JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - Lomborg

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.9.02.

Lomborg, realisterne og miljøforkæmperne

Netop da topmødet om bæredygtig udvikling åbnede i Johannesburg bragte New York Times en artikel af Bjørn Lomborg, direktøren for det nyligt oprettede Institut for Miljøvurdering.

Lomborg konstaterer indledningsvis, at industrilandene i Vesten traditionelt har vist større bekymring for miljømæssig bæredygtighed, mens tredjeverdenslandene har et stærkere ønske om økonomisk udvikling. Og han gør lige ud gældende at "udfordringen i Johannesburg bliver at se, om verden er parat til at sætte udvikling foran bæredygtighed", idet han tilføjer, at "hvis USA slår tonen an, vil verden måske omsider finde modet til at gøre det".

Der er efter Lomborgs mening ingen tvivl om, at udledningen af kuldioxid fra fossile brændstoffer har forhøjet klodens temperatur. Men til gengæld heller ingen tvivl om, at en alt for stor del af debatten er fikseret på at mindske udledningen uden hensyn til omkostningerne.

Lomborg hører klart til realisterne i både marxistisk og borgerlig forstand: det er økonomien der til syvende og sidst bør og vil bestemme udviklingen. Vi skal derfor ikke smide formuer ud på en radikal sænkning af udledningen af kuldioxid, når vi kan regne ud, at effekten er lille og usikker, og at pengene kunne bruges langt mere fornuftigt til konkrete forbedringer af vilkårene for udviklingslandene, specielt med hensyn til at skaffe dem rent drikkevand.

Han er godt klar over, at de fleste menneskers intution siger dem, at vi er nødt til at gøre noget drastisk ved drivhuseffekten, men han mener, at vores fornuft bør få os til at indse, at den for det første meget vel kan være et forbigående fænomen, fordi den er knyttet til de første faser af industrialiseringen, og for det andet at det vil være langt dyrere for os at sænke udledningen af kuldioxid end at betale prisen for at tilpasse os de forhøjede temperaturer. De mest nærliggende måde at hjælpe udviklingslandene på - og det er dem der påvirkes mest af drivhuseffekten - er at forsyne flest mulige mennesker i disse lande med rent drikkevand.

Generelt mener Lomborg, at der burde være forkus på udvikling og ikke på bæredygtighed. Udvikling er ganske vist ikke værdifuld i sig selv, men den vil på langt sigt få den tredje verden til at bekymre sig mere om miljøet. For det forholder sig efter Lomborgs mening sådan, at "først når mennesker er rige nok til at brødføde sig selv, begynder de at tænke over konsekvensen af deres handlinger for verden omkring dem og for fremtidige generationer".

Lomborg appellerer derfor specielt til USA, der i Johannesburg har en "enestående mulighed for at bruge sin magt til at trække opmærksomheden over på udvikling", og konkret på de fundamentale spørgsmål om rent drikkevand, bedre sanitet og sundhedspleje og kampen mod fattigdom. "Et sådant skift ville gøre det muligt for USA at genvinde det moralske overtag", ja, ligefrem at komme til at "fremstå som frelseren"!

Som bekendt kom det stort set til at gå som Lomborg gerne ville. Sluterklæringen fra Johannesburg kom godt nok til at repetere tidligere idealistiske målsætninger, men de vigtigste punkter blev faktisk nogle konkrete og tidsbestemte målsætninger for netop drikkevand, sanitet og sundhedspleje (jf. artiklen om Johannesburg-mødet - Klik).

Bemærkelsesværdigt er det også, at flere af Lomborgs formuleringer gik igen i den tale som statsminister Anders Fogh Rasmussen afgav på plenarmødet på EU's vegne. Blandt andet sagde Fogh Rasmussen ordret gengivet: "Vækst og udvikling er vitale for os alle, fordi det kun er når folk kan brødeføde sig selv og deres familier, se deres børn gå i skole og vokse op med en reel fremtid og møde livet med en følelse af håb, at de også kan tillade sig den luksus at tage vare på deres skove, deres luft, deres vand og deres føde."

USA's udenrigsminister Colin Powel lod klart forstå, at amerikanerne tænker i samme baner og først og fremmest satser på at yde hjælp til udvikling.

Der er ingen tvivl om, at Johannesburg-mødet endte med at sætte udvikling over bæredygtighed - og selvom det absolut ikke er i Brundtland-rapportens ånd, for her var begrebet ‘bæredygtig udvikling' ikke to ord men én term, så er kendsgerningen, at man på dette formentlig sidste topmøde af sin art havnede på realpolitikkens flade jord, hvor man er nødt til at prioritere, fordi ressourcerne er begrænsede, og hvor man derfor bruger cost-benefit-analyser til at finde ud af, hvor man får mest for pengene.

Det er klart, at idealisterne i miljøbevægelserne og de humanitære organisationer ser anderledes på sagen. De foretrækker alt andet lige at man fokuserer på bæredygtigheden og derfor prøver at styre udviklingen i retning af mindst mulig vækst, mindst mulig forurening, mindst muligt overforbrug og mindst mulig ulighed i fordelingen. Det er naturligvis en ærlig sag og - som Lomborg også indrømmer - en filosofi der ligger intuitionen nærmest. Men det er samtidig åbenlyst en filosofi der gør direkte op med den reelle opbygning af hele vort økonomiske og demokratiske system i Vesten, og som derfor i virkeligheden er et opgør med kapitalismen. Og det var Johannesburg-mødet - eller FN i det hele taget - nok trods alt ikke det rette forum for.

Ikke desto mindre er det åbenbart det ikke blot miljøforkæmperne, men også utallige menige mennesker i den vestlige verden mener, og derfor er det ikke uden grund, at medierne, inklusive de borgerlige, har held til i vid udstrækning at fremstille Bjørn Lomborg som en provokatør. Berlingske Tidendes Jesper Termansen er med på holdet, når han 27.8. på forsiden af sin avis udbasunerer, at "Miljøprofet provokerer topmøde". Sandheden er at Lomborgs artikel ikke var stilet til topmødet, men til amerikanerne, og at Lomborg iøvrigt ikke er miljøprofet eller anden slags profet, men direktør for et prosaisk institut, der er sat til at vurdere de såvel praktiske som økonomiske konsekvenser af tiltag på miljøområdet. Når Termansen gør gældende, at "Lomborgs kronik er én stor underkendelse af hele den grundfilosofi der præger FN-topmødet og samtidig en entydig hyldest til USA's negative holdning til FN-topmødet", så er det udslag af åbenlys subjektivitet. Termansen tager parti for idealismen i hele sagen, hvor Lomborg meget konkret slår til lyd for en økonomisk realisme, der ligger meget tæt på de vestlige regeringschefers opfattelse.

En anden af Berlingske Tidendes medarbejdere, Pauli Andersen, falder 28.8. for fristelsen til et ordspil, hvor han sår tvivl om Lomborgs bæredygtighed og lige ud påstår, at Lomborg med sin uforbeholdne støtte til USA (det var ikke en støtte, men en appel forud for mødet), spredte "en giftsky over indledningen på verdenstopmødet". Det svarer ikke til den svenske EU-miljøkommissær Margot Wallströms indtryk af, at Lomborg er en temmelig marginal person i topmødesammenhæng. Og det svarer heller ikke rigtigt til, at Lomborgs synspunkter fik konkret indflydelse på formuleringen af den danske statsministers tale på mødet. Gift var ikke ligefrem det statsministeren spredte.

Pauli Andersen refererer kritikere for at hævde, at udlandet nødvendigvis må opfatte Lomborg som en af regeringens miljøeksperter, når han skriver en kronik under sin titel som direktør for et institut under Miljøministeriet. Men det er da udlandets fejl. Vi har her i landet heldigvis god tradition for, at direktører for de forskellige institutter under ministerierne kan udtale sig uafhængigt af regeringen. Denne uafhængighed blev understreget meget tydeligt i en pressemeddelelse fra statsministeriet efter den første kritik af Lomborgs kronik. Men det kniber fortsat så meget for både danske og udenlandske journalister at forstå denne uafhængighed, at de finder det nødvendigt at køre frem med falske påstande og irrelevante udtalelser fra regeringens politiske opposition. Fx bringes rask væk SF'eren Jørn Jeppesens vittigt formulerede påstand om, at Lomborg udtaler sig som "en statsstøttet smagsdommer i lodret strid med Danmarks og EUs holdning".

En af Lomborgs tidligere forskningskolleger, Peter Kurrild-Klitgaard, går prisværdigt i rette med kritikerne af Lomborg på såvel venstrefløjen som den borgerlige fløj, der begge har forlangt at regeringen skulle lægge afstand til den formastelige direktør, som en uafhængig institutbestyrelse har udnævnt, og hvis uafhængighed regeringen har understreget. Til gengæld slår Kurrild-Klitgaard fast, at man selvfølgelig kan mene om Lomborgs vurderinger af klodens tilstand, hvad man vil. "Men Lomborgs grundlæggende pointe burde i virkeligheden ikke blot være ukontroversiel, men åbenlys: at miljøpolitiske initiativer ligesom alle andre politiske beslutninger har velfærdsøkonomiske konsekvenser, og at disse bør tages med i betragtning, når man skal vurdere, om det ene eller det andet forslag bør vedtages eller forkastes."

I tråd hermed fastslår også chefredaktør Erik Meier Carlsen i sin leder i BT 28.8., at Lomborg har indlysende ret i, at der må prioriteres, når der føres politik. Pengene kan jo kun bruges én gang. Og han tilføjer ironisk: "Som regel kan utroligt mange mennesker blive enige om, at der bør gøres noget ved miljøproblemerne. Helst dem alle sammen. Og helst med det samme. Men politik bliver der først tale om, når der vælges: Hvad er det vigtigste? Hvad må vi leve med?"

I et kort indlæg i Berlingske Tidende 29.8. om debatten skriver Bjørn Lomborg, at han ikke uden videre er fortaler for ubegrænset økonomisk vækst. Men han fokuserer primært på udvikling af ulandene. Han er overrasket over at se, hvorledes udvikling pludselig bliver et fyord, når man tillader sig at sætte det op mod bæredygtighed, fortsætter han. Forinden har han påstået, at Brundtland-rapporten om bæredygtig udvikling forudsætter, at vi forsøger at opfylde de nuværende generationers behov, og at det er i det lys, at man skal tænke på de fremtidige generationer.

Og se, dén påstand fra Lomborgs side var måske en kritik og en debat værd.

Jeg tror det er umuligt at komme uden om, at når Brundtland-rapporten fra 1987 definerede ‘bæredygtig udvikling' som "en udvikling der opfylder de nuværende generationers behov uden at bringe fremtidige generationers mulighed for at opfylde deres behov i fare", så var det meget bevidst for at sammenkæde de to begreber på en sådan måde, at det bliver klart, at en udvikling der fremmer opfyldelsen af de nuværende generationers behov på de fremtidige generationers bekostning er uansvarlig. Rapporten lægger på ingen måde op til et valg mellem udvikling og bæredygtighed, men lige præcis til et valg af den udvikling der er bæredygtig ved at tage hensyn til fremtidige generationers behov for et miljø uden truende forurening. Den form for udvikling der bare kører videre i det gamle spor med stadig større industrialisering og stadig større forbrug af jordens ressourcer er uansvarlig i det omfang den forringer miljøet. Det er med andre ord en påskønnelsesværdig og meget inspirerende helhedsrealistisk etik rapporten pålægger politikken.

Naturligvis er der kæmpestore problemer med at fastlægge jordens faktiske miljøtilstand. Verdens tilstand er alt for kompleks til at den overhovedet kan måles eksakt. Men udvikling i betydning økonomisk vækst er ikke automatisk nogen løsning på verdens miljømæssige problemer. Der kan være meget rigtigt i, at folk rundt omkring på kloden først blive ansvarsbevidste om deres miljø, når de når et vist niveau af økonomisk udvikling, men det er jo bl.a. fordi den mere naturlige eller om man vil intuitive forståelse for miljøets betydning - som genfindes i alle såkaldt primitive samfund - bliver utilstrækkelig, så såre man forlader den oprindelige naturalieøkonomi, hvor befolkningstilvæksten reguleres på naturens barske måde.

Gribes der ind med hjælp til udvikling med økonomisk og teknologisk bistand samt fødemidler og medicin, så ophæver man naturens regulering - og man får et etisk tomrum, en ansvarsfrihed, der sætter en kæde af følgevirkninger i gang, der gør modtagerlandene endnu mere afhængige af hjælpen udefra. Det vil på denne baggrund være ikke så lidt naivt at tro, at ansvarligheden automatisk kommer med øget økonomisk vækst. Ansvarlighed er altid et bevidsthedsmæssigt spørgsmål. Den kræver refleksion over økonomien og udviklingen. Og når man samtidig i udviklingslandene kan konstatere - næsten efter naturloves ubønhørlighed - at korruptionen følger den økonomiske vækst, så er det dobbelt vigtigt at indse, at hele den overordnede etik der dybest set er knyttet til begrebet ‘bæredygtig udvikling' aldrig kommer af sig selv.

Men det var dét man skulle diskutere med Lomborg og på baggrund af hans synspunkter - i stedet for at klandre ham for alle mulige urimelige ting, som han aldrig har sagt eller ment.

Valget står ikke mellem udvikling og bæredygtighed, for det er aldrig en luksus at bekymre sig for miljøet, men en dyb etisk forpligtelse for alle der ikke hylder devisen: Efter os syndfloden.

Bjørn Lomborgs hjemmeside: Klik

Læs også artiklerne:

Køl af! - lyder det fra Bjørn Lomborg  (11.1.08.)
Lomborg renset  (22.12.03.)
Jagten på Lomborg  (12.1.03.)

Til toppen Til forsiden PrintVersion

utils postfix clean