ESSAY FRA JERNESALT - 18.6.02

Nietzsches sjæl

Indledning
Filosofi som lidenskab
Schopenhauer-oplevelsen
Vær jorden tro
Det dionysiske
Musikkens dragning og trussel
Afstand til historismen
Forskellen emellem eksistens og erkendelse
Hvad er da sandhed og virkelighed
Subjektiviteten
Einverleibung
Nietzsches sprog slår ikke til
Er tilværelsen en helhed
Æsteticeringen af livet
Eksistensens alvor
Er musikken forbi med ungdommen
Henvisninger

Først og fremmest skal det slås fast, at Rüdiger Safranskis Nietzsche-biografi med undertitlen - ‘Biograpfie seines Denkens' - er fremragende ved sin grundighed, sit overblik, sit sprog og sin sobre, men levende og inspirerende gennemgang af hele Nietzsches tænkning. Safranski har med fuldt overlæg koncentreret sig om tænkningen og dennes udviklingslinjer i relation til Nietzsches liv og levned. Og altså fravalgt enhver bedømmelse af psykologisk eller moralsk art. Netop derved får hans bog som også Uthaugs Blake-biografi den særlige udfordrende karakter der gør, at man som læser uundgåeligt bliver medinddraget i såvel den biograferedes liv og tænkning som den biograferendes omhu for at sætte alt ind i en inspirerende kontekst. Det kan faktisk ikke gøres bedre - og bekræfter for Nietzsche bogens vedkommende det gode indtryk man fik af Safranski i tv-udsendelsen på 3SAT.

Det følgende skal derfor ikke gøre det ud for en egentlig kritik af Safranski, men derimod for et forsøg på at trække nogle linjer op, som Safranski undgår, især fordi han er stærkt kritisk indstillet til psykoanalysen og åbenbart slet ikke vil ind på andre sider af dybdepsykologien; linjer som det efter min mening er både nærliggende og konstruktivt at få med. Dette gælder ikke mindst hvis man vil påpege Nietzsches aktualitet i vor tid såvel som de mangler der er ved hans filosofi, og som det efterhånden turde være på tide at komme til klarhed over. Safranski kan have megen ret i, at seksualiteten blev det 20. årh.s alt for snævre fiktionspunkt, men han kan åbenbart ikke få øje på, at Nietzsches og Schopenhauers problemer med begrebet ‘vilje' hænger nøje sammen med begrebet ‘seksualitet', og dermed - som først Konrad Lorenz konstruktivt påpegede - med den helt grundlæggende tvetydige ‘aggressivitetsdrift'.

Vel noget af det mest karakteristiske ved Friedrich Nietzsche (1844-1900) var hans tidligt udviklede hang til at reflektere og iagttage sig selv, sine følelser og tanker. Safranski taler om, at Nietzsche opdagede filosofien som sin lidenskab. Den var næppe, denne hang, uafhængig af det faktum, at han voksede op i et præstehjem med stærke moralske normer, at han 5 år gammel mistede sin far og året efter sin broder, eller at familien derefter flyttede til en anden by, og at han kort efter kom på et elite-internat.

Men lidenskaben hænger også nøje sammen med hans musikalske og sproglige begavelse. Musikken gav ham erfaringer af noget uden for sprog og bevidsthed der var langt mere intenst og attråværdigt end det almindelige hverdagsliv, og som kunne nære hans fantasi og drømmeliv på en måde der gjorde hverdagslivet til et problem. Sprogbegavelsen gav ham erfaringer af sprogets evne til at "synge" lige netop således, at det blev et attraktivt alternativ til hverdagens forpligtelser med skolegang og universitetsstudier. Det var ikke alene så tvingende nødvendigt for ham at skrive, at han allerede som skoledreng begyndte filosofisk og digterisk prægede dagbogsoptegnelser, og som 12-årig forfattede sin første afhandling om det onde. Det stod også for ham som den store fristelse at gøre hel sit liv til et digterværk. Han kredsede om sig selv og sin selviagttagelse, så der foreligger ikke mindre end otte selvbiografiske skitser fra hans hånd fra han var 14 og frem til de offentliggjorte værker.

Nietzsche brugte selviagttagelse som våben mod fremmed indflydelse, og drev den frem til en slags essayisme som decideret livsform. Altså en æstetisering af sit liv som nok havde den store fordel at bevare selvstændigheden og originaliteten, men samtidig rummede det problem, at der opstod et skel, eller rettere forblev en grundlæggende splittelse mellem hans liv i eksistentiel forstand og hans erkendelse, sproglig udfoldelse og videnskabelig forskning i intellektuel forstand.

Selvom Nietzsche som voksen gjorde voldsomt oprør mod datidens snævre borgerlige moral og kristendom, så var han i skoletiden nærmest et dydsmønster, der lagde uhyre vægt på at være herre over sit liv og derfor anså det for vigtigt også at være herre over sine drifter, lyster og tilbøjeligheder. Han gennemførte gymnasium og universitetsstudier planmæssigt. Skiftede ganske vist teologien ud med den klassiske filologi efter et år på universitet i Bonn, men fik endnu inden sin afsluttende eksamen kaldelse til et professorat i klassisk filologi i Basel, knap 25 år gammel. Men så var det også sket med den store hensyntagen til omgivelsernes normer og forventninger, omend ikke med selvdisciplinen som ideal. Han fik skrevet adskillige bøger, men den systematisk gennemarbejdede bog var ikke hans sag. Det var essayene og aforismerne der lå bedst for hans energi, sproglige talent og kunstneriske formsans. Og allerede det første hovedværk om ‘Tragediens fødsel i det græske drama' var så kontroversielt i sit brud på de gældende normer for filologi og i sin nytænkning, at han ganske mistede sine fagfællers respekt.

20 år gammel havde Nietzsche sin store Schopenhauer-oplevelse, dvs oplevelsen af at blive kastet ud på det dybe filosofiske hav, hvor man må erkende at der ikke ligger fornuft eller nogen højere mening bag alt det der sker i verden. Til syvende og sidst går alting tilbage til en såre primitiv drift, en blind livsvilje, der fører lidelse med sig, fordi den aldrig kan tilfredsstilles.

Det bundløse og fornuftløse univers var og forblev for Nietzsche på én gang frygtindgydende og fascinerende; frygtindgydende ved sin komplette mangel på fornuft og mening - og dermed ved sin genstridighed over for alle forsøg på at opfylde mennesket iboende længsel efter at gøre tilværelsen til en sammenfattelig og sammenhængende helhed; tilværelsen og verden var og blev kun stykkevist og ufuldstændigt erkendelig. Men alligevel fascinerende ved sin storhed, energi og dynamik, der rummede såvel tilfældighed og frihed som opgaver, udfordringer og muligheder - og kun lod dét menneske sjæleligt i fred, der ikke havde mod og styrke til at se dette uhyrlige kaos i øjnene, men foretrak at ty til kirkens ‘Ruhebett'.

Nietzsche gjorde det til sit livs, ja alt ordentlig menneskelivs store og afgørende dyd at fastholde tilværelsens uhyrlighed og afvise enhver borgerlig sathed, der indsnævrer tilværelsen til det forståelige, fornuftige, nyttebetonede og overkommelige.

Musikken var for såvel Schopenhauer som Nietzsche ikke bare et udtryk for eller et billede på hele den utæmmelige energi og dynamik - på linje med malerkunst og dramatik, men selve udfoldelsen af det uhyrlige og energetiske, af selve livsviljen. For Nietzsches vedkommende var dette først og fremmest noget han hørte og så i Richard Wagners musik, i Tristan og Isolde, i Mestersangerne og i Nibelungen-ringen. Men selvom Nietzsche faktisk ved en bestemt lejlighed benyttede musikken som afværgemiddel mod de åbenbart endnu uhyrligere kvindelige fristelser - ved at sætte sig til klaveret og hamre nogle akkorder frem, da han engang som 20-årig intetanende blev lokket med ind på et bordel i Köln, så måtte musikken og kunsten ikke generelt bruges til at lukke af for det uhyrlige, og slet ikke til at blive spændt for moralens mere eller mindre kristelige intentioner som i tilfældet med Wagners ‘Parsifal'. Tværtimod burde den holde såret, man fristes til at sige Amfortas' sår, åbent.

Om dette i realiteten var andet end en skøn drøm får stå hen. Nietzsche var i hvert fald dybt skuffet over snobberiets udvikling ved Wagners festspil i Bayreuth såvel som over Parsifals mere eller mindre kristelige forløsning af Amfortas' skyld og synd. Men når Nietzsche selv improviserede løs ved klaveret blev resultatet ikke filosofisk gennemtænkte og musikalsk nyskabende ‘Gesamtkunst-werke', men så enfoldigt berusende toner, at Wagner første gang han udsattes for dem, måtte forlade lokalet for at kunne skjule sit grin.

Nietzsche forblev ugift livet igennem, og nåede efter alt at dømme aldrig at komme i seng med en pige. Men han blev energisk opfordret til at gifte sig, bl.a. af Wagner, da han gik for at være kronisk onanist og åbenlyst savnede bedre måder at tilfredstille sit seksualbehov på. To gange tilbød han da også en kvinde ægteskab, sidste gang, da han som 37-38 årig foreslog en begavet 20 årig kvinde, Lou Salomé (Andreas-Salomé), senere psykoanalytiker og ven med Freud, at de giftede sig. Men hun var klog nok til at afslå, og resultatet blev udover hans frustration - på helt klassisk freudiansk vis - en sublimeringsproces: På få uger skrev Nietzsche, nærmest i en rus, store dele af "Also sprach Zarathustra", hvor alle hans forestillinger om det frie, skabende menneske der lever hinsides godt og ondt og hinsides al gudstro fik kunstnerisk form i et højstemt, men sikkert og flydende sprog.

Det er her vi finder en prægnant udtrykt tanke som "Vær jorden tro, og lyt ikke til dem der taler til jer om overjordiske håb!". Og det er i dette værk, at Nietzsche lader sin Zarathustra forkynde det glade budskab, at "Nu er alle guder døde. Nu vil vi, at Overmennesket skal leve."

De to sidste postulater kan misforstås og er blevet det - endda eftertrykkeligt og tendentiøst. Demokrat og socialt indstillet var Nietzsche jo langtfra, men bestemt heller ikke vulgærdarwinist. Overmennesket er ikke en rå biologisk, endsige racemæssigt forædlet eller udvalgt hero eller supermand, der kan og skal udkonkurrere alle andre, men tværtimod en idealtype af et åndsvæsen der adskiller sig fra almindelige dødelige ved at kunne affinde sig med det faktum, at universet i sig selv og tilværelsen i sig selv er ‘død' og uden fornuft, og altså totalt blottet for den mening som religionerne hidtil havde tillagt tilværelsen ved hjælp af gudsforestillinger og myter.

Først ved at indse, at flugt fra den jordiske tid er umulig, at Gud er død, og at tilværelsen er uden forudgiven mening og uden forudgivne moralske love, bliver mennesket et frit væsen der kan skabe sin egen, meningsfulde tilværelse og sine egne meningsfulde fortolkninger.

Det betyder ikke, at livet bliver uden værdi, men det indebærer, at værdierne må omvurderes, det vil først og fremmest sige omformes fra at være indbildt objektive til at være erkendt subjektive. Det er de enkelte mennesker selv der må finde dem eller skabe dem ved personligt at udfolde deres vilje og dermed leve livet i hengivelse til de muligheder for oplevelse, ekstase og udfoldelse der vitterligt findes på trods af al lidelse og forgængelighed.

Nietzsche var ikke uvidende om problemerne i denne filosofi, hverken praktisk eller erkendelsesmæssigt. Han var så indforstået med datidens videnskabelige idealer og målestoksbrug, at han opfattede det som en væsentlig opgave for filosofien af afmystificere og afmytologisere tilværelsen på naturvidenskabelig vis. Men han var fuldstændigt på det rene med, at livet kun kan leves, hvis den enkelte formår at opretholde en eller anden slags fortryllelse ved livet. Derfor var der i hans øjne principiel forskel på videnskab og kunst, for ikke at tale om musik. Videnskabens ideal er værdineutralitet, dens opgave var og er at fjerne slørene der dækker over tilværelsens objektive meningsløshed. Men kunstens og musikkens opgaver var og er det modsatte: at sløre meningsløsheden i og med en fuldt bevidst subjektivisering og værdisættelse. Ja, mennesket må ligefrem ‘indimellem tro for at vide, hvorfor det eksisterer', kunne Nietzsche sige.

Kontakten med det skabende, musiske, legende, spillende, festende, berusende og dynamiske - det han under ét kaldte det dionysiske, efter den græske gud Diónysos - var altafgørende for at få direkte erfaring af den 'mening' med tilværelsen der betyder livslyst - og altså er alt andet end en filosofisk begrundelse. Den udelukker ikke en mere fornuftspræget, formende, disciplinerende, ‘civilisatorisk' eller ‘apollinsk' menneskeudfoldelse og vilje til viden, sandhed og behersket skønhed. Blot må den ikke totalt hæmme eller ødelægge livslysten, hvad megen kristelig, borgerlig, materialistisk kultur, ja selv videnskaben, nemt kommer til, og ofte tenderer imod. Men uden kontakt til det dionysiske går det galt, ligesom det gør, hvis det dionysiske løber af med hele mennesket. En vis forståelse for holdningernes begrænsninger er nødvendig, men det er betegnende, at Nietzsche kaldte denne nødvendige indsigt for ‘dionysisk visdom'. Det var på den side han lagde vægten. Et decideret komplementaritetssynspunkt nåede han ikke frem til.

Problemet for Nietzsche var nemlig, at han aldrig i sin personlige livskunst nåede frem til den balancekunst det er at leve med begge kulturmotiver eller -drifter i sig som dynamiske spændingsfelter. Han var og forblev splittet i sit indre på modsætningen mellem dem. De kæmpede bogstaveligt talt om magten i hans sind, fordi han ulykkeligvis så alt i lys af kamp. "Jeg råder jer ikke til arbejde, men til kamp. Ikke til fred, men til sejr." - lader han Zarathustra sige. Derfor kan hans definitive psykiske sammenbrud i en alder af 44 meget vel tages som andet og mere end blot og bart udbruddet af en sindssygdom han havde arvet fra faderen.

Splittelsen var så at sige også arvet og dermed umuligheden af at se løsninger på problemet, der gik ud over kampens og magtens synspunkter. ‘Viljen til magt' spillede en stadig større rolle for ham jo længere han nærmede sig afslutningen, og selvom begrebet ikke skal forstås vulgærdarwinistisk, endsige nazistisk, så er det fjernt fra den gamle græske forståelse for tragedien, hvor det at have ret hører op til fordel for en forståelse af, at visdom kommer over mennesket imod dets vilje (Sofokles).

Det er i mine øjne symptomatisk for tilfældet Nietzsche, at denne mand der afskyede kristendommen som en slavemoral, skræddersyet til de svage i samfundet, faktisk - som Safranski formulerer det - havde ‘stort talent for medlidenhed' og at han vitterligt brød sammen lige netop i det øjeblik, da han i Turino overvældedes af medlidenhed med en hest som en droschekusk piskede løs på.

Det uhyre og uhyrlige var for Nietzsche det afgørende livslange tema - ifølge Safranski både hans ‘Versuch und Versuchung', både hans eksperiment og hans fristelse. Det er derfor ikke uden grund, at Safranski under udarbejdelsen af den store biografi stedse havde et bestemt billede af den tyske romantiker Caspar David Friedrich i tankerne, nemlig "Munken ved havet" fra 1808/1810. Det forestiller en lille munk stående yderst på en lille landtange over for det store, mørke og truende og uendelige hav og den lige så store, mørke og truende og uendelige himmel.

Musikken var for Nietzsche selve det uhyre og uhyrlige, som på én gang var truende og dragende. Men den truende og dragende musik var ikke altid præsent og virkende, og som Safranski siger, så kan Nietzsches filosofi betragtes som et forsøg på at holde sig i live, når musikken er forbi. Nietzsche konstaterede året før sit sammenbrud, i en alder af 43, at han var blevet ramt af en vis tristesse og citerer Heines strofer fra Lorelei-digtet: "Ich weiss nicht was soll es bedeuten, dass ich so traurig bin..." Og allerede efter første Zarathustra-rus kan han 10.2.1883 notere: "Jeg er til mode, som om det kunne have lynet og tordnet. Et kort tidsspand var jeg i mit element og i mit rette rum - og nu er det hele forbi".

Hans seneste værker, inklusive ‘Zarathustra', blev præget af en voksende splittelse og en voksende hang til polemiske udfald til højre og venstre, først og fremmest mod kristendommen. Et stort påtænkt værk om ‘Viljen til magt' var han ikke i stand til at strukturere og færdiggøre. Der kom kun til at foreligge skitser, som søsteren efter hans død manipulerede med i den store stil, så de bl.a. kunne tilpasses nazisternes behov. Et storhedsvanvid trængte sig også på, så Nietzsche ikke blot underskrev breve med gudenavnet Diónysos, men opfattede sig som en kæmpende Diónysos mod den korsfæstede Kristus! Den nøgternhedens afstand til tilværelsen og sig selv, som han havde som ideal som videnskabsmand glippede. Selvironien svigtede, og han blev derfor i grunden en tragikomisk figur, en ‘tidens nar' for nu at bruge et af hans egne udtryk. Han vil som Zarathustra kun kunne tro på en Gud der forstår at danse. "Kun i dansen forstår jeg at tale de højeste tings lignelse." Hele denne attråværdige dionysiske ekstase prøver han en allersidste gang at hidse sig op til ved at danse nøgen rundt i sit værelse - beluret af værtinden, der undrede sig over larmen - og det kun 14 dage før sammenbruddet.

Var det i virkeligheden ikke den musikalske rus, den skabende ekstase, der var Nietzsches rette element og rum, ja det eneste sted, hvor han følte sig 100 % i live og fri for tidens krav og kulturens ubehag? Og var hans filosofi så i virkeligheden ikke en idealisering af ungdomstidens hormonalt betingede evne til en total, men momentan løsrivelse fra det trivielle hverdagsliv, den snævre borgerlige nyttemoral, den snævre kristelige seksualmoral og den snævre videnskabelige kausalitetsdyrkelse? Og er det i givet fald ikke netop dette der giver Nietzsches filosofi fornyet aktualitet i vor postmodernistiske tid, der også helst dyrker øjeblikkets ekstase og ekstasens frihed fra socialt og politisk ansvar, men som heller ikke har formået at løse sine filosofiske problemer?

Som sagt var Nietzsche fra tidligste tid et reflekterende menneske, der hurtigt kom til at betragte bevidsthed og erkendelse som noget fundamentalt hos det dyr der hedder mennesket. Viljen til viden og viljen til sandhed er for mennesket en vigtig del af den generelle vilje til magt som kendetegner alt liv.

Men mennesket forstår jo baglæns og lever forlæns, som allerede Søren Kierkegaard rammende sagde. Og for Nietzsche var det afgørende at leve fremadrettet: skabende og villende i stedet for blot reproducerende og traditionsbekræftende. Nietzsche var ikke synderligt politisk interesseret, men enhver politiker med respekt for sig selv og sin metier vil vide, at politik - med Bismarcks flotte udtryk fra 1863 - ikke er en eksakt videnskab (og aldrig bliver det!). Nøjagtigt det samme gælder naturligvis eksistensen.

Objektivt set kan man kun henholde sig til, at de to typer erfaringer både i oprindelsesmæssig og bedømmelsesmæssig forstand er samtidige og sidestillede. De kan ikke rangordnes og heller ikke bringes til at gå op i en højere syntese - og er derfor ægte komplementære i bohrsk forstand: de forbliver spændingsfelter i den menneskelige erkendelse.

Men eksistentielt set har de subjektive oplevelser ubetinget forrang for de objektive kendsgerninger, ganske enkelt fordi det vil føre til håbløshed, fortvivlelse og depression, og i værste fald total desillusionering og selvmord at ignorere dem eller sætte dem i anden række. Det er altid dem vi eksistentielt set lever på og derfor dem hvis fravær er ensbetydende med det katastrofale tab af mening med livet.

Derfor fortryllelsens, festens, legens, spillets, sportens (den ægte sports), erotikkens, kunstens, musikken, humorens, litteraturens, myternes, religionens og mystikkens betydning gennem hele menneskehedens og ethvert individs historie. Hvor der er bevidsthed er der også fest, leg, kunst, musik og religion eller trang og tilløb til det. Derfor søger ungdom til alle tider instinktivt hen hvor der er fest og musik. Og derfor er det for de fleste unge forbundet med problemer at skulle lade sig indrullere i den snævre grå og trivielle hverdags brigade - ligesom det var for Nietzsche. Det kræver nemlig, at man lærer både kunsten at veksle mellem mulighederne og kunsten at resignere med hensyn til kravet om lutter ekstase gennem hele livet.

Og derfor naturligvis også den store risiko ved et erhvervsliv, en borgermoral, en politik, en kirke og en videnskab der ensidigt dyrker trivialiteten, og som i dette øjemed prøver at begrænse fest og musik, for slet ikke at tale om magtgalninge, der for at nå store ideologiske mål (som fx det fuldkomne samfund) gør hele nationer til tvangsarbejdslejre. Risikoen er nemlig, at resultatet i det stræbsomme borgerlige samfund - udover en nyttig produktion, en fornuftig social hensyntagen til hinanden og en nøgtern viden om naturens og samfundets objektive beskaffenhed - bliver en repression af folks sunde instinkter og en livstruende og kulturtruende hæmning af al skabende kraft.

Jeg påstår ikke, at der slet ikke udfoldes sunde instinkter og skabende kraft i produktionsliv, samfundsadministration og videnskab, jeg ved faktisk af personlig erfaring at det er tilfældet, men alene at endimensionalitet og tvangspræget ordenssans og systematik i rationalitetens og effektivitetens navn systematisk øger stress, frustration, modvilje og sygdom hos hovedparten af alle mennesker. Det er noget der i disse år ses tydeligt og i stigende grad i hele den industrialiserede verden, allerede i skolesystemet. Men det er altså - for nu at sige det ligeud - et sygt og inkonsistent samfund, der satser ensidigt på øget produktion og øget forbrug som løsning på alle menneskelige problemer og længsler.

Eksistentielt set er virkeligheden altså hverken den synlige, sanselige/håndgribelige verden for sig eller den praktisk-nyttige produktionsverden for sig, lige så lidt som den er den indre, sjælelige eller åndelige verden for sig. Den er derimod spændingsfeltet mellem dem. Og eksistens eller væren er følgelig hverken at betragte snævert som et måleligt tidsforløb der foregår i det målelige fysiske rum eller en tidssuspenderende proces der foregår i det indre psykiske rum, men som en spænding mellem dem som samtidige og ligeberettigede komplementære felter af fænomener der forudsætter hinanden. Det enkelte subjekt kan vide at det eksisterer, ikke fordi det tænker (Descartes) eller arbejder eller elsker (hvad man nu vil foretrække), men fordi det har en bevidsthed og en krop, et sprog og et samfund, en historie og en fremtid, en tid og et rum - og derfor er i stand til at tænke, arbejde, elske, musicere m.v.

- den subjektiviserende levendegørelse af verden

Nietzsche var altfor bundet af datidens filosofiske og naturvidenskabelige betragtningsmåder til at kunne sprænge disses begrænsninger for alvor, selvom hans tilløb var både originale og provokerende - og stadig værd at beskæftige sig med. Han delte den datidige videnskabs bestræbelser på at ‘afmytologisere' verdensbilledet, men var ikke blind for at der var risiko for, at barnet blev hældt ud med badevandet. Han gik ind for ‘Entzauberung' og ‘Entschleierung' og for ‘Entmenschung der Natur', altså for enhver bestræbelse på at afsløre falskheden i illusionen om værdiernes objektivitet. Men fortryllelsen ved livet, ved kunsten, musikken og myterne ville han ikke til livs. Han tilrådede tværtimod direkte en ‘Einverleibung' af verden, ikke en menneskeliggørelse af naturen eller en besjæling af universet, men en subjektiviserende levendegørelse eller tilegnelse af den gennem viljens udfoldelse, således at den objektivt døde verden for det enkelte individ fik en subjektiv værdi, mening og kvalitet, der kunne ‘retfærdiggøre' vores naturgivne, men objektivt set formålsløse lidenskab og livslyst.

Men problemet var, hvad der allerede viser sig i talen om ‘retfærdiggørelse' af lidenskab og livslyst, som om disse ikke har deres fulde ‘ret' i sig selv, at Nietzsche medvirkede til, ja på flere punkter forstærkede den almindelige mistænkeliggørelse af de mytologiske, kunstneriske og religiøse begreber, selvom disse i sidste ende er ene om at kunne fastholde den helhedsrealistiske virkelighedstroskab. Og de er fortsat ene om at være i stand til det. Det kræver blot, at man tager de fulde konsekvenser af de erkendelses-teoretiske indsigter og lærer at betragte mytologiernes, kunstens og religonens erfaringer, ‘sandheder' og eventuelle dogmatiske formuleringer som usikre, ufuldstændige, tidsbestemte og relative forsøg på sproglig, billedlig og rituel dækning af de grundlæggende og livsvigtige oplevelser og erfaringer.

Men til syvende og sidst er eksistensen alvor. Man kan have en vis distance til sine omgivelser og til tidens strømninger, så man ikke bliver offer for dem, og man kan understøtte distancen med humor og ironi, herunder en god selvironi. Og det er altsammen fint. Men man er nødt til i et vist omfang at risikere opgivelsen af nogle af sine forsvarsværker, af sin altfor afgrænsede identitet og integritet, hvis man vil give sig hen i en selvudslettende eller rettere selvforglemmende oplevelse af kærlighed, musik, kunst eller mystik, der rækker ud over den rent lystbetonede oplevelse, fordi bordet fanger og den etiske forpligtelse bliver en selvfølge. Selv Nietzsche gav efter over for Wagners musik - ellers havde han heller aldrig oplevet den i sin fylde. Men han gav sig som nævnt ikke hen i kærligheden til nogen kvinde - og han dyrkede i allerhøjeste grad forestillingen om ‘overmennesket' som en ensom skikkelse, højt hævet over pøbelen.

Man kan heller ikke leve sit liv på skrømt - uden at undergrave dets mening. Og da meningen ikke ligger i noget forudgivet mål eller nogen forudgiven fornuftsbegrundelse, men i selv fortryllelsen eller ‘fylden', må det betyde, at ‘eksistenslegen' til syvende og sidst må have en alvor i sig, som hæver den over det rent æstetiske. Den må have en etisk fordring af en eller anden karakter, og i mange tilfælde endda en decideret religiøs fordring af en eller anden art. Og det vil igen på psykologisk plan sige, at mennesket aldrig kommer ud over sin indre forpligtelse til at være konsistent i sit liv, således at meningen, fylden, overmålet af det gode og konstruktive og dermed også værdigheden i livet bliver bevaret så længe det er overhovedet er muligt.

Her kommer mennesket aldrig hinsides godt og ondt, selvom det kan komme ud over overleverede, ikke-tidssvarende moralske normer. Og i de fleste tilfælde kommer det heller ikke hinsides en bevidst viden om et højere perspektiv, om man vil et evighedens synspunkt, selvom det sagtens kan komme ud over overleverede, ikke-tidssvarende dogmatiske forestillinger af religiøs art.

Mennesket kan, når det kommer til stykket, slet ikke komme på afstand af tilværelsen som sådan, eftersom det enkelte menneske såvel som menneskeheden til hver en tid er både aktør og tilskuer i livets drama. Man kan skifte synsvinkel: i det ene øjeblik se tilværelsen som om man så den udefra, og i det næste øjeblik som om man var medspiller. Men det er og bliver et trick, der naturligvis har sine erkendelsesmæssige fordele, men som ikke kan skjule den kendsgerning at man ikke kan træde helt ud af spillet, medmindre man begår selvmord - og i så fald også øjeblikkeligt og definitivt ophører med at være iagttager.

Døden er unægtelig dramaets definitive afslutning for den enkelte, men selv dødsprocessen sætter ikke én ud af spillet, før bevidstheden glipper. Man kan som syg eller gammel og som døende bruge mere og mere tid på at se tilbage på sit liv - eksistentielt set er man først gammel, når man ser mere tilbage end frem - men stadig lever man, og har altså endnu en kortere eller længere fremtid, hvor det fortsat vil gælde, at man for at bevare en sidste rest af værdighed må forsøge at opretholde sin konsistens, og derfor også fortsat må acceptere alvoren og fremtiden ikke blot i sin situation, men også i tilværelsen.

‘Musikken' behøver ikke nødvendigvis at være forbi, fordi ungdomstiden er forbi. Det var Nietzsches fejlslutning på baggrund af en tristesse, som enhver kan blive ramt af, eftersom det medfører tristesse at vende tilbage til den jævne virkelighed fra enhver ekstraordinær, ekstatisk eller ‘dionysisk' virkelighed. Det ved enhver mystiker der vender tilbage til ‘timeligheden' fra ‘evigheden'; det ved enhver elskende, der oplever orgasme (omne anima post coitum triste, som allerede Plinius den Ældre skrev), og det er noget alle folk kommer til at opleve efter enhver revolution eller større omvæltning som fx ‘murens fald', når euforien efterhånden fordufter, og hverdagen begynder med sine mange konkrete og praktiske krav, så forventningerne nødvendigvis må nedskrives. Men det er også noget enhver ung i dag véd fra weekendens mere specielle flyveture ind i de ekstraordinære dimensioner, for de ender altid og - med naturloves ubønhørlighed - uundgåeligt med opvågning på en ‘blå mandag'. Men at sørge for at ‘musikken' ikke destomindre altid gør sig gældende i tilværelsen, og at dens fortryllelse uanset aldringen eller anden svækkelse også stadig vedbliver at gøre sig gældende op i årene, således at livsenergien bliver ved at strømme så frit som muligt i én - for det er jo hvad det dybest set drejer sig om - er en udfordring der gør livet til alvor midt i legen. For alternativet er fortvivlelse.

Eksistentielt set er virkelighedstroskab i sidste instans altid et spørgsmål om at opretholde sin menneskelige konsistens og værdighed i bevidsthed om at være en aktiv og transcenderende deltager i det store drama, der hedder eksistens (væren og villen), og som har sin helhedskarakter fra den mening og den sammenhæng vi som bevidsthedsvæsener kan tillægge den i kraft af, at vi stadig kan fortrylles af musikken, og dermed så at sige fastholde Nietzsches måske allerdybeste selverkendelse: "Ich kann grosse Aufgaben nur in klingende Spiele erledigen."

Rüdiger Safranski: Nietzsche - Biograpfie seines Denkens
(Hanser Verlag. 2000).
Værket findes også i dansk oversættelse.

Essay om Safranski bog om Romantikken:

Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Se også: Falske udsagn om Grønbech i forhold til Nietzsche og kristendommen  (8.3.13.)

Latter, morskab og humor

Etik og eksistens

Jes Bertelsens biografi i korte træk
Jes Bertelsens etik
Jes Bertelsens verdensbillede

William Blake's univers
Konrad Lorenz' kulturopgør

Grønbechs metode
Vilh. Grønbechs kulturopgør

Peter Zinkernagels filosofi
Vurdering af det 20. århundrede