ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.1.04.

Rhinguldet 'kaspereret' på Det kgl. Teater

Naturligvis ikke fordi det kan være særligt overraskende, at en ganske ung instruktør af årgang 1973 lader sig inspirere af fremherskende tendenser i film og teater og sætter sig for at udnytte denne tendens til sin egen succes, men fordi det er et så lodret brud med Wagners egne intentioner, at der er tale om en komplet overlagt afmytologisering af Wagners store musikdramatiske totalteater til fordel for et behændigt arrangement af teatereffekter der bringer hele projektet ned på ikke blot et såre menneskeligt, men et såre lavt psykologisk og eksistentielt niveau.

Så følger første scene med Rhindøtrene og Alberich. Den er henlagt til en stue fra 1920'erne med lædermøbler og bardisk til Alberich i den ene side og en høj, bred og stejl trappe i den anden der fører op over en dæmning til Rhinen, hvor de tre piger kommer frem. Midt på dæmningen - halvt nede på stueplan - er der et stort glasparti, et regulært akvarievindue, ind til floden. Alberich er fordrukken ligesom valkyrierne i 'Valkyrien', og Rhindøtrene viser sig at være halvdekadente piger fra de glade dage i Weimar-republikkens Berlin.

Akvarievinduet tjener til at vise os rhinguldet i skikkelse af en nøgen mand der svømmer fra side til side, mens pigerne glaner. Frisvømningen varer så længe og er så løsrevet fra musikken, at publikum får rig lejlighed til at fundere over, hvordan statisten klarer vejrtrækningen. Da Alberich bliver klar over, at det er selveste rhinguldet der svømmer rundt, bliver han beslutsom - og afsværger den kærlighed som efter pigernes udsagn er uforenelig med herredømmet over guldet. Han stiger til vejrs op mod dæmningen og myrder den svømmende guldmand ved at skære hans hjerte ud. Vandet farves omgående rødt, men Alberich kan triumferende hæve sin fangst i vejret.

I anden scene er vi rykket ud i en teltlejr for guderne Wotan, Froh og Donner samt Fricka og Freja, alle klædt som borgerlige overklassetyper fra 20'erne. Den midlertidige lejr har borde, stole, skabe, flytte- og arkivkasser - samt udsyn til biblioteket ude i siderne og et tæppe i baggrunden der dækker over den borg som kæmperne Fasolt og Fafner netop er blevet færdige med at bygge til de stakkels hjemløse guder. Kæmperne - den ene siddende i en kørestol som en ren svækling! - kommer ikke fra bjergkløfter, men hejses meget prosaisk ned fra himlen i en kran. De forlanger deres løn udbetalt efter aftalen: Freja, den skønne gudinde for evig ungdom. Men det afslår Wotan. Hans løfte var kun en spøg. Men for dem var en aftale en aftale.

Wotan er i knibe og må sætte sin lid til ildens halvgud, den snu Loge, der dukker op i skikkelse af journalist med viden om hvad der foregår rundt omkring i verden. Han har hørt om Alberichs ran af guldet, som han bl.a. har lavet en ring af - og får gjort såvel Wotan som kæmperne interesseret i rhinguldet. Wotan får frist med betalingen, men kæmperne tager Freja med som pant. Og resultatet udebliver ikke. Guderne - med Wotan selv som undtagelse - taber ikke alene deres kraft og ungdom, men som Loge bemærker, så bliver de uden Frejas æbler grå og oldingeagtige. Til spot for hele verden vil gudestammen sygne hen og dø ud! Det går så faretruende hurtigt på scenen, at Wotan ikke kan bære at se det, så han skynder sig til Nibelheim med Loge.

Efter orkestermellemspillet havner vi i dette Nibelheim, som her er gjort til Alberichs moderne laboratorium med alskens udstyr og eksperimenter og med broderen Mime som assistenten der har fået ordre på at smede 'dølgehjelmen'. Det er netop lykkedes for ham, men desværre opdager Alberich det straks - og efterprøver på stedet forsvindingsmuligheden - ikke ved at tage hjelmen på hovedet, men ved at gå ind i scenemidtens store cylinderformede trylleboks. Wotan og Loge dukker op, og sidstnævnte går i munter dialog med Alberich (til Wagners vidunderlige A-dur scherzo). Det ender med at de får Alberich til at omforme sig selv til en lille tudse, som de så fanger (i en medbragt lædertaske) og bringer med sig.

I fjerde scenes første billede ser vi Alberich hænge i armene i et sandt torturkammer og råbe sin nød ud. Hvordan det store kammer med hvide fliser er kommet i stand, når guderne ellers må tage til takke med telte, får stå hen - ligesom forekomsten af biblioteket i sidekulisserne. Wotan tvinger med kniven på Alberichs strube denne til at lade nibelungerne bringe rhinguldet op til guderne. Dølgehjelmen må Alberich også afgive, men da Wotan til sidst forlanger ringen, råber Alberich at han hellere vil dø. Frivilligt afgiver han den ikke. Men Wotan tager en kniv og skærer råt og brutalt den ene underarm med ringen af Alberich. Inden den frigivne mand går ud af døren, viderebringer han forbandelsen over ringen. Behold den bare, siger han til Wotan, og vogt den godt, men forbandelsen kan du ikke undslippe!

I det følgende scenebillede er vi tilbage i teltlejren, hvor de øvrige guder er blevet endnu ældre (men underligt nok ikke Wotan selv). Men heldigvis vender kæmperne tilbage med Freja i et bur - og hun kan stikke et par æbler ud gennem tremmerne til de ungdomshungrende guder, der hurtigt får rettet sig op. Kæmperne er trods Fasolts umådelige betagelse over Freja indstillet på at give afkald på hende mod at få rhinguld der svarer til hendes mål. Buret fyldes op med det guld dværgene har bragt. Et hul bliver dækket med dølgehjelmen som Loge ellers havde tænkt sig at overtage. Men endnu et lille hul forlanger kæmperne dækket med ringen på Wotans finger. Han protesterer voldsomt, men den farvestrålende, spraglede gudinde Erda, der ved hvordan alle ting er og kan se, hvordan alting bliver, kommer frem fra bagtæppet og maner ham til besindelse, alt imens hun sensuelt lægger an på ham. "Alt hvad der er vil få sin ende", siger hun. "En dyster dag vil dæmre for guderne. Jeg råder dig til at slippe ringen."

Wotan vil vide mere, men hun forsvinder. Han tør ikke andet end slippe ringen - og kæmperne kan drage af sted med guldet, som de dog straks kommer op at skændes op med det resultat at Fafner rejsende sig fra sin kørestol slår Fasolt ihjel. Forbandelsen fik sit første offer. Men for guderne er Freja og ungdommens æbler reddet - og de kan nu efter en højtidelighed som var det en stabelafløbning på et skibsværft tage gudeborgen Valhal i besiddelse til orkestrets højtidelige blæserklange. Forinden når Wotan dog - i strid med forlægget - at give Loge, der lige har røbet at han faktisk skammer sig ved at være i selskab med disse guder, et dræbende stik med sit spyd. Han omdannes til ren ild, skønt teksten ellers siger, at det er ham selv der får lyst til at foretage denne for ham altid mulige transformation.

Rhindøtrene får de sidste afgørende ord som må gengives på tysk: "Traulich und treu ist's nur in der Tiefe: falsch und feig ist, was dort oben sich freut!" - Her siges med få ord, hvad hele 'Rhinguldet', ja hele 'Nibelungenringen' egentligt drejer sig om, nemlig modsætningen mellem kærligheden på den ene side og magten eller rigdommen på den anden.

Dramatisk havde Wagner problemer, fordi hans tid var præget af en nationalromantisk opfattelse af specielt det mytologiske stof. Det har instruktører fra og med Wieland Wagner kunnet komme ud over ved at fortolke stoffet primært symbolsk. Og det er den dag i dag udfordringen at blive i dette spor - uden nødvendigvis at blive stående hvor den desværre alt for tidligt døde Wieland Wagner slap. Patrice Chéreau viste i Bayreuth i midten af 1970'erne at det var muligt at gå videre med en modernisering der fastholdt mytologien uden mindste svækkelse. Men i dag er vi tilbage til decideret myte-svigtende fortolkninger, der naturligvis ikke tyer til tåbelig nationalromantik, men til gengæld til lige så tåbelig dagligstuekomedie og jagt efter billige teatereffekter.

At handlingen i Kasper Holtens iscenesættelse tager sig en række markante friheder lægges der ikke skjul på i teatrets program. Brynhilde optræder som sagt fra starten i en stum scene. Rhinguldet gøres til en smuk, ung mand. Ringen til et armbånd. Rhindøtrene, Alberich, guderne Froh og Donner samt halvguden Loge gøres til alkoholikere. Erda lægger an på Wotan, som påstås at forelske sig hovedkuls i hende. Og Loge omformes af Wotan til ild, fordi han påstås at vide for meget.

Holten har til programmet skrevet en artikel om Loge, hvor det hedder: "Af alle figurerne i Rhinguldet er Loge måske den allermest interessante. Figuren har tydeligvis optaget Wagner, og både Loges musik og tekst er raffineret, sammensat og ekstremt spændende." Og det er bestemt ikke forkert. Men når Holten så skal udmønte sine tanker i en konkret figur, så bliver Loge til en repræsentant for den frie presses magt og rolle. Som den drevne og udfordrende journalist kan han lide at stille spørgsmål til alt, hvad han ser omkring sig, researche og undersøge. Og for en stund kan han danne par med magten, være spindoktor for magthaveren! Men når denne "flytter ind i sin institutionaliserede magt, må pressen være i opposition".

Det påstås at Loge "stiller sig til rådighed for omstændighederne", skønt det efterfølgende hedder, at han er et redskab som kan bruges, men at han dog også har sin egen dagsorden. Han er som ilden fristende og lokkende, men også farlig og fortærende. Han er selv en frister.

Efter Holtens mening minder Loge meget om Prometheus i den græske mytologi, og straffes som denne af de andre guder. Ja, Loge minder endog Holten om Jesus/Kristus i den kristne mytologi, derved at han er det guddommelige der er gjort menneskeligt og - straffes. Men straffen er helt igennem Holtens eget påfund og ikke Wagners. I Holtens konkretisering på scenen gøres Loge som journalist imidlertid til en alt andet end farlig person som det sker hos Chéreau i Heinz Zedniks fortolkning. Han bliver som Froh og Donner en alt for farceagtig, komisk skikkelse som vi netop kender dem fra filmene fra tyvernes Tyskland. Og det er hen i vejret at påstå, at Wagner med 'Rhinguldet' skulle have sagt væsentlige ting om den frie presses natur og vilkår!

Loge er og bliver en uhyre spændende figur i såvel den nordiske mytologi i almindelighed som i Wagners meget specielle fortolkning af denne mytologi. Og hans rolle hænger begge steder sammen med hans tvetydige egenskab som halvt gud og halvt menneske og desuden sammen med hans evne til frit at kunne omforme sig fra materiel menneskelig skikkelse til ild eller energi. Men farligheden kan ikke reduceres til hans evige oppositionstrang, men ligger i hans fundamentale drilskhed over for magthaverne. Og dette aspekt svigtes hos Holten, skønt det er det på én gang virkeligt foruroligende og virkeligt konstituerende træk i såvel hans personlighed som i tilværelsen som sådan!

Ingen af de medvirkende i Holtens opsætning spiller dårligt målt ud fra Holtens intentioner, men intentionerne gør, at de alle bliver trukket ganske betydeligt ned i det komiske og farceagtige - i klar modstrid med Wagners musik og mytologiske forståelse af sagerne. Farceagtigt er det fx når Johan Reuter som Donner laver fitness-øvelser med håndvægte eller armbøjninger på gulvet. Sten Byriels alkoholiske Alberich savnede helt den ekstreme dæmoni som fandtes hos Hermann Becht i Chéreaus udgave. Ifølge programmet går han amok i sit magtbegær, men at gå amok er slet ikke den lidenskab der må forlanges når den skal holde til slutningen af 'Götterdämmerung' . James Johnson kunne mangle lidt pondus som Wotan. Og Susanne Resmark var desværre langt fra den mystik hun viste som Azucena i Verdis 'Trubaduren'. Det er et held, at Det kongelige Kapel under Michael Schønwandts ledelse spiller glimrende, omend sine steder hurtigere end ønskeligt.

Holten gør opmærksom på, at Wagner gennem årene er blevet og stadig bliver fortolket ud fra mange forskellige vinkler, politisk, filosofisk, psykologisk, historiekritisk og æstetisk. Men det drejer sig jo ikke om at forstå en idé på intellektuelt plan, for så havde Wagner jo kunnet nøjes med at skrive en bog. Nej, Wagner formåede gennem sit store musikdrama at sætte vores tilværelses mange simultane niveauer ind i en større forståelsesramme ved at genfortælle dem som en mytologisk historie.

Videre hedder det: "Myten tager den konkrete betydning af billeder og sprog, forstørrer dem og tømmer dem for at gøre dem til symboler, vi hver især kan udfylde med vores konkrete betydninger. I mytologien genkender vi os selv, men føler samtidig vores "små" liv sat ind i en større sammenhæng."

Og det lyder tilforladeligt. Men så taler Holten ellers om, at ethvert moderne menneske danner sig en egen mytologi. Ja, at Wagner skaber en mytologi for det moderne menneskes behov for at mytologisere sig selv. Derfor handler Ringen efter Holtens mening ikke om hele verdens historie, men om ét menneskes verden, nemlig Brünhildes. Vi følger i løbet af Ringen hendes eget forsøg på at danne sig en personlig mytologi - og derfor starter Holtens iscenesættelse med Brünhilde på jagt efter fortiden i sin families pulterkammer.

Opsætningen begynder derfor, siges det, så at sige med slutningen, og siden oplever vi hele Ringen som et stort flashback. Dermed bliver fortællingen om ringen - der handler om hele verdens historie fra begyndelsen til slutningen - til historien om ét menneskes verden, en helt personlig mytologi.

Klarere kan det næppe siges, at Kasper Bech Holtens iscenesættelse totalt svigter al ægte mytologi, for selvom det er rigtigt, at ethvert menneske - ikke blot ethvert moderne menneske, men et menneske til hver en tid - kan spejle sig i mytologien, det være sig den nordiske, græske, kristne eller andre, så er den mytologi mennesket bruger til denne spejling netop aldrig en personlig mytologi, men en kollektiv mytologi. Det er hele forskellen mellem mytologier og historiske beretninger eller fiktive romanberetninger, at mytologierne trækker på hele den kollektive erfaring som igen hviler på de før-sproglige arketypiske forestillinger.

'Rhinguldet', 'Valkyrien' og naturligvis i konsekvens heraf de kommende opsætninger af 'Siegfred' og 'Ragnarok' afmytologiserer Wagner til fordel for en personlig historie eller en familiesaga, som ydermere ved sin henlæggelse til fire perioder af det 20. århundrede (1920'erne, 1950'erne, 1968 og 1990'erne med Bosnien og Rwanda) kun gør tilskuerens personligt eksistentielle spejling endnu vanskeligere, fordi den indebærer en klar æsteticerende eller fremmedgørende effekt.

Hvad vi ser og vil få at se ved de kommende opsætninger og opførelser af 'Nibelungenringen' på Det kgl. Teater (der fra næste sæson vil blive henlagt til det nye operahus) er altså Wagners storladne musikdrama og totalteater omsat fra myte til splatter og farce. Og det er synd for det moderne menneske der har behov for en ny-mytologisering af sin tilværelsesforståelse. Forhåbentlig når Lars von Trier langt dybere i sin kommende opsætning i Bayreuth. Og godt at man under alle omstændigheder har Patrice Chéreaus og Pierre Boulez' opsætning fra Bayreuth på video at falde tilbage på.

To ting må man dog lade den gode Kasper Bech Holten: Han er fuldstændig bevidst om hvad han foretager sig, og han viser ubestridelig konsekvens i sin opsætning af Wagner. Derfor er det ikke urimeligt at opkalde den aktuelle afmytologisering på Det kongelige Teater efter ham.

Richard Wagner: Storslået musikdramatik med stor inkonsistens  (5.6.09.)

Valkyrien kongeligt vulgariseret
om Kasper Bech Holtens iscenesættelse af
Wagners opera på Det kongelige Teater maj 2003.

Men jævnfør også artiklen om
Afdogmatisering, men ikke afmytologisering