ARTIKEL FRA JERNESALT - 29.11.02.

At forfølge sandheden

Nils Malmros' force som filminstruktør har altid været den indtrængende skildring af børns og unge menneskers udvikling - menneskeligt og erotisk.

I ‘Lars Ole, 5.c' (1973) følger vi en 12-årig drengs kamp for at blive accepteret, finde lidt selvværd, og forsøge at finde ud af det med pigerne.

‘Drenge' (1977) skildrer en dreng som 5-årig i spillet med en fætter, en storesøster og forældrene, og senere som 17-årig gymnasiast (Lars Junggren) i det drilske forhold til piger og senere som student på mere sikker pigejagt med en kammerat.

‘Kundskabens træ' (1981) handler om en hel skoleklasse fra 2. til 4. mellemskoleklasse (7. til 9. kl.) , dog med fokus på Elin der i begyndelsen er den mest modne af pigerne, men som efterhånden får problemer både læsemæssigt og socialt. Hun fryses ud af hele klassen - uden at forældrene gør sig nogen anstrengelse for at forstå årsagen. Barndommens tryghed er tabt for stedse, således som det altid går når mennesket spiser af Kundskabens træ. Jf. artiklen om   Myte, ord og billede.

I ‘Skønheden og udyret' (1983) skildres en unge pige (Line Arlien-Søborg) i forholdet til et par kærester og sin far (Jesper Klein), der bliver jaloux, da han er ved at miste hende.

‘Århus by Night' (1989) følger en ung, i flere henseender usikker århusiansk filminstruktør (Thomas Schindler) i hans indspilning af sin første film i samarbejde med et københavnsk filmhold af noget anden støbning end han selv (Tom McEvan, Michael Carøe, Søren Østergaard, Lars H.U.G.). Og vi indvikles i hans forhold til den kvindelige hovedrolleindehaver (Line Arlien-Søborg), hvis kæreste insisterer på at følge optagelserne, også i de intime scener.

‘Kærlighedens smerte' (1992) handler om pigen Kirsten (Anne Louise Hassing) i 3.g der på en lejrtur flirter voldsomt med en af sine lærere (Søren Østergaard), selvom hun har en jævnaldrende kæreste. Et par år senere får hun problemer med sin pædagog-eksamen. Den tidligere lærer påtager sig at hjælpe hende, men på et tidspunkt, hvor han selv har problemer med sit parforhold. Pigen bliver gravid med en anden - og forsøger at begå selvmord, men får igen hjælp af læreren.

‘Barbara' (1997) er en filmatisering af Jørgen-Frantz Jacobsens roman fra 1939 om den livsglade, letantændelige og forførende færøske pige (Anneke von der Lippe) der forelsker sig i stedets unge, uerfarne og naive danske præst (Lars Simonsen), men ikke kan holde sig fra andre mere tiltrækkende og levende mænd. Altsammen foregår i det på én gang snævre, kristeligt-moralske og åbne, festligt stemte færøske miljø omkring 1760 og forårsager naturligvis forargelse og forviklinger.

I 1985-86 blev der rejst sag mod Århus Kommunehospital fra pårørende til tidligere patienter, der var døde af kræft mange år efter deres operation. Hospitalet (og også Rigshospitalet der fik en lignende sag på halsen) blev frikendt med den begrundelse, at der ikke på tidspunktet for operationerne forelå advarsler mod anvendelsen, og at der ikke fandtes alternative kontraststoffer. Begge dele var forkert. Men ikke frifindelsen. For det afgørende var dels at det alternative stof hverken var fuldt tilgængeligt eller nær så velegnet, og dels - og navnlig - at selve det etiske dilemma slet ikke ville have været til at komme udenom, nemlig at den ansvarlige læges valg i perioden før 1947 stod mellem enten at anvende thorotrast, redde patientens liv øjeblikkeligt, men samtidigt indbygge en risiko for senere cancerudvikling - eller undlade brugen af thorotrast og overlade patienten til tilfældighedernes spil: at dø øjeblikkeligt eller efter kort tid på grund af nye hjerneblødninger.

Men filmen er ikke Nils Malmros' forsvar for faderen, eftersom et forsvar ikke er nødvendigt, når manden både havde moralen og retten på sin side. Den er derimod en dybtgående skildring af det frygtelige moralske dilemmas store negative indvirkning på overlæge Malmros' sind og liv. En skildring som kun blev mulig, fordi faderen i sin høje alderdom og under retssagens udfoldelse bad sønnen hjælpe sig med at gennemgå de gamle sygejournaler, og i denne forbindelse for første gang indlod sig på at fortælle om de afgørende tildragelser sit liv og sin karriere - til sønnens båndoptager.

Det afsløredes herved, at det overdrevne samvittighedsnag overlæge Malmros plagedes af kunne føres tilbage til hans fattige barndom i Esbjerg og navnlig til den skyldfølelse som hans indremissionske tante og en indremissionsk præst i søndagsskolen indgød ham og som han aldrig slap fri af.

Historien om Richard Malmros var en historie om en dreng der voksede op i et indremissionsk miljø, og som trods fattige forældre, men i kraft af egne evner fik studentereksamen og gennemførte det medicinske studium, og som qua neurokirurg løb ind i de nævnte, dengang uundgåelige moralske dilemmaer der gav ham frygtelige og livsvarige kvaler og gik ud over hans familieliv, og som endelig i sin høje alderdom forfølger sandheden uden nogensinde at finde fred i sindet, men som dog når til en slags forsoning med sønnen, som på sin side har lidt under faderens psykiske fravær i sin barndom.

Filmen bliver således en historie om et menneskes udvikling, et snævert miljøs skadevirkninger, et moralsk dilemmas tryk, en falsk presseskandale, og et fader/søn forhold, hvis karakter man har kunnet ane gennem flere af Nils Malmros' film, men aldrig helt fået fat på. Og hele historien er fortalt af en mester i personudvælgelse, menneske- og miljøskildring, billedskabelse og filmmontage. Filmen er med fuldt overlæg optaget i sort/hvidt og bredt format, fremragende fotograferet af Jan Weincke, og underlagt Gunner Møller Pedersens fine, stemningsgivende, men aldrig påtrængende musik, der passer fuldkomment til billedsiden.

Personskildringen er som sædvanligt suveræn, og udvælgelsen af skuespillerne kan dårligt tænkes bedre til de bestemte roller instruktøren har haft i sine tanker. Specielt må fremhæves hovedpersonen i de tre forskellige livsafsnit: Lasse Brovst Andersen (et sandt fund) som Richard i 11-års alderen, Jens Albinus som den unge medicinstuderende og læge (27 år) og som den etablerede, men frygtede overlæge (47 år), og William Rosenberg som den 83-årige pensionerede læge. Som det vil fremgå af billederne ligner de fysiognomisk hinanden utroligt godt - og de spiller alle fremragende og bevægende.

Fremragende er også Søren Østergaard som sønnen, der hjælper faderen med journalerne. Det mærkes, at Østergaard er blevet fortrolig med Malmros' stil og hensigter efter mange års samarbejde med ham.

Men også Lise Stegger som Malmros' kone, Peter Schrøder som skandale-journalisten Knoblau, Anni Bjørn som den indremissionske tante og Preben Harris som pastor Bork samt Michael Asmussen og Waage Sandø som læge Riber (hhv. ung og pensioneret) og Vibeke Ankjær som danselærerinden Frøken Frölich fortjener at blive nævnt tillige med balletdanserinden Maria Savery, der lægger krop og bevægelser til den smukke solodans til Møller Pedersens musik.

Historien har elementær spænding i kraft af de indbyggede konflikter der nødvendigvis må forekomme når det gang på gang drejer sig om liv eller død. Den er blevet realistisk langt ned i detaljen i kraft af de mange i sig selv spændende scener fra operationsstuen, hvor det er instruktøren selv der lægger hånd til kirurgien. Og den er fortalt i et tempo, en klipning og en gråtoneskala, der får såvel spændingen som historiens substans til at fæstne sig i tilskuerens sanser og sind.

Klippemæsigt undgås al kedsommelig kronologi. Der springes frit mellem forskellige tidsafsnit, men ofte på en overraskende, ja undertiden vittig måde, som fx da overlæge Malmros i 1948, dybt deprimeret ved udsigten til at blive afskediget, bliver ringet op af medicinaldirektøren og får at vide, at han fortsat skal lede sin afdeling, men ydermere overtage et professorat ved Århus Universitet. Samtidigt har hans kone lige fortalt ham, at hun er med tvillinger. Ja! råber skandalejournalisten Knoblau højt og begejstret på læsesalen på Universitetsbiblioteket, hvor der ellers skal være ro. Han har lige fundet den artikel i et lægetidsskrift der bekræfter hans formodninger. Men dette foregår i 1986.

Det meget smukke og harmoniske resultat ('ikke fattigmands sort/hvid', men flot grafik som fotografen selv siger) er ikke for actiondyrkere eller andre utålmodige sjæle, men for mennesker der gider beskæftige sig med etiske problemstillinger. Det er fuldt på højde med Carl Th. Dreyers bedste film, selvom Nils Malmros nok selv ville foretrække at man refererer til Francois Truffaut (Ung flugt) eller Woody Allen (Manhattan)eller Henning Carlsen (Sult) som inspirationskilder.

Der laves utroligt mange gode danske film i disse år, også film med fine psykologiske skildringer, men ingen tør fastholde en dybt alvorlig etisk problemstilling som Nils Malmros gør i denne film. For her gælder, at for hans hovedperson (og far) var det "en forfærdelig tanke, at hver gang vi har reddet en patient har vi også lagt kimen til en cancer". Men var det da ikke trods alt bedre på den måde at give patienter 20, 30 eller 40 ekstra år at leve i frem for at undlade en cancerrisikerende scanning, der var forudsætningen for en effektiv operation? Svaret vil for mange være et jo med en sådan klarhed, at al videre diskussion fejes af bordet. Her viste overlæge Richard Malmros sit format ved ikke at feje det moralske spørgsmål væk med hverken logiske eller juridiske kortslutninger. Det er og bliver nemlig en læges pligt at redde liv, og derfor også en ulykke at måtte ty til midler, der medfører øget risiko for død - også selvom denne eventuelt måtte ligge 20-30-40 år ude i fremtiden.

Og dog kommer man i Richard Malmros' tilfælde ikke uden om den negative virkning af mosterens og sognepræstens ensidige religiøse påvirkning, der indgav drengen Richard en skyldfølelse og fuldstændigt overdrevne moralske betænkeligheder, det man også har kaldt "skrupuløs samvittighed". Hans trang til uafladelig samvittighedsgranskning har givetvis fået næring af mosterens påmindelse om, at han skulle være jordens salt, og præstens fortælling om Kains af skyld 'falmede ansigt'.

Men spørgsmålet er dog, om en sådan trang ikke forudsætter en medfødt egenskab. Richard Malmros' bemærkning til sønnen sent i livet kunne i hvert fald tyde på det: "Jeg har aldrig kunnet leve med ikke at have kontrol over alt, hvad jeg gjorde eller for den sags skyld, hvad andre gjorde." Og for at række hånden ud mod sønnen tilføjer han: "Det er selvfølgelig prisværdigt for en kirurg, måske også for en overlæge, men ikke for en far". Det lægger jo nemlig en alt for stor byrde på et barn, det kan han nu se, forstår man. Men hvad han ikke ser, er at denne trang til absolut selvkontrol dybest set lægger kimen til alle samvittighedskvaler og selvbebrejdelser.

Det er en uhyrlig inkonsekvens i den indremissionske opfattelse af kristendommen, at man lagde så stor vægt på kampen imod synden i alle dens former, at man reelt underkuede børnene og i mange tilfælde gav dem livsvarige mén eller traumer, men aldrig forstod, at evangeliets tale om nåde og tilgivelse faktisk er en lodret undsigelse af hele denne i grunden jødiske tankegang om synd. Man forstod ikke, og forstår den dag i dag ikke, at evangeliet dybdepsykologisk set, som påpeget af den amerikanske psykoterapeut Thomas A. Harris, kan betragtes som lige præcis den uforbeholdne accept som ethvert menneske fra tidligste barndom er afhængig af, og som det får varigt mén af at måtte undvære.

Det bekræfter endnu engang, at den menneskelige samvittighed, taget som den indre kontrolinstans som nedlægges i et barn af forældre eller andre opdrageres nidkære forsøg på at afrette det til snæversynet moral, det Freud kaldte 'overjeget', er den dummeste del af et menneskes personlighed, og derfor altid bør systematisk modificeres og lempes, hvis der skal komme et nogenlunde normalt menneske med nogenlunde normal selvværd ud af det. (jf. Erling Jacobsens synspunkter i artiklen   'Kan moral begrundes').

Når Nils Malmros i sin artikel om faderen gør gældende, at den skyld faderen følte over sin brug af Thorotrast var en universel skyld, der dybest set - og positivt ment fra sønnens side - havde rod i Indre Mission, så må det derfor betegnes som en misforståelse. Mange af vore moralske normer kan med rette betragtes som universelle i den helt konkrete betydning, at de går igen i kultur efter kultur og religion efter religion. Den menneskelige ansvarlighed kan også med rette betragtes som universel, således at forstå, at mennesket alt andet lige vil være ansvarligt for sit liv, hvis det vel at mærke får lov til at være det efterhånden som det vokser op.

Og det at man som et moralsk menneske ikke kan undgå at blive skyldig, fordi vi umuligt kan undgå moralske dilemmaer der er principielt uløselige, det er også universelt, men det er bestemt ikke, som Nils Malmros udlægger det, noget Indre Mission har fundet på, eller i særlig grad står inde for. Indre Mission har moralsk set gjort mere skade end gavn, hvor den har fået lov at herske, nøjagtigt som det gælder al anden fundamentalisme i verden.

At forfølge sandheden på den måde Richard Malmros gjorde fører aldrig til sjælefred. Det universelle ved moralen skal søges andre steder og med andre metoder. Og sjælefreden kommer kun, hvis man slipper den absolutte kontrol.

Men dette forhindrer selvfølgelig ikke, at man slutteligt må bedømme Nils Malmros's film "At kende sandheden" som et umådeligt smukt, stærkt og tankevækkende kunstværk, der gør det etiske problem i allerhøjeste grad nærværende for os.

Link til Den danske filmdatabases sider
om Nils Malmros og hans film:  www.danskefilm.dk
Klik under instruktører/Nils Malmros.