ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.6.05.

Manderlay

Det skal ikke nægtes at Lars von Triers anden film i Amerika-trilogien er lidt af en skuffelse i forhold til den første. Den kan da heller ikke trække publikum, men er på de første tre uger kun set af godt 12.000 mennesker. Og naturligvis spiller det ind, at 'Manderlay' ikke er omgivet af hele den særlige virak der lå i konceptet med 'Dogville': koncentrerede optagelser under helt ekstraordinære og for skuespillerne uvante og generende omstændigheder på et kunstigt scenegulv med kridtstreger i en stor fabrikshal i Trollhätten fjernt fra skuespilleres normalliv.

'Manderlay' er optaget samme sted - og kridtstregerne har vi vænnet os til - men fortryllelsen er udeblevet. og dét er der i hvert fald to klare hovedårsager til. Historien er langtfra så god som 'Dogville's, og hovedrollen som den gennemgående Grace-figur spilles ikke tilnærmelsesvist så godt af Bryce Dallas Howard som af Nicole Kidman i 'Dogville'. Måske kunne 'Manderlay' være reddet med Kidman i rollen - det var i hvert fald synd at aftalen med hende glippede - for det ville under alle omstændigheder have betydet at vi ville have sluppet for Bryce Dallas Howards ulidelige moralist. Men handlingen er i sig selv slem at sluge.

I tredivernes USA kommer gangster-datteren Grace tilfældigvis med sin far (Willem Dafoe) og hans bande forbi den lille sydstatsby Manderlay, hvor slaveriet endnu fungerer, selvom det ved lov var blevet forbudt i USA allerede i 1865. Men i praksis kunne det køre videre gennem et system med kontrakter der bandt de formelt frie arbejdere til deres arbejdsgivere og tidligere herrer med usle lønninger som resultat.

Mod sin fars ironiske råd blander Grace sig i forholdene på stedet, da hun opdager at en neger efter gældende kodex skal piskes for tyveri. Vi er - forstås - tilbage i den tid, hvor en neger endnu var en neger (for ikke at sige en nigger) og ikke var blevet til en sort. Grace lader nogle af gangsterne bryde ind med våbenmagt og overtager med disse våben i ryggen kontrollen med Manderlay. Faderen drager af sted med løfte om at vende tilbage for at se hvordan tingene har udviklet sig.

Den magthavende hvide families overhoved, den gamle dame kaldet Mam (spillet af Laureen Bacall), ligger for døden og får afkrævet Grace det løfte at den bog der ligger under hendes madras skal destrueres, da det ikke vil gavne nogen - hverken hvide eller sorte - at dens hemmeligheder offentliggøres. Grace lader foreløbigt bogen ligge - men Mams død betyder at livet i Manderlay bogstaveligt talt går i stå. Der er ingen til at give ordrer - og negrene har som som alle undersåtter i diktatursystemer forlængst vænnet sig af med at tage initiativer af nogen slags. De sætter sig blot ned og venter på ordrerne. Ja, uret går også i stå, så de heller ikke længere kan finde ud af at stå op til sædvanlig tid eller spise på normale tidspunkter. Grace fortæller dem ovenikøbet at frie mennesker netop er frie fordi de kan spise når de vil og ikke når de skal.

Da negrene på et tidspunkt brokker sig over at det regner ned til dem, fordi tagene er utætte, foreslår Grace dem at gøre noget ved det. De svarer at de ikke har materialer til det, men hun peger på muligheden af at fælde træerne i den gamle dames have. Det gør de så. De får bygget nye huse, og en vis arbejdsglæde kommer oven i købet frem. Men katastrofen indtræder, da der kommer voldsom støvstorm, for nu danner træerne i den gamle dames have ikke længere naturligt læ. Resultatet bliver at deres afgrøder bliver ødelagt. Hungeren tvinger dem til at spise jord og slagte deres eneste dyr, det æsel der trækker vandboret. Et lille barn bliver alvorligt syg.

Bogen indeholder ligefrem et skema over alle slaverne, ordnet efter kategori. Nogle er tabernegre, andre vindernegre; atter andre er hadenegre, tosse-negre, klovnenegre, tæskenegre. Og så er der behagenegrene, dem der tilpasser sig ved at indordne sig under deres herrer. Mens stolthedsnegrene er dem der holder på deres værdighed og under ingen omstændigheder vil tilpasse sig magthaverne.

En af disse stolthedsnegre er Timothy (Isaach de Bankolé), der holder sig på afstand af alle og hurtigt gør det klart for Grace, at hun ikke skal forvente samarbejde eller taknemmelighed fra hans side. Det var ham hun reddede fra pisk, men han kan kun ironisere over hendes tro på at hun skulle være i stand til at forme de tidligere slaver. Han beder hende på et tidspunkt forsvinde fra sit rum så hun ikke overværer hvordan han tilfredsstiller sin lyst med sin kvinde.

Grace får efterfølgende at vide at Timothy er 'munsi', dvs af kongelig afrikansk æt - og at det er derfor han er så stolt.

Bagefter kalder en af kvinderne på Grace - og det viser sig at det barn der har været sygt i nogen tid, men som de har prøvet at redde ved at forfordele det med kød, alligevel er død. Skylden rettes mod den ældste kvinde blandt slaverne. Hun må indrømme at hun om natten har stjålet barnets mad fordi hun ikke kunne udholde sin sult. Fællesmødet dømmer hende til døden, skønt Grace er imod. Men hun må bøje sig for at hun selv har indført flertalsstyre. For at der ikke skal gå hævnmotiv i henrettelsen af kvinden, påtager Grace sig at eksekvere den. Det gør hun ved at skyde hende en kugle i hovedet, efter først at have beroliget kvinden med løgn om hendes frikendelse og fået hende til at lægge sig til at sove.

Glæden er dog kort, for pengene som Timothy skulle bevogte bliver stjålet - og den mistænkte skudt. Det viser sig imidlertid, da gangsteren dr. Hector vender tilbage med pengesummen, at det er Timothy selv der har forsøgt at rane pengene. Han bliver pågrebet - og skal efter de gamle regler, Mam's law, have pisk.

Grace har fået nok af det hele og vil forlade stedet for at vende tilbage til sin far, der på aftalt tidspunkt vil vente på hende ved porten. På et fællesmøde vil hun dog først aflevere Mam's law, så alle kan læse den og se hvor undertrykte de har været. Men gamle Willem afslører, at det ikke er Mam der har skrevet den eller dikteret den. Den er skrevet af ham selv - fordi han var klar over at slaverne ikke var modne til at blive frie mennesker, og de hvide heller ikke parate til at acceptere de sorte som ligeberettigede. Og bedrageren Timothy er heller ikke en 'munsi', men en 'mansi', en ganske almindelig slave med stor seksuallyst.

Grace er chokeret - og ønsker blot at komme væk. Hun smider den pisk fra sig hun får stukket i hånden efter at Timothy er bundet til gitteret. Men da han vender hele sin foragt mod hende og de hvide, bliver hun rasende og begynder at piske løs på ham.

Da hun har fået afløb for sin vrede og frustration, skynder hun sig ud af porten for at nå faderens bil, men han er kørt bort - flere minutter før aftalt tid - og har efterladt sig et brev. Her står at han ved selvsyn har konstateret at hun har genindført et regime der kan få tingene til at fungere.

Grace må vende tilbage til Manderlay's lille samfund af ufrie mennesker, men afslår Willems anmodning om at overtage Mam's rolle som leder. Hun flygter til fods - på kortet på vej mod Washington - mens vi på lærredet ser en lang række af Jacob Holdts fotos af USA's undertrykte mennesker, iblandet fotos af Ku Klux Klan-lynchninger og mord - og en bedende præsident George W. Bush anno 2004.

Lars von Trier behersker hele det filmæstetiske apparat, så man ville være et skarn hvis man påstod, at filmen ikke er godt instrueret og optaget. Den udsøgte, fornemt spillede og sparsomt brugte klassiske musik gør mange scener yderst intensive. Men omvendt må dog også konstateres, at det store scenegulv i Trollhätten nogle gange kommer til at virke kunstigt eller løjerligt.

Generelt spilles godt af alle, herunder gengangerne fra 'Dogville'. Og meget stærkt af de nye Danny Glover som den gamle slave Willem og Isaach de Bankolé som Timothy.

Men i sammenligning med 'Dogville' så er Willem Dafoe som Grace's far ikke på højde med fremragende James Caan. Dafoe spiller slet ikke dårligt, men Caans indiskutable autoritet har han ikke.

Fortælleren har John Hurt lagt stemme til ligesom i 'Dogville', og han gør det med samme fine ironi, men af en eller anden grund bliver det for meget af det gode. Det er nok et raffinnement fra Triers side at denne fortællerstemme giver sin egen kontrapunktiske vinkel på hvad der sker, men det er et problem (for nogle af os) at den i sig selv er så indholdsrig og vigtig, at den selv ved andet gennemsyn generer den nøjagtige perception af billedernes sideløbende tale.

Men det store problem er den kun 23-årige Bryce Dallas Howards Grace. Ikke fordi hun isoleret set ikke gør det glimrende, men fordi hun sammenlignet med Nicole Kidman er alt for ung til rollen. Hun virker aldeles ikke som en der har oplevet 'Dogville's barske realiteter på egen krop og derigennem modnet til nye og større udfordringer. Tværtimod virker hun endnu mere naiv end Grace var da 'Dogville's handling satte i gang. Vi skrues så at sige tilbage i Grace's livsforløb - i strid med filmtrilogiens idé.

Men allerværst er at Howard - modsat Kidman - forfalder til lige netop den snerpede moralisme som Emily Watson havde som Bess i 'Breaking the Wawes' og som Trier selv lider af i uhyggelig grad. Howard bliver mange gange virkeligt moralsk forarget. Men heldigvis slipper vi i hendes tilfælde for at få det ført tilbage til religiøst hysteri. Det religiøse perspektiv i 'Manderlay' bliver faktisk smukt skildret hos de sorte med deres bøn og gospelsang. Den slags kan Trier jo også.

Den moralistiske tendens kunne måske til nød gå an, hvis filmen var et rent melodrama der alene handlede om de følelsesmæssige spændinger mellem hovedpersonerne, her primært den naive og hvide Grace over for den selvhævdende, stolte og sorte Timothy. Men det underliggende drama er jo ikke perifert, og det handler om slaveriets afskaffelse eller rettere om muligheden for reelt at gøre voksne mennesker selvansvarlige når de i generationer har været ansvarsfrie.

Er det overhovedet muligt at afskaffe slaveriet? lyder Triers spørgsmål. På overfladen. Men dybest set aktualiseres det - gennem klippet med præsident Bush og Triers udtalelser i Cannes - til vor egen tids store internationale problematik: Er det overhovedet muligt at indføre demokrati i verden? Og har demokratisk sindede mennesker ret til at blande sig i diktatorernes undertrykkelse?

Og i begge tilfælde kan det siges med sikkerhed, at moralisme absolut intet formål tjener. De demokratieksportører der i bedste hensigt tror at de kan skabe ægte demokrati og selvansvarlighed ved at indføre nogle formelle regler for demokrati i et samfund der er gennemsyret af forældede patriarkalske eller andre ikke-demokratiske styreformer, de er mere naive end tilladt er.

Dette turde i vore dage være en så banal konstatering, at det gør det umuligt at rejse problematikken på givtig og vedkommende vis ved at skrue en historie sammen der bygger på et ældgammelt tilfælde fra 1838, men ser totalt bort fra erfaringer fra nyere tid. Og det er præcis hvad Lars von Trier gør.

Han elsker at fremstille naive, mere eller mindre idealistisk eller religiøst forskruede, men velmenende kvinder der sætter sig for - mod alle fornuftige råd - at redde verden med barmhjertighedens gerninger, men kommer ynkeligt til kort i realiteternes hårde verden. Og han elsker at demonstrere sit had til amerikanerne - og ikke mindst den nuværende amerikanske præsident og hans krig i Irak. Han leger lidt med problematikken omkring negrenes frigørelse - ved at lege med den gamle slaves problematiske tilpasningsstrategi. Han sympatiserer åbenlyst med de stolte negre der ikke giver en pind for de hvides mislykkedes ligeberettigelses-talemåder.

Men ved til sidst i filmen at vise Jacob Holdts lange række af billeder af undertrykkelsen fra omkring 1976 - herunder mordet på Martin Luther King - så fastholder han en situation der i realiteten ikke eksisterer mere, selvom grundproblemerne langt fra er løst. Og ved at jævnføre med krigen i Irak manipulerer Trier yderligere ved at se fuldstændigt bort fra at tusindvis af irakere - som tusindvis af andre muslimer i de arabiske lande - vitterligt ønsker demokrati og vitterligt er i stand til at bære demokratiet, hvis de ellers slap for gammeldags arabiske eneherskere og fundamentalistisk præstestyre.

De politiske problemer i Mellemøsten - og mange andre steder i verden, ikke mindst Afrika - er meget store. Vejen til ægte demokrati og civilsamfund er lang. Men det har den været alle de steder, hvor demokratiet er indført. Hvad man kan hjælpe med udefra - hvis omstændighederne ellers er til det - er fjernelse af diktatorer og ideologiske fundamentalister. Men demokratiet som sådant skal komme indefra - fra befolkningernes egne drømme om og vilje til frihed. Det har USA og deres koalitionspartnere vidst hele tiden. Belæringer og moralisme er derimod nytteløse.

Lars von Trier kunne måske have bragt 'Dogville'-historien videre ved at bringe Grace frem til en erkendelse af syndefaldets nødvendighed. Det har han ikke valgt. I stedet har han valgt at gå tilbage til melodramaet på et halvpolitisk plan, hvor det ikke hører hjemme. Og derfor er det halve af Manderlay-projektet hans provokerende udtalelser på pressemødet i Cannes, hvor han kaldte præsident Bush et røvhul.

Det skal Lars von Trier have lov til. Der er jo vitterligt mange der mener det samme - både i USA og herhjemme. Men det er og bliver primitivt at råbe latrinære ord efter en en amerikansk præsident der - hvad end man kan mene om manden og hans religiøsitet - har reageret ansvarligt på terrorangrebet på USA 11.9.02. Og det er og bliver useriøst at rette systematiske angreb mod USA, når man aldrig har sat sine ben derovre.

Dybest set synes jeg at Trier i spørgsmålet om de sortes frigørelse går 25 år tilbage i tiden og nærmest synes at solidarisere sig 100 procent med hadefulde sorte som Malcolm X eller James Baldwin. Den dag i dag er der sorte der ikke er kommet længere end disse hadere. Men det gør altså ikke deres sag bedre. - Jf. kort artikel om Baldwin.

Det samme gælder overalt i verden hvor hadet styrer folks antipatier mod vesten og vestlige normer. Hadet gør kun folk blinde - og forhindrer dem i at forstå at det essentielle ved de vestlige værdier er deres universalitet. Værdierne kan ikke fornægtes uden at man fornægter selve friheden, frigørelsen og demokratiet. Men det mener provokatøren Lars von Trier åbenbart. I stedet skulle han have stillet det relevante spørgsmål: Hvad gør man ved den stolthed hos muslimerne eller de sorte afrikanere og sorte amerikanere der indebærer at de blankt afviser at lære nogetsomhelst af vestens ellers solide erfaringer med den besværlige proces mod demokrati - og gør det blot fordi erfaringerne er vestlige?

Jf. iøvrigt artiklen Had og demokrati.

Som bekendt har Trier stillet den amerikanske trilogi i bero indtil han har lavet en ny 'dogmefilm'. Det vil ikke overraske mig, om han ender med helt at droppe trediedelen, der skulle hedde 'Wasington' (uden h) og føre Grace til den amerikanske hovedstad. Det må tiden vise. Det er meget godt, at han i det nævnte interview betragter sine film som romantiske, fordi de beskæftiger sig med konflikten mellem den varme følelse og den kolde tanke og virkelighed. Men det virkeligt spændende, dybe og dynamiske spil mellem disse fundamentale, altid tilstedeværende, men komplementære modsætninger kommer han jo ikke i nærheden af i 'Manderlay'.

Jeg må derfor foreløbigt konkludere at Lars von Trier har fjernet sig betragteligt fra den eksistentielle og kunstneriske konsistens han syntes på vej til med 'Dogville'. Han er faldet tilbage til legen med de æstetiske virkemidler han behersker som ingen anden. Og set på denne baggrund forekommer hans nylige angreb på sine danske filmkolleger kun endnu mere besynderligt. For flere af dem går jo netop ud over den rene æstetik.

Helhedsrealistisk set falder 'Manderlay' - hvad 'Dogville' ikke gjorde.

Besynderligt nok kan der (endnu) ikke henvises til Zentropa-website om 'Manderlay'.

Men andre muligheder er:

Peter Schepelerns interview i filmtidsskriftet 'Ekko': Drillepinden
(nr. 28 - juni 2005, side 20-26)

Peter Schepelerns bog: Lars von Triers film. Tvang og befrielse (2000).

Tidligere artikler:

Dogville og Lars von Trier  (14.7.03.)

Benspænd  (31.12.04.)
om Lars von Triers film om og med Jørgen Leth

Andre filmartikler:  Klik

Artikel om James Baldwin:  (6.4.03.)
(afsnit af gennemgangen af Paul Johnsons opgør med de intellektuelle.)

Artikel om Had og demokrati  (30.4.03.)

Artikel om syndefaldsmyten.