JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - sprogforfoer

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.8.06.

Sprog og forførelse - Forførelsens kunst III

Demagogi
Retorik
Intellektualisering
Videnskabelighed
Sprog og ansvar
Henvisning

Demagogi Til toppen Næste

Uden forførelse i livet ingen menneskeværdig tilværelse. Kun forførelsen redder eksistensen fra at havne i et morads af kedsommelig rutine, vane, pligt og nytte. Kulturen startede som bekendt med 'syndefaldet', menneskets fristelse til at spise af kundskabens forbudte frugt og dermed risikere at måtte give afkald på evig uskyldighed og evig forældreomsorg.

Forførelse er en kunst, for så vidt den som hovedregel beror på en bevidst udnyttelse af optræningen i medfødte eller tillærte evner til at forføre. Nogle kan spille på udseende og charmerende væsen, andre på færdigheder der viser sig at kunne vække opmærksomhed. Et godt håndelag kan føre til godt håndværk. Gode talegaver til karriere som folkepolitiker, religiøs leder eller topsælger i erhvervslivet. Et kiks på scenen der får publikum til at skraldgrine af den uheldige entertainer kan lede denne til en karriere som bevidst klovn - som i tilfældet W.C. Fields der ved en fejl ramte sig selv på næsen da han skulle svinge en golfkølle på de skrå brædder.

Men specielt med talegaverne ses forførelseskunstens risici særligt tydeligt, for de kan misbruges til at føre folk hen hvor de egentlig ikke ville hen, men hvor de måske kommer grueligt galt af sted. 'Folkeforførere' kalder vi disse karismatiske skikkelser der med deres talegaver er i stand til som Hitler at føre deres folk i fordærv.

De hedder også 'demagoger', men dette græske ord er afslørende i sig selv, fordi det oprindeligt betød folkefører, men efterhånden kom til at betyde folkeforfører - netop fordi nogle af de politiske førere i det begyndende græske demokrati misbrugte deres talegaver, nogle bl.a. til at føre folket i uheldig krig.

'Demokrati' er også et ord der er tvetydigt, for ikke at sige mangetydigt. Det betyder folkestyre, men folket defineredes allerede i Athen snævert så det udelukkede slaver og kvinder. Heller ikke i Danmark var det alle der fik valgret med grundloven i 1849. Kvinder fik det først i 1915. Folk på 'fattighjælp' ikke før begrebet blev afskaffet med Socialreformen af 1933. Men hertil kommer at et frit demokratisk valg dybest set aldrig er mere frit end oplysningsniveauet tillader. I Sovjetunionen stolede man ikke på det borgerlige demokrati, men indførte 'proletariatets diktatur', fordi proletariatet var det sande folk. Men reelt blev styret et étpartisystem, fordi det sande folk igen blev defineret som partiet. Og efter 2. verdenskrig blomstrede den sproglige kreativitet med endnu en eufemisme. Man kaldte de østeuropæiske lydstater for 'folkedemokratier'!

Retorikken Til toppen Næste

Hele den aktuelle konflikt i Mellemøsten såvel som den grundlæggende modsætning mellem den sekulariserede og demokratiske vestlige verden (indbefattet Israel) på den ene side og den ikke-sekulariserede muslimske verden på den anden er i allerhøjeste grad præget af forførelse - sprogligt, ideologisk og politisk. Vi oplever på tv fra denne verden næsten dagligt ophidsede menneskemængder der af mere eller mindre karismatiske religiøse og politiske ledere opildnes til had og demonstration mod andre lande og kulturer. Den slags skaber identitetsfølelse og sammenhold, men fører oftest længere væk fra konstruktive og pragmatiske løsninger på de reelle problemer end godt er. Og det ulykkelige er jo at de ledere der stimulerer hadet og illusionerne, gør det med gustent overlæg. De står ganske roligt på en tribune foran mikronerne og styrer menneskemængdernes følelser, ytringer og bevægelser. Derved vinder de selv tilslutning til deres politik - uanset hvor skadelig den end måtte være for folkemasserne. Et af trickene er at kalde død ved selvmordsbomber mod fjenden for martyrdød der belønnes med paradiset. Et andet er at kalde terrorbevægelse for frihedsbevægelse og fjenden for Satan selv.

Humoristiske Muhammed-tegninger i en dansk avis kunne som bekendt også via disse bevidste manipulatorer hidse masserne i de muslimske lande op til omfattende og tøjlesløse protester - uden at det førte til andet end skærpede modsætninger mellem muslimer og ikke-muslimer.

Men den norske forfatter Jostein Gaarder har som skildret i artiklen Gaarder, Israel og kristendommen også været i stand til med en aviskronik at skabe røre i den norske andedam med dønninger til Frederiksholms Kanal og resten af verdenshavet. Han er ikke specielt karismatisk som person, men han mestrer skrivekunsten og havde altså sat sig for ved hjælp af retorikkens ædle kunst at rejse det kontroversielle spørgsmål om staten Israels ret til overhovedet at eksistere. Anledningen var selvfølgelig Israels voldsomme krig imod den libanesiske terrorbevægelse Hizbollah og navnlig dens uheldige følgevirkninger for den libanesiske civilbefolkning. Gaarders fejl var ikke at kritisere israelernes krigsførelse - det er der af gode grunde ogaå israelere der gør - men bevidst at benytte en argumentation og en sprogbrug der angriber selve det israelske folks religiøse tro på at de har ret til at værne deres land.

Gaarders argumentation er uholdbar - og han har da også i en efterfølgende kronik i samme norske avis forsøgt i mere almindeligt sprog at forklare sine meninger nærmere. Han er ganske enkelt blevet rystet over reaktionerne på sin første kronik - og har med den anden forsøgt at standse debatten. Ja, han er bogstaveligt talt flygtet fra al videre diskussion.

Klarere kan det vist ikke vises, at den ellers succesrige forfatter med den gode filosofiske baggrund har brugt sine ubestridelige retoriske evner til lige præcis at rejse en voldsom debat han i virkeligheden slet ikke ønskede og slet ikke ville deltage i. Hans sigte var totalt forfejlet, fordi det gik på jødernes gudsforhold - som han ikke fatter en brik af - og ikke på deres faktiske og aktuelle krigsførelse.

Retorikken løb med andre ord af med ham så han benyttede den ene gammel- og nytestamentlige vending efter den anden til at nedgøre jøderne, selvom dette ikke var meningen, eftersom han ikke er antisemit og ikke ønsker at gå antisemitismens ærinde. Men han er religonsforagter - og udnyttede bevidst og på rent demagogisk vis religiøse begreber til at hidse læserne op mod et folk og en nation der ikke kan adskilles fra deres religion, selvom staten Israel er lige så sekulariseret som Norge eller Danmark. Og da han så opdagede virkningen, løb han sin vej!

Intellektualiseringen Til toppen Næste

I videre forstand kan Gaarders fejlbedømmelse af situationen - herunder af den almindelige skandinaviske sympati for det jødiske folks skæbnefællesskab - tages som et glimrende eksempel på et høj begavet og oplyst menneskes manglende modstandskraft mod at begive sig ud i en intellektuel forenkling af en yderst kompleks sag. Han troede han kunne ramme israelerne ved at vende religiøse begreber og vendinger han ikke selv tillægger værdi mod dem, skønt de forbinder noget helt selvfølgeligt eksistentielt med dem.

Eksistensen er både individuelt og samfundsmæssigt en kompleks sag, der omfatter såvel rationelle som irrationelle elementer. Og man kommer ingen vegne i sine analyser af eksistensen ved ensidigt at fokusere på det rationelle og se bort fra det irrationelle som primitivt og latterligt. Da analysen som sådan imidlertid ligger på det rationelle plan, bliver opgaven så at sige at forholde sig rationelt til det irrationelle, det vil i praksis sige at bevare nøgternheden i beskrivelsen og analysen, men acceptere genstandens irrationelle elementer fuldt ud og allerhelst vove sig følelsesmæssigt ind i irrationaliteten så man bliver i stand til at forstå den indefra. Det kaldes indlevelse.

I kunst og musik betyder dette helt enkelt at man selvfølgelig ikke giver sig til at beskrive et kunstværk ved at forholde sig til dets objektivt konstaterbare ydre fremtræden (det flade lærred med farveklatter der reflekterer lys eller det rumlige orkester der sender lydbølger ud). Man må subjektivt skaffe sig en forestilling om hvad 'meningen' kan være med det man ser og hører, dvs hvilke sjælelige virkninger der mon kan have foresvævet kunstneren og som man ved den rigtige indstilling selv kan erfare.

Når det kommer til religionen er sagen imidlertid mere kompliceret, for dels er religionsdyrkelsen meget mere mangedimensional end kunst og musik (den har ikke alene æstetiske, men også altid etiske, spirituelle og livsfortolkningsmæssige dimensioner), dels er den umiddelbare forståelse for den i vid udstrækning gået tabt blandt moderne sekulariserede mennesker, fordi mange intellektuelt bedømmer religion på de dogmatiske systemer og opfatter religion som overtro og primitivitet. Man abstraherer fra det væsentligste: myterne.

På grund af naturvidenskabens store betydning og succes i vores praktiske liv begår mange moderne mennesker den kæmpebrøler at fornægte religionen i betydningen selve den mytiske forståelse af tilværelsen - på trods af at videnskaben ikke kan give svar på menneskets spørgsmål om meningen med det hele, og på trods af at man i det hele taget ikke kan fatte meningen med tilværelsen ved at holde sig på objektiv afstand af denne, men kun ved at give sig subjektivt ind i dens mysterium og dermed ind i myternes univers.

Man forlanger eksempelvis naturvidenskabeligt bevis for Guds eksistens, skønt et sådant bevis er meningsløst, og man forstår ikke at myterne ikke beviser gudernes eksistens, men forudsætter den som spontane psykiske fænomener på delvis samme måde som drømmene. Forskellen er at der for myternes vedkommende udelukkende er tale om kollektive forestillinger, mens drømmene er en blanding af personlige og kollektive forestillinger.

Hvad skabelsen angår kan man naturvidenskabeligt set ikke beskæftige sig med andet end det kolde fysiske univers' tilblivelseshistorie og ved hjælp af ekstrapolationer ud fra målinger af universets ekspansion føre tilblivelsen omkring 14 mia år tilbage. Og det er altsammen fantastisk spændende og lærerigt - samt befordrende for den videre forskning. Men det berører overhovedet ikke hvor meningen med det hele for menneskets vedkommende kommer fra. Den påpeger derimod myterne, hvis skabelse kun går ti eller tyve tusinde år tilbage (det kan ingen vide med sikkerhed, da kilderne af gode grunde mangler). Meningen er simpelthen forudsat på samme måde som meningen for ethvert barn der fødes på jorden er givet med forældrenes, sprogets og samfundets eksistens, orden og funktion.

Alt dette skal ikke uddybes her. Der kan henvises til bl.a. artiklen Myte, ord og billede. Men der skal peges på endnu en side ved intellektualiseringens faktum og fare, nemlig den der ligger i den sproglige mulighed for at udvikle idéer til systemer af idéer, det der også kaldes ideologi. Det kan få katastrofale følger, som udviklingen i Rusland og Tyskland i første halvdel af 1900-tallet viste. For selve det systematiske arbejde og dets eventuelle succes kan føre til at man tror at systemet er sandheden selv.

Den britiske historiker Paul Johnson har i sin bog om intellektualismen fra 1988 glimrende analyseret nogle af de intellektuelle hoveder der når frem til det resultat at de har en højere ret til at forbedre verden efter deres egen målestok og som derfor giver sig til at herse med samfundet. Sammenfattende er det Johnsons opfattelse, at der med den kirkelige magts fald i det 18. århundrede fremkom en ny slags åndelige vejledere til at udfylde tomrummet og fange befolkningens opmærksomhed. Disse sekulære intellektuelle kunne være deister, skeptikere eller ateister; men de var nøjagtig lige så villige til at fortælle menneskeheden hvordan den skulle tackle sine problemer som de gamle paver var.

Dybest set gælder for disse intellektuelle, at de slet ikke ser eller forstår den afgørende forskel mellem idé og virkelighed eller mellem drøm og realisation, og derfor heller ikke ser eller forstår den dybe psykologiske forskel mellem jegets funktion og selvets funktion (jf artiklen Jeget og selvet). De intellektuelle der havner i fanatisme og fundamentalisme synes at savne enhver forståelse for ideernes universalitet og spiritualitet og forstår derfor heller ikke, at ideerne - eller de arketypiske forestillinger - kan være en dyb, stærk og vedvarende inspiration for alle tanker og handlinger, men aldrig realiseres i en ufuldkommen verden uden totalt at miste deres universalitet og spiritualitet. Åndens rige er af en helt anden art end magtens rige. Og derfor kan man ikke udøve magt i ideens eller universalitetens navn uden dermed at forråde selve ånden i ideerne. Hele dette ideologiske misbrug af universelle ideer går igen i alle former for religiøs og politisk absolutisme.

Videnskabeligheden Til toppen Næste

Men endnu en form for misbrug af muligheden for sproglig forførelse findes i den form for videnskabelighed der giver sig udslag i metodegalskab. Akademikere bliver ofte så begejstrede for de resultater deres metoder fører dem frem til, at de bliver tilbøjelige til - inden for hver deres fag - at ophøje en bestemt metode til den eneste rigtige. Det fører til at en sådan metode kommer på mode og i værste fald skubber andre metoder ud. Det var hvad der skete i 1970'erne da den såkaldte 'kapitallogik' grasserede på universiteterne i samfunds- og humanvidenskaberne i et sådant omfang at de studerende ikke fik chancen for at stifte bekendtskab med andre metoder - og simpelthen fik et kæmpemæssigt hul i deres viden. Det har bl.a. en af dens fremmeste danske teoretikere, idéhistorikeren Hans-Jørgen Schanz, indrømmet i en samtale med Jes Stein Petersen (jf. artiklen Marxisme, modernitet og uforudsigelighed).

Et andet eksempel er den dekonstruktivistiske metode som blev almindelig i litteraturvidenskaben i samme periode - og som også blev ensidig mode. Der er ikke noget i vejen med metoden som sådan, men der er noget i vejen med ensidigheden.

Et endnu mere barokt tilfælde er Frankfurterskolens store skikkelse Theodor W. Adornos musikpolitiske kampskrift 'Den ny musiks filosofi'. Her nedgør han i ensidig beundring for tolvtoneteknikken og Arnold Schönberg fuldstændigt en nyklassicist som Igor Stravinsky og forsøger altså reelt at føre akademisk bevis for at en slags musik skulle være objektivt bedre end en anden.

I forvejen er fagene tilbøjelige til centrering om egne forskningsemner og problemstillinger, det der i grelle tilfælde kan kaldes fagidioti, men som mere generelt ytrer sig som en betydelig modstand mod tværfaglighed. Den har ramt så vidt forskellige forskere som etnologen Konrad Lorenz eller religionshistorikeren Vilh. Grønbech med det resultat at man i deres tilfælde går glip af radikaliteten i selve deres kulturopgør.

Men alt dette stikker dybere. For det viser, at begejstringen over selve den menneskelige evne til udbygning af de stabile sekundære psykiske processer til nøgtern og systematisk registrering og behandling af iagttagelser og erfaringer, har tilbøjelighed til at lede til manglende forståelse for de intense primære psykiske processer uundværlighed for den menneskelige eksistens. Ja, i værste fald kan de lede til systematisk afvisning af de mange erfaringer af intens art som ligegyldige, latterlige eller endog skadelige, på trods af at de er absolut uundværlige for eksistensen. Det er præcis dette videnskabelige hovmod der rammer den religiøse opfattelse af tilværelsen. Jf. artiklen om De psykiske grundprocesser.

Problemet har sin parallel i hele den 'borgerlige' opfattelse af nytteværdien som afgørende målestok for samfundets indretning og velfærd. Selve rationaliteten bevirker at der er forkærlighed for ting og værdier der kan gøres op i penge, nytteværdi eller markedsværdi. Men denne indstilling rammer de ting der ikke kan gøres op på denne måde, men som ikke destomindre er centrale for menneskers livskvalitet og oplevelse af livskvalitet.

Den fornuftige løsning er naturligvis ikke at give afkald på rationalitet, intellektualisme og videnskab, men at se rationaliteten som komplementær til irrationaliteten, intellektualismen som komplementær til intuitionen og videnskaben som komplementær til religionen i mytisk (ikke-dogmatisk) forstand.

Sprog og ansvar Til toppen Næste

Fristelsen til at bruge sproget til forførelse er givet med bevidstheden og sproget. Og forførelsen hører kulturen til. Men ligesom eksistensen af narko og alkoholiske midler ikke nødvendigvis bør føre til at alle bliver narkomaner og drankere, men at flertallet lærer sig at omgås stofferne på en fornuftig måde, således må det også for den sproglige forførelses vedkommende gælde at der må skelnes mellem en forførelse der er skadelig og en forførelse der ikke er det.

I al almindelighed siger vi at den sunde fornuft kan fortælle os hvor forskellen ligger. Og det er der da megen sandhed i, for det kommer af at den sunde fornuft netop til forskel fra den usunde fornuft i sidste ende bevarer nøgternheden i sin bedømmelse. Den udelukker ikke forførelsen, dvs at man bliver revet med af noget der tiltrækker og charmerer eller som vækker intense eller ophøjede følelser i én så man en tid rykkes ud af rutinen og dagligdagen og fornemmer det guddommelige eller evige, det appolinske eller det dionysiske. Det ville jo også være en uudholdelig tanke. Men den indebærer at man først for alvor vover sig ud i den slags erfaringer når ens psyke er modnet til at bære sådanne oplevelser og nogenlunde kan styre den nedtur der ofte følger efter.

Den sunde fornuft indebærer også at man altid fastholder kravet om indre konsistens som det bærende etiske krav, dvs at man ikke svigter kravet om at sørge for overvægt at det gode i ens liv i det lange løb - individuelt som kollektivt eller samfundsmæssigt. Ud fra denne konsistens-etik kan det ikke forsvares at tilslutte sig politiske eller religiøse ledere og vejledere der systematisk fremmaner illusioner og livsløgne fremfor realitetssans eller som hidser deres tilhængere op til had og protester mod andre fremfor konstruktiv og pragmatisk livskunst og politik.

Men det kan da ikke nægtes at forførelsen fortsat har sin plads i kultur- og menneskelivet, allerede derved at der skal forførelse til for overhovedet at få andre mennesker til at beskæftige sig med det man laver, tænker, tror og skriver. Selv Jernesalt er ikke hævet over forførelsens kunst. Men ud fra konsistens-etikken kan målet ikke være at forføre til tom underholdning eller politisk eller religiøs fanatisme. Målet er om muligt at forføre til eksistentiel eftertanke. Og dette kræver helt andre metoder end at appellere til behovet for uforpligtende eller ophidsende følelser og tanker. Gaarder er i hvert fald ikke efterlignelsesværdig, når han løber fra ansvaret for det han selv har vakt af følelser og tanker.

Jan Jernewicz

Henvisninger: Til toppen

Film og forførelse - Forførelsens kunst I  (12.7.06.)
Hadets tiltrækning og livsløgn - Forførelsens Kunst II  (31.7.07.)
Gaarder, Israel og kristendommen  (11.8.06.)