JERNESALT - offentlige
ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.9.06.
Nedskæringer og prioriteringer i det offentlige
- må ses i komplementaritetssynspunktets lys
Protesterne mod bebudede nedskæringer i visse kommuners udgifter til børneinstitutioner og skolevæsen har været stigende i tal og styrke i flere dage. Og de er følgelig også trukket stærkt frem i medierne, da de nu engang er velegnede til dette formål. Skolestrejker, ulovlige arbejdsnedlæggelse af pædagoger, ulovlige forældreblokader af institutioner samt forældres og pædagogers fuldt legale, men virkningsløse underskriftsindsamlinger er spektakulære fænomener, der til hver en tid kan følges op af interviews med mere eller mindre relevante personer fra forældre, pædagoger, lærere og skoleledere til rådmænd, borgmestre, formanden for KL og selveste indenrigsministeren. Og da Venstre-rådmanden i Århus også forleden pudsede politiet på blokadevagterne, var der optræk til rigtige spektakler, indtil politiet fastslog at man ikke havde tænkt sig at gribe til vold.
Der er naturligvis stærkt delte meninger om sagen mellem folk. Lærere og pædagoger samt mange forældre er utilfredse med de påtænkte, men foreløbigt ikke konkret udmøntede nedskæringer. Mange forældre bakker principielt op om pædagogerne, men kan ikke lide arbejdsnedlæggelser der jo først og fremmest rammer dem selv. De politisk valgte mener selvfølgelig ikke der er nogen vej uden om stramningerne, da de kommunale budgetter skal hænge sammen så de totale udgifter ikke bliver større end de totale indtægter, men mange af dem fralægger sig i realiteten totalansvaret for deres egne budgetteringer ved at give regeringen skylden for den nødvendighed der kommer af at regeringen ikke vil tillade kommunerne at kræve flere skatter op. Det er der faktisk indgået en aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening om.
Selv en del Venstre-borgmestre og formanden for KL, der også er Venstremand, deltager i hylekoret mod regeringen, men indenrigsministeren melder hus forbi og påpeger at det er op til kommunerne selv at lave budgetter - og herunder prioritere hvad deres penge skal bruges til. Det hedder kommunalt selvstyre. Og faktum er da også, at mange kommuner er i stand til at løse opgaven, selv om den er vanskelig og ikke kan løses optimalt.
Som sædvanligt i den slags tilfælde er det let at komme til det resultat at alle parter har gode argumenter og derfor også ret. Eller som den arme borgmester Herman von Bremen siger til advokaterne i 'Den politiske kandestøber', da han skal dømme mellem dem i en sag: "I har ret begge to, hver på sin måde".
Det allernemmeste i sådanne sager er derfor at hænge begge parter, for så kan man komme definitivt ud over de uløselige logiske problemer. Det er nemlig logikken der driller.
Hele miseren kommer af den nye kommunalreform, der træder i kraft fra 1. januar 2007, og som dels giver kommunerne mange nye opgaver eller opgavefordelinger, dels betyder mange sammenlægninger af mindre kommuner. Altsammen noget der både kræver ekstra foranstaltninger og bevirker usikkerhed og uoverskuelighed i beslutningsprocesserne. Givet er at omstillingsprocessen i sig selv vil give merudgifter, men også at den på længere sigt - bare to-tre-fire år frem - vil indebære mulighed for besparelse i kraft af stordriftsfordele. Men problemet er at ingen har erfaring i disse forandringsprocesser, og at ingen kan overskue dem fuldt ud på forhånd. Der skal ikke blot vindes erfaringer hen ad vejen, men rent ud sagt gøres forsøg for at finde ud af hvad der er bedst, dvs hvordan man får mest for pengene, de såkaldte cost-benefit-analyser.
Regeringen har fuldstændigt ret i, at kommunalreformen er vedtaget af folketinget med det formål at man fremover skal kunne løse opgaverne bedre for de samme penge. Og den har ret i at kommunerne selv gennem deres egen organisation, Kommunernes Landsforening, har været med til at forhandle alle konkrete aftaler på plads.
Regeringen er også i sin gode ret til at fastholde skattestoppet og dermed fastholde at kommunerne - bortset fra nærmere fastsatte, men begrænsede ekstrabevillinger til engangsopgaver - ikke må benytte kommunalreformen til at øge deres totale udgifter.
Her er der naturligvis politisk uenighed mellem de borgerlige og de ikke-borgerlige.
De borgerlige vil fastholde en sund økonomi, hvad der i øjeblikket vil sige lavest mulig inflation og rente. Og da den økonomiske vækst fort tiden er god og kaster flere skatter af til statskassen end forventet, så betyder det, at regeringen kan afdrage på statsgælden og alligevel have et stigende budgetoverskud.
Mange mennesker forstår ikke rigtigt, at staten kan have et overskud på 60 mia samtidig med at regeringen er uvillig til at pumpe penge ud i det offentlige forbrug gennem øgede bevillinger til formål alle i landet i princippet er enige i er gode og nyttige formål, såsom børneinstitutioner, skolevæsen, sygehusvæsen og plejehjem. Men i grunden er det simpel nationaløkonomi som bl.a. overvismand Peter Birch Sørensen forklarede i TV2-Nyhederne i går. Bruges overskuddet til øget offentligt forbrug og udvidelse af den offentlige sektor, så vil det kræve indskrænkning af det private forbrug gennem øget beskatning, idet resultatet ellers vil blive stigende lønninger, stigende inflation, stigende renteniveau, øget mangel på arbejdskraft og forringelse af dansk erhvervslivs konkurrenceevne og dermed alt i alt en økonomisk udvikling der hurtigt vil gøre ubehagelige økonomiske indgreb tvingende nødvendige.
Ingen fornuftige mennesker kan for alvor ønske en sådan udvikling. Men de ufornuftige kan, og de ufornuftige er i denne forbindelse simpelthen blot alle der ikke vil eller kan se blot nogle få år frem i tiden, men som tværtimod har det som visse privatmennesker, der fristet af reklametilbuddene nøjes med at kigge i tegnebogen eller på bankkkontoen og drage den slutning at hvad der findes dér kan bruges uden videre, dvs uanset hvad næste måned eller næste år bringer af udgifter.
Det er selvfølgelig ikke pænt at sige det i vore demokratiske tider, hvor alle nærmest har en grundlovssikret ret til at få papir på at de er lige så kloge og fornuftige som alle andre, men det bør for realitetsprøvelsens skyld alligevel siges uden omsvøb: der er for mange politiske kandestøbere her i landet, dvs der er alt for mange der ser ganske snævert på statens og kommunernes økonomi og tror at alle problemer kan løses gennem øget skatteopkrævning.
Uenigheden mellem de borgerlige og de ikke-borgerlige er fortsat markant. Og den er fortsat allertydeligt i spørgsmålet om den offentlige sektors størrelse i forhold til den private sektor.
De tider er heldigvis forbi, hvor borgerlige partier satte spørgsmålstegn ved velfærdssamfundet, som Venstre gjorde før 1998, eller hvor ikke-borgerlige partier satte spørgsmålstegn ved markedsøkonomien, som Labour i England gjorde før 1997. Begge fænomener er kommet for at blive, men vi skal selvfølgeligt behandle dem kritisk og forsvarligt. Og lige præcis dette forudsætter at hverken velfærdstanken (ligheds- eller tryghedstanken) eller frihedstanken skal vælges på den andens bekostning, men begge tværtimod have hvad de hver for sig fortjener for udviklingens og helhedens skyld. Dette bliver der flere og flere vælgere på midten af det traditionelle politiske spektrum der kan forstå betydningen af og drage fordelen af. Derfor er midtervælgerne i dag blevet af største betydning for fastholdelsen af en fornuftig økonomisk politik der tilgodeser både det private initiativ og det sociale fællesskab.
Ikke desto mindre er der fortsat forskel på hvordan parterne bedømmer den offentlige sektors størrelse. Herhjemme står Venstre fortsat for den linje, at man ønsker en god og effektiv offentlige sektor, men samtidig en god og effektiv privat sektor. Det har intet formål i sig selv at ønske den offentlige sektor begrænset mest muligt, men den må ikke vokse sig stor på den private sektors bekostning, for det er trods alt fortsat denne der leverer 'varen', grundlaget for vækst og forbrug - og derfor må der økonomiseres strengt med de midler der tilføres den offentlige sektor. Ressourcerne er begrænsede; effektivisering, rationalisering, prioritering og udlicitering er derfor en absolut nødvendighed.
Omvendt har socialdemokraterne og SF fortsat en klar tendens til at ville øge den offentlige sektor skridt for skridt, idet velfærd nærmest automatisk sættes lig med offentlige ydelser. Det har været hovedproblemet i dansk økonomi lige siden den offentlige sektors pludselige og kolossale udvidelse i halvfjerdserne som igen blev muliggjort gennem momsens indførelse og ifølge Jørgen S. Dich gjorde særforsorgen til at kulturfænomen. På det sidste har socialdemokraterne - tilsynedeladende med en vis effekt i meningsmålingerne - påny gjort sig til talsmænd for deres gamle politik: udvidelse af den offentlige sektor for at sikre velfærden på højeste niveau. Alt tyder på at dette bliver et hovedemne for de kommende års politiske debat, måske helt frem til næste valg.
Man kan i forbindelse med hele kommunalreformens implementering og de igangværende debatter om kommunernes budgetter for næste år sagtens bebrejde regeringen at den har været for dårlig til at kommunikere budskabet om reformens langsigtede fordele, men man må efter sagens natur også medgive den, at usikkerheden i og uoverskueligheden af reformen er så stor, at reformens heldige gennemførelse først og fremmest afhænger af kommunernes vilje til at påtage sig det fulde ansvar for opgavens løsning. Derfor er det fuldt forståeligt, at indenrigsministeren langer ud efter de Venstre-borgmestre der er gået ind i det socialdemokratiske hylekor uden at forstå konsekvensen af det.
Hvad der helt mangler i regeringens tackling af problemet er en fuld forståelse for og klar påpegning af at problemet dybest set bunder i den principielle logiske modsætning mellem frihedens princip og lighedens (tryghedens) princip - og at denne logiske modsætning eller uforligelighed ikke kan tackles ordentligt medmindre man ser den fra en egnet vinkel, nemlig komplementaritetsssynspunktets.
Komplementaritetssynspunktet siger i korthed at hvis to betragtningmåder af et fænomen begge er nødvendige for en fuldstændig beskrivelse af fænomenet, selvom de logisk udelukker hinandens samtidighed, så må de anses for komplementære. Betragtningsmåderne kan hver for sig benyttes til hver sine formål, men begge må indgå i totalbeskrivelsen af fænomenet.
Det kan lyde meget teoretisk, men er allehøjeste grad relevant for den politiske debat og forståelse, for synspunktet indebærer, at det er komplet umuligt at få modsætningn mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet til at gå op i en højere logisk syntese. Der vil altid være og forblive en modsætning mellem hensynet til friheden og hensynet til ligheden, og dermed en modsætning mellem hensynet til individet (og dets udfoldelsesmuligheder) og fællesskabet (og dets behov for tryghed og sikkerhed). Modsætningen er af logisk natur og behøver ikke i praksis at true det politiske system endsige samfundet eller kulturen som sådanne. Tværtimod ligger der en helt afgørende dynamisk faktor i modsætningen, som ethvert åbent og demokratisk samfund må værdsætte som selve velfærdssamfundets egentlige drivkraft.
Der er i og for sig intet at sige til at pædagoger og lærere rundt omkring på institutionerne og skolerne er utilfredse med de bebudede kommunale nedskæringer og vælger at protestere inden budgetterne bliver endeligt vedtagne. Men der er i allerhøjeste grad grund til at påpege at det for politikerne er nødvendigt at økonomisere og prioritere, men desværre også umuligt for dem på nuværende tidspunkt fuldt ud at kunne overskue konsekvenserne af deres egne beslutninger og kommunalreformens vedtagelse. Protesterne er derfor ikke særligt fremmende for den politiske proces, men tværtimod udtryk for manglende realitetssans. Det mindste man kunne gøre er vente og se hvor galt det egentligt bliver, hvis det overhovedet bliver galt - og så iøvrigt medvirke til at få løst de konkrete problemer rundt omkring på forsvarlig vis.
Også de protesterende kunne drage fordel af at stifte bekendtskab med komplementaritetssynspunktet, for hvis de gjorde det ville de kunne forstå, at varetagelsen af deres egne snævre og kortsigtede interesser ikke nødvendigvis går op i varetagelsen af samfundets overordnede og langsigtede interesser. Individets interesser falder ikke sammen med samfundets interesser. Og de sidste varetages i demokratiet af de folkevalgte landspolitikeres og deres ansvarlighed for helheden.
Men det skal ikke nægtes, at komplementaritetssynspunktet kræver at man aflægger alle indgroede vaner med at tænke i enten-eller-baner. Faktisk er en passende portion humor den allerbedste vej til synspunktet.
Jan Jernewicz
Henvisninger:
Aktivismen og demokratiet (4.10.06.)
Komplementaritetssynspunktet generelt
Individ ogsamfund som komplementære fænomener
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener
Den herskende klasse efter 1970 (ifølge Jørgen S. Dich)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida (9.3.06)
Politiske parametre (6.2.05.)
Humor og tragedie
Velfærdsforliget i hus (21.6.06.)
Velfærdsudspillet (6.4.06.)
Velfærdskommissionens udspil sparket af banen? (9.12.05.)
Kommunalreformen på plads (25.6.05.)
S, DF og Venstre i forskudt spændingsfelt (21.02.06.)
Uligheden i Danmark - og uafklaringen i Venstre (22.9.05.)
Valget en stor sejr for regeringen (10.2.05.)
Fogh og liberalisterne (4.2.05.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner (30.11.04.)
Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Humor
Artikler om Sekularisering
Jernesalts værdimanifest
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
.jpg)
