JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - Komplem generelt

ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.6.02.

Komplementariteten principielt og generelt

Udgangspunktet for komplementaritetsbegrebets aktualisering i atomfysikken var den principielle umulighed af at afgøre om atomets dele 'an sich' er partikler eller bølger, eller umuligheden af at bestemme en partikels sted samtidig med dens hastighed eller impuls.

Bohrs valg af terminus faldt efter nogen usikkerhed til sidst på et ord der netop peger på det forhold, at man ikke står over for erfaringer der udelukker hinanden, men tværtimod over for erfaringer der supplerer hinanden på en sådan måde, at man får en fuldstændig beskrivelse ud af at fastholde de to anskuelsesmåder som sideordnede i ét og samme dynamiske syn. Bohr understregede derved, at der ikke er tale om nogen form for forening af logiske modsigelser, dualismer eller antinomier af den art som hhv. Descartes og Kant opererede med, eller om en højere enhed, en syntese af en tese der står over for en antitese, af den art Hegel og siden Karl Marx talte om. Der er tværtimod tale om en genuin helhedsbeskrivelse: en beskrivelse af et fænomen som i naturen fremtræder som en helhed som mennesket er ude af stand til at underdele eller nedbryde i del-fænomener uden samtidig at løbe ind i det problem, at undersøgelsens objekter vekselvirker med undersøgelsens måleinstrumenter og således principielt forhindrer en beskrivelse i den klassiske fysiks sædvanlige forstand med præcis angivelse af tid, sted, årsag og virkning.

"Begrebet komplementaritet indebærer", med Bohrs egne ord, "ikke noget afkald på en detaljeret analyse, hvorved rækkevidden af vor forsken ville begrænses, men betoner simpelthen karakteren af en objektiv beskrivelse, uafhængig af subjektivt skøn, inden for et hvilket som helst erfaringsområde, hvor utvetydig meddelelse principielt kræver hensyntagen til de omstændigheder, under hvilke erfaringerne er vundet."

Komplementaritetssynspunktet kunne derfor også fra Bohrs side betragtes som en "rationel almindeliggørelse af selve kausalitetsidealet". Men denne betragtning forudsætter just, at man ser kvantefænomenerne som genuine helheder, hvis helhedstræk er symboliseret ved selve virkningskvantet, hvis vekslende fremtrædelsesformer afgøres af selve forsøgsopstillingerne, og hvis matematiske udtryk er "ubestemthedsrelationer", der kun muliggør statistiske fortolkninger. Kausaliteten omformes således fra en irrationel, naiv og uholdbar determinisme, der principielt hævder det muligt at afdække alle årsagsforhold ned til mindste detalje, til en nøgtern og rationel sandsynlighedsbetragtning, der giver det spillerum for mulighederne som svarer til såvel dagligsprogets begreber som den sunde fornufts virkelighedsopfattelse.

Komplementaritetssynspunktet knytter sig psykologisk nøje til forskellen mellem primær- og sekundærprocesserne og dermed til forskellen mellem billede (eller symbol) og ord (eller begreb), og til forskellen mellem fri association og bunden logik.

Ligesom det ikke kan afgøres om atomets dele .- og dermed de mindste dele i naturen - er partikler eller bølger, stof eller energi, således kan vi ikke afgøre det ontologiske spørgsmål, om verdens substans "an sich" er materie eller idé. Vi kan betragte den ud fra visse subjektivt valgte iagttagelsesmåder som materie, og vi kan ud fra andre subjektivt valgte iagttagelsesmåder betragte den som idé, idet dog begge iagttagelsesmåder forudsætter stabile stoffer i vores dagligdag og dermed virkningskvantet, og samtidig forudsætter stabile forestillinger i vor bevidsthed og dermed 'føle-tanke-kvanter'.

Komplementaritetssynspunktet ophæver definitivt den ældgamle filosofiske strid om materialisme kontra idealisme. Descartes' opfattelse af materien som en i rummet udstrakt og derfor målelig substans over for opfattelsen af ideerne som det ikke udstrakte og derfor umålelige fører kun på filosofiske afveje, nemlig ud i en ørkesløs og uafgørlig diskussion om, hvad der er den egentlige substans i verden.

Komplementaritetssynspunktet ophæver ligeledes de ældgamle filosofiske diskussioner om de paradokser, som uendelighedsbegrebet har ført med sig fra Zenon til Kant. Uendeligheden er en uundværlig forestilling som vi mennesker kan gøre os om muligheder der rækker ud over det praktisk konstaterbare, men begynder vi at ræsonnere over om universet har en begyndelse i tid eller har været til alle tider, om universet har en grænse eller er uendeligt, eller om Achilleus kan indhente skildpadden ved at halvere afstanden i det uendelige, så havner vi i golde diskussioner, der kan fortsætte netop i det uendelige, fordi der er principiel forskel på billedet (symbolet) og det eksakte begreb. Uendeligheden er, når det kommer til stykket, et indre billede eller symbol på tænkte muligheder og ikke et eksakt begreb om konstaterbare eller målelige forhold. Men billedet kan ikke undværes - end ikke i den mest eksakte disciplin af alle, matematikken.

Niels Bohrs egne eksempler på komplementaritet uden for kvantemekanikken var få, men han vendte til gengæld ofte tilbage til dem. De skal her blot opregnes, idet de efterfølgende vil blive behandlet frit og i en anden orden. Det drejer sig om: bevidsthed/hjerneprocesser, følelse/fornuft, beslutning/overvejelse, intuition/logik, sjæl/legeme, barmhjertighed/retfærdighed og individ/samfund.

Hertil kommer oplevelsesform/anskuelsesform og det dertil hørende skel mellem religion og videnskab, der imidlertid ikke forekommer særligt gennemtænkt eller hensigtsmæssigt og derfor i denne fremstilling er erstattet af den helt anderledes fundamentale komplementaritet mellem eksistens og videnskab.

Bohr var lejlighedsvis også inde på at betragte de forskellige religioner og kulturer gennem tiderne som komplementære til hinanden, men indså selv umuligheden af at gennemføre synspunktet strengt. Det kunne nok bruges til at understrege forskellige religioners og kulturers principielle ligeberettigelse, men ikke til at forklare, at nogle dog trods alt synes at bukke under for udviklingen, medens andre overlever, bl.a. i kraft af deres omformningsevne.

Til toppen Til forsiden Printversion

utils postfix clean