JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - trierringen

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.8.06.

Lars von Triers storslåede Wagner-visioner

Den geniale og dybt originale filmskaber Lars von Trier skulle have stået for årets opsætning af Wagners 'Nibelungenring' i Bayreuth, men meldte fra for to år siden, da han efter et par års spændende forarbejder indså at opgavens løsning ville være blevet et helvede for ham på grund af hvad han selv betegner som sin 'sygelige trang til perfektionisme'.

Det må siges at være forståeligt når man læser hans nu offentliggjorte redegørelse for sine visioner, en redegørelse han kalder en 'overdragelsesforretning' for at tilkendegive at visionerne er til fri inspiration og afbenyttelse. Men afmeldingen var dybt beklagelig. For ikke alene blev årets Bayreuth-nyopsætning ved Tankret Dorst efter omtalen i tyske medier en fiasko, men opera-verdenen er gået glip af en original fortolkning som, hvis den var lykkedes efter planerne, ville kunne konkurrere med den franske filmmand Patrice Chereau's hidtil ikke overgåede version fra 1976 og samtidigt utvivlsomt danne præcedens for kommende årtiers opsætninger. Den ville ganske enkelt have sat alle de forskruede versioner vi har været vidne til de sidste tyve år i skammekrogen, herunder også Kasper Bech Holtens splatterudgave på Det kgl. Teater 2003-06 (jf. nedennævnte artikler).

Det særligt karakteristiske ved Lars von Triers fortolkning er at han ikke - som man kunne have frygtet - ville have gjort sin forestilling mest muligt filmisk, men at han tværtimod ville have fastholdt to vigtige principper for al operaopsætning. 1) Iscenesætteren må ikke gøre sig klogere end værket og 2) personerne på scenen er virkelige mennesker med følelser (og ikke symboler eller illustrationer).

Det første hovedprincip har Trier overtaget fra den danske operakender over alle, kapelmesteren og forfatteren Gerhard Schepelern (1916-2004; far til filmmanden Peter Schepelern der har skrevet præcist og fortroligt om Trier). Gerhard Schepelern var i 1947 med til at grundlægge Den jyske Opera. Undertegnede husker ham for uforglemmelige opførelser af 'Cosi fan tutte' og 'Maskarade' i sæsonen 1953/54 og som udgiver af den yderst pålidelige og fintkarakteriserende 'Operabogen' (12. udgave 2001), som med rette er blevet kaldt 'operafolkets bibel'. Denne mand mindede i samtaler Lars von Trier om at iscenesætteren skulle være tjener for de oprindelige intentioner der findes i en operas tekst og musik, et princip moderne iscenesættere fuldstændigt blæser på for at udstille deres egen forkærlighed for teatereffekter der kan fremprovokere stærkest muligt publikumsreaktioner, men oftest viser væk fra musikken og derfor spolerer totaloplevelsen. Dette ses selv i Mozart-opsætninger, jf. artiklen Mozarts sjæl og fascinationskraft.

I Triers tilfælde skulle der på dette punkt en overvindelse til, fordi han både føler sig draget imod og bort fra operaen som medium. Wagner har han ganske vist altid haft en forkærlighed for, men opera som sådan forekommer ham mærkværdig, fordi den ikke alene rummer stiliseret sang, men befolker den verden dens fortællinger foregår i med lutter syngende væsener, og gør det uden overhovdet at give en forklaring på det. Det er for Trier et kvantespring der kun kan accepteres på instinktivt plan.

Dette ræsonnement kan man nu mene om hvad man vil. At lave malerier på en væg var jo i sin tid også et kvantespring, at skrive bøger det samme, for slet ikke at tale om at udforme en systematisk fysik der går bag om den umiddelbare sansning og bl.a. begynder at tale om 'kvanter' - eller at lancere en psykologi der går dybere ned i sjælen end den umiddelbare bevidsthed. Alt dette er virkeligt irrationelt så det basker, og man går galt i byen hvis man forlanger rationelle forklaringer på dette irrationelle.

Trier accepterer mere eller mindre godvilligt den grundlæggende irrationalitet, men drager først og fremmest nogle afgørende konklusioner for den konkrete opera-iscenesættelse. En hvilken som helst stilisering skal her have et formål, hævder han. Opera skal ikke bare være beriget teater. Den er en selvstændig form og stil der følelsesmæssigt skal nå hen til steder og oplevelser man ellers ikke kan nå hen til.

Her kommer så det andet hovedprincip ind i billedet. Følelserne må efter Triers mening først tillades efter en accept af mediet som virkelighed. Personerne på scenen er virkelige mennesker der alle har en psykologi, og det er via denne psykologi konflikterne opstår og dermed også publikums medleven og følelser. Personerne og deres psykologi er givne med teksten og musikken, og det er derfor med Triers egne, umisforståelige ord, ganske unødigt at tilføre opførelserne flere selvopfundne lag. Vil en instruktør sætte Wagner i scene, så skal han ville Wagner. Alt andet er fejt. Og når Wagner gjorde sin egen myte af de gamle myter, så må man acceptere den. Er man bange for den, skal man holde sig væk. Men personerne skal være til stede på scenen.

"Opgaven var nu klar: en opførelse der via illusion og med tilstedeværelse formidledede de følelsesmæssige kvaliteter, som jeg som så mange andre havde fundet i Richard Wagners værk 'Nibelungens ring'. En iscenesættelse, som komponist og forfatter ikke selv mente at magte. En iscenesættelse, som jeg i min samtids operaer ikke fandt noget åbenbart tilfredsstillende sidestykke til. Jeg måtte se mig om efter dette helt banale: det essentielle... illusionen!"

Det essentielle i illusionen - ja i al illusion - er nu engang at den kun findes i tilskuernes bevidsthed. Og dér anbringes den af en iscenesætter ved at antyde, dvs ved at vise noget som får tilskueren til selv at udlede noget som ikke vises. Så simpel er for Trier al dramaturgi og al tryllekunst. Sat på formel lyder opskriften: Hvis A leder til C over B, så viser kunstneren oplægget (A) og resultatet (C), men lader tilskueren selv om forvandlingen (B).

Ræsonnementet for Trier var altså at det virkeligt interessante ved 'Ringen' er det der ikke kan ses. Den ultimative iscenesættelse må følgelig udspille sig i mørke, ikke i et totalt mørke, som han kommer til at skrive et sted, men naturligvis i et mørke der 'beriges' med et vist lys som fx spots. Trier minder os om at Wagner (og andre operakomponister op til elektricitetens anvendelse i slutningen af 1800-tallet) selv kun havde gaslys til rådighed som lyskilde, og at han derfor skrev til et betydeligt lavere lysniveau end det vi siden fik. Det betød reelt at mystikken oprindeligt havde bedre kår, som Trier formulerer det. Hans idé var derfor at gå tilbage, ja mere end det, at gå ind i selve mørket. Og i denne forstand var hans koncept filmisk. Det byggede på gyserfilmens (og nu om dage computerspillets) simple metode: at antyde uden at vise. Ganske som nattens mareridt med dæmoner og andre mytologiske kræfter gør det.

Teknisk set skaber man denne illusionsgivende affekt på scenen gennem lyssætningen, nemlig ved at lade et afgrænset lysområde følge en person gennem et landskab eller et rum og iøvrigt give tilskueren sådanne bidder af scenografien at den transformeres i hans sind i og med forestillingen. Der er tale om en kontrolleret scenografi og en stærkt manipulerende lyssætning der narrer tilskueren og hans hukommelse. Ydermere er der mulighed for at give scenerummet en uendelighed der passer særligt godt til det mytologiske stof - og endelig er det muligt lade prosceniet (scenen foran tæppet) billedmæssigt svare til et filmlærred eller en tv-skærm og indføre panoreringer (horisontale kamerabevægelser), tiltninger (vertikale ditto) og bevægelser af billedfladens ramme (zoominger), så tilskueren også får de illusioner af kamera-travelling og kranbevægelser han kender fra film og tv.

I projektet har Trier opereret med en maksimal belysningsgrad på scenen på kun fem procent (!), så han har gjort sig fuldstændigt klart, at dette kræver største omhu for detaljen. Han har derfor i samarbejde med scenografen Karl Juliusson opbygget et meget omfattende billedarkiv af relevante natur- og landskabsdetaljer. Ligesom de har gjort en omfattende historisk research. Skræppebladene og bjælkesammenføjningerne fra folkevandringstiden skulle fremtræde som ægte - ud fra den opfattelse at det mytologiske landskab kun kunne skabes af ubønhørligt naturalistiske elementer.

Disse kvalitetskrav - kombineret med Triers allerede nævnte perfektionisme - ville alt i alt forudsætte en uhyggelig præcis og bekostelig afvikling og synkronisering af alt fra de mange videoskærme til avanceret hydraulisk sceneteknik, en stor samlet bemanding, tusinder af planerede lys-cues (vink via lys) og endnu mere. Ved blot en enkelt fejltagelse i en af disse procedurer kunne forestillingen miste al autoritet og autensitet.

Den perfekte iscenesættelse var ikke komplet umuligt, men Lars von Trier fandt altså til sidst ud af at det ville blive et helvede for ham at få alt på plads. Og resignerede.

Da det nok ville være en fordel at give et par eksempler på Triers konkrete visioner om bestemte scener fra de to operaer der nåede at blive gennemarbejdet fra hans side og sammenligne dem med Bech Holtens version (i kort ironisk omtale), skal her først tages en scene fra 'Valkyrien', Akt 2.

Kasper Bech Holten:

2. akt er henlagt til Steffen Aarfings rodebutik af et pulterkammer eller hvad det nu skal forestille - med hylder og gamle bøger i siderne; en gangbro tværs over og en lille minimal forhøjning til forvalterguden Wotans skrivebord og stol. På et tidspunkt skiftes bagtæppet ud så det overfyldes med astrologiske tegn, så den tungnemme kan indse at vi nu befinder os i overtroens latterlige verden. På gulvet er anbragt nogle flade opretstående torsoer der minder om gravstene; de skal velsagtens illustrere at vi befinder os i andet end de levendes land. Eller hvad?

Men i disse miserable omgivelser får vi opgøret mellem gudinden Fricka, det hellige ægteskabs nidkære vogter, og hendes ægtemand, skvathovedet Wotan, der ikke alene er hende utro, men også bifalder andres utroskab, endog det incestuøse forhold mellem tvillingerne Sieglinde og Siegmund. Hvad forlanger du? spørger han hende til sidst, og han får at vide, at han ikke må holde hånden over den ellers sejrsdømte Siegmund, når denne helt der trænger ind i Sieglindes ægteskabelige ulykke forfølges af mandschauvinisten Hunding. Og specielt må Wotan love at forhindre at Brünhilde går i chlinch med Hunding. (Uddrag af artiklen Valkyrien kongeligt vulgariseret).

Lars von Trier:

2. akt, 1. scene. Tallene angiver sidetal og takt i klaverudtoget.
W står for Wotan, B for Brünhilde og F for Fricka:

87,1 Lyspunkt start i stort asketræ
87,3 Træ begynder at synke...tilt op starter
87,8 Lys ud på træ som det nu synker allerhurtigst og vi har nået toppen.
87,11 video tilt over træernes toppe. Løvskov opad da landskabet stiger
88,2 videotilt slut.
88,7 anden videotilt opad....højere og hurtigere end den første.
88,12 slut denne videotilt.
89,2 Vi tilter over et gammelt grantræ der i toppen er helt skævt af vinden foran en klippevæg delvis græsbeklædt.
89,1 slut grantræ da vi er over toppen og klippen slutter og i et glimt viser bjergene langt borte (video) før det toner ud.
90,1 Først en videokilde siden fire fordelt i rummet af hurtigere og hurtigere tilter der til sidst er helt uskarpt virvar vi farer forbi opad og som udløses og slutter i Wotans tilsynekomst. Rush slutter evt. i græs.
90,15 muligvis begynder videokilderne at blive færre her igen...og slutte med en enkelt der slutter i skarpt billede af græsskråningen.
91,1 Wotan tilter ned i billede og gennem dette på sang han står på græsskråning.
91,21 W er næsten ude af underkant. Han kigger op mod B uden for frame oppe. Han tilter ud.
92,7 B tilter ind i billede oppefra. Hun sidder på sten.
93,2 tilt stop. B på sin sten er stoppet midt i billedfelt.
93,4 Tilt stopper. B sidder men ser noget og rejser sig for at kigge op over bjerg. W kommer op fra bund og til for at se.
94,1 B forlader sin sten og sit lys mod højre. Vi når at fornemme at hun forsvinder ned bag bakke. Hendes lyd bliver fjernere i mørket.
95,8 B ses i baggrund hastende over en bakke længere borte. (video)
95,14 B springer over bakkens kam og ned bag denne (video). Videobillede slut.
96,7 (F) W har set F udenfor billedet oppe til venstre. Han sætter sig træt ned med ryggen til hvor hun måtte komme.
96,18 F kommer gående ned i bild og stopper hun står øverst til venstre på græsskråningen.
97,21 W rejser sig stadig med ryggen til hende og går et par skridt væk hvor hans baggrund er græs dækket af hvide blomstertotter.
98,9 F starter og går ned mod ham. Forbi enebærbuske i græsset.
99,9 F stopper kort foran en helt forkrøblet busk der er mærkelig todelt i sin gestalt og uhyggelig.
100,5 W vender sig mod F. Han nærmer sig hende. Kigger på hende næsten kærligt.
101,2 W stopper. Han ser at hun ikke er til sinds at ændre synspunkt.
101,11 W vender sig og begynder at gå bort fra hende opad. Finder snart en lang trappe med primitive grene lagt ind som trin. Hun følger ham idet hun stopper nu og da. Tilt af scenerum start.
102,8 Landskabet virker mere forrevent nu. Enebærbuskene står skæve i vinden...nogle er gået ud. F. stopper foran de mest groteske i sine udbrud.
104,15 Trappen er nu pludselig meget stejl....regnen har vasket græstørven i stykker her. Jord er skredet ned. W går stadig opad. F efter.
105,19 W træder fra trappen op på et stort plateau. Vi ser i videobillede engen med bjerge bag hvor Fs to bukke græsser ved siden af hendes kærre. W. stopper og vender sig mod F. Stop tilt.
106,15 En bjergtop belyses kort et sted i baggrunden. Video.
107,12 W vender sig igen og går mod højre ad plateauet. F følger ham og skubber ham mere og mere foran sig.
108,10 W stopper lidt hvor plateauet knækker og skråner nedad tøver før han går videre. Forkrøblede granbuske viser at vi nærmer os bjergkanten.
109,11 W går videre ned ad skråningen og ud af lys. F står tilbage med de forkrøblede træer som baggrund.
110,13 F kigger ud i mørket efter W og følger ham nu langsomt nedad med tættere og tættere troldekrat som baggrund. Kun lys på hende.
111,7 F strider sig igennem krattet nu hastigt og aggressivt.
111,12 F igen ude af krattet og går ned ad den skrånende græsskråning. Let vind i hendes tøj og hår.
112,12 F er stoppet hun kigger ned på W ude i mørket ret tæt på og under hende. Lys langsomt ud på hende.
112,15 Lys op på W. Han sidder i afmagt nede på græsset tæt ved kanten af bjerget vi endnu ikke kan se i den stride blæst der vifter græstotterne vildt. Al baggrund er de viftende totter.
112,17 F træder ind i hans lys. Og står over ham tæt på i vinden.
114,10 W rejser sig og går et par skridt længere ud mod kanten. F følger ham.
115,3 F kigger sig urolig rundt som opfatter hun Bs nærhed et sted i mørket.
116,2 lys ned på de to. Overblænding til video B kommer gående henne på engen forbi de græssende bukke.
116,5 B i video toner ud og dermed mørke.
116,9 Lys op på F i nær der står alene som før.
117,18 Lys langsomt ud på F.
118,1 Lys op på W. der sidder helt ude ved græstørvens kant. Under ham er et uhyggeligt klippefald. På kanten ved hans side et enkelt lille forkrøblet træ.
118,2 Lys ned på sceneri med W. Og op på F og B der står sammen midt scenen på engen.
118,18 F går ud af lys til venstre og bort. B står alene tilbage og kigger vemodigt hen mod sin far.
118,21 B træder osse ud af lys og går i retning af W. Tilbage er lyset som er bjerget bag engen fra før. det står en tid.
119,1 Lys ud i videobillede af eng og bjerg.

Dernæst et eksempel fra 'Siegfried', 2. akt.

Kasper Bech Holten:

Konkret henlægger Bech Holten 'Siegfried' til anno 1968, altså ungdomsoprørets år.

Anden akt med dragen Fafners hule er ikke henlagt til nogen dunkel skov, men til en slags losseplads i fuld belysning, hvor Mimes dæmoniske broder Alberich til en begyndelse sidder på en camping-klapstol og hygger sig ved bålet i den kolde sne. Han drilles lidt af Wotan. Men de forsvinder da Siegfried og Mime kommer til.

Siegfried, manden der ikke kender frygt, går i kamp med Fafner, der i første omgang taler med forvrænget bas gennem et par højttalere der rager op midt i svineriet, og som oven i købet blinker rødt når han vil tale. Det grines der meget af ude i publikumsrummet. I virkeligheden sidder Fafner nede under jorden i et kontrolrum med alskens gammeldags edb-udstyr fra dengang dette virkelig fyldte noget i rummet. Siegfried dræber ham - og får lidt af hans giftige blod på tungen. Magien er endnu engang reddet - og gudhjælpemig om ikke også Siegfried nu kan høre fuglen synge.

Wagner foreskriver en skovfugl. Her må vi nøjes med en tam due der sidde på en høj mur - og som til sidst sågar får lov at flyve helt op over den 23 meter høje rundhorisont, så scenefunktionærer skal bruge timer på at finde den bagefter i det kæmpemæssige scenerum. Duer kurrer, så vidt jeg ved, men her lægger Gisela Stille stemme til fuglens magiske sang. Og det gør hun så godt, at Siegfried faktisk ledes på rette vej. Alt håb er endnu ikke ude. (Uddrag af artiklen Siegfried og operachefen som ungdomsoprørere (9.6.05.).

Lars von Trier:

V står for Vandreren, A for Alberich.

153,12 V kigger igen på A.
154,12 V ignorerer A og går forbi ham mod venstre. A bliver stående men følger ham med øjnene ud mod venstre. Lys med V og fast på A. V går over en lille bro af nogle grene over en bæk.
155,6 V er stoppet helt til venstre på scenen ud for en halvstor kampesten overgroet med kort blødt mos, der er rejst i bregnerne. V kigger en tid på den og ud i mørket til venstre.
155,13 V forlader sit lys og går interesseret videre mod venstre. Lys ned på kampesten. A kigger stadig efter ham som han fjerner sig i mørket.
155,17 A kigger op i mørket foran sig som han hidses op.
156,5 Pan start. D.v.s. at hele scenebilledet bevæger sig mod højre med A stående ud for klippen. V som stod uden for sceneåbningen til venstre bliver dermed panet ind. Lys op på ham i det samme.
156,6 V står lidt oppe på en lav bakke hvor bregnerne nu er helt lave. Han står ved nogle flere mosbegroede kampesten der står i en række længere borte. Bag ham og bakken (video) paner en fjern harmonisk bakket løvskov med ham.
156,13 Pan af scenebillede stop. Vi har nu A stående yderst til højre på scenen og V midt scene.
157,1 A går hen mod V. Forbi den store sten i de store bregner og op i landskabet til V. Lys med ham.
157,10 A er nået frem til V. De står i samme lys og på samme skovbaggrund (video).
158,1 A går væk fra V og videre mod venstre. Lys med ham og væk fra V. A forlader skov baggrund (video) idet han følger den kurvede række af de rejste kampesten og den begyndende nære granskov dækker udsigten til løvskoven.
159,3 A træder ind bag nogle gigantiske kampesten i række oprejst længere fremme på scenen og til scene venstre. Nu på et blødt tæppe af mos med spredte mindre sten stikkende op.
159,3 A stopper så vi kan se ham i total med baggrund i granskoven og indrammet af den store kampestens gang med gigantiske sten anbragt ovenpå rækkerne som tag. Et jættekammer forladt under bygning.
159,10 V træder ind i lys fra højre foran den opstillede stenkorridor helt i forgrund.
159,19 V går videre mod venstre ud af lys igen. A står stadig indrammet af stengangen. Han kigger efter ham mod venstre ud i mørket.
159,20 Start ny scenepan mod højre. A står stille inde bag stenene og sceneriet paner ud mod scene højre.
160,8 Stop pan. Lyset med A indrammet af stenkorridoren er stoppet yderst scene højre.
160,17 Lys op på V i total. Han står midt scene lidt inde i stencirklen der snævrer sammen her. Ved enden af et tværgående kammer der osse er bygget op. Arbejdet er blevet forladt i hast for mange år siden kan man se.
160,17 V står blandt diverse rådne træ kraner der dengang bygningsarbejdet var i gang løftede de store sten på plads. Området er bevokset med mindre træer der er stukket op hist og her blandt nogle af de tilfældigt efterladte bygningssten.
160,22 A har lyttet til V. Han går interesseret hen mod ham gennem det tværgående kammer inde under stentaget. Lys med ham. Vi se ham kun i glimt i sprækkerne mellem sidestenene.
161,10 A træder alvorligt ud bag de sidste sten i kammerets væg og standser tæt på V. De er i samme lys nu.
161,18 V vender sig bort med et mystisk smil. Han går mod venstre. Lys med ham, plus lys bliver på A. V bevæger sig forbi i fjern baggrund en anden jættehøj lidt længere fremme i processen men osse forladt midt i arbejdet (video).
161,22 Stopper med den romantiske baggrund (video) en kvart scenebredde fra venstre. Som forgrund for video ses store bunker af mindre sten klar til at beklæde højen senere (osse mosbegroede).
162,8 V vender sig bort fra A og går nedad forhøjningen mod scenens forgrund og ud af videobaggrund. Lys med ham. I scenens forkant ligger to rækker af mindre træstammer. V går mod venstre imellem dem.
162,15 V er stoppet helt scene venstre fremme. En enorm kampesten ligger her henover træstammerne han har fulgt. De har åbenbart været anvendt som glideskinner. Der sidder endnu flere forrådnede trækkereb fast på stenen.
163,2 V peger opad mod venstre og går med hurtige skridt mod venstre foran om stenen. Scenen paner med således at han i forhold til proscenium bliver på samme sted skønt han går.
163,6 V stopper. Scenen paner videre mod højre. Til V er placeret helt ude til højre. Han kigger op mod scene venstres øverste hjørne. A i sit lys er panet ud af scenen til højre. Lys ned på ham i det samme.
163,10 Overtoning mellem lyset på V og lys på den mystiske huleindgang øverst i en skrænt midt scene bag et træs mosbevoksede grene. Moset er mere lange tråde her og små totter på grenene. Hulens indgang er begrænset af enorme blotlagte rødder.
163,11 Hulen går dybt ind og nedad...jorden foran ser ud som om noget stort har slæbt sig ind her for længe siden. Nogle mystiske rester af noget der ligner et gigantisk ham fra en slange der har presset sig derind mellem rødderne.
163,15 V synger off.
164,5 Hurtig optoning på A der er kommet ind fra scene højre. Højere oppe i scenen end V bag skærmende stammer. A stopper og beskytter sig bag en tyk udgået skrånende stamme indhyllet i langhåret mos.
164,9 Lys ned på A bag stamme.

Afslutning

Det skal da ikke benægtes, at en sådan sammenligning er dybt uretfærdig over for Kasper Bech Holten, der naturligvis har udarbejdet lige så omhyggelige og detaljerede noter og anvisninger til sine Wagner-noder. Dem kender jeg bare ikke. Men resultatet har jeg set på scenen. Og uden at forklejne operachefen, der bestemt kan sit håndværk, går det vel an at konstatere som en ubestridelig kendsgerning, at hans fortolkninger er de stik modsatte af Triers og Wagners intentioner og efter min mening leder væk fra Wagner, langt væk.

Men når man nu ikke får lejlighed til at se Triers version, er det vidunderligt at kunne få et så dybt indblik i mandens forarbejder og planer, at det faktisk er muligt at danne sig en forestilling om hvad operaverdenen er gået glip af.

Det helt centrale er at Wagners myte er respekteret uden forbehold, at selve illusionskunsten er opdyrket målrettet gennem antydningerne, at det psykologiske spil mellem personerne er holdt på det fra Wagners side tilsigtede plan og at iscenesættelse og scenografi iøvrigt er i allerbedste forstand filmisk tænkt, så slutresultatet - hvis det ellers var blevet realiseret - uden tvivl ville være blevet et 'Gesamtkunstwerk' helt i Wagners ånd.

Det er synd at det ikke bliver realiseret. Men måske har tiden ikke været inde til det. Måske er det simpelthen så mange år forud for sin tid også i teknologisk henseende, at der vil gå ti, femten eller tyve år inden noget tilsvarende bliver realiseret på scenen. Det vil i givet fald blive en fantastisk gevinst for operakunsten. Den har for øjeblikket bevæget sig langt ind ad den blindgyde der hedder lodret svigt af mytologien.

Lars von Trier skal krediteres for sine storslåede Wagner-visioner, men også for nu efter at Bayreuths 2006-udgave har været opført at have offentliggjort dokumentet om 'Det berigede mørke' og noterne til Valkyrien og Siegfried. Alle tre dele burde udgives i bogform. Også på tysk og engelsk som de forlængst er oversat til. De er alle tre af største teaterhistoriske værdi. Og de vil blive målestok for kommende Wagner-opførelser.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til filmselskabet Zentropas dokumentationer:

Lars von Triers 'Overdragelsesforretning'
Triers noter til operaen 'Valkyrien' med henvisninger til siderne i klaverudtoget (Peters)
Triers noter til operaen 'Siegfried' (med samme henvisninger)

Dokumenterne vil angiveligt kun ligge på Zentropas hjemmeside en månedstid,
dvs formentlig kun til slutningen af august måned 2006.

Triers store billedarkiv til projektet er på grund af ophavsretsreglerne
desværre ikke offentligt tilgængeligt.

Triers 'overdragelsesforretning' med titlen 'Det berigede mørke'
har været offentliggjort i Jyllands-Posten den 28.7. og i Politíken den 3.8.

Artikler på Jernesalt om operaer:

Richard Wagner: Storslået musikdramatik med stor inkonsistens  (5.6.09.)

Mozarts sjæl og fascinationskraft   (27.1.06.)

Operaen, pengene, kunsten og myterne  (15.1.05.)

Siegfried og operachefen som ungdomsoprørere  (9.6.05.)
Rhinguldet 'kaspereret' på Det kgl. Teater   om Kasper Bech Holtens opsætning
Valkyrien kongeligt vulgariseret   om Kasper Bech Holtens iscenesættelse

Om Lars von Triers film:

Manderlay (25.6.05.) - Lars von Triers fortsatte Amerika-aversioner
Benspænd (31.12.04.) - Lars von Triers film om og med Jørgen Leth
Dogville og Lars von Trier

Artikler om Musik
Artikler om Film
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Mytologi
Artikler om Religion

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean