JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - klimatop09f

ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.12.09.

Klimatopmødet V: De fattiges illusioner

Efter den amerikanske præsident Obamas ankomst til landet går de deltagende landes regeringschefer her til morgen fredag den 18. december ind i de afsluttende forhandlinger for at få en klimaaftale i hus. Det sker med udgangspunkt i et udkast som 27 lande - vel at mærke uden Kina og Indien - blev enige om at forelægge efter nattens forhandlinger på Christiansborg og i Bella Centret, og hvor der bl.a. loves 100 mia dollars årligt til de fattige lande til anskaffelse af CO²-neutral teknologi. Men hovedspørgsmålet forbliver åbent om disse lande vil acceptere dette beløb samt den form for aftale de præsenteres for.

Det må i denne forbindelse pointeres, at de folkerigeste lande som netop Kina og Indien regnes med til gruppen af fattige G77 eller G139 lande, selv om de adskiller sig markant fra de resterende ved at have meget stor økonomisk vækst. De er svære at få med til en endelig aftale med USA og EU, men ikke umulige, og derfor regner man med at den amerikanske præsident og den kinesiske regeringschef finder en udvej ved bilaterale forhandlinger i formiddag. Striden står grundliggende om omfanget af CO²-reduktion eller rettere om omfanget af tilladelig CO²-udledning fremover. Dette behandles under den afsluttende artikel om topmødet.

Men de fattigste lande har som nævnt et helt andet problem, nemlig kravet om store økonomiske tilskud i milliard-størrelse til anskaffelse af den CO²-neutrale teknologi de ikke selv har råd til, men som alene vil kunne tillade en økonomisk vækst uden foruroligende CO²-udledning. De har hidtil blokeret for seriøse forhandlinger ved at holde sig til procedure-spørgsmål. De vil nemlig ikke som det danske formandsskab uklogt har været indstillet på i månedsvis forud for topmødet og i de første ti dage af dette møde acceptere en samlet aftale der ikke indeholder juridisk bindende forpligtelser for de rige lande således som den gamle Kyoto-aftale gjorde, men alene økonomiske forpligtelser som først skal udmøntes til bindende aftaler i løbet af 2010. De fattige lande vil med andre ord ikke give slip på Kyoto-aftalen med mindre de samtidigt får nye juridisk bindende forligtelser fra de rige landes side.

Helt konkret nægtede de fattige lande i onsdags pure at acceptere statsminister Lars Løkke Rasmussens udkast til videreforhandlinger fordi det kørte i sporet mod en aftale uden juridisk bindende forpligtelser, og statsministeren måtte derfor overlade ledelsen af forhandlingerne til Connie Hedegaard og den taktik der hedder at lade flere grupper arbejde efter en to-spors model der omfatter både økonomiske og juridisk bindende forpligtelser. Hvad det hele ender med er endnu uklart.

Men problematikken afslører i hvert fald en meget stor svaghed i visse fattige landes argumentation, nemlig illusioner om at kunne bruge et internationalt klimatopmøde til at gøre op med et økonomisk og politisk system som har båret de rige lande frem og som disse naturligvis ikke er til sinds at opgive.

De fattige landes talsmand på topmødet, den tidligere (i første artikel) nævnte sudanesiske FN-diplomat Lumumba Stanislaus Di-Arping har ikke ændret fjendtlig indstilling til hverken det danske formandsskab eller Vesten som helhed. Han deltog torsdag aften i DR's klimadebat i Koncerthuset, hvor han iskoldt forlangte verden lavet om - uden at det vakte ringeste gehør.

Hans medspiller fra Zimbabwe, præsident Mugabe, holder sig heller ikke tilbage i kritik af Vesten. De rige lande er klimaforbrydere, mener han. Opsplitningen mellem Nord og Syd viser igen sit grimme ansigt på COP15. Det er os i Syd der drukner og brænder. Os der er den tragedie klimaforandringerne medfører. Men sanktionerne mod klimaforbryderne udebliver. Klimaforhandlinger er altid præget af svindel, og det er de også i København.

Den venecuelanske præsident Hugo Chavez er på samme linje. Han benyttede åbningsceremonien i Bella Centret, hvor talerne havde fået tildelt hver fem minutters tale tid, til en lang tordentale mod de rige lande - som han også gjorde ved FN's generalforsamling tidligere på året. Han foragter Vesten i almindelighed og USA i særdeleshed - og tænker konsekvent i ideologiske baner. Han deltog derfor også i går i et møde i Valbyhallen for socialister. Her slog også den cubanske vicepræsident Estaban Lazo fast, at verdens rige lande nu skal betale deres gæld til de fattige lande.

Bolivias socialistiske præsident Evo Morales talte længe i Bella Centret, men for en hel del tomme stole, eftersom hans budskab ikke var nyt eller relevant: "Afskaf kapitalismen. Det er sådan vi redder Moder Jord.".

Til kritikerne af de rige vestlige hører også den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad der også benyttede sin taletid i Bella Centret til udfald mod USA. "Roden til krig i verden har altid været forsøget på at kontrollere verdens energiressourcer", hed det. "I et halvt århundrede har olie været hjørnestenen i amerikansk udenrigspolitik. På samme måde, som olie har været det for tidligere imperier", sagde han.

"Vi har set de seriøse problemer, de har skabt midt i den globale økonomiske krise ved at trykke 30.000 milliarder værdiløse dollar som falsk rigdom. Igennem et materialistisk udsyn er maksimal nydelse og individuelle interesser blevet forvandlet til et strategisk og urokkeligt mål", sagde han ifølge Berlingske Tidendes referat. Og han udråbte direkte USA's udenrigspolitik som en af de store syndere i verdens klimaproblemer. Han gik varmt ind for atomkraft ved siden af vedvarende energi.

Men Ahmadinejad stillede dog - i modsætning til de nævnte socialister - det spørgsmål om klimaforandringer udelukkende skal ses som et miljømæssigt spørgsmål, eller om de ikke også er et emne der har kulturelle, sociologiske og økonomiske dimensioner. Han var overbevist om, at "Sociale og kulturelle udviklinger over de seneste to århundreder viser, at materialistiske tanker dominerer folks sind, opførsel og relationer i store dele af verden."

Han understregede derfor at: "Klimaet og vores jord med alle dens ressourcer tilhører alle nationer som Gud den almægtiges velsignelse." Og at "Den eneste løsning er en tilbagevenden til humanitære og guddommelige værdier". Til sidste lovpriste han Gud og "Guds færdigheder": "Gud vil have os til at være ydmyge og aldrig søge overherredømme eller overlegenhed over andre."

Den iranske præsident er vist den eneste der er kommet med sådanne religiøse referencer. Og det skal han ikke klandres for på disse sider, for det viser trods alt at selv en muslimsk undertrykker af demokratiet udtrykkeligt giver udtryk for at han står til ansvar over for noget der er højere end ham selv. Det gør i virkeligheden også den vestlige leder som Ahmadinejad regner for sin værste fjende, den amerikanske præsidet Barrack Obama. Men referencen bruges normalt ikke i internationale forhandlinger.

Det er yderst vanskeligt at se noget konstruktivt og brugbart i de nævnte præsidenters eller talsmænds klima-udtalelser. De er ideologisk propaganda og ikke beregnet på at indgå i de seriøse forhandlinger der stiler efter en fælles kompromisagtig aftale der kan føre landene videre mod en eller anden løsningsmodel der ikke giver nogen endeløsning på det store problem, men trods alt medfører foranstaltninger der kan bidrage til en løsning. At en sådan aftale ikke er nok, og nødvendigvis vil øge behovet for senere aftaler, er givet. Men selvom visse eksperter og ngo-repræsentanter direkte siger at de vil foretrække ingen løsning fremfor en halv løsning, så er det ikke hvad FN, USA eller EU ønsker.

Men de fattige lande skal under ingen omstændigheder regne med at få hvad de ønsker. Og grunden er ikke at deres problemer ikke er reelle, men at de begår alvorlige fejl i deres forsøg på større indflydelse.

De klamrer sig for det første til Kyotoaftalens juridiske bindinger, skønt dens tidshorisont kun er 2012 og derfor ikke længere er relevant (og iøvrigt heller ikke overholdes!). Juridiske bindinger er bedre end blot økonomiske bindinger, men det er jo ikke tilfældigt at både rige og fattige lande sætter sig imod alt for stramme bindinger. For de frygter med rette konsekvenserne. De vil ikke risikere deres handlefrihed.

For det andet klamrer de fattige lande sig for meget til fortiden og ønsket om retfærdighed. De ønsker at gøre op med fortidens kolonialisme og forlanger erstatning for kolonialisternes synder. Og dette kan der være mange forståelige grunde til, men det fremmer ikke aftaler om fremtidige foranstaltninger mod de klimatrusler der lurer.

For det tredje ønsker flere af dem direkte et opgør med de vestlige landes økonomiske system - kapitalismen og markedsøkonomien og den hermed sammenhængende demokratiske udvikling. Her taler de af gode grund for fuldstændigt døve øren i de rige lande, der nok har finanskriser og nok kan se fejl i deres økonomiske systemer og som er indbyrdes uenige om forbedringer og reformer, men hvis befolkninger overvejende tænker i evolutionære reformbaner og ikke i revolutionære brud.

De fattige lande må alt i alt siges at lide af meget store illusioner som gør at de forringer deres egne chancer for at påvirke klimatopmødet i den retning der vil fremme deres interesser optimalt. De bliver simpelthen ikke inddraget i de afgørende forhandlinger mellem de store lande som USA, EU, Kina og Indien som i sidste ende vil føre frem til en acceptabel, men langt fra ideel løsning.

Hertil kommer at alle - både de fattige og de rige lande, både Nord og Syd, og både demokratier og diktaturer - har den illusion at de kan løse klimaproblemet uden at tage den tyr ved hornene der hedder den voldsomme befolkningstilvækst i verden.

Det er muligt at topmødet i København ender med en løsning der vil reducere CO²-udledningen så meget at en katastrofal opvarmning med stigende vandstande kan udskydes, men klimatruslen vil givetvis blive endnu mere påtrængende de næste tyve år.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til:

G77
COP15 Copenhagen
IPPC - Intergovernment Panel on Climate Change
Klima- og energiministeriet
Miljøministeriet
Den danske klimakommission

Relevante artikler på Jernesalt: