JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - filmforfoer

ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.7.06.

Film og forførelse

(Forførelsens kunst I)

Film er forførende i sig selv, da der ellers ikke var nogen der gad se dem. Men da film er vidt forskellige alt efter hvilken genre de hører under og hvilke måder instruktøren griber opgaven an på, må der også være mange måder at forføre på og mange hensigter med forførelsen.

Film handler ofte om forførelse og da som hovedregel om forførelse af det andet køn.

Forførelse i denne betydning er så gammel som 'syndefaldet', dvs fænomenet går tilbage til den forhistoriske eller mytiske tid i udviklingen, hvor 'de første mennesker' blev fristet af 'slangen' til at spise af 'kundskabens træ' og dermed blev bevidste om det andets køns særart og seksuelle tiltrækningskraft. I og med denne opdagelse mistede mennesket også 'uskylden', dvs sin uvidenhed om at barndommens paradisiske tilstand af tryghed og ansvarsfrihed har sin tid, og at ophavet - de evige og almægtige forældre - også er dødelige mennesker med fejl, mangler, særheder og vilje til magt.

De der læser myterne på den eksistentielt mest givende måde forstår at 'syndefaldet', 'de første mennesker', 'kundskabens træ', 'paradiset' og 'de almægtige guder' er metaforer der ikke har noget med naturvidenskabelige kendsgerninger at gøre, men derimod peger på grundliggende analogier mellem individets og slægtens eksistensvilkår.

I snæver juridisk forstand er forførelse "groft misbrug af overlegenhed i kraft af alder og erfaring for at opnå samleje med en person under 18 år". Og den er strafbar ifølge Straffelovens § 223, stk. 2. Særlig relevant er paragraffen i lærer/elev-forhold, hvor reglen er den at en lærer eller lærerinde ikke må have et forhold til en elev under 18 år der er afhængig af vedkommende pædagogs faglige vejledning og bedømmelse. Paragraffen bruges jævnligt i Danmark, sidst i forbindelse med en lektor ved Århus Katedralskole der ikke kunne holde sig fra en 17-årig elev. Lektoren har tragisk nok været medforfatter til nogle af Nils Malmros' film om netop 'syndefaldet'. Men i USA er tilfældene anderledes mange og ofte af grov karakter - og der er ikke, som man umiddelbart skulle tro, kun tale om forførelse fra mandlige læreres side.

På film er emnet behandlet utallige gange. Således i filmatiseringerne af Vladimir Nabokovs 'Lolita' (kendtest er Stanley Kubricks fra 1962 med James Mason), hvor en midaldrende mand ikke kan stå for den nymfe af en mindreårig datter, hvis moder han indlogeres hos. Eller i de mange filmatiseringer af Pierre Choderlos de Laclos roman 'Farlige forbindelser' fra 1782 (året efter Beaumarchais' 'Figaros bryllup'). I 'Farlige forbindelser' er der tale om yderst bevidst og kynisk defloration af en ung pige med det klare formål at tage hævn over hendes tilkommende mand, der altså ikke får den jomfru han vil have og som han til det sidste tror hun er. Det leder naturligvis ham til en grum hævn, da vi endnu befinder os i et Europa, hvor den adelige overklasse har kønsmæssige æresbegreber der ikke tåler krænkelse. Ifølge Morten Nøjgaard afslører de Laclos' roman den rationalistiske optimismes natside: "den perverse leg med erotiske forviklinger, angiveligt med det formål at bekræfte eget egos almagt, men reelt med tragiske følger for alle de personer som fanges i et spindelvæv af amourøse løgne og elegante erotiske udsvævelser" (Encyklopædien bd 11,525).

Mest kendt af filmatiseringerne af 'Farlige forbindelser' er Roger Vadims fra 1959, henlagt til nutiden, med bl.a. Jeanne Moreau, Gérard Philippe og Anette Strøyberg og med musik af Thelonious Monk og Art Blakey, men i 1988 lavede Stephen Frears en samfundskritisk udgave med Glenn Close, John Malkowich og Michelle Pfeiffer i rokokotidens parykker. I 1999 fulgte Roger Kumble efter med 'Cruel intentions', henlagt til helt moderne tid - og med Sarah Michelle Gellar, Ryan Phillippe og Reese Witherspoon. Og endelig lavede den sydkoreanske Je-yong Lee sin utroligt smukke og stilrene 'Untold scandal', henlagt til det koreanske Chonsun dynasti i 1800-tallet og med konsekvent anvendelse af barokmusik (oplysninger kan findes på Allmovie-databasen).

Lidt i samme boldgade er James Mc Cains roman 'Postbudet ringer altid to gange' fra depressionsåret 1934. Den er også filmatiseret flere gange. Kendtest er Bob Rafelsons filmatisering fra 1981 med Jack Nicholson som den midaldrende landevejsfarer og forfører Frank og Jessica Lang som krofatter Nicks unge kone Cora der lidt efter lidt lader sig forføre og inddrage i hasarderede forsøg på at aflive Nick. Titlen går på at flere 'opfordringer til dans' sker to gange, herunder den centrale, Franks forførelse af Cora. Som sædvanlig er Nicholson fremragende i rollen som uimodståelig psykopat der ingen hæmninger har når det gælder forførelse og blandet andet derfor har heldet med sig.

Lidt for sig selv står en film som Bo Widerbergs sidste film 'Lærerinden' fra 1995, henlagt til 1942-43. Den svenske titel er 'Lust och fägring stor', altså 'Lyst og stor skønhed', og filmen er sikkert fotograferet af danske Morten Bruus og med Maria Lagerkrantz som lærerinden og Bo Widerbergs søn Johan som den unge skoleelev. Thomas von Brömssen spiller lærerindens lidt pjokkede mand af en sælger, der længe lader som om han intet har opdaget, men ofte dukker uventet op - og fører filosofiske samtaler med drengen i køkkenet. Han er en stor ynder af klassisk musik - og dette udnyttes fint til understregning af filmens store tragiske dimension. Men som så ofte i dens slags tilfælde forudsætter fuldt udbytte af filmen at man kender lidt til musikken. Fx spiller ægtemanden på et tidspunkt Brahms' 'Deutsches Requiem' på grammofonen samtidig med at der i radioen høres brøl af Hitlers taler. Og manden siger flere gange i træk: "Det hænger ikke sammen". Det hentyder naturligvis til brugen af det tyske sprog til henholdvis god og slet forførelse.

Lærerinden lader sig på sin vis forføre af drengen og hans åbenlyse forelskelse i hende, men det er hende der tager de afgørende skridt og direkte inviterer drengen hjem til private lektioner i elskovens kunst. Hun fortsætter sit spil, selvom det hurtigt går ud over drengens koncentrationsevne i skolen - og til sidst medfører at han på hendes egen anbefaling over for lærerkollegiet må gå klassen om. Hun svigter ham med andre ord groft - og udnytter hele datidens autoritetssystem til at forhindre ham i at komme ud af det uholdbare og katastrofale forhold på en ordentlig måde. Hendes omsving markeres på synlig vis med at frisuren skifter fra løst til stramt hår. Den erotiske og imødekommende kvinde bliver en iskold autoritet.

Filmen har på visse punkter mindelser om Nils Malmros' 'Kærlighedens smerte', hvor en gymnasieelev (Anne Louise Hassing) lægger an på læreren (Søren Østergård), men først får heldet med sig, da han må hjælpe hende med lektielæsning og senere med at komme igennem en fødselsdepression. Men ellers ser man hos Malmros flere eksempler på ulykkelig kærlighed, dvs kærlighed der af en eller anden grund ikke gengældes, men alligel får afgørende betydning for begge parters senere skæbne. Det viste allerede Malmros' debutfilm med den sigende titel 'Kundskabens træ', og det vil ses i den film han arbejder på for øjeblikket og som kræver tre års optagelser, fordi den følger en gymnasieklasse gennem tre år. 'Kærestesorger' hedder den, og har som udgangspunkt Malmros' egen store undren over at den pige han selv forelskede sig i i gymnasiet ikke ville have ham, men valgte dansklæreren!

Hos Malmros er vi helt inde ved de allerfineste nuancer i det erotiske spil mellem unge mennesker, og vi får ikke blot et indblik i den enkeltes betagelse af det andet køn, men også i at afvisningen i nogle tilfælde kan skyldes et helt banalt ønske om at bevare selvstændigheden længst muligt. Venskab accepteres, kysseri og anden nærkontakt også, ja, sågar at man går i seng med hinanden, men grænsen går ved den fuldstændige nøgenhed og det gennemførte samleje. Piger med denne indstilling har det meget svært i vore dage efter det fyldte 17. år, men det kunne piger også have for 40 år siden, dvs på den tid i begyndelsen af 1960'erne hvor Malmros's film foregår og hvor den almindelige seksualmoral var strammere. Pigerne skulle være meget sikre og målbevidste for at 'overleve' hævnaktioner imod sig. Malmros kan troværdigt skildre både tilfælde hvor det lykkes og tilfælde hvor det går galt.

En helt moderne film om 'syndefaldet' er Christina Rosendahls film 'Supervoksen' der først får premiere i august, men har været vist for udvalgte kredse. Arbejdstitlen var 'Spåkoppen', fordi den handler om tre gymnasiepiger der bevidst overskrider deres egne grænser ved et spil med en sådan flip-flapper af papir som kan vendes nogle gange, så der kan vælges numre og bogstaver indtil den vælgende til sidst får en bestemt, på forhånd defineret opgave. Men den endelige titel er langt bedre, for den siger hvad det hele drejer sig om, nemlig at pigerne nu vil være voksne og derfor blæser på det traditionelle og afblegede indvielsesritual der hedder konfirmationen som et flertal endnu holder fast ved. Pigerne laver deres egne ritualer - og de er af klart grænseoverskridende seksuel art. Og pigerne forpligter sig vel at mærke til at gennemføre dem og endda skaffe bevis for gennemførelsen.

De tre værste prøver er tungekys med en pige, at skaffe 500 kroner ved at spille luder (og stikke af) - og 'blowjob' der er amerikansk slang for oralsex på en mand. De formulerer selv opgaverne, men protesterer alle sammen da de får dem som valg, så frastødende er de. Men de holder fast i gennemførelsen - og kommer følgelig ud i højst risikable scener, der dog tilfældigvis lettes på forskellig vis. Den dreng der skal udsættes for blowjob er slet ikke interesseret. Den fremmede mand der skal slippe de 500 kroner er et ordentlig menneske der fatter mistanke til pigen og hendes alder. Pigen er dum nok til at følge med ham op på et hotelværelse, og der sker hende altså ikke noget overgreb, men hun ser ikke anden udvej for dokumentation af forehavendet end at stjæle mandens portemonnæ mens han taler i telefon - uden at tænke over at han har hendes mobiltelefonnummer. Han tager simpelthen ud til hendes adresse, og så bliver hendes forældre inddraget. Kun ved at stikke en lodret løgn slipper hun for deres videre mistanke. - Pigen der skal tungekysse med en anden pige, finder det så tiltrækkende, at hun bliver i tvivl om sin seksuelle orientering.

Alle finder ud af at der vist hører mere til at blive voksen end at overskride seksuelle grænser. Filmen ender med andre ord godt - og befriende for dem alle. 'Scoretricks' og forførelseskunst er én ting. Eksperimenter der betyder risiko for voldtægt eller andre overgreb er noget andet - og bør bedømmes snævrere som det de er: ikke leg med erotikken, men leg med liv, helbred og indre etisk konsistens.

Det er en sikker debutspillefilm Christina Rosendahl har lavet - og det har naturligvis ikke kunnet lade sig gøre med et hold amatører uden en grundig udvælgelse af unge piger og drenge til rollerne, 'casting' som det kaldes. Deres forældre skulle også godkende projektet - og de har forlængst erklæret sig tilfredse med resultatet. Det kan alle forældre og filminteresserede gøre, for 'Supervoksen' er ikke en ungdomsfilm der henvender sig specielt til et ungt publikum, men i allerhøjeste grad en film der kan gøre alle interesserede bekendte med ikke blot de helt unges identitets- og udviklingsproblemer, men også deres sprog. Det for alle unge nødvendige 'syndefald' er unægteligt et andet nu om dage end for fyrre år siden, for ikke at tale om 'i meget gamle dage'. Christian Graugaard gør i sit 'Sexleksikon' opmærksom på at forførelsesaspektet med vore dages mere flydende senmoderne intimitetsformer fremtræder i en kreativ form der betoner mulighed mere end begrænsning. Og det kan vist ikke bestrides.

Filmen vil senere blive anmeldt mere udførligt på disse sider ('Supervoksen', overgangsriter og 'syndefald' (18.8.06.)). Der henvises iøvrigt til filmtraileren.

En speciel side af forførelseskunsten skal ikke forbigås, da også den er skildret i såvel litteraturen som filmen, ja operaen med. Det drejer sig naturligvis om Don Juan-motivet.

Figuren stammer fra spanieren Tirsa de Molinos skuespil 'Levemanden fra Sevilla' fra 1634 og blev simpelthen indbegrebet af en hensynsløs kvindebedårer og gudsbespotter, endda med en faktisk levemand som model. Om man vil en 'libertiner', der tillader sig alle friheder, men især lader hånt om alle dyder. Ved at lade stykket ende med at Don Juan trækkes ned i Helvedes ild bliver det et kristeligt-moralsk afstraffelsesdrama, som går igen hos både Molière og da Ponte der på basis af Moliéres komedie skrev librettoen til Mozarts store opera. Her bliver Don Juan - med Kierkegaards ord - til et mere reflekteret menneske, mere gudsbespotter end forfører.

Mozarts opera er udførligere behandlet i artiklen om Mozarts sjæl og fascinationskraft, så her skal blot nævnes, at der efter alt at dømme indgår et faderkompleks, der igen beror på at Wolfgang Amadeus Mozart mistede sin moralske dømmekraft, da den strenge fader døde i 1787. Wolfgang var så at sige aldrig blevet rigtig voksen i betydning selvansvarlig. Og selvom der absolut ingen dokumentation er for at Mozart i sin sidste tid skulle have oplevet den mystiske og påtrængende bestiller af et requiem som sin faders genfærd, således som det skildres i Milos Formans Amadeus-film, så er det psykologisk set en mulig og ganske sigende fortolkning. 'Stengæsten' - kommandanten i operaen eller faderen i virkeligheden - var dommeren over et liv der ikke var blevet levet i fuld indre konsistens.

Der er delte meninger om, hvordan Don Juan skal opfattes, hvis man ønsker at se bort fra en altfor ensidig kristelig moralkodex. Var han en bevidst forfører eller var han i virkeligheden en svag sjæl der ikke kunne stå for et skørt? Givet er, at han var en charmør som kvinderne ikke kunne stå for. Selv Donna Elvira forbliver tiltrukket af ham, også efter at hun har indset hans sande karakter. Det siger ikke så lidt om forførelsens inderste væsen. Mennesket kan ikke leve uden forførelse. Livet er til syvende og sidst intet uden forførelse, uden forførelsens store kunst og humor.

Selv dette kan der laves forførende film over, som det skete da svenske Susanne Osten i 1986 lavede filmen 'Brødrene Mozart', hvor en nutidig broder til Wolfgang skal sætte 'Don Juan' op på operaen i Stockholm i en helt moderne udgave der laver om på alt og alle i operaen og følgelig rejser en mur af modstand mod iscenesætteren fra både sangerne, kapelmusikerne og scenepersonalet. Men det lykkes ham ikke desto mindre ved en blanding af list og overtalelse at få alle forført til at følge sig. Og mod alle odds kommer successen i hus. - Måske ikke helt overbevisende for dem der undervejs holder med sangerne og musikerne i kampen for at bevare Mozarts klare og geniale intentioner med operaen, men unægteligt med en styrke og konsekvens der må afføde respekt - foruden megen sund latter.

Samtidigt rejser denne film dog et klart etisk spørgsmål om, hvor meget forførelse en instruktør i moderniseringens navn kan tillade sig hvis resultatet direkte går imod en forfatters eller komponist egne intentioner. Oprethavsmæssigt er der ingen grænser for så gamle værker som Mozarts operaer, ja end ikke for Wagners operaer, som opførelsen af 'Nibelungenringen' i Kasper Bech Holtens version på Det kgl. Teater har vist. Det store problem er at vi ved at lade forførelsen løbe linen ud helt går glip af egentlige mytiske eller religiøse dimensioner. Oplevelser skal vi nok få på æstetisk plan. Ligesom tidligere tiders levemænd fik deres. Den snævre moralske fordømmelse kan vi sagtens undvære i dag. Men det overordnede eksistentielle perspektiv, den helhedsrealistiske vinkel på sagen går tabt - og dermed muligheden for at se den store kunst som en ægte spejling af vores tilværelse.

Men verden vil som sagt forføres. Det gælder seksuelt, som det gælder filmisk, kunstnerisk, ideologisk, politisk og religiøst. Og det kan der skrives mere om.

Jan Jernewicz

Ovenstående er skrevet på baggrund af et kursus om 'Film og forførelse' på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, fortræffeligt ledet af den vittige og slagfærdige filmhistoriker Ulrich Breuning, men det skal understreges at vinklen og synspunkterne er mine egne. De fleste af de i artiklen nævnte film blev vist på kurset sammen med andre, og blandt foredragsholderne var Nils Malmros, Christina Rosendahl og Morten Bruus. Højskolen gennemfører hver sommer fire-fem kurser af en lille uges varighed og med forskellige ledere og foredragsholdere. Nærmere på højskolens hjemmeside.

Henvisninger:

Links:

Allmovie - filmdatabase
The Internet Movie Database
Smultronsället (svensk filmdatabase)
Svenske stats lyd og billedarkiv
Dansk Film Database

Artikler på Jernesalt:

Forførelsens kunst II: Politik: Hadets tiltrækning og livsløgn (31.7.07.)
Sprog og forførelse - Forførelsens kunst III (14.8.06.)