Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - bergman18

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.7.18.

Ingmar Bergman 100 år

Nordens ubetinget største filmkunstner til dato - og dermed også en af de allerstørste europæiske filmkunstnere - er Ingmar Bergman der blev født i Uppsala den 14. juli 1918 og døde 89 år gammel i sit hus på Fårö den 30. juli 2007.

Han voksede op i et autoritært præstehjem, hvis strenge og dogmatiske opdragelse gav ham og storebroderen livslange skader på sjælen. Opdragelsen tvang den yderst splittede Bergman ind i en enorm kunstnerisk produktion som teater- og filmskaber, som både bevidst og ubevidst blev hans nødvendige selvterapi og samtidigt på grund af den deraf afledte sjældne dybde og intensitet blev af største eksistentielle værdi for en mængde mennesker. Hans store tv-serie 'Scener af et ægteskab' lagde gaderne i Sverige øde og blev herhjemme set af omkring en million mennesker. Men også de fleste af hans film blev set, debatteret og værdsat i både Sverige og udlandet.

Ingmar Bergman levede mellem to virkeligheder, den frie indre fantasiverden og den lovbestemte ydre fysiske og sociale verden, men den første var så stærk at han havde svært ved at skelne mellem dem. Han udnyttede systematisk den livlige og frodige fantasi i sin kunst, men også i sit forsvar mod faderens opdragelse, kontrol og ydmygelse. Han opdyrkede i barndommen helt bevidst sin evne til at lyve og forstille sig - modsat broderen der gjorde åbenlyst oprør mod faderen og fik tævene for det.

Ingmar var også et følsomt menneske, der ejede en utrolig lydhørhed for musik, rytmer, tonefald og evne til at læse ansigter, hvad der blev en stor styrke i hans kunstneriske udfoldelse, men ikke forhindrede ham i også at være ambitiøs og ville frem. Han var udadvendt og søgte både udfordringer og indflydelse, ja som teaterleder og regissør må han betegnes som et decideret magtmenneske der både forstod at få det bedste ud af de medarbejdere han kom i nær kontakt med og at skaffe sig fjender bl.a. dem han gik uden om. Han kunne navnlig som chef på Dramaten i Stockholm virke hård og brutal - og absolut ikke som et særligt sympatisk mennesker. Det er først og fremmest som instruktør han vil blive husket.

Han var og blev også et dybt erotisk menneske, der tidligt fik stor interesse for det andet køn og seksualiteten som sådan. På grund af sin opdragelse var han længe et genert og blufærdigt menneske. Det hjalp dog at en af hans barnepiger var ugenert og kunne bade nøgen med ham uden at krænke ham. En anden, noget ældre pige fik ham i passende alder indviet i seksualitetens mysterier. Senere kom han ofte i intim kontakt med de skuespillerinder han arbejdede professionelt sammen med, men det førte sjældent til langvarige forhold.

Bergman var gift ikke mindre end fem gange og levede i perioder sammen med et par andre uden formel aftale, og han fik med seks forskellige kvinder ialt ni børn, som han stort set forsømte i sine mest aktive år på grund af den stadigt stigende arbejdsbyrde han påtog sig for at holde sine indre dæmoner stangen. Man kan roligt kalde ham et neurotisk menneske (ligesom fx danske Lars von Trier). Og han har selv sagt, at han egentlig først kom helt ud af puberteten da han var 58 år. Da var han blevet gift med Ingrid von Rosen som han fik et enkelt barn med og levede sammen med til hendes død i 1995 (de fleste af årene på Fårø). Han manglede bestemt ikke forudsætninger for at skrive og filme "Scener fra et ægteskab" der er en nådeløs skildring af uerfarne menneskers samlivskriser.



Bergman fik tidligt øje for magien i film og teaterkunst.

Han nød sine ferier hos den kærlige og liberalt indstillede mormor i såvel hendes store herskabslejlighed i Uppsala som i hendes sommerhus i Dalarna. Disse ferier var et tiltrængt frirum for den strenge opdragelse i præstehjemmet. Hun døde da han var omkring 12 år, men han husker hendes hjem, dets indretning og farver til mindste detalje - og kunne senere understrege at al hans kreativitet kunne føres tilbage til erindringsbilleder fra barndommen. Mormoderen tog ham ofte med i den lokale biograf hvor han fx oplevede stumfilmens billed- og montage-magi, så han ønskede sig en legetøjs-filmfremviser - en såkaldt 'kinomatograf' i julegave. Han vidste at den en jul da han var 7-8 år var mellem gavepakkerne fra en stenrig moster, men blev frygtelig skuffet da det viste sig at den var adresseret til storebroderen der slet ikke interesserede sig for film. Allerede den følgende nat vækkede han broderen for at købe apparatet mod alle sine 150 tinsoldater. Det syntes broderen var en god forretning, så Ingmar overtog apparatet. Fascinationen af dette apparat er skildret i 'Fanny og Alexander' (hvor Alexander er Ingmar selv).

I teatret kom han også jævnligt som barn, også i Stockholm - og han fik endda lov til at overvære nogle prøver på Dramaten fra kulissen eller galleriet og blev igen indfanget af selve magien i fx et så stort og krævende stykke som Strindbergs "Drømmespil". Strindberg var i det hele taget en central forfatter i hans liv. Han købte allerede i barndommen Strindbergs samlede værker i 35 bind antikvatisk for sine sparepenge. Han læste flittigt i dem livet igennem - og har iscenesat adskillige af dem på teatrene.

Det var heller ikke mærkelig at han i 1974 lavede en filmudgave af Mozarts opera 'Tryllefløjten' eller at han kaldte sine erindringer fra 1987 for 'Laterna Magica', der var det latinske navn for et gammeldags lysbilledapparat, men egentlig blot betyder en 'tryllelygte'.

Fortroligheden med Mozarts musik røber han også i titlen til den film han lavede i 1972 og kaldte "Hvisken og Råb", for det var netop den dobbelthed i det kunstneriske udtryk der var karakteristisk for Mozart. Komponisten forstod på magisk vis at få modsætninger til at gå op i en højere kunstnerisk enhed.

Den største musik-inspiration kom dog fra gamle Johan Sebastian Bach, hvis Matthæuspassion han hvert år hørte som dreng når faderen ved påsketid tog ham med til koncert i Engelbrechtskirken. Bach formåede med sin musik at vise ind til de dybeste lag af menneskets sjæleliv - hinsides al analyse, tvivl og angst. Bergman bruger i Camille Lundbergs samtale med ham om musikkens indflydelse det udtryk at Bach så at sige oversatte Guds tanker og følelser til musikken, så vi mennesker kunne få fat på dem. En sådan formulering afspejler dog på sin vis hans egne problemer med gudsforholdet. Det er bedre at se Bachs musik som den direkte konkretisering af den føling med virkeligheden eller den helhedsforståelse af tilværelsen som er eksistensens basis og derfor også altid gennem tiderne har været betragtet som gudsforholdets kerne.



Bergman kæmpede livet igennem med mange indre dæmoner: katastrofe- eller rædselsdæmonen, fiaskodæmonen, raseri-dæmonen, arbejdsdæmonen, kontrol- og pedanteri-dæmonen foruden dovenskabsdæmonen og kedsomhedsdæmonen. Og når han i en samtale med Marie Nyrerød kradser navnene ned i tilfældig orden på et stykke papir, ser det voldsomt eller forvirrende ud. Nogle af dem - som fx arbejdsdæmonen - var jo også en slags guder for ham, ved hvis hjælp han kunne holde dæmonerne fra livet. Det centrale er at Bergman ofte havde mareridt af dæmonernes besøg. Og dette hænger igen sammen med at han fra sine tidligste år led af den allerstørste angst for døden og udslettelsen.

Denne dødsangst var grunden til at Bergman i 1956 efter eget manuskript indspillede filmen 'Det syvende segl' der tillige med den efterfølgede film 'Smultronstället' blev hans afgørende gennembrud som stor seriøs og krævende eksistentiel filmkunstner. 'Det syvende segl' har navn efter nogle ord i 'Johannes-åbenbaringen' fra det ny Testamente, hvor det indvarsler den endelige tilintetgørelse af den jordiske og syndige verden, en for de fleste moderne og oplyste mennesker helt uantagelig forestilling. Men for den kristne kirke var det en karakteristisk fordømmelse af det normale menneskeliv, som var almindelig i Bergmans barndom i 1920'erne og helt selvfølgelig i hans barndomshjem. Synd og fortabelse var grundbegreber, men filmen var også inspireret af et gammel kalkmaleri der viser døden spille skak med en ridder, hvad der synes at levne mennesket et håb.

Bergman fik med filmen gjort definitivt op med hele denne fatale kristelige mistillid til menneskelivet og menneskekulturen. Han havde med sine egne ord siddet fast i den gamle religiøse problematik mellem den barnlige fromhed (der naivt sluger de voksnes påstande) og den hårde rationalisme som forkaster alle påstande om noget irrationelt. Bergman fordømmer i filmen selve helvedstroen og kirkens groteske heksebrændinger, han bryder med sine fordømmende forældre, men indser samtidigt at der trods alt, når man skræller teologien bort, forbliver en eller anden 'hellighed' tilbage i menneskelivet som må respekteres - og denne respekt vises i al stor kunst, musik, drama og film. I 'Det syvende segl' vises 'magien' ikke uden grund af en lille omrejsende gøglergruppe.



Bergmans enkelte film skal dog ikke gennemgås her. Der henvises til grundartiklen om Bergman fra 2005 . Formålet med nærværende essay er at bringe en personlig hyldest til Ingmar Bergman for den perlerække af film han har lavet efter 1953 og som simpelthen gennem årene har været et basalt element for udviklingen af mit eget livs- og verdenssyn. Flertallet af hans film efter dette år har jeg set utallige gange, flere formentligt mere end tyve gange, mange ser jeg en gang om året - og stadigt med udbytte. Man ser jo strengt taget altid en film (eller et andet kunstværk) med nye øjne hver gang man ser det, da man selv i en vis forstand er blevet en anden end sidst. Men i Bergmans tilfælde hænger mit udbytte naturligvis også sammen med at jeg kender det strenge religiøse miljø han voksede op i indefra og endda også den diametrale forskel mellem faderen og moderen fra mit eget tilfælde. Men rigtignok valgte jeg tidligt ikke blot et klart brud, men også en dybere beskæftigelse med psykologi, erkendelsesteori og religionsvidenskab end Bergman, og det gav alt i alt et helt andet slutresultat.

Det er for mig meget påfaldende at Bergman (ganske som også Lars von Trier) aldrig fik indsigt i dybdepsykologien (den jungianske eller tilsvarende grønbechske) og at heller ikke hans bedømmere i vor tid har erhvervet sig en sådan. For det betyder at hverken han eller de kan sætte Bergmans intense og givende filmkunst ind i en større eksistentiel og stadig dybt relevant sammenhæng.

Lad mig blot nævne Jane Magnussons to timer lange nye dokumentarfilm om 'Bergman - Et år et liv' der satte fokus på året 1957, vandt en pris i Cannes og netop er kommer i biografen. Den har naturligvis interessante enkeltheder, men virker kalejdoskopisk og overfladisk og viser slet ikke vej til kernen i Bergmans filmproduktion. Den synes mere præget af det snobberi for amerikanske kommentarer som kan give filmpriser, men er irrelevant for Bergman, der var og forblev svensk om nogen.

Heller ikke Henrike Sandners én time lange 'Ingmar Bergman - Dæmonernes herre', som i går den 14. blev vist på 3SAT-kanalen, er den bedste vej til Bergman. Den har væsentlig bedre mening og opbygning end Magnussons med kapitler som dæmoner, løgne, lidenskab, kærlighed, eksil og død. Men den fejler ved bl.a. i titlen at postulere at Bergman skulle have været herre over sine dæmoner. Det var han ikke og blev han aldrig, for dæmonerne forblev hans urovækkere og modstandere til døden. Men han lærte med årene og navnlig de sidste år på Fårö at omgås dem bedre og bedre. På selve 100-årsdagen viste svensk TV1 en lykønskning "Grattis Ingmar Bergman", hvor man bl.a. kunne møde skuespillerne Børje Alhstedt, Elin Klinga og Julia Dufvenius foruden Ingmar Bergman junior (søn af Ingmar og Gun) og ikke mindst Marie Nyreröd. Denne udsendelses programleder var Kristofer Lundström.

Ingen af disse nye film kan dog måle sig med de gamle - som Jörn Donners, Camilla Lundbergs og Marie Nyreröds samtaler.

Udgangspunktet for en dybere forståelse af Ingmar Bergman forudsætter nu engang både en tilstrækkelig indsigt i dybdepsykologi, religion og filosofi - og at bedømmeren selv for alvor tør gå dybt subjektivt ind i forståelsen ved at involvere sig personligt i fænomenet Bergman. Ingen kan lave en objektiv beskrivelse af fænomenet Ingmar Bergman ved at holde sig på afstand af ham som en genstand. Man må vove sig ind i det Martin Buber kalder 'jeg-du-forholdet' og som netop suspenderer objektiviteten. Først når man gør dette, får man mulighed for at lave en eksistentiel biografi om sand kunstner - således som jeg selv har forsøgt med mine essays om Niels K. Jerne, Newton, Bohr, Grønbech, Lorenz, Bunuel, Blake, Chagal m.fl.



Det er et faktum at Ingmar Bergman var skadet på sjælen af den autoritære opdragelse og kristelige indoktrinering han blev udsat for i sit hjem og som primært var bestemt af faderens kirkelige status og opfattelse, som den psykisk anderledes moder ikke kunne stille noget op imod. Hun gav Ingmar mere selvfølgelig kærlighed, men da han i højere og højere gad trængte sig på for at få denne kærlighed, og hun syntes det gik for vidt, opsøgte hun sin læge og fik det råd for drengens skyld at holde ham mere på afstand. Den fundamentale modsætning mellem forældrene er jo skildret autentisk i Bille August tv-serie 'Den gode vilje' der er lavet på basis af Bergmans manuskript og bærer hans titel. Det var efter hans egen mening ikke forældrenes vilje der var noget i vejen med - men deres evner til at skabe et trygt hjem. De stolede ikke på det sunde instinkt.

Men uanset de yderst uheldige vilkår er det en kendsgerning at hele Ingmar Bergmans kreativitet ligger i de billeder fra barndommen der blev ved med at dukke op i hans bevidsthed. Det var aldrig bestemte ideer eller bestemte planer der førte til filmene, men billeder, lyde, lugte osv. herunder som nævnt mormoderens stuer i Uppsala, som gengives i Fanny og Alexander. Et andet typisk eksempel er filmen 'Hvisken og Råb', der begyndte i Bergmans bevidsthed som billedet af et rødt rum med hvide kvindeskikkelser - og først derfra førte videre til en fortælling om fire kvinder og deres historie og indbyrdes forhold. I virkeligheden er der tale om fire forskellige udgaver af hans egen mor, spændende fra den varme og trøstende kvinde til den kolde og afstandtagende.

Der er i og for sig intet mærkelige i denne form for kunstnerisk kreativitet, den sande kreativitet stammer aldrig fra ideer eller rationelle overvejelser, men fra billeder der dukker op fra det ubevidste eller underbevidste - og så derefter kan væves ind i alle mulige historier og fortolkninger der igen helt selvfølgelig vil afspejle den skabende kunstners erfaringer og indre konflikter eller eventuelle kaos. Bergmans indre var et så stort konfliktfyldt kaos af dæmonisk og neurotisk art at han livet igennem måtte gøre alt hvad han kunne for at holde det nogenlunde i skak gennem sit kunstneriske arbejde. Han erfarede som Nietzsche at en kunstner ud fra et sådan kaos kunne "føde en dansende stjerne", men måtte også konstatere at opgaverne og arbejdet kom af sig selv som nødvendige og påtvungne.



Der er i og for sig heller intet mærkværdigt i at mange kunstnere så at sige skaber deres kunst - det være sig musik, drama, film eller billedkunst på deres neuroser eller dæmoner. Man kan bare nævne Beethoven, Mahler, Strindberg, Becket eller Lars von Trier. Og derfor kan man naturligvis spørge om disse kunstnere ville miste deres skabende evne, hvis de blev kureret for deres neuroser. Det kan man roligt svare nej til, da der er rigeligt med eksempler på kunstnere der skaber kunst på andet end neuroser. Det er kun ud fra en meget freudiansk og deterministisk tankegang at man ser underbevidstheden som en ophobning af sygeligt, men fortrængt stof, der ville forsvinde med vellykket psykiatrisk behandling. Forestillinger er desværre meget udbredt, hvad der igen fører til at mange kunstnere med psykiske problemer af ren og skær frygt for at miste kreativiteten viger tilbage for behandling eller blot dybere indsigt i deres eget sjæleliv.

For Bergmans vedkommende gælder at han et par gange var i nærkontakt med psykiatrien og primært blev medicineret med valium-piller eller lignende der virker beroligende, men iøvrigt ikke ændrede noget. Og afhængig af piller ville Bergman ikke være. Så på spørgsmålet om at han aldrig havde følt behov for psykoanalyse, svarede han nej. Han læste hverken Freud eller anden psykologi, og fik vist nok kun en enkelt gang interesse i en psykiatrisk bog der sagde ham noget, nemlig Arthur Janovs bog om primalskriget (som Eva Frøhling tilfældigvis foldede sig ud med som Emilie i 'Fanny og Alexander' efter ægtefællens traumatiserende død). Men generelt har Bergman ikke søgt dybere forklaringer på sine neuroser eller indre dæmoner.

Det er derfor ganske godt at en dansk psykoanalytiker som Nina Thymark i 1979 udgav en decideret psykoanalytisk bog om Bergmans 'Scener fra et ægteskab' der blev set af millioner af mennesker og altså må have ramt en dyb almen problematik. Hun påviser systematisk hvordan et samliv ødelægges af partnernes bindinger til barndommens traumer, herunder bindinger til forældre der forhindrer deres børns fulde og naturlige frigørelse. Bergman selv lagde jo ikke skjul på problemerne. I forordet til manuskriptet skriver han ordret: at han under arbejdet har følt en slags hengivenhed for stykkets partnere Johan og Marianne. "De er blevet temmelig selvmodsigende, af og til barnligt ængstelige, af og til ganske voksne. De vrøvler en hel del, ind imeller siger de noget fornuftigt. De er angste, glade, egoistiske, rare, uudholdelige og elskværdige. Alt mellem hinanden. Nu må vi se hvordan det går."

Nymark ser det som Bergmans fortjeneste at han tager initiativ til at belyse problemer af så vital betydning at vi næsten tør sige, at langt de fleste gifte mennesker på et eller flere punkter har følt sig foranlediget til at tage deres situation op til overvejelse. Med fremsynethed, klarhed og dristighed, og frem for alt med scenisk dygtighed, fremlægger Bergman problemstillingerne for os på en særdeles underholdende måde. Ægteparret får sat gang i en tankevirksomhed der kunne sætte dem fri af den livsløgn de har lukket sig inde i.

Bergman når naturligvis ikke frem til konklusioner der kunne pege videre. Det ser han ikke som sit mål, men Nymark tør godt påpege at forudsætningen for at folk kommer fri af deres neuroser er at de lærer dem at kende - og også lærer at leve med de programmeringer de ikke er i stand til at ændre. Hun understreger endvidere at det er af største vigtighed at partnerne ophører med at spille far og mor for hinanden og at vi alle få genetableret evnen til at elske på en sund måde. Og hun skriver udtrykkeligt - næsten profetisk i 1979 - at kvindesagen må blive en menneskesag. Men generelt er det i vort nye århundrede også helt nødvendigt at understrege at ægteskabet som varigt forhold slet ikke er muligt, hvis parterne ser forholdet som et spørsmål om at vinde en magtkamp og dominere den anden part. Fuld ligestilling mellem kønnene betyder i ægteskabet at partnerne bevarer deres suverænitet og respekterer hinandens værd og værdighed fuldtud. Og dette kan i sidste ende kun lade sig gøre ved at de de facto går ind i 'tragediens rige', hvor det at have ret er suspenderet!

En anden vigtig side af sagen 'kreativitet contra neuroser' er at det også er nødvendigt at komme fri af den freudianske tangegang og determinisme. Underbevidstheden er ikke udelukkende fortrængt og skadeligt stof, men tværtimod en stor kilde til al kreativitet uden undtagelse - dvs såvel kunstnerisk og videnskabeligt som ikke mindst alment eksistentielt. Det forstås bevidst som et kollektivt ubevidst fænomen, hvad der igen vil sige at vi skal væk fra at se sjælelivet som et rent individuelt anliggende.



Ingmar Bergman kom i 1976 ud for en rystende begivenhed da skattevæsenet pludseligt begyndte at interessere sig for hans efterhånden internationale virksomhed og forretninger - og simpelthen lod politiet møde op på Dramaten og arrestere Bergman midt under en prøve, anklaget for skattesvindel. Bergman var fuldstændig uforstående, da han hverken havde forstand på økonomi eller jura og havde ladet revisorer og advokater klare den side af sagen. Men de var altså også i søgelyset - og Bergman gik psykisk ned på det. Hele denne vanvittige historie skal ikke skildres her. Den førte i sidste omgang til fuld frifindelse, men tvang ham i eksil i udlandet i seks-syv år, da han simpelthen ikke kunne arbejde i hjemlandet under en sådan sag. Det blev primært til engagement i München på såvel teaterscener som filmstudie. Men han var og forblev svensker og længtes frygteligt hjem til Sverige.

Det blev hans redning at han var blevet gift med Ingrid von Rosen der var ham en ubetinget støtte i disse kriseår og som han bagefter kunne slå sig ned med på øen Fårö i et stort nybygget hus der nu blev hans blivende hjem, ja det første egentlige hjem han havde fået som voksen. Huset var 56 meter langt og indrettet med både arbejdsrum, bibliotek, køkken, soveværelse og stuer. Og i en gammel bestående bygning fik han indrettet biograf, hvor han kunne spille film han lånte hjem fra filminstittutet.

Dagene var tilrettelagt i faste rutiner - for at holde styr på dæmonerne. Han satte sig tre timer hver formiddag ved sit skrivebog og skrev dagbøger, erindringer og manuskripter. Og nød iøvrigt vandreture på øen. Men Ingrid døde i 1995 af kræft - og det var et voldsomt slag for Ingmar, som det tog ham lang tid at overvinde. Han fik hjælp til det praktiske af en husholderske (jf. dokumentarfilm fra 2009, der giver et ganske usympatisk indtryk af Bergman som arbejdsgiver). Han holdt telefonisk kontakt med venner og familie og så jævnligt sine børn og børnebørn. Og egentlig ensomhedsfølelse var han ikke plaget af, sålænge han kunne skrive og gå ture. Han oplevede tværtimod at han i sit indre opretholdt god kontakt med sin afdøde hustru. Han så hende ofte for sig, han følte hendes nærvær i huset, ja kunne tale med hende, og han blev gennem disse oplevelser overbevist om at han ville møde hende efter sin død. Disse forestillinger er smukt gengivet i filmen 'Sarabande', hvor hovedpersonen Henrik (fremragende spillet af Børje Ahlstedt) er en musiker der har mistet sin kone og netop har sådanne syner.



Man kan sige, at Ingmar Bergman i en vis forstand blev religiøs på sine gamle dage. Men det ville være vildledende, for han havde altid haft en ejendommelig åndelig kontakt med personer der betød noget for ham - sågar også med forlængst afdøde personer som han aldrig havde mødt i levende live, herunder August Strindberg og dennes sidste hustru, skuespilleren Harriet Bosse der i sin tid have været hovedkraft på Dramaten (og endnu spillede op i 1930'erne). Hende mødte Bergman i ånden som chef på Dramaten.

Men religiøs i sædvanlig kirkelig eller dogmatisk forstand var han bestemt ikke. Det uhyggelige i hans og mange andre menneskers liv er jo faktisk at de blev udsat for en helt forkvaklet, ja livsfjendtlig og pervers kristendom som gjorde legemet til noget underlødigt og overflødigt og seksualiteten til noget ondt og syndigt. Det eneste der talte i denne religiøse verden var åndelighed og frelse fra det normale jordeliv. Dette holder ikke en døjt, og det er oven i købet i diametral modsætning til det budskab som Menneskesønnen gik rundt og fortalte om. Dér var tro ikke tro på dogmer som folk skulle rende rundt og bekende, men simpel, enfoldig tro på de kræfter i os der bare vil gro og udfolde sig.

Bergmans store fortjeneste var at skabe film, teaterstykker og manuskripter der viser os både de fatale virkninger af den perverterede kristendom og samtidig de muligheder vi i vores kollektive underbevidsthed har for sund og skabende alternativ udfoldelse. Han kom aldrig selv helt fri af sine indre dæmoner. Men han forstod at omgås dem ved bl.a. at gå lange ture på stranden på Fårö. Han havde erfaret at dæmoner ikke tåler frisk luft, men kun trives når man ligger og sover med kolde fødder i sin seng!

Bergman havde trods sin aggressivitet stor humor, som han ikke alene kunne folde ud i specielle filmkomedier (som eksempelvis 'Sommernattens smil'), men også bestandigt viste vigtige sider af i såvel sin dybeste værker og i sit møjsommelige arbejde med instruktør-opgaver.

Så vidt jeg kan se, forstod Ingmar Bergman aldrig rigtigt den relation mellem humor og tragedie som både den danske religionshistoriker Vilh. Grønbech og den jødiske filosof Martin Buber taler om, og som intuitivt indses når man kommer ind i det område hvor det at have ret og kæmpe for sin ret hører op. Her er ikke nødvendigvis lutter lykke eller lykkelig uvidenhed, der er tværtimod fuld bevidsthed om legemets og livets forgængelighed samt tilværelsen risiko for nederlag, men samtidig fuld føling med virkelighedens inderste helhed og mening.

Ejvind Riisgård



Links:

Ingmar Bergmann Face to Face
med komplette oversigter over film, teateriscenesættelser, skrifter (bøger og artikler),
universum (tematisk ordnet) samt tidstavler.

Ingmar Bergman Foundation (SFI)  (Copyright Stiftelsen Ingmar Bergman)



Oversigt i kronologisk orden over Bergmans vigtigste film:

1953 Gøglernes aften
1956 Det syvende segl
1957 Ved vejs ende (Smultronsstället)
1958 Ansigtet
1959 Djævelens øje
1960 Som i et spejl
1961 Nadvergæsterne (dansk titel: Lys i mørket)
1962 Stilheden
1965 Persona
1966 Ulvetimen
1967 Skammen
1968 En passion
1971 Hvisken og råb
1972 Scener fra et ægteskab
1977 Høstsonaten
1982 Fanny og Alexander
1983 Efter repetitionen
1986 Karins ansikte (kortfilm i stillbilleder af moderen)
1997 Larmer og gør sig til
2003 Saraband



Film- og tv-interviews

1997 Marie Nyreröd: Bergman og Fårø (45')
1998 Jørn Donner: Ingmar Bergman om liv og arbejde (1½ t)
2003 Marie Nyreröd: Ingmar Bergman om Film og teater (I-III a 50')
2001 Camilla Lundberg: Samtale med Ingmar Bergman om musik
2005 Gunnar Bergdahl: Intermezzo (45')
2009 Tom Alandh: Bergmanns hushållerska (dokumentarfilm om Anita Haglöf der i otte år var Bergmans husholderske i hans hjem på Karlaplan i Stockholm og i huset på Fårö. En beretning om hverdagen i Bergmans liv med udgangspunkt Haglöfs egen dagbog.)
2018 Jane Magnusson: Bergman - Et år et liv (Året 1957 som udgangspunkt for en bedømmelse af manden og hans værk)
2018 Henrike Sandner: Ingmar Bergmann - Herr der Dämonen. (vist på 3SAT 14.7.18.)
2018 Kristoffer Lundstrøm: Grattis Ingmar Bergman. (SVT1) - ('Grattis' betyder tillykke på svensk)



Litteratur

Ingmar Bergman: Laterna magica (Nordsteds. 1987)
Ingmar Bergman: Billeder (Lindhard og Ringhof. 1990)
Ingmar Bergman: Femte Akten (Nordstedts. 1994) -
med bl.a. manus til 'Efter repetitionen' og 'Larmer og gør sig til'

Bergman om Bergman (redigeret af Stig Björkman. Rhodos . 1971)
Bergmans 1900-tal. En hyllning til svensk film - fra Victor Sjøström till Lukas Moodysson
(Göteborg Film Festival. 2005)

Jörn Donner: Ingmar Bergmans Film (Aldus 1962)
Johannes Fabricius: Ingmar Bergman og 'Sjælens mørke nat' (Kosmorama nr. 85, 1968)
Nina Thymark: Ægteskab - partnerskab - samliv. En psykoanalyse af Ingmar Bergmanns 'Scener fra et ægteskab' (Prepac 1976)
Andreas Fock: Alle talar om Bergman - Interview med mange af Bergmanns skuespillere og teknikere - (Alfabeta. 2018)


Filmmanuskripter:

Filmtrilogi: Såsom i en spegel - Nattvardsgästerna - Tystnaden (Nordsteds. 1963)
Persona (Schønberg 1966)
Scener fra et ægteskab (Schønberg 1973)
3 filmmanuskripter: Ulvetimen, Skammen, Passion (Schønberg 1973)
4 filmmanuskripter: Ritus, Reservatet, Berøringen, Hvisken og råb (Schønberg 1975)
Høstsonaten (Schønberg 1979)
Fanny og Alexander (Schønberg 1983)
Den gode viljan (MånPocket. 1991) - filmatiseret af Bille August
Söndagsbarn (1992; en fortsættelse af Den gode vilje) - filmatiseret af sønnen Daniel Bergman
Private samtaler (2000; en fortsættelse af de to tidligere) - filmatiseret af Liv Ullmann (med
Troløs (2000) - filmatiseret af Liv Ullmann (med Erland Josephsom som Bergman) Relevante artikler på Jernesalt:

Ingmar Bergman - Nordens største filmkunstner  (Essay - 31.10.05.)
Bunuel og hans dogmefilm "Mælkevejen"
Krzysztof Kieslowski  (Essay - 28.2.04.) Andrzej Wajda - Polens største filmskaber og kulturpersonlighed - er død  (17.10.16.)
Kurosawas drømme, hukommelse og humor  (28.3.08.)
Rainer Werner Fassbinder   (Essay - 31.7.05.)
Dani Levy: Jødisk humor på nye tyske film ('Alles auf Zucker' og 'Mein Führer')  (13.5.08.)


Carl. Th. Dreyer  (kort karakteristik)
Nils Malmros  (kort karakteristik)
Lars von Trier  (kort karakteristik)



Vilh. Grønbechs kulturopgør
Grønbechs metode
Konrad Lorenz' kulturopgør
Humormennesket Storm P.
Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Niels K. Jerne - immunologi og eksistens
Isaac Newton kan først forstås fuldt ud med emergent helhedsrealisme
(Essay om den geniale fysiker - på grundlag af C. H. Kochs biografi)
  (30.8.15.)

Johann Sebastian Bachs helhedsrealistiske univers
Mozarts sjæl og fascinationskraft
Carl Nielsen mellem dyb enfoldig forankring og modernitet
Nietzsches sjæl



Artikler om Film
Artikler om Litteratur og teater
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal