ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.7.03.

Dogville og Lars von Trier

På flugt fra politi og gangstere kommer den smukke og forfinede Grace (Nicole Kidman) til den afsides liggende lille by Dogville, hvor hun møder den meget filosoferende og meget selvovervurderende forfatterspire Tom Edison (Paul Bettany), der specielt går stærkt op i moralske problemer. Han betragter flygtningens ankomst som en ren gave til byen, for den får nu chancen for at vise en smule åbenhed og solidaritet.

Da gangsterne dukker op, får han Grace skjult i indgangen til en sølvmine. Han modtager et kort fra The Big Man på bagsædet af Cadillac'en med anmodning om at ringe, hvis han ser noget.

Sheriffen dukker op for at sætte en plakat op med billede af den eftersøgte. Men hvorfor hun er eftersøgt fremgår ikke. Og livet går derfor videre. Chuck (Stellan Skarsgård), der ejer en æbleplantage, får Grace til at hjælpe sig med æblehøsten. Hans kone Vera (Patricia Clarkson) lader hende hjælpe med at passe de mange børn, herunder den fremmelige 10-årige Jason (Miles Purinton). Og Tom forelsker sig på sin måde i Grace. Er betaget af hende, men betragter hende samtidig som redskab i sin plan om moralsk oprustning af byen. Hun kan bruges til hans "illustration" af hvad problemet er for byens indbyggere.

Æbleplantageejeren Chuck opsøger Grace og tvinger hende til samleje. Vera opsøger hende for at bebrejde hende at hun har slået hendes søn. Det skal ikke ske igen, lover Grace.

Ikke kun Chuck, men også andre af byens mænd - glassliberen Mr. Henson og den lidt enfoldige søn Bill Henson - opsøger hende om natten for at få tilfredsstillet deres begær.

Da trafikken ikke kan skjules i den lille by og en af Veras fortrolige ydermere kan afsløre at Grace er set elske med Chuck ude i plantagen og nu beskyldes for at forføre andre, så strammer nettet til. Vera tager på stedet en grusom hævn, idet hun smadrer alle de syv små porcelænsfigurer som Grace har gået og købt for sine usle småpenge. Først smadrer Vera to af dem, men vil skåne resten, hvis Grace kan leve op til de idealer om stoisk optræden hun har lært børnene - ved ikke at græde over tabet af de første to. Men Grace kan ikke bevare fatningen.

Grace påtager sig dobbelt arbejde, og i filmens eneste komiske sceneri skildres hendes knokleri fra hus til hus i en lang række fast-motion-billeder. Efter aftale med Tom beslutter Grace sig for at flygte fra byen ved at lade byens eneste chauffør skjule sig mellem æblekasserne på lastvognen - mod betaling af et beløb som Tom skaffer som lån fra sin fader.

Grace kommer af sted med Ben (Zeljko Ivanek) der benytter lejligheden til - som det er kutyme i hans branche - at kræve ekstrabetaling for den ulovlige transport i form af seksuel ydelse. Grace må affinde sig med ydmygelsen - og falder bagefter i søvn, en uskyldighedens søvn som det fremgår af det utroligt smukke billede af hende på ladet af Bens vogn.

Endnu engang går Tom dog i brechen for hende, men hun må arbejde videre under ekstra ydmygende omstændigheder, nemlig med hundehalsbånd, klokke og kæde med stort hjul. Det er ikke hævn mod hende, hævder folk, men kun beskyttelse, så hun ikke flygter påny.

Pludselig dukker en hele kortege af gangsterbiler op i Dogville - og Tom byder dem med største iver velkommen til byen og viser dem vej til Grace. Han skubbes dog hårdt til side, Grace befries for sit hålsbånd og føres til The Big Man (James Caan).

Denne viser sig nu at være hendes far, som har eftersøgt hende, fordi han ikke vil miste hende, men tværtimod er indstillet på at dele sin magt med hende, hvis hun vil følge med - og iøvrigt selv afgøre, hvad der skal ske med Dogvilles indbyggere som følge af den overlast hun har lidt. Far og datter beskylder hinanden for at være arrogante. Grace tænker her mest på faderens magt og brug af sin magt. Mens han på sin side betragter Grace som arrogant, fordi han finder at hun føler sig moralsk hævet over andre mennesker og ikke dømmer dem efter deres egen målestok. Han tilbyder hende allerede på stedet at afgøre Dogville-indbyggernes skæbne. Men da hun spørger om hun ikke trods alt skal vise barmhjertighed, lyder hans svar: "Vis barmhjertighed, hvis der er grund til at vise barmhjertighed. Men hold altid dine normer. Det skylder du dem. Den straf du fortjener for dine forseelser, fortjener de for deres. Det er først når du ikke føler at andre fortjener at blive gjort ansvarlige for deres handlinger på samme måde som du holdes ansvarlig for dine, at jeg finder dig arrogant."

Ordene gør så stærkt indtryk på Grace, at hendes medfødte og senere - trods miljøet - opdyrkede tilbøjelighed til at vise barmhjertighed og indtage den ydmyges og lidendes rolle forsvinder som dug for dagen - og hun tager sin grusomme hævn: at lade gangsterne myrde alle Dogvilles indbyggere og brænde byen af. Hun giver endog ordre til at Vera skal se sine børn blive skudt, før hun selv skydes, og på den måde at først skal to børn skydes, og kun hvis hun bryder sammen også de resterende fem. Og hvad Tom angår påtager hun sig selv at skyde ham med et nakkeskud fra sin fars revolver.

En barsk slutning må man sige. Kun stedets eneste hund, der bærer det sigende gammeltestamentlige navn Moses, og som i sin tid røbede hendes ankomst ved sin gøen, får lov at overleve. Dog afbødes barskheden en smule ved at der til filmens kreditoplysninger vises en serie gamle fotos fra tredivernes hårde sociale virkelighed i USA. Billederne kan virke overflødige, og de er endda blevet opfattet som anti-amerikanske. Men Triers mening med dem er faktisk at rykke publikum væk fra fantasiens Dogville til realiteternes verden. Ét er ønskedømme og udlevelse af mere eller mindre neurotiske og perverse fantasier. Et andet den sociale virkelighed - er den end nok så barsk.

Dogville er en meget speciel film - også målt efter Lars von Triers egen målestok.

Generelt gælder for denne højt begavede og meget kompromisløse filmskaber, at det æstetiske har været basalt for ham lige fra starten. Han er et ægte kreativt legebarn, men samtidig en kunstner der målbevidst har sat sig for at afprøve nye muligheder og gå nye veje og om nødvendigt bryde alle gængse eller konventionelle regler for hvordan man laver film og i stedet opstillet sine egne regler og restriktioner for sine film.

En af de gængse regler som blev doceret på Filmskolen og som Trier bryder med i 'Dogville' er forbudet mod at bruge kommentator i en spillefilm (voice-over som det kaldes). Her er den endda blevet særdeles vigtig, fordi den ikke blot supplerer med oplysninger som er nødvendige for at forstå hvad der sker, og som er så mange at det det ville være unaturligt at lægge dem ind i de medvirkendes replikker, men også giver en fin ironisk distance til hvad der sker. Det er den amerikanske skuespiller John Hurt der lægger stemme til - og han gør det fremragende. Eneste indvending der kan gøres er, at det nok er de færreste der er i stand til at fange alle nuancerne ved første gennemsyn af filmen. Men en film af dette format kræver under alle omstændigheder mere end et enkelt gennemsyn.

Trier har fra første færd været meget bevidst om filmkunstens æstetiske virkemidler. Hans første film er udpræget avantgarde-film, der nok kunne opnå en vis publikumssucces når de som ‘Forbrydelsens element' brugte thrilleren som forlæg. Men måtte blive en dundrende fiasko når de som ‘Epidemic' først og fremmest var "metafiktion", dvs film der handlede om at lave film. Den blev kun set af 5000 mennesker, skønt den - som påpeget af Peter Schepelern - faktisk indeholdt alle de elementer der senere var forudsætningen for ‘Riget's folkelige gennembrud, nemlig hospitalsskræk, hospitalsindlæggelse, hospitalselevator, underjordiske hospitalsgange, obduktion og hemmelige lægeselskaber, alternativ behandling m.m. Men det hjælper jo ikke, når filmen er klart eksperimentel og bruger referencer til andre film og anden kunst som de færreste kan ane noget om i biografen, men må læse sig til.

Triers bevidste selvbegrænsning er naturligvis klarest i dogmefilmen ‘Idioterne', der fulgte de af ham selv og Thomas Vinterberg ('Festen') opstillede dogmer om håndholdt kamera, optagelse on location, forbud mod lyssætninger og optisk arbejde tillige med forbud mod underlægningsmusik og overfladisk action som mord samt kravene om at filmen skal foregå her og nu og ikke må tilhøre nogen genre. Reglerne var klart vendt mod tendensen i Hollywood henimod stadig større effekter og dermed også stadig større budgetter. Målet var lavbudgetterede film renset for såkaldt ‘filmiske' effekter, som Trier efterhånden var kommet til at betragte som lige så negative som ‘teatralske' effekter for teatret.

Men det spiller også ind, at Trier dybest set ikke bryder sig om skuespillerkunsten. "Skuespilleri er en dybt ydmygende profession, som jeg ser det", har han engang sagt. "Og det er svært for mig at forstå skuespillernes personlige bevæggrunde". I personinstruktionen er hans mål derfor at få skuespillerne til at lade være med at ‘spille'. Han ønsker at finde frem til det ægte udtryk - og udnytter optimalt filmens muligheder for at udvælge lige netop de klip fra de mange optagelser af hver scene som passer ind i hans overordnede mål - uanset hvad skuespillerne selv måtte mene.

Dogmereglerne blev formuleret i 1995, men allerede i den korte, 37 minutter lange afgangsfilm Orchidégartneren 1977 fra Filmskolen havde Trier vist hvor langt en filmkunstner kunne komme med yderst begrænsede midler og penge.

Men i de to film fra 1996 og 2000, ‘Breaking the Waves' og ‘Dancer in the Dark', blæser Trier på reglerne . De hører begge decideret ind under genren "melodramaet", endda for den sidstnævntes vedkommende muscialgenren. Målet var i begge tilfælde at afprøve denne genre med dens fremstilling af store følelser koblet sammen med sex, kærlighed, tro, godhed, død og opstandelse, ja hellig dårskab. Melodramaet handler med Peter Schepelerns ord om personer der er hjælpeløst i deres følelsers vold. Det sætter konflikterne på spidsen, driver personerne til yderligheder og viser dem som viljesløse brikker i skæbnens lunefulde spil.

I ‘Breaking the Waves' var det Triers mål at kombinere religion og sex, og det må siges at være lykkedes i hvert fald på det neurotiske plan med en hovedperson (Bess, spillet af Emily Watson), der er dybt naivt religiøs og hele vejen igennem kommunikerer direkte med Gud. I ‘Dancer in the Dark' kombineres et tragisk stof med musicalformen der egentlig - som operetteformen - er en let og folkelig genre. Og det er nok i de fleste tilfælde op til publikums personlige indstilling til denne genre, om man synes resultatet er lykkedes. For den der som undertegnede afskyer genren - er det ikke tilfældet.

Det var derfor en lise at se ‘Dogville' der suverænt kombinerer den æstetiske eksperimenteren med skildring af religiøs skyld og fordømmelse og for første gang i Triers produktion hæver det hele op til et spændende etisk og samfundsmæssigt niveau.

Det helt specielle ved Dogville er det totale fravær af normale eksteriører og interiører. Alt er optaget i studiet i en nedlagt svensk fabrik i Trollhätten på et kæmpemæssigt scenegulv hvor byen Dogvilles gader og huse blot er markeret med kridtstreger på gulvet og kun udstyret med enkelte borde, senge og andet. Horisonten er enten hvid for dag eller sort for nat. Byens indbyggere er alle fattige og går sådan klædt. De er endda sminket snavsede og grimme - hvad der generede flere af skuespillerne.

Hertil kommer den lige så specielle optagelsesform, der bestod i at alle 16 medvirkende skuespillere med få undtagelser til stadighed under de seks ugers optagelser skulle være på scenen - uanset om de skulle 'være på' foran det af Trier personlig holdte, 16 kg tunge kamera eller ej - og uanset om de havde få eller mange replikker at sige. Det var dybt frustrerende for de fleste af dem, herunder Laureen Bacall og Ben Gazzarra der var bedre vant som stjerneskuespillere. Men det gjaldt også den mandlige hovedrolleindehaver, Paul Bettany, som bogstaveligt talt var rundt på gulvet de første to uger - og her gav så alvorlige samarbejdsproblemer, at de fleste af Triers medarbejdere betragtet ham som fejlcastet. Han fandt efterhånden ud af hvad det drejede sig om, men forblev frustreret til det sidste. Han stod tilbage med følelsen af at han aldrig fik lov at bygge en rolle op. Men det er jo præcis også det Trier frabeder sig. Ikke destomindre blev Paul Bettany's præstation - eller det Trier fik ud af den - fremragende, ligesom det gælder de øvrige medvirkende. Og det vidner i høj grad om Lars von Triers internationale ry, at han har kunnet få stjerneskuespillere til at påtage sig mindre roller.

Sjovt er det når den fortræffelige amerikanske, fra italienske forældre nedstammende Ben Gazzarra (blinde Jack McKay) sætter sig ind i den til brug for Sami Saifs dokumentarfilm om indspilningen (Dogville Confessions) opstillede skriftestol (Speech of Freedom) og med blød hat slår korsets tegn for sig og bekender at han har syndet, eftersom han ikke har skriftet i flere år. Men nu gør han det, og han lover højtideligt, at han aldrig igen vil medvirke i en film der instrueres af en skør instruktør. - Det skal tilføjes, at han en dag - i højt humør efter optagelserne og med stort lune - siger til Kirsten Jacobsens 'Dagbog fra Dogville': "Jeg kan godt lide at Lars er bestemt og underspillet. Han virker ikke struktureret, men er det alligevel. Han er bange for at gå glip af noget, og derfor er han ikke bange for at bruge en masse tid på hver enkelt scene. Jeg kan også godt lide at han lader mig være i fred. Men det er en skam, at jeg ikke skal bruges mere, for så ville jeg stjæle hele billedet... men sådan er rollen. Det var betingelserne. Så bruger jeg i stedet tiden på at drille ham lidt, for vi er virkelig på bølgelængde."

Dobbeltindtrykket dækker utvivlsomt mange skuespillere og andre medarbejdere ved Triers film, at Trier tilsyneladende ikke véd hvad han vil og derfor ofte optræder usikker og stresset, men inderst inde er ganske klar over målet. Men målet nås først i klippearbejdet efter optagelserne og er uvist for de medvirkende lige til det øjeblik de ser den færdige film.

Også hovedpersonen den yderst professionelle Nicole Kidman var i begyndelsen så usikker på hvad Trier ville at hun var lige ved at gøre fælles sag med Paul Bettany i protest, men hun kom på bedre tanker under en længere samtale med Trier på en tur i skoven. Hun begyndte ikke blot at forstå ham, men følte sig fra da af knyttet til ham. Hun synes, det er en vidunderlig måde at lave film på. "Jeg vil elske at arbejde sammen med Lars igen, måske på et mindre projekt." Ja, hun siger ligefrem til Kirsten Jacobsen at hun elsker at det er ham der holder kameraet. "Af en eller anden grund er forholdet mellem skuespiller og instruktør mest intimt, når det foregår sådan, for instruktøren ser alting og véd alting", og hun nævner specielt, at Trier ved en bestemt lejlighed "rakte sin hånd frem og rørte ved min, mens han stadig holdt kameraet." Det berører hende dybt bare at tale om det, fordi han nærede den omsorg for hende.

Til Kirsten Jacobsen siger Nicole Kidman da også afsluttende: "Selv om Lars har sine egne neuroser og problemer, er han meget klog og har et stærkt, præcist syn på verden. Han er interesssant, og han fascinerer mig. For et øjeblik siden græd jeg, fordi vi skal skilles nu, og vi er sådan set blevet enige om, at han skal være min åndelige fader. Det er hvad han sagde han gerne vil være, og hvad han mener jeg har brug for." - Og heldigvis har hun givet tilsagn om medvirken som Grace i den følgende film i trilogien, der skal handle om slaveriet i Sydstaterne.

Kirsten Jacobsen spurgte Trier, hvor alt det der sker i filmen kommer fra inde i ham selv, og han svarer: "Dybest set vel bare fra min egen opfattelse af at jeg sindssyg dygtig. Det er jo svært at være dygtig, hvis man ikke mener det selv, men i det øjeblik man gør det, kan man lave en spøg ud af det. Som en linedaner der oppe på linen lader som om hun er ved at falde. Jeg føler jeg har fat i noget jeg virkelig magter, og at jeg i forhold til mit liv - som jeg ikke magter - magter det her. - Derfor synes jeg også at det er vidunderligt skønt at sætte nogle regler op som gør det svært. Det er som en leg: Nu gør vi det rigtigt svært, ikke? Og nogle ting føles bare rigtige. Derfor er jeg ikke bange for reaktionerne, har ingen angst i forhold til dem. Jeg har mere angst for at lave det samme igen end for at lave noge helt nyt."

Lars von Trier tror altså i allerhøjeste grad på sig selv som kunstner - og det har han gjort fra tidligste tid, og han er ikke bange for at tilstå offentligt, at det er mesterværker han laver, for hvis man ikke har mesterværket som mål, lykkes det heller ikke.

Han har været kompromisløs når det gjaldt at forfølge sine kunstneriske mål - og ingen har været i tvivl om det, ej heller om hans talent. Han er vidende om filmhistorien, så han kan lave den ene mere eller mindre skjulte reference efter den anden til film han sætter højt (blandt andre Dreyers, Bunuels og Tarkofskijs). Han har systematisk skaffet sig en meget stor erfaring både teknisk set og hvad angår personinstruktionen. Og han er generøs med hensyn til ideer og hjælp til kolleger. Men han har sine særheder, sine fobier, neuroser og traumer - og temperamentet kan slå gnister i stressede situation, så han smadrer et eller andet, ofte en walkie-talkie.

Men som han selv erkender, så magter han ikke sit liv. Han var et problembarn i skolen, og droppede ud af den. Han var indskrevet på det filmvidenskabelige studium på Københavns Universitet et par år, men tog aldrig eksamen. Faktisk læste han ikke, men gik til nogle forelæsninger, så mange film og forsøgte sig med både digtning, musik og amatørfilm. Først da han blev optaget på instruktørlinjen på filmskolen kom der gang i hans udvikling. Han var her både meget flittig og eksperimenterende - og original i sin opfattelse og tænkning.

Familiemæssigt var han præget af opvæksten i et frit, ateistisk og venstreorienteret hjem der ikke tilfredsstillede hans egen søgen efter autoritet og religiøs forankring. Han troede han var af jødisk afstamning, indtil hans mor på dødslejet fortalte ham, at hans biologiske far var en Hartmann med musiktalent i generne. I sit ægteskab med Cecilie Holbek (selv filmkunstner; fra syv-årsalderen opvokset på katolsk nonneskole i Norge, da hendes mor giftede sig med Aksel Sandemose) blev han introduceret til katolicismen og konverterede. Men ægteskabet holdt ikke. Så han giftede sig senere med pædagogen Bente, der har den gode egenskab at kunne holde hans humør oppe.

Som en slags kompensation for al denne usikkerhedsfølelse, som han bevidst og genialt bruger som brændstof for sin kunst, har Trier behov for stor opmærksomhed og selviscenesættelse. Herom siger Sami Saif i anledningen af 'Dogville Confessions', at "Man ved aldrig rigtigt hvem han er. Jeg ved det i hvert fald ikke. Man kan ikke sige, at han har et menneskeligt overskud. Alle hans dæmoner kommer ud. Det er en form for renselse for ham at få dem ud." Selviscenesættelsen ser vi, når Trier træder frem i sine film som medvirkende ('Orchidégartneren', 'Epidemic', 'Europa'), som kommentator (gennem alle otte afsnit af Riget I og II) eller som interviewer over for de medvirkende i 'Idioterne'. Men også når han stiller sig an til fotografering eller interviews eller lader sit filmarbejde filmatisere.

Men Saif tilføjer, at Trier har "et meget stort behov for at beskytte sig selv. Han er en meget sårbar og følsom mand, som søger en masse opmærksomhed. Han er meget kontrolleret." Igen dobbeltheden som afslører den indre ubalance som drivende kraft.

Men også kontrollen er der i dobbelt forstand. Dels som selve forudsætningen for at der kan komme systematisk kunstnerisk arbejde ud af det indre kaos. Dels som et behov for overhovedet at undgå situationer der betyder tab af kontrol. Triers udtalte fobier - mod at flyve eller at være lukket inde - er og betragtes også af ham selv som frygt for tab af kontrol.

Bagsiden er fascinationen af magt, magtudøvelse og magtmisbrug, ja den indimellem næsten fascistoide beskæftigelse med voldsudøvelse og perversion. Her ligger formentlig baggrunden for hans behov for eller søgen efter den ydre autoritet han aldrig fandt hos sine særdeles frie og frisindede forældre, men åbenbart i den katolske kirke, og som går igen i hans opfattelse af det religiøse.

Fascinationen af ondskaben kommer meget klart frem i Dogville efter at byen begynder at vise tænder over for Grace fra det øjeblik plakat nr. 2 efterlyser hende som en farlig forbryder. I forvejen var det lille lukkede, fattige, puritanske og missionske samfund betænkelig ved at tage imod en flygtning og fremmed. Det bør i denne forbindelse nævnes som sigende, at Grace betyder nåde, og at første led i byens navn er ‘God' stavet bagfra. Nu efter den i virkeligheden falske 'afsløring' kan man behandle hende som man bedst vil. Alle de dårlige og hidtil bag den hykleriske religiøse maske skjulte tilbøjeligheder kommer frem, dvs mændenes seksuelle begær, der får selv den fredsommelige blinde Jack McKay til at benytte lejligheden til at føle Grace på lårene. Men også kvindernes jalousi og hellige harme over den kønsfælle der bringer ulave i småborgerligheden.

Det er altsammen skildret suverænt fra Triers side - og kræver ikke nogen forklaring. For selvom det er nederdrægtigt hvad vi bliver vidne til af kynisk ydmygelse, pludselige omsving og fra Toms side endda rent forræderi, så er det hvad vi kunne forvente, når omstændighederne tilfældigvis udvikler sig så uheldigt i én og samme retning, at den ydmygede Grace ikke har en jordisk chance for at retfærdiggøre sig - og slet ikke når hun ikke selv ser det som en nødvendig udfordring at retfærdiggøre sig eller prøve at forklare tingene som de virkelig er. Hun tilhører Triers ideal af opofrende kvinder der finder sig i alt - og som ‘Guldhjerte' i børnebogen, der gjorde så stort indtryk på ham, forærer alt væk af sit hjertes godhed.

Om ondskaben siger Trier selv til Kirsten Jacobsen, at den ligger i os allesammen og kommer ud, når vi trykker på nogle bestemte knapper. Og han tilføjer, at han altid har været optaget af, at alle dybest set er anderledes end de giver sig ud for.

Men i samme åndedrag røber Trier også en forbløffende firkantet opfattelse af det grundliggende skyldsspørgsmål som syndefaldsmyten stiller: "Tag Edens Have og æblet. Hvem er skyldig dér? Er det Adam og Eva, fordi de spiser af æblet, eller Vorherre fordi han hænger det frem og siger at de ikke må røre det? Adam og Eva må jo for fanden være indbegrebet af menneskelighed, da vi alle stammer fra dem. Og så kan det kun være menneskeligt at spise æblet, så hvis det er sandt, kan det kun være Vorherres skyld. Hvis han vidste at de ville æde det æble, skulle han have ladet være med at hænge det frem, og så kunne vi være blevet i Paradisets Have. Jeg synes faktisk at Gud - som jeg ser ham - bliver mere og mere ondskabsfuld. Kun ondskabsfuld."

Tilsyneladende fatter Trier ikke, at myten handler om selve det at blive voksen og ansvarlig ved at blive bevidst om godt og ondt såvel som om kønsforskellen - og dermed for stedse forlade det barndommens paradis som omfatter fuldstændig tryghed, uskyldighed og ansvarsfrihed. Man skal overhovedet ikke stille spørgsmål ved om det var Adam og Eva eller Gud der var den skyldige (det kommer man ingen vegne med allerede af den grund at der er tale om en myte som vi aldrig kommer bagved). Vi skal derimod indse, at intet menneske bliver voksen uden at måtte forlade barndommens paradis. Og ingen kultur eller civilisation bliver ‘voksen', ‘moden' eller ‘myndig' nok - uden at påtage sig det fulde ansvar for magtens og seksualbegærets uundgåelige udøvelse eller for fobier, neuroser, traumer, fortrængninger, handicap og uheldige opvækstvilkår, fejldispositioner eller tåbelige og dumdristige eksperimenter som eventuelt måtte gøre sig gældende (jvf. essayet om "Myte, ord og billede").

Resultatet bliver nemlig det had og de forbrydelser, voldtægter, undertrykkelser, erobringer, ødelæggelseskrige, borgerkrige og terroranslag og alle andre udslag af ondskab som vi ser omkring os og som fører til reaktioner af ofte hævngerrig art som er lige så slemme og uhensigtsmæssige som de førstnævnte ugerninger.

Filmen Dogville løber linen ud og slutter for handlingens vedkommende som nævnt med en total udryddelse af den by der har ydmyget Grace så eftertrykkeligt, at hævn er nærliggende. Men kan den forsvares?

Nicole Kidman har overvejet hele sin rolle grundigt og kommet til følgende resultat: "Grace er en ung kvinde som kommer fra en verden hvor hun har set mennesker gøre de mest oprørende ting. Hendes far er gangster. Hun har set mennesker blive myrdet med koldt blod. Hun er vokset op i en verden hvor alting er moralsk forvansket. Hun kæmper. Hun ønsker desperat at være en god, retskaffen person, og jeg tror hun kæmper med sin baggrund, med hvem hun er og med sine motiver. Det der fascinerer mig ved hende, er hendes brændende ønske om at være god og i en grad, at hun er parat til at tilgive meget på så mange forskellige måder. Fordi hun grundlæggende ønsker at tro på det gode i mennesket. - Jeg ser hende ikke som naiv. Jeg tror, hun er fuld af håb, til menneskeheden og til de enkelte mennesker. På et tidligt tidspunkt sagde Lars noget meget interessant til mig: I virkeligheden er alle disse mennesker en del af hende (Grace). Jeg tænkte: Nå, sådan! Personerne er alle sammen facetter af hendes personlighed. Tom, hendes far, alle... Pludselig kunne jeg se hende som en meget mere helstøbt person. - Til sidst siger hun, at mennesker er nødt til at tage ansvar for deres handlinger. På en måde er det det samme hendes far siger. Hun indser, at nej, hun ville ikke have opført sig på den måde. Nej, hun ville ikke have gjort det! Og nej, hun ville heller ikke have gjort det de gør. Og derefter reagerer hun på en ekstrem måde. Hun beslutter, at de alle sammen skal dræbes. Jeg oplever det ikke som hævn, mere som en inderlig tro på, at verden vil være et bedre sted uden denne by."

Tilsvarende har Lars von Trier - i forlængelse af hele filosofien bag The Big Man's opfattelse af Grace's arrogance - selv udtalt, at netop overbærenhed kan være udtryk for arrogance, men at "grusom hævn kan være retfærdig, hvis man eksekverer den med overbevisning." Til Sami Saif siger han: "Jeg vil sige det på den måde, at de folk som bliver stående i historien det er dem der lige akkurat går det skridt videre og udrydder byen, ikke? Om det så er fra den ene eller den anden idealistiske position, så er det jo altid fordi de vil redde verden eller et eller andet på en eller anden måde. Jeg tror ikke, jeg har størrelsen til at ville udrydde byen. Jeg ville i hvert fald være bange for det, ikke?"

Ærligt sagt, men unægteligt også noget betænkeligt. Og iøvrigt ikke frit for at stå i modstrid med hans egen afstandtagende opfattelse af USA's nuværende engagement i Mellemøsten. Men for så vidt er dette underordnet, ligesom hele Triers tro på, at han kan frelse verden med film, for det afgørende er og bliver, at en kunstner til hver en tid har ret til at fremlægge sit provokerende syn på det grundliggende spørgsmål om gammeltestamentlig retfærdighed og hævn over for kristen barmhjertighed, og at Lars von Trier gør det suverænt og genialt med "Dogville". Han har tilsyneladende ikke øje for at forholdet mellem barmhjertighed og retfærdighed kunne være komplementært, eller for at det dynamiske i forholdet kommer af selve denne komplementaritet. Men det kan måske komme.

For sagen er, at vi ikke ved en endelig bedømmelse af 'Dogville' kommer uden om at sætte den i relation til Triers tidligere filmværk. Som nævnt har hans udgangspunkt lige fra starten været optagetheden af filmens æstetiske muligheder, men den religiøse interesse har tidligt skinnet igennem og er kommet meget tydeligt frem i den humoristiske 'Riget' og de melodramatiske 'Breaking the Waves' og 'Dancer in the dark'. Men først med 'Dogville' komme etikken for alvor ind i billedet.

'Riget' behandler alt det religiøse og irrationelle, magiske og alternative med suverænt håndelag og befriende, folkelig humor. 'Breaking the Waves' trækker det religiøse langt ud i parodien - både hvad angår det lukkede, puritanske miljø, som på sin vis genfindes i 'Dogville' - og hvad angår hovedpersonen Bess' gudsforhold. Det er ganske karakteristisk, at vi i Bess' handlinger for at nå sit mål ikke ser nogensomhelst ægte opofrelse, men en helt igennem misforstået og perverteret opofrelse, idet sand opofrelse aldrig kan bestå i at gøre sig til genstand for andres værste seksuelle tilbøjeligheder.

Bess er et umodent, ja sygt menneske, og det ses også i hendes kommunikation med Gud, når hun i kirken lægger stemme til både sine egne spørgsmål og til Vorherres svar. Når hun lader Vorherre svare, sker det nemlig - efter anvisning fra Trier - som når et barn taler til sine dukker. Og hvordan gør børn det? Normalt ved at overdrive deres moraliserende forældres værste formaninger! Hvad der kommer til orde, er det af forældrene i børnene indbyggede 'overjeg'. Men dette betyder jo, at samtalen mellem Bess og Vorherre i enhver henseende er barnlig og naiv. Den afspejler på ingen måde et frit, modent og voksent menneskes indre kommunikation med Gud. Af samme grund kommer hele filmens mirakel (den lamme ægtefælles helbredelse og de i himlen pludseligt opdukkende, fritsvævende kirkeklokkers skønne klang) til at fremstå som et rent postulat. Troen fremstår med andre ord som overtro.

Den slags slipper vi heldigvis for i 'Dogville' for til gengæld at blive konfronteret med det altid væsentlige spørgsmål om hvor langt vi kan gå i udøvelse af retfærdigheden. Svaret er ikke entydigt. Som det heller aldrig vil være i den reale, ufuldkomne verden hvor menneskene er henvist til at tage ansvaret for deres afgørelser uden altid at kunne overskue følgerne af dem.

Dogville lover derfor godt for Lars von Trier fremtige projekter. Dels fortsættelsen af trilogien. Dels opsættelsen af Richard Wagners Nibelungenring i Bayreuth 2006.

Om den sidste, som man indtil 'Dogville' måtte have sine bange anelser om, kan oplyses, at Bayreuth-festspillenes leder, 84-årige Wolfgang Wagner netop har kommenteret engagementet af Trier til opgaven i et interview i 'Der Spiegel' 7.7.03. Trier har, siger Wagner, kvalificeret sig til Ringen med sine films mesterlige personinstruktioner. "Netop nu har folk fra Paris der har set 'Dogville' ringet mig op og begejstret støttet min beslutning om at betro ham 'Ringen'".

Kan det tænkes, at Lars von Trier bevæger sig videre til en helhedsrealistisk opfattelse af livet, samfundet og kulturen, således som den forfægtes på Jernesalts sider? Det vil sige en filosofi der på den ene side er realistisk i den forstand, at den overalt har jordnær praksis som et afgørende kriterium for virkelighedsprøvelsen og derfor afviser enhver overnaturlig, metafysisk, spekulativ eller absolut tydning eller forankring af den menneskelige tilværelse, men på den anden side spænder over den hele, uafkortede og irreducerede virkelighed, dvs over såvel den materielle side af virkeligheden, som vi kun har tilgang til via sansningen, som den åndelige side af virkeligheden, som vi kun har tilgang til via bevidstheden. Jf. artiklen om Den komplementære helhedsrealisme.

Det er foreløbigt et åbent spørgsmål, men givet er, at det æstetiske, etiske og religiøse nu synes på vej til langt højere grad af eksistentiel og kunstnerisk konsistens hos Lars von Trier.

'Dogville' er kommet på dobbelt dvd med Sami Saifs 'Dogville-Confessions' og baggrundsstof.

Link til officielle websites: 
Dogville   med cast, facts, billedgalleri, musik og interviews m.m.
Dogme 95   om de film der er indspillet under dogmereglerne.

Triers film (de med * angivne findes på video):

Orchidégartneren, 1977
Befrielsesbilleder, 1982
Forbrydelsens element*, 1984
Epidemic, 1987
Medea* (TV), 1988
Europa*, 1991
Riget I*, 1994
Breaking the Wawes*, 1996
Riget II*, 1997
Idioterne* (Dogme 2), 1998
Dancer in the Dark*, 2000
Dogville, 2003

Filmmanuskripter:

Riget (Aschehoug, 1995) - Del I
Breaking the Wawes (Per Kofod Film/Book, 1996)
Idioterne. Manuskript og dagbog (Gyldendal 1998)
Dancer in the Dark (Gyldendal. 2000)

Film om filmene

Katia Forbert: Von Triers 100 øjne. 2000 (om Dancer in the Dark)
Sami Saif: Dogville-Confessions. 2003

Bøger:

Kirsten Jacobsen: Dagbog fra Dogville (Gyldendal 2003)
Peter Schepelern: Lars von Triers Film
(2. rev. og forøgede udg. Rosinante 2000)
Trier om von Trier, Samtal med Stig Björkman
(svensk; Alfabeta, 1999 - med tillæg 2000 om Dancer in the Dark)

Hertil kan føjes Schepelerns foredrag på Cinemateket 7.6.03. med forevisning af et udvalg af Triers amatørfilm, musikvideoer og reklamefilm - samt diverse avisudklip (anmeldelser og interviews)