Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering Coronakrisen E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2019-FILOSOFIEN
 
ESSAYS
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - opbrud07b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.5.07.


Venstre ramt af udbrud

Efter en uge med turbulent opbrud i dansk politik er der blevet tid til eftertanke.

Opbruddet kom den 7. maj med Naser Khaders og Anders Samuelsens udbrud fra Det radikale Venstre og Gitte Seebergs fra Det konservative folkeparti og deres stiftelse af partiet Ny Alliance.

Der var endeløs medieopmærksomhed med offentligggørelse af den ene meningsmåling efter den anden der viste markant tilslutning til det nye parti og svækkelse af især Det radikale Venstre, men iøvrigt skal tages med langt større forbehold end de sædvanlige målinger, fordi den pludselige opmærksomhed i sig selv påvirker besvarelserne til fordel for den ubestandige impulsivitet.

Fokuseringen betød at Morten Messerschmidts uheldige opførsel i Grøften i Tivoli med efterfølgende udtræden af Dansk Folkepartis folketingsgruppe forsvandt i glemmebogen, og at Louise Freverts demonstrative farvel til og angreb på Pia Kjærsgaard den 8. maj faldt fuldstændigt til jorden, fordi de nok afslørede interessante ting om hård topstyring i partiet, men kom fra et dybt frustreret menneske der simpelthen ikke har tilstrækkeligt politisk talent til at hamle op med lederne (jf. artiklen Freverts tiltagende forvirring fra 3.10.05.).

Men 10. maj kom en virkelig ny overraskelse til fordel for Ny Alliance. Venstres folketingsmedlem Leif Mikkelsen meddelte lidt over 9 på et gruppemøde sine folketingskolleger at han var utilfreds med sit partis uddannelses- og skattepolitik samt debatklima og derfor omgående forlod gruppen og partiet for at melde sig under Ny Alliances faner.



Leif Mikkelsens beslutning kom fuldstændigt bag på gruppen, der efter sigende skal have haft svært ved at koncentrere sig om det følgende punkt på dagsordenen, som gruppeformanden uden tøven gik videre til. Det havde vel været naturligt at afbryde mødet og give medlemmerne lejlighed til at snakke ud om Mikkelsens farvel. Men sådan er en gruppeformand i Venstre altså ikke. Han har travlt og vil videre uden småligt hensyn til personlige følelser. Men at Mikkelsens udmeldelse ramte dybt, kom der senere på dagen klare beviser på. Efter mødet indrømmede den også noget kontroversielle Søren Pind at han var chokeret, men også dybt uenig i Mikkelsens beslutning. Han ville ikke selv gå samme vej. Og i aftenens tv-debat på DR1 med bl.a. Bendt Bendtsen, Marianne Jelved og Helle Thorning-Schmidt var partiets næstformand, indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, synligt nedslået og slet ikke vanligt kampberedt som de øvrige deltagere.

Dette var naturligvis ikke uden grund, for Leif Mikkelsen er ikke hvemsomhelst, men den særdeles kompetente kommunalordfører der trak det store læs for partiet i forhandlingerne om den nye kommunalreform. Han blev senere frataget ordførerskabet, fordi han begyndte at lufte meget utidige tanker om brugerbetaling og ligefrem af partiets 'indpisker', Claus Hjort Frederiksen, blev beskyldt for partiskadelig virksomhed. Mikkelsen gik også mod partilinjen i spørgsmålet om reform af 10. klasserne. Og han, der selv er fra Silkeborg-egnen og valgt i Silkeborgkredsen, var inderligt imod sin partiformands ret egenhændige og 'miljøfrelste' beslutning om at sige nej til en motorvej gennem Gudenå-dalen og i stedet føre den igennem Silkeborg by. Leif Mikkelsen var endeligt også med i kredsen bag 'De ti liberale teser' som i 2003 efterlyste en principiel debat i Venstre om liberalismen forud for årets landsmøde, men fik debatten skudt i sænk af partiformanden.

Den 61-årige Leif Mikkelsen er som gammel gårdejer og venstremand liberalist i gammeldags forstand og har åbenbart ikke i hjertet kunnet acceptere Fogh Rasmussens mere midtersøgende tredje vej. Det er han ikke ene om i partiet, hvad de tretten personer bag 'De ti liberale teser' er det klare udtryk for. Statsministeren har derfor ikke undladt indirekte at true med udskrivning af valg, hvis flere folketingsmedlemmer bag VK-regeringen skulle følge Mikkelsens eksempel. Regeringens flertal er endnu intakt - med 91 mandater (94 minus 3) - men vil være borte hvis yderlige to mandater forsvinder. Og så er valg eneste løsning. Det vil nemlig medføre at alle løsgængerne taber deres mandater, og at Ny Alliance ikke når at blive opstillingsberettiget. Slig udvej er ønsketænkning for både Marianne Jelved og Pia Kjærsgaard, men vil trods alt være en risiko for Fogh selv.



Alt tyder dog på at eventuelle tvivlere i de forskellige partier nu vil tænke sig om, og at et nyvalg ikke bliver aktuelt. Alt tyder samtidigt på, at Ny Alliance med en stor medlemstilstrømning af foreløbig art på internettet vil nå at etablere sig som opstillingsberettiget og rimeligt velorganiseret parti, der skulle have gode chancer for ved det kommende valg om seneste halvandet år at blive større end Det radikale Venstre og således i modsætning til dette få indflydelse på valget af statsminister. Det er blevet diskuteret om der virkelig er plads til et nyt parti på midten, og man har sågar blandet de forlængst 'hedengangne' partier Centrumdemokraterne og Kristendemokraterne ind i billedet. Men det er overflødigt, for disse ligger i forvejen så langt nede i tilslutning, at de ingen forskel vil gøre. Ny Alliance vil hente langt de fleste af sine kommende medlemmer og stemmer fra Det radikale Venstre, Venstre og Konservative samt Socialdemokraterne. Dermed vil det blive et ægte midterparti, men af den borgerlige slags. Hvis de skulle komme i en situation der gør det muligt og ønskværdigt for dem at få Helle Thorning Schmidt gjort til statsminister, vil det komme til at svie til dem selv. Der er nemlig ingen mening med to 'radikale' partier der trækker samme vej. Ny Alliance må selvfølgeligt gå ud i offentligheden og sige at man holder alle muligheder åbne, men i realiteten er man nødt til at hælde mod Fogh.

Så i den forstand kan Anders Fogh Rasmussen sove roligt om natten. Hans chancer for at få en tredje regeringsperiode er blevet større med dannelsen af Ny Alliance, men til gengæld bliver det i så fald på nye betingelser, for han vil da være nødt til at skabe balance mellem det nye partis indflydelse og Dansk Folkepartis - i det jeg tidligere har kaldt et trebenet spændingsfelt. Det vil i nogen grad gøre sejladsen lidt mere risikabel, men ikke umulig. Det bliver ikke sirener fra Scylla eller Karybdis Fogh vil blive fristet af, men udfordringer til forhandlingsevnerne han bliver stillet overfor. Situationen vil tvinge både Dansk Folkeparti, Det konservative Folkeparti og Ny Alliance til mere kompromisvillighed. Men i virkeligheden ligger der heri også muligheder for det definitive brud med den gamle klassekampsideologi og det gamle højre/venstre-skel Fogh har ønsket og forlængst deklameret, men ikke fuldtud har kunnet realisere. Skal mulighederne udnyttes kræver det imidlertid afklaring i Venstre og hos statsministeren personligt med hensyn til liberalismen. Og her kniber det fortsat gevaldigt.



Det er her på siderne mange gange blevet påpeget, at hverken statsminister Anders Fogh Rasmussen eller partiideologen Claus Hjort Frederiksen har været i stand til på et dybere filosofisk plan at begrunde og forklare den midtersøgende tredje vej de delvis inspireret af Tony Blair valgte at gå efter partiets valgnederlag i 1998. De er begge pragmatiske politikere med såvel sund fornuft som sund fornemmelse for hvad vælgerne kan bevæges til, men de savner evne og vilje til at give sig i lag med den dyberegående fortolkning af den nye partilinje der ville kunne tiltrække nye, unge vælgere og samtidig tilfredsstille de gamle vælgere, tilhængere og medlemmer der betragter sig som liberalister og føler liberalismen svigtet.

Resultatet er ikke alene at visse af disse liberalister som Leif Mikkelsen til sidste vælger at gå i frustration, eller at andre af dem danner liberalistiske tænketanke som Cepos eller tidsskrifter som Liberator, men også det helt katastrofale, at partiet aldrig får den debat om liberalismen som er nødvendig for at sætte tingene ordentlig på plads og få skaffet basis for videregående nytænkning. Det grelleste eksempel herpå er partiformandens indiskutable afvisning af enhver diskussion om de tanker socialminister Eva Kjer Hansen gjorde sig om forholdet mellem uligheden og friheden i samfundet - jf. artiklen om Partiskadelig uafklarethed i Venstre. Hun mente at friheden var så vigtig, at samfundet måtte acceptere en stigende ulighed, men blev hurtigt sat på plads: Venstre går ikke ind for øget ulighed. Færdig.

Men dette modsætningsforhold mellem friheden og ligheden er ikke et problem vi nogensinde bliver færdige med, for det kan ikke fastsættes ved nogen slags logisk analyse eller kalkule. Det er derimod et modsætningsforhold der er typisk komplementært, dvs logisk uløseligt, men praktisk eller pragmatisk håndterligt som vigtigt dynamisk element i udviklingen, og det skal derfor ikke forties, men frem i lyset til åben og permanent debat. Kun ved at betragte liberalismen (frihedsprincippet) og socialismen (ligheds- eller tryghedsprincippet) som ligerettigede komplementære fænomener er det muligt at komme definitivt fri af den forældede klassekampstænkning og højre/venstre-ideologi. Og kun derved kan der gives den midtersøgende tredje vej en ordentlige, gennemtænkt og konsistent filosofi. Jf. artiklen om Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener.



Det er i denne forbindelse ganske sigende for det lave filosofiske niveau i Venstre, at partiets næstformand, indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, i DR2's udmærkede tema-lørdag om Tony Blair og hans 'tredje vej' meget rigtigt pointerede at Blairs udgangspunkt var det modsatte af Venstres, nemlig en forældet, marxistisk beton-socialisme, og at løsningen derfor var at betragte som en liberalisering, væk fra nationalisering og styring henimod friere markedsøkonomi. Men han undlod helt at præcisere, at Venstres udgangspunkt var den rene liberalisme, og at partiets nye løsning, den tredje vej, derfor er en vej væk fra forældet, utopisk liberalisme hen imod en socialt betonet liberalisme, der har markedsøkonomien som selvfølgelig forudsætning, men også kan acceptere den moderne velfærdsstats socialt hensyntagende reguleringer - blot de ikke på socialdemokratisk vis automatisk betyder en større offentlig sektor, højere skatter og flere indgreb mod det private erhvervsliv.

Reelt er Anders Fogh Rasmussens Venstre i dag hvad man må betegne som et et socialt-liberalt parti, hvis ikke det lige netop forholdt sig sådan at udtrykket kan misforstås takket være Det radikale Venstre der kalder sig sådan, men definerer det sociale økonomisk og det liberale som frisind. Ægte social-liberalisme er en komplementær størrelse og skal følgelig behandles som modsætningsbærende, men netop derfor som en dynamisk og progressiv energi.

Dette er der tilsyneladende ingen forståelse for i Venstre, og derfor maner man al tvivl om liberalismen i jorden og tvinger de frustrerede liberalister til tavshed eller udvandring. Derfor kan partiet ikke inspirere Dansk Folkeparti til at bevæge sig i en rigtigere retning. Og derfor ser man nu Ny Alliance dukke op som nødvendig katalysator.

På denne baggrund kan det fastslås med sikkerhed, at det vil være en ulykke om Fogh tvinges til at udskrive valg inden Ny Alliance er blevet opstillingsberettiget. For dette parti vil efter alt at dømme kunne sikre lige netop det opbrud i dansk politik som kan skabe bevægelse hos de gamle partier og Dansk Folkeparti og dermed betyde at niveauet i dansk politik kommer højere op - debatmæssigt og idémæssigt. Det nye parti mangler at komme med et fuldt udarbejdet program. Krav om skattelettelser og humanitet i behandlingen af asylsøgerne kan ikke bære et parti. Heller ikke Naser Khaders karisma kan dette.

Hvad der er behov for er at ramme Venstre på det virkeligt ømme punkt: den manglende afklaring af forholdet mellem frihedsprincippet og ligheds- eller tryghedprincippet. For kun en sådan afklaring vil kunne sikre partiet som førende og inspirerende midterparti.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Opbrud i dansk politik med Ny Alliance?  (8.5.07.)
Partiskadelig uafklarethed i Venstre  (26.11.06.)

Uro i Dansk Folkeparti  (30.4.07)
Meier Carlsen om danskernes religiøse analfabetisme og Den fjerde alliance  (28.4.07.)
Folkelighed og intellektualisme  (20.12.06.)
Dansk Folkeparti og Venstre-Konservatismen  (19.12.06.)
Foghs åbning og lukning  (6.10.06.)
S, R og Dansk Folkeparti i ombrydning  (9.4.06.)
Valget en stor sejr for regeringen  (10.2.05.)

Politiske parametre  (6.2.05.)
Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal