ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.9.04.

Værdimanifestet - i forkortet version

Værdierne er sat til debat, og det er tiltrængt, fordi de har været forsømt eller direkte nedvurderet i den almindelige kulturrelativisering der har fundet sted som følge af de vestlige ideologiers og religionssystemers mere eller mindre fremskredne opløsning og overflødiggørelse de seneste årtier.

Reaktionen har på den ene side været en opblomstring af den mere eller mindre post-modernistiske æstetiske livsstil. Alt skal helst gøres til en så stor og emotionelt stærk oplevelse som muligt. Derfor eksperimenteres der i stor, grænseoverskridende stil med krop, sex, spiritus, narko, musik og sport, fest, fart og fare. Overdrivelse af alt. I mange tilfælde med dødelig, invaliderende eller nedbrydende udgang for de dumdristigste. En del unge får aldrig beskæftigelse eller uddannelse - eller de dropper ud af den hvis de skulle have været så heldige at få en plads. I værste fald havner de i en protest-livsstil med hærværk, vold og anden kriminalitet og bliver permanente tabere i samfundet.

På den anden side trives en nostalgisk eller konservativ hang til dyrkelse af gode gamle værdier og dyder under devisen, at alt var bedre i gamle dage. Udviklingen går den forkerte vej med ensidig jagt på materielle goder og fremskridt i stedet for værdsættelse af det traditionelle, éngang erhvervede eller det fra forfædrene nedarvede.

At værdier psykologisk set slet ikke har objektiv eksistens, men ene og alene ligger i subjektiviteten, den personlige tilegnelse og personlige tilknytning som til stadighed skal fornyes, har man måske nok en anelse om, men det er ikke noget man bekymrer sig om til daglig. Der er følgelig ringe psykologisk forståelse for hvor krævende og udfordrende det kan være aktivt og langsigtet at opretholde og videreudvikle den værdifulde og meningsfulde verden som en ordnet, men åben helhed, hvor det personlige ansvar er altafgørende. Viljen til at holde verden på ret køl bliver derefter.

Men systematisk og tidssvarende bevidstgørelse om værdierne er nødvendig for at komme videre for såvel den personlige som den samfundsmæssige udviklings skyld.

Den personlige udvikling medfører som hovedregel altid en stigende eftertanke som følge af et stigende vidensniveau og en modning der rokker ved gamle holdninger og fordomme og sætter tilværelsen ind i et større perspektiv end forhen. I mange tilfælde må individet igennem forskellige former for krise i forbindelse med tab af nære pårørende, skilsmisse, sygdom, arbejdsløshed eller andet. Tab af nære pårørende kan i dag også betyde tab af familiemedlemmer der konverterer til islamistisk eller anden ekstremistisk ideologi eller religion og derved isolerer sig i forhold til oprindeligt miljø. Sådanne kriser vil normalt give anledning til eksistentielle overvejelser, hvor bevidsthed om de værdier man står for eller som man frygter at miste vil være en fordel eller en nødvendighed. Det samme gælder individets forhold til de store ændringer i samfundet, der sker i dag.

Samfundets udvikling ikke mindst i forbindelse med internationaliseringen, globaliseringen og den hastige vækst i informationsteknologien stiller store krav til borgernes omstillings- og tilpasningsevne. Virksomheder og organisationer bliver større og større og må jævnligt igennem store strukturelle, administrative og personalemæssige omstillinger, der ikke kan gennemføres heldigt uden højt bevidsthedsniveau om mål og midler. Også politikerne stilles over for stigende krav om omstilling og derfor højere bevidsthed om mål og midler samt evne til overordnet perspektivisering.

De vestlige samfund udsættes i disse år endelig for udfordringer og trusler af forskellig art fra islamistisk side som tvinger dem til besindelse på eget værdigrundlag.

Det er altså ikke uden grund, at værdidebatten er højaktuel.

Nærværende helhedsrealistiske værdi-manifest har til formål at råde bod på den manglende indsigt i det værdigrundlag det moderne, sekulariserede, fremadvendte, civile og demokratiske samfund bygger på, og som det efter forfatterens mening må gøre sig fuldt bevidst om for bedst muligt at kunne modstå farerne fra alle værdinedbrydende kræfter i tiden og se fremtiden imøde med tillid.

Manifestet er borgerligt i den betydning, at det dækker det for integrerede borgere basale værdigrundlag. Det er dansk for så vidt det tager udgangspunkt i de værdier der er karakteristiske for det danske folk i kraft af den særlige danske historie - men uden at postulere nogetsomhelst om danskhedens objektive forrang for andre folks nationale følelser og værdier. Men det er hverken ensidigt liberalistisk eller ensidigt socialistisk, derimod komplementært.

Manifestet fastholder, at helheden subjektivt er vort inderste jeg og dermed er og bliver hovedkriteriet for al bevidst og ubevidst eksistensforståelse, selvom vort særdeles gode og nyttige videnskabelige verdensbillede fremkommer som resultatet af den stikmodsatte indstilling: at udforske konkrete dele af virkeligheden, endda som hovedregel isoleret mest muligt fra den større sammenhæng.

Manifestet skulle ud fra disse principper kunne være til inspiration og udfordring for de fleste åbne og nysgerrige mennesker med behov for helhed, herunder ikke mindst unge mennesker der endnu ikke er groet håbløst fast i de gamle utidssvarende forestillinger.

Det undlader med forsæt at redegøre for de mange forudsætninger og inspiratorer, der ligger bag ved filosofien. Der er intetsteds tale om dokumentation, noter, bevisførelser, krydshenvisninger eller kildehenvisninger, men netop om et subjektivt helhedssyn til fri inspiration. Men interesserede vil kunne finde uddybning af emnerne og navne på inspiratorerne under   Forudsætninger og inspiratorer.

Gentagelser forekommer, hvor det er skønnet formålstjenligt at bringe de fundamentale synspunkter i forskellig relevant kontekst.

Manifestet lægger hårdt ud med dybdepsykologiske begreber som er helt fundamentale for forståelsen af resten - og specielt for forståelsen af, hvad ånd overhovedet er for noget i forhold til bevidstheden. Derefter følger kapitler om naturen, samfundet, individet, erkendelsen, etikken, politikken, historien, kunsten, religionen og psykologien - betragtet som grundlæggende værdier og udfordringer.

Primærprocessen -  Sekundærprocessen -  Den subjektive virkelighed -  Følelser og videnskab -  Komplimentariteten

At værdier er subjektive betyder helt konkret, at verden først får virkelighedskarakter for mennesket ved hjælp af de følelsestoner eller -kvaliteter, det enkelte menneske knytter til den ved accept eller rejektion. Med følelsestoner eller -kvaliteter menes intet i retning af emotioner eller følelser som glæde, munterhed, vrede eller sorg, men blot mindste grader eller omfang af følelser der afgør om en sansning som fx synet af en person eller smagen af mad i munden får fortegnet god eller dårlig. Det samme gælder for såvel emotioner som forestillinger. Heftes der ikke en sådan følelseskvalitet på sansningen eller forestillingen, kan den ikke identificeres eller genkaldes. Den registreres og huskes slet ikke af den person der sanser, føler eller forestiller sig noget. Og der reageres heller ikke på den. Er følelseskvaliteten derimod positiv, reageres der med accept. Er den negativ, reageres der med afvisning. I begge tilfælde registreres og huskes den ubevidst.

Alt sammen sker nemlig for spædbarnets vedkommende på før-sprogligt plan, dvs på de psykiske primærprocessers plan, der er karakteriseret ved at intense følelser er ustabile. Det er de svage, stabile følelser der er basis for udviklingen af de psykiske sekundærprocesser der igen er forudsætningen for den nødvendige identifikation af sansninger, følelser og forestillinger og dermed også for genstandsbevidsthedens, jeg-bevidsthedens, sprogets og logikkens udvikling. De er ligeledes basis for al evne til at prioritere behov, fortrænge ubehagelige erfaringer og socialisere sig m.v. De intense, ustabile følelser vil derimod ofte blokere for disse sekundærprocesser.

De to slags psykiske grundprocesser fungerer side om side i alle menneskers liv og ses i såvel positiv som negativ form på snart sagt alle felter, herunder kunst, politik, religion og humor, men også reklame, propaganda og polemik samt almindelig omgang mellem mennesker.

Hovedkendetegnene for de to processer er følgende:

Følelsestonerne er ustabilt bundne, men kan til gengæld være intense.

Intense følelser kan være såvel usædvanlig klare, lyse, varme og livsbefordrende som usædvanligt diffuse, mørke, kolde og skræmmende. Den første slags ligger bag alle oplevelser af helhed, mening, sammenhæng, 'åbenbaring', 'sandhed' og 'gudsskue'. Den anden slags bag alle oplevelser af meningsløshed, splittelse, fortvivlelse, gru og fortabelse.

Intense følelser kan oversvømme organismen og ødelægge dømmekraften.

De følelsesmæssige behov søges altid umiddelbart tilfredsstillet.

Følelserne er forskydelige:
- En del af en ting betragtes som udgørende hele tingen.
- To ting der har den mindste lighed betragtes som identiske.
- Flere ting der har noget tilfælles betragtes som identiske.

Der er intet skel mellem fantasi og virkelighed.
Der er intet skel mellem fortid, nutid og fremtid.
Der er intet skel mellem jeget (subjektet) og omgivelserne (objektet).

De logiske regler, specielt benægtelsen, er suspenderet.

Der er ofte ambivalens over for samme genstand.

Billeder, metaforer, spontane symboler og arketypiske forestillinger spiller en fremtrædende rolle i alle disse primærprocesser.

Følelsestonerne er svage, men stabilt bundet til deres genstande.

De kan derfor give præcision og konsekvens i tænkningen.

Reaktioner behøver ikke følge umiddelbart på impulser.

Behovstilfredsstillelse kan derfor udskydes og prioriteres.

Sproget opnår præcision:
- Objekter kan identificeres. Ords betydninger kan afgrænses.
- Klassifikation, abstraktion og generalisation muliggøres.
- De logiske konstanter kan anvendes
  (dvs ordene eller ordparrene: ikke, både-og, enten-eller, hvis-så).

Logisk konsekvens og modsigelsesfrihed tilstræbes.

Der er klart skel mellem fantasi og virkelighed.

Der er tidsfornemmelse:
- fortiden har erindringskarakter,
- nutiden har aktualitetskarakter
- fremtiden har fantasikarakter.

Der er skel mellem jeget (subjektet) og omgivelserne (objektet).

Fortrængning af fx traumatiske oplevelser fra bevidstheden er mulig.

Der kan ske en nuanceret og realistisk opfattelse af omverdenen
og dermed en fornuftig og hensigtsmæssig tilpasning til den.
Tilpasningen kræver ikke principiel udelukkelse af primærprocesserne.

Selvom vi mennesker lægger den største vægt på denne fornuftige tilpasning til omverdenen, og ikke mindst siden oplysningstiden har været tilbøjelige til uden videre at regne viden, rationalitet og realisme for basis for kulturen og fremskridtet, spiller subjektiviteten fortsat den allerstørste rolle i alle menneskers liv, fordi det er den der giver omverdenen hele sin virkelighedskarakter og tilværelsen hele sin mening.

Den subjektive virkelighedskarakter er i tid forud for den objektive, naturvidenskabelige både individuelt og slægtsmæssigt/samfundsmæssigt. En rent rationalistisk, nyttebetonet opfattelse af virkeligheden ville derfor være en indsnævring, der ville betyde fremmedgørelse af mennesket. Kun en følelsesmæssig tilknytning til omverdenen giver mennesket den eksistentielt nødvendige følelse af at være hjemme i verden og kunne se en mening og et formål med sin tilværelse.

Det er dette der menes med, at subjektiviteten er sandheden. Det vil nemlig ikke sige, at de vildeste vilkårlige, subjektive meninger om verden i form af fordomme, illusioner, idiosynkrasier, vrangforestillinger eller overtroiske forestillinger har nogetsomhelst at gøre med objektiv sandhed, sandhed som er fælles for eller kunne være fælles for alle normale voksne mennesker. Det betyder derimod at kun den aktive, personlige og subjektive værditilknytning til verden har eksistentiel sandhed for et menneske.

Den almindeligt akcepterede opfattelse af, at menneskelivet kan opdeles i kendsgerninger og følelser, og at det kun er kendsgerningerne der kan gøres til genstand for videnskab, har haft en skæbnesvanger indflydelse på hele vores kultur, fordi den har overladt det eksistentielt væsentlige i livet til tilfældighedernes spil eller til den vilkårlighed i subjektiviteten der skyldes manglen på konsekvens og konsistens.

Men følelserne er ikke andenrangs fænomener i vores tilværelse, men simpelthen dem vi lever på. Tog vi følelserne ud af tilværelsen, blev der bogstaveligt intet tilbage, for vi kunne i så fald ikke engang opfatte den såkaldt døde materie og slet ikke opleve mening og sammenhæng. Og de kan i allerhøjeste grad gøres til genstand for udforskning, beskrivelse og krav om bevidstgørelse og konsistens.

Når der er forvirring på følelsernes område, ligger det i den naturlige mangel på sproglig præcision. Sprogligt dækker følelserne alt - lige fra stille og stabile følelsestoner over for ting og mennesker af den art der falder ind under de sekundære processer til de voldsomste ukontrollable affekter, fobier og angsttilfælde der falder ind under primærprocesserne. Det er de første der er betingelsen for, at vi overhovedet kan opfatte tingene nøgternt, lære at genkende dem og lære et sprog, der knytter ordene stabilt til tingene og til forholdet mellem dem. Uden de stabile følelsestoner ingen kultur, ingen videnskab og ingen spiritualitet overhovedet. Men det er de intense ustabile følelser og forestillinger der bestemmer fortolkningen af tilværelsens subjektive værdi, og det er derfor livsvigtigt inden for dette felt at kunne skelne mellem de konstruktive og de destruktive følelser og forestillinger.

Hvad videnskaben frabeder sig, er naturligvis ikke de nødvendige, stabile følelsestoner, men affekterne, de intense, undertiden altoversvømmende følelser, som gør det umuligt for folk at bevare hovedet koldt, og som får dem til at mistyde tingene og relationerne til andre mennesker. En videnskab der vil være sit navn bekendt må naturligvis være forpligtet på at tilstræbe den størst muligt objektivitet, og det vil i praksis - hvor vi aldrig kan leve op til absolutte idealer - sige den størst mulige subjektuafhængighed. Målinger i fysik og kemi bør principielt være uafhængige af, hvem der foretager målingerne, ligesom også afgørelsen af om en bilist har kørt spirituskørsel eller ej, bør være uafhængig af, om det er den ene eller anden læge der tester bilistens blod.

Men det betyder ikke at videnskaben på nogen måde kan erstatte de subjektive sandheder om eksistensen. Derfor vil selv videnskabsfolk, der jo til dagligt arbejder systematisk og målrettet på at knyttet stabile følelser til deres videnskabelige forskning, men som ind imellem vil opleve intense, men ustabile lykkefølelser over de opdagelser og fremskridt de gør ('heureka'-oplevelser eller 'åbenbaringer' af sammenhæng), have brug for almene bekræftelser på deres positive tilknytning til den ikke-videnskabelige verden i form af de oplevelser som findes i kærlighed, sex, kunst, humor og religion.

Videnskaben derimod modarbejder systematisk alle fordomme og primitive signalværdier ved at undersøge tingene tilbunds på mange forskellige måder - eksperimentere, gentage forsøg, sammenligne osv - og iøvrigt udvise største forsigtighed med at drage konklusioner på et for spinkelt grundlag. Videnskabens styrke ligger ikke mindst i, at den undgår at sætte primitive signalværdier på objekterne.

Videnskaben har herved givet mennesket en stadig bedre og nyttigere viden om tingene og deres indbyrdes relationer og dermed også en stadig bedre teknologi som grundlag for det materielle fremskridt. Den kan blot ikke stå alene i det menneskeliv der ønsker helhed, mening og sammenhæng og som derfor fortsat er henvist til de psykiske primærprocessers uundværlige, men problematiske erfaringer.

I virkeligheden er primærprocesserne og sekundærprocesserne at betragte som komplementære opfattelsesmåder, dvs synsvinkler der udelukker hinanden på samme tid, men som kan veksle med hinanden og som tilsammen udgør den eneste mulige metode til sikring af et fuldstændigt, realistisk syn på den hele tilværelse.

Kærlighed, seksualitet, kunst, humor og religion er i særlig grad knyttet til de psykiske primærprocesser og deres love om intensitet, ustabilitet, suspension af tidsfornemmelse og suspension af årsagslove og logik. Det er på disse områder at kreativiteten udfolder sig og også her den begejstring, oplevelsesrus, lykkefølelse og vished om tilværelsens mening melder sig som er så eftertragtet af alle mennesker i alle aldre, og hvis fravær giver en undertiden livstruende følelse af at livet er gråt og trist.

Tydeligst ses dette naturligvis hos børn og unge, fordi disse endnu ikke er blevet bornerte og én-dimensionale, men stadig er fulde af håb og forventning og åbne over for erfaringer af det åndelige, evige og numinøse. Det er også disse forhold der ligger bag den undertiden ekstreme og umættelige jagt på oplevelser, spænding, fart og fest, som kendetegner de fleste unge, og som får dem til at eksperimenter med farlige stoffer med det resultat at de i hvert fald i perioder kan få store vanskeligheder med at tilpasse sig det almindelige borgerlige liv.

Ikke mindst for dem er det vigtigt at få fat på komplementariteten og fuldtud forstå det værdifulde i såvel det rolige borgerlige og relativt én-dimensionale liv som det mere festlige kreative, flerdimensionale og grænsesprængende liv.

Der ligger fundamentale menneskelige værdier i begge måder at forholde sig til livet på, men også farer, risici og trusler, som man må lære at kende.

Men selve det dynamiske spændingsfelt mellem primærprocesserne og sekundærprocesserne er dybest set det vi kalder ånd og som ikke alene placerer os med adgang til en uudtømmelig inspirationskilde, men også over for en instans der forpligter os moralsk.

Komplementaritetssynspunktet benægter ikke den logiske uforenelighed af enten-eller modsætninger, men den kommer ud over dem ved at acceptere deres berettigelse hver for sig og sideordne dem i den totale bedømmelse.

Komplementariteten er dermed alternativet til såvel den absolutte dualisme som den absolutte determinisme. Den bryder 'forstandens forhekselse' af dual-tænkning og årsagslov, og dermed dualismens og determinismens tvangspræg. Den muliggør fuld accept af tilværelsens usikkerhed, uberegnelighed, mangetydighed og flerdimensionalitet.

Elementernes gave -  Transcendens og emergens -  Aggressivitetsdriften -Aggressivitetens negative aspekt -  Aggressivitetens positive aspekt -  Seksualitetens gave og udfordring -  Børn og unges frigørelsesproces -  Magtstræbet -  Moralen som del af naturen -  Sjælelivet som del af naturen -  Begejstringen som del af naturen -  Åndslivet

Det drejer sig om alt det man i gamle dage under ét kaldte 'elementerne': den faste jord vi går på og opdyrker; det flydende vand vi sejler på og drikker; den iltholdige luft vi mærker som blæst og indånder; og den på én gang lysende og varmende, men også fortærende ild eller energi vi bruger til alle aktiviteter.

Jorden er den del af kosmos som er menneskenes bolig. Den tillægges i mange religioner kvindelige eller moderlige egenskaber (Moder Jord, Den store Moder, Gaia) og endda evige skaberevner. I vor tid kaldes Jorden 'den blå planet', fordi over 70 % af jordoverfladen er dækket af hav der set ude fra rummet tager sig blåt ud.

Mytologisk betragtes vand som symbol for det udifferentierede kaos der herskede før skabelsen af den ordnede verden. Myten om Syndfloden afspejler frygten for de kaotiske vandmasser der går over alle bredder. Men vand kan også - som i kristendommen såvel som i jungiansk psykologi - symbolisere genfødelsens mysterium.

Luftens ilt er forudsætningen for alt liv på jorden og indgår også i sproget som symbol på ånd og livsånde.

Og ilden i form af solenergi er basis for fotosyntesen og dermed alt biologisk liv og har derfor ikke uden grund været genstand for megen dyrkelse gennem tiderne. Mytologisk tales om at et menneske stjal ilden fra guderne og derved lagde grunden til den menneskelige kultur. Men ilden frygtes også som fortærende kraft, som må aftvinge den største respekt både praktisk og overført.

Energiomsætningen i universet følger generelt entropiens lov om udligning eller 'varmedød', men går i en enklave som vor jordklode delvis den modsatte vej, imod sandsynligheden - og resulterer i liv og evolution. Med udtryk fra den eksistentialistiske filosofi gør en overskridende kraft sig gældende, en 'transcendens', der bringer den menneskelige kultur ud over naturens iboende eller 'immanente' grænser og muligheder.

Transcendensen medfører med andre ord en udvikling der igen medfører 'emergens', at der opstår noget nyt der ikke før har været set i evolutionen. Og dette har igen indebåret stadig øget diversitet eller forskellighed - i hvert fald indtil en enkelt dyreart blev dominerende og efterhånden trængte de fleste andre ud.

Menneskets praktiske erfaring bygger på den umiddelbare sansning og anskuelse og vil blive ved med at gøre det. Anskuelsen er fuldt gyldig på landjorden og er således komplementær til den specielle astrofysiske og rumfartsteknologiske anskuelse.

De naturvidenskabelige teorier om universets opståen vil forblive hypotetiske, uanset hvor godt de udbygges og underbygges. Der er i dag intet grundlag for at betvivle, at universet udvider sig, eller at udvidelsen tillader slutninger om dets alder på mellem 10 og 20 milliarder år. Men det er og bliver slutninger ud fra meget begrænsede iagttagelser og uden mulighed for bekræftelse gennem eksperimenter.

Og hvad angår teorierne om al tings begyndelse, gælder yderligere, at forskerne er ude i rene spekulationer der ikke alene opererer med totalt uanskuelige, men også med nogle for den menneskelige tanke principielt uacceptable ideer om en singularitet og en mangedimensionalitet som ikke kendes fra den empiriske verden.

Set fra et mere jordnært, praktisk synspunkt holder den gamle synsvinkel stand, at den ordnede menneskelige verden næppe går længere tilbage end fem eller ti tusind år, og at dens oprindelse fortoner sig i de mytologiske og arketypiske forestillinger. For alle der føler sig hjemme i denne verden, er den skabt til mennesket som enestående basis for menneskeliv og kultur og derfor som en gave af uendelig værdi. I denne forstand er naturen hellig for mennesket.

For menneskets og andre højerestående dyrs vedkommende er livet forbundet med instinkternes, aggressivitetsdriftens og seksualitetens udfoldelse.

Instinkterne betyder ubevidste, 'automatiske' reaktioner på givne impulser udefra eller indefra med henblik på bl.a. overlevelse og undgåelse af farer. Uden instinktiv reaktion ville vi alt for ofte bukke under for farer på grund af alt for stor langsomhed i vore handlinger i kritiske situationer.

Aggressiviteten er en grundliggende drift til at erobre verden, at være opmærksom og nysgerrig, udforske omgivelserne og udvide grænserne for formåen og magt. Den dækker altså andet og mere end den frustrationsaggressivitet man sædvanligvis forbinder med begrebet og som består af en overdreven og alt for let vakt angrebslyst. Den normale aggressivitetsdrift er primært af positiv værdi og giver udøveren øget selvværd, men den kan altså også slå om i destruktivitet.

Aggressivitetsdriften har afgørende betydning for såvel artens overlevelse som den sociale struktur, ja for oplevelsen af almindelig stolthed, seksuel orgasme og kunstnerisk og videnskabelig skaben. Aggressivitet er vigtig for den sociale struktur, den findes i barnets udvikling, i den voksnes liv og forholdet mellem kønnene. Den er væsentlig for forståelsen af depression, og den findes naturligvis i negativ form i paranoid eller psykopatisk fjendtlighed. Og den findes i enhvert menneske som spiren til de impulser der i værste fald fører til mord, tortur eller krig.

Det negative aspekt af aggresivitetsdriften er naturligvis det letteste at få øje på, fordi allerede dagligsproget fokuserer på det. Skizoide mennesker har en så dyb mistillid til andre mennesker, at ethvert nært forhold til en anden person forekommer dem farligt. De har som regel ikke oplevet den varme udveksling af aggression forbundet med kærlighed, der er en integrerende del af de fleste børns udvikling Det er næsten umuligt for dem på sund vis at være aggressive, hævde sig og slås for deres rettigheder, uden at blive destruktive.

For paranoide menneskers vedkommende gælder, at projektion bliver særligt problematisk, fordi den paranoide tror sig forfulgt og derfor har tendens til at tillægge andre en ondsindet fjendtlighed de faktisk ikke har.

Endelig forekommer den direkte psykopatiske fjendtlighed, som man finder hos mennesker med kronisk mangel på evne til at beherske deres øjeblikkelige indskydelser, hvilket også kan udtrykkes på den måde, at de psykiske sekundærprocesser ikke fungerer ordentligt. Personen er helt behersket af de primære psykiske grundprocesser.

Desværre er det almindeligt at reagere på aggressiv adfærd med moralske formaninger eller tro på at man kan opdrage sig ud af problemerne. Det holder imidlertid ikke, dels fordi de værste tilfælde af aggressiv adfærd - de skizoide, paranoide og psykopatiske - er uimodtagelige for formaninger, dels fordi denne moraliseren oftest retter skytset mod det helt forkerte, nemlig agggressiviteten som sådan, uden at skelne mellem en sund og rimelig driftsaggressivitet og en syg og destruktiv frustrationsaggressivitet.

Det er et problem for det moderne samfund, at antallet af skizoide, paranoide og psykopatiske mennesker er stigende, og at disse i de fleste tilfælde er 'uden for pægagogisk rækkevidde'. Samfundet har både ret og pligt til at beskytte sig og sine almindelige borgere imod dem, men det almindelige humanistiske eller menneskeretsmæssige hensyn til outsidere af alle kategorier bevirker, at politikerne ofte kvier sig ved at træffe effektive foranstaltninger til beskyttelse mod selv den meget lille kerne af kriminelle der tegner sig for den groveste og mest systematiske kriminalitet .

Det positive aspekt af aggressivitetsdriften er aldeles afgørende for alle normale menneskers liv og velfærd - biologisk, socialt og kulturelt. For her drejer det sig om den normale driftsaggressivitets udfoldelse som forudsætning for vækst, organisering, eksperimenteren, nyskabelse og sund grænseoverskridelse.

I hundrede år har der hersket forvirring med hensyn til om aggressiviteten kunne regnes for en særskilt drift på linje med seksualiteten eller om den var afledt af seksualiteten. Men denne forvirring er uheldig, fordi aggressivitetens positive aspekter dermed på forhånd nedtones eller helt fornægtes. Bedre er det at betragte aggressiviteten som en primær drift der indgår som komponent i enhver menneskelig udfoldelse, herunder også seksualiteten.

Snævert biologisk betragtet er seksualitetens formål forplantningen. Lysten og evnen til forplantning er i de unge år så stærk at den normalt ikke kan undertrykkes eller fortrænges uden alvorlige psykiske følger. Den forudsætter mandens jagt på og indtrængen i kvinden med henblik på at sprede sin sæd og gøre hende gravid. Seksualiteten er altså udfoldelse af en rent instinktiv aggressivitet, der nok kan indebære hvad senere tider har kaldt erotisk spil og romantisk kærlighed, men først og fremmest indebærer den belønning for manden der hedder orgasme og stolthed. Denne karakteristiske belønning for udøvelsen i former af følelsesmæssig intensitet er så høj at den garanterer flittig udfoldelse af driften.

Seksualiteten fører til parforhold og -dannelser der i det gamle, hårde samfund var betingelsen for den optimale beskyttelse af afkommet. Men med levestandardens enorme forøgelse de sidste 100 år er seksualiteten i de moderne samfund forlængst løsrevet så meget fra forplantningens og pardannelsens overordnethed, at den i højere grad er blevet en almindelig accepteret vej til lystens mangfoldige glæder og variationer - eller gaver.

Hvor forholdet mellem mand og kvinde udvikler sig til længerevarende parforhold bliver parterne ikke blot 'lindringsmiddel' for den seksuelle drift, men også en livsvigtig kilde til selvagtelse. Brud i kærlighedsforhold opleves følgelig som et angreb på selvfølelsen. Bruddet kan udløse voldsom jalousi og voldsomt had netop fordi det er aggressiviteten der er på spil. Denne frustreres og ender med voldsom frustrationsaggressivitet.

Kærlighed kan af gode grunde aldrig give sig udslag som had, men seksualiteten - det seksuelle spil, den seksuelle tiltrækning - er andet end kærlighed, nemlig kærlighed forbundet med aggressivitet, og aggressiviteten kan blive til had. Selve det at skuffelsen af kærlighed kan udløse voldsomt had, viser, at der indgår aggressivitet i den.

I vore dage og på vore breddegrader, hvor seksualiteten for længst er frigjort fra den biologiske forplantnings snævre bindinger og formål, og langt overvejende dyrkes med øje for den gensidige fornøjelse og selvbekræftelse, er sondringerne mellem kærlighed, seksualitet og aggressivitet vigtige. Ingen af komponenterne kan undværes eller overses i et parforhold der vil overleve forelskelse og børneavl.

En af grundene til at agressivitet er et problem for det moderne menneske er, at den naturlige trang til udforskende at gribe efter og beherske omgivelserne, nødvendigvis i det moderne, komplicerede samfund må begrænses på en måde der forårsager frustration. Der er alt for mange ting som børn ikke må gøre eller røre. Så alle der vokser op i den vestlige civilisation, specielt i storbycivilisationen, vil få et overmål af undertrykt og derfor farlig aggression med oprindelse i begrænsningen af bevægelsesfriheden i den tidlige barndom og en generelt negativ vurdering af aggressiviteten.

Ethvert barn må for virkelig at blive voksen engang, gøre sig fri af afhængighed, og dette sker ved at det stadig stærkere demonstrerer sin magt til at beherske omgivelserne tilstrækkeligt til at opnå tilfredsstillelse for sine behov. I puberteten begynder ungdomsoprøret, det naturlige opgør mod forældrenes beskyttelse og omklamring med henblik på at erhverve en nødvendig uafhængighed - fysisk, psykisk, uddannelsesmæssigt, erhvervsmæssigt og økonomisk.

Børns og unges aggressivitet er ikke i sig selv ond, men den skal naturligvis ledes ind i konstruktive baner. Aggressiviteten må i opdragelsen ikke betragtes som en respons på frustration. Den afskaffes ikke ved at give børn overflod af kærlighed eller ved at frustrere dem så lidt som muligt.

Børn føler sig usikre med forældre der aldrig selv tør vise nogen aggression og sætte grænser, og de vil ikke få den modstand, der faktisk er betingelsen for alt oprør og kamp for uafhængighed.

Både i leg og i fantasi kommer børns medfødte driftsaggressivitet klart frem. Skræmmende fantasier af aggressiv art - så som hekseskikkelsen - er så alment forekommende blandt folk af forskellige kulturer, at det langt fra kan betragtes som udslag af neuroser eller psykopatier. Der er tværtimod tale om universelle symboler.

Hele denne symbolisme af mere eller mindre aggressiv art kan ikke undværes i børnenes udvikling, fordi den kompenserer for deres stærke følelse af afmagt. Børn kan sagtens skelne mellem fantasi og virkelighed, hvis de også møder virkeligheden i positiv forstand.

Socialt afspejles aggressiviteten i al kamp om magt, indflydelse og konkurrence. Enhver slås for sit territorium, for selve det at have et rum - det være sig lille eller stort - som man kan kalde sit eget og hvor man kan udfolde sig frit uden at skulle spørge andre om lov. Kollektivismens utopi prøver at benægte instinktets art og kraft, men får intet andet ud af det end at undertrykke individerne i fællesskabets navn. Det positive undervurderer man: at individerne kan blomstre hvor de har rum for fri udfoldelse, og at de føler betydeligt ansvar for disse rum.

Når udfoldelsen bliver mere ekspansiv, kommer den uundgåeligt til at gribe ind i andres udfoldelse, så der opstår konkurrence og spil om magt. På primitivt plan vil aggressiviteten her føre til en magtkamp som de stærkeste vil vinde. Det fører hos dyr til dominans og 'hakkeorden', hvor den stærkeste i flokken bestemmer suverænt og hvor de svagere må makke ret. Derved sikres den sociale orden inden for flokken - indtil den stærkeste bukker under og yngre kræfter kommer til.

I menneskesamfundet går systemet igen, men er efterhånden med udbygningen af det civiliserede samfund blevet væsentligt modificeret, og i demokratiet blevet et kompliceret system af magt og magtdeling, hvor man afgør tvistigheder ad politisk vej gennem forhandlinger, valg og afstemninger. Mindretallet bøjer sig her for flertallets afgørelse, men har til hver en tid bevaret retten til at prøve afgørelserne igen.

At et samfund er civilt vil netop sige, at det er præget af en magtkamp, hvor det ikke er den rå fysiske eller militære magt der er afgørende, men dialog, forhandling og valg, der igen følger vedtagne regler som alle, eller i hvert fald det altovervejende flertal, accepterer.

Det civile samfund forudsætter et vist oplysnings- og dannelsesniveau. Det er kompliceret og vil allerede derfor have svært ved at inddrage alle uden undtagelse.

På højere niveau antager udfoldelsen civiliserede former, men aggressiviteten forsvinder ikke. Fx er politik i et demokrati en meget reguleret kamp mellem forskellige partier, men inden for de enkelte partier vil man normalt genfinde hele det spektrum af kamp om magt og dominans som man finder udenfor.

Aggressivitetsdriften vil hos civiliserede mennesker altid give sig udslag i at 'folk deler sig efter anskuelser', identificerer sig med deres gruppe af meningsfæller og slås for deres indflydelse. Sammenhold er kun muligt, så længe ideen med den fælles kamp står over ideen med fri udfoldelse.

Kulturelt afspejler aggressiviteten sig i enhver udfoldelse der får mennesket til at gå ud over sine egne grænser i sit arbejde, sin organisation, sin erkendelsesmæssige og formgivende skabelse, altså i fænomenet 'transcendens'.

Det er aggressiviteten der bevirker, at ethvert arbejde bærer lønnen i sig selv i den forstand, at det giver dyb tilfredsstillelse og stolthed at udføre et arbejde godt. Alt arbejde har herigennem sin personlighedsværdi der er uafhængig af dets lønværdi.

Såvel erkendelsesmæssigt, videnskabeligt arbejde i form af forskning og formidling som kunstnerisk arbejde i form af kreativt arbejde med ord, billeder, lys, form, farver og lyd kan give samme dybe tilfredsstillelse og stolthed, ja i allerbedste fald deciderede mystiske oplevelser i form af indsigter i dybe sammenhænge.

Aggressivitetens problematiske dobbelthed ligger i dens risiko for frustration, som kan udløse destruktive impulser. Det er frustrerende at blive svigtet i kærlighed eller at blive nægtet frihed til eget rum og fri udfoldelse. Det er frustrerende at løbe panden mod en mur af uforstand og modvilje, hvis man har gode ideer og vilje til at ofre tid og kræfter på deres realisering. Det er frustrerende at blive undertrykt, hvad enten undtrykkelsen er fysisk eller psykisk, organiseret eller mere tilfældig. Og overalt udløser frustration negative følelser, vrede, had og hævngerrighed.

At sikre livskvaliteten kommer ikke af sig selv, men er en udfordring for de fleste. Den kræver overblik og evne til ret hård prioritering af mål og opgaver. Det er nødvendigt at holde distance til den overflod af information som det moderne samfund har skabt, det vil sige at skelne mellem relevant og overflødig information. Det er ligeledes nødvendigt at holde distance til det kolossale udbud af forbrugs- og underholdningsgoder som kendetegner det moderne velfærds- eller konsumsamfund.

Al moraliserende afstandtagen fra aggressiviteten som sådan er af det onde og vil som hovedregel give bagslag. Såvel den gammeldags 'kristne' som den sekulariserede 'humanistiske' fordømmelse af eller betænkelighed ved driftsaggressiviteten forfejler sit mål, fordi den tror at den moraliserende afstandtagen ændrer eller fjerner aggressiviteten.

Moralens opgave er ikke at benægte eller bekæmpe menneskets naturlige drifter, men at regulere dem og dermed kompensere for den hæmning af aggressivitetsdriften som findes hos dyrene, men er gået fløjten hos mennesket, fordi tanken og fantasien er kommet ind i billedet og til stadighed skaber forestillinger om en magt og udfoldelse som ikke findes tilsvarende hos dyrene.

I værste fald giver denne menneskelige evne til tænkning og fantasi sig udslag i den fundamentalistiske tro på dogmer af religiøs, politisk eller kulturel art, som er kendetegnet af troen på at sidde inde med den absolutte sandhed. Ingen form for udslag af menneskelig aggresssivitet er farligere og mere katastrofal for det civile samfund end denne fundamentalisme.

Ansvarligheden hos mennesket er en biologisk kendsgerning der nøje er knyttet til sprogets og bevidsthedens kendsgerninger og altså udtryk for erkendelsen af valgfrihed i mange situationer. Erkendelsen af denne valgfrihed, der bryder den hidtidige tryghed og kan skabe eksistentiel angst, er samme trin i udviklingen som det der i den jødisk-kristne religion kaldes 'syndefaldet'. Det består i at spise af 'kundskabens træ' og dermed træde ud af barndommens uskyldighed eller 'paradis' og påtage sig ansvaret for det videre liv.

Specielt én menneskelig reaktion viser hvor fuldkommen uundværlig en entydig 'dyrisk' adfærdsmåde kan være, nemlig begejstringen, for den er behersket af aggressionen. Den bliver refleksagtigt udløst i situationer der kræver kamp-indsats for sociale interesser, især for sådanne der er helliget gennem kulturel tradition. Den situation der udløser optimal begejstring er truslen mod fælles værdier, en besnærende førerskikkelse og det størst mulige antal med-henrevne.

Begejstring er et af menneskets vigtigste instinkter. Den har sine egne udløsningsmekanismer og kan frembringe en så overordentlig befriende oplevelse, at dens fristelse er næsten uimodståelig. Dette forklarer igen de massepsykologiske fænomener vi forbinder med nazismen og kommunismen, og i nyeste tid med fundamentalisme i Mellemøsten, Iran og Irak.

Begejstringen og dermed aggressionen er samtidigt uundværlig til opnåelse af alle høje menneskelige mål, herunder venskab, kærlighed, selvagtelse og - latter. Det vil altså være alt andet end fornuftigt at prøve at bekæmpe begejstringen, fordi den fysiologisk har rod i aggressivitetsdriften. Fornuftige forholdsregler til regulering af aggressionen og begejstringen findes heldigvis og har faktisk stor betydning i samfunds- og kulturlivet.

Hertil hører de kollektive menneskelige foretagender som kunst og videnskab hvis opgave er at begejstre for værdier som er universelle, fælles for alle. Men også latter og humor, som afbøjer konfrontation og skaber gensidig forståelse og respekt.

Åndslivet bliver på denne måde en kendsgerning i naturen der igen gør et sjæleligt fællesskab med andre til en afgørende faktor i menneske- og kulturlivet. Åndslivet - som komplementær pendant til bevidstheden - dækker også det kollektivt ubevidste og de arketypiske forestillinger som gudsforestillinger. Fællesskabet med andre er mere end summen af individernes sjæleliv. Det har sine egne love for vækst og udvikling, love vi hovedsageligt intuitivt opfatter som 'organiske' og ikke-mekaniske, og som derfor heller ikke lader sig definere eller måle ad naturvidenskabelig vej.

Meningen med livet dukker op i naturen i kraft af ånden som udtryk for sammenhæng, helhed, mål og retning i menneskes liv. Det er fænomener som ikke forefindes hos dyr og som står i dyb kontrast til tabet af mening i form af fortvivlelse, desillusionering eller depression. Mening med livet er derfor en fundamental værdi for ethvert menneske, selvom den sjældent eller aldrig kan gøres op i ord og beskrivelser.

Samfundet er som naturen en fundamental forudsætning for alt menneskeliv og derfor subjektivt at betragte som en fundamental værdi og forpligtende gave.

Samfundet er ikke en sum af individer eller en strukturel orden af enkeltelementer, men som levende 'organisk' fænomen en elementær irreducibel kendsgerning, der derfor lige så lidt som sjælelivet og åndslivet lader sig entydigt bestemme med naturvidenskabelige metoder.

Samfundet er et fællesskab omkring familie, produktion, fest og historie - og i nyere tid også omkring politik, statsdannelse og national bevidsthed. Men samfundet er grundlæggende at opfatte som selve forudsætningen for specifikke, historisk bestemte samfundssystemer og statsformer. Der må altså skelnes skarpt mellem samfundet som sådant (forudsætningen) og specifikke statsformer.

Folkeligheden     Til toppen   Næste

Folkeligheden er det subjektive udtryk for at der med romantikkens friheds- og nationalfølelse dukker et begreb om 'folket' op som modsætning til klasser og elitære magtinstanser. Tilsvarende tales om 'folkeviljen' eller 'almenviljen' til forskel fra enkeltmenneskers eller enkelte klassers vilje.

Romantikken opererer også med begrebet 'folkekarakter' eller 'nationalkarakter' til forskel fra individets karakter. Begrebet er ikke anvendeligt i naturvidenskaben eller i de samfundsvidenskaber der kun anerkender naturvidenskabelig arbejdsmetode og som derfor reducerer objektet for deres forskning til tingsagtige størrelser eller mekanismer. Begrebet folkekarakter svarer derimod til hvad de fleste mennesker subjektivt-intuitivt opfatter som et folks sjæl. Begrebet er en selvfølge i dagligsproget, der dækker den hele virkelighed, men udstødes af fagvidenskabernes specialsprog, der kun dækker udvalgte områder.

På grund af sin art kan folkeligheden ikke bruges til partipolitiske eller ideologiske formål. Ved at kalde sig 'folkepartier' kan politiske bevægelser udtrykke vilje til bred opbakning, men aldrig tage patent på begrebet. Betegnelsen bliver naturligvis også selvmodsigelse, hvis en bevægelse der gør brug af den aldrig når den folkelige bredde.

Privatejendomsretten     Til toppen   Næste

Privatejendomsretten og privatkapitalismen fører dog uuundgåeligt til ulighed i befolkningen, eftersom flid, dygtighed og klogskab øger et menneskes indtjenings-, opsparings- og investeringsmuligheder - og investeringerne igen i anden omgang giver øget kreditværdighed.

Frihed og lighed     Til toppen   Næste

Mellem friheden og ligheden består der et klart komplementært forhold. Total frihed vil føre til anarkiets og junglelovens tilsidesættelse af enhver beskyttelse af den enkeltes ret, tryghed og sikkerhed. Total lighed vil omvendt føre til tilsidesættelse af enhver individuel mulighed for udfoldelse, initiaitiv, kreativitet og iværksættelse.

Det civile samfund     Til toppen   Næste

Det civile og demokratiske samfunds forudsætning er parlamentarismen, der sikrer befolkningens kontrol med regeringsdannelsen. Fundamentet for frie valg er en fri debat og en fri presse, herunder også andre frie medier der kan sikre mangfoldigheden af meninger i debatten. Frugtbar debat kræver debatkultur, først og fremmest at parterne respekterer hinandens ret til at komme til orde, og at de samtidig er villige til at lytte til hinanden.

Skolen     Til toppen   Næste

Altafgørende for et moderne samfund er at alle børn og unge får en grundig elementær skoleundervisning og en efterfølgende god uddannelse af praktisk, administrativ eller teoretisk art, så alle pladser i samfundet kan udfyldes med kvalificerede medarbejdere.

Sundhedsvæsenet     Til toppen   Næste

Sygehusvæsenet og alderdomsforsorgen støder ind i samme problematik som skolevæsenet, fordi ressourcerne er begrænsede, mens de teknologiske muligheder for behandling og de demografiske forskydninger i aldersfordelingen gør kravene større og større. Derfor må de politisk ansvarlige se i øjnene, at modsætningen mellem samfundets og individernes behov her som på mange andre felter er principielt uforenelige. De må have mod til at skære igennem og sikre at ressourcerne bliver brugt bedst muligt.

Orden og sikkerhed     Til toppen   Næste

For befolkningens tryghed og sikkerhed spiller landets ordensmagt en meget stor rolle. Politiet sørger for almindelig god ro og orden, og for indskriden mod og opklaring af kriminalitet. De af lovgivningsmagten og de administrative myndigheder principielt uafhængige domstole sikrer domfældelse af de folk der overtræder landets love, forudsat de afsløres, og gør det under iagttagelse af retsplejelovens regler om beskyttelse af de enkelte borgeres rettigheder. Begge parter gør her i landet en god og fortjenstfuld indsats og har i høj grad tilpasset sig udviklingen gennem de sidste årtier henimod større social og psykologisk forståelse. Bagsiden af denne forståelse er imidlertid en mangel på konsekvens og håndfasthed som virker stødende på det store flertals retsbevidsthed og næppe kan fortsætte i længden.

Værnepligten      Til toppen   Næste

Tiden synes inde til at omdefinere den grundlovsbestemte værnepligt, så den i praksis kommer til at gælde både mænd og kvinder, men med et andet primært sigte end oprindeligt tænkt, nemlig at bidrage til fædrelandets forsvar gennem personlig tilegnelse af og aktivt værn om de værdier det civile og demokratiske samfund i Danmark bygger på, herunder ikke blot dets suverænitet, men også dets sprog og historie, dets institutioner og velfærdsniveau samt dets åbenhed og integrationsevne og -vilje.

Den egentlige klassekamp må i dag betragtes som passé i de vestlige velfærdssamfund. Fortsat er der fattige og udsatte mennesker i disse samfund, men de udgør ikke nogen klasse, og er ikke som i sin tid bondestanden og arbejderklassen i stand til at tilkæmpe sig politisk indflydelse. Den store brede befolkning tilhører i dag middelstanden af veluddannede funktionærer med gode indkomster. Derfor har yderligtgående politiske partier ingen reel chance for at skaffe sig nævneværdig parlamentarisk magt. Kampen om vælgerne står på midten.

Men netop 'midten' kan i moderne vestlige velfærdssamfund ikke længere betragtes som et geometrisk punkt eller område på en tænkt lineær strækning med det ekstreme højre og det ekstreme venstre som yderpunkter. Midten er i dag et overordentligt bredt felt der ikke alene har en længdemæssig udstrækning, men også både en bredde og en højde, der svarer til at det politiske felt er bestemt af mange andre faktorer end de gamle økonomiske og sociale klasseskel. I dag spiller også dybere kulturelle, etiske, kunstneriske, historiske og religiøse forestillinger og motiver ind i borgernes vurderinger, politiske valg og placeringer.

Dette er hovedårsagen til, at færre borgere i dag er medlem af de politiske partiorganisationer end tidligere, for veluddannede og oplyste middelklasseborgere føler sig ikke hjemmehørende i organisationer der plejer for snævre stands- eller klasseinteresser.

Og det er også grunden til, at så mange af de eksisterende politiske partier i Danmark i dag understreger at de er midterpartier. Der er intet bedrag heri, for midten i dansk politik er i dag vitterligt så bred og mangetydig, at der er plads til mange forskellige partier. Det latterlige er, at gamle partier under henvisning til historien forsøger at forbeholde sig midten som deres retmæssige udfoldelsesplads og på polemisk vis at opretholde deres gamle fjendebilleder. Mange valg siden 1973 har afsløret mange af disse partiers illusioner.

Arbejdet er en af kulturens hovedkilder ved siden af forskningen og religionen. Det er gennem arbejdet at nyttige og effektive færdigheder udvikles og opdyrkes til sikre rutiner som skiller professionelle folk markant fra amatører eller lægfolk. Det muliggør arbejdsdeling og specialisering på højt niveau og danner dermed fundamentet for hele det rigt varierede og komplekse moderne erhvervs-, forsknings- og administrationsliv som vi kender i dag og alle direkte eller indirekte nyder godt af.

Folkekirken     Til toppen   Næste

Folkekirken er folkets kirke i den ganske særlige betydning, at de lokale menigheder omkring de enkelte sognekirker i lovgivningen er sikret bestemmelse over såvel sognets økonomi som præsteansættelserne, foruden biskoppernes valg.

Folkekirken kan næppe påstås at være tidssvarende. Dele af bekendelsesgrundlaget, og navnlig trosbekendelsen, er faktisk direkte forældet i sin manglende sproglige præcision. Og når selv dele af præsteskabet ikke kan finde ud af hvad de skal stille op med det grundliggende gudsbegreb, så må folkekirken siges at være kommet temmelig langt ud i uføret. Men den er stadig folkelig i den gamle betydning af ordet, forankret i folkets ubevidste og irrationelle lag, og vil derfor uden tvivl, trods ringe agt og interesse, have en betydelig værdi - indtil et seriøst religiøst alternativ eventuelt dukker op.

Monarkiet     Til toppen   Næste

Også det danske monarki har en speciel stilling, fordi det ikke blev afskaffet med enevældens fald, men omformet til konstitutionelt monarki. Der er efter mange republikaneres mening tale om en decideret anakronisme, om en ordning for statsoverhovedets position der ikke svarer til tidens demokratiske idealer og derfor burde afskaffes. Ikke destomindre kan det gang på gang konstateres, at der ikke er skyggen af chancer for at få monarkiet i Danmark afskaffet. Der er i befolkningen et stort flertal for dets bevarelse, og trods alle teoretiske indsigelser der kan rejses imod det, er det endda yderst populært.

Velfærdssamfundet     Til toppen   Næste

Velfærdssamfundet betød fra sin start, at staten overtog stadig flere opgaver inden for omsorgsarbejde, sygehusvæsen og uddannelse - og betragtes i dag trods undertiden hidsig debat om den offentlige sektors størrelse stort set som en fundamental værdi, hvis nødvendige reformering og tilpasning det er værd at kæmpe for. Velfærdssamfundet er pr. definition et gode, og må i dag betragtes som en fundamental dansk værdi.

Det åbne samfund     Til toppen   Næste hovedafsnit

Det civile og demokratiske samfund er helt igennem præget af åben udveksling med omverdenen på alle områder - handelsmæssigt, politisk, forskningsmæssigt, uddannelsesmæssigt, kommunikationsmæssigt, kulturelt, turistmæssigt, etnisk og religiøst.

Åbenheden er forbundet med demokratiets inderste væsen, den personlige frihed, frie valg, fri debat, fri presse og fri kritik af den til enhver tid siddende regering. Men dybest set er åbenheden også forbundet med en total afvisning af troen på, at samfundet er en på den menneskelige vilje og rationalitet baseret 'konstruktion' og derfor et system der kan ændres efter forgodtbefindede.

Samfundsudviklingen er ikke determineret, dens lovmæssigheder kendes ikke til mindste detalje. Den er i langt højere grad udslag af evnen til at gro som et frit organisk væsen. Mennesket kan gribe ind og justere udviklingen, men bliver aldrig herre over den. Netop dette gør samfundet til et uendeligt gode og en ufattelig gave, ja til noget helligt og ærefrygtindgydende.

Menneskerettighederne -  Individualisme -  Dobbeltheden -  Opgør -  Drømmen om frihedens rige -  Individual- kontra samfundssynpunkt -  Individet afhængigt af noget større -  Modsætningerne skærpes i politik -  Komplementariteten -  Kvindefrigørelsen -  Fundamentalt menneskesyn

Forholdet mellem individ og samfund er en af de vigtigste komplementære modsætninger inden for det sociale og politiske begrebsområde, men også et af de mest drilagtige, fordi det næsten uafladeligt kaster alvorlige dilemmaer af sig.

De grundlæggende demokratiske, men i virkeligheden også individualistiske menneskerettigheder blev formuleret klart allerede i den første udformning af Den Amerikanske Uafhængighedserklæring fra 4. juli 1776. I 1948 fulgtes de på FN's generalforsamling den 10.12. op af 'Verdenserklæringen om Menneskerrettighederne'. Og i 1993 vedtog FN's Verdenskonference om Menneskerettigheder et politisk dokument, der omfattede både en principerklæring og et handlingsprogram for det videre arbejde på området.

Individualisme     Til toppen   Næste

Individualsynspunktet gøres til princip i den såkaldte 'individualisme', den samfundsopfattelse der hævder individets ret over for samfundet og som derfor står i modsætning til såvel kollektivismen som socialismen.

Netop fornægtelsen af samfundet som en forudsætning for individet kan føre til at individualismen som samfundsopfattelse udarter til en så ekstrem betoning af den menneskelige frihed, at resultatet bliver anarkistisk. Selviskhedens og egoismen gøres til en værdi der i værste fald kan føre til opstillingen af et 'selvtægtens evangelium'. Men individualismen kan også udarte til et moderne fænomen som 'post-modernismen', der er en ekstrem tolkning af individets ret til at gå sine egne veje.

Dobbeltheden     Til toppen   Næste

Invididualiseringens dobbelthed betyder, at den har sine omkostninger i form af tabet af en stabil social (oftest familiemæssig) identitet og oplevelsen af rodløshed, usikkerhed og selvoptagethed. Men den har samtidig sine muligheder derved at den befrier det enkelte menneske fra begrænsende sociale, familie- eller miljømæssige bånd og forskrifter til fordel for individets frihed til løbende at skabe og vælge sin identitet og livsbane.

Opgør     Til toppen   Næste

Oprør mod givne traditioner og givne mønstre i samfundet har imidlertid gennem tiderne været både et nødvendigt led i oprørernes vej til selvstændig opfattelse af værdierne og et naturligt led i den fortsatte fornyelse af samfundet. I moderne tid betragtes samfundet ikke længere som en statisk, men tværtimod som en dynamisk og foranderlig størrelse. Oprør har da også gentagne gange i historien ført til store nybrud, omvæltninger eller ligefrem revolutioner.

Drømmen om et frihedens rige     Til toppen   Næste

Socialismen må betragtes som drømmen om det ideelle samfund, hvor mennesket er frit, fordi det er frigjort for nogle lænker, men ikke frit i betydningen usolidarisk med andre eller ansvarsfrit. Det enkelte menneskes frihedsrettigheder skulle fortsat spille en afgørende rolle ved siden af solidariteten.

Individual- kontra samfundssynspunkt     Til toppen   Næste

Men det ligger i begrebernes indbyggede dualitet at der består et dybt logisk modsætningsforhold mellem individualsynspunktet og samfundssynspunktet. Ordene betinger hinanden, men står også over for hinanden som uforenelige modsætninger. Modsætningsforholdet kan være neutralt i den forstand, at individet kan varetage sine egne naturlige og rimelige interesser uden at det på nogen måde går ud over samfundets. Også inden for normallivets grænser er der rigelige muligheder for konflikt, simpelthen fordi det ikke er nogen naturlov, at individernes særinteresser går op i samfundets almeninteresser. 'Almenviljen' er ikke summen af 'særviljerne'. Der skal noget mere til at danne et samfund. Samfundet som sådan er slet ikke er en sum af individer, men en helhed for sig, hvis oprindelse vi ikke kender. Det er os der bevidsthedsmæssigt og sprogligt er i stand til og har vænnet os til at se forskelligt på tingene, alt efter om vi fokuserer på individet eller på fællesskabet.

Individet afhængigt af noget større     Til toppen   Næste

Socialt og kulturelt står individet altid over for en overordnet størrelse som familien (klanen, stammen), kønsmønsteret og traditionen. Og det kan blive en udfordring at tilpasse sig eller gøre oprør. Den tiltagende sekularisering medfører som sagt øget trang til oprør. Flere og flere ser, at traditionen, familie- og kønsrollemønsteret med alle deres uønskede begrænsninger er kultur- og tidsbestemte og derfor ikke urokkelige fænomener.

Politik skærper modsætningerne     Til toppen   Næste

I det egentlige politiske felt, bliver modsætningsforholdet mellem individual- og samfundssynspunktet endnu mere påfaldende og virkningsfuldt, specielt fordi samfundets ressourcer er begrænsede, mens de teknologiske muligheder og individernes behov er grænseløse. Ideologisk set fører prioriteringsproblemer i den offentlige sektor i forbindelse med de teknologiske fremskridt og ressourcernes begrænsning til strid om sektorens størrelse og skattetrykket og til krav om skattesænkninger.

Komplementaritet     Til toppen   Næste

Komplementaritetssynspunktet vil egne sig glimrende til at tackle alle disse modsætninger mellem individernes særinteresser og fællesskabets almeninteresse, fordi hovedsynspunktet er, at modsætningerne aldrig ophæves, men får lov at gøre sig gældende som dynamiske faktorer i et aldrig afsluttet modspil. Pointen er, at man dels ikke skal benægte eller se bort fra modsætningerne, dels ikke skal forsøge at komme dem til livs ved at lade samfundsinteressen vinde over individerne eller omvendt.

Kvindernes frigørelse     Til toppen   Næste

Det er blevet en uundgåelig følge af sekulariseringen, oplysningen og ligestillingen mellem kønnene, at såvel mænd som kvinder er i deres gode ret til at varetage deres individuelle interesser (økonomi, karriere, familie, livsstil) uden andet hensyn til samfundet end at loven skal overholdes. Hvis politikerne som samfundsinteressernes varetagere vil sikre en demografisk udvikling der indebærer større fertilitet blandt danske kvinder end den der har været gældende i flere år og er lavere end indvandrerkvindernes, så kommer de ikke uden om at stimulere kvindernes lyst til og økonomiske fordele ved at få flere børn.

Forholdet mellem kvindernes og samfundets interesse på dette punkt er komplementært, fordi det ene ikke er mere rimeligt end det andet, men begge må tilgodeses - uden at det iøvrigt kan ske ud fra nogen sikker matematisk kalkule. Selv i det traditionelle parforhold er det en god idé at se komplementært på parternes interesse i både at varetage egne særinteresser og fællesskabets - i respekt for hinandens egenart og udvikling. De to køn er ikke ens, men komplementerer netop hinanden i al deres forskellighed.

Det fundamentale menneskesyn     Til toppen   Næste hovedafsnit

Uanset køn er mennesket grundlæggende et biologisk, socialt, musisk og åndeligt væsen - vendt mod en usikker, ikke-forudberegnelig fremtid.

Aggressivitetsdriften er fundamental, både for menneskets overlevelsesmuligheder og for dets eksistentielle muligheder. Men driften er tvetydig, dvs ikke i sig selv hverken god eller ond. At forstå selve denne tvetydighed er en betingelse for menneskets erkendelse af sin fulde skyldighed som menneske, og dermed betingelsen for al etik.

Individet har i det moderne, demokratiske samfund mange rettigheder, og det hævdes undertiden fra såvel socialistisk som liberalistisk side, at mennesket er eller burde være centrum for al politik og alt samfundsliv. Men det er en misforståelse, der ser bort fra det faktum, at samfundet som sådant er grundfaktoren i menneskelivet. Det er mere end den ydre organisation i stat, myndigheder, partier, organisationer, erhvervsliv mv. Det er dybest set et kollektivt ubevidst fænomen. Individet er intet uden samfundet. Og individet kan ikke gøre oprør mod samfundet som sådant, men alene mod bestemte, konkrete udformninger af dele af samfundet.

Erkendelses forudsætninger -  Stabile tænke/føle-fænomener -  Sondring mellem ting og følelser -  Sprogevnen -  Dagligsproget -  Tidens begreb -  Rummets begreb -  Subjekt/objekt-skellet -  Det indre univers -  Tal og abstraktion -  Idealisme eller materialisme? -  Kulturel ekspansionsevne -  Kvantemekanik og erkendelse -  Videnskab og eksistens

Videnskaben forstået som specifik opdyrkelse af den menneskelige trang til udforskning af sig selv, sine omgivelser og sin udviklingshistorie er en væsentlig kilde til såvel kultur som kulturfornyelse.

Videnskaben tilstræber en sandhedsværdi der er uafhængig af den enkelte forskers eventuelle sym- og antipatier, fordomme og præferencer.

Videnskaben er karakteriseret ved bestandig realitets- og sandhedsprøvelse, der ikke mindst sikrer størst mulig stabilitet af de videnskabelige udsagn og påstande.

Det sikre grundlag for al erkendelse er den ydre verdens eksistens uafhængigt af den menneskelige bevidsthed.

En anden afgørende forudsætning for erkendelsen er det forhold, at hastigheden af de signaler der indgår i al sansning er så små i forhold til lysets hastighed, at det er muligt for os at adskille tid, rum og stof.

Stabile tænke/føle-fænomener     Til toppen   Næste

Psykologisk set er forudsætningen for vores erkendelse, at vi har evne til at knytte stabile 'følelseskvanter' eller 'følelsestoner' til tingene.

Al nøgtern erkendelse beror på de svage, men stabile føleleskvanters korrelationer og netværk.

Al videnskab kan betragtes som systematisk opbygning af stabile følelseskvanter gennem nøgtern erkendelse.

Det er fysikkens og psykens virkningskvanter der muliggør en stabilt bundet og empirisk registrerbar korrelation mellem ting og bevidsthed og dermed udbygningen af den såkaldte genstandsbevidsthed.

Sondringen mellem ting og følelse     Til toppen   Næste

En klar sondring mellem ting og følelser er afgørende for en stadigt mere nuanceret opfattelse af såvel den ydre som den indre verden.

Skellet mellem virkelighed og mulighed er essentielt for den menneskelige tænkning og eksistens.

Den virkelige erfaringsmæssige substans i verden er ikke ting, men relationer. Verden er ikke et mekanistisk univers, men en komplementær historisk virkelighed af relationer med indbyggede muligheder.

Sprogevnen     Til toppen   Næste

Den menneskelige sprogevne er forudsætningen for såvel en bevidst konstatering af det principielle skel mellem virkelighed og mulighed som den konkrete og nuancerede sondring i den komplekse praksis.

Sproget er en elementær kendsgerning i menneskehedens udvikling, ganske som livet er det i den biologiske udvikling. Med sproget begynder historien og dermed det der i myterne hedder 'skabelsen': lyset skilles fra mørket, orden fra uorden, kosmos fra kaos.

Sproget har forskellige 'sprogspil', således at forstå at sproget bruges forskelligt til forskellige formål. Det rent deskriptive eller beskrivende sprog er et helt andet end det digteriske sprogspil, det politiske, det erotiske eller det humoristiske.

Det religiøse og etiske sprog går ud over snævre personlige og kortsigtede interesser og peger på et større fælles ansvar for helheden og håbet om en bedre fremtid. Det er ligesom det erotiske og humoristiske fyldt med symboler og kan følgelig ikke forstås uden fortrolighed med symbolsproget.

Dagligsproget     Til toppen   Næste

Men basis for alle dimensioner og spil på alle tungemål er det smidige og bøjelige, rige og komplekse dagligsprog, som er karakteriseret af tvetydighed og korrelation med både tingene og den menneskelige bevidsthed. Dennne korrelation indebærer, at dets vigtigste ord - som fx tid, rum, energi, liv, håb, bevidsthed, sjæl og ånd - unddrager sig sproglig definition.

Tidens begreb     Til toppen   Næste

Et særligt aspekt af tidsbegrebet er oplevelsen af tidløshed eller 'evighed'. Denne kan bl.a. ske gennem mystik, ekstase og orgasme, eller på jævnere plan ved at 'falde i staver' eller være så optaget af det man foretager sig, at man 'glemmer tiden'. Oplevelsen er helt central for alle former for religiøs tydning af tilværelsen.

Rummets begreb     Til toppen   Næste

Heller ikke rummets dimensioner kan defineres. Deres mening indlæres gennem påpegning i forbindelse med sanseerfaringer og ved hjælp af ord som op/ned, for/bag, til siden, højre/venstre, høj/lav og nær/fjern med tilhørende synonymer, afledninger og sammensætninger. Rumbegreber har ofte overførte betydninger.

Subjekt/objekt-skellet     Til toppen   Næste

Samtidigt med dannelsen af skellet mellem subjekt og objekt sker åndsdannelsen i ethvert barn. Det indre bevidste, ikke-sproglige rum opstår som subjektivt-introspektivt konstaterbart, men naturvidenskabeligt ikke-registrerbart fænomen.

Ånden eller sjælen er af ikke-sproglig art og omfatter både det vi i daglig tale kalder bevidsthed og det vi forstår ved det underbevidste.

Skellet mellem subjekt og objekt er afgørende for udviklingen af individets nøgternhed og realitetssans. Det er grundlaget for det skarpe skel mellem den indre og den ydre verden. I anden omgang er skellet også grundlag for en nøgtern og nuanceret opfattelse af den indre verden gennem den subjektive introspektion.

Alt fælles sjæleliv og åndsliv beror på nøgterne registreringer, beskrivelser og udvekslinger af indre oplevelser og erfaringer.

Det indre univers     Til toppen   Næste

Al humanistisk eller eksistentiel videnskab har subjektive oplevelser og erfaringer som genstand, og de kan principielt kun forstås indefra, men de kan alle gøres tilgængelige for intersubjektiv forskning, beskrivelse og fortolkning i kraft af den nøgternhed, korrespondens og konsistens hvormed de opfattes og behandles.

Tal og abstraktion     Til toppen   Næste

Hele den menneskelige opfattelse af universets og civilisationens indviklede struktur er bygget på vort sprog og vor matematik.

At acceptere en metafysisk verden som eksisterende uafhængigt af vor bevidsthed er lige så værdiløst som at acceptere vore sansers nøgne virkelighed som ærkerealiteten.

Vor opfattelse af verden hviler på udtryksmidlet et sprog, som på sin side kræver en organiseret udveksling af indtryk som atter forudsætter samfundsorganisation.

Den matematiske generalisation har demonstreret sin fulde anvendelighed og tilpasningspotentiale som bindeled og forståelsesled mellem fornuften og naturen.

Idealisme eller materialisme     Til toppen   Næste

Den menneskelige evne til abstraktion og generalisation har endnu et vidtrækkende perspektiv, nemlig menneskeåndens iboende intuitive evne til at se 'bag om tingene'. Men både idealismen og materialismen er falske og deres faldgruber undgås kun ved accept af både tingene/sanseerfaringerne og bevidstheden/sproget, dvs gennem accept af en komplementær helhedsrealisme.

Kulturel ekspansion     Til toppen   Næste

Det mest iøjnefaldende træk ved den vestlige kulturs udvikling i de seneste århundreder er dens kolossale evne til ekspansion i kraft af teknologisk overlegenhed og politisk overmod eller 'overvilje'.

Den vestlige naturvidenskab, teknologi og livsstil har haft en sådan kvantitativt målelig succes, at selve denne succes er blevet hovedmålestokken for udviklingen. Men menneskeligt set har omkostningerne været uhyggeligt store. Succes'en har betydet gigantisk befolkningseksplosion, gigantisk naturforurening og gigantiske krigsødelæggelser. Den er ikke desto mindre uundgåelig.

Kvantemekanik og erkendelse     Til toppen   Næste

Den moderne fysik har betydet en klar erkendelsesteoretisk indsigt i det forhold, at jo længere væk forskningen kommer fra de faste legemer som objekt, jo vigtigere er det for objektivitetens skyld at tage højde for iagttagelsessituationens indvirken på observationerne og fortolkningerne.

De to vigtigste bidrag til den almindelige erkendelsesteori fra kvantemekanikkens side er komplementaritetssynspunktet og korrespondensprincippet.

Videnskab og eksistens     Til toppen   Næste hovedafsnit

Videnskabens ideelle mål er den objektive, værdifrie sandhed, men målet er uopnåeligt fordi objektiviteten aldrig bliver andet end en tilnærmelse, og fordi den værdifri sandhed slet ikke eksisterer og iøvrigt ville være værdiløs om den eksisterede.

Den eksistentielle sandhed er i princippet subjektiv og derfor aldrig hævet over menneskets personlige, religiøse eller ideologiske interesser.

Forholdet mellem videnskabelig og eksistentiel sandhed er typisk komplementært. De to slags sandheder er uforenelige, fordi de tjener to principielt forskellige formål. Men de er begge nødvendige for menneskets og samfundets fulde erkendelse.

Den menneskelige ansvarlighed -  Sex og kærlighed -  Moralisme -  De gamle moralske bud -  Moderniseret udgave af De Ti Bud -  Hovedkilder til samvittigheden -  Jeget og Selvet -  Konsistenskravet  -  Hav mod til at holde af -  Vær ikke grådig eller viljesyg -  Hav barmhjertighed -  Hadets forbandelse -  Lyv ikke for dig selv -  Spiritualitetens funktion

Ansvarlighed en biologisk kendsgerning     Til toppen   Næste

Al moral og etik kommer af den menneskelige ansvarlighed, der igen er en elementær biologisk kendsgerning.

Ansvarligheden består i at mennesket føler sig forpligtet til at stå til regnskab over for andre mennesker eller instanser for sine handlinger, for så vidt de berører disse mennesker eller kan få konsekvenser for samfundet, miljøet eller endog den historiske udvikling.

Udover de alment accepterede hovedregler for god og tilladt adfærd findes der blandt folk en række snævrere regler for hvad de hver især anser for korrekt eller sømmelig adfærd, herunder ikke mindst regler for opførsel på offentlige steder eller for seksuel adfærd.

Sekulariseringen i de vestlige lande har medført seksualitetens næsten totale løsrivelse fra forplantningen. Sex dyrkes kun undtagelsesvis med det formål at få børn. Den dyrkes derimod flittigt for at tilfredsstille den seksuelle lyst.

Mangfoldigheden af lyst er umådeligt stor, variationer i seksualiteten såvel som i den seksuelle orientering ligeså. Megen seksuel udfoldelse tjener heller ikke kærlighedens, men kun lystens snævre formål, men principielt bør den ikke anses for umoralsk, medmindre den direkte ydmyger og krænker den ene af parterne, således som det sker ved al tvangspræget seksuel lyst.

Seksualitetens forhold til kærligheden er iøvrigt meget tvetydigt. Den indebærer ikke nødvendigvis ømhed eller kærlighed, men fører ofte til kærlige forbindelser. Den vil imidlertid aldrig komme totalt fri af sit aggressive element eller sit magtaspekt, og vil derfor altid kræve parternes opmærksomhed omkring magtspillet

Den seksualitet der er forbundet med kærligheden er først og fremmest karakteriseret ved, at seksuallivet - alt andet lige - vil øge såvel den gensidige ømhed og kærlighed som den gensidige respekt. Den vil derfor normalt føre til ønsket fra begge parter om pardannelse, børn og trofasthed. Og den vil normalt føre til følelsen af gensidig forpligtelse over for hinanden på alle livets områder.

Den fordømmende moral, moralismen, afspejler samvittigheder der er snævert opbygget omkring autoritære normer, dvs samvittigheder der er dannet allerede i fem-års-alderen ud fra forældrenes eller andre opdrageres faste normer. En samvittighed af denne art er den dummeste del af et menneskes personlighed - og kan kun blødes op og udvikles til noget klogere gennem selvbesindelse og øget forståelse og respekt for andre synspunkter, normer og værdier end dem man selv er vokset op med. Dette kaldes 'relativisering' - og indebærer betydelig psykologisk indsigt og selvransagelse.

Som rettesnor for al moral har i århundreder stået De Ti Bud (Dekalogen) som er overtaget fra det gamle testamente og som generation efter generation blevet indterpet i både kirke og skole som indiskutable, absolutte regler, skønt de for en historisk betragtning stammer fra et efter vore forhold primitivt nomadesamfund af udpræget patriarkalsk opbygning.

Enkelte af disse bud må betragtes som alment accepterede grundregler for ethvert civiliseret samfund. Det gælder forbudet mod at dræbe og stjæle. Men andre har enten mistet deres relevans og betydning i den udformning de har haft, eller helt mistet deres mening i en moderne verden.

Men det er ikke umuligt eller formålsløst at prøve at give dem en moderne udformning der passer bedre til vor tid uden at forråde deres oprindelige idé.

Nedenfor følger forslaget til en moderne udformning. Formålet er ikke at give nye absolutte målestokke for moralsk adfærd, men at opdatere nogle grundsynspunkter som vil kunne tjene til eftertanke i forbindelse med tilegnelsen af konsistens-etikken.

1     Du må ikke misbruge Guds navn.

2     Du må ikke gøre ideer, principper, systemer, personer
       eller nationer til guder.

3     Du må ikke forsømme at være stille og at holde hviledage.

4     Du må ikke ringeagte dine forældre eller lærere
       i den nødvendige frigørelse fra dem.

5     Du må ikke begå drab, hverken for magtens, ærens,
       hævnens eller lystens skyld.

6     Du må ikke krænke eller ydmyge andre seksuelt
       eller på anden måde.

7     Du må ikke stjæle eller begære andres ejendom.

8     Du må ikke hade dig selv eller andre.

9     Du må ikke lyve over for dig selv eller andre.

10   Du må ikke tage dig selv til rette.

Dybdepsykologisk set er der reelt fire hovedkilder til den menneskelige samvittighed. De er langt fra lige formålstjenlige:

(1)   forældrenes holdninger, der indbygges i børnene og bliver en del af disses psyke (stort set det der i freudiansk terminologi kaldes 'overjeget').

(2)  barnets identificering en bloc med den ene af forældrene, nemlig den det føler at have tabt til i den voldsomme konfliktsituation i 3-7 års alderen, hvor kærlighed og had bringes i en utålelig forbindelse med hinanden på grund af jalousi.

(3)  barnet vender sin barbariske aggressivitet mod sig selv. Jalousien og alle andre frustrationer barnet har været udsat for samler sig til en åndelig kraft af frygteligste art, det såkaldte Ødipuskompleks.

Det drejer sig om så barske og voldsomme følelser, at et normalt voksent menneske i vor kultur ikke er i stand til at se dem i øjnene, for det drejer sig om en total grusom hensynsløshed, som man normalt kun tillægger onde mennesker. Da barnet slet ikke kan udholde at leve med sådanne følelser, bliver resultatet, at dets barbariske aggressivitet ubevidst vendes mod det selv og kommer til at udgøre en væsentlig og skæbnesvanger del af dets samvittighed, som tilmed har tilbøjelighed til at forværre sig selv gennem en ond cirkel.

Barnet går glip af den livsnødvendige kærlighed til sig selv og øger dermed sit selvhad, og for at holde hadet borte fra bevidstheden holder det også ubevidst kærligheden borte, eftersom det var kærlighedsfølelsen der gav anledning til hadet.

(4) Den fjerde og sidste hovedkilde til samvittighedens dannelse er fundamental for den etiske konsistens. Den består i egoets følelse af forpligtelse over for noget uden for dets indre selv.

Der er her tale om en sund dømmekraft der er hævet over affekter og lavere impulser. Og med denne instans bliver der følgelig en sund samvittighed at appellere til. Men pointen er, at jeget ikke er frit stillet med hensyn til, hvordan det vil reagere. Hvis det nemlig skal handle moralsk, er det ikke tilstrækkeligt, at det sørger for at få sin vilje; det må også optræde således, at det ikke i det lange løb svækker sig selv og til slut bliver så magtesløst, at det bukker under for følelsernes pres.

Jeget har således en ganske bestemt moralsk opgave: det skal stå for det praktiske styre, men som en loyal tjener for det følelsesliv der i det lange løb kan opretholde selvagtelsen, selvfølelsen eller selvkærligheden. Og dette følelsesliv er noget uden for egoets grænse. Blot ligger det ikke i en instans uden for det enkelte menneske, hos en jordisk eller overjordisk autoritet. Det ligger derimod i id'et eller det'et som det hedder på dansk, dvs i personlighedens driftsmæssige sider der ligger uden for viljens kontrol.

Sondringen mellem jeget og selvet bliver på denne måde vigtig for forståelsen af konsistense-etikkens grundlag og funktion.

Jegfølelsen hænger sammen med kropsoplevelsen, med ens navn og miljø og med hele den identitet der er knyttet til ens opdragelse, uddannelse, erhvervsvalg og -karriere samt bolig og familiestiftelse m.v. samt med de meninger og anskuelser man har - moralsk, politisk, filosofisk og religiøst. Jeget er således centrum for ens daglige tanker, følelser og handlinger.

Jegets rumlige horisont ligger tæt omkring kroppen og sanserne. Tidshorisonten er den normale levealder, dvs. omkring 70-85 år. Jegets relationer er begrænset til familien, kollegerne og vennerne - i visse situationer udvidet til 'stammen' eller nationen. Jeget adskiller sig fra andre jeger og vil hævde sin forskellighed, sin suverænitet og sin ejendommelighed over for omgivelserne. Jeget er endvidere fokuspunktet for opmærksomheden. Det har en klar mental eller intellektuel funktion.

Selvet er det samme som totalpsyken. For selvet er jeget et relativt organ, en del af helheden. For selvet er jeget derfor ikke længere personlighedens centrum eller identitetens udtryk.

Selvets horisont er videre end jegets: Den er hele kloden og hele menneskeheden. Tidsperspektivet er ikke 70-85 år, men omkring 3000 år. Og selvets grundmotiver er udvikling af kærlighed og bevidsthed; bevidsthed her ikke forstået som mental eller intellektuel funktion, men snarere som noget højere eller mere omfattende i retning af overordnet indsigt eller visdom.

Mens jeget lever og gror af den kærlighed det får fra andre, så lever og gror selvet af den kærlighed det giver til andre.

Jeget prøver hele tiden at hævde sin identitet ved at pointere sin forskellighed til andre. Jeget tager afstand fra andre, polemiserer imod andre og hævder sin ret over for andre. Det gør selvet derimod ikke.

Det er jeget, der dør, og jeget, der kan erfare eller blive bevidst om sin død, og derfor jeget, der kan nære angst for døden og sin egen opløsning.

Selvet derimod har en sådan åben grænse udadtil - tidsmæssigt, rumligt og relationsmæssigt - at det hverken vil frygte eller erfare sin død.

Etikkens dybeste fundament er det indre krav om psykisk konsistens i det enkelte menneske. Det betyder, at hver enkelt individ har som bunden opgave at sørge for overvægt af det gode i sit liv for at undgå sygdom, depression, fortvivlelse eller simpelthen forfald.

Mennesket bliver ganske enkelt aldrig konsistent hvis det modarbejder sine egne behov for varme, kærlighed og intensitet i tilværelsen. Det bliver uden indre sammenhæng og derfor sårbart over for alle trusler.

Den sundeste og dybest funderede etik er følgelig hverken forbudsetikken, pligtetikken, konsekvensetikken eller måletikken, men konsistens-etikken. Udgangspunktet for denne er, at ethvert menneske allerede ifølge sin biologi nærer det dybest tænkelige ønske om at verden forbliver et trygt sted med mulighed for tilfredsstillelse af varme og kærlige følelser.

Mod til at holde af     Til toppen   Næste

Det er nødvendigt med mod til at tage livet som det er med dets tilfældigheder og vilkårligheder.

Det er også nødvendigt at have mod til at holde af, selvom det medfører risiko for alvorlige tab ved skæbnens ugunst.

Vær ikke grådig eller viljesyg     Til toppen   Næste

Det er umoralsk at være 'grådig' eller 'viljesyg', dvs at rette sin medfødte drifts-aggressivitet mod andre mennesker på en sådan måde at man vil tvinge dem til at give én ret eller elske én, fordi man vil have ret og kærlighed.

Hav Barmhjertighed     Til toppen   Næste

Det er nødvendigt at kunne vise barmhjertighed og 'lade nåde gå for ret', så man kan sætte sig ud over den rigoristiske retfærdighedstrang og gengældelsens lov.

Hadets forbandelse     Til toppen   Næste

Det er nødvendigt at bearbejde alt had i sig selv, for intet andet er som had i stand til at spærre alle veje til kærlighed. Et systematisk opgør med eget had er derfor altid eneste vej ud af destruktiviteten. Både når det gælder privatliv og når det gælder politik. Men dette opgør kræver psykologisk indsigt.

Lyv ikke for dig selv     Til toppen   Næste

Det er endelig også ifølge konsistens-etikken umoralsk at være fej og at lyve for sig selv. Man skal undlade at leve på livsløgne, selvbedrag og fortrængninger. Det er blot sværere end som så, fordi netop fortrængninger gør, at mange mennesker slet ikke opdager at de bedrager sig selv og altså modarbejder deres egne dybeste eksistentielle formål.

Det enkelte menneske kan kun lære at undgå at bedrage sig selv ved at lære at se dybdepsykologisk på sig selv. Det kræver først og fremmest elementær indsigt i de psykiske grundprocessers virkemåde, aggressivitetens og seksualitetens væsen samt selvets eksistens og funktion i forhold til jeget.

Den naturlige etik, konsistens-etikken, bygger på selvets eller totalpsykens relativering af jeget. En hvilkensomhelst indsigt som selvet får vil påvirke et menneskes adfærd i gunstig retning, men jeget vil stadig gøre sig gældende lige til det ideelle punkt, hvor det man i den mystiske tradition kalder den fulde 'oplysthed' indtræder, og det vil normalt være sjældent.

Derfor må der for almindelige mennesker i hele selvudviklingsprocessen fastholdes en etik der er forbundet med spiritualiteten i form af en retning eller et 'finalt motiv'. Denne retning eller dette 'telos' (græsk ord for mål) stammer fra det spirituelle bevidsthedsniveau.

Til syvende og sidst er eksistens altid at betragte som en vedvarende tilblivelse og realitetsprøvelse, hvorunder der sker en etisk gennemarbejdning af personligheden. Denne gennemarbejdning belyser både de dybdepsykologiske forudsætninger og vejen frem mod målet: den 'fuldkommenhed' vi kun kan forestille os og aldrig realisere, men alligevel heller ikke kan slippe som hele mennesker.

Politik som magtkamp -  Miljøpolitikkens fronter -  Trafikpolitikken -  Det uregerlige sygehusvæsen -  Liberalisme kontra socialisme -  Det pressede erhvervsliv -  Socialliberalisme som kompromis? -  Prioriteringens nødvendighed -  Den offentlige sektors problematik -  Velfærdssamfundets uangribelighed -  Folkeskolens fundament -  Ungdomskulturens overmod -  Retssikkerhed -  Dødsstraf -  Det åbne samfund -  Internationaliseringen -  Globaliseringens modsætninger -  Terrorismens svøbe -  Kløften mellem rige og fattige -  Lederskabets nødvendighed -  Komplementariteten nok engang

Politik drejer sig om magt og indflydelse. Den udfolder sig i demokratiske systemer i den parlamentariske debat og lovgivning og forudsætter ytringsfrihed, fri presse og frie valg.

God politisk kultur der kan forhindre skadelig polarisering forudsætter parternes gensidige respekt. Det er demokratiets væsen at man deler sig efter anskuelser, men også at man respekterer andres anskuelser, så man kan forblive i dialog og undgå voldelig bekrigelse af hinanden. Dette gælder indenrigs- såvel som udenrigspolitikken, og i allerhøjeste grad konkrete områder som miljøet, trafikken eller sygehusvæsenet.

Det er i de fleste almindelige menneskers interesse, at naturlandskabet ikke ødelægges gennem det effektive landbrugs stadig mere rationelt tilrettelagte og intensiverede drift, men skånes så rekreative områder bevares i tilstrækkeligt omfang. Landbrugets producenter og de almindelige borgere er tilbøjelige til at se problemerne ud fra diametralt modsatte synspunkter. Kun komplementaritetssynspunktet vil indebære en gensidig respekt, der gør det muligt at sikre at begge parter får varetaget deres berettigede interesser - uden at der på noget tidspunkt stiles efter en umulig ultimativ løsning på problemerne.

Trafiknettet     Til toppen   Næste

Om udbygningen af trafiknettet overvejende skal tilgodese den kollektive trafik eller den individuelle trafik er igen et spørgsmål som ikke kan løses ad logisk vej gennem et valg mellem mulighederne én gang for alle. Det vil vedblive at være et varmt politisk emne, fordi urbaniseringen og den teknologiske udvikling vil fortsætte, ligesom den individuelle tilfredsstillelse ved at sætte sig ind i sin egen vogn. Komplementariteten indebærer at man tilgodeser begge former for trafik.

Det uregerlige sygehusvæsen     Til toppen   Næste

Det dominerende problem i dansk politik i de næste år vil uden tvivl være udgifterne til sygehusvæsenet, og det vil derfor også være her at modsætningsforholdet mellem individualsynspunktet og samfundssynpunktet vil kulminere. Ressourcebegrænsningen vil gøre det umuligt at indfri alle de ønsker og forventninger som den lægevidenskabelige og teknologiske forskning vil inspirere borgerne til. Politikerne vil komme under stadig hårdere pres for at prioritere.

Komplementaritetssynspunktet vil på dette område indebære den fulde forståelse for, at de enkelte borgere ønsker optimal behandling i forhold til lægevidenskabens muligheder, men at det offentlige på sin side er nødt til streng prioritering på grund af ressourcernes begrænsning.

En vigtig modsætning i nyere politik er modsætningen mellem liberalisme og socialisme. Liberalismen hylder først og fremmest friheden for det enkelte menneske til at udfolde sig idémæssigt, organisatorisk og økonomisk, selvom dette ikke kan undgå at føre til ulighed i samfundet, mens den demokratiske socialisme hylder ligheden og trygheden, ofte i og med udbygningen af en offentlig sektor der tager sig af omsorgsarbejdet, sygebehandlingen og uddannelsen.

Hverken liberalismen eller socialismen gør sig i dag bemærket ved rene former. Den nødvendige frihed tilstræbes tværtimod afbalanceret med en rimelig grad af lighed og tryghed for alle. Men regnestykket går aldrig op. Der vedbliver at være uenighed og usikkerhed om politikken, således at der vedblivende også findes et stærkt dynamisk element i samfundet. Forholdet mellem de to nævnte ismer er typisk komplementært.

Groft sagt ønsker liberalismen færrest mulige indskrænkninger og socialisterne flest mulige indskrænkninger i den private frihed.

Det pressede erhvervsliv     Til toppen   Næste

Presset på det private erhvervsliv har været stigende, fordi forbrugernes, arbejdernes og miljøforkæmpernes interesseorganisationer er blevet stærkere og stærkere samtidig med at den offentlige sektor er vokset.

Stadigt flere mennesker mister følingen med det basale vareproducerende produktionsliv og dermed også forståelse for dets vilkår, som følgeligt har kunnet strammes og strammes. Resultatet er ikke alene blevet et betydeligt omfang af fænomener som sort arbejde og økonomisk kriminalitet, men også generelt en rationalisering af det private erhvervsliv, der systematisk har ført til størst mulige reduktioner i medarbejderstaben, øget tempo og øget stress for de tilbageblevne - og til tider øget ledighed.

Socialliberalismens manglende dynamik     Til toppen   Næste

Umiddelbart kunne det se ud til, at den nemmeste måde at overvinde modsætningen mellem den ideelle liberalisme og den ideelle socialisme ville være det socialliberale kompromis, der som udgangspunkt bygger på de liberalistiske markedsøkonomiske principper, men samtidigt anser det for en hovedopgave for det offentlige at skabe social tryghed for det enkelte menneske gennem et mere eller mindre fintmasket socialt sikkerhedsnet.

Men socialliberalismen vil være tilbøjelig til at ophæve modsætningen mellem den frihedsstræbende og den tryghedsstræbende tendens i politik og kulturliv. Komplementaritetssynspunktet derimod fastholder tendensernes logiske modsætning og uforenelighed, men betragter dem til gengæld begge som nyttige og berettigede til hver deres formål.

Fordelen ved dette komplementaritetssynspunkt er netop generelt, at man i stedet for at spilde tid på at søge efter en rationel vej til modsætningernes endelige afbalancering lader dem forblive i et åbent og dynamisk modspil.

Tryghedstendensen må aldrig kvæle frihedstendensen, iværksætterånden, initiativlysten, arbejdslysten og den ulighed der altid vil være forbundet hermed, og omvendt må frihedstendensen aldrig true borgernes elementære behov for tryghed og sikkerhed, endsige lighed for loven.

Det moderne ufuldkomne velfærdssamfund er den pragmatiske og konsensuale løsning på den principielle modsætning.

Et af velfærdssamfundets store aktuelle problemer er den fortsatte stigning i overførselsindkomsterne som følge af såvel socialpolitikken som den demografiske forskydning i befolkningen der i de kommende årtier - alt andet lige - vil betyde flere ældre, men færre erhvervsaktive.

Der er uenighed både blandt politikerne og de økonomiske eksperter om hvor stort problemet egentlig vil være om 10, 20 og 30 år, men bred forståelse for, at problemet af hensyn til de kommende generationer må søges løst gennem en ændret form for finansering af overførselsindkomsterne.

Efterlønsordningen er i sig selv en god ting, der blot fra starten har været finansieret forkert og derfor nu er blevet alt for belastende for det offentlige system. Den bør helt og holdent overføres til privat finansiering på forsikringsbasis, men naturligvis med en passende overgangsperiode.

Den offentlige sektors problematik     Til toppen   Næste

En speciel fare for det moderne demokrati er overvægten af akademikere blandt de valgte parlamentsmedlemmer. Den forrykker repræsentativiteten betydeligt og modvirkes kun af forskydningerne i partiernes vælgertilslutning på selve valgdagen.

En særlig afart af problemet med akademikerovervægten er de intellektuelles relativt store indflydelse, der skyldes deres store lyst til at gøre deres meninger gældende ved at deltage i den offentlige debat. Det er i almindelighed til fordel for debatten og demokratiet, fordi kritik af magten aldrig må savnes, men den kan få slagside når en for stor del af de intellektuelle hører til på den ene fløj af det gamle politiske spektrum.

Mangen intellektuel person lider af den fatale rationalistiske overbevisning, at det er muligt at tænke sig til det absolut rigtige samfundssystem. Resultatet kan i værste fald blive at de helt glemmer oplysningens dialektiske dobbelthed og havner i 'ideernes hjerteløse tyranni'. De glemmer at folk altid betyder mere end ideer.

Velfærdssamfundet er pr. definition et gode, og det er derfor politisk selvmord at gøre dets afskaffelse til politisk mål. Men dets problem har fra starten været, at det er blevet gjort til statens opgave at gøre folk lykkelige gennem velfærden. Denne tankegang strider ikke alene mod gængs liberal opfattelse, men mod enhver opfattelse af mennesket som ansvarligt for sit eget liv og sin egen lykke. Lykken ligger nemlig ikke i at have mange penge og stort forbrug, men i at have ansvaret for eget liv.

Den igangværende værdidebat er derfor vigtig i henseende til at understrege, at værdier for såvel det enkelte menneske som for samfundet kun skabes og opretholdes gennem aktiv, engageret og ansvarlig personlig indsats.

Velfærdssamfundet må bygge på denne ansvarlighed og aldrig undergrave den. Ordentlig skolegang og videreuddannelse er minimums-forudsætningen for at borgerne kan leve op til dette personlige ansvar.

Folkeskolens fundament     Til toppen   Næste

Folkeskoleundervisningen i Danmark har i et par årtier vist nogle svagheder som kan henføres til en velmenende, men uhensigtsmæssig pædogogik der har søgt at tilgodese børnenes og de unges sociale behov og trivsel i højere grad en samfundets behov for at få kvalificeret og kompetent arbejdskraft til de jobs og uddannelser der faktisk eksisterer eller som udviklingen fremover vil kræve. De elementære kundskaber har i vid udstrækning vist sig at være for utilstrækkelige for videregående uddannelse. Den indre disciplin som er nødvendig for at gennemføre videregående og højere uddannelse har vist sig ofte at mangle eller være for dårligt udviklet.

Ungdomskulturens overmod     Til toppen   Næste

Et alvorligt problem blandt de unge af i dag er det stigende forbrug af alkohol, hash og hårde stoffer. Støt og roligt er der opstået en ungdomskultur der er i stand til at udfolde sig på sine egne præmisser i kraft af stigende velstand i samfundet og markedskræfternes frie spil, mens de opdragende parter - forældre, skole og myndigheder - må se til og stort set begrænse sig til råd og formaninger samt indgreb i de alleralvorligste tilfælde.

Hele denne ungdomskultur er et eklatant udtryk for, at de unge allerede fra 10-års alderen går ind i den frigørelsesproces der i religiøst sprog hedder 'syndefaldet' og som består i en frigørelse fra forældreautoriteten. Det er i sig selv en god og nødvendig ting, men ulykken er, at de unge ikke automatisk får udviklet den for deres situation absolut nødvendige indre autoritet samtidigt med frigørelsen - og følgelig heller ikke fuldtud kan leve op til ansvaret.

De unge mangler i hele denne skæbnesvangre fase af deres liv nogle ordentlige holdepunkter deres tilværelse, herunder fornuftige samtalepartnere de kan vise vej til den ansvarlige frigørelse. Forudsætningen herfor er at forældre og lærere og andre der har med de unge at gøre selv er afklarede med hensyn til livets mening og formål, og at de selv er klar over hvordan etikken overhovedet er forbundet med psykologien i konsistens-etikken.

Retssikkerhed     Til toppen   Næste

Befolkningen føler sig for øjeblikket ikke på retspolitikkens område så trygge ved tingenes gang som de kunne og burde være. Store dele af befolkningen har på fornemmelsen, at politiet ikke har tilstrækkelige ressourcer til at udføre deres opklaringsmæssige og forebyggende opgaver optimalt, og at domfældelsen ofte er for lemfældig. Der fornemmes et misforhold mellem straffene for grove forbrydelser som drab, voldtægt og spritkørsel og straffene for berigelsesforbrydelser.

De fleste mennesker har i dag forståelse for, at det ofte kan være dårlige sociale kår, uheldig psykisk konstitution og tilfældigheder der fører enkelte mennesker ind på forbrydelsens vej, men dette betyder desværre også at der har bredt sig den opfattelse, at samfundet ikke kan tillade sig at afsondre disse mennesker effektivt for længere tid, endsige totalt afskrive dem. Problemet er blot, at de få individers interesser derved sættes over det store flertals og samfundets. Tiden har vist sig inde til, at man nu gør det omvendte og eneste holdbare, at stramme såvel straffeloven som kriminalforsorgen betydeligt.

Dødsstraf     Til toppen   Næste

Dødsstraffen burde heller ikke længere være et totalt tabu i Danmark. Der begås vitterligt så grove forbrydelser, at det efterhånden må anses for inkonsekvent i forståelsen for forbryderens uheldige udviklingshistorie eller i påberåbelse af det enkelte menneskes absolutte værdi at fastholde det synspunkt at det individ der begår selv den groveste og mest bestialske forbrydelse fortsat hører til inden for det civiliserede samfunds ellers vide rammer.

Ganske som med stikkerne under besættelsen må det tværtimod siges, at folk der begår mord og voldtægter af den allergroveste karakter bør kunne sættes definitivt uden for samfundet gennem en dødsdom. Samfundet er helligt og står over individet som dettes ubetingede forudsætning. Derfor må også bestialske forbrydelser mod samfundet betegnes som helligbrøde og kunne straffes derefter.

Problemet er et af de alvorligste overhovedet i etikken, fordi individualsynspunktet gør menneskets værd absolut. Spørgsmålet er imidlertid om det samme også gælder for samfundssynspunktet i de tilfælde, hvor forbrydelsen bryder den fundamentale norm om beskyttelse af borgernes liv og værdighed.

Det åbne samfund viser sin styrke over for det lukkede, autoritære samfund netop ved at fastholde komplementariteten og give plads til dynamikken og mangfoldigheden. Det har sin svaghed i åbenheden over for kræfter der er åbenlyst antidemokratiske. Det er imidlertid en misforståelse, at et samfund ikke skulle have ret til at værne sig imod undergravende kræfter med de midler der er nødvendige, herunder forbud, retsforfølgelse og udelukkelse.

Den politiske dynamik hænger nøje sammen med den åbne debat om mål, midler og værdier. Debatten om værdier er en stadig besindelse på grundlæggende værdier, men også en stadig aktualisering og fornyelse af disse værdier gennem en stigende bevidstgørelse. Derimod kan en værdidebat afspores ved at gøre den til en kamp mellem fløje i det politiske spektrum eller ligefrem til et moralsk opgør om fortidens fejl og forsyndelser.

Internationaliseringen     Til toppen   Næste

I moderne tid betyder såvel den grænseoverskridende økonomi som den grænseoverskridende kommunikation en betydelig internationalisering af det politiske liv. Instanser oven over de nationale får overført mere og mere af den ellers nationale suverænitet. Det giver øget magt til organisationer som FN, WTO, EU, NATO og andre. En af de store svagheder ved disse organisationer er at de udvikler sig på en sådan måde, at et flertal af lande (fx udviklingslandene) får fælles interesser der står i dyb kontrast til mindretallets (fx industrilandene).

Ulempen ved udviklingen hen mod stadig større internationale organisationer er først og fremmest, at afstanden mellem almindelige mennesker og de politiske ledere bliver større og større. Lederne bliver ofte elitære mennesker der omgås andre elitære politikere og mister forbindelsen til de enkelte nationers almindelige befolkninger.

Det er derfor nødvendigt at se også forholdet mellem det nationale og det overnationale som et typisk komplementært forhold.

Globaliseringens modsætninger     Til toppen   Næste

Den såkaldte globalisering peger i samme retning. Den har sine store fordele i den grænseoverskridende kommunikation og økonomi - ikke mindst formidlet gennem informationsteknologien og internettet. Den fornemmes som positiv af mange mennesker. Men de fleste vedbliver at have størst tilknytning til regionale og nationale instanser og organisationer. Modsætningen mellem det nationale og det internationale eller globale bør derfor ikke betragtes som uforligeligt, men som typisk komplementært.

Verdenshandelen udgør en vigtig del af det mellemfolkelige og internationale samkvem og hele den kulturelle udveksling. Men den er ikke til gunst for de udviklingslande der har størst behov for udvikling.

De økonomiske forhold i mange udviklingslande betyder voldsom stigning i problemer som sult, slum og sygdom. På alle tre områder må konstateres en markant modsætning mellem de store befolkningers naturlige ønske om overlevelse og forplantning og samfundenes lige så naturlige ønsker om at kunne magte problemerne. Men modstriden mellem disse to interesser vokser, fordi staternes økonomiske evner ikke rækker, mens befolkningerne til gengæld eksploderer i antal, flugt til de store byer og en seksualnorm der fremmer både fødselstallet og aids-tilfældene katastrofalt.

Et væsentlig politisk problem i det 21. århundrede er bekæmpelsen af den internationale terrorisme. Uanset grundene til denne er den en alvorlig trussel mod alle åbne, demokratiske samfund, men på grund af de kulturelle og religiøse undertoner er den specielt en trussel mod de vestlige samfund.

Kernen i den aktuelle terrorisme er hverken undertrykkelse eller fattigdom, men hadet til vestlige normer og værdier. Et sådant had bekæmpes ikke med forståelse eller økonomisk bistand, men alene med en fasthed der gør det klart for de hadende terrorister, at de ikke vil få held til at undergrave den vestlige kultur og dens værdier, men må vælge mellem fortsat destruktivitet, selvmord og vestlig bekæmpelse - eller gøre op med sig selv, bekæmpe eget had og søge konstruktive løsninger på problemerne. Hadere forandres aldrig ved indrømmelser udefra.

Det er i det 21. århundrede blevet en decideret historisk opgave for Vestens politikere at værne om egne værdier og bekæmpe ekstremistiske anslag imod dem. I dybeste forstand ligger tragedien i, at vesterlændingene ikke har forstået at sætte noget helligt i stedet for det der faldt med den gamle Gud for mere end hundrede år siden.

Kløften mellem rige og fattige     Til toppen   Næste

Der er ingen tvivl om, at kløften mellem de rige vestlige lande og de fattige lande i Mellemøsten, Asien og Afrika øges dag for dag og medfører nød og elendighed, sygdom og død - og ikke at forglemme misundelse og flugt - nærer et ubegrænset had til Vesten og især USA.

Hadet til Vesten er hadet til dem, hvis velfærds- og bevidsthedsniveau tillader dem at se stort på gammeldags religion og stammeprægede normer og idealer. Kløften mellem rige og fattige er derfor også en kulturkløft.

På trods af vores store velfærd er der i dag behov for langt større politisk lederskab end der længe har været, det vil også sige for større politisk overblik, mod og beslutsomhed.

Lidenskab og engagement hos politikerne mangler ikke, men store ideer og visioner samt høje, langsigtede mål der bygger på troen på fundamentale værdier glimrer alt for ofte ved deres fravær.

Det skyldes som hovedregel, at politikerne sjældent er filosofisk eller psykologisk funderede eller interesserede. De har ofte meget ringe respekt for det irrationelle og religiøse og ofte meget ringe forståelse for mangfoldighed, alternativitet, kompleksitet, komplementaritet og helhed. Og de har yderst sjældent et fast og nødvendigt greb om symbolerne.

Men greb om symbolerne er nødvendigt, også i et moderne og sekulariseret demokrati. For demokratiske og konstruktive politiske ledere der vil gøre sig håb om at føre vore demokratier videre til nye og endnu højere stadier er det absolut nødvendigt at kunne finde og anvende de forvandlingens symboler der kan gribe folket og føre det frem ad rette vej.

Komplementariteten nok engang     Til toppen   Næste hovedafsnit

Det komplementaritetssynspunkt der gang på gang føres frem på disse sider er aldrig den ultimative løsning på noget modsætningsforhold mellem individ og samfund. Dets anvendelsen begrænser sig til oplyste, demokratiske civilsamfund, hvor lovgivningen sikrer de enkelte borgeres rettigheder, og hvor de enkelte borgere respekterer såvel hinandens rettigheder som lovgivningens, administrationens og domstolenes sunde fornuft og gode vilje.

Men komplementaritetssynspunktet kan samtidigt opfattes som en naturlig konsekvens af demokratiet, netop fordi det stiller de nævnte krav til oplysning og gensidig respekt. Hertil kommer, at det i allerhøjeste grad er forbundet med humor, nemlig den form for humor der udelukker absolutte, fundamentalistiske og ekstremistiske holdninger og i stedet omslutter relative, pragmatiske og midtersøgende holdninger.

Ideer, visioner og store mål for fremtiden må aldrig mangle i den politiske kamp. Et folk må ikke gå i stå. Lykkelige nationer har ingen historie, som en stor amerikansk politiker engang sagde.

Historien mangesidig   Indlevelse -  Sprogets værdi -  Det fælles dagligsprog -  Nationalstatens fortsatte realitet -  Historien som fortælling -  De basale danske fortællinger -  Indvandringens udfordring -  Medlemsskabet af EU -  Det tvetydige forhold til USA - Internationaliseringen -  Globaliseringen -  Kristendommen som historisk forudsætning -  Sekulariseringen som nutidig udfordring -  Oplysningens dobbelthed -  Velfærdstrygheden -  Kultur som vedvarende tilblivelse -  Kulturbevidsthed -  Tilfældigheden -  Emergensen

Historien er en række erindringer og fortællinger om fortiden. Men den er samtidig identitetshistorie og udviklingshistorie - og altsammen desuden genstand for historieforskning og -formidling.

Historieforskningens objektivitet beror først og fremmest på den grundige kildekritik. Men subjektiviteten melder sig, lige så snart der er tale om fortolkning af kilderne.

Indlevelse      Til toppen    Næste

Fortolkning vil sige tankemæssig og følelsesmæssig indlevelse, og en sådan kan aldrig forekomme fuldstændigt uvildig, men vil ofte bero på en så dybtgående indtrængen i stoffet at resultatet afhænger af, hvem der foretager indlevelsen og hvad formålet med den er.

Indlevelsen muliggør en nedbrydning af tilbøjeligheden til at se på fortiden eller fremmede kulturer og religioner med fordomsfulde eller ligefrem moralistiske øjne, i stedet for at se dem som fuldt menneskelige i al deres inspirerende eller foruroligende anderledeshed.

Sprogets værdi      Til toppen    Næste

Sproget er centralt i kulturen som fænomen. Det er ganske som samfundet en elementær kendsgerning, som forskningen ikke kan komme bag om og give nogen forklaring på. Det er et praktisk kommunikationsmiddel og et nødvendigt redskab for os i 'vort fælles spil mod forvirringens kræfter', men også et rigt varieret udtryksmiddel for følelser, sindstilstande og 'spil' mellem mennesker på både magtmæssigt, socialt, erotisk, kunstnerisk og religiøst plan. Og det er et uforligneligt middel for litteratur og teaterkunst af alle slags.

Det centrale felt af sproget er det fælles dagligsprog, det sprog vi anvender til dagligt uden for vore fag. Fagsprogene derimod er specialiseringer, der er uanvendelige uden for deres felt. Det er derfor nødvendigt for fagsprogene at bevare en eller anden korrespondens til dagligsproget.

Det fælles dagligsprog      Til toppen    Næste

Dagligsproget er kernen i ethvert nationalsprog. Det er dagligsproget, der til forskel fra fagsproget og det internationale matematiske fællessprog rummer den smidighed og tilpasningsdygtighed som giver det stabilitet over årene og gennem udviklingen. Dagligsprogets stabilitet ligger i selve begrebernes vaghed og flertydighed.

Nationalstatens realitet      Til toppen    Næste

Nationalstaten er fortsat en realitet. Den udelukker ikke internationalt samarbejde, men den er vedblivende selve udgangspunktet for dette samarbejde.

Nationalkarakteren og nationalsproget er ligeledes realiteter, som vi skønner på ved højtidelige lejligheder gennem poesi og folkelige taler, men også bliver meget bevidste om, når vi møder fremmede eller indvandrere der ikke vil acceptere danskheden som overordnet identitet.

Danskheden er naturligvis ikke objektivt bedre end andre landes kultur og sprog, men for danskerne er den subjektivt bedre, fordi det er den de som danskfødte er vokset op med.

Dansk historie er både identitetshistorie og udviklingshistorie. De to fænomener er sideordnede komplementære. Al beskæftigelse med dansk historie, dansk sprog, dansk litteratur, kunst, musik og film og dansk politik vil bekræfte danskerne i deres identitet - og derfor også være en nødvendig interesse for de indvandrere der ønsker fuld integration.

Der er kun én kultur i Danmark. Det er en misforståelse eller en bevidst ideologisk vildledning at tro og postulere, at Danmark skulle være et multikulturelt land. Det er som alle andre nationalstater et monokulturelt land med et væld af subkulturer, ikke blot af sproglig art, men også af erhvervsmæssig, faglig, uddannelsesmæssig, social, politisk og religiøs art.

Historien som fortælling      Til toppen    Næste

Historien er en række af erindringer og fortællinger. Erindringer i bogstavelig forstand for individet selv, familien og slægten, så langt den mundtlige overlevering rækker tilbage. Men erindringer overleveres også i skriftlig eller litterær forstand, når de skrives ned i breve, dagbøger, selvbiografier, krøniker, historiske fortællinger og egentlige historiske værker. Hertil kommer de mytologiske grundfortællinger, herunder de bibelske, der sætter historien ind i en større eksistentiel og metaforisk ramme.

Historieplanet kan være den enkelte nation, den nordiske historie, den europæiske historie og verdenshistorien. Men den egentlige identitetshistorie vil være den nationale, fordi kun den er så snævert geografisk og sprogligt bestemt, at den kan holdes psykologisk sammen.

De basale danske fortællinger      Til toppen    Næste

For danskernes vedkommende omfatter de basale fortællinger hele den nordiske mytologi, de gamle sagn og heltefortællinger, men ellers beretningerne om Gorm den Gamle, Harald Blåtand, Svend Tveskæg, Knud den Store, Valdemarerne, Margrethe den 1., Christian den 2., Christian den 4., Frederik den 6., 7. og 9., Christian den 7., 9. og 10. samt Margrethe den 2. for nu at nævne de største.

Hertil kommer fortællingerne om Ansgar, Hans Tausen og reformationen; om Grønland, Færøerne, Island og Vestindien; om Tordenskjold, Griffenfeld og Struense; om Rewentlow, Estrup, Hørup, Stauning, Aksel Larsen, Glistrup og Erhard Jacobsen.

Videre fortællingerne om Københavns bombardement, Slaget på Rheden, krigene 1848 og 1864, grundloven 1849, systemskiftet 1901, 1. verdenskrig, depressionen i 1930erne, besættelsen 1940-45, befrielsen, grundlovsændringen 1953, ungdomsoprøret 1968, hash og narko, fri abort og porno, medlemsskab af EU, det politiske opbrud 1973 og igen 2001.

Men også fortællingerne om naturforskerne Tycho Brahe, Ole Rømer, H. C. Ørsted og Niels Bohr; om digterne Kingo, Brorson, Holberg, Blicher, H.C. Andersen, Ingemann, Grundtvig, Kierkegaard, I.P. Jacobsen, Pontoppidan, Johs. V. Jensen, Thøger Larsen, Andersen Nexø, Karen Blixen og Klaus Rifbjerg; om tegnerne Fritz Jürgensen, Storm P., Bo Bojesen og Klaus Albrectsen; filmskaberne Carl Th. Dreier, Nils Malmros og Lars von Trier; billedkunstnerne Eckersberg, Købke, Lundby, Hammershøi, Anna Ancher, Krøier, Peter Hansen, Syberg, Larsen Stevns, Jens Søndergaard, Høst, Lundstrøm, Jorn, Carl-Henning Pedersen og Bjørn Nørgaard.

Fortællingerne om teaterfolkene Bournonville og Harald Lander, Bodil Ipsen, Poul Reumert, Clara Pontoppidan, Bodil Udsen, Jørgen Reenberg og Ghita Nørby; komponisterne Niels W. Gade, Carl Nielsen, N.V. Bentzon, Per Nørgaard, Shu-bi-dua, Kim Larsen, Gasolin, Gnags og Sort Sol. Bare for at nævne hovedparten af dem der indiskutabelt rager op, men iøvrigt uden at postulere fuldstændighed.

Hertil kommer store historiefortællere som Saxo og Huitfeldt fra gammel tid og P. V. Glob, Palle Lauring, Erik Kjersgaard, Paul Hammerich og Ebbe Reich Kløvedal fra nyere tid, hvoraf flere har benyttet tv som medium.

Her kedsommelig opremsning, ja vist, men på en måde også en slags kanon for dansk historieundervisning, nemlig en bred kanon der dækker alle sider af kulturen.

Udfordringerne af danskheden har altid og vil altid være til stede, men de gør sig for øjeblikket særligt stærkt gældende på grund af den betydelige indvandring gennem de sidste årtier og den hermed sammenhængende stigende andel af andengenerationsindvandrere i skolerne, på uddannelsesstederne og på arbejdsmarkedet.

Indvandrerne giver ofte anledning til særlige problemer fordi mange af dem ikke taler dansk godt nok. Børnene bliver af forældrene tvunget til at adskille sig fra deres danske kammerater på mange punkter - lige fra gymnastik og badning over seksualundervisning og religionsundervisning til disciplin, faste og bøn, en anden form for humor og ikke mindst et helt andet syn på kvindekønnet og kønsrollerne.

Indvandrerpolitikken har gennem alle de mange år der har været brug for fremmed arbejdskraft i landet været præget af tilfældighed, naivitet og laden stå til. Tilfældigheden bevirkede at man prøvede ad hoc at løse nogle af de konkrete problemer efterhånden som de dukkede op og nødvendiggjorde handling. Politikerne var - med hæderlige undtagelser - ikke forudseende.

Naiviteten har ligget i den fantastiske 'humanistiske' overbevisning om, at man ikke måtte stille krav til indvandrerne, men at disse tværtimod skulle nyde beskyttelse af deres særlige kultur og adfærd på linje med gammeldanskerne - uanset hvor umulig den integrationsmæssigt var. Tolerancen kom således i humanismens navn til at betyde tolerance over for de kræfter blandt indvandrerne der ikke ville respektere danskerne og dansk kultur, men tværtimod åbenlyst foragtede og bekæmpede den.

Med Danmarks tilslutning til EU i 1972 - eller EF som det hed dengang - accepterede et flertal af danskerne at Danmark ikke er stort og stærkt nok til at klare sig selv uden for det økonomiske fællesskab som dominerende vesteuropæiske lande som Tyskland, Frankrig og Italien havde skabt, og som også Storbritannien tilsluttede sig.

Det udvidede EU er i dag en så selvfølgelig organisation, at modstanden mod medlemsskabet bliver stadig svagere og mere meningsløs.

Alle forsøg på at redde danskheden ved at sætte sig imod afgivelse af suverænitet vil være både misforståede og håbløse. En stigende tilknytning til europæiske og andre internationale organisationer vil være uundgåelig - og vil på ingen måde forhindre danskheden i at trives. Den vil kun nødvendiggøre mere bevidsthed om hvad danskhed vil sige. Alle partier der vil regnes for realpolitiske og regeringsduelige er nødt til at opgive modstanden mod EU.

Det tvetydige forhold til USA      Til toppen    Næste

Som debatten om Irak-krigen har dokumenteret så trives amerikanerhadet i Danmark utroligt godt - naturligvis især på den såkaldte venstrefløj, hvor USA ikke primært står som det frihedens land, der skaber kreative forsknings- og kulturmiljøer, men som et privatkapitalistisk land der eksporterer ikke blot sine varer, sin teknologi og know-how til omverdenen, men også sine underlødige 'værdier', sine film, sin fastfood og fedme, sine vaner og overfladiskhed og sit slangfyldte sprog.

Modstanden mod Irak-krigen - og den danske regerings tilslutning til den - var stor allerede da krigen gik i gang og er ikke blevet mindre siden. USA satte en standard for indblanding i fremmede staters suverænitet, som var ny og helt på tværs af FN's normer - og dette vakte bekymring og modvilje. På venstrefløjen har man ondt ved at acceptere, at USA rent faktisk er i sin soleklare ret til at forsvare sig mod trusler fra lande der åbenlyst huser og støtter terrorister. Venstrefløjen har også ondt af at USA konsekvent siden 1948 har været garant for staten Israels eksistens.

Frie og demokratiske lande kan ikke forhindre den massive påvirkning fra den amerikanske kultur. At henvise til den amerikanske udenrigspolitiks imperialistiske væsen eller til den amerikanske økonomis grundligggende privatkapitalistiske karakter virker ikke. For frihed og demokrati indebærer at man giver det privatkapitalistiske initiativ lang snor og herunder accepterer magtmæssige konsekvenser af det. Frihed og demokrati hører ubrydeligt sammen med privat initiativ og ansvarlighed samt social stratifikation.

Internationaliseringen      Til toppen    Næste

Informationsteknologien udbredes globalt - og lynhurtigt - og medfører en internationalisering af informationerne. Hele verden er i dag forbundet med netværk der kan transmittere billeder, lyd, tekst og data uden nævneværdig forsinkelse. Grænserne mellem nationerne, mellem virksomhederne indbyrdes og mellem virksomhederne og deres ansatte udviskes.

Det er en uundgåelig udvikling, som ingen har villet, besluttet eller forudset, men som simpelthen er dukket op i og med de teknologiske muligheder og derefter er forløbet efter sine egne love om hurtigst mulig udbredelse. Da den omformer samfundene og menneskenes vaner og kulturer, vil den naturligt nok blive følt som en trussel af mennesker der ikke bryder sig om større forandringer eller som er tilfredse med det bestående.

I sig selv er informationsteknologien ikke nogen trussel mod danskheden i dybeste forstand - så lidt som mod nogen anden national identitet. Men naturligvis må identiteterne tilpasse sig de nye betingelser.

Globaliseringen      Til toppen    Næste

Tilsvarende betragtninger kan gøres gældende om globaliseringen, der jo betyder, at alt på kloden hænger meget tættere sammen end nogensinde tidligere i historien. Takket være informationsteknologien og navnlig telekommunikationens udvikling er afstandene i verden blevet mindre og mindre.

Globaliseringen har oplagte fordele, fordi den enkelte person, den enkelte virksomhed og den enkelte institution, herunder de videnskabelige institutioner, kan kommunikere med ligesindede overalt i verden. Men også fordi alle med adgang til internettet og satelit-kanalerne kan få hurtigt information om alle større begivenheder i verden omtrent mens de sker. Bagsiden er naturligvis overfloden af information der igen gør det nødvendigt for den enkelte at skelne bevidst mellem nødvendig og overflødig information - og lære sig hårdhændet at fravælge den overflødige.

Kulturelt kan globaliseringen ikke undgå at få den konsekvens at de gensidige påvirkninger mellem de forskelle nationer, kulturer, religioner og politiske systemer bliver langt større end i det lukkede samfund med 'kinesiske mure' mellem systemerne. Fordelen er, at det bliver stadig vanskeligere for despotiske magthavere eller totalitære systemer at forhindre uønsket information i at blive taget ned af dissidenter og oppositionelle grupper. Bagsiden er at værdisættene i positiv forstand samtidig udfordres, således at deres værnere må se i øjnene, at de ikke i det lange løb kan forhindre en påvirkning udefra. De må tilpasse sig den nye situation.

Globaliseringen i sig selv er ingen trussel mod danskheden. Nationalstaten vil utvivlsomt undergå store forandringer i løbet af de næste generationer, men danskheden vil bestå sålænge der er noget der hedder dansk sprog, dansk historie og dansk litteratur.

Kristendommen som historisk forudsætning      Til toppen    Næste

Den europæiske kultur har mange tråde bagud i tid i hele sin udformning og udvikling, det gælder således både kristne og ikke-kristne, herunder romerske, hellenistiske, persiske, islamiske og jødiske og ikke at forglemme nordiske tråde. I nyere tid er særligt den islamiske tråd forstærket som følge af indvandringen. Men stærkest står naturligvis kristendommen, fordi den kristne religion blev statsreligion i land efter land op til omkring år 1000, hvor praktisk taget alle områder af Europa var blevet kristnede. Det betød, at den katolske kirke, som blev ledet fra Rom, fik enorm indflydelse på den verdslige magt, men også, at den moralsk og åndeligt blev den dominerende folkelige og elitære tro.

Først med naturvidenskabens, oplysningstidens og evolutionsteoriens fremkomst skete der en afgørende ændring i kirkens stilling i kulturlivet. Kirken tabte kulturkampen, fordi den holdt på dogmer der i hvert fald i sin udformning syntes i fundamental strid med naturvidenskaben, og fordi den totalt fejlede i at give evangeliet en tidssvarende symbolsk fortolkning. Danmark blev ingen undtagelse.

Ikke destomindre må det betegnes som et meget stort svaghedstegn ved udkastet til den nye EU-forfatningstraktat, at det end ikke i præamblen tør nævnes, at kristendommen - og ikke alle mulige andre religiøse og kulturelle tråde - har været fundamental for såvel den faktiske kulturudvikling som den særegne form for sekularisering der præger det moderne Europa og er fundamentet for videreudviklingen.

Sekulariseringen som nutidig udfordring      Til toppen    Næste

Den sekularisering der er sket i Danmark gennem de sidste 100 år er en væsentlig del af den moderne danskhed. Det store flertal af danskere er fortsat medlemmer af Folkekirken. Men flere og flere bliver ikke desto mindre kirkefremmede og benytter kun kirkerne til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Reelt er der sket en så markant sekularisering, at der ikke blot er tale om, at der er fuld religionsfrihed i landet, men også om at folk tror på alt muligt andet end det præsterne prædiker ud fra de autoriserede tekster.

Forholdet til religionen er hos almindelige danskere ganske afslappet, og netop derved adskiller disse danskere sig markant fra de fleste indvandrere af muslimsk oprindelse. Afslappetheden har den bagside, at den religiøse dimension i tilværelsen bliver væsentligt formindsket - der bliver bogstaveligt talt lavt til loftet i universet uden den religiøse bevidsthed om eller dybdepsykologiske kontakt med en større mening med det hele end individets eller den lille gruppes private interesser.

Sekulariseringen som del af danskheden er uhyre vigtig, fordi den også indebærer en åbenhed over for mulige nydannelser af emergent art på det religiøse område, herunder en reel religiøs bevidstgørelse på et tidssvarende højt oplysningsniveau.

Oplysningens dobbelthed      Til toppen    Næste

Oplysningstiden betød det brud med den kirkelige autoritets overhøjhed som medførte den videnskabelige, kunstneriske og politiske frihed og dermed blev forudsætningen for det moderne samfund.

Oplysning betyder for det første viden og videnskab og lægger dermed vægt på forskningen og forskningens frihed. Men oplysning betyder for det andet også den indsigt der kommer af at der kastes lys på tingene og sammenhængene.

Folkeoplysningen i Danmark kom som et resultat af de folkelige vækkelser i 1840'erne, og den fandt sin primære form i højskolebevægelsen. I byerne udviklede den sig som aftenskole og folkelige foredrag - og fik med arbejderbevægelsens fremkomst stor betydning for den almene dannelse af arbejderne.

Velfærdstrygheden      Til toppen    Næste

Det specifikt danske ved velfærdssamfundet i Danmark ligger i den grad af tryghed det giver borgerne. Danskerne synes i vid udstrækning at være blevet et folk af tryghedsnarkomaner og derfor passer det flertallet godt, at det offentlige i sidste ende sikrer enhver borger de basale fornødenheder, uanset arbejdsduelighed og beskæftigelse.

At friheden ikke er et totalt fraværende begreb i danskheden ses blandt andet i det politiske liv, hvor den mere socialt indstillede fløj og den mere liberalt indstillede fløj skiftes til at have regeringsmagten. Ligesom klassekampen i Danmark må betragtes som overstået, så er opdelingen af det politiske spektrum i en venstre- og en højrefløj også på langt de fleste områder et misvisende billede på de faktiske forhold.

Kampen om den politiske magt i Danmark står som i de fleste vesteuropæiske lande i dag om vælgerne på midten, dvs det store flertal af befolkningen der har rimeligt arbejde, rimelig indtægt og rimelig bolig og som foretrækker små og sikre forandringer fremfor store og risikable eksperimenter - og som slet ikke kan acceptere ekstremistiske løsninger på nogetsomhelst.

Men velfærdsidéen som sådan har desværre en indbygget tendens til at prioritere trygheden så højt, at det i det lange løb går ud over friheden, dynamikken og fleksibiliteten i samfundet.

Kultur som vedvarende tilblivelse      Til toppen    Næste

Kultur er ligesom eksistens netop aldrig et simpelt spørgsmål om at være eller have eller eje, men altid et spørgsmål om at blive til, at være i gang, at være åben og i denne forstand 'holde sig ung'.

I modsætning til det enkelte menneske, så bliver kulturen jo ikke nødvendigvis gammel med årene. Der sker faktisk løbende personelt et generationsskifte der kan holde den ung, men først og fremmest kan den bevidste vilje til at holde sig åben og fleksibel bevirke den afgørende forskel der skiller progressive og reaktionære samfund.

Danskheden udfordres i allerhøjeste grad af indvandringen, europæiseringen, amerikaniseringen, informationsteknologien, sprogpåvirkningen udefra, globaliseringen, velfærdstanken og hele den postmodernistiske modestrømning som dybest set hylder en fragmentering af livet og en foragt for værdier. Men danskheden kan kun styrkes ved at udfordringen tages op.

Kulturbevidsthed      Til toppen    Næste

Et folks kulturbevidsthed er forudsætningen for dets evne og vilje til at værne om netop de værdier de har og som sagtens kan ændres med tiden, men i så fald overvejende på ubevidst plan.

Kulturbevidstheden står først og fremmest i modsætning til den kulturrelativisme der betragter alle kulturer som lige gode, men ser bort fra deres forankring i subjektiviteten.

Tilfældigheden      Til toppen    Næste

Udviklingen er præget af tilfældighed. Gang på gang i historien er der sket afgørende ændringer som ikke kan forklares som simple udslag af kendte, givne forhold og bestræbelser. Udviklingen i komplekse systemer som samfund er i vid udstrækning uforudsigelige, fordi systemets tilstand ikke på noget tidspunkt kan beskrives eksakt.

Emergensen      Til toppen    Næste hovedafsnit

Udviklingen indebærer gang på gang at der i kulturhistorien opstår emergente fænomener, fænomener der aldrig har været set før. Dette gælder: samfundet, sproget, tallene, skriften, bogtrykkerkunsten, videnskaben, hjulet, dampmaskinen, elektriciteten, den elektroniske databehandling, internettet, musikinstrumenter, orkestre, rockband, stumfilm, talefilm, farvefilm, tv, video osv., men også filosofisk og erkendelsesteoretisk nye fænomener som dybdepsykologien, kvantemekanikken og komplementaritetssynspunktet.

Ingen kan vide, hvad historien ender med. Det historiske forløb har ingen indbygget mening, men alene den mening de levende mennesker kan lægge i det, først og fremmest ved at være sig bevidste om såvel den historiske fortid som det historiske ansvar.

Kunsten er så gammel som arbejdet og kan i vid udstrækning betragtes som den del af det håndværksmæssige arbejde som i særlig grad fokuserer på det smukke og dekorative fremfor det praktiske og nyttige. Men sondringen mellem disse to sider af sagen hører en moderne tid til.

Kunsten er efter denne udspaltning at betragte som en alternativitet i forhold til det praktiske livs ensidige eller én-dimensionale nyttehensyn. Den udfolder sig i en mangfoldighed af arter, genrer og stilarter (billedkunst, rumkunst, film, teater, ballet og musik samt litteratur).

I forståelsen af moderne billedkunst er det hensigtsmæssigt at kunne skelne mellem de rene æstetiske parametre omkring form og farve, de ikke-æstetiske parametre som personpræg, følelsesappel og emergens, og de udstillingsmæssige parametre som provokationen, modetendensen og markedsføringen.

Det er muligt at bedømme kunst ud fra rent æstetiske principper (æsteticisme). Hovedsynspunktet er, at kunst er frembringelse af noget æstetisk smukt, som bør vurderes alene på sine æstetiske kvaliteter, mens alle andre kvaliteter eller parametre bør ignoreres som irrelevante.

Æsteticisme      Til toppen    Næste

Det mest problematiske ved dette rent æstetiske princip er at vurderingen i praksis kommer til at udtrykke en meget personlig og meget tidsbestemt æstetisk smag. Som regel indebærer den en udbredt konservatisme hos folk: de foretrækker det de kender og har vænnet sig til på et tidligt tidspunkt af deres liv og går uden om det nye og grænsesprængende.

Den æstetiske vurdering er i disse tilfælde blevet så snæver, at den prøver at lukke øjnene for det faktum, at kunsten udvikler sig, at den indgår som et element i en større historisk udvikling.

Helhedsrealistisk vurdering      Til toppen    Næste

Den helhedsrealistiske vurdering af kunsten ser ikke bort fra de rent æstetiske kvaliteter, men lader dem være en del af en samlet vurdering, der også medinddrager alle de andre sider af sagen. Det vil derfor være naturligt ved opstilling af et sæt parametre at dele opstillingen i mindst to, nemlig i de æstetiske og de ikke-æstetiske eller ekstra-æstetiske. De to sæt parametre er komplementære, de må anlægges hver for sig og har deres selvstændige værdi, men kan ikke forenes på logisk måde i et overordnet system.

I den helhedsrealistiske vurdering inddrages også nogle parametre der udspringer af det forhold ved den helt moderne kunst, at den har fået nye funktioner som griber ind i eller direkte skaber den situation, hvori kunstneren udfører eller udstiller sin kunst.

Dermed bliver iagttagerens subjektive indstilling til det udstillede noget der ikke længere er privat, men konfronteres direkte med både kunstnerens subjektive indstilling og udstillernes (museernes og galleriejernes) indstilling.

A   De rent æstetiske parametre

1   Harmoni/disharmoni i billedkomposition (kvalitet i begge dele)
2   Harmoni/disharmoni i farvesammensætningen (kvalitet i begge dele)
3   Rumvirkning,
     herunder perspektivering eller brud på perspektivering
4   Teknisk beherskelse (forskellig for de forskellige arter af teknik)      herunder også beherskelse af evne til at skabe eller bryde
     lighed eller illusion.
5   Integration: alle dele indgår i helheden på en sådan måde,
     at ændring af en del, vil medføre ændring af helheden.
6   Enkelhed/mangfoldighed (kvalitet i begge dele).

7    Kunstværket kan være del af en happening eller en social
      begivenhed, der igen kan spænde fra provokation til simpel
      udfoldelsesglæde.
8    Kunstværket kan være provokerende ved bevidst at sprænge
      hidtidige rammer for smag, konvention, tabuer, ideologier,
      samfundstilstande.
9    Kunstværket kan indgå i en udstilling som komponent i en direkte
      bevidstgørelse.
10  Kunstværket kan sammen med udstillingen udfordre selve den
      attitude som tilskuerens subjektivitet indebærer. Det at se på kunst og
      at gå på udstilling er da ikke blot en uskyldig fritidsfornøjelse,
      men en aktivitet der tvinger til stillingtagen, og som kan sætte
      noget i gang hos beskueren.
11  Kunstværket kan direkte eller indirekte være del af en
      modestrømning, enten ved at ride med på en modebølge eller ved
      at gå imod den.
12  Kunstværket kan bevidst markedsføres og dermed heldigt/uheldigt
      spille særligt på den markedsværdi ethvert kunstværk uundgåeligt har,
      hvor der er markedsøkonomi.

13  Appel til følelse, intellekt eller arketypiske forestillinger,
      herunder appel der går helt på tværs af almindelige forestillinger
      om det skønne, som fx hæslighed, angst, fremmedgjorthed,
      men også appel til religiøs længsel.
14  Uudsigelighed:
      kunstværket kan i særlig grad ramme noget der subjektivt opfattes
      som 'oversanseligt', 'spirituelt', 'kosmisk', 'musikalsk' eller 'tidløst'.
15  Personpræg:
      kunstværket har personpræg som allerede en håndskrift har,
      også en personlig stil, der gør det kendeligt fra
      andre kunstneres værker.
16  Miljø og/eller periodepræg:
      kunstværket kan have præg af netop det kunstnermiljø eller netop
      den periode det er udsprunget af.
17  Gentagelighed:
      værket tåler at blive set gang på gang,
18  Emergens:
      Kunstværket kan bane vej for noget nyt i æstetisk eller tematisk
      henseende. Om dette nye er bærbart vil ofte kun tiden kunne vise.
      Meget nyt skal have en vis modningstid for at blive forstået og
      accepteret.
19  Konsistens-kravet:
      Da mennesket psykologisk set er bundet af den opgave at sørge for
      overvægt af det gode i livet, så er det naturligvis også et krav til
      kunsten, at denne aldrig må modvirke denne opgave. Jf. etikken.

En ganske særlig rolle har musikken i vore dage fået i kraft af dens enorme udbredelse gennem moderne medier - samtidigt med den store svækkelse i hele den vestlige verden af den traditonelle religiøse kult i kirkeligt regi.

Musikken formidler gennem sine rytmer, melodier, klange, tekster og muligheder for kombination med lys og farve en følelsesmæssig oplevelse af grænseoverskridende karakter som får religiøst perspektiv ved at sprænge dagligdagens snævre nyttemoral og 'timelighed' og skabe kontakt til det religiøse rum vi kalder 'evigheden'.

Netop i vore dage har musikken fat i en afgørende religiøs dimension af tilværelsen som vil have blivende kulturel betydning og som de mere eller mindre kriseramte officielle religionssystemer ikke i længden vil kunne holde sig fra livet, hvis de skal generhverve deres position som hovedkilde til grænseoverskridende eksistentiel erfaring og forankring.

Det musiske menneske      Til toppen    Næste

Grunden til at musikken spiller en så stor rolle, er, at vi alle har været musiske mennesker som børn, og at det er altafgørende for at være levende og kreative mennesker som voksne, at dette musiske fra barneårene bevares intakt. Det er simpelthen livsvigtigt for mennesket at bevare en autentisk kontakt mellem den indre og den ydre virkelighed.

Der er nødvendigt for ethvert menneske at opretholde en slags balance mellem subjektiv fantasi og en mere objektiv rationalitet, og det gøres bedst ved at bevæge sig frem og tilbage mellem fantasien - eller den skabende underbevidsthed med dens psykiske primærprocesser - og den nøgterne, objektive og irreversible virkelighed vi har fælles med andre mennesker og som er styret af de psykiske sekundærprocesser.

Børns spontansang er et usvigeligt tegn på den nævnte fundamentale balance. Forældre og bedsteforældre kan se den folde sig ud hos spædbørn allerede fra 6 mdrs alderen i form af en flydende amorf sang uden struktur (dvs. uden melodi, rytme, periodisk inddeling). Den henter sin fornemste kvalitet i graden af eksistentielt nærvær, ægthed og oprigtighed. Den giver barnet en følelse af samhørighed med omgivelserne, som gør den videre udforskning af virkeligheden nær og mulig.

Musisk kultur kontra skolekultur       Til toppen    Næste

Men som det er de fleste bekendt så fortsætter børnenes spontansang ikke uden videre i alle følgende år. For når barnet kommer i skole, sker der en regulær kollision mellem den musiske børnekultur og den umusiske skolekultur, barnet skal lære at sidde stille, at koncentrere sig om bundne opgaver og frem for alt lære at læse. Kulturen bliver overvejende bogstavcentreret, hvor den hidtil var mundtlig. Spontaniteten går stort set fløjten - eller henvises til frikvarter og fritid.

Generelt består der i vore dages vestlige samfund en stigende modsætning mellem den musiske kultur og den rationelle, borgerlige nyttekultur, og derfor også en voksende kløft mellem dem der følger trop i nyttekulturen og bliver 'stræbere' og dem der ikke gør og derfor bliver outsidere eller direkte tabere i samfundet.

Kontakten til den ikke-borgerlige dimension      Til toppen    Næste

Musikken har efterhånden fået betydning for alle mennesker - uanset alder, køn, religion, social status og politisk farve, og uanset foretrukken genre. Hvad enten man dyrker klassisk musik, jazz, folkemusik, beat eller rockmusik, er musikken placeret som den mest almindelige instans til kontakt med en anden og større dimension end hverdagens sædvanevirkelighed.

De elektroniske medier er blevet en kraftig stimulans for udviklingen af en sproglig tradition der er centreret om det talte og sungne ord. Den første kunstform i denne nye sprogtradition er rocken, og dens tekster udviser demonstrativ mangel på dannelse og viden. Ord er blevet suspekte og falske. Det er følelserne der betragtes som spontane og ægte.

Rockmusikkens placering      Til toppen    Næste

Rock som kulturelt fænomen er tæt knyttet til oprør og modstand og dermed til alle teenageres normale og livsvigtige 'syndefald', det brud med barndom, beskyttelse og ansvarsfrihed der er nødvendigt for at teenageren kan blive et 'rigtigt' menneske, dvs et frit og uafhængigt voksent menneske der påtager sig ansvaret for eget liv.

To virkeligheder      Til toppen    Næste

Tilsyneladende lever mennesket i to vidt forskellige virkeligheder samtidig, den tillærte dualistiske og den oprindelige helhedsrealistiske. Den dualistiske hævder, at der er absolut adskillelse mellem ånd og materie. I denne virkelighed er begivenhederne i verden tilfældige eller automatiske, styret af uforanderlige naturlove; og de er ubesjælede og betydningsløse. Den helhedsrealistiske går derimod ud fra, at begivenhederne er meningsfyldte og hænger sammen uden om årsagslovene. Mennesket er 'omgivet af tegn', og alt hænger sammen.

Dybest set er helheden hverken den ene eller den anden af de to virkeligheder, men dem begge til sammen. Kun den helhedsrealistiske komplementaritet redder dem begge.

Musikkens etiske funktion      Til toppen    Næste

Af fornægtelsen af den helhedsrealistiske virkelighed kommer den skævhed i vores kultur på såvel individuelt som socialt plan, som kommer af, at vi solder ufattelige mængder af mental energi op for at opretholde medlemskabet af den borgerlige virkelighed, selvom denne kun er den halve virkelighed. Samtidig afskæres vi fra kontakten til de ubegrænsede energiressourcer. Men netop i musikken har mennesket chancen for at genoprette denne kontakt.

Forstået på denne måde er musik den direkte oplevelse af, at tingene hænger sammen og kun eksisterer i kraft af hinanden. Musik er en effektiv metode til at åbne døren ind til den meditative tilstand og transcendens og dermed ind i den tidløse helhedsrealistiske virkelighed. Men herigennem går musikken i virkeligheden udover det rent æstetiske og får etisk, ja religiøs betydning.

I og med at musikken konfronterer os med følelser kan vi både blive bevidste om, hvilken sindstilstand vi netop er i, og få hjælp til at akceptere os selv som vi er. Musikken får healende virkning på os, og netop dermed er der skabt forudsætninger for, at vi kan flytte os som mennesker og finde et nyt udgangspunkt for det videre liv. Musikken 'velsigner' os. Og det er af største psykologiske og eksistentielle betydning. Det er dybest set en religiøs oplevelse, for den er ensbetydende med at undslippe al dom og at blive akcepteret uden betingelse. Det kaldes i religiøst sprog 'nåde'.

Den religiøse fest      Til toppen    Næste

Musikken, sangen og dansen har altid været nært knyttet til drama og teater og dermed også oprindeligt til den religiøse fest. Den spiller stadig en vigtig rolle i gudstjenesten og i kirkemusikken, og den har utvivlsomt muligheder i sig for yderligere udvikling hen mod den sekulære religiøse kult. Men den har på godt og ondt emanciperet sig fra de snævre religiøse bånd og står herved indtil videre i et slags modsætningsforhold til ethvert overordnet historisk hensyn eller perspektiv.

Det gamle græske teater havde to komplementære former, tragedien og komedien, hvor den førstnævnte populært betragtes som tung af skæbne og skyld, men den sidstnævnte som let og morsom, ofte forklædt i satirisk form. Mere relevant er det at betragte komedien som en form for latterliggørelse af menneskets fejl og laster, mens tragedien holdt fast i de store eksistentielle spørgsmål af etisk og religiøs art. Komedien lå altså ofte på det moralistiske plan, mens tragedien havde en større 'historisk' dimension.

Filmkunstens placering      Til toppen    Næste

Filmkunsten rummer for så vidt samme to muligheder, idet den har samme spredning i genrer. Udover dokumentarfilmen, den biografiske film og eksperimentalfilmen - og ikke at forglemme pornofilmen - findes der rene spændingsfilm (kriminalfilm, gangsterfilm og spionfilm), eventyrgenrer (western, agentfilm og science fiction) og komiske genrer som filmkomedie, lystspil, farce og muscial.

Men hertil kommer så også tragedien, der undertiden misvisende kaldes 'melodramaet' (græsk ord for sang og drama) fordi det er forbundet med 'store følelser' og kan resultere i rene 'tårepersere'. Men ordvalget er uheldigt, for tragedien er andet og mere end det meget sørgelige der kan fremkalde store følelser og tårer. Det afgørende er, at tragedien er gribende, fordi den berører de allerdybeste anliggender i menneskelivet og samfundslivet og kan holde opmærksomheden fuldstændigt fangen herom i den tid dramaet varer.

Det tragiske ligger dybest set hverken i at helten dør eller i at dramaet på anden vis ender sørgeligt. Det ligger derimod i, at de medlevende tilskuere føres gennem sorgens og dødens port og videre ud til fortsat liv på nyvunden erfaring og indsigt om den menneskelige eksistens.

Det kultiske rum      Til toppen    Næste hovedafsnit

På ét punkt har teatret et fortrin fremfor de øvrige kunstarter, og det er med hensyn til rummet. I princippet kræver det store drama også det store rum, og det vil nærmere betegnet sige det kultiske rum, hvor der er højt til loftet og dybt ind i scenen, og hvor stilheden og højtiden respekteres fuldtud gennem passende andægtighed, lydhørhed og påklædning. Det er derfor ikke uden grund, at de største operaer spillet i store operahuse med store kulisser og store orkestre kommer kulten nærmest.

Over for de tre teaterformer der hedder det kommercielle teater, det oprørske teater og det æstetiske teater står 'det hellige teater', teatret der ligesom den religiøse kult kan skabe øjeblikke af magi eller mystik, ja i sine allerstørste former - som hos Shakespeare, Mozart og Wagner - bringer den medlevende tilskuer i kontakt med det hellige og guddommelige.

Kunsten er her kommet ud over det rent æstetiske, underholdende og alternative. Den er vendt tilbage til det direkte møde med selve det historiske og numinøse.

Religion som hovedkilde -  Billede og myte -  Begrebet tro -  Mytologi -  Syndefaldsmyten -  Hangen til dogmer -  Tilgivelsens idé -  Tragedie og humor -  Hjertekravet om en modergud -  Specifikke kristne forestillinger -  Gudsforestillingen -  Sekularisering -  Relativisering -  Er en religionsfornyelse en mulighed? -  Åbenhed over for nydannelser

Religionen er som arbejdet og den videnskabelige udforskning en hovedkilde til kultur.

Men to ting springer i øjnene i vore dage. Dels sekulariseringens nedtoning af alt religiøst i vore vestlige samfund. Dels konfrontationen mellem islam og islamismen på den ene side og ateismen og den svækkede kristne kirke på den anden side.

I de senere år har der kunnet konstateres en betydelig religiøs søgen. Flere og flere erkender, at mennesket ikke kan leve på videnskaben eller det teknologiske og materielle fremskridt alene, men at der er dimensioner i tilværelsen der går ud over den snævre rationalitets rammer. Modernitetens problem er blot, at sproget tilsyneladende ikke længere formår at indkredse problemet på en tilfredstillende måde.

Det sproglige problem afspejler den kendsgerning, at kulturudviklingen i allerhøjeste grad har været bestemt af rationalitetens fremadskriden på bekostning af den dybereliggende irrationalitet. Udviklingen er gået fra 'mythos' til 'logos'. Men det vil blot sige selvsamme udviklingsvej som gælder for ethvert menneskeligt individ og som skyldes udviklingen af de psykiske sekundærprocesser og en samtidig undervurdering af primærprocesserne.

Billede og myte      Til toppen    Næste

Billedet, ikonet og metaforen vil for altid forblive centrale som symbol i religiøs og kunstnerisk fremstilling, men filosofien har lige fra sin begyndelse i antikken været stærkt billedkritisk og ensidigt dyrket logik og abstraktion. Symboler og metaforer bruger vi stadig flittigt i sproget, men mest konventionelt som vedtagne 'overførte betydninger'. Kun kunstnere og religiøst indstillede mennesker forstår dem i dybere forstand som udtryk for skabende kræfter i sjælen.

Det symbolske drømmesprog er derfor i vid udstrækning gået i glemme. Resultatet er at myterne betragtes som noget der kun vedrører fortiden og som ikke kan sættes i forbindelse med det moderne menneskes eksistentielle situation. Men det er en fatal forarmelse af tilværelsen og kulturen.

I virkeligheden er en mytologi en organiseret helhed af metaforiske udtryk som er knyttet til sjælelige eller åndelige tilstande af transcendent art til forskel fra sådanne der er knyttet til ydre fysiske ting. Disse sjælelige eller åndelige tilstande, som ethvert barn lever i til daglig i kraft af primærprocesserne, bliver undergravet efterhånden som det enkelte barn eller kulturen som helhed lærer at beherske sekundærprocesserne og i sin begejstring for disses store praktiske anvendelighed giver sig til at tingsliggøre sin verden.

Eksistentielt er det imidlertid vanskeligt at komme uden om begreber som tro, livsmod, fundamental tryghed, håb, lidelse og død, og da disse lader sig belyse på eksistensfilosofisk eller eksistenspsykologisk måde, er vejen banet for en vis religiøs og religionshistorisk forståelse der giver mening også for moderne, nøgterne og realistiske mennesker.

Begrebet Tro      Til toppen    Næste

Stort set alle betragter en fundamental tryghed som en selvfølge i enhver normal familie og ethvert normalt menneskeligt fællesskab. Og alle må nøgternt acceptere at livet er forbundet med lidelse og død, og det afholder normalt ikke folk fra at fastholde håbet og således undgå at falde hen i fortvivlelse eller fremmedgørelse. Tro i denne eksistentielle grundbetydning kan ikke undværes.

Mytologi      Til toppen    Næste

De mytologiske fortællinger er et sæt af eksistentielle grundfortællinger der påpeger det afgørende eksistentielle skel mellem den varme og lyse menneskelige verden og det kolde, mørke kaos udenfor.

Mytologiske skabelsesberetninger siger intet om universets astrofysiske oprindelse ('The Big Bang' for femten mia år siden) - eftersom myternes anonyme ophavsmænd ingen anelse havde om muligheden for at skelne mellem den kendte subjektive, varme og lyse menneskeverden og det mennesketomme, abstrakte og objektivt konstaterbare univers. Myterne beretter derimod om oprindelsen af den meningsfulde menneskeverden der opstod som et emergent fænomen i evolutionen for blot 30-50 tusinde år siden, og som indebar menneskelig bevidsthed og ånd samt menneskeligt sprog.

Syndefaldsmyten      Til toppen    Næste

Den bibelske syndefaldsmyte fortæller om de første mennesker der fristet af den indre psykiske kraft i form af en slange spiste det forbudte æble fra 'kundskabens træ'. Ser man bort fra al kristen teologi, må denne myte først og fremmes forstås som grundfortællingen om kulturens oprindelse. Ved selve det at blive sig bevidst om tingene, om liv og død, om kønsdrift, børneavl og børneomsorg, arbejde og dyrkelse af jorden, forlader mennesket for stedse sorgløshedens og ansvarsfrihedens verden, hvor dets ophav tager sig af det og sørger for alle dets fornødenheder. Dermed begynder kulturhistorien for såvel menneskeheden som det enkelte individ.

'Syndefaldet' er i vore dage i sidste ende også et spørgsmål om at forlade den uskyld der består i uvidenhed om dybdepsykologien og mytologien.

Hangen til dogmer      Til toppen    Næste

Da rationaliteten spiller en så stor rolle i menneskets liv som tilfældet er, og da den i vid udstrækning er forbundet med oplevelsen af stor nytte- og udviklingsværdi, har den på det idémæssige og religiøse område en tendens til dogmatisering af grundteser, opbygning af dogmatiske systemer og dannelse af religionssystemer, der tenderer til at betragte sig selv som absolut sande og alle andre som absolut falske.

Heraf kommer det at alle kendte religioner gennem tiderne har udvist såvel dogmatiske og fundamentalistiske træk som frit inspirerende og universalistiske træk. Man kan derfor aldrig slutte fra en religions udskejen i fundamentalisme, kætterforfølgelse, korstoge og hellige krige til dens absolutte skadelighed. Enhver religion har som enhver ideologi sine gode og sine dårlige sider.

Tilgivelsens idé      Til toppen    Næste

Kristendommen har i selve evangeliet en særlig vigtig understregning af betydningen af at mennesket hæver sig over den rigoristiske lovreligion, der gør spørgsmålet om den enkeltes retfærdighed eller værdi til et spørgsmål om opfyldelse af meget snævre normer. Sand kristendom er ikke karrig med tilgivelse og barmhjertighed. Den giver den enkelte den nødvendige velsignelse til at leve livet fremadvendt uden at blive knuget af skyldfølelse.

Kristendommen fritager også den enkelte for enhver følelse af totalansvar over for den ganske verden. Det sker med de ejendommelige ord fra Jesus om, at han påtager sig alverdens synd og skam.

Tragedie og humor      Til toppen    Næste

Med denne undsigelse af det ubærlige totale verdensansvar og det borgerlige liv som det eneste normgivende træder kristendommen ind i det tragediens område, hvor det at have ret og pukke på sin ret hører op. Dette område er også humorens område. Den snævre rationalisme og den snævre nyttebetragtning må vige for et større perspektiv og en dybere forståelse for tilværelsens mangfoldighed, tilfældighed og uberegnelighed. Humoren sprænger ikke alene al bornerthed, snæversyn og moralisme bort, men også alt had, al ubetinget æresfølelse, al uforsonlighed, al absolutisme og al fundamentalisme.

Hjertekravet om en modergud      Til toppen    Næste

Et af de bærende elementer i den katolske kirke, Madonna-dyrkelsen, er et produkt af den folkelige kreativitet. Den var et 'hjertekrav' fra folket, men kan ikke legitimeres af den hellige skrift. Den blev forgæves forsøgt modarbejdet og manet i jorden af kirkens teologer. Den er en ejendommelig blanding af det folkelige behov for en kvindelig guddom og et folkeligt krav om total abstraktion fra seksualitetens påtrængenhed i forbindelse med spørgsmålet om gudesønnens herkomst. Madonna-dyrkelsen har sin almene funktion og betydning ved også at fastholde den arketypiske forestilling om det rene og fromme menneske.

Specifikke kristne forestillinger      Til toppen    Næste

Humoren i kristendommen rækker også frem til dødens kendsgerning, fordi den postulerer genopstandelsen som den frygtede døds definitive overvindelse. Gudesønnen led et forsmædeligt nederlag på korset, men genopstod med en kraft og følgevirkning som satte sig spor i århundreder og stadig sætter sig spor. Den eksistentielle sandhed ligger på det dybdepsykologiske og arketypiske plan, hvor genopstandelse ikke er et fysisk eller materielt fænomen, men et psykisk og energimæssigt.

Også forestilllingen om en menneskesøn som gudesøn volder den rationalle tanke kvaler. Men forestillingens genialitet ligger i at den fastholder komplementariteten mellem det timelige og det evige som en provokerende, men alligevel jordnær eksistentiel sandhed. Den er blevet stående som et originalt og emergent historisk fænomen af stor og langtrækkende virkning.

Gudsforestillingen      Til toppen    Næste

Gudsforestillingerne hører med til dagligsprogets grundforestillinger. De er ikke bevidste konstruktioner af den menneskelige rationalitet, men tværtimod ufrivillige dannelser i den menneskelige bevidsthed. De er arketypiske forestillinger og som sådanne en del af den kollektive bevidsthed og dermed fælles tankegods for alle - uanset køn, alder, intelligens, uddannelse, race, kultur og religion.

Principiel benægtelse af alle gudsforestillinger er derfor altid en principiel afvisning af dagligsprogets forrang for specialsprogene gennem den nævnte store stabilitet og store vaghed.

Konkret kan afvisning af bestemte gudsforestillinger derimod være særdeles fornuftig, hvis de pågældende gudsforestillinger tages for andet end det de er, nemlig arketypiske forestillinger.

Sekulariseringen      Til toppen    Næste

Snævert betragtet betyder sekularisering en verdsliggørelse der fjerner mennesket fra al kirkelig autoritet og afhængighed, men i videre forstand betyder den konsekvent brud på alle former for absolutistisk dogmedannelse og dogmerytteri.

Hvis sekulariseringen blot opfattes som en verdsliggørelse der er renset for religiøse værdier eller religiøst ansvar, vil den indebære den indsnævring af virkeligheden som de moderne mennesker i stigende grad finder utilfredsstillende. Den vil udelukke dagligsprogets helhedsrealisme og den virkelighedstroskab der betyder troskab mod den hele og uforkortede virkelighed. Moderne sekularisering er nok nøje knyttet til afdogmatiseringen, men ikke dermed til en afmytologisering der udelukker forståelsen for myterne og det mytiske sprog.

Til den moderne sekularisering hører også forståelsen af nødvendigheden af en på psykologien baseret kritisk opfattelse af religionen. Kritikken indebærer ikke, at psykologien gøres til gud, for psykologien er lige så lidt en absolut videnskab eller indsigtskilde som nogen anden rationel disciplin. Kritikken indebærer derimod accept af selve det forhold, at mennesket i kraft af sin kritiske sans og evne ikke kan undlade at gøre selv det helligste og eksistentielt mest basale til genstand for granskning.

Relativisering      Til toppen    Næste

Der sker herved en afgørende relativisering af menneskets indsigt der står i skarpeste kontrast til absolutisme og fundamentalisme, men som omvendt ikke behøver at ende i en undergravende kulturrelativisme, der gør alle værdier lige gode og dermed ligegyldige.

Den etablerede kristne kirke synes i Danmark at være svækket så meget, at det ikke på forhånd kan udelukkes, at den fortsat mister betydning og måske til sidst bliver et isoleret, sekterisk eller esoterisk fænomen.

Er en religionsfornyelse en mulighed?      Til toppen    Næste

Da den religiøse søgen og det religiøse grundbehov imidlertid ikke forsvinder, kan resultatet af udviklingen blive enten en vækkelse, der vil forny folkekirken indefra, eller en nydannelse der vil fremprovokere et alternativ, men bibeholde de mest værdifulde træk ved kristendommen. Åbenhed over for denne mulighed for emergens vil være en værdi i sig selv - også set i relation til den pågående islamiske mission. Hovedsagen er, at det moderne menneske ikke i længden kan leve foruden en religiøs, men selvkritisk orden og organisation, der kan fastholde det religiøse perspektiv på en måde der er forenelig med sekulariseringen.

Åbenhed over for nydannelser      Til toppen    Næste hovedafsnit

Tiden kræver mod til åbenhed over for emergens på religionens helhedssrealistiske felt. Der er brug for en genopdagelse af myterne, det symbolske sprog, de arketypiske forestillinger og de bærende evangeliske udsagn samt kunsten, festen, sangen, musikken, dramaet og humoren på et plan, hvor alle kan være med, og som er tidssvarende i psykologisk henseende.

Psykologiens funktion i eksistensen -  Nødvendige sprogregler -  Sondringen mellem jeget og selvet -  Døden og dødskriterierne -  Sjælen ikke naturvidenskab -  Den sunde og usunde fornuft -  Nihilisme og postmodernisme -  Livskvalitet -  Transcendens -  Komplementaritet

Psykologien giver os den nødvendige indsigt i hvilke drivkræfter, følelser og tanker der rører sig i os som menneskelige væsener.

Først og fremmest kan den fortælle os, at vi ikke eksistentielt lever på rationelle vurderinger og ræsonnementer, men tværtimod på højst irrationelle vurderinger - accept eller afvisning - der ofte går tilbage til barnets før-sproglige tid og som under alle omstændigheder beror på de psykiske primærprocesser.

Det karakteristiske for disse primærprocesser er, at de 'følelsestoner' der knytter sig til dem er ustabile, men til gengæld intense. Der er tale om indsigt eller oplevelse af spontan 'mystisk' art som vedbliver at have afgørende og determinerende betydning for individet. Og de har igen en karakter af helhed.

Helheden synes at være vort inderste jeg og har derfor en umådelig stærk evne til at slå igennem i al betragtning af omverdenen. Evnen er så stærk at den også sætter sig igennem i det almindelige krav til videnskaben om at give et sandt totalbillede af virkeligheden. Et sådant krav er videnskaben imidlertid slet ikke i stand til at honorere, da den altid kun kan udforske og udtale sig om delområder af virkeligheden.

Nødvendige sprogregler      Til toppen    Næste

Ved sprogets hjælp har vi muligheder for at få indsigt i såvel verden inden i os som verden udenfor. Nogle få sprogligt formulerede regler sætter os endda i stand til undgå risikoen for at forveksle det materielle med det åndelige eller fantasi med virkelighed.

Man bør således ikke anvende psykologiske udtryk uafhængigt af de personlige stedord, og ikke anvende de personlige stedord uafhængigt af kropsbetegnelser og dermed tingsbetegnelser.

Disse sprogregler er en konsekvens af 'korrespondensprincippet', der fordrer at man i beskrivelsen af alle fysiske og psykiske fænomener fastholder referencen til personer af kød og blod der befinder sig inden for den klassiske fysiks og dermed også dagligsprogets rammer.

Sondringen mellem jeget og selvet      Til toppen    Næste

Af afgørende værdi for en forståelse af den menneskelige psyke er også at acceptere forskellen mellem 'jeget' og 'selvet', forstået som henholdsvis den del af sjælen som er kontrollabel og viljesbestemt og den del der ikke er det. At 'relativere jeget' og nå frem til en udvikling af den komplementære del af sjælen som udgøres af 'selvet' er at komme til sig selv og sin helhed, at blive et sandt individ. Sondringen er en betingelse for overhovedet at forstå ånd som fænomen. Ånd fremkommer som selve spændingsfeltet mellem jeget og selvet og er således jegets mulighed for indblik i selvets horisont og dimension.

Jeget er knyttet til det timelige og den 'borgerlige' identitet. Det opbygges møjsommeligt gennem livets mange oplevelser, gøremål og erfaringer. Men det har sin tid. Det dør med dets gode, nyttige og varme kropspartner. Det kan opleve sin opløsning og død, og det vil normalt frygte begge dele af flere grunde. Men den store generelle dødsangst gælder ikke dødsprocessen som sådan, men selve opløsningen af jeget, af den sunde fornuft, viljen og identiteten.

Selvets horisont er langt større end jegets og perspektivet er anderledes. Selvet er desuden dybt forbundet med det kollektivt ubevidste og dermed de arketypiske forestillinger. Og dette indebærer, at selvet ikke opløses med jegets død og følgelig heller ikke oplever sin egen opløsning eller død.

Døden og dødskriterierne      Til toppen    Næste

Selvet kan bære jegets død. Det rammes ikke af den. Selvets midlertidige nedslag i det individuelle jeg og dettes krop synes blot at gå tilbage til sit ophav i det kollektivt ubevidste. Dette sker blot forskudt i forholdet til jegets død, og derfor er der uoverstigelige problemer med hjernedødskriteriet for enhver som er blevet bevidst om selvets eksistens og funktion.

Hjernedødskriteriet er ubetinget tilstrækkeligt til at afgøre om viderebehandling af et sygt og døende menneske tjener et fornuftigt formål eller ej, men det kan ikke bruges til at afgøre, hvornår sjælen definitivt har forladt kroppen. Her gælder kun hjertedødskriteriet.

Sjælen ikke naturvidenskab      Til toppen    Næste

Et stort problemet i vore dage er, at naturvidenskaben har vundet frem også på et felt hvor den ikke hører hjemme, nemlig eksistensforståelsens og værdiernes område. Der er intet videnskabeligt belæg for at hævde, at materien skulle være basis for det ideelle eller energetiske, ligeså lidt som der er belæg for at hævde, at det ideelle skulle være basis for det materielle. Der er nøgternt set tale om to komplementære fænomener, som vi kan betragte hver for sig med store praktiske fordele, men ikke samtidigt.

Eksistentielt set er det afgørende for ethvert menneske, at det forstår sig selv som et besjælet væsen, der har en krop som sæde for den bevidsthed og underbevidsthed der på ejendommelig og uforklarlig vis frembringer det spændingsfelt vi kalder ånd.

Der ligger i dette helhedsrealistiske syn på eksistensen og verden ingen underkendelse af kroppen med dens drifter, instinkter, seksualitet og aggressivitet. For disse neurofysiologiske kendetegn og egenskaber er forudsætningen for åndslivet, men vel at mærke på et sådant kompleksifikationsniveau at det ikke er muligt at reducere dem til fysisk-kemiske processer.

I det gode civile og demokratiske samfund er den menneskelige tilværelse ikke forenelig med voldsomme eller langvarige udskejelser i det irrationelles mørke dybder, men den er heller ikke forenelig med en ensidig eller éndimensional udvikling på rationalitetens præmisser.

Den sunde og usunde fornuft      Til toppen    Næste

Den sunde fornuft er ikke identisk med ensidig udvikling af sekundærprocesserne og den nyttige og borgerlige kultur der kan bygges herpå. Den er tværtimod identisk med en fuld forståelse og afbalancering af det rationelle og det irrationelle som komplementære størrelser der hver for sig har deres værdi og berettigelse. Afbalanceringen må blot aldrig ende i stilstand.

Den sunde fornuft kan følgelig heller aldrig ende i en intellektualisme der ensidigt forsøger gennem abstrakt, logisk og stringent tænkning og analyse at holde det irrationelle, det uberegnelige, det uforudsigelige, det udefinerbare, det tilfældige eller det emergente ude fra tilværelsen eller erkendelsen.

Absolutismens og fundamentalismens psykiske mekanismer må forstås som en yderst ensidig og fatal fokusering på jegets indsigt, vilje og æresfølelse.

Nihilisme og postmodernisme      Til toppen    Næste

Også nihilismen og postmodernismen må forstås som en intellektualisering og æstetisering af tilværelsen med henholdsvis den rationelle tanke og den kunstneriske sans som udgangspunkt og henholdsvis den rene tanke og den rene kunst som endemål. På hver deres måde hævder de begge det synspunkt, at alt er tilladt og godt, og de havner derfor oftest i principiel etisk uansvarlighed.

Nihilismen glemmer at subjektiviteten er sandheden i eksistensen og aldrig falder igennem på grund af mangel på objektivitet, men af mangel på redelighed og ansvarlighed. Alt er netop aldrig tilladt, når den indre konsistens er nødvendig for at sikre overvægten af det gode i tilværelsen.

Postmodernismens undsiger alle andre hensyn end de æstetiske, dvs først og fremmest de sociale, etiske og religiøse sider. Der er isoleret set intet ondt i æstetik. Men konsistens giver æstetikken aldrig i sig selv.

Livskvalitet      Til toppen    Næste

Livskvalitet angår faktisk først og fremmest meningen med tilværelsen. Der er naturligvis ikke nogen objektiv mening med tilværelsen, ingen instans der kan gøre gældende at dette eller hint og intet andet er meningen med tilværelsen. Afgørende værdier for hvert eneste menneske er derimod forståelsen af intensitetens og nærværets betydning i livet, afbalanceringen mellem det bevidste og ubevidste, og mellem immanensen og transcendensen i den enkeltes liv såvel som relativeringen af jeget og kontakten med selvet er

Livskvalitet afhænger ikke primært af køn, uddannelse, stilling, job, indkomst, boligforhold, eller af om man ryger, drikker, spiser, elsker og motionerer lidt mere eller mindre. Den afhænger mere af, hvordan man har det med sig selv, sin partner, sine børn, sit arbejde, sine kolleger og sit helbred - og ikke mindst med kontakten til evighedsdimensionen.

Livskvalitet og livsmod bevares lettere, hvis man passer sit helbred, har rimelig orden i sin økonomi, bor ordentligt osv., men man bliver ikke lykkeligere, fordi man kan leve et liv i luksus eller nå til tops i erhvervsliv eller politik, endsige hvis man kan opnå at komme i mediernes fokus.

Transcendens      Til toppen    Næste

Transcendensen - evnen og driften til at overskride sig selv - er biologisk indbygget i mennesket, og den skal med i bedømmelsen af livskvaliteten. Den indebærer at vi ikke i det lange løb bare kan lade stå til, som om evnen ikke fandtes, for vi er ikke herre over om der dukker følelser af tomhed, kedsomhed og meningsløshed op i sindet. Transcendens betyder, at livskvaliteten aldrig kan testes alene på materielle goder eller på om man er 'lykkelig' eller 'tilfreds'. Livskvaliteten testes heller ikke på medgang og succes, men på evnen til at bevare håbet og meningen med tilværelsen, selvom man har tab og modgang.

Komplementariteten      Til toppen    Efterskrift

Det komplementaritetssynspunkt der er basis for helhedsrealismen er det bedste hjælpemiddel til fastholdelse af virkelighedstroskaben. For kun det løser den menneskelige logiks karakteristiske, men forheksende tendens til opstilling af uforenelige modsætninger ved netop at postulere deres ligeberettigelse selvom de aldrig kan indgå i én og samme analyse.

Komplementaritetsynspunktet er den principielle undsigelse af den absolutistiske enten-eller-tænkning og den indebærer ikke en udvandet både-og-tænkning der tenderer mod ligevægt, men tværtimod en dynamisk tænkning der fastholder spændingerne som frugtbare.

Da hele den dualistiske enten-eller-tænkning er så indgroet som den er i kraft af den rationelle logiks og trænings dominans gennem skolegang, videreuddannelse, erhvervsarbejde og offentlig debat, er det vigtigt at arbejde psykologisk med alle eksistensens praktiske og erkendelsesmæssige problemer.

Faktisk er det bydende nødvendigt for at komme videre i kulturudviklingen og personudviklingen at begå endnu et 'syndefald', dvs spise endnu et af de forbudte æbler fra kundskabens eller alvidenhedens træ, det æble der står dybdepsykologi på.

Kun dette vil i tilstrækkelig grad åbne menneskets øjne for uomgængeligheden af at tilegne sig en sikker og nøgtern metode for introspektion, konsistens, håb og spiritualitet og dermed komme bevidsthedsmæssigt på højde med det 21. århundredes situation og store udfordringer.

Humoren hører med i perspektivet, fordi den ligesom tragedien er i stand til at bringe mennesket ind i det område af tilværelsen, hvor det at have ret hører op. Dens frigørende kraft er ikke på nogen måde i uoverensstemmelse med den virkelighedstroskab der er al tros og alt livsmods inderste væsen, men er tværtimod i dyb overensstemmelse med disse. Den er følgelig et uundværligt element i den nødvendige sekularisering.

Værdier har ikke objektiv eksistens, men ene og alene subjektiv eksistens. Det er altid den personlige tiltrækning, tilknytning, tilegnelse, værdsættelse og fornyelse af værdierne og deres betydning der er afgørende. Følgelig er en mere systematisk bevidstgørelse af dem forudsætningen for at komme videre i en værdidebat der kan føre ud over snæver politisk eller kulturel mudderkastning eller skyttegravskrig.

Det værdisynspunkt der gøres gældende som aksiom på disse sider lyder:

" Værdier erfarer ethvert menneske fra tidligste spædbarnsalder. Omverdenen kan slet ikke opfattes uden at den tillægges et værdiaspekt. Kærlighed, arbejde, kunst, kult og religion sørger for den stadige oplevelsesmæssige opretholdelse af de subjektive værdi-universer. Værdier er subjektive, fordi de ligger i erfaringerne fra de psykiske primærprocesser; de er før sproget og karakteriseret af helhedsmæssig billedopfattelse."

Heraf skulle gerne følge, at det aldrig er nok at opregne en række hævdvundne værdier i en eller anden statusform. Det er tværtimod altid nødvendigt aktivt at gøre et stykke arbejde for at opretholde dem og forny dem, så de kan danne basis for menneskenes tilværelse også under tidens og kulturens løbende forandringer.

Det aktive arbejde forudsætter igen fornødent engagement. Tom rutine eller surt pligtarbejde er aldrig nok. Der kræves tværtimod engagement af såvel følelser som fornuft, og af såvel krop som sjæl.

På samme måde må samfundet og dets mange goder så som fællesskabet, trygheden, dynamikken, udviklingen, civilkarakteren og velfærdssamfundet ikke betragtes som menneskelige konstruktioner eller tilfældige opdagelser, men tværtimod igen som gaver, hvis oprindelse som meningsfuldhed fortoner sig bagud i det tidløse, men som ikke desto mindre forpligter os - ikke mindst til politisk omtanke og forstandighed.

Menneskekulturens væsentligste kilder er nu som altid arbejdet, forskningen og religionen. Arbejdet angår primært det praktiske liv, forskningen først og fremmest det erkendelsesmæssige, og religionen dybest set alt det andet - herunder det store perspektiv og erkendelsen af selve helheden, meningen med helheden og ansvaret for helheden.

I alle tre former for kulturel skabelse har vi brug for såvel følelse som fornuft og for såvel oplevelse af de intense følelser der kan åbenbare mening og kærlighed for os, som opbygningen af de svage, men stabile følelser der kan danne grundlag for en fremadskridende, nøgtern og kritisk realitetsprøvelse.

Etikken og dens ansvarlighed er at forstå som bindemidlet mellem arbejdet, forskningen og religionen, men også som den nødvendige, bindende forbindelse mellem det instinktmæssige og det spirituelle.

Psykologien kommer ind i billedet, fordi vores stadig større bevidsthed om os selv, vor situation og vore relationer til naturen, samfundet, arbejdet, forskningen og religionen gør det tvingende nødvendigt for os at forstå såvel de psykologiske mekanismer i almindelighed som de specifikt værdimæssige aspekter af den menneskelige personlighed i særdeleshed og deres love.

Åbenheden betyder, at vi må være forberedte på forandring uden nogensinde at måtte undsige vor historiske rodfæstethed, og at vi også må være åbne over for noget fundamentalt nyt og emergent - selv når det gælder det hellige.

Selvom det vil skurre i mange intellektuelle menneskers øren, må det konstateres, at der i dag er ganske særligt behov for en ny, sekulariseret religion der kan forene den nøgterne videnskabelige erkendelse, den moralske ansvarlighed, den politiske realisme og den musiske og kreative inspiration med den kultiske oplevelse af det der er større end os selv og som kræver indre konsistens af os.

Truslerne kommer udefra og indefra. Fra terrorister og fanatikere der afskyr demokratiet og de vestlige værdier, fra fundamentalister og absolutister af religiøs eller ideologisk art, der vil have faste målestokke for alt, fra individets velmenende humanistiske beskyttere der ikke anerkender samfundets overhøjhed og hellighed, og fra konservative traditionsbærere der frygter al forandring. Men ikke mindst kommer truslerne fra de unge der keder sig og søger at dulme deres tomhed, livsfrygt, ansvarsfobi og frihedsangst med druk og stoffer, sex og endeløse nydelser, mere eller mindre forført af uansvarlige forældre- og pædagoggenerationer der ikke tror på nogetsomhelst og derfor er faldet pladask i den nihilistiske eller postmodernistiske grøft.

Generelt savnes der en fast og fuldt bevidst politisk vilje til at fastholde de grundlæggende værdier på et tilstrækkeligt højt etisk og visionært niveau., der er baseret på solid dybdepsykologisk erfaring.

Generelt savnes der også en almendannelse der svarer til det 21. århundredes store udfordringer. Den danske folkehøjskole ville her kunne bidrage til en afgørende højnelse, men det kræver at den besinder sig på opgaven - og hverken klynger sig til gammel tradition eller springer på moderetninger og succeskriterier. En virkningsfuld besindelse vil være ensbetydende med fuld forståelse for konsistens-etikken og de arketypiske forestillingers betydning.

Oplysning er ikke for de lærde blot, som den gamle danske seer sagde. Den er for hele folket, og den er frem for alt for ungdommen. Den består i grunden af indlysende, intuitivt erkendte sandheder, men den belyser alt det afgørende i forståelsen af naturen, samfundet, individet, etikken, politikken, kunsten, religionen og psykologien.

Den dynamiske komplementære helhedsrealisme er et seriøst bud på denne oplysning.

Men at indfri potentialet og tage tidens store udfordringer op på en sådan måde, at vi kan gøre samfundet til et helligt land for de næste generationer, et land hvor de kan føle sig hjemme, folde sig konstruktivt ud og tage nye opgaver og udfordringer op til alles gavn og i erkendelsen af et historisk ansvar, det kræver, at vi engagerer os lidenskabeligt i løsningen af problemerne og skaffer os den nødvendige, tidssvarende indsigt og dannelse.

Men det kræver også, at vi vælger ledere der er på højde med den historiske situation og som tør føre an - og vel at mærke gøre det på en sådan tværpolitisk måde, at folket og folkesjælen kan følge med og bakke helhjertet op.

Dette kræver igen, at vi får ledere der ud fra den dybeste indsigt i historiens kræfter og spiritualitetens væsen og krav kan finde og konstruktivt bruge de symboler for forvandling der kan afgive den fornødne energi til den meget krævende proces.

Disse symboler må dække komplementariteten og helheden på en sådan måde, at den transcendens der skaber dynamikken bliver så lysende klar for de enkelte, at den bliver etisk forpligtende, dvs griber fat i sjælene uden at gøre dem ukritiske.

Dette indbærer naturligvis ikke, at værdimanifestet kan bruges til partipolitiske formål. Der er tværtimod brug for at så mange forskellige partier og vælgere som muligt forsøger at finde de rette synsvinkler og symboler der kan bringe folket videre i fælles konstruktiv retning. Men manifestet kan bruges som en slags opgørelse over relevante parametre for bedømmelse af politiske ideer, programmer, partier og personer.

Det er vigtigt at fastholde, at vi har forpligtelse til at tage tidens store eksistentielle og historiske udfordringer op, men at vi samtidigt altid nøgternt må holde os for øje, at vi ikke er herrer over historien.

Hermed er det helhedsrealistiske værdimanifest afsluttet.

Manifestet er frugten af forfatterens inspirerende læsning, undervisning, kunst-, teater- og filmoplevelser, meditation samt filosofiske, moralske, politiske og religiøse overvejelser siden det 17. år.

Inspiratorerne har været mange, som det vil fremgå af hjemmesidens liste.

Aksiomerne derimod få.

De erkendelsesteoretiske og psykologiske forudsætninger findes i de mange specialartikler eller essays der er nævnt undervejs eller vil kunne ses nedenfor.

Værdimanifestet griber ind i den løbende værdidebat i den klare hensigt at give denne debat en tiltrængt niveauhøjnelse. Debatten har dels lidt under stor og unødig polarisering, dels und stor mangel på fornøden erkendelsesteoretisk og psykologisk bevidsthed og ansvarlighed. Det er min klare overbevisning, at debatten ikke vil komme videre uden en regulær og omfattende bevidstgørelse.

Værdimanifestet er langtfra fuldkomment eller definitivt, men skulle trods alt med sine påstande, antydninger, syner og underforståede anskuelser være tilstrækkeligt klart til at kunne give den interesserede og modtagelige sjæl noget af værdi der kan bygges videre på, men også til at kunne give den igangværende debat det tilskud der skal til for at bringe den over dødvandet og polariseringen.

Med færdiggørelsen kan den tidligere offentliggjorte 'skitsering af det for vor tid nødvendige værdigrundlag' slettes fra siderne.

Der vil snarest muligt blive udarbejdet et sagregister til hele værdimanifestet, der vil gøre det muligt at finde frem til emner eller begreber af særlig interesse. Men lejligheden skal ikke forsømmes til at pointere, at hele manifestets idé er sammenhængen og overblikket.

Endelig vil værdimanifestet naturligvis blive fulgt op af løbende kommentarer til tidens politiske, kulturelle og eksistentielle begivenheder og debatter på en sådan måde, at der vil blive rig lejlighed til at få synspunkterne bragt i erindring.

Den 27. september 2004

Jan Jernewicz

Forord
Indledning
Naturen som fundamental værdi
Samfundet som fundamental værdi
Individet som fundamental værdi
Erkendelsen
Etikken
Politikken
Historien
Kunsten
Musikkens og teatrets særstilling
Religionen og sekulariseringen
Psykologisk dybdeindsigt
Afslutning
Efterskrift
Sagregister

Værdimanifestet i komplet udgave

Relevante artikler:

De psykiske grundprocesser
Det aggressive menneske
Jeget og selvet
Myte, ord og billede
Liberalismen og socialismen
Veje til livskvalitet
Humor og tragedie

Men se også henvisningerne under rubrikkerne:

Samfund
Eksistens
Sekularisering
Helhedsrealismen
samt
Komplementaritet

Emneindex til Jernesalts sider

Om Jan Jernewicz
Aksiomer
Inspiratorer
Programerklæring for Jernesalt (2.6.02.)