ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.1.05.

Operaen, pengene, kunsten og myterne

Det Kongelige Teater åbner sit nye store Operahus på Holmen som er en gave fra A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond. Den har kostet 2½ mia kroner, er bygget på mindre end fire år og tegnet af arkitekt Henning Larsen.

Det er blevet en stor og flot bygning som uden al tvivl vil give operapublikummet store oplevelser, fordi akustikken, skabt af det engelske firma Arup Acoustics, skal være blevet unik.

Der er hele vejen igennem brugt de allerbedste materialer. Publikumsauditoriet er af ideel størrelse. Hovedscenen så stor og teknisk veludrustet at den kan klare selv de mest krævende scenografier. Prøvesalene, inkl. Det Kongelige Kapels, er forbilledlige. Publikumsfoyeren ser usædvanligt smuk ud, rummelig og luftig og med udsøgte materialer og udsmykning. Restauranten oven over foyeren får byens smukkeste udsigt over mod Amalienborg og Marmorkirken og hele havnefronten.

Udefra tager bygningen sig også flot ud med de udsøgte italienske sten på fladerne og det store, lette tag foroven.

Eneste anke - bortset fra parkeringsfaciliteterne - er facaden ud mod havnen med publikumsindgangene.

Den har der været blæst om tidligt i forløbet, og den er endt med et kompromis mellem bygherren, Mærsk Mc-Kinney Møller og arkitekt Henning Larsen, men vel at mærke et kompromis af den art der har tvunget arkitekten til accept, fordi han var bundet af kontrakten og ikke kunne springe fra uden at få ruineret sin tegnestue.

(foto af Bente Buck)

Af helt uforståelige grunde har bygherren modsat sig Henning Larsens ønske om en let facade af glas, der ville have svaret fuldtud til den øvrige bygnings lethed - og til Henning Larsens andre arbejder. Men bygherren ville af principielle grunde, eller rettere urokkelige smagsfordomme, ikke have en ren glasfacade, men forlangte et gitter af stålsprosser. Det eneste der blev firet på var vist nok kun sprossernes dimensioner.

Men resultatet set fra havnen eller ovre fra Amaliehaven er desværre ikke smukt, i hvert fald ikke i dagslys. Det tager sig forhåbentligt bedre ud om aftenen, når bygningen er fuldt oplyst.

Arkitekten har i tv-interview her umiddelbart ført åbningen ikke lagt skjul på sin ærgrelse. Det er han blevet kritiseret for med den begrundelse at han vidste hvad han gik ind til, da han skrev kontrakten under, og at en arkitekt nu engang altid må affinde sig med at alle afgørelser i sidste ende er bygherrens.

Kritikken af Henning Larsen skyder over målet. For han har på intet tidspunkt bestridt bygherrens ret, men har vel for søren lov til på direkte spørgsmål at tilkendegive sin skuffelse, ikke mindst når det sker på en helt igennem stilfærdig og ukrigerisk måde. Ingen har været i tvivl om uenigheden mellem ham og bygherren på dette punkt.

Det ærgerlige ved denne uenighed er, at det færdige resultat ikke i sin helhed er blevet det unikke mesterværk det ville være blevet med en facade efter arkitektens hoved. Men vi må leve med det, og håbe på at miseren opvejes mange gange af de oplevelser operaen kan give sit publikum bag facaden.

Sandheden er også, at et frit, demokratisk land ikke kan klare sig i udviklingen uden udfoldelsesmuligheder for privatkapitalister eller uden entreprenører af Mærsk Mc-Kinney Møllers format. Vi er ganske enkelt kommet for langt i lighedsmageri, initiativløshed og magelighed, hvis vi ikke længere kan tolerere sådanne entreprenørers virksomhed.

Mærsk Mc-Kinney har ikke lagt skjul på, at han har ønsket at sætte et stort og smukt mindesmærke over sine forældre, men når det sker i en sådan form at det i årtier frem vil være til gavn for såvel kunsten som hovedstaden, så skal der - trods enkelte anker - lyde en stor tak til den generøse giver.

Den nye akse hedder med andre ord: Kirken - Kongen - Kunsten. Men det kunne der komme en mening ud af, hvis man så operakunstens opgave i et større eksistentielt lys.

Faktisk kunne det blive ganske sjovt og spændende, om det nye operahus ad åre formåede at give det store kunstneriske og eksistentielle modspil til kirken der er brug for, det vil sige hvis den formåede at hæve sig op over den rent æstetiske, mere eller mindre postmodernistiske leg med store værker som Wagners Nibelungenring til ægte mytologisk fornyelse af de samme værker. Potentialet er der i værkerne. Det Kongelige Teater råder også over sangere, musikere, bygning og teknik der muliggør en indløsning af potentialet. Men fornyelsen kræver fuld forståelse for myternes eksistentielle betydning.

Kirken slås med modstanden mod sine mere eller mindre forældede dogmer. Kunsten er herligt frit stillet og kunne dyrke den ægte og givende mytologi så kirkens folk og almindelige mennesker fik noget at tænke over. Mytologisering er der nemlig brug for som ingensinde før.

Operaens vandgang   (21.10.02)
Artikel om Operahuset, arkitekt Henning Larsen og A.P. Møller-fonden

Link til Det kgl. Teaters hjemmeside om Operahuset

Rhinguldet 'kaspereret' på Det kgl. Teater  (14.1.04.)
om Kasper Bech Holtens opsætning af Wagners opera

Valkyrien kongeligt vulgariseret  (6.6.03.)
om Kasper Bech Holtens iscenesættelse