JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - klimatop09g

ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.12.09.

Klimatopmødet VI: Højt at flyve, dybt at falde

Efter mange timers taleri og snak på COP15's plenarmøde i Bella Centret aftenen og natten igennem lykkedes det sidst på formiddagen i dag at slutte klimatopmødet med at landene tog 26 landes 'Københavner-erklæring' (Copenhagen Accord) til efterretning idet de herefter land for land kan tilslutte sig erklæringens mål og hensigtserklæringer, hvis de vil.

I betragtning af hvor store forventninger der var til mødet og hvor stort et momentum der var rejst i FN, i EU, i mange andre lande og i mange organisationer for ved fælles hjælp at enes om et resultat der satte alle ting på rette spor, så må det endelige resultat betragtes som alt andet end overbevisende.

Den erklæring der blev strikket sammen i løbet af et døgn og som havde sit udgangspunkt i ret overraskende, uformelle drøftelser mellem udvalgte regeringschefer på Christiansborg umiddelbart efter den officielle middag hos dronningen har følgende hovedpunkter:

- Store beskæringer af det globale CO²-udslip er påkrævet i henhold til videnskabens anbefalinger. Målet er at bremse den globale opvarmning, så temperaturstigningen holdes under to grader i dette århundrede.

- Der skal skaffes "passende, forudsigelige og bæredygtige finansielle ressourcer, teknologi og kapacitetsopbygning", som skal hjælpe udviklingslandene til at tilpasse sig klimaændringerne. - Industrilandene sætter en ydelse på 100 milliarder dollar (cirka 520 milliarder kroner) om året fra 2020 som mål for at imødekomme udviklingslandenes behov. Pengene skal komme fra både offentlige og private kasser og fra bi- og multilaterale kilder. - I en tilføjelse er der tilsagn om kortsigtet støtte til udviklingslandene i 2010-2012 på 10,6 milliarder dollar (55 milliarder kroner) fra EU, 11 milliarder dollar (57 milliarder kroner) fra Japan og 3,6 milliarder dollar (18,7 milliarder kroner) fra USA.

- Hvad angår reduktionen af CO²-udslip nævnes ingen konkrete mål, hverken på mellemlangt sigt (2020) eller langt sigt (2050). Men landenes frivilligt lovede CO²-reduktioner nævnes. Og på et skema kan hvert land inden 1. februar 2010 angive, hvad man ønsker at gøre.

- Med hensyn til kontrol af eller 'verificering' af landenes CO²-udledninger, gælder, at store udviklingslande skal opgøre deres CO²-udslip og underrette FN om resultaterne hvert andet år. Der skal være en vis international overvågning for at tilfredsstille Vestens ønske om gennemsigtighed, men det skal - efter udtrykkeligt forlangende fra Kina - sikres, at "den nationale suverænitet" bliver respekteret.

- Uden detaljer nævnes at der fortsat skal være mulighed for at bruge markedet til at bremse CO²-udledningen, dvs der skal fortsat handles med CO²-kvoter.

Som det vil fremgå fortsætter udviklingen stort set som hidtil - med de løfter og mål der allerede er givet. Nøje fastsatte begrænsninger i CO²-udledningen gives ikke. USA's krav om reel gennemsigtighed i reduktionerne, hvilket i praksis vil sige international kontrol eller 'verificering' af alle talangivelser fra de enkelte lande, er faldet bort. Og byrdefordelingen mellem de rige og fattige lande med hensyn til opbygning af CO²-neutral teknologi i ulandene er ikke klarlagt.

Der skal derfor arbejdes videre med konkretisering af målene de nærmeste måneder, så en specificeret aftale kan komme på plads senest til juni i Bonn, hvor Klimasekretariatet har hjemme. Øvrige spørgsmål skal behandles på den næste FN-konference, COP16, i Mexico i slutningen af 2010.

FN's generalsekretær, de fleste EU-lande og den danske statsminister erklærede sig tilfredse med det tynde resultat, fordi det efter deres mening var bedre end ingenting. Men andre mener det modsatte, fordi løfterne er tomme. Udviklingslandenes ønsker om juridisk og økonomisk bindende tilsagn om konkret milliardhjælp fra de rige lande måtte de kigge i vejviseren efter.

Det var Kina der blokerede for en aftale om kontrol med reduktionstallene. Den kinesiske statsminister Wen Jiabao mente det ville være i strid med landets suverænitet. Men sandheden er at Kina ikke ønsker anden reduktion af CO²-udledningen end den der følger af bedre teknologi hen ad vejen. Man vil ikke på nogen måde bremse den igangværende økonomiske vækst, selvom den i vid udstrækning baseres på forældet teknologi og gammeldags udnyttelse af kul.

Men den værste modstand mod en aftale kom fra de mellemamerikanske lande Venezuela, Bolivia, Cuba og Mexico der sammen med Sudan simpelthen nægtede at påtage sig byrder for at reducere deres CO²-udledning og benyttede topmødet til et ideologisk felttog mod USA, kapitalismen og markedsøkonomien. Hugo Chaves (Venezuela), Evo Morales (Bolivia) og Estaban Lazo (Cuba) gjorde fælles sag med G77-talsmanden Lumumba Stanislaus Di-Arping fra Sudan - og erklærede ligeud at en tilslutning til 'Københavnererklæringen' ville være selvmord for ulandene. De lod deres vrede gå specielt ud over det danske formandsskab og navnlig statsminister Løkke Rasmussen, som de hævdede var gået USA's ærinde.

Så meget er der om den side af sagen, at det danske formandsskab ganske rigtigt fra starten var indstillet på at få USA og EU med i en aftale - hvad der i sig selv er helt uomgængeligt - men også helt klart at man havde fejlvurderet visse ulandes indædte modstand mod USA og alle kompromiser. Disse lande var fra starten negativt indstillet og gjorde systematisk hvad de kunne for at obstruere seriøse forhandlinger. De førte ideologisk felttog mod Vesten. Og det er ikke konstruktivt. Men det er typiske for dem at de beskyldte mødeledelsen for kup mod FN's charter. Lars Løkke, Connie Hedegaard og deres øverste rådgiver Bo Lidegaard må siges totalt at have undervurderet ulandenes modstand, men det er alligevel urimeligt at gå efter det danske formandsskab, da ulandene ikke under nogen omstændigheder ville have kunnet tilslutte sig nogetsomhelst kompromis. De ville have deres vilje 100 %.

Skal resultatet gøres op af det 'Hopenhagen' der efter visse kritikeres mening endte som 'Nopenhagen', 'Flopenhagen' eller 'Brokenhagen', så er flere ting centrale:

For det første er et FN ikke længere det rette forum at behandle så vigtige, men kontroversielle sager som klimaudfordringerne i. Vi ved fra EU hvor svært det kan være at blot 27 lande kan blive enige om sager de har modsatrettede interesser i. Og vi ved fra FN's sikkerhedsråd at det ofte er umuligt at nå til enighed om aktioner eller sanktioner der synes nødvendige eller hensigtsmæssige, men som går imod enkelte landes interesser. I sikkerhedsrådet standses sådanne initiativer derfor af den simple vetoret. Den blev for så vidt også brugt på Klimatopmødet i København, fordi reglen er at der ikke kan opnås konsensus om noget forslag, hvis blot et enkelt medlemsland stemmer imod. Og her var der som bekendt flere der ville have stemt imod og som ikke var til at rokke.

For det andet er klimaudfordringen helt speciel, fordi den på den ene side bygger på videnskabelige eksperters prognoser for fremtiden, som der er en vis usikkerhed om og som derfor i meget vid udstrækning kan ignoreres i meget lang tid, nemlig indtil det i givet fald ikke går an at udskyde modforanstaltninger. Opvarmning af kloden er et globalt fænomen, men virkningen rundt omkring i regionerne er forskellig, og egentlige vitale katastrofer vil ramme forskelligt. Nogle regioner og nationer er bedre rustet til at klare udfordringer end andre er. Og kan det internationale samfund ikke enes om byrdefordelingen ved modforanstaltninger, så vil det blive overladt til de enkelte nationer og regioner at klare dem bedst muligt selv.

For det tredje er den voldsomme befolkningstilvækst i verden en væsentlig årsag til at den menneskeskabte del af den globale opvarmning allerede er steget betydeligt og de næste 50-100 år vil stige endnu mere. Men befolkningstilvæksten er størst hvor fattigdommen er størst, således at den økonomiske vækst i disse områder alt andet lige vil give den største stigning i CO²-udledningen. Derimod vil fortsat økonomisk vækst i de rige lande kunne klares ved overgang til bedre teknologi. Ja, denne overgang vil være til gavn for beskæftigelsen. Men ingen af klimatopmødernes deltagere vil tale åbent om disse forhold.

Skal der derfor drages en konklusion af COP15's pauvre resultat, som af de meste idealistiske kritikere endda betegnes som en katastrofe i sig selv, så må det blive følgende:

Idealisterne i verden har ingen magt. De fleste af dem er velmenende mennesker der hellere end gerne vil redde kloden, naturen, menneskeheden og de fattige landes fremtid. De kan fremsætte lige så mange erklæringer de vil. Og de kan påvirke en hel del almindelige mennesker af samme velmenende indstilling, men de kan ikke nævneværdigt påvirke beslutningstagerne.

Videnskaben har dokumenteret sin afmagt. Dens prognoser er usikre og kan nok overbevise mange mennesker, især idealisterne, men ikke påvirke de politiske beslutningstagere til at tage entydig og effektiv affære her og nu. Det er ikke videnskaben der har den politiske magt i verden - og det skal vi i almindelighed være tilfredse med.

FN har dokumenteret sin store svaghed og afmagt. Organisationen bygger på forestillingen om samarbejde og solidaritet mellem alle verdens lande - uanset kultur, religion, ideologi, styreform og økonomi. Men den er blevet svagere og svagere med årene - allerede på grund af tilgangen af nye lande. Og da flertallet af nye lande er relativt fattige og i vid udstrækning har en negativ opfattelse af de højtudviklede vestlige lande, så bliver der, bevidst og ubevidst, en betydelig uvilje mod disse landes politiske hensigter. Hvis flertallet af fattige lande i FN kunne få ret, ville de majorisere mindretallet af rige vestlige lande, og derfor vil disse naturligvis aldrig frivilligt bøje sig flertallet.

EU har vist sin afmagt til at få udviklingslandene med i en fælles strategi for ønskelige eller direkte nødvendige klimaforbedringer, fordi de trods betydelig ulands-bistand ikke har udviklingslandenes fulde tillid. Såvel de afrikanske lande som de muslimske betragter den vestlige kultur med kritiske øjne - og frabeder sig endda i visse tilfælde råd fra europæerne. Ideen med EU var oprindeligt at satse på fælles toldrammer inden for fællesskabets rammer og opretholde fælles toldbeskyttelse udadtil. Men systemet er undergravet af mange bilaterale aftaler og partnerskaber. Det er ikke sikkert dette holder i længden.

Supermagten USA's afmagt har vist sig tydeligt i det forhold at præsident Obama ikke kunne få en aftale i land med Kina. Det siger sig selv at USA slet ikke kan ændre den negative indstilling fra Venezuelas, Bolivias og Cubas side (eller for den sags skyld Irans). Men USA har gode relationer til Brasilien, Indien og Kina. Men faktum er at USA og Kina er vor tids store konkurrenter, og at klimaudfordringen griber dybt ind i konkurrencen. USA har for både beskæftigelsens og olieuafhængighedens skyld indset nødvendigheden af at fremme udviklingen af CO²-neutral teknologi og energi, men Kina vil fastholde sin store konkurrence-fordel ved at kunne producere varer til markedet på basis af billig arbejdskraft og stærkt forurenende gammeldags energi.

Hertil kommer præsident Barrack Obamas påfaldende overvurdering af sin personlige magt. Han havde modsat andre regeringschefer fra de store lande kun afsat en enkelt dag til topmøde (fra starten endda kun ca otte timer), og han deltog ikke i noget plenarmøde på linje med de andre. Da han holdt sin første tale, kom han ind fra en dør i bagvæggen, afleverede sin velgennemtænkte tale og gik derefter ud af bagdøren igen. Han koncentrerede sig efterfølgende om møder med den kinesiske statsminister, men kunne ikke overtale denne - og han havde slet ikke kontakt med de fattige landes repræsentanter. Han virkede ganske enkelt arrogant - og det var bestemt ikke fremmende for tilliden eller et godt resultat.

Under disse omstændigheder er der ikke mulighed for bare en minimal regulering eller styring af klimaudviklingen til fordel for naturen, grøn vækst og renere luft - under ét kaldt 'bæredygtig udvikling'. Menneskets formeringslyst sørger for en fortsat befolkningstilvækst i verden der vil belaste miljøet mere og mere dag for dag. Kravet til øget forbrug vil sejre over hensynet til naturen. Markedsøkonomien vil sejre over hensynet til mulig og ønskelig delregulering. Og friheden - den frihed som er en følge af menneskets iboende trang til grænseoverskridelse, formering og vækst vil sejre over trygheden, solidariteten og respekten for naturen og naturens hellighed.

Følgen vil blive fortsat overbefolkning, stigning i dødelighed, sult, sygdomme og epidemier - samt folkevandringer og flygtningestrømme. Dertil fortsat kamp om forbrug og markeder. Altsammen med stor sandsynlighed med øgede klimaproblemer og øgede konflikter mellem rig og fattige eller mellem Nord og Syd til følge.

De rige, højtudviklede lande har gode muligheder for omstilling til renere energi og teknologi, men det bliver dyrt - og vil ikke gøre evnen eller lysten til at hjælpe de fattige lande der ønsker udvikling, vækst og forbrug større.

Det bekræftes således, at mennesket ikke er herre over hverken klimaet eller udviklingen. Men fortsat vil være henvist til primært at varetage lokale eller regionale interesser, skønt klimaforandringer vil være globale. Dette er måske ikke lyse udsigter på langt sigt, men realistiske.

FN's klimamøde i København 2009 kom således umådeligt højt op at flyve, men dets fald blev så meget desto større. Forventningerne var givetvis skruet alt for højt op. Men nu er alle parter kommet ned på jorden igen. Realiteterne melder sig ubønhørligt med meget store udfordringer.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til:

COP15 Copenhagen
Klimadebats opdateringer vedr. COP15

IPPC - Intergovernment Panel on Climate Change
Klima- og energiministeriet
Miljøministeriet
Den danske klimakommission