JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - velfaerd03

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.6.06.

Velfærdsforliget i hus

Så lykkedes det VK-regeringen efter hårde og langvarige forhandlinger i finansministeriet at få socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og de radikale med i et bredt forlig om en velfærdsreform. 158 mandater står bag det.

Bredden er i sig selv en sejr for dansk parlamentarisme og udtryk for alle parters fulde forståelse for at en velfærdsreform ikke er meget bevendt uden at regering og størstedelen af oppositionen når frem til en enighed der bevirker at forliget kan holde i hvert fald hen over de første folketingsvalg. Det er kaldt historisk i den forstand at det er mere omfattende og rækker mange flere år frem end noget tidligere politisk forlig. Og sådan bør det være. Men ingen bør bilde sig ind at det løser alle større problemer. Politikerne har bestemt ikke overflødiggjort sig selv med reformen.

Forliget har været velforberedt gennem kommissionsbehandling og globaliseringsanalyser samt en flerarig offentlig debat. Det kan ikke siges fuldtud at have levet op til alle deltageres forventninger og ambitioner, men det ligger inden for det muliges kunst som udtryk for vilje til at fire og hale som kræfterne og fornuften byder deltagerne uden at de slipper taget i tovet. Forliget er med andre ord et smukt udtryk for den pragmatiske ansvarlighed man burde kunne forvente af de fire gamle partier og som altså også det unge Dansk Folkeparti klogeligt har valgt at bøje sig for. Hvem der har vundet og tabt mest under de udmattende forhandlinger får stå hen.

Alle har udtrykt tilfredshed over såvel det samlede resultat som de enkeltheder partierne hver især mener at have sat afgørende fingeraftryk på. Ingen af parterne har naturligvis fået alt hvad de har ønsket sig, men intet parti har heller givet så markant og pludseligt køb på principper at det kan komme bag på nogen der har fulgt med. De kommende måneders opinionsundersøgelser vil vise om forligspartiernes vælgere kan acceptere resultatet - eller om nogle af dem skulle være så verdensfjerne at de springer over til de to partier der ikke ville være med til nogetsomhelst, end ikke forhandlinger. Det er da ikke umuligt at SF kan få en korttidsgevinst på sin principfasthed, men et valg er efter dette forlig ikke lige om hjørnet.

Økonomiske eksperter og repræsentanter for organisationerne har naturlig nok peget på svagheder ved forliget, men stort set accepteret det som fornuftigt, omend ikke helt så langtidsholdbart som forligsparterne selv gerne vil give det udseende af.

Forliget er kommet i stand på det bedst tænkelige tidspunkt, hvor der er sjælden orden i økonomien. Det er ikke givet eller blot sandsynligt at det ville kunne hales i land om fire eller fem år. Fremtiden er nemlig som sædvanligt usikker. End ikke de klogeste hoveder i landet er i stand til at fortælle os hvad de igangværende demografiske forskydninger vil betyde på længere sigt eller hvordan de økonomiske konjunkturer udvikler sig bare ti år frem. Hvad der kan forventes af ansvarlige politikere er derfor alene at prøve at tage højde for de mest sandsynlige udviklingstendenser, herunder ikke mindst hvad angår arbejdskraften. Det har ligget i luften som en aldrig anfægtet forudsætning at velfærdssamfundet udover på en elementær solidaritet primært bygger på økonomi og vækst, og at dets opretholdelse derfor forudsætter vækstens opretholdelse. Dette er selvsagt nogle gladere for end andre. Kun de radikale idealister tør ud fra deres gamle midteroprørsfilosofi ligeud erklære sig som tilhængere af en miljømæssigt bæredygtig nulvækst.

Da befolkningsprognoserne entydigt siger at vi de næste årtier bliver stadigt flere ældre, men færre erhvervsaktive, så har det hele tiden ligget klart, at en ansvarlig velfærdsreform måtte indebære at den nødvendige arbejdskraft sikres bedst muligt. Og dette problem forsøger reformen klaret med et dobbeltgreb. For det første forhøjes såvel den almindelige pensionsalder som efterlønsalderen med to år (fra hhv. 65 til 67 og fra 60 til 62), dette skulle efter beregningerne give 86.000 flere i arbejde i 2025. For det andet vil initiativer på arbejdsmarkeds- og integrationsområdet give 15.000 ekstra og initiativer på uddannelsesområdet 10.000 ekstra i arbejde i samme periode. Altså sammenlagt 110.000 flere i arbejde i 2025. For de unge er målet at 95 % af alle skal have en ungdomsuddannelse, og at 50 % af alle skal have en videregående uddannelse.

Ideen med at forringe SU'en er droppet, men til gengæld øger man på anden vis tilskyndelsen til at få de unge hurtigere gennem deres uddannelse - en gennemsnitlig forsinkelse på fire år er for dyr. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen kom ikke igennem med forringelsen af dagpengene for de unge, selvom det var ment som incitament til at få dem hurtigere i arbejde, og undervisningsminister Bertel Haarder måtte droppe det forslag om afskaffelse af 10. klasse som mange Venstre-folk har været inderligt imod. Dansk Folkeparti forhindrede sammen med socialdemokraterne det tåbelige forslags gennemførelse.

Det springende punkt i reformerne har hele tiden været efterlønnen og dét af to grunde. Dels har efterlønsordningen, der oprindeligt blev indført for at råde bod på den høje arbejdsløshed i 1979, været så populær og omkostningskrævende, at økonomer efterhånden fandt det klogest at udfase den. Dels har socialdemokraterne tidligere lidt et så alvorligt nederlag ved at løbe fra den efterlønsgaranti Poul Nyrup var så letsindig at udstede i en valgkamp, at de har modsat sig ordningens afskaffelse tillige med deres værste konkurrent, Dansk Folkeparti. Begge partier har bøjet sig for nødvendigheden af at forhøje pensionalderen under henvisning til den stigende levealder, og de gik altså med til en tilsvarende logisk forhøjelse af efterlønsalderen. Og omvendt opgav både de radikale og de konservative kravet om den totale afskaffelse.

Regeringen spillede taktisk klogt ud med en forhøjelse af efterlønsalderen på hele tre år og en reduktion af dens varighed med et år, så her var der lidt at forhandle om. Kompromiset blev naturligvis to år og ingen reduktion. Og da socialdemokraterne tydeligt meldte ud at man var villige til en sådan regulering, måtte også Dansk Folkeparti i tide - omend under betænkeligheder - erklære sig villige til et kompromis i samme retning. Fornuften sejrede. Efterlønsordningen blev bevaret som den med rette eftertragtelsesværdige luksusordning den er, men justeret i forhold til levealderens stigning, endda med tillæg af ekstra midler til forebyggelse af fysisk og psykisk nedslidning. Objektivt set er den stadig for omkostningskrævende - og burde fra starten være bygget op som forsikringsordning. Men intet parti kommer godt fra at afskaffe ordningen - så hellere tage besværet med at få de begrænsede ressourcer prioriteret til denne luksus på bekostning af andre områder som ældreplejen!

Advarslerne angående økonomien generelt er på det sidste blevet mere entydige. Der er risiko for overophedning af økonomien. Derfor fraråder eksperterne såvel skattelettelser som øgede offentlige udgifter. Det første rammer det ene regeringsparti, det andet det største oppositionsparti. Begge kan glæde sig over at velfærdsforliget er kommet i hus inden de alvorlige problemer melder sig.

De konservative er det parti der har grund til mindst tilfredshed med forliget og perspektivet. Mange af dem havde sikkert gerne set en større hensyntagen til de radikales ønsker. Men de radikale har da benyttet lejligheden til at markere en meget klar afstand til Helle Thorning Schmidt, idet Margrethe Vestager har meldt ud, at de radikale efter næste valg ikke vil pege på Helle Thorning som statsministerkandidat, da det for dem er lige fedt om regeringschefen hedder Fogh eller Thorning. Man kan undre sig lidt over denne udmelding netop nu, al den stund Helle Thorning ved sin deltagelse i velfærdsforliget har bestået det der er blevet kaldt hendes 'politiske svendestykke': hun har distanceret sig fra den flotte, men uheldige erklæring om at hun ville arbejde Fogh ud af statsministerkontoret. I stedet for har hun dokumenteret at hun har været i stand til at udnytte Foghs eget udtrykkelige ønske om at få socialdemokraterne med i et forlig. Det vil med andre ord sige, at Helle Thorning Schmidt har udvist lige netop den parlamentariske ansvarlighed som de radikale frem for alle indtil for ganske nyligt har stået for - men altså nu pludseligt bebrejder andre.

Helle Thorning Schmidt har stabiliseret sin position som socialdemokraternes leder efter en hel del slinger i valsen og en del erklæret utilfredshed fra flere, endda prominente partifæller. Først gik hun til højre, så til venstre efter den gamle forældede klassekampsskala - og nu konkurrerer hun på midten om de samme vælgere som Dansk Folkeparti appellerer til. Men som Thomas Larsen påpeger i sin analyse i Berlingske Tidende i dag, så indtræffer der med forliget paradoksalt nok en hårdere fase i dansk politik. For partierne har fået deres handlefrihed tilbage, og fronterne vil hurtigt blive trukket op mellem regeringen og S.

Her skal man blot stedse huske, at socialdemokraterne er i klemme, fordi de radikale lægger større og større afstand til dem, SF presser dem omvendt mere og mere. Også regeringen er i klemme, fordi de konservative fortsat drømmer om skattelettelser og nedtoning af samarbejdet med Dansk Folkeparti. Hvad enten de kan lide det eller ej, så ligger spændingsfeltet i dansk politik fortsat i forholdet mellem Venstre og Dansk Folkeparti.

Sorteper sidder statsminister Anders Fogh Rasmussen følgelig med. De store reformer er i hus (eller kommer det når folketinget mødes efter sommerferien). En reformpause kunne være på sin plads i hans øjne, da han selv har erkendt at det nogle gange går for hurtigt for befolkningen med for mange og store reformer. Også i EU har det efter hans mening gået lidt for stærkt i for lang tid. Men dels er manden ikke skabt til at sidde med hænderne i skødet, dels er det altid uklogt af en stadigt fungerende leder at hvile på laurbærrene, og endelig gælder at lykkelige nationer slet ikke gives, og hvis de fandtes ville de - som en amerikansk diplomat engang skal have sagt - være uden historie.

Projekter må altså til - i politik, i erhvervslivet, i kunsten og i videnskaben som i privatlivet. Ellers ender det hele i stilstand og kedsommelighed, ja, i værste fald i depression.

Oppositionen har naturligvis altid det projekt at vælte den siddende regering for selv at komme til. Så nogen vil da holde regeringen i ånde. Men hvad er dens eget projekt fra nu af? Det skal man næppe vente svar på her i agurketiden. Måske løftes der lidt af sløret når folketinget åbner til oktober - eller når Venstre holder landsmøde og bl.a. skal vedtage et nyt principprogram.

Anders Fogh Rasmussen vil uden tvivl benytte sommeren og sommerferien til at tænke.

Jernesalt har tidligere anbefalet ham at tænke så grundigt over tingene, at det værdimæssige i videste forstand tænkes sammen med det politiske. Det kræver imidlertid for statsministerens vedkommende at det religiøse og historiske perspektiv accepteres uden forbehold i hans politik.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Finansministeriets meddelelse 20.6. om forliget
Officielt resumé af aftalen (20 sider)

Relevante artikler fra Jernesalt: