JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - klimatop10

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.12.10.

Klimatopmødet i Cancún

FN's klimakonference i Cancún i Mexico endte i modsætning til sidste års konference i København med et forlig, og endte for så vidt positivt, selvom der til det sidste var usikkerhed om resultatet. Men det lykkedes COP16-formanden, den mexikanske udenrigsminister Patricia Espinosa at få konsensus om både Kyotoprotokollens fremtid og bistanden til udviklingslandene.

Mexico-aftalen kommer til at omfatte de tilsagn en lang række lande gav til Københavneraftalen sidste år, men det erkendes samtidigt at tilsagnene ikke er tilstrækkelige til at opfylde målet om at holde den globale opvarming under to graders stigning. Men med lidt god vilje kan man altså fastslå at FN's klimaproces er kommet over blokeringerne i København. Svagheden er at der stadig ikke er bindende forpligtelser til reduktion af CO²-udslippet. Kyotoprotokollen blev reddet, for så vidt det lykkedes at få Japan og Rusland med til nye forhandlinger om reduktioner op til COP17 i Sydafrika næste år. Men ingen regner med at de vil skrive under på noget egentligt forpligtende.

Samtidig blev der oprettet en Grøn Klimafond der skal fordele flere milliarder i støtte til de fattige landes klimapolitik og -tilpasning. Rige og fattige lande får ligelig repræsentation i bestyrelsen, men svagheden er at der ikke siges noget om hvor de mange penge skal komme fra. Også rammer for overførsel af grøn teknologi til udviklingslandene blev vedtaget.

Endvidere blev der skabt basis for standsning af rydningen af regnskovene, men aftalen omfatter udtrykkeligt ikke handel med CO²-kreditter fra skovene.

Altsammen små skridt der ikke løser klimaproblemerne, men dog holder FN-processen på skinner frem til næste års topmøde.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, har efter konferencens slutning i sædvanlig formel stil tilkendegivet, at forhandlingerne denne gang "har givet en vigtig succes for en verden, som meget behøver det...... Resultaterne i Cancún har givet os vigtige værktøjer. Nu må vi bruge dem og styrke vore anstrengelser på linje med de handlinger, som videnskaben påbyder os".

EU's danske klimakommissær Connie Hedegaard peger selvfølgeligt på EU's fortjeneste: "Jeg vil hævde, at på grund af EU's politik, på grund af 27 europæiske lande, så reddede vi, at der stadig er perspektiv for en bindende klimaaftale. Vi reddede, at denne proces ikke døde, og det får vi også meget kredit for rundt omkring". Langt fra alt er løst, men "nu er der en proces videre frem. Der er substansresultater på teknologi, på tilpasning, på finansiering, på transparens [gennemsigtighed i landenes klimaregnskaber], og på, at landene skal levere mere fremover" siger hun.

Også den danske klimaminister Lykke Friis (V) er naturligvis tilfreds med resultatet, ikke mindst over at det lykkedes at skabe et fundament for at komme videre, netop som man havde stået på konferencens sidste døgn og kigget direkte ned i afgrunden. "Jeg synes, det er utrolig vigtigt, at det er lykkedes at få løftet Københavner-aftalen ind som formelle beslutninger i FN", siger hun.

Meget nøgternt konstaterer hun dog også at klodens klimaproblemer ikke er løst i Cancún, men det var efter hendes mening heller ikke en realistisk opgave. Men 192 ud af 193 lande stemte trods alt for slutdokumentet i Cancún, og det begejstrer hende.

Christian Friis Bach, tidligere international chef i Folkekirkens Nødhjælp, udtrykker tilfredshed med at klimaforhandlingerne, der har ligget i koma siden topmødet i København, nu er kommet i en respirator der sørger for genoplivningen, som han udtrykker det. Det handler jo i høj grad om psykologi. "Det pauvre udbytte af mødet i København betød, at flere lande, også nogle af de rigtigt store aktører, mistede interessen for klimaforhandlingerne. Nu er tilliden genskabt, og det virker som noget af en forløsning", mener han.

Ikke mindst finder han det positivt set med ulandenes øjne, at der er sket noget inden for finansiering, teknologi og skov. Desuden betyder forløbet, at det "nu igen virker naturligt at tale om [!], at den globale opvarmning kan falde med to grader, og at tale om en 25-40 procents reduktion af CO²-udledningen som et mål i 2020". Men nogen garanti for succes ved COP17 i Sydafrika er der ikke.

Helt anderledes er tonerne fra tidligere direktør og chefrådgiver i EU-Kommissionen og medlem af den danske regerings klimakommission Jørgen Henningsen. Han mener at det havde været bedre med et sammenbrud i klimaforhandlingerne i Cancún. For det ville have tvunget FN til at spole tilbage og tage udgangspunkt i klimakonventionen fra 1992. Han ser ingen som helst mulighed for, at der næste år i Sydafrika kan opnås en aftale som efterfølger for Kyoto-protokollen. Og det samme gælder i 2012, hvor der skal være valg i USA. "Det nuværende spor er en fortsættelse ud ad en blindgyde, så længe amerikanerne står udenfor", siger han til Ritzau.

Henningsen påpeger med rette at en meget tættere kobling mellem klima- og energipolitikken er en nødvendighed, såfremt det igen skal lykkes at få USA med på en bindende aftale. Han understreger, at det ikke er hans natur at være pessimist, "men efter at have arbejdet med området i 20 år kan jeg konstatere, at min skepsis har vist sig at være mere realistisk end den begejstring, som mange andre går til emnet med".

Mødets held med at få en konsensus bragt til veje må i høj grad tilskrives den mexikanske udenrigsminister Patricia Espinosa der som formand for konferencen dels sørgede for at holde forhandlingerne i plenum, så ingen følte sig udelukket af de store som i København, dels skar igennem til sidst da det gjaldt valget mellem et kompromis eller slet ingen aftale. Modstanden kom denne gang ikke - som i København - fra en række udviklingslande, men fra et eneste, nemlig Bolivia, der blev ved og ved med at køre på et decideret opgør med kapitalismen som roden til alt ondt. Men da Espinosa var sikker på at 192 lande ville slutte op om slutdokumenterne satte hun dem til godkendelse - uden hensyn til modstanden fra Bolivia.

Bolivias FN-ambassadør, Pablo Solon, blev vred og påstod at FN's princip om konsensus nu var sat ud af kraft. "Det er et overgreb og et attentat", sagde han. Men Patricia Espinosa understregede, at hun ikke kunne ignorere, at de andre 192 lande ved konferencen fuldt og helt bakkede op om det kompromis, som til næste år skal bane vejen for en bindende ny klimaaftale ved COP17 i Sydafrika. "Uden at gå ind i en procedurediskussion vil jeg gerne erklære mig enig med de lande der har påpeget at konsensus ikke giver et enkelt land vetoret over for noget som så mange lande har brugt så meget tid på." Og den stolte udenrigsminister fastslog, at "dette er starten på en ny æra med internationalt samarbejde om klimaforandringerne".

Det mexikanske formandsskab undgik det danske formandsskabs fatale fejl i København at stille de fattige lande over for de riges definitive sluttekst, men det skal dog huskes at Mexico også har en helt anden position over for de fattige lande end Danmark. Umiddelbart ser det ud til at det afgørende var at formandsskabet i Cancún undlod at skabe fronter, men udviklingslandene i København ikke undgik at få indtrykket af at Lars Løkke Rasmussen gik USA's ærinde. Til gengæld må det også konstateres, at resultatet i Mexico blev derefter.

FN-processen kom godt nok tilbage på sporet, men klimaproblemerne er meget langt fra en realløsning. De faktiske interessemodsætninger mellem landene er fortsat alt for store - og der er ingen udsigt til at de løses op. Bolivia var det eneste land der fastholdt en utopisk konfrontation med selve kapitalismen. Men ingen fandt det opportunt at påpege at den problemskabende kapitalisme og markedsøkonomi ikke er fænomener der kan fjernes fra menneskets historie uden at udviklingen standses og mennesket falder tilbage til immanensens stilstand. Og dette er der ingen der tror på.

Skal resultatet gøres nøgternt op bliver det derfor ikke stort anderledes end for et år siden hvad selv problemets substans angår. Jf. artiklen Klimatopmødet VI: Højt at flyve, dybt at falde (19.12.09.):

FN er stadigvæk ikke det forum der formår at løse de kontroversielle problemer som klimaudfordringerne er.

Klimaudfordringen er helt speciel, fordi den bygger på videnskabelige eksperters prognoser for fremtiden, og dem er der så megen usikkerhed om at de i meget vid udstrækning kan ignoreres indtil det i givet fald ikke går an at udskyde modforanstaltninger længere.

Den voldsomme befolkningstilvækst i verden er en væsentlig årsag til at den menneskeskabte del af den globale opvarmning allerede er steget betydeligt og de næste 50-100 år vil stige endnu mere. Men klimatopmøderne vil ikke tale om dette prekære problem.

Idealisterne i verden har fortsat ingen magt.

Videnskaben har fortsat kun dokumenteret sin afmagt

FN, EU og supermagten USA har dokumenteret deres store svagheder og afmagt.

Det bekræftes således blot, at hverken politikerne eller mennesket som sådant er herre over klimaet eller udviklingen.

Det positive er at alle parter nu er kommet ned på jorden igen og har fået skabt et lille håb til erstatning for det kæmpemæssige håb og det enorme momentum der skabtes op til COP15. Men realiteterne vil fortsat melde sig ubønhørligt med meget store udfordringer.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til:

UN's Framwork Convention on Climate Change
IPPC - Intergovernment Panel on Climate Change
EU's klimakommisær C. Hedegaard

Klimadebat.dk

Relevante artikler på Jernesalt: