JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - venstrekrise01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.11.06.

Partiskadelig uafklarethed i Venstre
- Har partitoppen taget skyklapper på?

Venstre er på det sidste blevet et langt morsommere parti end man i sin vildeste fantasi kunne have forestillet sig for et halvt år siden.

Partiets kommunalordfører Leif Mikkelsen har offentligt beskyldt partiets chefideolog Claus Hjort Frederiksen for at tale usandt i sin kritik af Leif Mikkelsen, Søren Pind og Peter Christensen.

Chefideologen var så utilfreds med Mikkelsen og meningsfællers utvetydige kritik af partitoppens indiskutable midterlinje og navnlig af deres utilslørede luftning af sympati for liberale tanker om skattelettelser og brugerbetaling forud for landsmødet, at han stemplede deres virksomhed som partiskadelig.

Det ville den ærekære Leif Mikkelsen ikke have siddende på sig, så han forlangte på et møde onsdag med beskæftigelsesministeren en decideret bevisførelse fra dennes side for påstanden, men den fik han selvfølgelig ikke, da påstanden kommer under rubrikken 'subjektive meninger' (hvad der dog ikke blev nævnt!). Og han udsendte så en pressemeddelelse med følgende bemærkelsesværdige ordlyd: "Luften er renset. Efter flere dages beskyldninger mod tre navngivne gruppemedlemmer om partiskadelig virke og anonyme angreb i pressen, har vi nu bedt om beviser. De er der ikke. Derfor har vi på mødet i Beskæftigelsesministeriet aftalt, at jeg i pressen kan fastslå, at beskyldningerne er usande."

Dette kunne hverken beskæftigelsesministeren eller Venstres folketingsgruppe selvsagt leve med. Derfor blev Leif Mikkelsen på et gruppemøde fredag morgen under forsæde af gruppeformanden, tidl. minister Svend Erik Hovmand med øjeblikkelig virkning afsat som partiets kommunalpolitiske ordfører - uden at man fik orienteret partiformanden, statsminister Anders Fogh Rasmussen, der var på rejse i Østen.

Isoleret set havde gruppen intet andet valg. Man kan ikke have et medlem på en så fremtrædende post som det er at være kommunalordfører netop på det vigtige tidspunkt, hvor kommunalreformen skal føres igennem og forsvares, som åbenlyst ikke alene undsiger partitoppens politiske linje på et bestemt punkt, men beskylder den for usandhed. Leif Mikkelsen har i denne sag - modsat Søren Pind og Peter Christensen - optrådt så ærekær og rethaverisk at det ellers særdeles kompetente og hidtil højt respekterede gruppemedlem selv undergravede sin status i gruppen.

Men ét er rethaveriskhed og beviskrav der går for vidt, noget andet og virkeligt morsomt i sagen er partitoppens reaktion på de nævnte medlemmers ærligt liberale forsøg på at få grundigere debat i partiet om centrale spørgsmål.

Det ligner ganske enkelt ikke nogen form for ansvarlighed at Claus Hjort Frederiksen nærmest som tidligere tiders Kreml-ideologer råber 'partiskadelig' efter nogle medlemmer der på ærlig vis og sagligt plan ytrer sig imod partilinjen. Det er lige før man nu også må forvente et skældsord som 'folkefjende' fra den kant. For meningen er jo at afskære ethvert forsøg på debat om de givne emner - på trods af at der åbenlyst er uenighed om dem langt ind i partirækkerne.

Det er kommet frem, at partiformanden reagerede overrasket og vredladent på meldingen om Mikkelsens fyring, men det kan ikke deraf sluttes at resultatet ville have blevet anderledes, hvis han havde været hjemme og deltaget i gruppemødet. For både Hjort og Hovmand véd hvad formanden forventer af dem i situationer som disse.

Men resultatet bekræfter at partiet er havnet i en decideret krise, fordi partitoppen vil have opbakning til sin iøvrigt klare og fornuftige midterlinje uden nogen form for slinger i valsen. Og det vil sige at den ønsker at styre partiet, folketingsgruppen og partiorganisationen benhårdt uden ordentlig debat om de emner der naturnødvendigt må give anledning til debat i et liberalt parti, nemlig spørgsmålet om hvor langt partiet kan definere sig selv som et midterparti uden at svigte de liberale grundprincipper partiet, inkl. Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen selv, tidligere har stået for.

Krisen forstærkes naturligvis af andre forhold som hele røret om påståede nedskæringer i det offentlige i forbindelse med kommunalreformens implementering - jf. artiklen Fogh, Venstre, Velfærden og Fremtiden (21.11.06), og den bekræftes ligeledes af meningsmålingernes dalende tilslutning til Venstre, herunder dagens nyeste Gallup. Men tilsyneladende vil partitoppen ikke lade sig anfægte. Meget tyder på at den simpelthen har taget skyklapperne på, så den ikke længere kan blive distraheret af trafikken til siderne.

Men støjen er der nu engang - og den har ikke noget med manglende loyalitet over for partiet eller formanden at gøre. Den beror ganske enkelt på manglende afklaring af det helt centrale spørgsmål om hvordan liberalismen forholder sig til midtervælgernes tilsyneladende urokkelige præferencer for tryghed og fællesskab. Eller med andre ord: Støjen i partiet beror på manglende afklaring af selve modsætningsforholdet mellem frihedsprincippet og ligheds- eller tryghedsprincippet.

Dette viste sig i den debat om uligheden i samfundet som socialminister Eva Kjer Hansen var så letsindig at rejse, men som omgående blev skudt i sænk af højeste autoritet. Og det sås også i reaktionen på Søren Pind-gruppens ti liberale teser i 2003. De blev dengang udskudt til debatten om det nye principprogram, men blev i realiteten aldrig taget op da tiden var inde. Og det viser sig generelt i partitoppens og ministrenes uvilje mod og manglende tid til at tage sig af partidebatten og de for dens forenende og forløsende udfald nødvendige filosofiske og psykologiske overvejelser. Ministre har ikke tid til den slags, kan man indvende. Britiske Tony Blair er kommet i selvsamme situation ved altid at kræve input fra sine rådgivere på max tre sætninger. Men hvis partiledere og statschefer systematisk negligerer al tænkning der rækker ud over den daglige partitaktik, så løser de ganske enkelt ikke hovedopgaven, men taber i sidste ende alle deres valgsejre på gulvet.

Venstre er for øjeblikket inde i sin alvorligste krise siden valgnederlaget i 1998. Eneste udvej er en grundig og tilbundsgående afklaring af alle principielle problemer der knytter sig til modsætningsforholdet mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet.

Partiskadelig i denne forbindelse er ene og alene den manglende afklaring og selve den indgroede uvilje mod via åben debat og dybere erkendelse at nå frem til en afklaring. En sådan er faktisk mulig - og ligger som Jernesalt gentagne gange har påpeget - i komplementaritetssynspunktet der gør modsætningen mellem friheds-princippet og lighedsprincippet til et komplementært modsætningsforhold og derfor et modsætningsforhold der aldrig skal løses ved et enten-eller-hug, men ved at indse begge princippers nødvendighed for en dynamisk samfundsudvikling. Denne anbefalelsesværdige filosofi kan oven i købet skabe det bedst tænkelige grundlag for at bevare en dybere fælleskabsfølelse og dermed sammenhængskraft i befolkningen.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Fogh, Venstre, Velfærden og Fremtiden  (21.11.06)
Foghs åbning og lukning  (6.10.06.)

Nedskæringer og prioriteringer i det offentlige  (27.9.06.)
Jens Rohdes exit  (9.9.06.)
Finanserne og humoren   (31.8.06.)