger primært sigter på terapeutisk behandling af neuroser og andre psykiske lidelser. Herfra stammer hans opdagelser af barneseksualiteten og menneskets almindelige forsvarsmekanismer samt sondringen mellem 'jeget' (ego), 'overjeget' (superego) og 'det'et' (id'et eller det instinktivt ubevidste). Men Freud udvidede selv sin psykoanalyse til en analysemetode for kulturfænomener og en almen psykologisk teori om driftsliv og personlighedsfortolkning. Alle tre elementer førte naturligvis til både videnskabelige og alment kulturelle debatter, men også til en dogmatisering af hans lære, der gjorde psykoanalysen til en ideologisk bevægelse og uundgåeligt medførte splittelse. En væsentlig kritik af Freud gælder hans opfattelse at det ubevidste eller underbevidste. For som den rationalist og determinist han var, betragtede han overvejende det ubevidste som noget fortrængt og derfor usundt. Han så ikke det underbevidste som overvejende kreativt. Hans måske største bedrift var påvisningen af at de psykiske processer fulgte visse, nærmere beskrivelige love, og at de kunne opdeles i to væsensforskellige grundprocesser som fulgte hver sit sæt af love. De medfødte eller primære processer var før-sproglige, ikke-begrebslige og derfor uden sondringer, mens de tillærte, sekundære processer var begrebslige, sproglige og havde nogle bærende sondringer ligesom de fulgte logikkens regler. Det mest karakteristiske ved de to slags grundprocesser var - som tidligere nævnt - at de primære havde overvejende ustabile, men til gengæld meget intense forestillinger og følelser, mens de sekundære havde relativt svage, men til gengæld stabile forestillinger og følelser. Lovene skal ikke gennemgås nærmere her, da de er beskrevet mange andre steder på siderne. Men forskellen mellem de to slags grundprocesser er helt fundamental for den komplementære helhedsrealisme. I denne helhedsrealisme opereres desuden ikke blot med to psykiske grundprocesser, men med fire psykiske fundamentalkræfter der kan forstås i analogi med fysikkens fire fundamentalkræfter. Jf. artikel. C.G. Jung tilhørte oprindeligt den freudianske skole, men brød ud fordi han var dybt uenig med Freud i spørgsmålet om seksualitetens grundliggende betydning for mennesket, en uenighed der også ligger i modsatte opfattelser af determinismen i det psykiske liv. Jung gik sine egne veje, men også hans psykologi endte efterhånden i en dogmatisme som Jung-instituttet i Zürich vogtede nidkært over. Jungs væsentlige bidrag til dybdepsykologien var hans teorier om det kollektivt ubevidste og de arketypiske forestillinger. Jung forstod at det ubevidste ikke er et blot og bart personligt fænomen, men i høj grad et kollektivt anliggende, der spiller meget dynamisk sammen med det personlige. Ved gennemgang af et righoldigt kultur- og religionshistorisk materiale fandt han klart universelle træk i alle kulturer og religioner. Og disse træk kaldte han arketypiske forestillinger, idet han opfattede selve forestillingerne som konkrete (lokalt og historisk bestemte) manifestationer af grundliggende 'arketyper' (som fx guder, helte, faderskikkelsen, moderskikkelsen, 'anima' (den indre kvinde i manden) og 'animus' (den indre mand i kvinden). Men han var på det rene med, at disse arketyper var hypotetiske størrelser, der var nødvendige i teorien for overblikkets og analysens skyld, men som ikke kunne påvises i det vi i almindelighed forstår ved realiteternes verden. Det er de arketypiske forestillinger der er empiriske i deres manifestationer og ikke arketyperne i begrebs- og referencerammen. Jung skelnede i sin personlighedsteori ikke som Freud mellem jeget, superjeget og det'et, men mellem Jeget og Selvet, idet han opfattede Jeget som den snævre del af personligheden der er knyttet til jeg-bevidstheden og hele den identitet der bygges op omkring denne bevidsthed og dens vilje. 'Selvet' var derimod den langt større totalpsyke, som den naturlige 'individuationsproces' havde som mål for sin udvikling. Først ved at slippe sit snævre jeg eller ego bliver mennesket dybest set sig selv. Men ordene driller jo. For i disse bestemmelser ligger det at det er jeget der er selvisk (egoistisk), mens selvet er det modsatte. Populært kan siges, at jegets udvikling er nødvendigt for at individet kan udvikle sig og blive voksent. Jeget lever af den kærlighed det modtager fra andre, mens Selvet lever af den kærlighed det giver andre. Jegets tidshorisont er to-tre menneskealdre (66-99 år). Selvets derimod flere tusinde år (hele den historiske tid såvel som den mytiske tid). Jung gjorde sig også fortjent ved påvisning af hvad det indebærer at lade hånt om den arketype vi under ét kalder Gud og som konkret giver sig udslag i et utal af arketypiske gudsforestillinger. Ateismen går i sin afvisning på de konkrete, historisk bestemte gudsforestillinger af ofte meget autoritær og dogmatisk art. Men en total afvisning af gudsbegrebet som sådant medfører psykisk inflation eller stor risiko for en sådan. Den afvisende vil være tilbøjelig til at gøre sig selv til Gud og accepterer altså ikke at ligegyldigt hvilken teori man har om fænomenet, så kommer man ikke uden om at der i den menneskelige psyke (til forskel fra dyrs psyke) er en instans over jeget og den viljeskontrollerende jeg-bevidsthed som mennesket ikke hersker over, men står til ansvar for hvis det vil være konsistent. Det væsentligste punkt hvor Jung må kritiseres, er hans meget uforsigtige leg med den arketypiske forestilling han kaldte Wotan (eller Odin) og som han i 1930'erne bildte sig ind Adolf Hitler repræsenterede. Det viser en grundliggende uafklarethed i Jungs etik, men også at man skal omgås de arketypiske forestillinger med forsigtighed. Det er nemlig uden tvivl rigtigt, hvad Jung gjorde gældende, at der ikke kan ske noget afgørende i den historiske proces, med mindre bevægelsen og dens ledende kræfter forbinder sig med de stærke psykiske energier der findes i de arketypiske forestillinger. Men det er sandeligt ikke ligegyldigt hvilke arketypiske forestillinger der vælges! Misbrug af arketypiske forestillinger til snævre ideologiske eller politiske formål er desværre en udbredt affære. Psykiateren Erling Jacobsen, der også havde gennemgået den regelrette psykoanalytiker-uddannelse, var til fulde klar over, hvilken styrke der lå i det såkaldte Ødipuskompleks (der betegner en mands i barndommen grundlagte, til mordlyst grænsende jalousi over for faderen). Men først og fremmest understregede han forskellen på de to psykiske grundprocesser Freud havde opdaget. Jacobsen understregede at der ikke er én måde at tænke på og en anden at føle på. Der er derimod to måder at tænke og føle på, nemlig én hvor både forestillinger og følelser er uden begreber og sondringer; de er ustabile, men intense. Og en anden hvor tanker og følelser har sondringer, er stabile, men til gengæld svage. Det er så at sige selve svagheden der gør dem stabile så de kan bruges til systematisk opbygning af al realitetssans. Men det afgørende er at det er de ustabile og intense følelser og forestillinger der giver den helhedsoplevelse af mystisk art som vi lever på i eksistentiel henseende, i den forstand at det er dem der giver tilværelsen 'mening'. Han citerede bl.a. Bertrand Russell for bemærkningen om at vi alle dybest set er mystikere, men han kunne også have citeret Grønbech for ordene: "Helheden er vort inderste jeg". Det skal i denne forbindelse nævnes, at Jacobsen en overgang eksperimenterede med LSD på sig selv (da det endnu var tilladt), og netop i de herved frembragte sjælstilstande måtte konstatere, at de arketypiske forestillinger havde frit slag: Guder og djævle i al deres vælde kunne her smide rundt med planeterne, så der ingen tvivl var om hvor vi har disse forestillinger fra, nemlig fra det dybeste i os selv. Men han erfarede også lyset og klarheden. Og han blev overbevist om, at hvis det var muligt at fremstille et narkotisk stof der kunne give os paradisiske oplevelser af ren salighed uden at medføre nogen varig svækkelse af realitetssansen eller arbejdsevnen, så ville det være slut med kulturen. For den mystiske oplevelse er den stærkeste der gives, og vi ville ikke have incitament til at søge ud over os selv i kulturel udvikling, hvis vi kunne skaffe os denne oplevelse ad kunstig vej. Men netop fordi stoffet ikke findes, er vi henvist til realiterene, og her er vi igen bundet af det psykiske krav om indre konsistens: Vi er på grund af psykens indretning tvunget til at sørge for overvægt af det gode i livet. Etikken kan vi med andre ord ikke vælge frit, men vi kan slippe den etik der bygger på ydre autoriteter. Konsistensetikken er et ægte emergent fænomen i biologien. Religionshistorikeren Vilh. Grønbech ændrede totalt den religionshistoriske forskning her i landet ved at løsrive den fra teologiens omklamring og i stedet basere den på den selvstændige historiske opfattelse og sammenligningsmetode som Herder i sin tid lancerede. Grønbech skrev et banebrydende værk om den nordisk-germanske kultur og religion "Vor folkeæt i Oldtiden" (1909-12), der gjorde ham til en foregangsmand i dansk religionshistorie. Grønbech var filolog af uddannelse og han brugte naturligvis hvad han havde lært af filologien, men det er en meget alvorlig fejl at betragte hans religionshistoriske metode som filologisk, således som Arwin W. Geerz gør i sin artikel om Grønbech i Encyklopæien (jf. artikel). Grønbechs religionshistoriske metode var - som han selv udtrykkeligt pointerede - en generfaringsmetode. Den bestod i at han ud fra hele sin filologiske, psykologiske og kulturhistoriske indsigt og hele sin umiddelbare forståelse for religionens væsen systematisk levede sig ind i fremmede religioners, kulturers, epokers eller personers helhed af bevidste og ubevidste tanker, følelser, forhistorie og fremtidsforhåbninger Han lod sig altså føre ind til kernen i de pågældende fænomeners væsen på en sådan måde at dette væsen kom til at påvirke hans eget. Han blandede sind med det fremmede han i det konkrete tilfælde havde valgt at undersøge. Og først derefter kunne han begynde den mere objektive del af historien: at beskrive hvad han havde erfaret, så nøgternt som det nu var muligt. Denne metode var i allerhøjeste grad af dybdepsykologisk art, fordi den forudsatte evnen til at trænge dybt ned i andres psyke, men vel at mærke var det en dybdepsykologi som Grønbech helt og holdent selv fik udformet i og med studiet af de gamle kulturer og religioner. Hans psykologi er altså ikke påvirket af hverken Freud eller Jung, og terminologien forvirrer, fordi den er selvskabt og ikke synderligt teoretisk udbygget. Det gælder nemlig for Grønbech at han var langt mere idiografisk orienteret end nometetisk, han søgte først og fremmest at forstå andre kulturer og religioner og andre mennesker i deres egenart og ikke som generalisationer eller typer. Grønbech opponerede med største ironi mod Freuds psykoanalyse, netop fordi Freud ikke forstod underbevidstheden som den uudtømmelige kilde for kreativitet den er og som Grønbech så manifestationer af overalt. Grønbech forstod også mystikerne og kunne nøje leve sig ind i og beskrive deres oplevelse af enhed og helhed. Og han forstod som få en kunstner som Blake. Han undergravede desuden den gængse teologiske opfattelse af kristendommen og dens centrale skikkelser. Han skelnede skarpt mellem Jesus som historisk person og Kristus som arketypisk forestilling (uden at bruge dette begreb). Og det vakte naturligvis stor forargelse i 1930'erne, men det førte ham videre til et opgør med hele den europæiske kultur som en indsvævring af virkeligheden gennem dogmatik, nyttemoral og naturvidenskab. Resultatet af hans forskning blev en eminent indføring i givne kulturers, religioners og personers inderste væsen - og samtidigt en dybtgående beskrivelse af al ægte religion som en direkte føling med virkeligheden i sin allerhøjeste form. Han forstod som ingen anden at Gud ikke var en fiktion eller konstruktion endsige en størrelse der kunne defineres dogmatisk, men derimod en umiddelbar realitet. Og han forstod også at guder kan forgå, men altid vil opstå i ny skikkelse, fordi Gud hører til den hele virkelighed og netop er en spontan dannelse af det ubevidste. Grønbechs humor var udtalt, men blev ikke forstået af ret mange. Det er generelt vanskeligt for rationalister at forstå anden humor end den der folder sig ud som vittigheder, hån og spot. Grønbechs humor var forbundet med opfattelsen af tragedien: mennesket får ikke sin vilje, men til gengæld får det en rigdom af kulur og sjæleklenodier. Jf. artiklen om Humor og tragedie. Grønbech satte Robert Storm Petersen meget højt fordi denne ikke var humorist, men et ægte humormenneske der netop forstod tragedien. Til gengæld skal det noteres, at Grønbech ikke havde fjerneste fornemmelse for Niels Bohrs komplementaritetsfilosofi og dens betydning. Som følge af den stigende interesse efter krigen for psykologi i almindelighed og for det åbenbart problematiske forhold mellem det rationelle og det irrationelle kom der efterhånden i flere vestlige lande en decideret bevidsthedsforskning. Herhjemme blev idéhistorikeren Jes Bertelsen en foregangsmand for både udbredelsen af kendskabet til dybdepsykologien i almindelighed og eksperimentelle forsøg med bevidsthedens former i særdeleshed. Han forlod på et tidspunkt universitetsundervisningen og oprettede et såkaldt 'vækstcenter' for personer der ønskede systematisk udvikling af deres bevidsthed i retning mod individuation. Men det er ganske karakteristisk for bedømmelsen af Bertelsen, at religionsforskeren Mikael Rothstein i sin lille artikel om ham i Encyklopædien helt fortier at Bertelsen rent faktisk er og udgiver sig som bevidsthedsforsker. Man vil nemlig i religionsforskningen ikke være ved, at bevidsthedsforskningen og dybdepsykologien er dybt seriøs og i dag slet ikke kan undværes for en forståelse af religiøsitet og religion. Jes Bertelsen har udgivet bøger om Dybdepsykologi, Individuation, Energi og bevidshed, Selvets virkelighed, Kristusprocessen og Højere bevidsthed, og det er karakteristisk at han både i disse bøger og i sine kurser på Vækstcenteret har lagt største vægt på forbindelsen mellem den personlige individuationsproces og etikken. Der er efter hans mening en meget nøje sammenhæng mellem etik og spiritualitet. Men det skal understreges, at det bliver negativt bestemmende for Jes Bertelsens forskning at han både er inkarneret determinist og stærkt bundet til Søren Kierkegaards grundlæggende eksistensfilosofiske begreber. Desuden gælder at hans personlige vej til 'højere bevidsthed' eller 'transcendental apperception' sker under vejledning af en tibetansk lærer, hvad der medfører at hans i sig selv prisværdige redegørelser for erfaringerne nødvendigvis må ske i et sprog der betjener sig af særdeles mange helt fremmedartede tibetanske begreber. Dermed mister de i vid udstrækning deres almengyldighed (jf. artikel). At biologi ikke nødvendigvis er gammeldags naturhistorie der intet har med ånd at gøre er næppe påvist mere overbevisende end i den østrigske biolog, adfærdsforsker og filosof Konrad Lorenz' forskningsresultater og værker. Lorenz betegnede sig i 'Det såkaldt onde' som "inkarneret darwinist, professionel kausalforsker og overbevist hypotetisk realist", og det er væsentligt at holde fast i, fordi han dermed angiver, at han på ingen måde har bevæget sig væk fra naturvidenskaben, men derimod til fulde forstået, at en forsker ikke kan være kausalforskende realist uden at forstå og være bevidst om forholdet mellem det erkendende subjekt og den objektive virkelighed. I "Bagsiden af spejlet" formulerer han sin tro på, at kulturmenneskeheden er på vej til en selverkendelse der bygger på naturvidenskabens resultater på et højere niveau, og at mennesket som art står ved et vendepunkt derved at der netop nu er en potentiel mulighed for en ufattelig meget højere udvikling for menneskeheden. Men igen må det konstateres, at fagfolk ofte undlader i omtalen af andre at gøre opmærksom på tværfaglige, kontroversielle og grænsesprængende synspunkter. Knud Erik Heller nævner i Encyklopædiens artikel om Lorenz ikke med et ord at denne biolog var filosof (og faktisk nogle år beklædte Kants gamle professorat i Königsberg). I 'Det såkaldt onde' beskæftiger Lorenz sig først og fremmest med aggressivitetsdriftens positive og negative betydning for mennesket og samfundet, idet han afliver den udbredte forestilling om at udøvelse af aggressivitet altid er af det onde. Den har tværtimod været absolut nødvendig i udviklingen, men har givetvis også bevirket en ekstrem fremavl af alle såkaldt 'krigeriske dyder'. Begejstring er ifølge Lorenz et af menneskets ægte instinkter med sin egen adfærd og sine egne udløsningsmekanismer, og den kan frembringe en så overordentlig befriende oplevelse, at dens fristelse er næsten uimodståelig. Hvad der igen forklarer de massepsykologiske fænomener vi forbinder med nazismen og kommunismen, og i nyeste tid med fundamentalisme i Mellemøsten, Iran og Irak. Problemet er blot, at begejstringen og dermed aggressionen også er uundværlig til opnåelse af alle høje menneskelige mål, herunder venskab, kærlighed, selvagtelse og - latter. Det vil derfor efter Lorenz' mening være alt andet end fornuftigt at prøve at bekæmpe begejstringen, blot fordi den fysiologisk har rod i aggressivitetsdriften. Udtrykkelig gør han desuden gældende at ét enkelt, isoleret menneske slet ikke er noget menneske, thi menneskeånden er et overindividuelt fænomen, ikke at forveksle med et overnaturligt fænomen. For Lorenz er det vigtigt at holde fast i, at alle former for liv er et produkt af evolutionen, men at der i denne evolution gang på gang er sket hvad han kalder 'fulgurationer', dvs nyskabelser af så pludselig karakter at de kan sammenlignes med lynnedslag. Udtrykket stammer egentlig fra teistiske filosoffer og mystikere i middelalderen, men dækker efter Lorenz' mening langt bedre end andre udtryk den proces hvor noget får eksistens der ikke tidligere har været til stede. En sådan proces forudsætter på ingen måde guddommelig eller anden overnaturlig indgriben, men skyldes sammenkobling af fx to af hinanden uafhængige systemer, hvormed der med ét slag opstår fuldstændigt nye systemegenskaber. Lorenz pointerer meget kraftigt, at ordene 'udvikling' eller 'evolution' kommer ynkeligt til kort, når man forsøger at yde den organiske skabelsesproces retfærdighed, fordi denne organiske skabelsesproces netop indebærer, at der hele tiden opstår noget fuldstændigt nyt, som tidligere simpelthen ikke eksisterede - end ikke antydningsvis. Fænomenet kaldes her på siderne ‘emergens' (opdukken af nyt) - og er som ofte fremhævet i princippet uforklarligt - men det har meget sandsynligt noget at gøre med det fysikerne kalder 'dissiperende energi': Liv er kendetegnet af at det 'æder negativ entropi' og således går imod varmelærens sandsynlighed. Aldring må i dette perspektiv ses som en svækkelse af denne evne, døden som den definitive afslutning på den og cancer som en direkte negation af den. Hermed turde de vigtigste forudsætninger for den komplementære helhedsrealisme være ridset op, herunder dens klare placering inden for naturen og inden for biologiens begrebsrammer.Den komplementære helhedsrealismes løsning Til toppen Næste Den komplementære helhedsrealisme er en begrebsramme der omfatter hele den menneskelige eksistens i al sin kompleksitet og komplementaritet - uden at lukke sig til et system - og uden at glemme at helheden vedbliver at være menneskets inderste jeg. Erkendelsesteoretisk er mennesket en del af den natur det selv iagttager. Mennesket er ude af stand til at se naturen, universet, evolutionen, livet og eksistensen objektivt udefra. Universet, livet, mennesket, sjælen, sproget og samfundet er med andre ord elementære kendsgerninger. Og det samme gælder naturen, biologien og dermed 'naturhistorien' og evolutionen, som mennesket er en del af. Men det centrale her er at naturhistorien bliver et absolut uforudsigeligt fænomen, fordi alt liv er kendetegnet af emergens (opdukken af nyt), transcendens (grænseoverskridelse) og entropiformindskelse. Liv formerer sig og ekspanderer i kraft af tilførsel af energi fra solen. Derved mindskes den 'uorden' man i termodynamikken kalder entropi og som gælder alle lukkede systemer: de nærmer sig altid 'varmedøden', en fuldstændig udligning af alle energiforskelle. Det fantastiske ved biologien er med andre ord at der sker 'en vedvarende eksistentiel tilblivelse' der for menneskets vedkommende er blevet bevidst i og med sjælens dannelse. Sjælen kan ikke påvises som et dokumenterbart faktum af den art vi kender fra den fysiske verdens håndgribelige kendsgerninger. Den kan simpelthen ikke måles med instrumenter af den art vi bruger til måling af fysiske fænomener. Men den er lige så ubetvivlelig som fysiske genstande for alle der har en bevidsthed og i deres indre kan registrere det ejendommelige tyste spil mellem bevidst og ubevidst. Introspektion er den eneste mulighed for registrering af fænomenet, og sprogets beskrivelser af introspektionerne er eneste mulighed for udveksling af erfaringer om fænomenet. Men da der i alt sjæleliv indgår ubevidste eller underbevidste fænomener kan det i sin egenart ikke forstås til bunds uden sondringer mellem det personligt bevidste og det personligt ubevidste og mellem det personligt ubevidste og det kollektivt ubevidste. Men vi er ikke overladt til frie fantasier om sjælelivet, eftersom alle der har et sjæleliv også har en krop. Sjælelivet eksisterer ikke uden individer af kød og blod. Og dette muliggør nøgternhed og sund fornuft gennem et psykisk korrespondensprincip, analogt med det fysiske: Sjælelivets fineste rørelser (forestillinger og følelser af alle arter) kan ikke beskrives i alle enkeltheder fordi kompleksiteten og hastigheden af de tilhørende energier er alt for stor, men de kan alle henføres til individer af kød og blot og beskrives i det sprog vi er afhængige af. For at bevare nøgternheden og realitetssansen kræves kun at nogle enkle sprogregler overholdes. Alle psykiske fænomener skal henføres til fysiske kroppe, og alle sætninger der beskriver psykiske fænomener skal henføres til fysiske kroppe eller personlige pronominer der igen kan henføres til fysiske kroppe. Sjælelivet reduceres ikke ad denne vej til fysikken, for vi kan stadigt ikke måle eller forklare psykiske fænomener med fysikkens metoder. Det er alene selve nøgternheden imellem os der sikres i og med at al tale om noget overnaturligt eller metafysisk forkastes som spekulation eller overtro. Åndslivet på sin side er lige så sikkert et faktum som det personlige sjæleliv, men det forudsætter naturligvis kollektiver af forskellige slags. Åndslivet bliver da i eminent grad et spørgsmål om et dynamisk og fuldstændigt uigennemskueligt spil mellem individernes personlige sjæleliv og kollektivernes samlede fond af sjæleliv - og det forstærkes yderligere af at det må antages af kunne trække på erfaringer der er blev opsamlet gennem mange generationer. Det kollektivt ubevidstes uudtømmelige kreativitet kan næppe forstås bedre eller anderledes. For den komplementære helhedsrealisme er det væsentligt at pointere den absolutte determinismes uholdbarhed. Kausalitetsbegrebet og årsagsloven er uundværlige redskaber for både den praktiske erfaring og den naturvidenskabelige forskning. Men biologien eller 'naturhistorien' viser at der uafladeligt dukker nye ting op i udviklingen som aldrig har været der før og som vi må betragte som emergente. Dette betyder at principiel reduktionisme er en håbløs uvidenskabelig affære. Mange fænomener kan føres tilbage til årsager. Men den biologiske udvikling som sådan kan ikke, for den er hele tiden grænseoverskridende eller transcendent i kraft af solens energitilførsel og den heraf følgende entropiformindskelse i vores enklave af universet. Emergens og biologi hører uløseligt sammen, og dette betyder at al reduktionistisk biologi bliver uholdbar. Biologien må ses som et ekspansivistisk fænomen. Og dens ubetinget største frembringelse er mennesket og menneskekulturen, således som de mytiske skabelsesberetninger fortæller om. Myterne er på ingen måde at betragte som primitive verdensbilleder der kan kasseres nu vi har fået naturvidenskabens verdensbilleder. For myterne sondrer - som tidligere understreget - ikke mellem objektive fakta og subjektive opfattelser af fakta. De ser tværtimod altid kendsgerningerne som meningsfulde og kvalitative. De mytiske skabelsesberetninger kan derfor slet ikke måles med naturvidenskabens alen og værdineutrale begreber. De er af eksistentiel art. De skildrer ikke tørre facts eller årsagskæder, men den fortryllende skabelse, hvortil også hører gudsforestillinger som iboende kræfter. Når filosoffer og teologer gennem flere århundreder kunne strides om hvorvidt religionen kunne være 'naturlig' eller ej, så kom det af en vilkårlig og helt fejlagtig præmis, nemlig den at naturhistorien og kulturhistorien fulgte et deterministisk skema af årsagskæder. Og hvis naturen er deterministisk er der naturligvis ikke nogen logisk plads til ånd eller religion. Når ånden og religionen alligevel kunne konstateres som eksisterende, forsøgte man at forklare det med at den på en eller anden måde måtte være udledt af den deterministiske natur selv. Dette er fuldstændigt uholdbar, hvad nøgterne filosoffer da også kunne bevise. Men determinismen sidder dybt i alle. Enten vil man have gjort religion til et produkt af naturens deterministiske kræfter eller også må den forkastes som digtning eller fri konstruktion. Forkaster man determinismen ud fra emergensens faktum så bliver forholdet et helt andet. Religionen bliver mulig at forstå som en tilkommende skabelse af naturens egne grænsesprængende og entropiædende kræfter. Den afgørende emergens sker i og med menneskets, bevidsthedshedens og åndslivets store og fantastiske skabelse. Den gamle naturlige religion var en umulighed fordi den beroede på determinismen Men en biologisk opfattet religion er mulig, fordi biologien i dag må ses som en uforudsigelig, ekspansivistisk evolution der er fuld af emergens. Den komplementære helhedsrealisme reducerer ikke religion til faste størrelse eller bestemte årsager, men fastslår at vi mennesker ikke kan fatte verden og eksistensen uden at benytte os af psykiske begreber og erfaringer på lige fod med fysiske begreber og erfaringer. Den komplementære helhedsrealisme fastslår dernæst at mennesket erkendelsesmæssigt ikke er i stand til at se naturen udefra, men nøgternt må opfatte sig som en del af den natur det på hvert givet tidspunkt i kulturhistorien kan iagttage fra sit eget subjektive stade. Al eksistensforståelse og ethvert verdensbillede ligger derfor inden for naturens rammer. Og den komplementære helhedsrealisme påpeger endelig - som det altafgørende - at den umiddelbare føling med virkeligheden i hele sin kompleksitet, egenart, energiladethed og transcendens er betingelsen for oplevelsen og erfaringen af meningen med tilværelsen. Og at denne følings højeste grad findes i den psykisk mest energiladede form som man i mytisk tid kaldte kult og gudsdyrkelse, og som senere uheldigvis blev mere og mere indsnævret til dogmatisk religion og som sådan til et redskab i den allestedsnærværende magtkamp. Komplementariteten er helt nødvendig i denne begrebsramme, fordi det rationelle og det irrationelle er lige nødvendige og berettigede fænomener, og fordi de i deres samspil er forudsætningen for hele den dynamiske udvikling der er uafsluttet og ekspansiv. Komplementariteten indebærer at eksistensfilosofien kan løsrives definitivt fra dualismens og reduktionismens forbandelse. Selve humoren bliver et afgørende emergent træk ved menneskets evolution. Humoren er dybest set udtryk for at vi ikke kan forudberegne udviklingen og ikke kan forlange at få vores vilje Hermed frigøres moralen fra lovreligiones forbandelse. Og det er nok kristendommens største værdi at mennesket frigøres fra lovreligion, og at individet frigøres fra at skulle bære al verdens synd og skam. Men alt ender ikke af denne grund i total relativisme. Noget ligger fortsat fast - og det er ikke mindst psykens krav om indre konsistens og nøgternhedens princip om korrespondens med den sædvanevirkelighed der er fælles for os alle og sikres af dagligsproget. Kristendommen har i sine muligheder for helt at blive løsrevet fra dualismens og moralismens forbandelse vundet en åbenhed og humor som gør den alle andre religioner overlegne. Kun kristendommen har potentiale til en fornyelse der vil give en ny emergent religionsdannelse der for Europas vedkommende vil kunne omslutte mennesker af alle slags, 'religiøse' som 'ikke-religiøse', kristne som ateister, muslimer som jøder, blot de ikke hænger fast i nogen fundamentalistisk dogmatik. Frigjort fra al teologisk dogmatik vil kristendommens grundliggende eksistensforståelse i forbindelse med den nye dybdepsykologiske, erkendelsesteoretiske og religionshistoriske indsigt kunne blive en tidssvarende forståelsesramme for en kulturel og politisk udvikling der vil være i stand til at bringe såvel Danmark som det europæiske kontinentet over de modsætninger der skyldes naturvidenskabens hybris, de humanistiske videnskabers fejlslutninger, politikernes religiøse uforstand og etniske modsætningers unødige tendens til opslidende og destruktive dogmatiske og fundamentalistiske stridigheder. Religion i almindelighed og kristendommen i særdeleshed er i den komplementære helhedsrealismes åbne begrebs- og forståelsesramme at forstå som emergente fænomener i biologien, men vel at mærke fænomener der har potentiale til stadig udvikling og løsning af de alvorlige kultur- og værdiproblemer nutiden er stærkt plaget af - og som hverken vore politikere eller vore videnskabelige eksperter evner at se nogen udvej af. Dennesidigheden, demokratiet og sekulariseringen må være en selvfølgelig sag hvis alle skal kunne integreres i et åbent og fremadrettet moderne samfund. Men religion i mytisk, udogmatisk forstand er fortsat kernen i al menneskekultur. Religionen får ateistiske eller agnosticistiske rationalister, videnskabsfolk, diktatorer og almindelige politikere følgelig aldrig bugt med. Og omvendt får politikere, rådgivere og filosoffer heller aldrig held til at føre folkene frem til nye emergente og tidssvarende samfunds- og kulturniveauer uden at de forstår i fuld offentlighed at trække på de religiøse forestillinger og energier. Hvilken afmagt er vore politikere og eksperter ikke havnet i? Og hvilken fortryllende skabelse og skabelsesmuligheder står vi ikke i netop i disse kriseår - hvem der blot forstår! Men det gælder om at gribe chancen. Peer Sendemand (pseudonym) Jens Vrængmose (pseudonym) Jan Jernewicz (pseudonym) Ejvind Riisgård (autonym) Essayet skitserer en tidssvarende, systematisk religionsfænomenologi og er i taknemmelighed tilegnet biologen Jesper Hoffmeyer for hans provokerende uforstand i 'Tro på tvivl'. Henvisninger Til toppen Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (II) - Anden del af kritik af Jesper Hoffmeyers filosofi (9.12.09.) Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (I) - Første del af kritik af Jesper Hoffmeyers filosofi (5.12.09.) Jernesalts filosofi (opdateret udgave 2019 med kapitlerne: Forord Begreber og aksiomer Krisen ved årsskiftet 2018/19 Verdensbilledet 2019 Livet Mennesket Sjælen Sproget Samfundet Overordnede politiske parametre Udfordringen Advarsler af helhedsrealistisk art Den komplementære helhedsrealismes håb Efterskrift Aksiomer Om at læse Jernesalts 2009-filosofi De psykiske fundamentalkræfter De psykiske grundprocesser Jeget og selvet Selvet - sjælen - ånden Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi Sjæl og hjerne Hjerne og sjæl Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt Vilh. Grønbechs kulturopgør Grønbechs metode Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser Konrad Lorenz' kulturopgør Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens konsistensetik) Jes Bertelsens verdensbillede Jes Bertelsens etik Jes Bertelsens specielle bevidsthedsforskning Humor og tragedie (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund') Humormennesket Storm P. Ny vurdering af den store kulturpersonlighed(31.5.05.) Latterkultur (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur') Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste (26.05.08.) Romantikken ifølge Rüdiger Safranski Latter, morskab og humor Selvrealiseringens idé og psykologi Vurdering af det 20. århundrede Peer Sendemands rubrik: Klik Jens Vrængmoses rubrik: Klik. Artikler om Samfund Artikler om Kunst Artikler om Musik Artikler om Psykologi Artikler om Erkendelse Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |