Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - bevidsthed01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.7.10.


Hvad er egenlig bevidsthedsforskning?

To slags bevidsthed
Sjæleliv og introspektion
Aggressivitetsdrift og ånd
Drømme og ubevidst intelligens
Jes Bertelsens forskning
Stanislav Grofs forskning
Andre indfaldsvinkler
Konklusion
Henvisninger



To slags bevidsthed    
Til toppen  Næste

Bevidstheden er en elementær kendsgerning i den natur der forefindes på jordkloden. Den har ikke være til stede i hele den biologiske udvikling, men først i den seneste del af den hvor højerestående dyr med centralt nervesystem (hjerne og rygmarv) har fået udviklet et stadigt mere komplekst neuralt netværk der bevirker det emergent nye fænomen i biologien der har med introspektion og refleksion at gøre og som fundamentalt ændrer disse dyrs tilpasningsmuligheder og adfærd. Og da der netop er tale om et emergent fænomen der indebærer at materien så at sige bliver i stand til at reflektere sig selv kan det ikke forklares. Enhver intellektuel analyse af bevidstheden involverer den selv. Men fænomenet kan selvfølgeligt udforskes og beskrives.

Der må skelnes mellem to slags bevidsthed: 1) Den vågne opmærksomhedsbevidsthed og 2) det underbevidste sjæleliv, der foregår uafhængigt af den vågne opmærksomhed, fx i drømme, og som omfatter såvel det personligt ubevidste som det kollektivt ubevidste. Forskning i de to slags bevidsthed betyder forskning i henholdvis de to slags psykiske grundprocesser (primærprocesserne og sekundærproceserne) eller de to slags psykiske fundamentalkræfter der i analogi med fysikkens fundamentalkræfter kan benæves hhv den stærke og den svage fundamentalkraft.

Gængs psykologi beskæftiger sig altovervejende med bevidsthedsfænomener som sansebearbejdelse, dataindsamling og hukommelse, men også med læreprocesserne, kreativiteten (fantasien) og selve bevidstgørelsen samt identitetsproblemet. Denne forskning har ført til en lang række selvstændige discipliner inden for psykologien, der hver især yder bidrag til forståelsen af mennesket som socialt væsen. Fælles for alle disse discipliner er 'objektiviteten' i betydningen den neutrale, naturvidenskabsefterlignende, 'følelsesfri' distance til det man undersøger.

Psykiatrien har særligt udforsket de sygelige sider af den menneskelige psykologi, herunder schizofrenien og depressionen. Man skelner mellem psykoser der medfører forstyrrelser i realitetsopfattelsen og neuroser hvor realitetssansen er intakt. Da der er sammenhæng mellem psykiske lidelser og såvel neurofysiologiske som biokemiske forhold, spiller hjerneforskningen en naturlig rolle i psykiatrien - både i muligheden for anvendelse af psykofarmaka og i behandlingen af hjerneskader der opstår ved fx trafikulykker. Og da hjerneforskningen i disse år skrider frem med stormskridt, og troen på naturvidenskaben gør det samme, er resultatet blevet ikke alene en overdreven tro på hjerneforskningens muligheder for at løse bevidsthedslivets problemer, men en fundamental fejlindstilling til problematikken. Naturvidenskaben vil ikke være ved, at hjerneforskningen af principielle grunde er ude af stand til at sige nogetsomhelst om menneskets sjæleliv - og derfor heller ikke kan levere det afgørende dødskriterium - jf. Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi.

Det var allerede en katastrofal fejltagelse at positivisterne prøvede at afskaffe begrebet 'sjæleliv' og istedet definerede psykologien som 'videnskaben om bevidstheden'. For psykologien er jo nødt til, hvis den overhovedet vil være realistisk, at beskæftige sig med faktiske fænomener som det ubevidste og underbevidste, og det er og bliver derfor en selvmodsigelse af tendentiøs art at kalde en videnskab der omfatter det ubevidste for en bevidsthedslære. Det er en klar underkendelse af det ubevidstes rolle i sjælelivet.



Sjæleliv og introspektion    
Til toppen  Næste

Sjælelivet eller det indre liv - med hele dets komplekse spil mellem bevidst og ubevidst - kan udelukkende iagttages introspektivt, og derfor er en forskning der fortjener navn af realistisk psykologi nødt til som udgangspunkt at acceptere at den altid må forholde sig til folks subjektive udsagn om hvad der foregår i deres indre. Dermed er ikke sagt at dette overhovedet skal tages for gode varer endsige for objektiv sandhed, men det må være udgangspunkt for en forståelse og vurdering. Dette forhold har imidlertid den uundgåelige konsekvens at den der ønsker at forstå et andet menneske gennem dette menneskes udsagn, gøren og laden, er tvunget til at involvere sig selv i en dialog som subjektivt væsen. Han eller hun kan bevare sin sunde fornuft og nøgternhed, men ikke forholde sig rent objektivt iagttagende til den anden. Den naturvidenskabelige indstilling af den art man bl.a. finder i behaviorismen kommer altid til kort over for sjælelivet og dets kompleksitet.

Sjælelivet starter i sidste del af fostertilstanden - og dette kan konstateres gennem drømmevirksomheden. Det får dog først sin egentlige karakter af 'indre liv' når det konfronteres med 'det ydre liv' gennem den begyndende sansning og den tilkommende genstandsbevidsthed. Denne sidstnævte er forudsætningen for såvel jegbevidstheden som den videreløbende udvikling af de psykiske sekundærproceser med alle deres begrebsmæssige sondringer mellem subjekt/objekt, fantasi/virkelighed og fortid/nutid/fremtid og brug af de logiske konstanter. Og det karakteristiske ved genstandsbevidstheden er at den forudsætter faste elementer i den ydre verden, dvs håndgribelige ting.



Det store spring i udviklingen af sjælelivet sker dog først med puberteten og er altså klart kønshormonalt bestemt. Den enkeltes subjektive verden bliver markant større; horisonten bliver både rumligt og tidsmæssigt videre, oplevelsesdimensionerne flere og dermed også mulighederne. Samtidigt mistes den barnlige uskyld. Tilværelsen er ikke længere selvfølgelig. Forældrene ikke længere hverken fejlfri eller udødelige. Ansvarsfriheden ikke længere absolut. Der stilles tværtimod nu for alvor krav om ansvarlighed, herunder ansvarlig stillingtagen til uddannelse og kommende beskæftigelsesmuligheder. Begge dele kræver igen valg der kan være svære, fordi ethvert valg som hovedregel betyder fravalg af andre muligheder. Samtidig vågner kønsbevidstheden. Alt i alt betyder dette at der sker det der i myternes sprog hedder et 'syndefald', hvilket aldeles ikke - som mange tror - betyder at mennesket begynder at foretage sig noget 'umoralsk', men derimod at det for første gang i sit liv bliver fuldt bevidst om sin livssituation som selvstændigt væsen med egen frihed og eget ansvar.

Det romantiske kommer for alvor ind i tilværelsen gennem forelskelsen, der bevidsthedsmæssigt kan opfattes som en decideret bevidsthedsudvidelse. Den betyder udover den umiddelbare glæde ved et menneske af det andet køn også et ændret syn på næsten alt i livet - fra krop og kropsfunktioner over naturoplevelser til musik, kunst, film og fest. Der kan opstå en vis afstand eller konflikt mellem dagliglivet og dets tidsbundne forpligtelser på den ene side og erotikkens, musikkens og festernes ekstraordinære frie, ubundne tid og muligheder. Driftslivet er dog ikke bare seksualitet, men også aggressivitet. Den unge får kræfter, mål og ambitioner der skal kanaliseres ud i adfærd og projekter der er langt større end barnets. Dette gælder begge køn, men stærkest dog mandskønnet på grund af det mandlige kønshormons specifikke indhold.



Aggressivitetsdrift og ånd    
Til toppen  Næste

Etologen Konrad Lorenz var den første der for alvor påviste at den biologiske aggressivitetsdrift ikke er et rent negativt eller problematisk fænomen i den menneskelige kultur, men tværtimod betingelsen for åndsvirksomhed. Kulturdannelsen og -udviklingen afhænger så at sige af at aggressivitetsdriften kanaliseres ind i de rette, socialt acceptable baner, så den kan fremme overlevelsen i stedet for at skade den - og at dette sker i tide. Den instinktive drift kan nemlig ikke opdæmmes i den uendelige, men skal udløses før eller siden. Samfundet og individet kan ikke se bort fra den medfødte drift og kan ikke moralisere sig ud af den. Der kræves en følelsesmæssig faktor for at forvandle en fornuftsmæssig erkendelse til et moralsk imperativ, og denne faktor findes nede i det ubevidste eller underbevidste. Det er i de lag af sjælelivet som den menneskelige fornuft kun har indirekte adgang til, at det instinktive og det tillærte danner den meget komplicerede struktur, som skaber impulsen til menneskets handlinger.

Dette lag har Lorenz ud fra sine banebrydende dyrestudier identificeret som 'begejstringen', og denne regner han for et af menneskets ægte instinkter med sin egen adfærd og sine egne udløsningsmekanismer. Den kan med Lorenz' egne ord frembringe en så overordentlig befriende oplevelse, at dens fristelse er næsten uimodståelig. Og den går vel at mærke hos mennesket ind i alle former for kultur, herunder også de kultiske. Lorenz' udforskning af aggressivitetsdriften må derfor siges reelt at være en udforskning af den helt centrale forudsætning for og kilde til det instinktive, spontane og underbevidste sjæleliv.

Seksualitetens stærke kraft opdager alle mennesker i puberteten - og den slipper som hovedregel ikke taget i dem før sidst i livet. Den giver anledning til såvel store og livsbekræftende oplevelser som konflikter, forplantning og besvær. Fortielserne og tabuiseringen er gradvis forsvundet i alle frie og sekulariserede lande. Seksualiteten udforskes derfor i dag på linje med alle andre livsytringer. Sexologien er blevet et stort fag i dag og må betragtes som en væsentlig del af moderne bevidsthedsforskning.



Den stærkeste oplevelse af sjælelivet - næst erotikken og seksualiteten - sker gennem musikken. Det er derfor ikke mærkeligt at en dybt reflekterende filosof som Arthur Schopenhauer undrede sig over den sjælelige kraft han fandt i musikken og som han benævnte 'Der Wille'. Den stod i modsætning til fornuftsforestillingerne ('Die Vorstellung') og var i virkeligheden den spontane ubevidste psykiske energi af stærkeste art som adskilte sig markant fra fornuftens relativt svage eller vage begreber og forestillinger som danner grundlag for såvel det praktiske livs gøremål som det stille teoretiske studiums. Schopenhauer var rystet over sin opdagelse, fordi han som opdraget i Kants ånd havde regnet med at fornuften var det mentale livs afgørende instans. Nu måtte han indse at 'viljen' (driftslivet) var stærkere, men dog havde den fordel at den også gav sig udtryk i musik. Det var efter Schopenhauers opfattelse i musikken at mennesket direkte blev konfronteret med den grundliggende spontane livsvilje. Langt senere tog eksempelvis Peter Bastian og Jon-Roar Bjørkvold det musiske i mennesket op til grundig og inspirerende behandling.

'Livsviljen' kommer dog også til udtryk gennem festen og det kultiske fællesskab - der jo netop oftest har musik, dans og sang som afgørende elementer. Her finder man kilden til religion i oprindelig, udogmatisk forstand - og derfor også til skabelsen af myterne, helligdomme og højtiderne.

Kunsten indgår som naturligt element i kulten - og er først senere i kulturhistorien blevet udskilt som særlige æstetiske grene af kulturen, i nyere tid med yderligere forgreninger i film, foto og tv. I sin bedste eller højeste form er kunsten fortsat af største eksistentiel betydning.

Hvad den fascinerende bevidsthedsudvidelse angår sker den ikke alene på naturligvis vis gennem erotikken og festen, men også på kunstig vis via alkohol og stoffer. Også ad denne vej er det muligt at nå de særlige 'høje' sjæls- eller bevidsthedstilstande som giver intensiv energioplevelse og samtidigt suspenderer den almindelige fornufts realistiske situationsbedømmelse. Oplevelserne er netop så attraktive, fordi de rykker den enkelte ud af sig selv og den jævne hverdag (i 'ekstase') og ind i en himmelsk eller guddommelig sfære ('entusiasme') hvor helhed, mening og sammenhæng opleves på primærproces-niveau. Ulykken er som bekendt at de kunstige stoffer skaber en afhængighed der øger risikoen for at tabe jordforbindelsen og evnen til at føre et almindeligt liv. Der er derfor næppe tvivl om - som bl.a. Erling Jacobsen har påpeget - det ville være forbi med kulturen, hvis der blev opdaget en kemisk stof der kunne give individerne den ultimative højdepunktsoplevelse af frihed uden samtidig at forringe livsevnen og realitetssansen. Kulturen som sådan bygger på menneskets evne og vilje til at kombinere det slidsomme jordiske hverdagsliv med de opløftende oplevelser af himmelsk frihed på en passende vekselvirkende og komplementær måde. Og den ville forsvinde, hvis højdepunktsoplevelserne ikke længere kræver indsats af energi.



Drømme og ubevidst intelligens    
Til toppen  Næste

Det er allerede nævnt at drømmevirksomhed er det sikre tegn på eksistensen af et sjæleliv hos barnet i fostertilstanden. Den kan konstateres ved de såkaldte REM-øjenbevægelser (Rapid-Eye-Movement) under søvnen - og viser at det underbevidste fungerer i et eller andet spil mellem forskellige bevidsthedslag (heriblandt også upersonlige lag).

Moderne drømmeanalyse (siden Freuds banebrydende forskning) viser at drømme har i hvert fald tre lag. Et lag af 'dagsrester' der ikke er blevet færdigbehandlede af dagbevidstheden. En andet lag af drømme der vedrører konfliktfyldt eller fortrængt stof, og et tredje lag af drømme der er af mere overordnet karakter ved at vedrøre fremtiden og livsopgaverne eller meningen med tilværelsen.

Drømmeaktiviteten har sit eget 'sprog', der nøje følger lovene for primærprocesserne, men da dette sprog i vid udstrækning er gået i glemmebogen således som bl.a. psykoanalytikeren Erich Fromm har påpeget. Grunden er de sidste århundreders stærke og stigende tendens til rationalitet og afvisning af det irrationelle, der i dag oftest gør det nødvendigt at få hjælp fra terapeuter til at tyde drømmene på en givende og gavnlig måde. Men blot det at skrive sine drømme ned, når man vågner, vil påvirke den efterfølgende drømmevirksomhed. Tydes drømmene ikke, kan de samme drømme blive ved at komme igen. Drømmene råber så at sige på tydning. Tydningen indebærer at drømmene får en retning. De vil pege på muligheder eller handlinger der kan bringe den pågældende videre i sin udvikling. Og dette viser sig bl.a. ved at drømmene ændrer karakter. Her kan det være nødvendigt at få professionel hjælp fra en terapeut. Og netop denne form for drømmeanalyse viser, at sjælelivet ikke kan forstås eller fortolkes objektivt eller naturvidenskabeligt men kræver subjektiv indlevelse og dialog med et andet menneske.



Som påpeget i artiklen Ubevidst intelligens ifølge Ole Vedfelt har netop denne erfarne psykoterapeut den allerstørste forståelse for at drømme er fortættet information med mange betydningsmuligheder som refererer til forskellige lag i en kompleks personlighed. Drømmene svarer igen og kommenterer virkningerne af drømmearbejdet. Men der er også 'cirkularitet mellem drømmetyder og drømmer'. "Drømmetyderens forståelse og feedback er afhængig af de forståelsesrammer, han har til rådighed, og af hans evne til vikarierende introspektion".

Vedfelt understreger i denne forbindelse at en dialog må komme i stand ud fra en helhedsbetragtning. Over for en udvendig, objektiv, diagnosticerende holdning har det ubevidste en tendens til at lukke sig, især når det gælder sårbare områder - og sådanne har alle mennesker. Terapi er netop ikke en udvendig eller objektiv - blot og bart diagnosticerende - affære, men et møde mellem mennesker hvor begge parter bliver dybt berørt. Terapi er først og fremmest interessant ved at være en intensiveret udgave af processer som foregår i alle mennesker. Terapien fungerer som en katalysator fra den bedst tilgængelige indfaldsvinkel, hvorefter selvregulerende processer og det sociale netvæk sørger for en integration i den overordnede helhed.

Vedfelt gennemgår i sin bog om 'Bevidsthed' meget grundigt de mange former for og niveauer af bevidsthed, herunder også nærdødsoplevelser, mystiske erfaringer og transpersonlige niveauer. Men som fremhævet i den nævnte kritiske artikel lider Vedfelts analyser og fremstilling desværre af manglende skelnen mellem de to slags psykiske grundprocesser og fundamentalkræfter. Vedfelt er er holist og vil derfor ikke acceptere at tilgangen til den indre verden er fundamentalt forskellig fra og logisk uforenelig med tilgangen til den ydre, sanselige verden, og at kun den første rummer mulighed for intensiv oplevelse af helhed og sammenhæng.



Jes Bertelsens forskning    
Til toppen  Næste

Hvad der gælder for drømmeanalysen og drømmeterapien, gælder også på mange måder for al systematisk meditation, det vil sige meditation der til forskel fra spontan meditation undergår optræning under kyndig vejledning og som derfor med tålmodighed og ihærdighed kan føre til stadigt højere bevidsthedstilstande. Sådanne er udførligt beskrevet af idehistorikeren og bevidsthedsforskeren Jes Bertelsen.

Bertelsen beskriver selvforståelsens fremadskridende proces gennem fire trin: jeget, selvet, det åbne felt og enheden.

Jegfølelsen hænger sammen med kropsoplevelsen, med ens navn og ens miljø. Jeget er centrum for ens daglige tanker, følelser og handlinger, og dets rumlige horisont ligger tæt omkring kroppen og sanserne. Tidshorisonten er den normale levealder, dvs. omkring 70 år. Menneskehorisonten er begrænset til familien, arbejdskammeraterne og vennerne - i visse situationer udvidet til nationen. Jeget adskiller sig fra andre jeger og hævder sin forskellighed, sin suverænitet og sin ejendommelighed over for omgivelserne. Men det er endvidere fokuspunkt for opmærksomheden. Det har en mental funktion.

For selvet er jeget et relativt organ, ikke længere personlighedens centrum eller identitetens udtryk. Selvets horisont er videre end jegets, den er kloden i sin helhed, menneskeheden i sin helhed. Tidsperspektivet er udstrakt til 3000 år. Og selvets grundmotiver er udvikling af kærligheds- og bevidsthedsevnerne.

Vejen fra jeget til selvet er lang og energikrævende og går gennem oplevelsen af selvets bevidsthedstilstande, først i glimt, siden i forhøjede energitilstande og til sidst i egentlige initiationstilstande. Fra disse tilstande vender mennesket tilbage til jegets centrum, men nu med udvidet horisont. Jegidentifikationen er definitivt brudt. Og dette fører til en mere åben bevidsthed, der kan mødes med en anden åben bevidsthed i en fællesbevidsthed, hvor der sprogløst formidles information, lys og kærlighed.

Selvet er stadig en identitet. I princippet har det et navn, et kendetegn i form af vibrationer og kvalitetskombinationer. Og det har en spirituel historie knyttet til de spirituelle systemer i menneskehedens almene historie, ligesom det stadig ligger inden for dualitetens grænser. Men det er en relativeret identitet, og dets fortsatte udviklingsproces vil føre i retning af større åbenhed og opløsning af den individuelle identitetsfølelse. Det vil i tilstande af høj intensitet, en art kosmiske glimt, opdage, at det svæver i et felt, det "åbne felt" eller "mesterfeltet", hvorfra selvet ses som en illusion.



Jes Bertelsen betragter sig som bevidsthedsforsker og hans bestræber sig på at rokke ved det gamle positivistiske verdensbillede, så der kan opstå et nyt der er åbent over for de eksistentielt afgørende erfaringer af højere bevidsthedstilstande. Hans bestræbelser og systematiske eksperimenteren har allerede givet sig vigtige udslag. Og han har bevaret jordforbindelsen og er videnskabeligt omhyggelig nok til at betragte det nye verdensbillede som foreløbigt og hypotetisk.

Men som det fremgår af artiklen om Jes Bertelsens bog 'Bevidsthedens flydende lys' så må hans bevidsthedsforskning ud fra undertegnedes komplementære helhedsrealisme afvises som holisme. Den er - som iøvrigt Vedfelts opfattelse af den ubevidste intelligens - udslag af troen på at det i sidste ende er muligt at beskrive den fysiske verden og de psykiske fænomener efter samme principper, idet universet så at sige betragtes som et hologram, hvor helheden rummes i hver eneste del - eller med David Bohms terminologi som en helhed af indfoldet orden, hvis elementer kommer til udfoldelse i virkelighedens mangfoldige delfænomener.

Men det er nu engang slet ikke muligt at betragte virkeligheden i sin helhed og sætte sig objektivt iagttagende udenfor. Mennesket er og forbliver en del af den natur det iagttager, det kan derfor ikke iagttage naturen som helhed, men kun som del, og det forholder sig endda sådan at de fineste dele slet ikke kan iagttages uden at iagttagelsessituationen skal tages i betragtning ved beskrivelsen. Dette gælder atomprocesser i fysikken såvel som spillet mellem bevidst og ubevidst i psyken.

Og hvad specielt angår oplevelsen af enhed eller helhed, så er den en kendsgerning som psykisk fænomen, men enheden eller helheden er ikke en objektiv realitet der er uafhængig af den menneskeskabte iagttagelsessituation. Dette forhindrer os - som andetsteds pointeret - ikke i subjektivt at kunne betragte helheden som 'vort inderste jeg', men det burde forhindre os i at forveksle dette psykiske fænomen med en fysisk realitet eller en objektiv sandhed. Det der driller os her er naturligvis, som al erfaring viser, at oplevelsen af denne inderste helhed er så enestående intens, at det er uhyre svært for den der oplever den at betragte den som andet end den inderste sandhed om universet, dvs at forveksle den intense energi med sandhedens kerne. Men dér ryger nøgternheden.



Stanislav Grofs forskning    
Til toppen  Næste

Den tjekkisk fødte, amerikanske psykoterapeut og bevidsthedsforsker Stanislav Grof slog i sin tid igennem med systematiske undersøgelser af de terapeutiske virkninger af det syntetiske hallucinogen LSD der kan hæmme virkningen af signalstoffet serotonin i hjernen og derved fremkalde 'psykodeliske' eller 'bevidsthedsudvidende' symptomer såsom hallicinationer i form af musik, fantastiske former og billeder af ofte stor skønhed og intensitet. Men Grof fortsatte med systematiske undersøgelser af den dybtgående virkning af en af ham selv udviklet stoffri psykoterapi som han kaldte holotropisk psykoterapi og som sigter mod oplevelsen af psykisk helhed.

Den holotropiske terapi består i fokuseret introspektion samtidig med langvarig, forceret vejrtrækning (pneumokatarsis) til ledsagelse af stærkt varieret musik, og den adskiller sig fra gængs psykoterapi ved at tilsidesætte den verbale analyse som kendetegner såvel den freudianske som den jungianske analyse. Sådanne verbale fremgangsmåder er efter Grofs menings utilstrækkelige til at klare den bioenergetiske situation der ligger bag psykiske konflikter eller psykisk insufficens. De når nemlig oftest kun ned til det biografiske stof, og dette er ikke altafgørende. Den holotropiske terapi derimod aktiverer direkte det ubevidste og frembringer helt usædvanlige bevidsthedstilstande. Herved afdækkes transbiografisk stof, nemlig det såkaldt perinatale stof, der stammer fra fødselstraumet, og det transpersonelle stof, der kommer fra kilder uden for personen. Grofs meget spændende udforskning er nærmere gennemgået i den nævnte artikel. Her skal blot nævnes at de såkaldte 'reinkarnationsoplevelser' hører til det transpersonelle stof og kan være af stor terapeutisk betydning, selvom de ikke henviser til ydre realiteter. Det samme gælder såkaldte 'genvundne erindringer'. Jf. artiklen om Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi.

Stanislav Grofs systematiske bevidsthedsforskning er original og banebrydende, men den har netop været kontroversiel fordi den har inddraget de transpersonelle oplevelser, som den traditionelle eller klassiske psykologi overvejende betragter som psykotiske fænomener. Grof har derfor helt naturligt forsøgt at sprænge den snævre klassiske psykologis rammer og slået til lyd for et nyt videnskabeligt paradigme.

Der er dog næppe grundlag for at tro at Grofs drøm om et nyt paradigme vil gå i opfyldelse. Dels er traditionalisterne bange for at slippe det sikre. Dels synes Grof selv ikke at være tilstrækkeligt afklaret i erkendelsesteoretisk henseende. Det er ikke mindst betænkeligt at han gør sig til talsmand for den idé at bevidstheden skulle være en primær egenskab ved tilværelsen.



Hele det gamle filosofiske problem om ånden eller materien er det primære i universet er imidlertid uløseligt, hvis man siger enten-eller. Ingen undersøgelser, ingen eksperimenter vil kunne afgøre sagen. I praksis er der kun den ene udvej at betragte begge dele som meningsfulde og givtige i den menneskelige iagttagelse og undersøgelse af fænomenerne. Det vil sige vi må acceptere de to forskellige iagttagelsesmåder (den stoflige og den åndelige eller psykoenergetiske) som komplementære.

Det mest hensigtmæssige for alle der vil bevare nøgternheden og det hertilhørende mangetydige og fleksible dagligsprog er derfor at sige, at vi som biologiske, sociale og åndelige væsener befinder os i skæringspunktet mellem to 'virkeligheder' - den materielle og den åndelige (eller energetiske) - og at al meningsfuld realitetsprøvelse består i at fastholde komplementariteten mellem dem. Tillige må det bohrske korrespondensprincip fastholdes, og dette siger, at vi kan udforske og beskrive de psykiske fænomener grundigt og systematisk, men udforskningens og beskrivelsens nøgternhed forudsætter altid ubetinget opfyldelsen af kravet om henvisning til sædvanevirkeligheden og dagligsproget.



Det værdifulde ved en bevidsthedsforskning som Stanislav Grofs og Jes Bertelsens er påpegningen af den eksistentielle og etiske betydning alle bevidsthedsfænomener har, herunder også de transpersonelle, kollektivt ubevidste og spirituelle. Det er nemlig det irrationelle i den menneskelige tilværelse - og ikke det rationelle, materielle, tekniske eller økonomiske - der i både positiv og negativ forstand afgør eksistensens og etikkens individuelle og sociale orientering og meningsfuldhed.

Men heraf følger faktisk også, at det ikke er naturvidenskaben som sådan der kan afgøre eller bestemme menneskets eksistens. Der hersker tværtimod komplementaritet mellem videnskab og eksistens. Vi skal derfor ikke stræbe efter et fælles paradigme for videnskaben og eksistensen, men fastholde to forskellige sæt nyttige erkendelsesmønstre og -tilgange som sideordnede - således som det sker i den komplementære helhedsrealisme.

Den bevidsthedsforskning som Stanislav Grof og Jes Bertelsen bedriver er uhyre værdifuld, men den drejer sig primært om udforskning af det underbevidste sjælelivs mange forskelligartede udtryk såvel som dets mulige kanalisering, og den fokuserer på udforskningen af den stærke psykiske fundamentalkraft.



Andre indfaldsvinkler    
Til toppen  Næste

Da sjælelivet i mere jævn eller almen forstand er det der foregår i alle menneskers indre døgnet rundt og livet igennem - uanset hvad der er fokus på i de enkelte opmærksomhedsøjeblikke eller i de langvarige systematiske studier - så må det fastholdes, at indfaldsvinklerne er mangfoldige og i grunden omfatter alle de former kulturen har taget gennem de årtusinder den har udviklet sig i.

Sjælelivet kan aldrig søges i laboratoriet - hverken det psykotekniske eller det psykoanalytiske laboratorium og slet ikke i det neurofysiologiske laboratorium. Det må opsøges hvor den udfolder sin kreativitet frit og naturligt, og det vil igen sige i familielivet, arbejdslivet og samfundslivet samt i musikken, kunsten, litteraturen, filmen, teatret, dansen, sporten, festen, humoren, kulten og religionen.

Dette vil sige, at en hvilkensomhelst familiær, venskabelig eller kollegial og politisk samtale, dialog eller konflikt belyser sjælelivet og dets mangfoldighed ved siden af et hvilkensomhelst stykke musik, kunst, litteratur, film m.m. Og at de mest intensive udslag i erotikken, musikken, dansen, sporten, festen og kulten naturligvis viser de højeste og eksistentielt mest betydende former.

Musikkens centrale betydning er allerede pointeret - og den fremgår jo også af dens indiskutable udbredelse - men i virkeligheden hører alle kunstarter med, og derfor vil man i kulturhistorien kunne se at mennesket lige fra tidernes morgen (dvs menneskekulturens begyndelse) har været dybt fascineret af kunsten og ofret megen tid på at drage den ind i hverdagslivet som et naturligt og uundværligt element. Set fra det vi nu om dage kalder et 'borgerligt nyttesynspunkt' kan kunsten og musikken betragtes som overflødigt tidsfordriv, og derfor har snævertsynede magthavere gennem tiderne mange gange forsøgt at forhindre dens frie udfoldelse.

Alle kunstnere udforsker reelt det ubevidste i praksis, men hvor den nytte- og pligtbetonede 'borgerlighed' bliver for snæver kan der komme en bredere reaktion fra dem der ikke vil ensrettes. Det skete mange gange i middelalderen i form af folkelig modstand mod kirken. Det skete først og fremmest i begyndelsen af 1800-tallet med romantikken der var en helt nødvendig sund reaktion fra kunstnernes side på tidens snævre rationalisme. Og det skete såmænd også med ungdomsoprøret i 1968 i et nødvendigt opgør med hele det gamle autoritære opdragelses- og skolesystem.



Magtfikserede religionssystemer har tit haft held til at forbyde de kreative evner fri udfoldelse under påskud af at de var umoralske eller ligefrem ugudelige. Men det sker netop kun hvor religion gennem dogmatikken reduceres til magtinstrument (hvad der er sket i jødedommen, kristendommen og islam).

Hvor religion forbliver direkte føling med selve de skabende energier, vil den altid bryde magthavernes forsøg på indskrænkning. Og derfor vil religionshistorien kunne levere en rigdom af fortællinger om hvordan menneskene gennem tiderne har dyrket deres livsopretholdende arketypiske forestillinger med sang, dans, musik og ritualer ved særlige lejligheder (højtider) på særlige steder (helligsteder) .

Ikke mindst den danske religionshistoriker Vilh. Grønbech har påvist og genfortalt dette i værk efter værk. Hans sjældne kombination af en metodisk indlevelse med de religioner, mystikere, kunstnere og åndelige strømninger han kastede sig over og en metodisk beskrivelse af det resultat der kom ud af indlevelsen førte ikke blot frem til inspirerende enkeltværker, men også til et radikalt opgør med den indsnævring af virkeligheden han måtte konstatere for den europæiske kulturs vedkommende.

Ingen anden religionshistoriker har som Grønbech forstået at religion er den højeste form for direkte føling med den hele virkelighed. Hans forskning forfalder aldrig til snæver traditionel historisk, sociologisk, filologisk, teologisk eller psykologisk forskning, men er altid grænseprængende dybdepsykologisk, netop fordi han overalt fik øje på de dybe og stærke, skabende energier eller fundamentalkræfter som ligger i menneskets ubevidste og underbevidste sjæleliv og som er langt stærkere end - og vil vedblive at være langt stærkere end - de svage energier som fører til det praktiske livs yderst nyttige og uundværlige fænomener.



Det ligger i sagens natur at der i al menneskelig kultur til forskel fra alt dyreliv forefindes en etisk dimension netop fordi mennesket i kraft af sin bevidsthed er blevet frit til at handle uden deterministisk binding til instinkterne. Det har fået 'samvittighed' (det gamle udtryk for bevidsthed) og er blevet ansvarligt for sit liv og sin skæbne. Dette har i alle religionssystemer ført til moralske forestillinger og deciderede regler. Og det har endda i visse religioner som jødedommen og islam ført til så rigoristiske moralsæt at man kalder disse religioner for lovreligioner. De er kendetegnet af uhyre mange forbud mod forskellige ting og forskrifter for andre, samt meget strenge straffe for overtrædelser af reglerne, at det i høj grad har været med til at hæmme folkenes udfoldelses- og udviklingsmuligheder. Jo mere konservative (ortodokse) magthaverne er, jo værre. Og dette har igen gjort oprør nødvendige. Det store oprør mod jødedommen som lovreligion kom med kristendommen, men også den blev i praksis præget af mange moralske indsnævringer under præsteskabets vilkårlige henvisning til gudsfrygten.

Europæisk filosofi frigjorde sig efterhånden fra kirkens overformynderi og forsøgte derfor meget naturligt at opstille moralsystemer der ikke var autoriseret af kirken og dens dogmatik, men af fornuften. Først og fremmest opstillede filosoffen Immanuel Kant en rationel pligtetik ud fra det kategoriske imperativ at man skal handle således at den regel man handler efter kan gøres til almen lov. Andre filosoffer tænkte i mere nyttemoralske baner, men også formålsetikken har haft sine talsmænd. Kun nihilister og anarkister har forsøgt at plædere for fuldstændig frihed og afvise enhver moralsk forpligtelse. Men uden held. Moralen hører med til menneske- og kulturlivet i og med at mennesket er frit og har fået handlemuligheder der blot ikke alle er lige gode.



Dybdepsykologien har imidlertid også på dette område vist at der dybt i den menneskelige psyke ligger et særligt krav der forpligter den enkelte til at handle på et måde der sikrer opfyldelsen af - ikke formelle, men reelle - hensyn i livsførelsen, nemlig kravet om indre (psykisk) konsistens. Hvis man vil undgå psykisk inkonsistens og dermed skadevirkninger på den fremtidige evne til at opretholde en fornuftig tilværelse så skal man sørge for overvægt af det gode i livet.

Her kan man ikke henholde sig til alle mulige specifikke regler for dagligdagens livsførelse, men er overladt til skønnet og en vis usikkerhed - og dermed i realiteten til en vedvarende dialog med en instans i det indre som er større end jeget. Konsistenskravet betyder at man i det lange løb er tvunget til for sin egen og sin overlevelses skyld at sørge for så megen kærlighed i livet at man ikke undergraver evnen til at give og modtage kærlighed. Psykiateren Erling Jacobsen (der i parentes bemærket prøvede LSD på sig selv, da dette endnu var tilladt herhjemme, og derved fik erfaringer han ellers ikke havde fået) har ved nærmere analyse af denne konsistensetik kunnet fastslå at der i praksis er visse helt elementære regler man bør overholde, hvis man vil bevare den indre konsistens. Det er således umoralsk: 1) at være rasende (grådig), 2) at nyde grusomhed mod nogen man holder af, 3) at være fej, og - måske mest overraskende - 4) at lyve for sig selv. Men denne sidste regel siger jo netop at vi alle som bevidste mennesker hænger på en vedvarende selvransagelse.

Konsistensetikken hører i virkeligheden med til området for bevidsthedsforskning, men har slet ikke haft den opmærksomhed som den fortjener. Og det er skade, eftersom den ved siden af den frie, ikke-teologiske religionsforskning understreger menneskets bundethed til instanser der er større end individernes snævre jeg'er.



Konklusion    
Til toppen  Næste

Bevidsthedsforskning er udforskning af både den genstandsrettede opmærksomhedsbevidsthed og den spontane underbevidsthed der forsyner bevidstheden med et væld af forskelligartede input. Men det er klart at når selve ordet 'bevidsthed' i nyere tid har fået en sådan dominans at det på et tidspunkt var på mode at definere psykologien som bevidsthedslære, så skyldes det at den vågne opmærksomhedsbevidsthed, som er underlagt viljens kontrol, af en del kloge hoveder er blevet betragtet som den væsentligste side ved individets jeg-funktion. Dette kom engang til udtryk i at en betydelig dansk sprogforsker gjorde gældende at et barns første brug af ordet 'jeg' var det egentlige udtryk for dets menneskelighed.

Vi lægger alle vægt på denne bevidsthed som vi med sprogets hjælp kan rette hvorhen vi vil og således bruge til at 'kontrollere' vores vilje og energi med. Denne art kontrol er unægteligt det der gør os til mennesker - sammenlignet med dyr. Ulykken er at nogle identificerer denne bevidsthed med fornuften og tror at det gælder om at rendyrke den på bekostning af andre sider af sjælelivet. Derfor er det vigtigt at slå fast, at det hele menneske er langt mere end det bevidste jeg. Der foregår langt mere i sjælen end bevidste jeg-processer.

Set fra den komplementære helhedsrealismes synspunkt er det eksistentielt vigtigste i sjælelivet ikke de bevidste processer (eller sekundærprocesserne), men de ubevidste processer (eller primærprocesserne) fordi det er disse der giver individet den for livsmodets opretholdelse nødvendige 'mening', 'værdi', 'sammenhæng', 'enhed' og 'helhed'. Ordene sættes i anførselstegn fordi de ikke skal forstås bogstaveligt som fænomener der kan formuleres sprogligt, men derimod altid er kvalitetsfænomener der opfattes umiddelbart, men hvis mangel altid bliver et problem og vil give sig udslag i en decideret søgen.

Meningen, sammenhængen og helheden i denne forstand finder mennesket altså aldrig gennem den sproglige erkendelse, den filosofiske overvejelse eller den videnskabelige granskning, da disse alle er formidlede og formidlende. De findes kun gennem den umiddelbare føling, og det vil dybest set sige gennem den direkte føling med selve den stærke psykiske fundamentalkraft! Det er i tråd hermed at Vilh. Grønbech i sin tid kunne bestemme genuin religion som den højeste form for umiddelbar føling med virkeligheden. Og det er i tråd med det samme at undertegnede gang på gang bestemmer mytisk religion som direkte føling med det kollektivt ubevidste.

Men det hører med til den komplementære helhedsrealisme at pointere, at denne direkte føling med det kolletivt ubevidste og umiddelbare føling med helheden ikke står alene i den menneskelige eksistens, men er sideordnet med den komplementære realitetssans der bygger på de vage, men stabile psykiske sekundærprocesser (den svage psykiske fundamentalkraft) og det med disse sammenhængende dagligsprog. Sekundærprocesserne kan under ingen omstændigheder undværes i livet. De er forudsætningen for det praktiske liv såvel som for den praktiske udformning af skabende kunst og systematisk videnskab.



Udforskningen af sjælelivets mangeartede udtryk finder naturligvis sted i de mange discipliner som psykologien og al anden humanistisk videnskab er opdelt i. Det uheldige er at specialiseringen i høj grad medvirker til at mindske interessen for den 'helhed', 'mening' og 'sammenhæng' som er lige så vanskelig at få hold på gennem sproglige bestemmelser som den er eksistentielt afgørende. Den ligger jo i det ubevidste, i de psykiske primærprocesser og den stærke psykiske fundamentalkraft, som unddrager sig videnskabelig måling og objektiv iagttagelse. Det er derfor af største betydning af der findes bevidsthedsforskere der nøgternt og systematisk udforsker den på den eneste måde der er mulig: gennem introspektion, meditation, terapi og lignende.

Sjælelivet omfatter al menneskelig kultur, men reelt må bevidsthedsforskning - både i teori og praksis - betragtes som en udforskning af den stærke psykiske energi som betyder ånd, men som ikke kan måles ad mekanisk/naturvidenskabelig vej.

Forskningen vil helt naturligt resultere i redegørelser for hvordan undersøgelserne er sket, men den kan og bør også føre til en påpegning af brugbare veje til direkte føling med den stærke psykiske energi der er undersøgelsernes genstand. Ja, dette sidste er faktisk dens hovedærinde. Og ærindet er så meget mere vigtigt som mange mennesker slet ikke er klar over hvor eksistentielt afgørende den direkte føling med den stærke psykiske energi er.

Humoren må ikke glemmes. For dels er humoren i sig selv et utroligt livsbekræftende udslag af sammenstødet mellem bevidst og ubevidst i menneskets sjæleliv. Dels kan humoren være med til at relativisere de enkelte individers snævre jeg'er og åbne dem for den større helhed og sammenhæng. Og endelig kan den dermed også være med til at understrege at hverken videnskaben i almindelighed eller bevidsthedsforskningen i særdeleshed er i stand til at afsløre tilværelsens eller bevidsthedens inderste hemmelighed.

Jan Jernewicz



Henvisninger    
Til toppen



Relevante artikler på Jernesalt:

De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Holismen en umulighed i dag

Sjæl og hjerne
Hjerne og sjæl

Religion som emergent fænomen i biologien  (24.12.09.)
Åndsfænomenet i naturen  (10.7.10.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski
Ungdomsoprøret i 1968 i helhedsrealistisk lys

Vilh. Grønbechs kulturopgør
Grønbechs metode Konrad Lorenz' kulturopgør

Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Konsistens-etikkens Ti Bud

Myte, ord og billed
Latter, morskab og humor vigtige begreber i voksnes og børns eksistens i lys af Hans Vejleskov
Religion, humor og tragedie  (19.02.06.)

Jes Bertelsens verdensbillede
Jes Bertelsens etik
Jes Bertelsens specielle bevidsthedsforskning Stanislav Grof - eller selvopdagelsens eventyr



Artikler om Samfund
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal