JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - fogh36klima

ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.11.08.

Statsministeren går nu klimavejen
- men er ellers uanfægtet

Venstre har holdt landsmøde i weekenden, og statsminister Anders Fogh Rasmussen fik endnu engang dokumenteret at han er mand for at beherske stemningen på partiet og udadtil give indtryk af smilende og stilsikker kontrol med alt og alle.

Meningsmålingerne har på det sidste ikke være for gode for Venstre, eftersom de konservatives nyvalgte og udadvendte formand Lene Espersen har snuppet en del af Venstres støtter og dermed ladet Venstre dykke ned under Socialdemokraterne. Men det generer ikke Fogh, for det vigtigste er at V og K tilsammen står stærkt. Desuden går meningsmålingerne altid op og ned, men der er længe til valget, og det er alene valgresultatet der afgør hvem der får regeringsflertal.

Dagbladet Politiken postulerede i en leder forleden at Venstres top har mistet evnen til at styre landet, fordi Dansk Folkeparti styrer mixerpulten egenhændigt og stopper ethvert antrit til større samfundsreformer, ja, åbenbart morer sig med at trykke på stopknappen så regeringens bevægelser gang på gang bliver afbrudt midt i et forløb - som var der tale om den leg ved børnefødselsdage der hedder 'stopdans'.

Samme dagblad fremturede i store overskrifter med et budskab om at "Venstre er bare ikke cool længere", idet det hed at Fogh er fraværende, dvs konstant på rejse i udlandet, mens Lene Espersen tager trumferne i pressen og lader Venstres bagland sidde tilbage med frustration og frygt for VKO-kollaps.

Dagbladets faste kommentator, Poul Nyrups tidligere spindoktor Peter Mogensen, hævdede i samme mission at Venstres bagland åndeløst venter på at partiformanden fortæller om han bliver eller går som partileder og statsminister. Og når Anders Fogh Rasmussen så offentligt erklærer at han stiller op til næste valg og satser på at blive statsminister i en periode mere, så skal samme Mogensen absolut gør statsministerens fremlæggelse søndag formiddag af sine meget nærværende visioner om klima, skatter og trafik til hans 'testamente'. For de kan bruges som jobansøgning ude i verden!

Politiken var også i stand til fredag at bringe et Obama-inspireret debatindlæg af venstremanden Søren Pind under titlen "Kontraktpolitikken er død, leve løbende dialog og reform på web 2.0". Her nedgør Pind syv års meget bevidst strategi fra Foghs side, men da han er klar over det risikable i bemærkningerne advarer han mod at misbruge dem. Foghs kontraktpolitik var skam nødvendig efter Nyrup (man behøver blot at sige 'efterlønsgaranti'), men siden er der sket noget, herunder ikke mindst at web 1.0 er blevet til web 2.0 med Facebook og lignende muligheder for dynamisk tovejs-kommunikation. - Og hvad var resultatet af den gode venstremands indlæg. Såmænd bare at statsministeren til medierne udtalte at Søren Pind er Søren Pind - og ham er der ingen der regner med. Kontraktpolitikken er og bliver Venstres politik. Beskæftigelsesministeren var lidt hårdere i sin afvisning. Han syntes simpelthen Søren Pind skulle tage og holde kæft.

Til DR sagde Pind at han ikke forstod hvorfor han altid kom galt afsted, når han kom med indlæg til debat om Venstres politik. Læserne husker måske hans ti teser for nogle år siden - jf. artikel. De blev også bare blankt afvist. Men afvisningerne er nu ikke så mærkelige endda. For sagen er at det endnu ikke syv år efter VK-regeringens dannelse er gået op for Søren Pind at det er Anders Fogh Rasmussen (og Claus Hjort Frederiksen) der bestemmer hvilken politik Venstre skal føre. De forfølger deres egne Venstre-mål - og har hidtil gjort det med ret forbløffende succes - og ingen kan få dem til at tage deres synspunkter op til grundigere overvejelser, endsige indlade sig på egentlig nytænkning eller dyberegående filosofiske overvejelser. Jernesalt har heller ikke haft held til at formå statsministeren til at beskæftige sig med det for ham selv og partiet uafklarede spørgsmål om forholdet mellem frihedsprincippet og tryghedsprincippet i politik - eller helt konkret det af Eva Kjer Hansen i sin tid rejste spørgsmål om uligheden i landet.

Samfundsforskeren Johannes Andersen fra Aalborg Universitet har filosoferet lidt over den politiske udvikling i landet og er kommet til det resultat at stil betyder mere end det politiske budskab hos moderne politikere. Det er for så vidt det indtryk det fleste nok efterhånden har fået - ikke mindst af at se amerikanske valgshow gennem årene, og hele denne ofte frastødende, 'overfladiske' form for lancering og valg af kandidater og programmer er jo forlængst smittet af på dansk politik. Men Andersen påstår nu, at stil ikke blot er noget anhver politiker har som del af sin personlighed, men at der også er tale om stilarter i det politiske spil som er logiske afspejlninger af selve de politiske elementer. Og han opstiller fire forskellige stilarter, nemlig den realistiske, den venlige, den republikanske og den bureaukratiske, der fokuserer på hhv. føleler og kontrol, respekt for andre, samtale og argumenter samt lover og regler. Og han placerer Fogh, Pia Kjærsgaard og Lene Espersen i den første, Vestager, Helle Thorning og Brian Mikkelsen i den anden, Mette Frederiksen Villy Søvndal og Connie Hedegaard i den tredje og endelige Birthe Rønn Hornbech, Karen Jespersen og Helge Sander i den sidste.

Jeg tror ikke en pind på den slags forenklede rubriceringer. Men jeg tror til gengæld på at der er noget der hedder personlig gennemslagskraft, og at den er helt nødvendig for at slå igennem som politisk leder. I USA vandt Obama over McCain på sin gennemslagskraft. I Danmark har Anders Fogh vundet over Poul Nyrup, Mogens Lykketoft og Helle Thorning Schmidt på sin gennemslagskraft. 'Stil' er nødvendig, men er aldrig nok. Der skal mere til end hvad spindoktorer og valgstrateger kan lære fra sig. Og ved genopstilling og genvalg er det helt påkrævet med en leders troværdighed - både personligt og politisk.

Anders Fogh Rasmussen har denne troværdighed og gennemslagskraft - og derfor er han fortsat urørlig som partiformand og regeringschef. Der kan ske begivenheder han ikke er herre over eller tackler forkert. Men foreløbig har han styr på tingene - og der er som alle nok efterhånden har indset længe til næste valg. Det kommer formentlig først i 2011 - og her har Fogh langt fra tabt på forhånd. Derimod vil Venstre og regeringen som sådan utvivlsomt tabe, hvis Lars Løkke Rasmussen skulle blive partileder.

Det er karakteristisk for den fra selvtilfredshed vanskeligt adskillelige selvsikkerhed i Venstre at Claus Hjort Frederiksen på landsmødet indlader sig på en analyse af oppositionen og her nedgør både Socialistisk Folkeparti, Det radikale Venstre og Socialdemokraterne og deres ledere som partier og formænd det ikke er muligt at blive kloge på. Den slags er jo ikke ligefrem en opfordring til samarbejde om det kommende års store reformer som statsministeren fik dem skitseret. Men det ser Claus Hjort Frederiksen stort på. Han er åbenbart ikke i stand til at finde ud af hvad Villy Søvndal, Margrethe Vestager og Helle Thorning-Schmidt egentlig vil, selvom det faktisk er forudsætningen for såvel at etablere et samarbejde med dem som at holde dem adskilt som opposition. Og dette turde være det egentlige faresignal i Venstre.

At man på et landsmøde roser hinanden i lange baner er én ting. Udover statsministeren blev også den i befolkningen lidet populære finansminister Lars Løkke Ramussen rost. Og partiets spidskandidat til EU-parlamentet Jens Rohde fik også ros og klap ved sit comeback til det politiske liv. Men at man afskærer intern debat og hænger oppositionen ud som nærmest talentløs er ikke gode tegn.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen kunne selvsikker og veloplagt fremlægge sin vision om Danmark som en grøn vindernation.

Den store vision er med partiets egne ord at udvikle et samfund og en økonomi, som er fri for fossile brændsler som kul, olie og gas, og at omlægge produktion og forbrug og skabe et fossilfrit samfund. Gradvist, men målrettet. - En massiv satsning på grøn adfærd og grøn teknologi er en stor mulighed for vores samfund – ikke en belastning. Den ny teknologi forener mindre forurening med stærkere konkurrencekraft.

Regeringen vil skabe tusinder af nye jobs ved at udvikle Danmark til et grønt teknologicenter:
Vi vil ekspandere produktionen af vedvarende energi.
Vi vil være med i første række med at udvikle en stærk og voksende industri med energieffektive teknologier og løsninger
Vi vil skabe et bæredygtigt byggeri, som på sigt producerer mere energi, end det bruger.
Vi vil gøre Danmark til transportens grønne testmarked og fremme en ny grøn fødevaresektor.

Regeringens redskaber til at nå dette mål er:
Stort anlagte grønne forsknings-, innovations-, forsøgs- og demonstrationsprogrammer.
Grøn regulering. Politisk vil vi fastsætte overordnede mål for reduktion af CO2-udledning, udbygning af vedvarende energi, energibesparelser samt reduktion i udledningen af skadelige stoffer i naturen.
En grøn skattereform med sigte på at sænke beskatningen på det, vi gerne vil have mere af – arbejde. Og øge beskatningen på det, vi gerne vil have mindre af – forurening.
Grøn transport. Høj mobilitet er helt nødvendig for dynamik og vækst i samfundet.
En grøn naturplan. Danmark er et land med mange naturperler omgivet af åbent vand og med et harmonisk samspil mellem land og by. Vi skal sikre grøn vækst gennem mere natur, bedre tilgængelighed og flere naturoplevelser.

Endelig skal regeringens udenrigspolitik være en aktivistisk grøn udenrigspolitik, idet miljø- og klimaproblemer er grænseoverskridende. Derfor er internationalt samarbejde helt afgørende for at løse miljøproblemerne. Danmark skal påtage sig et internationalt lederskab.

Den aktivistiske grøne udenrigspolitik skal føres på flere fronter:
Målsætningen frem til 2020 er: At sænke udledningen af drivhusgasser med 20 pct., øge andelen af vedvarende energi til 20 pct. og øge energieffektiviteten med 20 pct. Ja, som led i en global klima-aftale vil regeringen endda arbejde for at reducere EU-landenes udledninger af drivhusgasser med 30 pct. i forhold til 1990.

Men klimaudfordringen bliver kun løst ved et globalt samarbejde. Derfor arbejder Danmark for en ambitiøs og omfattende global klimaaftale ved det internationale klimatopmøde i København i 2009. Dette topmøde er flagskibet i Danmarks aktivistiske grønne udenrigspolitik.

Som det ses er ambitionen meget høj. Spørgsmålet bliver derfor om statsministeren vil få held til at få planen ført ud i livet.

Bortset fra skeptiske røster inden for Venstres egne rækker, navnlig blandt landmændene, er de foreløbige reaktioner overvejende positive. Men unægteligt med det forbehold, at alt kommer til at afhænge af om der kan blive politisk enighed om målene når de konkretiseres i lovforslag. Alene den grønne skattereform med omlægning af skatter fra indkomst til forbrug af energi og andet der medfører belastning af miljøet vil give store problemer med social afbalancering.

Men for det første har regeringen fortsat trods den økonomiske krise i verdenssamfundet store ambitioner for klimatopmødet i København om et år. Og for det andet viser det netop afholdte G20-topmøde i Washington at de store lande er ved at indse nødvendigheden af at koble klimapolitikken på såvel den økonomiske politik som sikkerhedspolitikken. Så Foghs nye plan må siges at komme på det helt rigtige tidspunkt - ligegyldigt om man ser den snævert i partistrategisk eller bredt i national og international interesse. Og dette er styrken i den.

Undervejs vil statsministeren og regeringen utvivlsomt komme til at støde på modstand fra oppositionen eller hos såvel EU-landene som de førende G20-lande, herunder også den stigende EU-skepsis i mange lande som er særligt fremtrædende i Danmark på grund af de sten EU har lagt ud for en dansk udlændingepolitik. Men det er som tidligere fastslået her på siderne en større forandring, et tidehverv, vi i øjeblikket ser på internationalt plan, og i den sammenhæng kan det ikke nytte noget at sætte ambitionerne for lavt. Men omvendt gælder fortsat også at der er god anledning til endnu dybere filosofisk afklaring end den Anders Fogh Rasmussens visioner er udtryk for.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links:

Baggrundpapir til statsministerens vision om grøn vækst
Venstres hjemmeside
Statsministeriets hjemmeside

Relevante artikler på Jernesalt: