ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.6.05.

Siegfried og operachefen som ungdomsoprørere

Efter overværelse af tre operaforestillinger i Henning Larsens prægtige opera-bygning på Holmen kan det konstateres, at huset fungerer, at det er en æstetisk nydelse at være i det, at akustikken er god, og at foyer'en med den pragtfulde, krummede skal af rødlig- gylden maghoni om tilskuerrummet, Olafur Eliassons tre flotte prismelysekroner og Per Kirkebys fire smukke og diskrete bronzerelieffer er en oplevelse. Café og toiletforhold er fine. Garderoben med selvbetjening er fortsat problematisk (skranken ikke fjernet). Og parkeringsforholdene er blevet tålelige, men ikke ideelle.

Men endnu mangler den store operaoplevelse der giver huset mening. Bevares, alle gør deres bedste. Der spilles og synges godt. Teknik og scenerum virker og imponerer. Men Poul Ruders 'Proces Kafka' havde trods den fint orkestrerede musik den dramatiske grundskavank at librettoen i vid udstrækning var uddrag af breve. Verdis 'Aida' var utroligt flot, men virkede aldrig hverken overbevisende eller gribende. Og Wagners Siegfried? - - - Vorherre bevares!

Indrømmet, jeg ventede efter 'Rhinguldet' og 'Valkyrien' i de forrige sæsoner ikke andet end en fortsættelse af Kasper Bech Holtens systematiske afmytologisering af Wagner, og jeg fik præcis hvad jeg ventede - og kunne således slippe for at bruge kræfter på bifaldsytringer eller penge på psykologisk krisehjælp. Og som det velopdragne menneske jeg er, holdt jeg buh-råb og trillefløjte for mig selv. Men ærgerligt var det alligevel endnu engang at se husets og ensemblets muligheder forspildte.

Men som forlængst påpeget for Rhinguldets og Valkyriens vedkommende så er operachef Kasper Bech Holtens idé med opsætningen på Det kgl. Teater nærmest den modsatte, nemlig at trække det hele ned på et meget jordisk, meget dansk, ja næsten provinsielt fladt niveau, som tidsmæssigt er henlagt til det 20. århundrede. Han mener åbenbart at det moderne menneske, skønt vi er født til det, ikke længere er i stand til at tænke mytologisk - men til gengæld med største iver kaster sig over kortvarig følelsesmassage.

Konkret henlægger Bech Holten 'Siegfried' til anno 1968, altså ungdomsoprørets år.

Første akt begynder med undermennesket Mime i sin lejlighed med gamle 50'er-møbler - tilsyneladende en lille kasselejlighed med de obligatoriske 2 meter og 40 til loftet. Man hører ham i kælderen banke på et stykke jern på en ambolt, og da unge Siegfried kommer ind i cowboy-bukser og tager vindeltrappen op til sit ungkarle-hummer på første sal, der først nu belyses, så opdager vi en glimrende udnyttelse af scenerummet og teknikken. Da de lidt senere tager vindeltrappen ned i værkstedet i kælderen, er det af samme størrelse - og de øverste etaget skydes blot i vejret. Et hus på 8-10 meter i højden viser sig på scenen. Imponerende. (Den åbne scenes maksimale højde er 11 meter).

Siegfried skændes naturligvis med Mime som har opdraget ham i strid med alle moderne pædagogiske principper - og åbenbart også har haft held til at holde både drengen og opdragelsen skjult for myndighederne, for ingen repræsentant fra Familieministeriet eller Københavns Kommunes Socialforvaltning dukker nogensinde op. Brian Mikkelsen har åbenbart bedt Lars Barfoed holde sig væk - og det skal denne være glad for. Kun gamle Wotan kommer på besøg - incognito, men ifølge programmet som 'Vandreren der ikke blander sig, men kun ser på'.

Siegfried får held til at smede sværdet 'Notung' af de stumper hans ukendte mor i sin tid efterlod sig. Sværdet har i hel tilstand særlige egenskaber - så lidt af magien synes trods alt bevaret i denne lilleputverden fra 68.

Siegfried, manden der ikke kender frygt, går i kamp med Fafner, der i første omgang taler med forvrænget bas gennem et par højttalere der rager op midt i svineriet, og som oven i købet blinker rødt når han vil tale. Det grines der meget af ude i publikumsrummet. I virkeligheden sidder Fafner nede under jorden i et kontrolrum med alskens gammeldags edb-udstyr fra dengang dette virkelig fyldte noget i rummet. Siegfried dræber ham - og får lidt af hans giftige blod på tungen. Magien er endnu engang reddet - og gudhjælpemig om ikke også Siegfried nu kan høre fuglen synge.

Wagner foreskriver en skovfugl. Her må vi nøjes med en tam due der sidde på en høj mur - og som til sidst sågar får lov at flyve helt op over den 23 meter høje rundhorisont, så scenefunktionærer skal bruge timer på at finde den bagefter i det kæmpemæssige scenerum. Duer kurrer, så vidt jeg ved, men her lægger Gisela Stille stemme til fuglens magiske sang. Og det gør hun så godt, at Siegfried faktisk ledes på rette vej. Alt håb er endnu ikke ude.

Uden for Erdas pæne stue dukker i det følgende scenebillede et langt pigtrådshegn op med mindelser fra koncentrationslejrene. Guderne må vide hvorfor, men de har jo ikke meget at skulle have sagt længere. Her kommer Wotan i kamp med Siegfried, der med sit helede sværd knækker hans spyd - og sikrer sig fri bane til den videre færd mod målet, den til slummer dømte Brünhilde.

Siegfried går gennem ilden, påstås det i programmet, for det er jo foreskrevet i partituret. Men det var så som så med den ild vi fik at se, og at selveste halvguden og spasmageren Loge virkelig skulle stå bag den, forekommer i hvert fald ikke i overensstemmelse med håndbøgerne i nordisk mytologi. Men allright, Brünhilde bor - som vi husker fra 'Valkyrien' - i et glashus med kuppel som minder mest af alt om det lille planetarium i Botanisk Have. Da det drejer 180 grader rundt på den store drejescene ser vi et roderi af billige stole fra Ikea indeni.

Siegfried der aldrig har set en kvinde før vækker hende med et kys, efter først at have smidt hendes upraktiske englevinger ad helvede til. De to uskyldige mennesker er lidt generte over for hinanden, men skjuler det bag latter og pjank. Og til sidst tager de sig sammen og favner hinanden på gulvet til Wagners herlige C-dur-toner. Og her går tæppet desværre ned, så vi ikke ser mere end hvad Frederik den Niende kunne have budt Margrethe da hun var lille pige (han brokkede sig i sin tid over teatrets opsætning af Tannhaüser med en vovet Venusbjerg-scene).

Men konceptet?

Ja, det får vi skam en forklaring på i programmet, så vi ikke skal rende rundt og tro at det hele er lige så uigennemtænkt som det ser ud til. Sigfrieds verden er overskuelig får vi at vide, og han selv er en sympatisk lyrisk sjæl der længes efter at kende sandheden om sig selv! Samtidigt er det umuligt ikke at finde Siegfried afstumpet!

Men det er nu altsammen noget Holten finder på, for ifølge Wagner er Siegfried naiv og uskyldig samt uciviliseret primitiv - det er derfor han kan bruges som helt hos Wagner, ligesom Parsifal i en anden af hans operaer. Og det han som plejebarn gerne vil vide er selvfølgelig noget om sin egen herkomst - og det er ikke helt det samme som sandheden om sig selv.

Og hvad angår forholdet til Brünhilde - hans længslers mål, skønt han også er lykkeligt uvidende om kvindekønnet - er uligt fra starten. Wagner tænkte ikke i ligeberettigelsens baner, men det gør Holten. I virkeligheden handler Siegfried om et arrangeret ægteskab! Og findes noget værre? Uha! Uha!

Historien herom er henlagt til 1968, hvor arrangerede ægteskaber vist nok endnu ikke var blevet et problem her til lands. Man gjorde oprør mod fædrene og hele deres maskuline magtudfoldelse, men Siegfried er jo selv et produkt af den gamle ideologi. Han får aldrig lov til at udfolde sig eller for alvor træde i karakter, hedder det. Uagtet at Siegfried slår både sin plejefar og dragen Fafner ihjel og kæmper mod selveste overmennesket Wotan. Ifølge Holten er han hverken løsningen på Wotans eller verdens problem. Drømmen om den frie kærlighed til fejende C-dur akkorder er kun et kort pusterum - indtil næste års virkelige Ragnarok.

I anden akt prøver Holten at få Wotan til at lege turist ved Neidhölle - undermenneskets hule af misundelse. Han har vist nok et alkoholproblem, men vandrer rundt ude i naturen som hyggeonkel med hat og termokande. Fafner er miljøsvinet som hippie-Siegfried går til krig mod. Han er Siegfrieds Vietnam-syndrom, for at det ikke skal være løgn. - Og fuglen, Brünhildes flaskepost? - Ja, den har Holten sandelig kæmpet med - som alle Siegfried-instruktører. Han drømmer om en rigtig fugl, men er altså standset ved duen, skønt enhver idiot uden eksamenspapirer fra Zoologisk Have kunne fortælle ham at duer ikke er sangfugle, eftersom kurren ikke regnes for sang.

I tredje akt opdager Wotan ved mødet med den gamle elskerinde sin egen alder. Han ser sin dødelighed i øjnene - skønt han egentlig er udødelig som gud. Men hans gamle fejltrin hævner sig: han har svigtet ægteskabet og sat magtbegæret over alt andet - og vil nu ikke slippe magten. Og Holten spørger med rette: hvorfor vil de tidligere ledere ikke slippe magten, selv når de har trukket sig? Hvorfor - associerer vi - skal vi fortsat trækkes med Poul Nyrop og Svend Auken og Mogens Lykketoft og Ritt Bjerregaard, når unge og smukke Helle Thorning har taget over og klarer det hele med et smil? Af gode grunde stillede Wagner ikke spørgsmålet præcist sådan, men det gør Holten, for selv 1968 kan ses i bagklogskabens lys.

Brünhilde og Siegfried skal til sidst overvinde deres angst for at give sig hen. Og det gør de sørme. Men - vi der véd hvad der sker i Ragnarok véd også at det hele ender galt. Ingen halløj i operaen om et år.

Desuden har han i et lille interview til Berlingske Tidende 30.1. udtalt at han for alt i verden vil undgå at operahuset bliver et æstetikkens tempel for anakronistisk, hjernedød underholdning. Han vil beskæftige sig med det emotionelle. "Et moderne samfund har brug for et sted, hvor man i nogle timer øver sig på at føle.... [....] så man træner sin følelsesmuskel [!], sin sensibilitet."

Operaen tilbyder at beskæftige sig med de store spørgsmål, som tiden kræver. Og det vil i Holtens mund sige de store følelser. Han er i virkeligheden melodramaets mand, skønt Wagner ikke var melodramatisk. Overskriften for hele interviewet hedder "Operachefens nødvendige følelses-fitness" - men det skal man nu ikke hænge ham op på, for redaktører har det med at smøre på, for at sælge varen.

Men det der afslører operachefens eksistentielle snæversyn og uforstand findes i et tidligt afsnit i kronikken, hvor det bl.a. hedder at det særlige ved operaen som kunstart er at "kunne udsige noget væsentligt om menneskets emotionelle situation, reaktioner og relationer". Operaen skal ikke direkte udsige noget om aktuelle samfundsproblemer, men de samme dagordener skal på operascenen "mødes med en undersøgelse af den emotionelle drivkraft der ligger bag det enkelte menneskes såvel som det omgivende samfunds udvikling." [Mine kursiveringer].

Ja, det står der sort på hvidt i mandens egen formulering.

Og lige præcis derved afsløres det, at Kasper Bech Holten i sin personlige udvikling ikke er kommet meget længere end Siegfried. Han identificerer emotioner med de dybe og ofte intense følelseskvanter der er altafgørende for alle menneskers eksistentielle oplevelser, afgørelser og mål.

Wagner, Mozart, Verdi, Bach, Beethoven, Berg, Stravinsky, Sjostakovitj, Schnittke og hundredvis af andre komponister vidste hvad det drejer sig om - ligesom Shakespeare og Beckett for teatrets vedkommende. Og det er deres indsigter der skal formidles videre, hvis teater og opera overhovedet skal have noget at byde på i eksistentiel henseende. Det gælder til alle tider, men ikke mindst i en tid med religiøs forvirring og søgen.

Det har Kasper Bech Holten ikke som meget som mindste anelse om - derfor hæver hans iscenesættelser sig ikke over underholdningen og den æstetiske leg. Og han kan slet ikke tage bestik efter bifaldet. For han har da ret i at mange søger underholdning for at få emotionerne masseret eller hidset op.

Hån mod mytologisering i almindelighed og Wagner i særdeleshed er naturligvis, isoleret set, i skønneste orden - humor er altid en god ting - men det bør sidst af alle være den kongelige danske opera der lægger rum til den - allermindst efter at have fået et operahus der i eminent grad giver mulighed for operaopsætninger i fuldgyldig mytologisk, spirituel og eksistentiel forstand.

Hån mod Wagner hører hjemme i Cirkusteltet på Dyrehavsbakken. Dér ville også jeg klappe hjerteligt af den.

Stadigvæk må man med største tilfredshed konstatere, at det er godt at Patrice Chéreau's og Boulez' adækvate og geniale version af Wagners Ring i Bayreuth 1976 foreligger på video og dvd. Den er uovertruffen og svigter - trods sin modernisering - på intet tidspunkt mytologien.

Specielt skal nævnes at Trier har forestillet sig at den ultimative iscenesættelse af Ringen skulle udspille sig i totalt mørke. Noget sådant er selvfølgeligt umuligt i praksis. Målet for ham var derfor det sorte teaters 'berigende mørke'. Hans koncept indebar en belysningsgrad helt nede på 5 procent - noget nær teaterbelysningen på gaslampens tid! Dette mørke gør betingelser for det mytiske langt bedre, mener han.

Trier ville desuden fjerne al symbolik i sin iscenesættelse. Personerne skulle være virkelige, mens paralleler til nutiden og andre fortolkningsspor skulle overlades til publikum. Triers Wagner skulle være "det store i det små, guddommeligheden i naturen".

Og når han måtte opgive, var det ikke fordi konceptet var principielt uigennemførligt, men fordi hans sygelige hang til perfektionisme ville have gjort gennemførelsen til et helvede for ham.

Forståeligt, men brandærgerligt. For uanset hvad man måtte mene om Lars von Trier og hans meninger og provokationer, så er der få der arbejder så målrettet eksistentielt som han gør. Han har haft svært ved at slippe melodramaet, men det gjorde han med 'Dogville' - og det lovede godt for resten. En anmeldelse af 'Manderley' følger. Men desværre aldrig en anmeldelse af hans Ring.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose

Richard Wagner: Storslået musikdramatik med stor inkonsistens  (5.6.09.)

Valkyrien kongeligt vulgariseret
om Kasper Bech Holtens iscenesættelse af
Wagners opera på Det kongelige Teater maj 2003.

De psykiske grundprocesser

Myte ord og billede
Mytologi