ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.12.02.

Det aggressive menneske

Teoretiske sondringer
Aggressivitetens negative aspekter
Aggressivitetens positive aspekter
Aggressivitetens dobbeltaspekt
Henvisninger

I almindelig daglig tale betyder 'aggressiv' angribende eller bedre angrebslysten, og et menneske der kaldes aggressivt regnes for en person hvis angrebslyst er let at vække, og det er følgelig en type som fredelige og harmonisøgende for slet ikke at tale om direkte konfliktsky mennesker ikke bryder sig om, men undgår. Men da der som bekendt er overordentlig megen aggression i verden, og den nøgtern set ikke udelukkende kan regnes for negativ, altså nødvendigvis hverken person- eller samfundsskadelig, var det måske en idé at se nøjere på dette kontroversielle ord og emne.

Ifølge den store danske encyklopædi kan 'aggression' defineres som adfærd der truer eller skader andre, men samtidig fastslås at præstationsorienterede, konkurrencebetonde eller selvhævdende handlinger ikke i sig selv er aggressive. For så vidt angår følelser betegnes de som aggressive, hvis det drejer sig om vrede, had og raseri, men det fastslås, at sådanne følelser ikke altid kommer til udtryk i aggressive handlinger. De kan være ledsageomstændigheder, men ikke årsager. Men omvendt behøver aggressive handlinger ikke være ledsaget af aggressive følelser, idet de kan være køligt kalkulerede eller endog medfølende.

Der er forskellige teoretiske forklaringer på aggressionen.

Instinkteorien antager at alle organismer biologisk er sådan indrettet fra naturens hånd at de til stadighed eller i visse perioder af en årscyklus frembringer fysiologiske energier som nødvendigvis må udløses i aggressiv adfærd. Opfattelsen forfægtes i dele af etologien (forskningen i dyreadfærd), fx af Konrad Lorenz. Her betragtes mennesket på linje med dyrene, og aggressiviteten regnes for instinkt.

Psykoanalysen opfatter aggressiviteten som en drift knyttet til en medfødt fysiologisk energikilde.

Psykologer betragter aggression som et behov, en almenmenneskelig disposition eller handlingstilbøjelighed, altså igen en medfødt psykisk impuls, blot ikke nødvendigvis bundet til den fysiologiske energikilde.

Endelig gør frustrationsteorien gældende, at det er en blokering eller frustration af målrettet adfærd der vækker aggressive følelser og adfærd. Der forudsættes her en almenmenneskelig, medfødt handletilbøjelighed, men ikke noget grundlæggende instinkt eller behov.

Som man ser er teorierne mange og vidt forskellige. Og de fører naturligvis til forskellige slutninger om aggressivitetens betydning for det enkelte menneske og samfundslivet. Men det hører med til billedet, at en væsentlig del af uenigheden om begrebet skyldes en forskellig bedømmelse eller rettere fordom af om aggressivitet er noget godt (positivt eller konstruktivt) eller udelukkende noget ondt (negativt eller destruktivt).

Man kunne komme uden om en del uenighed, hvis man holder sig til at betragte aggressiviteten som en medfødt drift (eller instinkt), der i en vis udstrækning har sine positive sider, men slår om til noget negativt, hvis den af forskellige årsager forbindes med frustration. Sat på formel betyder det at driftsaggressivitet + frustration = frustrationsaggressivitet. Man kunne altså undgå en del misforståelser, hvis man angiver, om man i de enkelte tilfælde taler om driftsaggressivitet eller frustrationsaggressivitet.

Ser man på aggressiviteten i videre eksistensfilosofisk forstand, hvor mennesket ikke blot betragtes som et vegeterende væsen, der til hver en tid blot ønsker at holde sig i live og nyde tilværelsen som en plante, men har en driftsmæssig eller instinktiv vilje til at søge ud over sig selv, sanse og opleve verden, gribe ind i den med henblik på at lære den at kende og eventuelt forme og kultivere den, og dermed overskride egne grænser, så bliver det indlysende, at hele denne transcendente, grænseoverskridende vilje må forudsætte en eller anden form for medfødt lyst til at gribe aktivt ind i verden. Dette afspejler sig også i dagligsproget, hvor vi taler om at angribe problemer, gå i krig med problemer eller besejre, overvinde konflikter. Mennesket lever med andre ord ikke i immanensen, men i transcendensen. Al kultur forudsætter vilje til transcendens. (jf artiklen om  Transcendens).

Det besynderlige er imidlertid, at der selv blandt psykoanalytikere, der i modsætning til eksperimentalpsykologerne altid betragter mennesket som en helhed, har været en klar tendens til at betragte aggressiviteten som noget negativt; som en beklagelig impuls, der burde elimineres. Den var ikke en nødvendig del af vor biologiske arv, som har tjent og tjener til at bevare os, og som vi må kunne lære at leve med i sameksistens.

Freud var præget af det humanistiske og klassiske dannelses- og kulturideal og havde svært ved at acceptere eksistensen af aggression som en særskilt, primær og fra seksualiteten adskilt drift. Der skulle en verdenskrig, nemlig første verdenskrig til, før han skiftede mening. Det gik op for ham, at krigen og krig i almindelighed ikke kunne forklares ud fra seksualdriften alene, dertil var begejstringen for krigen for stor, selv blandt tyske humanister dengang.

Den østrigske biolog og filosof Konrad Lorenz var den første der for alvor gjorde op med myten om aggressiviteten som noget grundlæggende ondt. I ‘Det såkaldt onde' fra 1963 påviste han aggressivitetsdriftens afgørende betydning for såvel artens overlevelse som den sociale struktur, ja for oplevelsen af almindelig stolthed, seksuel orgasme og kunstnerisk og videnskabelig skaben.

Den engelske psykiater Anthony Storr fulgte Lorenz op med sin bog fra 1972 om ‘Det aggressive menneske', hvor han ligeud gjorde gældende, at enhver af os bærer spiren til netop de impulser der fører til mord, tortur eller krig. Aggression er vigtig for den sociale struktur, den findes i barnets udvikling, i den voksnes liv og forholdet mellem kønnene. Den er væsentlig for forståelsen af depression, og den findes naturligvis i negativ form i paranoid eller psykopatisk fjendtlighed.

Aggression har en række positive funktioner fra territoriedannelse, seksuel udvælgelse og beskyttelse af afkom til opretholdelse af samfundsordenen. Aggression er i denne henseende nødvendig, men den er ikke altid ønskelig eller uproblematisk, for den kan gå over gevind og blive destruktiv. Den må derfor ses i et dobbeltaspekt.

Det negative aspekt er naturligvis det letteste at få øje på, fordi allerede dagligsproget fokuserer på det. Skizoide mennesker har en så dyb mistillid til andre mennesker, at ethvert nært forhold til en anden person forekommer dem farligt. De har som Storr påpeger som regel ikke oplevet den varme udveksling af aggression forbundet med kærlighed, der er en integrerende del af de fleste børns udvikling Det er næsten umuligt for dem på sund vis at hævde sig og slås for deres rettigheder, uden at blive destruktive. Men det er vigtigt at vi gør os klart, at skizoide anlæg ligger latent i os alle, og at vi alle lejlighedsvis anvender de samme forsvarsmetoder mod vore fjendtlige følelser, som det skizoide mennesker plejer at anvende.

For paranoide menneskers vedkommende gælder, at projektion bliver særligt problematisk, fordi den paranoide tror sig forfulgt og derfor har tendens til at tillægge andre ondsindet fjendtlighed. I værste fald kan det gå så vidt, at der kan være fantasier eller drømme om at hele verden står foran sin ødelæggelse, men det er en illusion der afspejler patientes egen intense fjendtlighed mod en verden han føler sig vraget af.

Endelig har vi den direkte psykopatiske fjendtlighed, som man finder hos mennesker med kronisk mangel på evne til at beherske deres øjeblikkelige indskydelser, hvilket også kan udtrykkes på den måde, at de psykiske sekundærprocesser ikke fungerer ordentligt. Personen er helt behersket af de primære psykiske grundprocesser. Mange psykopater har foruden den aggressive adfærd også en næsten total foragt for sandhed. De mangler evne til at skelne mellem sandt og usandt, og mellem fantasi og virkelighed, hvad der ligeledes har med dårlig funktion af sekundærprocesserne at gøre (jf. artiklen om  De psykiske grundprocesser).

Desværre er det almindeligt at reagere på aggressiv adfærd med moralske formaninger eller tro på at man kan opdrage sig ud af problemerne. Det holder imidlertid ikke, dels fordi de værste tilfælde af aggressiv adfærd - de skizoide, paranoide og psykopatiske - er uimodtagelige for formaninger, dels fordi denne moraliseren retter skytset mod det helt forkerte, nemlig agggressiviteten som sådan, uden at skelne mellem en sund og rimelig driftsaggressivitet og en syg og destruktiv frustrationsaggressivitet.

Skizoide, paranoide og psykopatiske mennesker kan være farlige for såvel sig selv som andre og må derfor i perioder eller mere permanent anbringes i sikker forvaring. Hvis magthavere er paranoide kan det gå grueligt galt, som det gjorde med Sovjetunionen i Stalin-tiden, især i årene fra 1935-53. Eller med Tyskland under Hitler, især i sidste del af 2. verdenskrig. Det problematiske er, at sådanne mennesker projicerer deres egen ondsindethed ud på andre, og altså tillægger andre ekstrem ondsindet fjendtlighed, som de føler de må beskytte sig imod med hæmningsløs forfølgelse af disse fjender.

Paranoid skizofreni følges undertiden af fantasier om at hele verden står foran sin ødelæggelse, jordens undergang eller ‘ragnarok'. Det er en illusion der afspejler patientens egen intense fjendtlighed mod en verden der har vraget ham, men indeholder også som Storr påpeger et anstrøg af sandhed, nemlig deri at patientens subjektive verden faktisk er ved at bryde sammen. I Hitlers tilfælde indebar illusionen, at han foretrak at hans verden, det tyske rige, brød sammen med ham selv. Når hans egne ikke forstod ham, så kunne det være lige meget med alt.

Paranoid fjendtlighed må ses som baggrunden for menneskets anlæg for grusomhed, som er enestående i biologien og ikke findes hos andre dyr. Mennesket er ikke tilfreds med at lade sit offer undslippe, men piner og forfølger det. Bødlerne nyder deres dominans og grusomhed. Og som bl.a. den danske dokumentarfilm "Min nabos søn" om uddannelse af bødler under den græske militærjunta viste, så er det faktisk muligt at gøre ethvert menneske til bøddel, bare det bliver ydmyget tilstrækkeligt hårdt og systematisk i tilstrækkelig lang tid. Det had og den hævnfølelse der følger af denne ydmygelse retter sig mod andre og folder sig ud, når der bliver mulighed for det. Så underligt det end kan lyde, så spiller menneskets hukommelse og fantasi her en overordentlig negativ rolle, idet den er forudsætningen for at ydmygelser huskes så længe, og at de mest raffinerede og djævelske ydmygelsesmetoder kan udspekuleres.

Psykopater adskiller sig fra de fleste skizoide og paranoide mennesker ved at de kan være særdeles charmerende personer, og at de forstår at udnytte det. Igen naturligvis værst i de tilfælde, hvor de får magt.

Det er et problem for det moderne samfund, at antallet af skizoide, paranoide og psykopatiske mennesker er stigende, og at folk af denne kaliber i de fleste tilfælde er ‘uden for pægagogisk rækkevidde'. Samfundet har både ret og pligt til at beskytte sig og sine almindelige borgere imod dem, men det almindelige humanistiske eller menneskeretsmæssige hensyn til dem bevirker, at politikerne kvier sig for at træffe effektive foranstaltninger til denne beskyttelse. Man vil ikke være ved, at der i de groveste tilfælde kun er én effektiv løsning: nemlig indespærring af de kriminelle.

Det positive aspekt af aggressiviteten er aldeles afgørende for alle normale menneskers liv og velfærd - biologisk, socialt og kulturelt. For her drejer det sig om den normale driftsaggressivitets udfoldelse som forudsætning for vækst, organisering, eksperimenteren, nyskabelse og sund grænseoverskridelse.

Siden Freud har der hersket forvirring med hensyn til om aggressiviteten kunne regnes for en særskilt drift på linje med seksualiteten eller om den var afledt af seksualiteten. Men det er uheldigt, fordi aggressivitetens positive aspekter dermed på forhånd nedtones eller helt fornægtes. Langt bedre er det med Konrad Lorenz og Anthony Storr at betragte aggressiviteten som en primær drift der indgår som komponent i enhver menneskelig udfoldelse, herunder også seksualiteten.

Snævert biologisk betragtet er seksualitetens formål forplantningen. Den forudsætter mandens jagt på og indtrængen i kvinden med henblik på at sprede sin sæd og gøre kvinden gravid. Seksualiteten er altså udfoldelse af en rent instinktiv aggressivitet, der kan indebære hvad senere tider har kaldt erotisk spil og romantisk kærlighed, men først og fremmest belønner manden med orgasme og stolthed.

På grund af det mandlige kønshormon er manden biologisk set stærkere end kvinden og havde oprindeligt en dominerende rolle i parforholdet og ægteskabet, således som man stadig ser i primitive samfund (hvormed ikke menes gamle, antikke samfund, men også nuværende samfund af gammel, umoderniseret struktur). Kvinden er ikke mindre driftsaggressiv end manden, men aggressiviteten slår igennem på andre måder gennem de nuancerede former for tiltrækning af og spil med det andet køn som kvinder udvikler. Belønning for aggressiviteten i form af orgasme og stolthed er den samme som hos manden.

Hvor forholdet mellem mand og kvinde udvikler sig til længerevarende parforhold bliver parterne ikke blot ‘lindringsmiddel' for den seksuelle drift, men også en livsvigtig kilde til selvagtelse. Brud i kærlighedsforhold opleves følgelig som et angreb på selvfølelsen, og hvis denne igen i visse kulturer er knyttet meget nært til æresfølelsen og familie- eller klanfølelsen, bliver kærlighedsbrud angreb på en mands ære og kan medføre voldsomme repressalier.

Brud udløser normalt voldsom jalousi og voldsomt had netop fordi det er aggressiviteten der er på spil. Den frustreres og forvandles til voldsom frustrationsaggressivitet. Kærlighed kan af gode grunde aldrig slå om i had, men seksualiteten - det seksuelle spil, den seksuelle tiltrækning - er andet end kærlighed, nemlig kærlighed forbundet med aggressivitet. Selve det at kærlighed kan skuffes viser, at der indgår aggressivitet i den.

I vore dage og på vore breddegrader, hvor seksualiteten for længst er frigjort fra den biologiske forplantnings snævre bindinger og formål, og langt overvejende dyrkes med øje for den gensidige fornøjelse og selvbekræftelse, er sondringerne mellem kærlighed, seksualitet og aggressivitet vigtige. Ingen af komponenterne kan undværes eller overses i et parforhold der vil overleve forelskelse og børneavl.

Den normale driftsaggressivitet vil blive undertrykt, hvis parterne i et forhold sætter sig så tungt på hinanden, at de ikke tillader den anden part at bevare tiltrækkelig selvstændighed til at kunne forsætte dyrkelse af egne identitets- og selvagtelsesgivende interesser, men tværtimod prøver at rette alt ind i et lukket fællesskab. Nøjagtigt den samme komplementære modsætning mellem frihed og afhængighed ses i børns og unges frigørelsesproces.

Ethvert barn må for virkelig at blive voksen engang, gøre sig fri af afhængighed, og det gør det ved stadig stærkere at demonstrere sin magt til at beherske omgivelserne tilstrækkeligt til at opnå tilfredsstillelse for sine behov. Allerede når barnet begynder at kravle, demonstrerer det begyndelsen til en indsats for at udforske og beherske den ydre verden. Senere begynder udforskningen af den store verden - og i puberteten begynder ungdomsoprøret, det naturlige opgør mod forældrenes beskyttelse og omklamring med henblik på at erhverve en nødvendig uafhængighed - fysisk, psykisk, uddannelsesmæssigt, erhvervsmæssigt og økonomisk.

Børns og unges aggressivitet er ikke i sig selv ond, men den skal naturligvis ledes ind i konstruktive baner. Aggressiviteten må i opdragelsen ikke betragtes som en respons på frustration. Den afskaffes ikke ved at give børn overflod af kærlighed eller ved at frustrere dem så lidt som muligt. Forældre der praktiserer maksimal føjelighed og frihed, vil kun opdage, at børnene bliver emotionelt uligevægtige og ofte mere aggressive, end hvis de havde været udsat for fastere rammer. Og deres børn vil give problemer i institutioner og skoler.

Børn føler sig usikre med forældre der aldrig selv tør vise nogen aggression og sætte grænser, og de vil ikke få den modstand, der faktisk er betingelsen for oprør og kamp for uafhængighed.

Både i leg og i fantasi kommer børns medfødte driftsaggressivitet klart frem. Skræmmende fantasier af aggressiv art - såsom hekseskikkelsen - er så alment forekommende blandt folk af forskellige kulturer, at det langt fra kan betragtes som udslag af neuroser eller psykopatier. Det er derfor ikke underligt, at tegneserier, fjernsynsserier og computerspil af fantastisk og aggressiv art - eller film som Harry Potter eller Ringenes Herre - tiltrækker børn i alle aldre, inklusive voksne der har tilladt sig at bevare barnesindet i sig.

Hele denne symbolisme af mere eller mindre aggressiv art kan ikke undværes i børnenes udvikling, fordi den kompenserer for deres følelse af afmagt. Børn kan sagtens skelne mellem fantasi og virkelighed, hvis de også møder virkeligheden i positiv forstand. Det er kun i patologiske tilfælde, at evnen til at skelne mellem fantasi og virkelighed glipper. Men det er naturligvis forældrenes sag ved at snakke med deres børn at sikre, at børnene holder fast i og udbygger forståelsen for den fælles, fysiske og sociale virkelighed, som følger love individet ikke selv vilkårligt fastsætter, og at de ikke udsættes for stærkere drømme- og fantasiindtryk end de på hvert tidspunkt kan kapere og tackle.

Når udfoldelsen bliver mere ekspansiv, kommer den uundgåeligt til at gribe ind i andres udfoldelse, og vi får konkurrencen og spillet om magt. På primitivt plan vil aggressiviteten her føre til en magtkamp som de stærkeste vil vinde. Det fører hos dyr til dominans og ‘hakkeorden', hvor den stærkeste i flokken bestemmer suverænt, og hvor de svagere må makke ret. Derved sikres den sociale orden inden for flokken - indtil den stærkeste bukker under og yngre kræfter erobrer magten.

I menneskesamfundet går systemet igen, men er efterhånden med udbygningen af det civiliserede samfund blevet væsentligt modificeret, og i demokratiet blevet et kompliceret system af magt og magtdeling, hvor man afgør tvistigheder ad politisk vej gennem forhandlinger, valg og afstemninger. Mindretallet bøjer sig her for flertallets afgørelse, men har til hver en tid bevaret retten til at prøve afgørelserne igen. At et samfund er civilt vil netop sige, at det er præget af en magtkamp, hvor det ikke er den rå fysiske eller militære magt der er afgørende, men dialog, forhandling og valg, der igen følger vedtagne regler som alle accepterer.

Det civile samfund forudsætter et vist oplysnings- og dannelsesniveau. Det er kompliceret og vil allerede derfor have svært ved at inddrage alle uden undtagelse. Et mindretal af dårligt uddannede og socialt vanskeligt stillede eller udstødte giver store problemer, fordi de er lette at frustrere og i kraft af deres manglende udvikling af effektive psykiske sekundærprocesser også let bliver provokerede til voldelige reaktioner der er i fundamental modstrid med systemets ånd.

På højere niveau antager udfoldelsen naturligvis civiliserede former, men aggressiviteten forsvinder ikke. Fx er politik i et demokrati en meget reguleret kamp mellem forskellige partier, men inden for de enkelte partier vil man normalt genfinde hele det spekter af kampen om magt og dominans, som man finder udenfor. Der opstår formandskampe, fraktionsdannelser, oprørsforsøg, svig og ‘kongemord' som det er set hos socialdemokraterne i Danmark i snart mange år - og åbenbart ingen ende har. Når en ny formand vælges, appellerer han selvfølgelig til sammenhold for partiets skyld - det er sammenhold der gør stærk og kan skabe synenergi - men fløjkampene fortsætter bag kulisserne efter simple naturlove.

Aggressivitetsdriften vil hos civiliserede mennesker altid give sig udslag i at ‘folk deler sig efter anskuelser', identificerer sig med deres gruppe af meningsfæller og slås for deres indflydelse. Sammenhold er kun muligt, så længe ideen med den fælles kamp står over ideen med fri udfoldelse. Et parti kan - som enhver anden organisation - blive så gammelt og så stort, at det ikke længere er givet, at det har en fælles kamp, en fælles fjende eller et ægte fællesskab, der kan give naturligt sammenhold og naturlig identitet. Det behøver således hos socialdemokraterne ikke at være formændene der er noget i vejen med. Det kan være organisationen der har overlevet sig selv og er blevet for stor og træg i sin traditionsbundethed.

Det er aggressiviteten der bevirker, at ethvert arbejde bærer lønnen i sig selv i den forstand, at det giver dyb tilfredsstillelse og stolthed at udføre et arbejde godt. Alt arbejde har herigennem sin personlighedsværdi der er uafhængig af dets lønværdi. Hvad der naturligvis ikke betyder, at lønværdien er irrelevant, men blot at den psykisk set er af en anden kategori.

Det giver ligeledes dyb tilfredsstillelse at organisere arbejdet godt og eventuelt i fællesskab med andre skabe de rammer som muliggør gode produktions, udbredelses- og kommunikationsformer. Såvel erkendelsesmæssigt, videnskabeligt arbejde i form af forskning og formidling som kunstnerisk arbejde i form af kreativt arbejde med ord, billeder, lys og lyd kan give samme dybe tilfredsstillelse og stolthed, ja i allerbedste fald deciderede mystiske oplevelser i form af indsigter af dybe sammenhænge.

Aggressivitetens problematiske dobbelthed ligger i dens risiko for frustration, som kan udløse destruktive impulser. Det er frustrerende at blive svigtet i kærlighed eller at blive nægtet frihed til eget rum og fri udfoldelse. Det er frustrerende at løbe panden mod en mur af uforstand og modvilje, hvis man har gode ideer og vilje til at ofre tid og kræfter på deres realisering. Det er frustrerende at blive undertrykt, hvad enten undtrykkelse er fysisk eller psykisk, organiseret eller mere tilfældig. Og overalt udløser frustration negative følelser, vrede, had og hævngerrighed.

Storbylivet og det komplicerede og bureaukratiske moderne samfund gør ikke udfoldelse nemmerne. Den tætte befolkning lokalt og den store overbefolkning globalt øger problemerne og trykket. Det opskruede tempo i informationssamfundet øger risikoen for stress med de følgevirkninger som udbrændthed og depression den kan medføre.

At sikre livskvaliteten kommer ikke af sig selv, men er en udfordring for de fleste, som igen kræver overblik og evne til ret hård prioritering af mål og opgaver. Det er nødvendigt at holde distance til den overflod af information som det moderne samfund har skabt, det vil sige at skelne mellem relevant og overflødig information. Det er ligeledes nødvendigt at holde distance til det kolossale udbud af forbrugs- og underholdningsgoder som kendetegner det moderne velfærds- eller konsumsamfund. Men det er nemmere at holde de nævnte distancer, hvis man holder sig for øje, at aggressivitetsdriften er af en sådan art, at den normalt retter opmærksomheden udad og søger tilfredsstillelse ved accept af eller angreb på genstanden for opmærksomheden. Kunsten er at kanalisere den hen i baner der fører til acceptabel tilfredsstillelse på længere sigt. Men dette forudsætter at man i princippet accepterer den som noget grundlæggende positivt.

Det følger heraf, at al moraliserende afstandtagen fra aggressiviteten som sådan er af det onde og som hovedregel vil give bagslag. Såvel den gammeldags ‘kristne' som den sekulariserede ‘humanistiske' fordømmelse af eller betænkelighed ved driftsaggressiviteten forfejler sit mål, fordi den tror at den moraliserende afstandtagen ændrer eller fjerner aggressiviteten. Den gør det modsatte, nemlig at fortrænge den, så den bliver endnu sværere at kanalisere ind i konstruktive baner, eller endda i værste fald bliver farlig den dag den udløses som destruktiv kraft.

Moralens opgave er ikke - som mange mennesker tror - at benægte eller bekæmpe menneskets naturlige drifter, men at regulere dem og dermed kompensere for den hæmning af aggressivitetsdriften som findes hos dyrene, men er gået fløjten hos mennesket, fordi tanken og fantasien er kommet ind i billedet og til stadighed skaber forestillinger om en magt og udfoldelse som ikke findes hos dyrene.

I værste fald giver denne menneskelige evne til tænkning og fantasi sig udslag i den fundamentalistiske tro på dogmer af religiøs, politisk eller kulturelt art, som er kendetegnet af troen på at sidde inde med den absolutte sandhed. Ingen form for udslag af menneskelig aggresssivitet er farligere og mere katastrofal for det civile samfund end denne fundamentalisme. Men heller ikke den kan imødegås effektivt med moralsk fordømmelse. Det er ikke religionen eller politikken eller kulturen som sådan, der er noget i vejen med, men den fundamentalistiske udlægning og administration af dem. Den kan derfor alene modificeres gennem det tålmodige og møjsommelige arbejde der består i at lære andre kulturer, religioner og politiske opfattelser og værdier at kende og som forudsætter den stadige udbygning af de sekundære psykiske processer.

Sund og sand moral er ikke tro på absolutte moralske dogmer, men en skønsomhed der forstår og respekterer andre menneskers værdier og ret til udfoldelse af normal sund driftsaggressivitet, og som derfor tilstræber en fælles vilje til sameksistens.

"Det fromme menneske",
"Det generøse menneske"
"Konrad Lorenz' kulturopgør"