|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 03.06.02Vurdering af det 20. århundredeNaturvidenskabeligt-teknologiskSamfundsmæssigt (socialt og økonomisk) Politisk Kulturelt Åndeligt (religiøst/spirituelt) Navneregister vedr. de to sidste afsnit:
Bertelsen, Jes Vurdering af den naturvidenskabelig-teknologiske udvikling Mennesket er til alle tider stillet i den situation, at det på den ene side for at skaffe sig føden og dermed overleve må se praktisk på tingene og få det bedst muligt ud af betingelser. Derfor vil det altid prøve at gøre tingene stadig bedre og udvikle metoder der kan lette dagligdagen, forbedre levefoden og om muligt øge mulighederne for fremtiden. Men at det på den anden side må sørge for opretholdelsen af 'verdens lys og varme' i subjektiv eller eksistentiel forstand, det vil med andre ord sige at opretholde sin mening med livet og kvaliteten i livet. Den første opgave løses gennem teknologi og naturvidenskab. Og intet århundrede har været så rigt på fremskridt som det 20. Fremskridtet har faktisk været så stort, at ikke alene ødelæggelsesvåbnene og dermed krigsmulighederne har været større end nogensinde før i historien, men også de fysiske forandringer på alle andre områder. Mennesket har hele århundredet igennem måtte tilpasse sig nye produktions- og kommunikationsmetoder, endda i et stadigt hurtigere tempo, der på det sidste direkte har medført øget stress. Det er ikke nødvendigt at opremse alle fremskridtene, for resultatet ser vi alle steder. Landbruget beskæftiger færre og færre mennesker, men producerer alligevel mere og mere – om end på bekostning af såvel dyrenes velfærd som fødens sundhed. Til gengæld vokser byerne hurtigere og hurtigere, så folk må bruge længere og længere tid og flere penge på transport. Arbejdet er blevet mindre fysisk præget. Håndens arbejde er afløst at skrivebordsarbejde. Og også hjemmene er præget af hele den moderne teknologi, både i køkkenet og i stuen. På sundhedsområdet er det åbenlyst, at fremskridtene har betydet enorme fordele for menneskene i bekæmpelse og forebyggelse af mange sygdomme, men ikke desto mindre også, at mennesket er blevet mere sårbart for andre sygdomme, bl.a. allergier. Fremskridtet kan ikke 'bekæmpes', eftersom der er altfor høj gevinst ved både opdagelserne, opfindelserne og udnyttelsen af dem, men det rokker ikke ved, at fremskridtet også giver problemer, og at problemerne er større jo mere folk fokuserer ensidigt på fordelene – uden at bekymre sig om andre sider af tilværelsen. At ældre mennesker er forandringsangste og mest trygge ved konformiteten, ja ligefrem ser på fx informationsteknologiens landvindinger som en plage eller hån, er dén side af sagen. Langt værre er de yngre generationers udbredte forsømmelse af den kvalitative side af sagen. Forbrugsmentaliteten er for dominerende og karriere-ræset for stærkt. Eller mere præcist 'grådigheden' er for stor. Grådigheden her ikke taget i snæver betydning af voldsom trang efter fortæring, men i dybdepsykologisk betydning af 'besættelse', en kasten sig over forbrugsmulighederne på samme måde som et sultent dyr kaster sig over sin føde, nemlig ved at sluge den hurtigst muligt uden at kunne bevare en mental afstand til den, der gør det muligt for dyret at vælge frit i situationen, tage stilling til alternative muligheder eller blot den mulighed at give sig tid til at nyde føden. Denne grådighed spiller hele underholdnings- og forbrugsindustrien på med den altid villige reklamebranches dygtige hjælp og det samme gør sportsbranchen (der derfor strengt taget i dag hører hjemme under underholdningsindustrien, selvom der selvfølgelig stadig rundt omkring dyrkes sport på gammeldags maner med den frie kropsudfoldelse som primært sigte). Udviklingen i medierne afspejler hele denne grådighed. Det er de færreste mennesker, der kan holde afstanden til den manipulation de udsættes for gennem medierne. For det kræver ikke blot viden om manipulationen som fænomen, men rutine i selve kunsten af holde en passende mental afstand til det der sker omkring en for at undgå at blive opslugt af det. Det er en sådan rutine, der opdyrkes fx gennem meditation eller anden form for spirituel praksis, herunder ikke mindst musikken. Vurdering af den samfundsmæssig (sociale og økonomiske) udvikling Den væsentligste samfundsmæssige ændring i første halvdel af det 20. århundrede var arbejderbevægelsens sejr, der ved siden af bondestandens decimering medførte en gennemgribende ændring af det gamle klassesamfund. Ikke således at klasseforskellene er totalt ophævede – de rige er stadig rige, og de fattige fattige – men således at modsætningerne og kampen mellem dem fundamentalt har ændret karakter. Klassekampen var langt op til efter 2. verdenskrig præget af drømmen om en revolution der skulle sætte en definitiv stopper for al udbytning og undertrykkelse af andre. Men dels mislykkedes revolutionsforsøgene alle steder, idet de nye magthavere blot gav sig til at udbytte og undertrykke andre mennesker med nye metoder og under nye navne som fx 'partiet', 'ideen' eller 'folket'. Dels kom man længere på reformatorisk vej ved opbygning af demokratiske velfærdsstater, der sikrede staten kontrol med markedskræfterne, således at arbejdsmarkedets parter forhandlede sig til løsninger, der i praksis betød mere samarbejde end modarbejde – og aldrig en definitiv afskaffelse af den private ejendomsret. Men da der som bekendt altid er utilsigtede virkninger af alle samfundsmæssige handlinger og beslutninger, så resulterede velfærdsstaten også i en utilsigtet, men særdeles dominerende uheldig effekt, nemlig den offentlige sektors enorme vækst. Jørgen S. Dich har fuldstændig ret i, at resultatet blev, at vi fik en ny herskende klasse, nemlig de offentligt ansatte og deres organisationer. Situationen i dag er den, at der ikke kan gennemføres gennemgribende reformer i samfundet uden at de accepteres af de offentligt ansattes organisationer (og partier – for sådanne er jo også blevet resultatet). Og det vil i praksis sige, at disse organisationer og partier har reel vetoret mod gennemgribende reformer, også hvis de er nødvendige. På det sidste har det vist sig, at disse organisationer er imod deres medlemmers ønske om større differentiering på arbejdspladserne, fordi de stadig holder på den gammeldags solidaritet, der betyder lighed for alle. En anden væsentlig ændring i samfundet er kvindernes frigørelse, først politisk og juridisk, siden uddannelses- og erhvervsmæssigt. Der er stadig forskel på mænds og kvinders stilling i samfundet, og det vil der efter min mening vedblive at være, fordi ingen af parterne kan løbe fra den biologiske forskel, men langt de fleste kvinder på vore breddegrader kan i dag finde de muligheder der vil tilfredsstille såvel deres ambitioner som deres ønske om meningsfuld udfoldelse. Men prisen har været og er dyr, for den har været et pres på familien som sådan, der igen har betydet pres på og stress af børnene. Familierne (hvor der stadigvæk er tale om kernefamilier med mand, kvinde og børn) har sammenlagt længere arbejdstid end en familiefader havde før kvinderne kom på arbejdsmarkedet. Og det må nødvendigvis influere på deres dagligdag og deres hele funktion i samfundet og tilværelsen. Det er med til at øge risikoen for at børnene ikke i tide lærer den tidligere fremhævede nødvendige mentale afstand til forbrugsmulighederne og underholdningsindustriens manipulationer. Ungdomsoprøret fra slutningen af 60erne blev også på sin vis afgørende for samfundets udvikling. Det var berettiget og forståeligt for så vidt det var rettet mod forældede former for autoritet. Men det blev skæbnesvangert for så vidt det samtidig førte til en dyrkelse af den totale frihed til nydelse og udfoldelse i al denne dyrkelses historieløshed, respektløshed, fandenivoldskhed, oplevelses- og eksperimenteretrang, ukoncentrerede zapperi på alle områder og gøren selve ungdommeligheden til gud. Alt dette indebar en fornægtelse af al etik og religion, dvs af et dybere og højere ansvar og af en virkelig sammenhæng i livet. Da de kloge og dygtige nok skal klare sig under alle omstændigheder, gik det naturligvis ikke anderledes end at såvel mange kvindeoprørere som ungdomsoprørere klarede sig fint og kom til tops i samfundet. Men andre blev tabere. Der er vitterligt sket en betydelig polarisering i det samfund, som vi betegner velfærdssamfundet. Et større skel mellem rig og fattig, mellem dem der har arbejde og dem der ikke har, mellem dem der får lang uddannelse og dem der får kort eller ingen uddannelse, mellem dem der forstår og bruger den moderne kommunikationsteknologi og dem der ikke gør det, mellem dem der ryger på stoffer og dem der ikke gør det, mellem dem der kan erhverve Dansk Folkepartis 'certifikat' som 'rigtige danskere' og dem der ikke kan. Samfundet er altså ikke længere et grundlæggende selvfølgeligt og spontant fællesskab omkring sprog, historie, national og demokratisk identitet, men i alt for høj grad et juridisk fællesskab omkring rettigheder, som det enkelte individ kan pukke på. Internationalt betyder det en polarisering mellem teknologisk højtudviklede lande og såkaldte 'udviklingslande'. Det er det pæne udtryk for lande der sandelig ikke er "underudviklede", men angiveligt allerede inde i en slags udviklingsproces. Problemet er blot, at mange af dem sidder med en økonomisk gæld som en klods om benet, samtidig med at de internt har udviklet en klasseforskel som siger sparto til hvad der fandtes før "udviklingen". Politisk tales der ofte om globalisering, dvs at den moderne kommunikations- og informationsteknologi har medført, at alle økonomiske og politiske problemer har en global dimension eller karakter. Og det er naturligvis ubestrideligt. Men om både globaliseringen og informationsteknologien gælder, at de er tveæggede. Informationsteknologi er en fordel, for så vidt den gør information mere og lettere tilgængelig, men den indebærer også risikoen for overmætning, opsamling af en masse informationer der er inderligt overflødige, men binder energien, hvis den ikke bevidst fravælges. Og globaliseringen er en fordel, for så vidt den bevidstgør selve den kendsgerning, at alt hvad der i det moderne samfund sker lokalt på den ene eller anden måde har en global effekt, men den indebærer også risikoen for overgreb ved at påtvinge andre lande og kulturer mønstre og vaner som de ikke er modne til og måske heller ikke gavn af. Der ligger uhyre megen skjult imperialisme indbygget i al den snak om globalisering. Vurdering af den politiske udvikling Og med begrebet den skjulte imperialisme er vi kommet til hjertet af udviklingen i det 20. århundrede, hvor den åbenlyse kapitalistiske imperialisme og kolonialisme i århundredets første halvdel i stigende grad blev mødt med modstand og forargelse, men ikke desto mindre blev afløst af en mere snedig form for imperialisme i fascismen, nazismen og kommunismen, der bevidst smykkede sine inderste intentioner med hensynet til højere idealer. Mest åbenlyst hos nazisterne, der brugte naturvidenskabeligt falsk begrundet racelære til hensynsløs kamp mod og udryddelse af jøder og slaviske folk, som man kulturelt foragtede. Og mest raffineret hos kommunisterne, der brugte ligeledes naturvidenskabeligt falsk begrundet historiefilosofi til at retfærdiggøre deres kamp mod og udryddelse af ideologiske modstandere som en historisk nødvendighed der skulle bane vej for det ideelle klasseløse samfund. Efter anden verdenskrig blev verden opdelt i en 'vestlig' del, der byggede på den private ejendomsret og frihedsrettighederne, og en 'østlig' del der byggede på kollektivisme og ensretning og troen på revolution som middel til løsning af problemerne. Der skulle gå mere end 40 år før den østlige lejr gik i opløsning på grund af indre modsætninger, og resultatet blev nok en sejr for friheden og den private ejendomsret samt reformismen, men også frit slag for den eneste supermagt der blev tilbage, nemlig USA, til at forme et strategisk koncept, der naturligvis formelt og retorisk byggede på kampen for frihedsrettighederne og menneskerettighederne, men som reelt - som Erik Holm har været inde på i en kronik - blev et skalkeskjul for amerikansk kulturimperialisme. Vesteuropa eller rettere EU svigtede sig selv ved at hoppe på vognen og undlade at skabe det selvstændige strategiske koncept, der kunne have gjort afhængigheden af USA overflødig og samtidig åbne for større åbenhed, bedre samarbejde og nærmere tilknytning til de øst- og centraleuropæiske lande samt den islamiske omverden. Også EU prøver – bl.a. ved hjælp af Natos tidligere generalsekretær, Solana, som udenrigspolitisk koordinator – at skabe basis for muligheden for indblanding i andre landes indre anliggender, om end med Nato i baghånden. Men det sker på samme præmisser som USA's indblanding: en henvisning til menneskerettighederne, og dermed altså i realiteten som en form for moralsk imperialisme. Som om menneskerettighederne kan og skal bruges som tvangsmiddel over for fremmede kulturer, og ikke som et ideal, man skal prøve at tilnærme sig ved fælles indsats, altså som åndsfænomen i stedet for som rets- og magtfænomen. Her ligner EU som helhed det danske socialdemokrati, der med Poul Nyrop i spidsen er blevet forbandet moraliserende og tror man kan løse alvorlige problemer som flertallets udlændingeangst og mindretallets fremmedhad med moralske prædikener. Ikke mindst her afsløres det, at socialdemokratiet ikke har en "fortælling", et projekt, en vision, som bærer deres navn med rette, men i stedet har en opportunistisk taktik, der blot skal sikre regeringsmagten. Dette ligger jo også i den gamle socialdemokratisk velfærdsmodel, som Ivar Nørgaard i sin tid udformede, og som byggede på livsløgnen om, at den højere "kultur" ville komme af sig selv, når blot de materielle betingelser var skabt i form af økonomisk fremgang. Modellen er ganske vist nu skiftet ud med den mere tydelige opportunisme, der kaldes "den tredje vej" og som består i føre en borgerlig realpolitik for at bevare regeringsmagten. Man erkender altså realistisk, at der ikke kan skabes flertal for andet. Alt i alt betyder dette, at der her i landet ikke føres en politik der er langsigtet og som samtidig har nogen som helst anden endsige højere målsætning end at give folk mulighed for stadig mere forbrug. I realiteten betyder det, at socialdemokratiet i almindelighed, men i virkeligheden også de øvrige partier, fra Enhedslisten, SF, de radikale til Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti ikke har nogen dybere kulturel eller spirituel forståelse. Det er meget godt, at nogle siger, at ideologi er noget bras – det er jo rigtigt hvad angår troen på ideologien som sandheden over alt – men hvis flosklen indebærer, at det er noget skidt at gennemtænke sine politiske synspunkter og sætte dem ind i en større filosofisk, psykologisk og historisk sammenhæng, så er den meget uheldig og bagstræberisk. Vurdering af den kulturelle udvikling i det 20. årh. De afgørende erkendelsesteoretiske landvindinger er sket inden for fysikken. Albert Einstein var den der lagde grunden til det hele ved sine relativitetsteorier, der på den ene side fastslog, at der ikke findes et absolut rum og en absolut tid, således som fysikken indtil da havde troet/postuleret, og på den anden side dermed slog fast, at Newtons fysik eller mekanik ikke var en absolut sandhed, men kun en relativ sandhed, der nok var forudsætningen for al anden fysik (inklusive atomfysikken), men som ikke desto mindre kun var gældende indenfor et nøjere afgrænset område af vor erkendelse. Den var et grænsetilfælde som det hed. Men det var kvantemekanikken der kom med den virkeligt revolutionerende ny-erkendelse af, at fysikken (og naturvidenskaben i det hele taget) ikke giver svar på andet end det de konkrete forskere konkret spørger om (og derfor bl.a. aldrig kan udtale sig om verden som helhed), og at der specielt er grænser for mulighederne for at finde årsagerne bag alt hvad der sker. Grænsen ligger i den konstans der hedder lysets hastighed og som gør det umuligt at lokalisere impulser nøjagtigt, hvis de nærmer sig lysets hastighed. Den gammeldags tro på determinismen fik med andre ord sit grundskud. Den er i praksis kun gældende for relativt store legemer i relativt enkle 'systemer', men principiel umuligt for mikroskopiske størrelse i komplekse systemer. Kvantemekanikken fik Niels Bohr til at formulere to vigtige principper for al erkendelse: Korrespondensprincippet, der går ud på, at det er nødvendigt, men også tilstrækkeligt for forskningen – også når det gælder udforskningen af fænomener der er utilgængelige for den menneskelige synssans – at kunne henvise eksakt til synlige og/eller håndgribelige genstande, som fx måleapparater. Komplimentaritetssynspunktet, der går ud på, at det er fornuftigt og konstruktivt at betragte to tilsyneladende uforenelige, men hver for sig nyttige betragtningsmåder af et givet fænomen som sande og relevante. Man skal altså ikke i sådanne tilfælde vælge mellem dem og betragte den ene som sand og den anden som falsk, men betragte begge som sande, og betragte den fulde sandhed om det givne fænomen som en sum af de to. Det klassiske eksempel er opfattelsen af lys som bølge kontra opfattelse af lys som partikel (foton). Begge opfattelser er sande og nyttige, men kan ikke forenes i en højere syntese. Men tilsammen giver de det fuldstændige billede af fænomenet lys. - Bohr selv nævnte andre typiske eksempler som forholdene mellem individ/samfund, retfærdighed/barmhjertig eller fornuft/følelse. På den biologiske og psykologiske front er de store nyskabninger i det 20. årh. dels Freuds og Jungs opdagelser om det underbevidste og ubevidste, dels Konrad Lorenz fortolkning af aggressivitetsdriftens store betydning for moral og kultur. Opdagelserne er nævnt samtidigt, fordi de har forbindelse. Sigmund Freud opdagede som den første love for det underbevidste, dvs at der kunne findes lovmæssigheder også for det sjæleliv der knytter sig til følelserne og alt det irrationelle, hvor man hidtil havde troet/postuleret, at der kun fandtes lovmæssigheder for det rationelle. Freud kom med mange teorier om sagen, som ikke alle viste sig at holde stik. Først og fremmest tog han grundlæggende fejl i den antagelse – som var typisk for de muligheder hans tid gav ham – at det underbevidste stort set var identisk med det fra bevidstheden fortrængte og derfor i grunden sygelige eller destruktive. Han så slet ikke, at det underbevidste var en enorm stor ressource af såvel decideret fortrængt stof som stof der blot var glemt eller midlertidigt sat uden for opmærksomheden. Og han forstod på intet tidspunkt, at den sidste del var afgørende for alle mennesker, ja for al menneskelighed, at den så at sige er sjælens eller åndens kerne. C.G. Jung gjorde op med Freud ganske særligt på dette punkt, og han skabte gennem sin lære om de arketypiske forestilllinger grundlaget for at systematisere vores psykologiske forståelse af al kunst og religion. En bedrift der slet ikke er taget tilstrækkeligt til følge af eftertiden. Freuds og Jungs efterfølgere er gennem årene kommet sagen meget nærmere og skabt en langt dybere forståelse for psykens faktiske virkemåde. I de seneste årtier har bl.a. Stanislav Grof ydet væsentlige bidrag hertil. Men i realiteten har også Vilh. Grønbech vist vej, selvom det er de færreste der har forstået det. Specielt er der næsten ingen religionshistorikere, om nogen, der forstår det. Men Eigil Nyborg har ret i, at der i realiteten er store lighedspunkter mellem Grønbech og Jung, om end Grønbechs svaghed var hans store uvilje mod teoridannelser. Han var idiograf og ikke nomotetiker. Grønbechs styrke var til gengæld hans store kendskab til og indlevelse i mange forskellige slags kulturer og enkeltpersoner. For overalt kunne han finde ned til den skabende underbevidsthed der med hans eget udtryk havde sit tyste spil med sproget. Her var der aldrig tale om at identificere det underbevidste med det syge og neurotiske, men tværtimod om at se det som kilde til kunstnerisk og forskningsmæssig skabelse. Og han fik placeret sproget, dvs dagligsproget dér, hvor sproget skal placeres, og hvor også en fysiker som Werner Heisenberg eller kybernetikeren Norbert Wiener placerer det, nemlig som vores aldeles afgørende 'fælles spil mod forvirringens kræfter' og som det der i al sin vaghed og tvetydighed kommer virkeligheden nærmere end det specialiserede fagsprog, der med sin entydighed og sine præciseringer nok gør erobringer i delvirkelighedernes verden, men samtidig fjerner sig fra helheden. Konrad Lorenz fik med sit værk om "Det såkaldt onde" skabt grundlaget for en biologisk-dybdepsykologisk forståelse for al etik og religion, idet han fik placeret den medfødte driftsaggressivitet som en absolut nødvendig del af al menneskelig udfoldelse. Den er i sig selv hverken god eller ond, men kan få et positivt eller negativt fortegn alt efter, hvad den bruges til. Men den er helt uomgængelig nødvendig for alle højere følelser og dermed for alt hvad der har med bindende etiske forpligtelser, store æstetiske oplevelser og ædle religiøse følelser at gøre. Aggressiviteten rummer netop de intense følelser, der alene kan gøre livet værd at leve. Hvad specielt etikken angår, fastslår han, at mennesket ikke er aggressivt, fordi det er splittet op i partier, men at det tværtimod forholder sig sådan, at det er splittet op i partier, fordi det er aggressivt, dvs opsplitningen er naturens måde at kanalisere aggressiviteten på, således at den kan ritualiseres og dermed gøres til mål for adfærd der har til formål at undgå at aggressiviteten bliver ødelæggende og livstruende. Det er derfor ikke opsplitningen i sig selv der er farlig, men den konkurrencementalitet der gør opsplitningen til et spørgsmål om at bekæmpe og besejre andre, dvs alle former for fanatisme. Og han mener som bekendt, at konkurrencen i vore dage har taget overhånd og nået et niveau hvor den begynder at true arten som sådan. Det samme udvikles hos Anthony Storr og Erling Jacobsen. Erling Jacobsen har speciel interesse, fordi han overbevisende har påpeget, at vores kultur er havnet i den modsatte grøft af viktorianismen. Denne fornægtede seksualiteten med det resultat, at den blev fortrængt og gav sig til at rumstere i det underbevidste med neurotiske lidelser til følge. I dag er seksualiteten accepteret, men til gengæld er aggressiviteten og den derpå hvilende æresfølelse blevet ugleset – med tilsvarende resultat. Æresfølelse og selvfølelse forvises til det underbevidste, men da de ikke kan undværes giver de sig i stedet alle mulige indirekte og ofte skadelige udslag. Men Jacobsens vigtigste opdagelse er den klare forståelse af forskellen mellem stabile, men svage følelsestoner og ustabile, men stærke følelsestoner. Det er ikke følelsen der adskiller sig fra tanken, men den svage, stabile slags følelse/tanke der adskiller sig fra den stærke, men ustabile slags. Det forholder sig derfor ikke sådan, at tanken og videnskaben er følelsesfri, mens religion, kunst og politik er følelsesbaseret, men derimod sådan, at tanken, videnskaben, religionen, kunsten og politikken kan og bør være baseret på stabile, men relativt svage følelsestoner, hvorimod de stærke, men ustabile følelsestoner kendetegner problematiske fænomener som fanatisme, fundamentalisme, demagogi og destruktive fænomener som had, foragt, angst. Positivismens fejl er derfor, at den i stedet for at forstå al sand forskning og videnskab som baseret på stabile, men svage følelsestoner, tror, at den sande forskning må baseres alene på det der er måleligt. For derved får man aldrig kunst, religion og politik ind under fornuftig forskning. Erling Jacobsens forskning bragte ham også til erkendelse af sammenhængen mellem etik og dybdepsykologi. Han fandt, at etikken byggede på naturen, dvs den menneskelige psykes egen indretning, idet mennesket var således indrettet, at det, hvis det ellers havde frit valg, måtte vælge det gode fremfor det onde/destruktive for at bevare sin overlevelsesevne, sin livskvalitet eller –mening og sin indre konsistens intakt. Problemet er, at det ikke altid har overblik og indsigt til at vælge frit, at det derfor ofte forvirres og vælger forkert. Og at det desuden kan være eller blive neurotisk, så det systematisk vælger forkert, dvs vælger umiddelbare og kortsigtede gevinster fremfor middelbare og langsigtede. Dette kommer af, at mennesket efter Jacobsens mening er forkert konstrueret, således at forstå, at det mod sine egne dybeste og mest langsigtede interesser reagerer på mangel på kærlighed med det mest skadelige af alt, nemlig med had. De her nævnte erkendelser indenfor biologi og dybdepsykologi er slet ikke trængt igennem den mur af positivistiske fordomme som blev rejst i begyndelsen af århundredet, bl.a. af filosoffer som Jørgen Jørgensen. Vurderingen af den åndelige udvikling i det 20. årh. Jungs og Grønbechs erkendelser fandt ikke i tide udbredelse nok til at forhindre de katastrofer der ramte det 20. årh. Grundene er indlysende nok. For Jungs vedkommende gjaldt, at han flirtede med arketypiske forestillinger på en måde så han ikke altid selv kunne holde den nødvendige nøgterne afstand til fænomenerne, selvom han faktisk selv betonede nødvendigheden heraf. Og for Grønbechs vedkommende blev det udslaggivende, at han udtrykte sig i et religiøst sprog, der efterhånden – takket være den ulyksalige positivisme - blev fremmed for flere og flere. Han gjorde det fuldt bevidst, fordi han naturligvis forstod dette sprogs grundlæggende værdi og absolutte nødvendighed. Det ligger meget nærmere den hele virkelighed end det naturvidenskabelige og tekniske sprog (jf. også Heisenbergs opfattelse). Og det vil fortsat være således. Men dette betyder, at det vil virke mod hensigten at begynde at se bort fra det eller omskrive det. Det kan ganske simpelt ikke lade sig gøre. Og hvis folk ikke efterhånden indser dette (naturligvis anført af de toneangivende), så bliver konsekvensen, at de – folk i almindelighed – og dermed folkene på vore breddegrader fortsat vil løbe sur i de eksistentielle problemer og fortsat vil 'gentage historien' og alle dens gamle fejltagelser i det uendelige. Konsekvensen bliver med andre ord den rene perspektivløshed. I den yngre generation har navnlig Jes Bertelsen formået, i kraft af sin solide idéhistoriske og dybdepsykologiske viden kombineret med sin solide meditative erfaring, at påpege forbindelsen mellem etikken og spiritualiteten. Han har indset og klart redegjort for, at etikken ikke snævert kan baseres på dybdepsykologiske forhold, men forudsætter spiritualitet i betydning en retning, der peger opad mod noget guddommeligt. Dette gælder i almindeligt såvel som i de specielle tilfælde, hvor et menneske må gå i psykoterapi for at løse op for sine blokeringer. Bertelsens forskning har dermed givet et solidt fundament for en rehabilitering af det åndelige. Ånd er ikke noget mystisk eller tåget, som kun særlinge tror de har kontakt med, men noget alle mennesker fra tidligste alder har kontakt med og som er afgørende for om de overhovedet har en retning og en mening i livet. Alt tyder på at der nu langsomt er ved at komme gang i et opgør med den åndsfornægtende positivisme, der i et behjertet forsøg på at gøre alting nøgternt og rationelt er havnet i en vanvittig og katastrofal uvilje mod eller direkte benægtelse af det irrationelle og åndelige og dermed af alt det der giver livet mening. (Jesper Hoffmeyer er en af dem der som biolog har gjort meget for at påpege den gamle positivismes uholdbare position). Men der er langt igen inden det rigtigt bliver forstået i brede kredse. Religiøs søgen og interesse for alternative løsninger er ikke nok i sig selv. Der skal mere dybtgående og systematisk forståelse til. Det er imidlertid hvad der ligger inden for mulighedernes grænse for det nye 21. århundrede – og det man må håbe vil ske i de næste årtier. En uhyre stor udfordring. Men også en uhyre spændende udfordring. Sluttelig kan jeg konkludere som jeg gjorde i "Den dobbelte udfordring" fra 1981, at "Udfordringen er dobbelt i mere end én forstand. Den gælder både nationen og individet, og både ligheden og friheden. Fællesskabets og solidaritetens genskabelse beror nu som dengang på, at denne store firedobbelte udfordring bliver taget op i tide." Jan Jernewicz Henvisninger til Jernesalts egne artikler: Oversigter over artikler om Samfund (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Oversigter over artikler om Eksistens (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Oversigter over artikler om Sekularisering (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Redaktion Program Essays Emneindex Personindex At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Per Seendemands rubrik (fra 2005) Jens Vrængmoses rubrik Til toppen Til forsiden Printversion |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |