JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - 0azreplik100504

REPLIK FRA JERNESALT - 04.05.10.

Hvorfor inddele mennesker i typer?

Menneskets evne til at generalisere er stor og har gennem tiderne ført til den ene klassifikation efter den anden: i fysikken, medicinen, matematikken, botanikken, zoologien, landbruget, håndværket, handelen, teknologien, kunsten, teatret, politikken, psykologien og religionen - samt i alle almindelige menneskers forsøg på at bevare overblikket over deres miljø og situation. Ja, man kan roligt hævde at uden generaliseringer ville menneskeracen aldrig have fået skabt en egentlig kultur, men ville være forblevet på dyrenes niveau hvor den konkrete, på umiddelbar sansning baserede 'tænkning' er regelen - den er mest en registrering af omgivelserne med praktisk mulighed for nyttig reaktion. Først en egentlig begrebsmæssig rubricering af ting, dyr, mennesker, processer, farer, risici og handlemuligheder giver mulighed for at indskyde overvejelser mellem registrering og reaktion.

Det er meget sigende for selve tilbøjeligheden til klassifikation at den som genstand tidligt har haft både håndgribelige ting i naturen og uhåndgribelige fænomener i samlivet mellem mennesker. Den gamle græske filosof Theofrast (372-287 f.v.t.) var ikke blot grundlægger af botanikken som videnskab med systematisk beskrivelse af planter, men også forfatter til et værk om 'karakterer' med vittig skildring af 30 forskellige mennesketyper såsom den sløve, den bondske eller den sludrevorne. Muligvis var bogen forstudiet til et værk om komediekunsten. Og netop senere komediedigtning opviste mange typer af mere eller mindre latterlig art. Man behøver bare at nævne Ludvig Holberg der skrev komedier som Den stundesløse, Den vægelsindede, Den storpralende soldat (Jacob von Thyboe), Den politiske kandestøber (Herman von Bremen), den fransksnobbede Jean de France (Hans Frandsen), den latin- og syllogisme-fikserede student Erasmus Montanus (Rasmus Bjerg) eller den forsumpede Jeppe på Bjerget med den skrappe kælling Nille til hustru.

Faren ved al klassifikation er at finere nuancer ofte går tabt. Folk sættes i bås og får et stempel eller etikette (label) på sig, så man véd hvor man har dem i forhold til sin egne vurderingsprincipper. På den måde kan man meget nemt dele folk op i venner og fjender, tilhængere og modstandere, helte og skurke, kloge og dumme, dannede og udannede - hvad der også er en almenmenneskelig tilbøjelighed. Men noget sådant er ikke en tvingende nødvendighed der automatisk sættes i gang. Den kan imødegås med bevidst nuancering.

Det skal derfor bemærkes at to af naturvidenskabens allerstørste klassifikatorer, botanikeren Carl von Linné og zoologen Charles Darwin med hhv 'Species Plantarum' (1753) og 'On the Origin of Species' (1859) ikke blot dokumenterede flittig indsamling og klarsynet orden, men også gav levende skildringer af deres rejser og de mennesker de mødte. Det ene udelukker ikke det andet.

Inddelingen af mennesker i typer er uundgåelig, fordi den allerede sker helt ubevidst hos alle mennesker og her tjener det ganske nyttige formål at man undgår at drukne i endeløse sanseindtryk, og kan bevare et vist overblik. Nuancer vil altid gå tabt på denne måde, men intet forhindrer at den enkelte dykker ned i nuancerne hvis han eller hun har lyst hertil og brug for det.

Historisk set er det karakteristisk for typeopdelingen at den fra starten har tenderet til at knytte specifikke psykologiske karakteristika sammen med legemlige og endda også 'kosmiske' elementer.

En meget udbredt opdeling har været temperamentslæren, hvor temperament forstås som en bestemt, vedvarende blanding af specifikke elementer som oprindeligt henviste til legemsvæsker. Man opererede med fire legemsvæsker, nemlig blod, sort galde, gul galde og lymfe (eller slim). Overvægt af blod i den individuelle blanding gav en sangviniker der var optimistisk af sind. Overvægt af sort galde gav melanolikeren der var præget af tungsind. Gul galde gav det koleriske eller heftige temperament, mens lymfe prægede det sindige menneske, flegmatikeren.

Kombinerede man disse fire temperamenter med de kosmiske elementer jord, vand, ild og luft blev resultatet en inddeling efter varme og fugtighed: Den kolde og tørre jord resulterede i melankolikeren (sort galde); det kolde, men fugtige vand, gav flegmatikeren (lymfen); den varme og tørre ild frembragte kolerikeren (gul galde), mens den varme og fugtige luft førte til sangvinikeren. Den slags udokumenterede kombinationer griner vi af i dag, men de kom til at spille en stor rolle i kunsten i Renæssancen, hvor man yderligere knyttede temperamenterne til planeterne. Mars svarede således til kolerikeren; den mørke Saturn til både flegmatikeren og melankolikeren, idet denne planet repræsenterede det vi senere har kaldt det underbevidste. En særlig afart er den astrologiske sammenkobling af karakterer med stjernebilleder. Den har intet empirisk grundlag, men fascinerer ikke desto mindre den dag i dag mange mennesker gennem ugebladenes horoskoper.

I 1800- og 1900-tallet blev den positivistiske filosofi dominerende, og det indebar at det 'faktiske', 'iagttagelige', 'virkelige' og 'nyttige' blev kriteriet for hvad man kunne beskæftige sig med på videnskabeligt holdbar måde. Det positive blev allerede af filosoffen Auguste Comte pr. definition sat lig med det givne, hvilket igen stort set var det samme som det sanselige, målige og vejelige. Naturvidenskaben og teknologien var forudsætning og ideal - også i lægevidenskaben og psykiatrien.

Den tyske psykiater Ernst Kretschmer udarbejdede et større værk om den direkte sammenhæng mellem menneskets kropsbygning og personlighed (Körperbau und Charakter, 1921), og det blev meget udbredt. Han opererede med tre hovedtyper af normale mennesker: den atletiske type med brede skuldre og kraftige knogler og muskler, den leptosome med høj og tynd legemsbygning og den pykniske med kort, tæt og fast (buttet) bygning, og han hævdede at den leptosome type var af den schizoide psyke med en vis sjælelig delthed der kunne medføre stor følsomhed, men også kynisk beregning og i værste fald føre til schizofreni, mens pyknikeren var synton, mere umiddelbar og lettilgængelig med klare følelser, energi og handledygtighed, der dog kan være forbundet med stemningsvingning og i værste fald føre til den manio-depressive lidelse. - Ud over disse to hovedtyper opererede Kretschmer med den asteniske eller kraftløse type, den hysteriske type, hvis psykiske forandringer giver legemlige udslag, og den paranoide type der er tilbøjelig til fixerede vrangforestillinger, herunder forestillinger om forfølgelse.

Blandt de psykopatiske eller 'karakterdefekte' typer finder man det sensitive menneske der påvirkes stærkt af ydre indtryk; det impulsive menneske der reagerer med handling uden hæmmende modforestillinger. Og desuden gruppen af løgnere, fantaster, svindlere og plattenslagere, der simpelthen mangler evnen til at tilegne sig moralske forestillinger. De kender ikke forskel på løgn og sandhed, ret og uret, godt og ondt - og som det hedder i datidens lærebøger: de kan blive farlige demagoger, hvis de har blændende talegaver. Det er vist noget alle i dag nemt kan forbinde med en mand som Adolf Hitler.

Det hører med til billedet at en fremragende forsker som den russiske fysiolog Ivan Pavlov også gav et bud på den gængse typelære ud fra sin forståelse af nerveprocesser, et helt andet og mere fremadrettet eller progressivt bud. Han er mest kendt for sine forsøg med hunde der førte ham til idéen om 'de betingede reflekser', men forsøgene gav ham også forståelse for visse grundtræk ved nervesystemet, nemlig aktiverings- og hæmningsprocessen og deres indbyrdes ligevægt og deres bevægelighed. Kombinationen af disse træk giver fire mere eller mindre skarpt adskilte typer. De to centrale typer er - med de gamle betegnelser - den sangvinske og den flegmatiske, mens den koleriske og melankolske type betragtes som ekstreme.

Den sangvinske type er ifølge Pavlov en ilter, meget produktiv og virksom arbejdstype, forudsat at hans arbejde er interessant og inspirerende - ellers keder han sig og sløves. Den flegmatisk er en rolig, udholdende livets arbejder, ikke synderligt bevægelig, men fredelig og tilbøjelig til at ignorere alt omkring sig. Den koleriske er stridbar, krakilsk, nem og hurtig at irritere. Han er disponeret for neurasteni (træthed), men kan i det lange løb præstere et vældigt livsværk. Dog kan han også synke hen i depressiv tilstand. Og endelig gælder for melankolikeren at han er let hæmbar. Enhver begivenhed i livet kan blive hæmmende. Han ser let noget ondt og farligt i det der sker - og kan være 'fej'.

Det siger sig selv, at psykiatrien i vore dage bygger på langt finere og bedre indsigt i sammenhængen mellem psyke, psykiske lidelser og neurofysiologiske, neurologiske og neuropsykologiske processer - og følgelig kan yde landt bedre behandling for lidelserne, også i medicinsk henseende. Men stadigt gælder at den daglige omgang mellem mennesker i høj grad er præget af de almindelige forestillinger om psykologiske typer som er blevet bygget ind i dagligsproget og derfor er meget svære at komme udenom.

Speciel brug af typeinddelingen på dette område findes i erhvervslivet, det vil konkret sige i de mange managements-teorier og -systemer der bruges og som ofte er ret modeprægede (som de nu fremherskende coaching-metoder der stammer fra sportsverdenen). Jeg har tidligere været inde på den spændende og inspirerende metode som den nu afdøde professor i virksomhedsledelse Ischak Adizes har beskrevet i 'Lederens faldgruber' og iøvrigt gjorde til grundlag for sin kommercielle konsulentvirksomhed. Han opererede med at system af fire ledertyper (og virksomhedstyper): Producenten (P), Administratoren (A), Entreprenøren eller Iværksætteren (E) og Integratoren (I), der kan kombineres på et væld af måder med forskellig vægt på de enkelte elementer.

Den gode leder besidder alle 'egenskaber', dog aldrig til fuldkommenhed (derfor må han sørge for medarbejdere der kan supplere ham), men han må aldrig være blottet totalt for nogen af de nødvendige egenskaber, for så ender hans ledelse i mismanagement. Og så får man uheldige typer som 'Bureaukraten' (med overvægt af administrationstalent), 'Brandstifteren' (der altid sætter i gang og laver om) eller 'Nullerten' (der hverken kan det ene eller det andet). Ham der har det hele og kan det hele kalder Adizes 'Lærebogslederen' for han eksisterer kun i lærebøgerne. - Jf. iøvrigt afsnittet om Om livscyklus i artikelserien om Livskvalitet.

Den berømte organisations-teoretiker Peter Drucker benyttede nogenlunde samme typologi i sin ideelle form for top-management. Han kaldte typerne Handlingsmennesket (nogenlunde svarende til Producenten og Administratoren), Frontkæmperen (Iværksætteren) og Menneskevennen (Integratoren), men han indførte en type mere, nemlig Tænkeren. Og det er måske mere relevant i vore dage end tidligere, for nu er begrebet 'tænketank' jo forlængst lanceret i erkendelsen af at ingen virksomhed, og ingen organisation eller regering kan undvære personer der kan tænke i betydningen komme med friske ideer og input.

Inddelingen af mennesker i typer er altså uundgåelig, fordi vi alle er nødt til at generalisere for ikke at drukne i sanseindtryk. Men inddelingerne kan også bruges bevidst til forskellige former for vurdering og udvælgelse - både erhvervsmæssigt og personligt.

Til privat brug finder man de mere eksistentielt betonede, hvoraf Søren Kierkegaards fra midten af 1800-tallet kan nævnes. Han inddelte som bekendt mennesker i den æstetiske, den etiske og den religiøse type. Under den æstetiske type hører 'forføreren' eller Don-Juan-typen, og hvad de religiøse angår skelnede Kierkegaard yderligere mellem to typer, den almenreligiøse og den specifikt kristne type, og det var naturligvis kun den sidstnævnte han respekterede fuldt ud.

På helt anden led kan skelnes mellem Det aggressive menneske, Det musiske menneske, Det sanselige eller generøse menneske, og Det fromme menneske

Af særlig stor interesse for eksistensen turde C.G. Jungs typeinddeling have, fordi den både kan bruges personligt af de enkelte individer i deres forsøg på at forstå sig selv og andre i deres livssituation og professionelt af psykiatere og terapeuter der skal yde vejledning og behandling af mennesker i krise eller sygdom.

Kort fortalt går Jungs typologi ud på at inddele alle mennesker i to rationelle og to irrationelle typer, hvor den bærende modsætning er tænketypen over for føletypen, og den sansende (perciperende) type over for den intuitive. Desuden forekommer alle typer i både introverteret og ekstroverteret form. Men det vender vi tilbage til i en følgende replik (Er Jungs typologi nyttig og holdbar?).

Jan Jernewicz

Ovenstående artikel indgår nu i en e-bog som er udgivet hos: Saxo.com.dk

under titlen: Indadvendte, aggressive, erotiske og andre typer.