JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - kanel41trier

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.12.06.

Trier når han er træls

af Jens Vrængmose

Set her fra de forblæste højdedrag i det nordjyske er 'Direktøren for det hele' en rigtig selvglad, københavnsk filmkomedie, lavet af selvglade, men meget dygtige skuespillere med en selvglad, men højt begavet instruktør i spidsen der fuldtud lever op til sloganet "For at være en stor kunstner skal man også have modet til at være ravende ligeglad med sin omverden" (vistnok replik i Jacob Thuesens kommende film om Erik Nietzsche/Lars von Trier).

Ved forpremieren forleden i Cinemateket oplyste filmens unge producer Mette Louise Foldager at Lars von Trier er begejstret for comedy-serien 'Klovn', der vises på TV2 Zulu, og derfor har benyttet flere af skuespillerne. Så er niveauet angivet - og ikke et ondt ord om det. For i et frit land har vi som bekendt alle lov til at more os over hvad vi vil, både som aktører på scenen eller skærmen og som tilskuere i salen eller sofaen.

Foldager fortalte også at skuespillerne rigtigt havde moret sig under optagelserne der blev klaret på fem uger. Det kan man skam også se, altså det med morskaben - og tak for det. Det er kedeligt hvis skuespillerne ikke er med på spøgen. Men omvendt gælder desværre også, at selve deres morskab under arbejdet ikke er nogen garanti for resultatets kvalitet. Selv store operaer kan indstuderes med allerstørste engagement, talent og livsglæde fra de medvirkendes side - og alligevel ende som en fuser på scenen, hvis sigtet fra instruktørens side har været forkert fra starten. Nyeste eksempel kunne være 'Maskerade' på Det kongelige Teater, men jeg må indrømme at jeg ikke har turdet gå ind at se dette ellers pragtfulde værk fra Carl Nielsens side. Min yderst forstående (og billige) psykiater (det er mit bedre jeg) har ganske simpelt frarådet det efter læsning af anmeldelserne.

I 'Direktøren for det hele' er der vitterligt nogle ordentlige hak i tuden til moderne trends i management-kunsten, især det der hedder 'corporate mangement' og som tilsyneladende går ud på at ledelsen lægges i hænderne på et fællesskab der fungerer som et organisk legeme. Ingen hemmeligheder. Alle beslutninger træffes i fællesskab. Man tager skænderier (og knytnæver) for åbent tæppe. Man rystes sammen på udflugter til fx Kullen. Man omfavner hinanden - som var man håndboldspillere på landsholdet - i ét stort fælles favntag når succes'en er hjemme. Og man hiver bogstaveligt talt nedtrykte eller nedstemte medlemmer op af stolen til kram og trøst, så man kan komme videre i fuld samdrægtighed.

Men alt dette er selvfølgeligt et spil for galleriet. For i virkelighedens barske verden er der som regel en enkelt person der trækker marionetterne i snorene - og hvis han af den ene eller anden grund ikke vil være ved denne funktion, så ansætter han en håbefuld ung skuespiller til at repræsentere 'direktøren for det hele' - ud fra angivne retningslinjer, replikker og ikke mindst de højst ubehagelige beslutninger så som fyringer eller salg af hele molevitten.

Et sådant mangedimensionalt gækkeri kan der kun komme komedie ud af, og det kommer der da også i filmen. Peter Gantzler spiller fremragende som den konfliktsky direktør Ravn der egentlig har medfødt pondus til posten, men mentalt ikke passer til ledelsesformen eller forstillelsen. Og Jens Albinus er suveræn som den arbejdsløse skuespiller Kristoffer der nok har lært faget på skolen så han kan spille hvilke rolle det skal være efter bogen, og sågar skrue sig op uden for scenen når han direkte provokeres, men bliver usikker i den barske hverdag når opgaven kræver virkelig situationsfornemmelse, improvisationskunst og - tro på sig selv. Komedien får naturligvis en ekstra tand fordi den usikre mands usikkerhed af et par af kvinderne i firmaet mistydes som indirekte sikkerhed. Man kan vel gennemskue hinanden.

Og hele mangedimensionaliteten forstærkes perfekt af Lars von Triers usynlige trækken i trådene gennem manuskriptets fastlæggelse af replikkerne, klippeteknikken og de specielle effekter der opnåes gennem et til formålet udviklet 'automavision', en fotooptagelsesteknik med indbygget tilfældighed. Og så kommenterer Trier det hele veloplagt ironisk som i 'Idioterne', 'Riget' og 'Manderlay'. Han er jo netop selv den konfliktsky type der får sat sin vilje igennem uden om alle managementsteorier og humanpsykologiske hensyn. Han ved - som han indrømmer i et interview - at han i praksis er the bad guy. Og det er da tiltalende, især når han også selv han beskrive det med ironi. Men hvorfor er det så alligevel utilfredsstillende eller skuffende her?

Det ligger i hvert fald ikke i instruktørens ønske om at slappe af ved at lave en komedie på dansk og på lavbudget (22 mio) med få udvalgte skuespillere. Det er fuldt forståeligt oven på de store opgaver med 'Dogville' og 'Manderlay'. Andre filminstruktører har med held skiftet mellem komedierne og de store dramaer, herunder først og fremmest Bergman. Og hvad dramatikerne angår har både Shakespeare og Mozart behersket kunsten.

Problemet ligger heller ikke i Triers ubændige trang til altid at søge nye udfordringer og tackle nye 'benspænd', opgaver han stiller op for sig selv for at se om han kan undgå at snuble selvom kravene bliver højere og højere. Jf hele drilleriet med Jørgen Leth. Konceptet for 'Direktøren for det hele' er en slags videreudvikling af dogmefilm-konceptet, og udfolder sig først og fremmest gennem den nævnte automavisionære tilfældighed for kameraoptagelserne, der giver alle mulige skæve og mærkelige vinkler, som sammen med de bevidste 'jump cuts' eller rykvise klip kan virke som rene fejl eller irritationsmomenter, men med lidt god vilje kan ses som morsom leg med mediet.

Nej, problemet er og bliver at Lars von Trier forbliver i den æstetiske leg med mediet og filmkunsten.

Ligesom der intet ondt er i comedy-serier, er der heller intet ondt i leg eller æstetik. Alle dele hører til den menneskelige eksistens og den menneskelige kultur. Livet ville være kedeligt uden leg, komik eller skønheden for skønhedens skyld.

Men hvorfor går en så begavet filminstruktør som Lars von Trier uden om de store eksistentielle udfordringer af etisk og religiøs karakter som han ganske givet har talent for og i personlig henseende ville have gavn af tage alvorligt. Han viste med Dogville hvordan det kunne gøres, men Manderlay blev ikke en opfølgning af historien, fordi konceptet var misforstået på politisk plan. Og det store Wagner-projekt for Bayreuth-festspillene blev desværre opgivet, skønt det efter de offentliggjorte regi-notater syntes meget lovende, men åbenbart efter perfektionisten Triers egen mening stillede alt for store krav til den praktiske gennemførelse.

Ja, jeg skal ikke indlade mig på gisninger om de virkelige grunde til Triers forbliven i det æstetiske, for de ville være rene gætterier om hvad der foregår i hans dybeste sjælelag. Manden har jo vitterligt et behov for at bygge en myte op om sig selv. Det lykkes i vid udstrækning - og kan isoleret set være ganske fornøjeligt på det æstetiske plan - men det efterlader ikke desto mindre også ønsket om en dag at se den gode mand give sig i kast med noget eksistentielt langt alvorligere, dvs det etiske og det religiøse. Det var hvad Ingmar Bergman tidligt turde gå i lag med og forfølge konsekvent gennem et langt liv. Men det er endnu hvad vi har til gode fra Lars von Triers side.

Ret skal være ret. 'Direktøren for det hele' har en figur der er alle billetpengene værd, nemlig den islandske opkøber af Ravns it-firma (Fridrik Thor Fridikssson). Han brokker sig nemlig - ligesom den svenske overlæge i 'Riget' (Ernst Hugo Järegård) - gevaldigt over den danske mentalitet. Og det sker uden al tvivl på Triers egne vegne. Ironien og selvironien mangler aldrig hos Trier.

Men det er træls at han bliver ved med at gå uden om de dybeste eksistentielle problemer. Fordi netop han har talent for at gribe dem an på en filmisk måde der kunne blive dækkende. Men han skal ikke vente med at tage modet til sig. Han har åbenlyst modet til at være et dumt svin. Men mangler endnu modet til at vise os det ærlige menneske der søger ind til sandheden om vores eksistens sådan som den befinder sig midt mellem timelighedens barske verden og evighedens gode, skønne og sande verden. Jf. artiklen Sandheden og den dobbelte virkelighed (4.12.06.).

Deres ærbødige

Jens Vrængmose

PS. Dette er ikke en anmeldelse, men et vrangbillede af en anmeldelse.

Henvisninger:

Link til Direktøren for det hele

Lars von Triers storslåede Wagner-visioner  (9.08.06.)

Manderlay  (25.6.05.)
Lars von Triers fortsatte Amerika-aversioner

Benspænd  (31.12.04.)
om Lars von Triers film om og med Jørgen Leth

Dogville og Lars von Trier

Andre artikler om film:

Ole Christian Madsens 'Prag' (7.11.06.)
en film manderolle, faderkompleks og parforhold
Nordkraft (13.3.05.)
om Ole Christian Madsens film om narko-miljøet i Ålborg

'Supervoksen', overgangsriter og 'syndefald'  (18.8.06.)
Film og forførelse  (12.07.06.)
Køn, identitet, partnervalg og humor   om Pernille Fischers 'En Soap'  (18.4.06.)
Ingmar Bergman - Nordens største filmkunstner  (31.10.05.)
Tilfældet Jørgen Leth  (9.10.05.)
'Drabet' - film om politisk og moralsk inkonsistens  (11.9.05.)
Rainer Werner Fassbinder   (31.7.05.)
Filmen og latteren  (30.6.05.)
Helligtrekongersaften  (12.2.05.) i Trevor Nunns filmudgave fra 1996