JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - drabet

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.9.05.

'Drabet' - en film om politisk og moralsk inkonsistens

'Drabet' er ubetinget den bedste i Per Flys filmtrilogi, fordi den handler om en stærk repræsentant for den klasse de fleste af os tilhører. Hovedpersonen spilles af selvsamme Jesper Christensen som også havde hovedrollen i 'Bænken' og gjorde det fremragende. Men selvom der er mange forsumpede alkoholikere og narkomaner i dette land som kan vække en vis interesse og medfølelse hos os fordi de er udstødte, men burde høre til fællesskabet, så er de lige så meget uden for vores rækkevidde som den overklasse 'Arven' handlede om.

Folk i overklassen har menneskelige og sociale problemer ganske som folk i underklassen og i middelklassen, og de kan skam være alvorlige nok, men ærlig talt. Det bliver vel folks egen sag, deres nærmestes sag og evt. de sociale myndigheders sag, hvis folk vælger flasken, stofferne eller karrieren og pengene frem for kærligheden, arbejdsfælleskabet, kreativiteten, familielivet og den personlige udvikling. Vi kan være enige om at børn og unge ikke skal overlades til deres egen skæbne og dermed de fristelser til nemme, men katastrofale løsninger som tilværelsen er fuld af. Men af voksne forventer vi ansvarlighed. Det at være voksen er det samme som at være ansvarlig.

Den slags synspunkter er imidlertid bare fortrængning af medmenneskelige problemer, blindhed over for medmenneskelige ulykker eller kynisk følelsesløshed over for medmenneskelige tragedier, vil Per Fly måske svare. Han har naturligvis lavet sine tre film, fordi han mener at de alle må kalde på medfølelse. Og han har i et stort interview med Poltiken 21.8. næsten kaldt alt fortrængning der går uden om de problemer han selv mener enhver bør se i øjnene og fokusere på til de bliver løst, skønt han erkender at de fleste af os for overlevelsens skyld er nødt til at gå videre.

Det er unægteligt et problem i vor tid, at vi af frygt for ubehagelige konsekvenser ikke tør gribe ind når medmennesker udsættes for vold og forulempelse på offentlige steder. Men det er - i modsætning til hvad Per Fly synes at mene - ikke et problem, at vi ikke hver især konstant kan gå rundt og føle dårlig samvittighed over at vi ikke griber ind i de utallige tilfælde af menneskelig ulykke vi er vidner til i Danmark som i den store verden. Det er tværtimod en psykologisk naturlov. Og det har intet med egoisme at gøre, men derimod med det simple forhold, at intet menneske - uanset køn, race, nationalitet, uddannelse, socialstand og religion - bærer alverdens skyld på sine skuldre. Det er sygeligt skrupuløst at forsøge på det. Derfor fik det betydning for vores kultur, at en mand engang for et par tusinde år siden var så klog og fræk, at han personlig påtog sig skylden så vi andre kunne være frie. Det kaldes frelse, men hedder også humor.

'Drabet' handler om den midaldrende gymnasielærer Carsten der er venstreorienteret og tidligere har været medlem af en kommunistisk gruppering. Som lærer i samfundsfag lægger han op til kritik af kapitalismen. Men privat er han som alle landets venstreorienterede gymnasielærere en del af det kapitalistiske system - med god gage, stor villa og flot sommerhus. Og han har bl.a. slået sig på paragliding fra skrænterne nær sommerhuset. Det giver naturligvis nogle utroligt flotte billeder i filmen, men skal også forstås symbolsk som Carstens trang til at søge ud over grænserne i hvert fald på det æstetiske plan. Trangen er der ikke længere på det politiske eller eksistentielle plan, men så kan tilfældigheder spille ind og ødelægge det selvvalgte mønster.

Carstens søn er voksen og forlængst flyttet hjemmefra. Ægteskabet med Nina (Pernille August) er gået i stå, og han har et års tid haft et forhold til den tidligere elev, den smukke Pil (Beate Bille), som han både kan gå i seng med og diskutere politik med i sommerhuset. Nina aner ikke uråd.

Men alt ændrer sig, da Pil må flygte til Carstens sommerhus med to jævnaldrende mænd, fordi de har gjort alvor af deres antikapitalistiske synspunkter og er brudt ind i en koncern og lavet stort hærværk. De opdages - og slipper kun fra politiet ved at køre en betjent ned. Pil ringer - midt i en undervisningstime - til Carsten og spørger om han kan låne hende 20.000 kr., for der er sket noget forfærdeligt. Han vil ikke svare med det samme, men kører op til sommerhuset, hvor han afvises af Pils forfærdede kammerater der ikke anede at hun havde kontaktet ham. Hun får dog fortalt ham at hun var med i aktionen og var den der kørte bilen.

Politiet har hurtigt sporet gerningsmændene til sommerhuset, og både de og Carsten bliver arresteret. Carsten vil modvilligt blot oplyse at han har kendt Pil et års tid - og været sammen med hende dagen før. Han løslades selvfølgelig, men kommenterer snart efter offentligt sit syn på sagen. Han har ved samtale i fængslet med Pil konstateret at hun har fået bank af politiet efter arrestationen, og han retter nu voldsom kritik mod politiet og forsvarer samtidigt de unges ret til at gå til angreb på kapitalismen. Den er på sin vis ikke bedre end de er.

Konsekvensen er dels, at hans rektor må give ham ufrivillig ferie, fordi forældrene til hans elever har udtrykt store forargelse over hans optræden, dels at hans kone og børn bliver klare over at han har haft forhold til Pil. Resultatet er at Carsten flytter fra sit hus og accepterer seperation og skilsmisse, og at han ser det som sin hovedopgave at støtte Pil under varetægtsfænglingen og retssagen. Ingen af de anklagede vil røbe hvem der kørte bilen der dræbte politimanden. De påvirkes ligesom Carsten af tv-reportagerne fra den dræbtes begravelse. Og efterhånden bliver Pil så plaget af samvittighedskvaler at politiassesoren på et tidspunkt opfordrer Carsten til at overtale hende til at røbe hvad hun véd. Han får endog mulighed for for første gang at tale med Pil i enrum, men benytter lejligheden til med største intensitet at opfordre hende til at holde standhaftigt ud. Derved kan hun opnå at alle bliver frikendte på grund af manglende beviser. Ellers får hun 16 års fængsel.

Pil holder stand og nævningene må frifinde de tre anklagede for drabet. De får alene nogle måneders fængsel for hærværket. Politimandens enke (Charlotte Fich) protesterer vildt og højlydt i retten, men bæres ud. Hun opgiver imidlertid ikke sagen, men forfølger på forskellig vis Pil og Carsten - både i sommerhuset og ved Pils bopæl. Detaljer skal ikke udpensles, men historien ender med, at enken begår selvmord, og at Pil frigør sig fra Carsten. Denne sidder tilbage med hele svien og skylden.

Det skal ikke skjules, at 'Drabet' helt og holdent er Jesper Christensens film. Alle øvrige skuespillere udfylder deres rolle udmærket, navnlig Charlotte Fich som polimandens enke, men det er Jesper Christensen der gør historien nærværende som menneskeligt drama. Den drejer sig ikke om et socialt eller politisk tilfælde, men er et højst menneskeligt anliggende om skyld, ansvar og løgn. Og her er Jesper Christensen suveræn som formidler af Carstens systematiske forfald gennem kæden af løgne.

Det kan selvfølgelig på teoretisk eller akademisk plan altid diskuteres om aktioner imod det etablerede samfundssystem af den art Pils gruppe i filmen laver eller den lignende art som Blekingegade-banden i virkelighedens verden lavede overhovedet kan forsvares. Det bliver jo vitterligt diskuteret, ligesom terroraktioners berettigelse diskuteres. En frisk meningsmåling viser at 17 procent af danskerne har forståelse for terroraktionerne i Madrid og London. Utroligt mange venstreorienterede mennesker havde også sympati for Blekingegade-bandens lyssky virksomhed og så dengang nærmest mordet på politibetjenten som et beklageligt, men hændeligt uheld. Og længere tilbage i tiden blev Baader-Meinhof-terroristerne både i ord og aktioner bakket op af store dele af venstrefløjen. Men når det kommer til daglig praksis, så forholder det sig alligevel sådan, at langt de fleste mennesker betragter et mord som et mord, og de mener derfor at udøveren må påtage sig det fulde ansvar derfor.

Carstens problem i 'Drabet' er at han foretager det forkerte valg allerede på det tidspunkt hvor det går op for ham at Pil har været involveret i den kyniske aktion. Hans følelsesmæssige og erotiske tilknytning til hende bevirker at han ønsker at hjælpe hende. Det er naturligvis psykologisk set umiddelbart forståeligt, selvom det i det konkrete tilfælde er knapt så selvfølgeligt, fordi den smukke Beate Bille ikke rigtigt formår at gøre Pil til en spændende figur. Men det afgørende er, at Carsten hjælper hende på en måde der i virkeligheden undergraver såvel hendes som hans egen moralske konsistens ved at gøre en kriminel handling som mordet på en tilfældig politibetjent til en handling der kan forsvares ud fra et større politisk eller rettere ideologisk synspunkt.

Hovedsynspunktet er dybest set, at det civile samfund er en løgn under det kapitalistiske system, og at en kamp mod det kapitalistiske system følgelig berettiger til at se bort fra det civile systems skrevne og uskrevne regler. Det er i virkeligheden på dette punkt at den moralske forvirring sætter ind - og derfor her et menneske uundgåeligt havner i moralsk inkonsistens. Kravet om moralsk konsistens gør det nødvendigt altid at prioritere det lange sigt højere end det korte i forsøget på at bevare overvægt af det gode i livet. Og dette kan man hverken med løgn eller omskrivninger af forbrydelser - eller ved at gå imod det civile samfunds normer.

I interviewet med Politiken fortæller Per Fly at han og hans medforfatter til manus, Mogens Rukow, under arbejdet diskuterede om den gode løgn overhovedet findes. Og de kom til det resultat at det gør den ikke. For enhver løgn begrænser dit råderum, og den komme tilbage til dig. Til daglig lever vi i en ritualiseret hverdag, hvor vi ikke render rundt og siger ubehagelige sandheder til hinanden uafbrudt. Det ville være uudholdeligt. Men når sagerne spidser til, bliver sandheden vigtig. Det er den specielt for mennesker der har været involveret i alvorlige situationer - som fx enken efter politimanden, der derfor er besat af tanken om at få sandheden at vide og ikke kan leve med aldrig at få den at vide. Men sandheden er også vigtig i helt normale dagligdags relationer som et parforhold eller den almindelige borgerlige tilværelse.

Filmens Carsten er havnet i det man ofte kalder midtvejskrisen, den krise der opstår, når karrieren ligger fast, børnene er flyttet hjemmefra og ægteskabet måske savner nærvær og intensitet og livet derfor må leves ene og alene ud i specielle fritidsinteresser som fx paragliding. Det er vanen og ritualerne Carsten ikke længere kan holde ud og så falder han for den smukke og unge Pil - uden tanke på hvad der på længere sigt skal ske med hende og med hans egen familie. Han fortrænger spørgsmålet om sine kones bekymring, ligesom han siden, endda voldeligt, forsøger at fortrænge politienkens pågående og meget forståelige interesse for at få sandheden frem.

Det er faktisk utroskaben i filmen der meget imod instruktørens oprindelige idé bliver katalysatoren for Carstens videre erkendelse. Et vigtigt led bliver Ninas rolige, men faste afvisning af en genoptagelse af forholdet. Hun har forstået at løbet var kørt og taget det til fuld efterretning. Også Pil gør ham klart at forholdet mellem dem er forbi. Historien ender med at Carsten forgæves prøver at få politiet til at genoptage sagen ved at oplyse om Pils skyld.

Per Fly hævder at der her ligefrem sker en genfødsel gennem ophævelsen af Carstens fortrængning. Det er måske så meget sagt, i betragtning af at hans henvendelse til politiet kan ligne en hævn over at blive forsmået af Pil. En moralsk genfødsel ville kun en fortsættelse kunne afsløre. Faktum er, at Carsten ved filmens slutning arbejdsmæssigt, ægteskabeligt og kærlighedsmæssigt er helt på bunden af sin livssituation, og tvunget til at måtte begynde forfra. Men det forekommer ikke klart, om det vil lykkes ham at komme op. Løgnene har været uhyggeligt mange og store.

Moralen (uden stød) er klar nok. Og den er vigtig. Hovedpersonen kan næppe siges at være en fuldgyldig repræsentant for middelklassen. Dertil er han for moralsk forvirret, og Per Fly synes at have valgt ham ud fra den præmis at middelklassens mennesker altid lever på løgne, fortielser og fortrængninger eller ulyst til at se kendsgerningerne om manglende nærvær og nærhed i deres tilværelse i øjnene. Og det turde være en præmis der igen afslører instruktørens drøm om en bedre verden end den vi som ufuldkomne, men ansvarlige mennesker må leve i og tage ansvaret for.

Men under alle omstændigheder viser 'Drabet' hvor galt det kan gå for et gennemsnitsmenneske der ikke er afklaret omkring kravet til den indre konsistens, men tilfældigvis midt i den trivielle hverdag udsættes for moralske dilemmaer, der efterhånden får ham til at erkende sine livsløgne. Denne manglende eller alt for sene afklaring er imidlertid ikke en konsekvens af arv eller miljø, men et resultat af eksistentiel overfladiskhed, af nemme, men forkerte personlige valg, som alle burde og kunne undgå, hvis de forstod hvad de drejede sig om.

I sidste ende kan man kun tage det fulde ansvar for sit liv, hvis man fordrer indre etisk konsistens i sin tilværelse.

Henvisninger:

Artikel om kravet om etisk konsistens .

Artikler om film

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean