ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.6.04.

Er globaliseringen et gode eller et onde?

Safranski skelner skarpt mellem globalisering og globalisme, dvs mellem det almene økonomiske, handelsmæssige og teknologiske fænomen og det specielle ideologiske. I kraft af den moderne viden og teknologi fornemmes jordkloden i dag i langt højere grad som en del af almindelige, velorienterede menneskers daglige bevidsthed, mens det er ideer og idealer der gør kloden til omdrejningspunkt for visse menneskers ideologiske bevidsthed.

Med opdagelsesrejser, verdenshandel, kolonialisering, verdenskrige, rumfartsteknologi og moderne satellitbaseret kommunikation er verden blevet mindre og mindre i den snævre forstand at afstandene er blevet meget lettere at overvinde. Via telekommunikation og internet kan alle der har adgang til moderne teknologi følge med i hvad der foregår overalt på kloden fra time til time. Og vi må samtidigt alle konstatere, at det der foregår på den anden side af kloden, kan få og ofte får følger for os selv umiddelbart.

Resultatet synes at være dobbelt: På den ene side kan vi nyde fordelene af den hurtige overførsel af både nyheder, erfaringer og varer. På den anden side får vi også pludseligt følelsen af ansvar for noget de fleste af os i realiteten ingen eller kun forsvindende lille indflydelse har på. Det sidste stresser eller overbebyrder vores stakkels sjæleliv, der tilsyneladende slet ikke er bygget til et sådant globalt ansvar. Og helt galt bliver det selvfølgelig når de nævnte ideologer direkte vil pånøde os forpligtelser og stillingtagen vi slet ikke føler os beredte til.

For Kant ville det eneste realistiske være at satse på retssamfundet (demokratiet og civilsamfundet) samt verdenshandelen (markedet) og offentligheden (debatten og selvkritikken), men denne oplysningens filosof par excellence troede dog også på fornuften som basis for forsoning og lighed samt en fælles moral - eller hvad en langt yngre mand som teologen Hans Küng kalder en 'global verdensetos'. Og så er vi allerede over i en form for ideologi.

Et af problemerne ved den politiske drøm om én verden er at den udvikler sig fra det elitære til det folkelige, og derved næsten uundgåeligt havner i ideologi, altså 'globalisme', fordi folk i almindelighed - i modsætningen til eliten - er tilbøjelig til at tænke i forenklede fundamentalistiske baner, der ikke tager højde for problemernes store kompleksitet. Den økonomisk-handelsmæssige globalisering er der i forvejen, og kan ikke standses, men kobles den på ideen om én verden eller én sandhed og én religion, bliver den ideologi - og i selvsamme sekund en trussel mod freden.

Safranski er ikke blid ved disse global players, idet han giver dem skylden for ligefrem at indpode et overjeg i mennesket som er langt værre end det freudianske og som ingen kan holde ud i længden. Det medfører kun en spaltning mellem det private perspektiv og det offentlige perspektiv. Safranski ser her som alle andre steder konsekvent bort fra komplementaritetssynpunktets mulighed, men bestrider ikke arbejdsdelingen eller uddelegeringens mulighed. Blot mener han at vi ikke har nogensomhelst grund til at stole på de nymodens specialister i det globale. Det har han unægteligt ret i. og det burde være pointen. Men Safranskis sammenstilling med det freudianske 'overjeg' er misvisende, for dette er resultatet af en blind, kritikløs overtagelse af faderautoriteternes normer, og er derfor uforenelig med sund fornuft, hvorimod det globale ansvar - uanset hvad man konkret vil lægge i det - i høj grad er forenelig med rationel tænkning. Men netop i denne forstand forudsætter det kritisk sans - og afvisningen af at overlade afgørelserne til specialisterne eller ideologerne.

Neoliberalismen benytter globaliseringen som argument for at fritage kapitalen for sociale forpligtelser og spekulerer i at staterne konkurrerer om arbejdsplader gennem reduktioner af såkaldte investeringshindringer. Denne neoliberale globalisme er ifølge Safranski en "legitimationsideologi for kapitalens uhæmmede bevægelse på jagt efter gunstige anvendelsesbetingelser".

Antinationalismen har til hensigt at overvinde traumatiseringerne ved nationalismens ødelæggende historie i Europa ved at henvise til den globale fremtid. Dens motto lyder: Aldrig mere nationalisme. Derfor skal vi alle ud af de nationale rugekasser. Men antinationalisterne glemmer den antropologiske grundbetingelse, at mobilitet og åbenhed må afbalanceres ved stedforankring. Ja faktisk er det ifølge Safranski sådan, at "jo mere emotionelt knyttet et menneske er til et sted, desto større er dets evne og beredvillighed til åbenhed over for resten af verden". Og det turde i det mindste være en uforsigtig formulering, eftersom 'emotionel tilknytning' lige så vel kan indebære had til alt fremmed som selvfølgelig fortrolighed og kærlighed til egne rødder.

Endelig kan den normative globalisme udtrykke sig som en mere ophøjet bekymring for kloden som global biotop og navnlig frygt for at den som sådan trues på grund af vores tekniske kulturs overmod. Denne idé lægges gerne i munden på hele menneskeheden - og betjener sig ofte af apokalyptiske skrækscenarier. Men som Safranski tørt noterer, så foreligger der i virkeligheden her en tom besværgelse, for menneskeheden er ikke et handlende subjekt sådan som stater og statsforbund. Skrækscenarierne fører heller ikke i sig selv til global solidaritet. Det er stadig magtapparatet der fordeler levemulighederne og de svagere der bærer følgerne af knapheden.

Safranski fremhæver med rette menneskets fornuft som det der adskiller mennesket fra den øvrige kendte natur og som bevirker at vi ikke er fixerede som rene instinktvæsener, men tværtimod kan transcendere fra os selv. Vi er bevidste og selvreferentielle væsener - og dermed frie. Det er gennem bevidstheden og selvreferensen at mennesket er i stand til at unddrage sig den simple årsagslov vi ellers støder på i naturen.

Det indebærer, at vi så at sige 'bryder forbindelsen med verden' og 'styrter ned i tiden': i en nutid der hele tiden unddrager sig, i en fortid vi ikke kan glemme eller fortrænge og i en fremtid der kan bekymre os. Vi træder ud af umiddelbarheden, trygheden og ansvarsfriheden. Vi fordrives, som det hedder i den bibelske syndefaldsmyte, fra paradiset, dvs uskyldighedens tilstand hvor vort ophav sørger for os. Vi bliver pludseligt ansvarlige mennesker der må sørge ikke alene for det daglige brød, men også for overlevelsen.

Myten om Kain og Abel fortæller os ydermere den arketypiske historie om misundelsens, harmens, fjendskabets og mordets opståen. Vi fødes ikke lige, men tværtimod ind i uligheden og kampen. Med bevidsthedens opvågnen og erfaringen af tiden, fødes friheden, men også bekymringen - og længslen tilbage til symbiosen med vores ophav og ansvarsfriheden.

Enheden og helheden kan tænkes og føles som længsel, men i praksis ikke leves på anden vis end som en kamp mellem modsætninger. Vi er, som Safranski understreger, hver især og som generation født ind i en bestemt side af konflikten og ind i en bestemt historisk tid og et bestemt historisk sted på jorden. Og det vil i realiteten sige ind i det tilfældige, utilsigtede og ulogiske i tilværelsen. Det må vi til hver en tid forsøge at få det bedste ud af, men usikkerheden kommer vi aldrig ud over. Udviklingen kan vi aldrig overskue eller forudsige. Historien er vi ikke og bliver vi aldrig herre over.

Vi kan drømme om fred og fordragelighed og den store harmoni - 'Seid umschlungen, Millionen!' som Schiller skrev i sin romantiske Ode, der nu er hymne for Det Europæiske Fællesskab. Men fjendskabet synes, som Safranski skriver, at være 'et historiens a priori'. Det hænger sammen med bevidstheden og friheden, men også med individualitetens fakticitet. Et individ bliver man med Safranskis ord først når man giver sig selv form, altså trækker grænser. Eller som Goethe formulerer det: Mennesket er født til begrænsede forhold. En forudsætning for al individualitet er evnen til selvbegrænsning, at kunne beskytte sig mod overvældende sansepåvirkninger og grænseoverskridende horisonter, at kunne udvikle og vedligeholde passende filtre og immunforsvar over for alt det der angriber os.

En af de allerværste ulemper ved aggressivitetsdriften, af en ateistisk forsker ligefrem kaldt en konstruktionsfejl ved mennesket eller naturen, selvom ingen påviseligt har 'konstrueret' nogetsomhelst, er den besynderlige mekanisme der indebærer at mangel på kærlighed og forståelse kan medføre had, og det er yderst uheldigt, eftersom had på sin side kan spærre totalt for evnen til at modtage kærlighed og forståelse og føre til endnu mere had. Og denne onde cirkel der gør sig gældende på utroligt mange politiske og sociale områder, inklusiv den moderne terrorisme, er som bekendt meget svær at bryde.

En anden ulempe er den bivirkning som den konsekvente logiske evne kan få i retning af fanatisk tro på Sandheden med stort S. Den dualistiske tænkning gennemsyrer sproget, fordi den har umådelige fordele i form af begrebspræcision, men hele denne tankeform er tilbøjelig til at forhekse forstanden ved at friste mennesket til at dele alting op i sort og hvidt, i skarpe og uforsonlige modsætninger, der gør det vanskeligt at se problemer og udfordringer i deres fulde kompleksitet og navnlig kan spærre for muligheden for at løse dem på komplemetær vis. Selv Platon var afvisende over for den græske tragediekunst, fordi den var tvetydig, hvor han forlangte entydighed. For ham gjaldt med Safranskis ord, at "den rigtige logos véd hvad der er rigtigt"!

Resultatet er ofte en absolutisme og fundamentalisme der fører til fjendskab over for anderledes tænkende, ja i værste fald til krige mod de fremmede med henblik på at overvinde dem, undertrykke dem og udrydde dem.

Her er der vel at mærke ingen forskel på religiøs og politisk (eller ideologisk) fanatisme. Det afgørende er ikke om man formelt tror på Gud eller ej, men om man hylder den absolutte sandhed eller ej. Uanset den teoretiske indstilling til gudsforestillingen er det den absolutte sandhed der afgiver energi til psyken og derfor den der psykologisk set fungerer som reel gud. Safranski påpeger med rette, at spørgsmålet ikke løses ved med Dostojefski at genmæle mod Nietzsche, at hvis Gud er død, så er alt tilladt. For også de religiøse har til tider ment, at de kunne tillade sig alt, herunder uhæmmet og brutal undertrykkelse af andre.

Men det hjælper altså heller ikke at bekæmpe gudsforestillinger og religion, for den absolutte sandhed kan sagtens give sig ikke-religiøse udtryk. Dybtgående sekularisering opnås derfor heller ikke ved blot at 'verdsliggøre' kultur og politik ved at fjerne dem fra kirkens kontrol, for også de formelt set verdslige værdier og ideer kan forklæde sig som faktiske indre guder.

Vellykket sekularisering forudsætter derimod bevidsthed om gudsforestillingernes og den psykiske inflations art.

Individualismen er unægteligt en vigtig landvinding i Europas politiske og filosofiske kultur, men til syvende og sidst er den et produkt af sekulariseringen, for den forudsætter ikke blot individer og individualitet, men også at alle påstande om meningen og formålet med det hele skifter karakter. De mister slet ikke deres gyldighed, som Safranski i sin konsekvente abstraheren fra dybdepsykologiske erfaringer postulerer, for de kan umuligt undværes, eftersom mennesket inderst inde bærer på helheden og meningen. Men deres gyldighed skal ene og alene findes i selve de dybdepsykologiske mekanismer og ikke i nogen tro på absolut sandhed. Vi er født med helheden i os og født ind i meningen omkring os, men vi behøver ikke længere tro på at helheden og meningen beror på overnaturlige forhold.

Individualismen står heller ikke i noget modsætningsforhold til det store fællesskab, solidariteten eller broderskabet og følgelig heller ikke til en rimelig og fornuftig følelse af ansvar for den klode vi er sat på. Individualisme er på ingen måde det samme som egoisme, men i bedste forstand den nødvendige forudsætning for at blive bevidst om fællesskabets betydning for den enkelte. Uden fællesskabet, det fælles sprog og det fælles samfund ville mennesket ikke kunne være til som person og individ. Og til fællesskabet hører vel at mærke også den del af psyken der peger ud over indvidets egne grænser, nemlig det kollektivt ubevidste. Og netop dette sørger for, at mennesket aldrig får mulighed for at stille sig tilfreds med, endsige lukke sig om sit eget. Det vil altid have blik for en større helhed.

Men hvad er det for en panik han taler om? Jo, det er den der skyldes fornemmelsen af, at vi i det lange løb uundgåeligt vil tabe kampen om miljøet, fordi vi slet ikke kan eller vil leve op til det ansvar vi har for kloden og det der med et rammende udtryk kaldes 'den bæredygtige udvikling'. Vi bliver flere og flere mennesker på kloden, vi bruger flere og flere af jordens naturlige ressourcer, vi nægter at begrænse forbruget, også i den del af verden hvor vi lever i overflod, og vi forudser at forbruget vil stige kraftigt i udviklingslandene. Vi frygter forureningen af luften og vandet, frygter udbredelsen af sygdomme og epidemier. Og vi har ingen tillid til at magthaverne og kapitalejerne vil skifte kurs i tide.

Om panik er det rette ord for denne frygt, er et spørgsmål, fordi der i virkeligheden ikke er tale om en enkelt følelsesmæssig og fornuftmæssig reaktion på udviklingen, men tværtimod om lige som mange reaktioner som der er mennesker. Der er rigtigt, at nogle går i panik - og fremturer med dommedagsprofetier, også på film, hvor det virker ekstra stærkt. Men andre er komplet ligeglade med miljøet. Og midt imellem findes en bred vifte af holdninger, der går fra stærk bekymring og vilje til at gøre en indsats til stærk fortrøstning til at vi teknologisk nok skal kunne løse problemerne henad vejen.

Miljøeeksperterne er ikke enige om problemernes omfang eller art. Alle de data de anvender er usikre, og eksperterne deler sig derfor mere efter subjektive grundholdninger, der som bekendt på den ene side har en Bjørn Lomborg der mener at det slet ikke står så dårligt til med Verdens Tilstand som andre mener, og på den anden side de miljøforkæmpere der hader ham, kalder ham uredelig og vil have munden lukket på ham.

I stedet for at tale om panik var det i virkeligheden langt bedre at tale om mange vidt forskellige holdninger til globaliseringen, og specielt holde fast i, at der er mange mennesker på begge sider af vurderingsskellet der har gode argumenter for deres synspunkter og skam også føler stort ansvar for miljøet. Hvad der bør advares imod er netop den paniske frygt for tingenes udvikling, for den hjælper ikke det fjerneste på tilstanden. Den er lige så tåbelig som den pessimistiske holdning, der bl.a. kom til udtryk allerede hos Schopenhauer, der ifølge Safranski betragtede menneskene som "det erkendende liv der opdager sig selv som et lag skimmel på en kold planet". Her er der ikke tale om sund fornuft, men om en sygeligt depressiv holdning der ovenikøbet støtter sig til et rent fiktivt billede af kloden, medens det moderne syn på kloden som et overordentligt smukt sted trods alt har et realt billede at støtte sig til.

Safranski skelner mellem menneskets første og anden natur, idet den første natur er identisk med den instinktive, før-bevidste eller dyriske natur, mens den anden natur er identisk med den bevidsthedsmæssige, sproglige og kulturelle, der på den ene side giver mennesket en række valgmuligheder og dermed en frihed dyrene ikke kender, men på den anden siden også giver os alle vore moralske problemer gennem selve skellet mellem ondt og godt. Ikke blot syndefaldsmyten viser det problematiske ved erkendelsen. Det gør også myten om Prometheus, der stjal ilden fra guderne og dermed skaffede os forudsætningen for al kultur, men samtidig nedkaldte gudernes vrede over vore hoveder.

Men lige så snart Safranski begynder at vurdere disse afgørende trin i udviklingen låser han sig fast i den opfattelse at den anden natur egentlig er og bliver kunstighed, og at mennesket derfor fra naturens hånd er henvist til denne kunstighed.

Safranski indrømmer at vi som regel føler os ganske godt tilpas i teknikkens og videnskabens kultur, men at vi ikke desto mindre har problemer med den, og derfor undertiden ønsker os fritaget fra den. Han kan gå så vidt, at han kan påstå, at mennesket vakler mellem at være 'en gud der ser det hele' og 'et dyr der hører til det hele'. Og han kan få sig selv til at skrive, at efter at vi har lært at flyve med flyvemaskiner i virkelighedens verden i stedet for kun i fantasiens, eventyret, metafysikkens og religionens verden, så har disse sidste fænomener i stigende grad mistet deres betydning for os. Den anden natur er blandt meget andet blevet en lynaflederkultur, der reducerer angsten og minimerer risiciene, hævder han.

Men ingen af delene holder for nærmere eftersyn, for selvom det er ubestrideligt rigtigt, at den videnskabelige tænkemåde i de mest oplyste lande i stigende grad har trængt eventyrets, eksistensfilosofiens og religionens fænomener i baggrunden, så er det aldeles uholdbart at sige, at de har mistet deres betydning. Sagen er tværtimod den, at de aldrig har haft så stor betydning som netop nu, hvor videnskaben, teknologien, kommunikationsteknologien og globaliseringsmulighederne har gjort det endnu vigtigere at bevare overblikket, ansvaret og moralen samt meningen med det hele. Jo større materielt fremskridt, jo vigtigere bliver det immaterielle i eksistensen.

Naturligvis spiller også den anden side af problemet ind, at det videnskabelige og tekniske fremskridt tillige med den økonomiske og kommunative globalisering øger både valgmulighederne og bevidstheden om valgmulighederne så meget, at det i sig selv kan stresse psyken og give os fornemmelsen af ikke at kunne magte opgaverne. Men her må rådet være - med Safranski selv - at holde fast i nødvendigheden af at vi til stadighed sørger for lysninger i vores umådelige skov af uvished, risici og mørke som billedligt talt omgiver os, således at vi kan bevare såvel roen som orienteringsevnen.

Men samtidigt er han også på det rene med, at det ikke går an at afmystificere eller affortrylle vores verden. Hvis det mytiske potentiale langsomt og systematisk nedbrydes ved at 'hele verden går på nettet', så forsvinder det ydre modstykke til menneskets indre transcendens. "I den ydre naturs uigennemtrængelighed erfarer vi vores egen hemmelighed...... Skovene afspejler den fremmedhed der også hersker i vores eget selvforhold. Den der udsætter sig for denne fremmedhed, bevarer følingen med livets mysterium." Derfor går det galt, hvis fremmedheden fjernes. Omvendt skal ingen tro, at der er frelse i selve mysteriet.

Det kunne umiddelbart tage sig ud som selvmodsigelse eller forvirring, eller som om den gode Safranski slet ikke kan finde ud af hvordan han skal forholde sig til globaliseringens fænomen. Og hans bog er vitterligt blevet opfattet som antiglobal og pessimistisk. Men det tror jeg er en fejlfortolkning, som kræver at man ser totalt bort fra mandens underfundighed. Denne viser sig netop derigennem at han tør vedstå problemernes kompleksitet og den principielle umulighed af at søge tilflugt i en frelseslære eller ideologi.

Men rigtignok må man så også påpege, at Safranski enten slet ikke forstår eller i hvert fald undlader at pege på muligheden for at ophæve mange, for ikke at sige de fleste af de logiske problemer der er forbundet med globaliseringstanken og syndefaldet - ved at benytte sig af komplementaritetssynspunktet, der gør det muligt at fastholde logisk uforenelige synspunkter i et overordnet og sideordnende synspunkt.

Globaliseringen - og med den hele den menneskelige erkendelse, videnskaben, teknologien, fremskridtet og de nyeste kommunikationsmuligheder - er hverken god eller ond. Den har derimod sine gode og mindre gode sider. Og generelt gælder, at fordelene altid følges af ulemper, at mulighederne for fornuftig brug af goderne altid følges af mulighederne for misbrug af dem, at løsninger af problemerne altid følges af nye problemer der kræver nye løsninger - i det uendelige. Færdige bliver vi aldrig.

Slutresultatet kender vi ikke - og det skal vi være glade for, al den stund meningen med vores liv ville fordufte, hvis vi kendte resultatet. Samtidigt kan det fastlås at intet individ og ingen generation bærer totalansvaret for udviklingen. Ingen bærer verdens synd på sine skuldre, for nu at tale i religiøst sprog. Det ligger i, at ingen har indsigt i historiens gang ligesom ingen har magt til at ændre den. Vi har altid kun begrænset indsigt i begrænsede områder af universet og historien, og vi har følgelig også kun begrænset ansvar. Det betyder ikke at vi ikke - så vidt vi har psykisk overskud til det - skal bekymre os for helheden, den store globale udvikling, men at vi ganske enkelt aldrig skal tillade denne bekymring at lamme vores vilje til liv, overlevelse og fællesskab.

Rüdiger Safranski: Hvor meget globalisering tåler mennesket?
(Akademisk Forlag. 2004)

Nietzsches sjæl

Essay om Safranski bog om Romantikken:

Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)

Komplementaritetssynspunktet generelt  (med yderligere henvisninger)
Det aggressive menneske
Konrad Lorenz' kulturopgør

Globalisering  (2.6.02.)
Johannesburg-topmødet om miljøet  (7.9.02.)