JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - Johannesburg-topmødet

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.9.02.

Johannesburg-topmødet - succes eller fiasko?

Det sete afhænger som bekendt af øjnene der ser.

Derfor er det ikke så underligt, at meningerne om det netop afsluttede, men overdimensionerede topmøde i Johannesburg 26.8.- 4.9. om ‘Bæredygtig udvikling' vurderes forskelligt alt efter om det iagttages fra FN's, fra de vestlige regeringschefers eller fra de ikke-regerende organisationers, NGO'ernes, og de fattige landes regeringschefers side.

De vestlige regeringschefer er stort set tilfredse, ikke fordi resultatet blev særligt store mål eller konkrete planer, men fordi der trods alt opnåedes noget i opfølgningen af Rio-konferencen i 1992 - og lidt er bedre end ingenting. Man fik eksempelvis sat årstal på fristen for halveringen af de mange millioner mennesker (mere end 1½ mia) der må undvære rent drikkevand, og endda forbundet dette mål med et krav om ordentlig sanitet for dem der savner dette (3 mia). Selv den tyske miljøminister, Jürgen Trittin fra De Grønne, fremhæver dette skridt.

Men miljøorganisationerne og andre NGO'ere er stort set frustrerede og taler om ‘de bristede drømmes topmøde' eller ‘den vedvarende skuffelses topmøde'. Der blev efter deres mening kun krummer til de fattige. Kræmmerne i de rige lande trak det længste strå. For forhenværende miljøminister Svend Auken var resultatet ikke alene en skuffelse, men ‘deprimerende for alle lande'.

I sin tale til stats- og regeringscheferne havde FN's generalsekretær nu også lagt op til en mere offensiv linje. Den udviklingsmodel vi hidtil har forfulgt er forkert for mange. Den vej der fører til velstand for de få, ruinerer miljøet og lader et flertal af menneskeheden tilbage i elendighed. Handling må til, og den skal komme fra de rige lande, der har økonomien, velstanden og teknologien til den.

Den tyske forbundskansler fik forsamlingens største bifald, da han appellerede til de industrilande der endnu ikke havde ratificeret Kyoto-aftalen (det drejer sig primært om USA) om at få det gjort, og samtidig forlangte fri og uhindret adgang for udviklingslandene til verdensmarkedet og derfor afvikling af subventioner til landbruget (det var primært et hip til Frankrig, som han står at skulle forhandle landbrugsaftale med, hvis han vinder valget 22.9.).

Kansleren, der på grund af den hjemlige valgkamp kun opholdt sig i Johannesburg nogle få timer, og som med en lille handel havde byttet sig til en plads i talerækken som nr. 7 - foran Tony Blaire og Jacques Chirac - lancerede også i sin korte tale nogle tilsyneladende mere konkrete udspil om vedvarende energi. Han ville over de næste fem år hjælpe samarbejdet for vedvarende energi med 500 mio Euro (4 mia kr.) og det samme beløb til udviklingen af mere effektivitet på energiområdet.

Også Jacques Chirac høstede bifald på sin følelsesladede tale om at Johannesburg-mødet var ‘menneskehedens stævnemøde med skæbnen'. "Vores hus brænder, og vi ænser det ikke", påstod han i god retorisk-fransk stil, der slører det afgørende problem, at den skæve, fordelingsmæssige og miljømæssigt risikable udvikling i verden er en så kompleks sag, at nemme løsninger eller løsninger alle kan tilslutte sig slet ikke findes.

Begge taler var uforpligtende og mere rettet mod at vække opmærksomhed end mod at lede til konkrete løsninger på konkrete problemer; de er altså det tyskerne kalder "Fensterreden", taler der er møntet på andre end dem de fysisk siges til, nemlig dem der hører på gennem ‘vinduet' eller fjernsynet, for kanslerens vedkommende uden tvivl de tyske vælgere.

Anders Fogh Rasmussens tale

Statsminister Anders Fogh Rasmussen talte som nr. 3 på vegne af hele EU plus ansøgerlandene (men fik ikke af den grund mere taletid end de øvriges 5 minutter) og havde naturligvis måttet afstemme sine synspunkter med de øvrige EU-lederes.

Hans tale, der kan læses i fuld længde på statsministerens hjemmeside (under taler) fastslog EU's tre hovedbudskaber:

- Fattigdom skal fjernes gennem bæredygtig økonomisk vækst og øget adgang til markedet.
- Den industrialiserede verden skal øge udviklingsbistanden.
- Miljøet skal beskyttes gennem sikring af biodiversitet, sikre kemikalier, rent vand og sanitet samt vedvarende energi.

Han kædede målsætningen sammen med vigtigheden af god regeringsførelse, dvs frihed, demokrati, retssikkerhed, som betingelse for udvikling og hjælp til udvikling.

Og han lagde ikke skjul på synspunktet, at når handelen går frem, går fattigdommen tilbage - selvom han erkendte at handel ikke er nok.

Bistand og handel, god regeringsførelse og bedre miljø - det er nøglepunkterne i EUs opfordring til en global aftale.

Vækst og udvikling er vitale for os alle, sagde han. Lad os sammenkæde økonomisk vækst og beskyttelse af miljøet. Og lad os lave en aftale som kan erstatte fortvivlelse og mørke med håb og lys for hundrede af millioner mennesker.

Nogle af disse synspunkter og formuleringer er tydeligt inspireret af Bjørn Lomborgs nyeste kontroversielle artikler - og det er for så vidt fint nok, selvom det havde været ønskeligt med en uddybning (jf specialartikel under ‘Miljø' Klik). Men alligevel er Fogh Rasmussens tale et glimrende eksempel på, at kønne ord ikke ændrer tingenes tilstand. Det tror Fogh naturligvis heller ikke selv et sekund. Tværtimod var han fri nok til overfor pressefolkene (herunder Berlingske Tidendes Jesper Termansen) forud for talen at tilstå, at den slags topmøder ikke nytter noget.

"Tusinder af mennesker bliver hevet til Sydafrika for at sidde og snakke i dagevis om papirer. Det er tiden løbet fra. Nu drejer det sig om at der bliver sat handling bag ordene, at man gør noget ude i landsbyerne". Han fulgte udtalelsen op med et besøg ude i landsbydistrikterne i Soweto.

Og om selve topmødets dagsorden sagde han, at den var for omfattende, fordi stort set alt er taget med. Det er bedre at prioritere, og fx som den danske regering fokusere på vand og forbedret sanitet (således som Lomborg havde anbefalet).

Men den slags udtalelser huer ikke miljøfolkene. Verdensnaturfondens Lars Georg Jensen mente således, at Foghs ord ligefrem er "en hån mod ulandene som møder op i håbet om, at verdens velfærd bliver lidt mere retfærdigt fordelt".

Uoverensstemmelsen peger meget præcist på den fundamentale forskel der er i synspunkterne mellem idealisterne i NGO-organisationerne og de fattige landes egne alt for forventningsfulde topmødedeltagere på den ene side og realisterne i de vestlige landes regeringer på den anden side, et emne som Fogh Rasmussen lige så lidt beskæftigede sig med i sin officielle tale som Schrøder, Chirac eller Blaire gjorde.

En af de få der sagde tingene utilsløret var Cubas udenrigsminister Felipe Pérez Roque, der høstede stort bifald da han gik til angreb på de vestlige lande og de internationale finansinstitutioner. Efter at have opridset antallet af sultne mennesker, voksne analfabeter, aidsramte og andre syge og mennesker uden ordentlige sanitetsforhold konstaterede han, at verden i dag er mere uretfærdig og ulige end den var for 10 år siden, da Rio-konferencen fandt sted.

Og "skylden ligger i Vestens overforbrug og undertrykkelse af de fattige lande. Den internationale Valutafond er blevet instrument for neoliberalisme og tjener kun nogle få landes interesser. Der mangler både politisk vilje og adgang til finansielle midler for at løse problemerne", sagde han ifølge Ritzau og forslog nedlægning af valutafonden og etablering af et retfærdigt handelssystem til gavn for ulandene.

Topmødet i Johannesburg afspejlede altså grundlæggende opdelingen af verden i rige lande og fattige lande, men samtidig kløften i holdningen til hvad der er retfærdigt og uretfærdigt, hvad de rige lande kan forpligtes til og hvad ikke, og hvordan den økonomiske udvikling overhovedet kan og bør fungere.

Mødets handlingsplan

Mødet enedes nok om en handlingsplan, der bl.a. omfatter følgende temmelig uforpligtende punkter:

- Den del af befolkningen der ikke har adgang til rent vand og ordentlige sanitet skal halveres.
- Der skal udarbejdes programmer for produktion og vækst der ikke belaster miljøet.
- Stigningen i antallet af dyre- og plantearter der forsvinder skal standses.
- Andelen af vedvarende energi skal øges betydeligt.
- Der skal udvikles metoder der minimerer risiciene ved anvendelse af kemikalier.
- De rige lande bør leve op til løftet om at yde mindst 0,7 % af BNP til udviklingshjælp.
- God regeringsførelse gøres til afgørende forudsætning for bæredygtig udvikling.
- Det fastslås at alle lande har et ansvar for klodens fremtid, men de rigeste lande det største.
- De sociale rettigheder og menneskerettighederne blev understreget, men de fundamentalistiske muslimer og kristne forhandlere blokerede for en klar melding om kvinders ret til prævention.

Men plenarmødet for regeringscheferne afslørede med al ønskelig tydelighed kløften mellem rige og fattige, ikke mindst da den amerikanske udenrigsminister Colin Powell talte som en af de sidste. Han blev afbrudt mange gange og buh'et ad, ikke blot fra de amerikanske observatører fra miljøorganisationerne, men også fra afrikanske lande der ikke brød sig om hans kritik af Zimbabwes præsident Mugabe og hans regeringsmetoder, der som bekendt ikke kommer ind under det de vestlige lande kalder ‘god regeringsførelse', og som er hovedårsagen til sultkatastrofen i hans land.

Kritikerne af den vestlige verden i almindelighed og USA i særdeleshed kan sagtens påvise fejl og uheldige sider ved det kapitalistiske systems indretning og følger, og idealisterne kan sagtens foregøgle verden en løsning af alle uligheder, uretfærdigheder og miljøansvarsløshed gennem afskaffelse af systemet, men ingen af dem kan komme uden om, at systemet er stærkt og er alene om at kunne skaffe vækst i verden. Realisterne har derfor de stærkeste kort på hånden når de gør gældende, at også bæredygtig, dvs miljøhensynstagende udvikling må ske inden for den kapitalistiske markedsøkonomis og det demokratiske ledelsessystems rammer.

Hverken topmødets sluterklæring eller FN og dets underorganisationer i det hele taget tør sige, at Zimbabwes hungersituation er en direkte følge af et lokalt politisk misregimente, eller at aids-katastrofen i Afrika er en direkte følge af en lokal umoral der tilsidesætter ethvert hensyn til kvinders rettigheder og gør mandens behov for uindskrænket seksuel udfoldelse til en ret, ligegyldigt hvor usikker den dyrkes.

Når spørgsmålet om rent vand og ordentlige toiletforhold til de mange millioner mennesker der i øjeblikket savner det, blev topprioriteret, så er det tegn på realitetssans, for her er et område, hvor bistandshjælp fra de rige lande virkeligt kan batte noget. Men heller ikke her er hjælpen uden problemer, for jo flere mennesker der får rent vand, jo bedre bliver levestandarden, og jo flere børn vil der komme - med hvad deraf følger af nye problemer for at skaffe rent vand og fødevarer m.v. Dette betyder naturligvis ikke, at målsætningen om rent vand skal tages af bordet, men det understreger, at både kravet om god, dvs demokratisk regeringsførelse og kravet om regulering af befolkningstilvæksten også her må kædes til hjælpen.

Det kan lyde kynisk, men er simpel logik, at fjerner man kunstigt, dvs. ved tilskud udefra, de grænser for befolkningtilvækst som naturen sætter gennem ressourcernes begrænsning og sygdomsrisicienes forøgelse, så skaber man problemer, som den befolkning der får hjælpen ikke motiveres til at løse på egne betingelser, og som de - som erfaringen har vist - heller ikke i praksis får løst. Resultatet er skruen uden ende for problemer, for sygdomsudbredelse, for sult og hungerkatastrofer. Det kan derfor ikke siges tit nok, at den vestlige verdens økonomiske vækst ikke blot er et resultat af mere eller mindre fri markedsøkonomi, men også af en seksualmoral der betyder færre børn pr. fødedygtig kvinde.

Såvel markedsøkonomien, det demokratiske system og den moderne, på prævention baserede seksualmoral bærer såvel den økonomiske som den politiske og familiemæssige udvikling. Den er ikke - som påstået af bl.a. den kubanske udenrigsminister - neoliberalistisk (til forskel fra socialliberalistisk), for den tilsidesætter på ingen måde forståelsen for nødvendigheden af, at staten regulerer markedet. Dette gælder nationalt, regionalt og globalt (gennem aftaler mellem staterne). Derfor er målsætningen fra Brundtland-rapporten (1987) om en ‘bæredygtig udvikling' heller ikke et princip der tilsidesætter markedsøkonomien, men tværtimod et princip der skal regulere markedsøkonomien. Det betyder at markedsøkonomien, der unægteligt er og bliver forbundet med en accept af vækstfilosofien, selv skal give basis for den regulering der er nødvendig af hensyn til miljøet. Dette tror miljøfolkene ikke på - og det er just grunden til, at de kan regnes for idealister uden tilstrækkelig jordforbindelse.

Konklusionen

På topmødet i Johannesburg blev der sagt pæne ord om en global aftale om bæredygtig udvikling, men det blev ved ordene. Svend Auken har for så vidt ret, når han i sit indlæg i Berlingske Tidende 5.9. rent ud siger, at kun et mirakel kan redde en konkret global overenskomst af den art han selv foreslog i OECD i maj 2001. Og bittert føjer han til, at alle ‘realistiske' vurderinger siger at tanken er død. Det er formentlig rigtigt, men afslører jo netop hvor dyb uenigheden er om, hvad der er realistisk.

At topmøder ikke skaber mirakler er i hvert fald en kendsgerning, og Koffi Anan sagde da også ved afslutningen af Johannesburg-mødet, at vi ikke må forvente mirakler af topmøder. Det var bestemt heller ikke det Anders Fogh Rasmussen gjorde, da han ytrede sig om papirarbejdet på sådanne konferencer. Mere bemærkelsesværdigt er det, at den 86-årige svenske diplomat Sverker Åström, der var arkitekten bag FN's første globale miljøsamling i Stockholm i 1972 og en af drivkræfterne bag Rio-konferencen, udtaler sig i samme retning. "De store globale konferencer har udspillet deres rolle. De er blevet ineffektive, for dyre og fører til færre positive resultater. De ruller nærmest udviklingen tilbage, fordi de er afhængige af enighed.", udtalte han ifølge Politiken. Politikens journalister tilføjede 4.9. - under overskriften ‘Klodens sidste topmøde' - at Johannesburg modsat Rio vil blive stående som "symbolet på, at klodens regeringer hverken har styrken eller viljen til at opfylde drømmen om at nedfælde løsningen på alverdens problemer i et enkelt dokument. Ikke en gang en svulstig politisk erklæring med meget generelle vendinger kunne landene blive enig om uden sværdslag."

Hvad vi egentlig skal med svulstige erklæringer, må man nok have lov at spørge om. Og om regeringernes manglende styrke eller vilje til at nedfælde løsningen på problemerne i et enkelt dokument er først og fremmest at sige, at den kunne skyldes, at løsningen på verdens uhyre store og komplekse og i vid udstrækning uoverskuelige problemer slet ikke kan nedfældes i et dokument. Det er problemer som landenes regeringer, FN , EU og alle de mange humanitære organisationer støder på i konkret og specifik form fra gang til gang og fra område til område, og som de må tage stilling til i konkret og specifik form fra gang til gang - uden på nogen måde at glemme det overordnede perspektiv.

Det er ikke manglende styrke eller ond vilje der ligger bag udviklingens store problemer eller historiens gang. Men det simple forhold, at mennesket én gang for alle har forladt naturen og Paradisets Have og begivet sig ind på en udvikling, der uundgåeligt medfører problemer i kraft af den menneskelig bevidstheds brug og misbrug - og derfor også medfører det ene moralske dilemma efter det andet. Intet mirakel bringer menneskeheden ud af denne udvikling eller de moralske, kulturelle og politiske kriser, den medfører.

Johannesburg-topmødet 2002 om bæredygtig udvikling var hverken et mirakel eller en indfrielse af miljøorganisationernes drømme, men det var en betinget succes, for så vidt det resulterede i en slags konkret justering eller ajourføring af den tidligere handlingsplan og samtidig på en nyttig måde anskueliggjorde selve det problematiske ved topmøder af den art.

'Bæredygtig udvikling' er et begreb af den slags der ikke kan anfægtes. Men dets indhold kan til gengæld debatteres flittigt, fordi der ikke eksisterer en entydig eller definitiv løsning på alle de problemer udviklingen indebærer. Det er så at sige blevet en del af den fremtidige globale politik henimod bæredygtig udvikling at videreudvikle begrebet så det fortsat afspejler spændingen mellem idealitet og realitet.

Til toppen Til forsiden PrintVersion

utils postfix clean