JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - trier

ARTIKEL FRA JERNESALT -

Lars von Trier - en kort karakteristik

Lars von Trier (f. 1956) gik allerede med filmskolefilmen 'Befrielsesbilleder' (1982) gik sine egne veje som filminstruktør. Gennembruddet var krimien 'Forbrydelsens element' (1982), der i 1987 blev fulgt af en meget selvreflekterende og selvironisk 'Epidemic' (1987) om en film der ikke bliver til noget. I 1991 fulgte melodramaet 'Europa' der foregår i eftertidskrigens Tyskland med spændinger mellem tyskere indbyrdes og mellem tyskerne og amerikanerne. I 1994 og 1997 lavede Trier gyserne 'Riget' 1 og 2 med skildringen af et helt igennem urealistisk miljø på Rigshospitalet, som gik lige ind hos det store publikum på grund af sin fantasi og humor. 'Breaking the Wawes' fra 1996 blander sex og religion sammen på en måde der igen peger hen mod det fantastiske, ja det overspændte. Og det samme gælder musicalen 'Dancer in the Dark' fra 2000.

Ind imellem disse to film lavede Trier i 1998 den provokerende, men også tankevækkende dogmefilm 'Idioterne' der skildrer en gruppe unge mennesker der render rundt og spiller spassere, men selv diskuterer formålet med det. Filmen fulgte nogle æstetiske 'dogmer', et regelsæt kaldet 'Kyskhedsløftet', som Trier og Thomas Vinterberg havde opstillet som svar på den almindelige Hollywood-tendens til at gøre filmene dyrere og dyrere og samtidig mere og mere skuespiller- og instruktørfikserede. Blandt dogmerne er reglerne om, at optagelserne skal foregå on location, at kameraet skal være håndbåret, at filmen ikke må indeholde overfladisk action og ikke være tidsmæssig eller geografisk fremmedgørende, samt at instruktøren ikke må 'krediteres' (nævnes under 'credits'). Det sidste punkt blev nu omgået af Trier selv!. 'Dogme 95' blev betegnet som en redningsaktion - og resultatet blev vitterligt at dansk film de følgende ni år har fået en sand opblomstring med film som 'Festen' (Vinterberg), 'Mifunes sang' (Søren Kragh- Jacobsen), Italiensk for begyndere' (Lone Scherfig) og senest 'Forbrydelser' (Anette K. Olesen).

For Triers eget vedkommende gælder, at han i allerhøjeste grad tror på sig selv som kunstner - og det har han gjort fra tidligste tid, og han er ikke bange for at tilstå offentligt, at det er mesterværker han laver, for hvis man ikke har mesterværket som mål, lykkes det heller ikke.

Han har været kompromisløs når det gjaldt at forfølge sine kunstneriske mål - og ingen har været i tvivl om det, ej heller om hans talent. Han er vidende om filmhistorien, så han kan lave den ene mere eller mindre skjulte reference efter den anden til film han sætter højt (blandt andre Dreyers, Bunuels og Tarkofskijs). Han har systematisk skaffet sig en meget stor erfaring både teknisk set og hvad angår personinstruktionen. Og han er generøs med hensyn til ideer og hjælp til kolleger. Men han har sine særheder, sine fobier, neuroser og traumer - og temperamentet kan slå gnister i stressede situation, så han smadrer et eller andet.

Men som han selv erkender, så magter han ikke sit liv. Han var et problembarn i skolen, og droppede ud af den. Han var indskrevet på det filmvidenskabelige studium på Københavns Universitet et par år, men tog aldrig eksamen. Faktisk læste han ikke, men gik blot til nogle forelæsninger. Han så mange film og forsøgte sig med både digtning, musik og amatørfilm. Først da han blev optaget på instruktørlinjen på filmskolen kom der gang i hans udvikling. Han var her både meget flittig og eksperimenterende - og original i sin opfattelse og tænkning.

Familiemæssigt var han præget af opvæksten i et frit, ateistisk og venstreorienteret hjem der ikke tilfredsstillede hans egen søgen efter autoritet og religiøs forankring. Han troede han var af jødisk afstamning, indtil hans mor på dødslejet fortalte ham, at hans biologiske far var en Hartmann med musiktalent i generne. I sit første ægteskab blev han introduceret til katolicismen og konverterede.

Det foreløbige højdepunkt i Triers karriere er filmen 'Dogville'. På flugt fra politi og gangstere kommer den smukke og forfinede Grace (Nicole Kidman) til den afsides liggende lille by Dogville, hvor hun møder den meget filosoferende og meget selvovervurderende forfatterspire Tom Edison (Paul Bettany), der specielt går stærkt op i moralske problemer. Han betragter flygtningens ankomst som en ren gave til byen, for den får nu chancen for at vise en smule åbenhed og solidaritet. Hele denne udvikling følges nøje til den voldsomme og tragiske slutning.

Instruktørens fascination af ondskaben kommer meget klart frem i 'Dogville' efter at byen begynder at vise tænder over for Grace fra det øjeblik en plakat efterlyser hende som en farlig forbryder. I forvejen var det lille lukkede, fattige, puritanske og missionske samfund betænkelig ved at tage imod en flygtning og fremmed. Efter denne i virkeligheden falske 'afsløring' kan man behandle hende som man bedst vil. Alle de dårlige og hidtil bag den hykleriske religiøse maske skjulte tilbøjeligheder kommer frem, dvs mændenes seksuelle begær, der får selv den fredsommelige blinde Jack McKay til at benytte lejligheden til at føle Grace på lårene. Men også kvindernes jalousi og hellige harme over den kønsfælle der bringer ulave i småborgerligheden.

Det er altsammen skildret suverænt fra Triers side - og kræver ikke nogen forklaring. For selvom det er nederdrægtigt hvad vi bliver vidne til af kynisk ydmygelse, pludselige omsving og fra Toms side endda rent forræderi, så er det hvad vi kunne forvente, når omstændighederne tilfældigvis udvikler sig så uheldigt i én og samme retning, at den ydmygede Grace ikke har en jordisk chance for at retfærdiggøre sig - og slet ikke når hun ikke selv ser det som en nødvendig udfordring at retfærdiggøre sig eller prøve at forklare tingene som de virkelig er. Hun tilhører Triers ideal af opofrende kvinder der finder sig i alt - og som ‘Guldhjerte' i børnebogen, der gjorde så stort indtryk på instruktøren som barn, forærer alt væk af sit hjertes godhed.

Ved en bedømmelse af 'Dogville' må man sætte den i relation til Triers tidligere filmværk. Hans udgangspunkt har lige fra starten været optagetheden af filmens æstetiske muligheder, men den religiøse interesse kom tydeligt frem i 'Riget', 'Breaking the Waves' og 'Dancer in the dark'. Men først med 'Dogville' komme etikken for alvor ind i billedet. Og netop dette lover godt for Lars von Triers fremtidige projekter. Dels fortsættelsen af trilogien - jf. anmeldelsen af den skuffende 2. del Manderlay (2005). Dels opsættelsen af Richard Wagners Nibelungenring i Bayreuth 2006, der desværre blev opgivet - jf. Triers Wagnervisioner. Triers 'Direktøren for det hele' (2006) må også siges at være en skuffelse.

I 2009 kom 'Antichrist' (8.6.09.) der er en utroligt smuk fortælling om en kvinde der projicerer den arketypiske djævleskikkelse ud på naturen selv og ender med både at skamfere sin mand og sig selv. Det sker desværre på en halvkomisk måde der knækker filmen. Den indledes med et ret fantastisk resumé af handlingsforløbet til en aria af Händel - sunget usædvanligt smukt af Tuve Semmningsen.

Og endelig i 2011 'Melancholia' (31.5.11.) som er et sandt mesterværk. Den var med ved filmfestivalen i Cannes, men kom ikke i betagtning ved uddelingen af de gyldne palmer, da Trier på en pressekonference gjorde skandale med udtalelser om nazismen og jøderne. Jf. Trier, Hitler og destruktiviteten (19.5.11.). - 'Melancholia' er ikke desto mindre Triers hidtil bedste og mest helstøbte værk med en enestående belysning af melankoliens drift mod død og undergang, som Trier kender fra sig selv - og den har store præstationer af Kirsten Dunst, Charlotte Gainsbourg og Kiefer Sutherland. Trier benytter i filmen musikken fra Wagners forspil til operaen 'Tristan og Isolde' på overbevisende måde. Også med en indledning - som i Antichrist - der til den udvalgte musik resumerer hele handlingsforløbet.

I 2013: Nymphomaniac, jf. Trier, seksualiteten og eksistensen (25.9.14.)

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Triers film (der alle fås på dvd):

Orchidégartneren, 1977
Befrielsesbilleder, 1982
Forbrydelsens element, 1984
Epidemic, 1987
Medea (TV), 1988
Europa, 1991
Riget I, 1994
Breaking the Wawes, 1996
Riget II, 1997
Idioterne (Dogme 2), 1998 Manderlay, 2005
Direktøren for det hele, 2006
Antichrist, 2009
Melancholia, 2011
Dancer in the Dark, 2000
Dogville, 2003
Manderlay, 2005
Direktøren for det hele, 2006
Antichrist, 2009
Melancholia, 2011
Nymphomaniac, (2013

Filmmanuskripter:

Riget (Aschehoug, 1995) - Del I
Breaking the Wawes (Per Kofod Film/Book, 1996)
Idioterne. Manuskript og dagbog (Gyldendal 1998)
Dancer in the Dark (Gyldendal. 2000)

Film om filmene Katia Forbert: Von Triers 100 øjne. 2000 (om Dancer in the Dark)
Sami Saif: Dogville-Confessions. 2003

Bøger: Kirsten Jacobsen: Dagbog fra Dogville (Gyldendal 2003)
Peter Schepelern: Lars von Triers Film
(2. rev. og forøgede udg. Rosinante 2000)
Trier om von Trier, Samtal med Stig Björkman
(svensk; Alfabeta, 1999 - med tillæg 2000 om Dancer in the Dark)
Hertil kan føjes Schepelerns foredrag på Cinemateket 7.6.03. med forevisning af
et udvalg af Triers amatørfilm, musikvideoer og reklamefilm - samt diverse avisudklip

Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk

Under titlen: Lars von Trier - Bergman - Kieslowski.