ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.12.02.

Det generøse menneske

Hvis man vil undgå at forenkle tingene for meget er det klogt at regne med en slags grundlæggende neutral, fysisk og psykisk energi hos alle levende væsener, og antage at der i alle menneskelige livsytringer indgår såvel driftsaggressivitet som seksualdrift, således at forstå at der i enhver driftsaggressiv handling indgår en komponent af seksualitet og omvendt.

Men hos Tor Nørretranders forholder det sig sådan, at han ligesom i sin tid (1899) Freud, men iøvrigt uden nævneværdige referencer til denne, konsekvent og med stor opfindsomhed postulerer, at alle livsytringer hos mennesker og dyr er udslag af seksualdriften, og at dette biologisk kan føres entydigt tilbage til eksistensen af den ‘mekanisme' i evolutionen som hedder ‘den seksuelle selektion' eller ‘parringsvalget'.

Nørretranders er jo ikke alene en blændende dygtig formidler af vanskeligt tilgængelig naturvidenskabelig forskning, men også et overmåde generøst mennesker der bogstaveligt talt strør om sig med ideer, provokationer og sprogblomster, som får os til at vågne op og blive opmærksomme. Og opmærksomhed er jo efterhånden - som han selv er den første til at understrege - en af vor tids knappeste ressourcer. Det kræver virkelig en indsats og en opfindsomhed at påkalde sig andres opmærksomhed, også når man blot skal udbrede ideer eller 'frihedsbudskaber'.

Nørretranders' nye bog "Det generøse menneske" med undertitlen "En naturhistorie om at umage giver mage" er en inspirerende bog der giver læseren usædvanligt klare indblik i adskillig spændende forskning inden for felter som biologi, sociologi, antropologi, spilteori og kulturteori, og som samtidig lancerer forfatterens egne, også spændende indfaldsvinkler på aktuelle politiske og kulturelle temaer. Men skjules kan det ikke, at den flotte bog desværre skæmmes af lidt for kreativ omgang med begreber og konklusioner.

Det får man allerede sin mistanke om når man læser bogens motto og forord.

Mottoet er et af provokatøren, maleren, forfatteren og filmmanden Jens Jørgen Thorsens mange ligefremme udsagn: "Jeg maler for at få fisse." Og forordets allerførste sætninger lyder: "Velkommen til en bog om øl, fisse og hornmusik. Ja det vil sige: måske mest en bog om det frække og hvordan man får det."

Så kan ingen læsere påstå, at de ikke er advaret. Men sandheden er, at den forventningsfulde læser får en narrefisse. Tor Nørretranders indrømmer selv i en note at alt hvad der står om øl er nogle få bemærkninger om hvor ynkeligt en 47-årig beruset mand er når han tror hans begramsning af en borddame gør ham uimodståelig - til forskel fra en tårnhøj blæser hos en 17-årig, der virkelig kan imponere en 16-årig pige. Og 'hornmusikken' indskrænker sig stort set til en reference til Geoffrey Miller, der har påpeget, at mange kulturelle ytringer er stærkest i den alder, hvor parringsvalget er på dagsordenen. "Her var der så lidt af den i forordet annoncerede hornmusik", skriver TN i en parentes.

Det frække er der unægteligt mere om, men særligt frækt er det nu ikke; det er Tor Nørretranders alt for pænt et menneske til, opdraget som han er i et hjem med klaver og bogreoler. Og desuden ved han og understreger han gang på gang og allerede i forordet, at opskriften på sex er enkel: man skal gå efter det modsatte. "Man får det ikke ved at tænke på det. Man får det ved at tænke på alt muligt andet, ved at gøre sig umage med noget, som man er god til, hvad enten det er violinspil, venlighed eller verdensfrelse. Eller maleri." Bemærk lige ordet 'verdensfrelse'! Og han fortsætter: "Man viser sit værd ved at gøre noget svært. Det er en central om end indtil for nyligt helt overset hovedfaktor i livets udvikling på Jorden, ligesom det er en central kendsgerning i ethvert liv."

Og bortset fra det med det oversete, så har manden jo stort set ret. Alt for pågående ‘scoretrick' kan virke mod hensigten - og er iøvrigt temmelig afslørende for et menneskes mangel på erfaring. Forførelsens eller kurtiseringens kunst er hos mennesket et meget mere nuanceret og kompliceret, ja raffineret fænomen, og følgelig er tidens massive seksualisering af alt menneskeliv ødelæggende for mange mennesker, uanset alder og køn. Problemet hos Nørretranders er, at han trods sin viden og mange kloge bemærkninger herom ophøjer Thorsens specielle programerklæring til sit eget frihedsbudskab.

Man undrer sig - indtil man kommer til efterordet og erfarer, at Nørretranders tilfældigt mødte den 68-årige Thorsen på et kursus få måneder før dennes død i 2000 og oplevede ham som den stadigt provokerende maler der for øjnene af kursusdeltagerne hældte maling ud over sig selv og ikke lagde skjul på, at han gerne ville i seng med en af de kvindelige tilhørere. Denne fuldstændigt utilslørede ekshibitionisme fra den aldrende, men stadig livsglade kunstner imponerede Nørretranders. Her var ikke alene komplet fravær af al forstillelse fra en spændende personlighed, men demonstration af selve livsprincippet og det glade 'frihedsbudskab', der i den pæne formulering hedder ‘at umage giver mage', men i lidt snævrere, og bestemt ikke venligt ment udlægning hedder: at det at udstille sig selv med alt hvad man kan og vil og ønsker i mange tilfælde giver bonus i form af sex med en villig partner.

Han lagde ikke bånd på sig selv, når han gik i gang med pensel og farver - for øjnene af publikum. Om det egentligt førte til ‘stor kunst' - som fx Asger Jorns - kan man have sin tvivl om, men det var netop heller ikke sagen. Han var mere på linje med Asgers ovennævnte broder. Men til gengæld er der ikke tvivl om, at der trods alle mandens dyder var noget latterligt over ham, netop fordi han evig og altid måtte spejle sig i andres reaktion på de beregnede provokationer. Han holdt udmærkede foredrag højt oppe i årene, men hver gang skulle han partout stille sig op på et bord og i fuld offentlig beskuelse smide de almindelige bukser han havde på og iføre sig de medbragte leopardbukser. Ingen blev forargede, for alle var forberedte. Men hvor var det efterhånden trivielt!

Thorsen lavede også en sjov filmatisering af Henry Millers "Stille dage i Clichy" (eller på clichéanstalten, som det hed i At Tænke Sig). Men hans film om Jesus måtte vente i mange år, fordi den var for provokerende for mange, herunder de bevilligende myndigheder. Jesus blev nemlig fremstillet som et ganske almindeligt menneske, eller rettere som en ganske almindelig Jens Jørgen med appetit på sex. Fra Thorsens side slet ikke ment nedvurderende. Tværtimod, for sex var i hans øjne et godt og meget menneskeligt fænomen. Ikke desto mindre var filmen ikke meget værd. Den var en provokation, bevares, men sagde i realiteten intet om Jesus. Og hvad der var allerværst: Filmen afslørede at det gode, rare, muntre og kreative menneske Jens Jørgen Thorsen havde sex på hjernen. Det lå ganske enkelt uden for hans forestillingsevne, at noget menneske på jorden kunne undvære sex og alligevel være et helstøbt, harmonisk og særdeles givende menneske. Det 'gennemlyste' og derfor fromme menneske lå uden for den sexbesattes erfaring - selvom det vrimler med dem i historien og selvom deres personlige udviklingshistorier kendes i mange tilfælde og er spændende læsning. Ingen kommer nemlig igennem frigørelsen fra sexbindingen uden voldsom opblussen af de på det biologiske instinkt hvilende seksuelle fantasier.

Det kan umiddelbart tage sig ud som lidt af en gåde, at Tor Nørretranders kunne falde for denne type. Men det er selvfølgelig ikke tilfældigt. Det harmonerer på smukkeste måde med Nørretranders' fascination af påfuglehannens fjerdragt og dens funktion i parringsvalget.

Handicappet er altså i virkeligheden en kæmpemæssig fordel, jo større det er. En israelsk fugleforsker har følgelig givet det navn af princip: ‘handicapprincippet', som gælder for det biologerne kalder ‘seksuel selektion' - og den er naturligvis mest iøjnefaldende netop i arter med polygame hanner, for dér er der størst rift om hunnerne.

Modsat den naturlige selektion, der sikrer arternes overlevelse ved økonomisering med midlerne, eller om man vil gennem den magelighed, hvor man springer over hvor gærdet er lavest, så gælder for den seksuelle selektion at den ifølge Nørretranders sikrer parringsvalget gennem anstrengelse, umage, utilpassethed, utilpashed og handicap. Man springer over hvor gærdet er højst. Det nedsætter individets overlevelsesevne ved at give dem kostbare handicaps. Og det er vel at mærke ikke en utilsigtet bivirkning at signalet er kostbart - som fx denne overdimensionerede fjerpragt. Det er, stadig ifølge Nørretranders, hele pointen. Det er ene og alene fordi handicappet rent faktisk er et handicap, at det kan vise at hannen har gode gener.

To ting falder i øjnene her. For det første tyer Nørretranders til en suggererende sprogbrug, når han skal beskrive det konkrete handicaps fordele. Han lægger en hel masse kvalitetsbetegnelser ned i påfuglehannens fjer, som påfuglehunnerne ikke kender, og som helt og holdent er produkter af den menneskelige fortolkningsevne. Det kunne være hvad det var, hvis Nørretranders ikke netop overfører princippet fra påfuglene til menneskene, og begynder at fremhæve hvor fordelagtigt for menneskene det er at gøre sig anstrengelse med hvad de laver, at yde det allerbedste, og altså springe over hvor gærdet er højst. Det demonstrerer nemlig gode gener, store ressourcer og overskud. Og det øger dermed chancerne for parring, idet det synes underforstået, at hunnerne også på en eller anden måde røber deres geners kvalitet ved at interessere sig mest for hanner med flottest udstråling. Nørretranders præsterer at lave en hel kulturteori og en hel fremtidsutopi på det fundne princip, men glemmer at forklare, hvordan i al verden det går til i menneskearten, at stort alle der vil have en partner finder sig én, uanset om de springer over hvor gærdet er lavest eller højest, om de har gode eller dårlige gener, om de er flotte eller grimme, begavede eller ubegavede.

Men for det andet synes det totalt forbigået Nørretranders' kostbare opmærksomhed, at påfuglen som art kun har overlevet den naturlige selektion, fordi der i naturen gives nicher, hvor selv de sælsomste arter kan finde et passende miljø og i hvert fald eksistere en tid, indtil miljøet forsvinder. Mennesket lever ikke i en sådan niche, men har som bekendt i kraft af sin hjerne, sit sprog, sin opfindsomhed, kreativitet, fleksibilitet og omstillingsevne spredt sig ud over hele kloden i et mylder af varianter og et mylder af kulturer. Allerede derfor er der grænser for, hvor meget man kan slutte fra påfuglens liv til menneskenes liv. Påfuglens handicap er ikke selvvalgt, har ikke kostet nogen som helst anstrengelse og er ikke det fjerneste kostbart i anskaffelse. Det er kommet tilfældigt til, fordi der var niche til det. Men det er totalt værdiløst uden for denne niche.

Derfor er det værd at erindre hvad Konrad Lorenz påpeger i "Det såkaldt onde", nemlig at den naturlige udvælgelse inden for arten, det såkaldte intraspecifikke avlsvalg, kan føre til frembringelse af former og adfærdsmåder som er uden tilpasningsmuligheder, og som endog direkte kan skade artens bevarelse. Selektionen forvilder sig i sådanne tilfælde ind på fordærvelige blindspor, hvis konkurrencen mellem artsfællerne alene bestemmer avlsvalget - uden hensyn til omverdenen uden for arten. Og han citerer sin lærer, Oskar Heinroths herlige statement: "Næst argusfasanens vinger er det vestlige civilisationsmenneskes arbejdstempo den intraspecifikke selektions dummeste produkt."

Se, det var dog en anden snak. Her siges lige ud at påfuglehannens hale simpelthen er det dummeste produkt i evolutionen. Der er jo ikke antydning af tilpasningsmulighed i den fjerpragt. Det er bogstaveligt talt praleri det hele, og det et praleri der fastholder arten i blindsporet. Og selvom hunnerne, sålænge der overhovedet er nogle, hopper på det, og tilsvarende lejlighedsvis kan ses hos alle andre arter, inklusive mennesket, så er det galimatias at bygge kulturfilosofi på den slags.

Men kulturen er endnu bredere og endnu mere plastisk. Den har sine seksuelle komponenter, men kan ikke reduceres til seksualitet uden at man mister forståelsen for dens egenart, herunder den indflydelse den anden hovedkomponent, aggressivitetsdriften, har og som i praksis indebærer hele den grænseoverskridende trang, transcendens, som adskiller os fundamentalt fra dyrene, går langt ud over overlevelse og forplantning, og tilmed giver os bevidstheden, refleksionen og åndslivet.

Det er da spændende at få forklaret, at biologer, sociologer og spilteoretikere gang på gang kan finde lovmæssigheder for noget vi som almindelige mennesker allerede vidste i forvejen og således bekræfte os i vores fordomme. Det er fx fint, at man i spilteorien kan finde ud af, at mennesker ikke er særligt selviske, men er sociale væsener der føler for hinanden, eller at samarbejde mellem egoister er muligt. Det har vi vidst i årtusinder. Ja, biologer kan ligefrem finde ud af, at gensidighed findes i naturen, at det er naturligt at hjælpe hinanden - vel at mærke, hvis man er artsfæller eller gruppefæller. Det har vi også alle dage vidst, måske lige bortset fra misantroper og pessimister.

Mere tvivlsomt bliver det imidlertid når teoretikerne begynder at postulere, at altruisme er analog med kurmageri, eller at altruisme er en metode til at skaffe sig høj status. For det forleder Nørretranders til den generalisering, at vi mennesker er generøse, fordi generøsitet er det allermest kostbare af alle signaler. Problemet er ikke, at der slet ikke skulle kunne være noget om snakken, men at ordene bruges på en så fri måde, at deres grundbetydninger opløses. Altruisme mister ganske enkelt sin betydning, hvis den gøres til metode for nogetsomhelst. Er den ægte er den spontan.

Mere skematisk ser forskellen sådan ud:

Homo economicus har sin oprindelse i den naturlige selektion, målsætningen er overlevelse, midlet adaption til miljøet, stilen effektivitet, signalet at eksistere, relationsformen gensidighed, aktiviteten arbejde, eksistensformen nødvendighed, statussymbolet er at have og bytteformen er vare.

Homo generosus har sin oprindelse i den seksuelle selektion, målsætning er forplantning, midlet anti-adaption, stilen overskud, signalet at kunne noget, relationsformen er generøsitet, aktiviteten er leg, spil, eksistensformen frihed, statussymbolet er at give og bytteformen er gave.

Det påfaldende er, at Nørretranders konsekvent kalder det ikke-generøse menneske for homo economicus eller det økonomiske menneske i betydning det jordbundne og effektive menneske der netop er bundet af nødvendigheden eller arbejdets nødvendighed og som udveksler de produkter der kommer ud af arbejdet som varer. For gang på gang i bogen understreger Nørretranders, hvad spilteoretikere, økonomer og sociologer har fundet ud af, at dette økonomiske menneske når det kommer til stykket er alt andet end økonomisk. Det tager hensyn til andre, det hjælper andre, det samarbejder med andre. Det opfører sig med andre ord ikke rationelt økonomisk, endsige koldt og kynisk, men blander en hel masse irrationelle motiver ind i sin adfærd, fordi det trods alt på en eller anden måde føler sig bundet af andre mennesker.

I virkeligheden viser skemaet derfor i højere grad forskellen mellem det rationelle menneske og det irrationelle menneske - og siger samtidig, at mennesket er begge slags mennesker i ét. Underligt nok falder Nørretranders ikke på den tanke, at kalde denne dobbeltsidighed komplementær, for det er faktisk det der er tale om - og et begreb Nørretranders kender særdeles godt fra sine studier i Niels Bohrs filosofi.

Det bohrske komplimentaritetssynspunkt er, at to modsætninger der ved første øjekast ser absolut logisk uforenelige ud ikke behøver at være det. Der kan være tale om to uforenelige betragtningsmåder der udelukker hinandens samtidighed, men som begge må tages i betragtning, hvis man ønsker et sandt billede af helheden. Eksempelvis er der i vort sprog logisk modsætning mellem frihed og nødvendighed, men i praksis kan de fungere som et modsætningspar, der sørger for den nødvendige dynamik i systemet og aldrig vil komme i dræbende balance. På samme måde med begreberne frihed og lighed eller frihed og tryghed.

Det er rationaliteten der driver gæk med os og mange gange ‘forhekser forstanden', som det er blevet sagt, fordi vi naturligvis i forhold til dyrene opfatter os selv som fornuftsvæsener, men glemmer at vi selv er dyr og har drifter og instinkter i behold - og dermed følelser og bindinger til hinanden og det miljø vi fødes ind i, vokser op i og eventuelt selv er med til at forme.

Samfundet og sproget er ikke opfundet fordi vi som fornuftsvæsener har set en fordel ved det. De er begge blevet til på uforklarlig vis, som et emergent fænomen i evolutionen - uden om al styring, beregning og viljesindsats, men med den virkning, at vi som art har fået uanede muligheder for at herske over jorden, mangfoldiggøre os og opbygge en civilisation der har fjernet os mere og mere fra overlevelsens og forplantningens snævre og hårde love - uden at tage muligheder og glæder, fest og kreativitet fra os.

Ånden og åndslivet er ikke eller burde ikke være et mysterium for den der - som iøvrigt Nørretranders selv - ud fra dyb personlig erfaring kan operere meningsfuldt med et begreb som "det i os selv der er større end os selv". Åndens fremkomst er heller ikke et mysterium for den der tør fordybe sig i aggressivitetens og seksualitetens dybt instinktive sider, fx gennem meditation, psykoterapi., musikudøvelse eller -lytning eller mere risikable eksperimenter med stoffer. Det er en ældgammel erfaring i alle kulturer at mennesket kan komme i ekstase - gå ud af sit daglige jeg - gennem særlige teknikker. Og det er en nutidig erfaring - hos bl.a. etologer som Konrad Lorenz - at også dyr af højere orden har oplevelser der svarer til menneskets på disse punkter.

Når Nørretranders tror, at han har taget livet af al åndsfilosofi ved at påpege, at en af Darwins samtidige evolutionsteoretikere, nemlig Alfred Wallace, gjorde gældende, at vores besiddelse af intellektuelle og moralske evner ikke kan skyldes samme udvikling som kroppens, men må have haft en anden oprindelse, og at denne oprindelse kun kan have haft sin årsag i åndens usete verden, - og når Nørretranders ydermere kan fortælle at Wallace i 1866 konverterede til spiritismen, så er det et utroligt billigt kneb, som egentlig kun fortæller hvor indskrænket Nørretranders er. For bl.a. en forsker som Konrad Lorenz, der også var filosof og virkelig kunne sin erkendelsesteori, har aldrig haft brug for mystiske årsager fra den usete verden til at forklare åndens tilstedeværelse hos dyr og mennesker. Den kan uden besvær tolkes som en følge af aggressivitets- og seksualitetsdrifternes udvikling op gennem centralnervesystemet til de højder, hvor det dybdepsykologerne kalder sekundærprocesserne slås fra, så primærprocesserne bliver enerådende. Åndens tilstedeværelse kræver lige så lidt en ydre ‘skaber', ophavsmand, bestyrer eller ‘gud' som den astrofysiske og biologiske udvikling. Men den kræver unægteligt accept af emergensen og egenarten.

Men det er jo det skinbarlige vrøvl. For i modsætning til påfuglens hale, så er den menneskelige hjerne alt andet end opvisning og spild af kapacitet og ressourcer, den er tværtimod betingelsen for vores overlevelse og udbredelse samt for vores kolossale variation. Den er et uhyre aktiv, som nok på flere punkter har givet og fortsat giver problemer - såsom fanatisme og fundamentalisme - men som ikke destomindre generelt har gjort os tilpasningsdygtige til vort skiftende miljø på en måde som ikke ses andetsteds i dyreriget.

Kultur er aldeles ikke, som Nørretranders påstår - en nødvendig omvej til sex. Den kan føre til sex, så sandt også seksuallivet er en del af kulturen, men den lever i allerhøjest grad i en autonomi, der i vid udstrækning gør den ubundet af seksualiteten. Det skal ikke bestrides, at seksualiteten fortsat er en komponent i al menneskelige udfoldelse, men det skal bestrides, at den overalt er den dominante eller enerådende komponent.

Det er utvivlsomt sandt, at man ikke kan se bort fra seksualiteten i Jens Jørgen Thorsens kunst og liv, og man kommer heller ikke uden om den hos en Picasso eller en Edvard Munch, der begge havde det man i gamle dage kaldte et neurotisk forhold til kvinder, men det vil være totalt misforstået at jagte seksualitet hos Monet, Chagall eller Jorn - eller hos Bach, Mozart, Beethoven, Wagner eller Stravinskij, for at nævne nogle klassiske komponister. Der er derimod hos flere af dem erotik og romantik i lange baner, men det er netop noget andet. Ikke en jagt på seksuel udløsning, men en længsel efter den 'indre modsatkønnethed' og dermed en længsel efter at nå det Jung kaldte "selvet", den psykiske helhed. Igen noget helt andet end sex.

Det er ikke alene ejendommeligt, det er hårrejsende, at Nørretranders kan få sig selv til som dokumentation for sin påstand om kulturen som nødvendig omvej til sex, at anføre at det var almindelig praksis for Beatlerne at deles om op til seks eller otte piger per nat - og på signal fra John Lennon skifte partner under seancerne. Nørretranders skriver gudhjælpemig, at "en sådan adfærd illustrerer pointen i den seksuelle selektions kostbare signaler: man skal gå en omvej for at få det man vil have..." Og han fortsætter: "Påstanden er altså den hjerteskærende enkle, at kulturen handler om seksuel selektion."

Hjerteskærende kan Nørretranders forenkling selv være, for Beatlernes adfærd viser intetsomhelst andet end at folk med stor succes naturligvis kan få al den sex de vil have og på betingelser de selv suverænt sætter - uden ringeste hensyn til deres partnere. Den slags gælder også for magthavere over hele kloden og gennem alle tider. Det er nemlig primitiv magtudøvelse så det klodser. Det er mandschauvisnisme så det klodser, det er polygami så det klodser. Og det er kvindeforagt så det klodser. Derfor er det ikke kultur, men kulturforagt og kulturnedbrydning. Og man skal være ualmindeligt sexbesat, hvis man godtager den slags som andet.

Men for Nørretranders er det altså et decideret friheds-evangelium: "Den seksuelle selektion introducerer et element af frihed eller ikke-forudbestemhed i evolutionen. Det kan blive til hvad det vil, bare kvinderne kan lide det." Umage-synspunktet bliver således en omvending af Freuds sublimerings-teori. Man laver kunst for at få sex, ikke kunst for at slippe for sex. Men problemet er, at også Freud var galt afmarcheret, når han ikke kunne se den kunstneriske kreativitet eller generelt den menneskelige generøsitet som andet end sublimeret sex.

Han siger jo her, at der er forskel på den umiddelbare årsag, den umiddelbare lyst til og bevidsthed om sex, og så den ultimative årsag, den årsag der driver værket bag alle bevidsthedsmæssige forestillinger, altså det instinktive og ubevidste. Og hvem anerkender ikke, at vi i vid udstrækning drives af ubevidste motiver? Men det hjælper blot ikke på Nørretranders' teori, for med et sådant ræsonnement kan alt bevises. Uanset hvad man måtte mene om sagen og i det aktuelle øjeblik være bevidst om, så er det efter denne teori til syvende og sidst seksualiteten der styrer de menneskelige handlinger. Det er ikke alene et rent og skært postulat, fuldstændigt udokumenterbart og ubeviseligt - i modsætning til konkret påvisning i en psykoterapi af fortrængte motivers virkninger - nej, det fjerner totalt opmærksomheden fra hovedsagen, hvordan det går til at den menneskelige kreativitet og generøsitet i praksis har så mangfoldige varianter, som den vitterligt har.

Bevares, Nørretranders gør udtrykkeligt opmærksom på, at når han hævder at kulturen er et resultat af den seksuelle selektion, så er det ikke det samme som at sige, at kultur udøves med sex for øje. Pointen er snarere, at det er disse drivkræfter der er resultatet af den seksuelle selektion. Påstanden i hans bog er derfor den dobbelte, som han udtrykker således:

"Jeg siger især, at egenskaber som generøsitet, kreativitet, samarbejdsvilje, altruisme, ja menneskelig kultur, er skabt ud af den biologiske udvikling gennem en selektionsmekanisme som er seksuel. Men jeg siger også, omend med mindre insisteren, at den psykologiske drivkraft bag generøse, kreative, samarbejdsorienterede, altruistiske og kulturskabende handlinger i nogen grad er seksuel."

Og det er dog trods alt en slags ‘relativering' af teorien, som man må tage til efterretning og tage som udtryk for i det mindste nogen tvivl. Men det kan ikke bortforklare hovedfejlen i teorien, at den er unødigt seksualorienteret, slet ikke belyser kulturens frembringelser i deres virkelige egenart - og heller ikke får de mange kulturkritiske bemærkninger i bogen til at fremstå så relevante og troværdige som de ellers kunne være. Og det er faktisk synd, for der er megen relevant kulturkritik i bogen.

Varebyttet bygger, som han påpeger, på forestillingen om anonymitet. Det betyder ikke noget, hvem de varebyttende er, bare de betaler prisen. Denne anonymitet er blevet en behagelighed for det moderne menneske, der helst ikke vil skylde nogen noget - eller rettere gerne vil skylde penge til anonyme instituoner som banker, men ikke være afhængige af nogen på det følelsesmæssige plan.

Gavebyttet derimod er præget af det Maori-folket kaldet ‘hau', gavens ånd, ånden i tingene, fx i skoven og det vildt der lever i skoven. Selvom man har givet en ting som gave til en anden, vil tingen stadig have sin 'hau', og den vil derfor tilbage til giveren. Giveren får på denne måde altid et tag i modtageren. Gavebyttet er derfor i modsætning til varebyttet en uafsluttet handling, der rækker ind i fremtiden. Gaven skaber tilknytning, bånd og relationer. Gaven bliver derved langt mere end varebytte. Den bliver selve det middel der skaber samfundet eller holder samfundet sammen.

Samfundet er med andre ord ikke en ting, men et omfattende sæt af relationer. Og de opløses i vid udstrækning i det moderne samfund med varebytte, hvis ikke det lige forholdt sig sådan, at gavebyttet stadig finder sted i dette moderne samfund, lige meget hvor meget varebyttet og dets anonymitet breder sig. Her finder vi forklaringen på, at alle bestræbelser på at gøre det moderne samfunds økonomi til en ren penge- og skatteøkonomi uden personlige relationer er dømt til at mislykkes. Der vil altid ved siden af den officielle økonomi være en uofficiel, en sort.

Ja, faktisk er der, som Nørretranders påpeger, store lakuner i samfundet, som er helt uden for vare- og pengeøkonomiens anonyme marked. I forretningsverdenen findes netværk i betydningen relationer der skyldes gensidighed. Og desuden er der hele den sorte økonomi med vennetjenester og gensidige ydelser uden betaling - foruden store dele af den private husholdning og børneplejen, hvor arbejdsindsatsen ikke betragtes som lønarbejde. Det kommer man aldrig til livs. Og den regering der prøver på det, er ovenud tåbelig. Men desværre har vi endnu ikke set en regering der aktivt og målbevidst går ind for en virkelig komplementær sameksistens mellem de to systemer. Det ville der ellers være perspektiv i.

Også videnskaben, forstået som grundforskning, bærer præg af formålsløsheden. Det er derfor betænkeligt, hvis den i for høj grad bliver ledt ind i markedsøkonomiens, effektivitetens og rentabilitetens baner. Legen kan nemlig forsvinde. Kunsten og kulturen har, som Nørretranders fint understreger, generøsiteten, gaven og de fælles oplevelser som dynamo, og kan derfor ikke uden alvorlige risici integreres i den almindelige økonomi.

Al kreativitet er kendetegnet af åbenhed. Sproget er fælles for alle. Viden har samme karakter. Ingen ejer eksempelvis naturlovene, Men for industrisamfundets vedkommende gælder at statusymboler netop er eksklusive og økonomisk utilgængelige for gemene mennesker. I modsætning til informations- eller netværkssamfundet, som er vokset ud af en gavekultur.

Patentering af alle opfindelser strider derfor i princippet mod denne åbenhed og bevirker en lukkethed der altid i sidste ende går ud over kreativiteten. Microsofts monopolstilling inden for computerteknologien er også i strid med den åbenhed der burde kendetegne informationssamfundet. Selv bioteknologien er ramt.

Disse og lignende refleksioner får Tor Nørretranders til at skue ud i fremtiden, hinsides innovationens horisont, som han kalder det, og spørge om det fremover ikke blot gælder valget mellem åbenhed eller ej, men valget mellem fællesskab eller ej, velfærd eller ej, ja samfund eller ej.

Og han efterlyser mere samfundssind ud fra den hovedbetragtning at velfærd betaler sig - også globalt. Det traditionelle samfund som vi kender det, er truet både oppefra og nedefra. Oppefra af globaliseringens marginalisering af nationalstaterne. Nedefra af opløsningen af de institutioner der sikrede oplevelsen af en fælles dagsorden. De fælles aviser, det fælles tv, parlamentet, værtshusene, familierne, arbejdspladserne, samværet, traditioner - er alle ved at forsvinde, påstås det - med tilføjelsen mere eller mindre.

Det kan måske lyde lidt for pessimistisk, og det er da også som om Nørretranders glemmer sin egen komplementære forståelse for, at der er to mennesker i os alle og to systemer i ethvert samfund, det rationelle eller økonomiske ved siden af det irrationelle eller skabende og generøse.

Men under alle omstændigheder kan man kun give Tor Nørretranders ret i, at det ville være relevant med en samfundsdebat der ikke blot handler om marked kontra stat, privat kontra samfundsmæssig kontrol med produktionen, liberalisme kontra socialisme, højre kontra venstre, men en debat om netværk kontra hierarkier, konkrete menneskelige relationer kontra anonyme organisationer, ‘hau' kontra penge.

Med rette påpeger Nørretranders også det afgørende skifte der skete i velfærdssamfundets grundstruktur her i landet, da bistandslovgivningen i 1970'erne erstattede begrebet 'ret til hjælp' med begrebet 'krav på hjælp'. Ændringen skete, skriver han, i bedste mening, men fjernede den gensidighed der ligger i, at samfundet stiller krav til dem der modtager velfærdsydelser, nemlig krav om samfundssind. Resultatet blev følgelig en klientgørelse af mange mennesker. Og de uheldige virkninger stå vi nu for alvor med.

Det skal tilføjes, at det er velgørende i disse velskrevne kapitler fra Tor Nørretranders side at slippe for det evindelige postulat om, at al kultur er en nødvendig omvej til sex. Det ligger vel underforstået bag hele ræsonnementet, fordi Nørretranders en gang for alle har defineret generøsitet og kreativitet som udslag af seksualiteten. Men vi får det ikke stukket i næsen uafbrudt.

Nørretranders springer over problemernes uhyggelige dimensioner og dilemmaer. Overførslen af midler fra de rige lande skaber ikke nødvendigvis bedre vilkår for de fattige i de fattige lande, så de kan få sikret det daglige brød, opdyrkning af jorden, skolegang og sundhedsvæsen. Den går i vid udstrækning til magthaverne og organisationerne, og mere eller mindre korrupte bureaukrater, og i den udstrækning den havner ude i landsbyerne eller slumkvartererne resulterer den de facto i flere fødsler, stigende befolkningstal, stigende fattigdom, flere tilfælde af hungersnød, aids- og andre epidemier samt yderligere pres på byerne.

Og så hjælper det ikke stort, at Tor Nørretranders hæver den moralske pegefinger og postulerer, at global generøsitet er ligesom al anden generøsitet, nemlig det ultimative handicap der beviser individets styrke; en rent selvisk begrundet adfærd, som indebærer store fordele for andre. Den er i sidste instans rettet mod den prestige der vindes ved at opføre sig pænt - især prestigen hos det modsatte køn.

Jeg melder pas. Jeg må blankt tilstå, at utopien her trækkes ned på et plan hvor alvoren hører op og latteren melder sig. Og det er synd for både de velmente ideer og hele perspektivet, for både de fattige rundt omkring i verden - og for Tor Nørretranders' eget renomé.

Tor Nørretranders er ubestrideligt et generøst menneske, der gerne deler sin viden og ideer med os alle. Men indimellem går det for stærkt og jævnligt manipulerer han med begreber og slutninger på en måde som gør ham mindre troværdig. Sandsynligvis rokker det ikke ved hans succes hos det andet køn. Og det er da heldigt nok.

Han minder først om John F. Kennedys store vovemod, da denne satte erobringen af månen øverst på den amerikanske regerings prioriteringsliste - og vandt kampen mod Sovjetunionen og i tilgift fik en kolossal teknologisk udvikling - og vi alle, ikke at forglemme, fik det utroligt smukke og vigtige billede af Jorden set udefra, "en idéhistorisk rystelse af epokal betydning" for miljøbevidstheden, som Nørretranders formulerer det.

Men så følger ellers nogle overvejelser om computerteknologien, hvor det først fastslås, at den computer vi kender i dag er at sammenligne med det snævre økonomiske menneske (jeg ville foretrække at kalde det en forstandsidiot med ufattelig regneevne). Computeren af i dag er mennesket langt underlegent, men sådan behøver det ikke at blive ved med at være.

Computere og robotter skal nemlig ifølge forfatteren lære om ‘hau' og generøsitet, ja i sidste ende om sex. Selvom det bliver en enorm opgave. Men avancerede robotter vil i fremtiden være nødt til at lære på samme måde som mennesket, det vil sige gennem erfaring. De skal selv prøve verden af - ligesom børn - og med samme støtte og trøst fra pædagoger som den vi giver børn. Kærligheden er nemlig selve ‘hemmeligheden bag menneskets fabelagtige evne til at lære: Trøst og lindring i et varmt miljø, som gør, at man tør gå ud og prøve verden af.'

Det lyder temmelig romantisk, indrømmer Nørretranders selv, men i fremtiden bliver det altså efter hans mening benhård eksportpolitik, ja en afgørende kulturkamp, som vi må tage hul på nu med det samme. Vi skal skabe en robot reciprocans (den gensidigt hensynstagende robot) eller måske ligefrem hvad han gudhjælpemig kalder ‘den lettere lumre robot generosus'. Han forestiller sig sydøstasiatiske rigmænd få deres morgenjuice serveret af søde robotter med varemærket ‘From Scandinavia with Love', for det er selvfølgelig os skandinaver der er foregangsmænd i denne herlige udvikling. Men om han også forestiller sig disse vidunderlige skabninger, overmennesker og dagdriverter i ét, gå i seng med deres vidunderlige robotter, får vi ikke vide.

Men kærlighedens veje er som bekendt også uransagelige, som han selv anfører. Valget, parringsvalget forstås, foregår intuitivt frem for noget. Men glem ikke hovedbudskabet, frihedsevangeliet: Bevar den seksuelle selektion! Bevar din brunst! Liderligheden er nemlig roden til alt godt.

Man kan umuligt være uenig med Tor Nørretranders i at både seksualiteten og generøsiteten er af afgørende betydning for alle mennesker og for kulturen som helhed. Syv af hans afsluttende ni moralske bud (han tør trods alt ikke konkurrere talmæssigt med Moses) lyder glimrende. Vær generøs, del det hele, skab fællesskab, gør dig umage, gør dig umage med din mage, giv plads for andre og lav børn med glæde.

Hvis man som Tor Nørretranders finder et frihedsbudskab så enkelt som at umage giver mage, eller liderligheden er roden til alt godt, og oveni tror på, at man kan frelse verden med dette evangelium, så er det dels et tegn på at forfatteren personligt er blevet ‘frelst' i betydningen har fundet ‘vejen' og ‘sandheden' og dermed er blevet uforbederligt tabt for virkeligheden. Hans to sidste moralske bud er derfor heller ikke på højde med de første syv. De er tværtimod yderst betænkelige i deres utopiske frelserkarakter. De lyder: Kræv kærlighed af din robot, og Frels verden og få fisse m/k.

Mon ikke det vil være for tåbeligt at græde, når manden har fundet sin vej - og sikkert kan tjene både gode penge på sit skrift og få den sex han vil have. Men le må man, eftersom det er og bliver komisk, når et begavet menneske vil frelse verden og ovenikøbet gøre det med et banalt budskab.

Den store humor i verden kommer netop ind ved at mennesket indser, at det ikke har styr på udviklingen og aldrig vil få det. Vi kender i realiteten meget lidt til de kræfter der styrer udviklingen, vi har slet ikke det kendskab til de følsomme begyndelsestilstande, som ville være forudsætningen for at dreje udviklingen en smule, hvis vi kunne blive enige om det. Vi erfarer gang på gang i historien at vore løsninger på problemerne skaber nye problemer, og at de tilsigtede virkninger ledsages af utilsigtede. Tilværelsen er kort sagt ikke det fjerneste rationel, og vi har ikke magt over den.

Vi er dybest set afmægtige, men kan alligevel få en masse ud af tilværelsen, sålænge vi passer vore sager, har omsorg for vore nærmeste, dyrker sex med glæde, dyrker forskning og kunst med glæde, mediterer og hører musik med glæde, skaffer os viden, blander os i politik, bekymrer os for miljøet og andre globale problemer, yder vores skærv til de fattige, accepterer magtens og hierarkiernes eksistens i verden, accepterer EU, Nato og FN som nødvendige, men ufuldkomne institutioner, ja accepterer magtkampen i den store verden, herunder den foreløbige, faktiske dominans af en enkelt supermagt.

Galt går det først for alvor, når vi tror vi skal frelse verden.

Mere herom for den interesserede på siderne om afmagtspostulaterne.

En kort udgave af min filosofi i punktform kan findes på linket nedenfor.

Tor Nørretranders: Det generøse menneske. People's Press. 2002.

Det fromme menneske
Det aggressive menneske
Det musiske menneske

Humor og tragedie
Komplementaritetssynpunktet
Transcendens
Afmagtspostulaterne