JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - kanel23meier

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.11.05.

Er danskerne socialdemokrater i hjertet?
- Eller tager BT's Erik Meier Carlsen grueligt fejl?

af Jens Vrængmose

At danskerne i hjertet er socialdemokrater er gudhjælpeos hvad den udmærkede redaktør Erik Meier Carlsen fortæller sine læsere i lederen den 27.11. Hans begrundelse er at Anders Fogh Rasmussen kun har magten, fordi mange af hans vælgere fortsat betragter ham som en god socialdemokrat, og at en liberal politisk omformning af det danske samfund aldrig vil kunne samle flertal i befolkningen, og endelig at socialdemokraterne fortsat oplever at Fogh har hugget deres politik.

Men ræsonnementet er bundfalsk og kan kun skyldes at den gode Meier Carlsen sidder uhjælpeligt fast i den forsumpede socialdemokratiske opfattelse at socialdemokraterne har patent på velfærdssamfundet. Han må selv på bunden være ikke så lidt af en socialdemokrat for at tro på den!

Men socialdemokratiet har ikke patent på velfærdssamfundet, selvom de selv tror det og visse kritikere gennem tiderne også har troet det - og derfor angrebet velfærdssamfundet blot fordi det så ud til i hvert fald i den danske udgave at være socialdemokratisk.

Velfærdssamfundet er opstået som en direkte følge af den økonomiske vækst og generelle velstandsstigning som fulgte i kølvandet på 2. verdenskrigs afslutning og navnlig Marshall-hjælpens kick-start.

Det hele begyndte for alvor i Vesttyskland under kristdemokraten Konrad Adenauer og hans økonomiminister Ludwig Erhard. Programmet hed 'social markedsøkonomi' og blev klart formuleret af Erhard i bogen 'Wohlstand für alle" (1957), og det endte som selve det tyske 'Wirtschaftswunder'. Det totalt smadrede Vesttyskland rejste sig bogstaveligt af asken som en Fugl Phønix og blev på rekordtid Europas førende økonomi, ja lokomotivet i vesteuropæisk økonomi. Socialdemokraterne i Tyskland fik ikke en chance for at få regeringsmagten før det hele var sat effektivt på skinner.

I de skandinaviske lande fulgte man naturligvis trop, og da der her i hele vækstperioden var socialdemokratisk ledede regeringer, for Danmarks vedkommende lige til 1968, blev velfærdssamfundene i allerhøjeste grad præget af socialdemokratisk politik - og derfor fik vi specielt i Danmark en velfærdsstat der blev temmeligt ensidigt udviklet med en kolossal og brat udbygning af den offentlige sektor. Fra momsens indførelse i 1967 og kildeskattens fra 1970 gik det simpelthen så hurtigt at VKR-regeringen (1968-71) alt for sent opdagede faren og greb ind. Socialdemokraterne vendte tilbage til taburetterne i 1971 ved hjælp af de nordatlantiske mandater, men undgik ikke sammen med de øvrige ansvarlige gammelpartier vælgernes oprør i 1973. Og eftertiden er blevet én lang justering af systemet, som endnu ikke er afsluttet.

Den helt store fejl i det socialdemokratiske projekt blev påpeget af socialisten, professor Jørgen S. Dich i bogen 'Den herskende klasse' (1973, men kronik allerede i 1971), hvor han sort på hvidt dokumenterede at den offentlige sektors vækst indebar en så markant forskydning af den erhvervsaktive del af befolkningen fra privat til offentlig ansættelse, at det gjorde den offentlige sektor politisk næsten helt urørlig og dermed i realiteten yderst trægt omstillelig. Desuden blev særforsorgen i samfundet et kulturfænomen i stedet for et socialpolitisk fænomen. Begge dele har alle regeringer lige siden slutningen af 60'erne måttet lide under.

Den principielle fejl i en sådan politik ligger i at prioritere trygheds- eller lighedstanken langt over initiativ,- risiko- og frihedsideen. For dette betyder selvsagt en bremse på såvel økonomien som lysten til at skabe nye tanker, ny forskning, nye produkter, nye virksomheder og nye markeder. Danskerne - og til dels svenskerne og nordmændene - er blevet nationer af tryghedsnarkomaner der i dag har svært ved at kapere udfordringerne fra globaliseringen. Derfor er et opgør med ånden fra 60'erne blevet mere nødvendig end nogensinde. Og derfor fik Danmark i 2001 et regeringsskifte - og Storbritannien slog allerede i 1997 om fra det på gammel klassekamp beroende valg mellem konservativ og socialistisk politik til den tredje vejs midterlinje.

Danskerne er ikke socialdemokrater i hjertet, for flertallet kan udmærket godt se at socialdemokraterne - deres fortjenester i 1930'erne helt upåtalt - har ført landet alt for langt ud i en formynderstat der tog det personlige ansvar fra alt for mange svage mennesker og det frie initiativ fra alt for mange dygtige og driftige mennesker.

Grundfejlen i hele filosofien har været at man tror valget står mellem lighed/tryghed/omsorg på den ene side og frihed/risiko/ansvar på den anden side. Men dette valg er falsk. For begge dele er vigtige for et samfunds sunde udvikling. Derfor må udviklingen nu rettes op, og det er den i færd med at blive af VK-regeringen under Anders Fogh Rasmussen. Men vel at mærke sker dette ikke ud fra tåbelige og utidssvarende ultraliberalistiske synspunkter som kun tilfredsstiller de mest reaktionære og ensidigt tænkende liberalister. Nej, det er fuldt bevidst sket ud fra et hovedsynspunkt om afbalancering mellem det sociale og det liberale.

Før i tiden kaldte man synspunktet socialliberalismen, men dette begreb er blevet så grundigt udvandet herhjemme af de radikale, at det sociale ensidigt kom til at gælde det snævert økonomiske, mens det liberale ensidigt skulle gælde det kulturelle, altså frihedsrettighederne. Begrebet kan derfor ikke bruges i dag - selvom visse kommentatorer stadigt gør det i deres forgæves forsøg på at fatte hvad der driver Anders Fogh Rasmussen efter hans vigtige selvransagelse i 1998.

Skal der findes et nyt udtryk for den fundamentale tanke om en passende, konstruktiv og progressiv opretholdelse af spændingen mellem frihed og lighed, må man ty til det alt for upåagtede komplementaritetssynspunkt, dvs se friheden og ligheden som uforenelige modsætninger der hver for sig har deres berettigelse og gavnlige virkning, men aldrig kan gå op i en syntese. De må derfor eksistere sideordnet i et uafladeligt arbejde med at afbalancere dem. Et definitivt balancepunkt findes ikke. Tipper ligheden for meget til den ene side, må der derfor ske en reaktiv bevægelse. Og omvendt.

Erik Meier Carlsen prøver muligvis med sin leder at berolige socialdemokraterne og bekymre Venstre, men hans påstand er en tilsnigelse der kun kan forplumre den helt nødvendige politiske afklaring af modsætningernes fundamentale komplementaritet. Danskerne er ikke socialdemokrater (hvad vælgerflugten fra partiet til først Fremskridtpartiet og derefter Dansk Folkeparti har vist), men de er heller ikke hverken socialister eller liberalister. Det store brede flertal kan derimod se behovet for at både friheden og ligheden/trygheden som ideer får passende vægt i det politiske og kulturelle spil.

Dansk politik er derfor i dag blevet ansvarlig midterpolitik der består i en form for afbalancering af de uforenelige principper der ret forstået er komplementære og som sådanne afgørende for al udviklings dynamik.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose

Henvisninger:

Øvrige udgydelser af Jens Vrængmose: Klik

Artikel om Jørgen S. Dich: Den herskende klasse efter 1970

Se også Værdimanifestets afsnit om: Politikken (lange version)

med underafsnit om blandt andet: Liberalisme contra socialisme, Socialliberalismen som kompromis, Komplementaritetssynspunktet, Den offentlige sektors problematik og Velfærdssamfundets uangribelighed.

Eller se den korte version af Værdimanifestet Klik med Sagregister.

Øvrige artikler om dansk politik: Klik

Artikler om komplementaritet: Klik

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean