ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.2.05.

'Helligtrekongersaften'

Gensyn med denne Shahespeare-filmatisering på videoen er nærmest en årligt tilbagevendende begivenhed for undertegnede, fordi det ikke alene drejer sig om en af de allerbedste Shakespeare-film overhovedet, om ikke den bedste, men fordi den indfanger hele det trylleri af erotik, mol-musik, løjer og vid samt elementær dramatisk spænding som kendetegner denne herlige komedie.

Instruktøren, den britiske teatermand Trevor Nunn, der var leder af Royal Shakespeare Company fra 1968-86, har lavet andre fremragende Shakespeare-film som en sjældent intens 'Othello' (1990) med den fra 'Ringenes Herre' verdensberømte Ian McKellen i rollen som Jago og nedennævnte Imogen Stubbs som Desdemona. Men han var også manden bag den på DR i 1982 viste fine 'Nicholas Nickleby' (efter Dickens) i 6 dele samt musicals som 'Cats' og 'Les Miserables'.

'Helligtrekongersaften' er imidlertid mere end solidt Shakespearehåndværk med fremragende skuespillere som Helena Bonham Carter (Olivia), Imogen Stubbs (Viola), Toby Stephens (Orsino), Nigel Hawthorne (Malvolio), Ben Kingsley (Narren Feste), Mel Smith (Sir Toby/Tobias Hikke) og Imelda Staunton (Maria). Den er intet mindre end den fuldkomne indfangelse af den mol-toneart teksten udtrykkeligt lægger op til, men som oversættere, instruktører og anmeldere oftest abstraherer fra. Den formidles i filmen gennem Shaun Daveys fuldstændingt adækvate musik.

Men Shakespeare begynder med hertug Orsinos triste stemning, der her - på grund af de efterfølgende betragtninger - skal bringes i originaltekstens vigtige ordlyd med kursivering af den afgørende sætning:

Det bliver hos den teksttro Valdemar Østerberg til følgende:

Niels Brunse har lavet en moderne oversættelse 1998, som er blevet brugt bl.a. ved Grønnegårdsteatrets fornøjelige, men problematiske forestilling sommeren 2001, med helt forkerte typer skuespillere i flere af hovedrollerne, nemlig Stine Stengade som Viola, Ann Eleonora Jørgensen som Olivia og Lars Mikkelsen som Orsino. Undtagelserne var Troels Lybys Tobias Hikke og Steen Stig Lommers Feste. - Brunse oversætter:

Den pointe der giver resten af scenen og hele stykket mening er nemlig at den pågældende strofe står i mol. Og mol har i modsætning til dur en faldende tonerække der som regel stemmer sindet i lidt mørkere, triste eller melankolske baner og derfor præcist udtrykker den stemning Orsino er i her i første scene - og flere gange vender tilbage til, altid med henvisning til musikken.

Forskellen kan forklares på den måde, at man kan lave en durtoneartskala ved at bevæge sig opad fra grundtonen med en ren kvint syv gange, men en moltoneartskala ved at bevæge sig tilsvarende nedad syv gange. På et klaver får man på de hvide tangenter en ren c-dur-skalas otte toner ved at begynde på et dybt c og gå opad til g, d, a, e, h, f og c igen (i ordnet rækkefølge: c-d-e-f-g-a-h-c). Men en ren a-mol-skala ved at begynde på et højt a og gå nedad til d, g, c, f, h, e og a igen (ordnet nedadgående: a-g-f-e-d-c-h-a).

I praksis taler man også om melodisk mol og forstår derved at man ved opadgående bevægelse i fx a-mol forhøjer g til gis for at undgå manglen på den naturlige (halve) ledetone til a. Dernæst forhøjes f til fis for at undgå et svært syngeligt interval (den forstørrede sekund fra f til gis). Men nedadgående er der ingen problemer.

Man behøver selvfølgeligt ikke at vide noget om musikteori for at kunne høre forskellen. Alle vil umiddelbart fornemme stor forskel på vore morgensanges dur-stemning og flere af aftensangenes mol-stemning. Eller på forskellen mellem de festlige d-dur klange med trompeterne i fx Gloria-satserne i Bachs store 'h-mol messe' og så de indledende Kyrie-deles mol, hvor trompeterne må tie fordi de ikke kan klare alle toner. Eller på de voldsomme og dystre mol-klange i indledningen af Mozarts 'Don Giovanni' og dur-klangene i ouverturen til 'Figaros Bryllup'.

Nu er det dog ikke så enkelt at dur altid er lys og festlig, og mol altid mørk og trist. Sagen er blot, at mol er bedre egnet til at tolke differentierede og sammensatte følelser end dur er, og at sorg og tristesse netop er mere sammensatte end glæde og frejdighed. Modsætningen ligger med psykiateren Ib Ostenfelds ord ikke i kontrasten glæde-sorg, men i kontrasten: enkel-sammensat følelse.

Ostenfeld kalder Mozart for 'musikkens Shakespeare', hos hvem glæden atter en gang er herre, men en glæde af sælsom art, nemlig en glæde med livsens smerte indsmeltet i sig, en humor der har forligt livets dissonanser, en vidunderlig mellemstemning, som dog i sublim frihed bringer alle modsætninger til ro.

Og netop denne forståelse af mol-musikkens væsen forekommer at være den allerbedste, ja eneste helt dækkende indfaldsvinkel til Trevor Nunns filmatisering af 'Helligtrekongersaften'. Alle hovedpersoner udsættes stykket igennem for relationer og påvirkninger der fremkalder meget blandede og sammensatte følelser, vekslende mellem glæde og usikkerhed, tvivl, skuffelse eller tristhed.

Ben Kingsley (fra ‘Gandhi’-filmen) som narren Feste kan ikke alene aflevere sine drilske replikker med sikker pointering, men også gennem sine sange og sin musik skabe de sjælelige forbindelser mellem parterne, som bliver afgørende for spillets videre forløb - selvom de er aldeles utilsigtede fra hans side. Han får i filmen en slags dobbeltrolle: som bevidst og utrolig vittig nar og som ubevidst vidne til hele spillet. Kingsley har ikke verdens bedste sangstemme, men hans visesang er eminent, fordi den aldrig synges bevidstløst, men med den fødte nars fulde overvågning af virkningerne på tilhørerne.

I starten ser vi narren spærre Olivia vejen, da hun kommer fra sørgehøjtideligheden i kirken. Men han afparerer hendes vrede og kan endda tillade sig ustraffet at løfte hendes slør og få hende ud af de triste tanker. Hun kan ikke skjule at hun værdsætter hans tilstedeværelse og frisprog - og sætter sin hushovmester på plads, da han rakker narren ned. Senere, i enrum, falder hun narren grædende om halsen. Hun trænger til hans trøst, den trøst ingen andre i huset kan give hende, allermindst hushovmesteren.

Men den allerfineste scene opstår, da narren i køkkenet synger sin mol-vise om kærlighed for Sir Toby, Sir Andrew (Andreas Blegnæb) og Maria. Han akkompagnerer sig selv på en lille harmonika. I et klip ser vi Olivia, der ligger uroligt i sin seng og hører musikken - og længes. Både Maria og den kåde og berusede Sir Toby bliver stille og indadvendte, synligt påvirkede, og de begynder at tænke på hinanden og se hen til hinanden. Og samtidig får vi - til nøjagtig samme strofer, men nu spillet på et klaver - scenen mellem Orsino og Viola der begge cigaretrygende spiller kort med hinanden. De spiller også med følelserne; han åbent og fortroligt; hun skjult og vogtende sin kønshemmelighed. Orsino beder udtrykkeligt om den musik de hørte i går:

Orsino: Kan du li den melodi?
Viola: Den skænker genlyd til det skjulte sted, hvor kærligheden troner.
Orsino: Prægtigt udtryk. Så ung du er, så tror jeg dog bestemt, dit blik har hvilet på et elsket ansigt; nå, har jeg ret?
Viola: Ja, lidt; det er jo jeres klare ret at mene noget sådant....
(Brunses oversættelse)

De kommer her så tæt på hinanden, at Viola kun med yderste besvær kan holde stand.

Vekslingen mellem de to intime scener er en scene-vekslen som kun filmen giver mulighed for, men den er her udnyttet til sit yderste. Til lyden af nøjagtigt den samme musik veksles på fire minutter syv-otte gange fra scene til scene: Ingen kan være i tvivl om hvad der sker i sjælene på de ialt syv agerende.

Iøvrigt er Mel Smith og Imelda Staunton fremragende som den fordrukne Sir Toby og den forelskede Maria, der ikke kan stå for hans humør og charme, men hun synes dog han drikker lige lovlig meget. Richard E. Grant er den perfekte type til Sir Andrews magre og håbløst naragtige skikkelse.

Nu afdøde Nigel Hawthorne (fra "Yes, minister!") er suveræn som den naragtige Malvolio, der helt taber sin anstand som hushovmester, da han bliver narret til at tro sig elsket af Olivia. Han bliver helt til grin, da Maria og Sir Toby fortsætter deres grovkornede løjer med den arme mand. Narren deltager i spillet - og udfolder, forklædt som præst, sit vid over for den ydmygede mand da han havner i det mørke fangehul.

Musikken er som sagt lige i plet. Shaun Davey har formået at skabe den rette stemning og de rigtige følelser og følelsesblandinger i de afgørende scener, hvor sjælene berøres. Det er ikke kopiering af Mozartsk rokoko, men udfoldelse af Mozarts mol-harmonier i romantisk regi. Narrens sange er gode - muligvis inspireret af elisabethansk sangkunst. Det samme gælder de indlagte danse, og den fælles rytmisk pointerede musik til havescenen med Malvolio og fægtescenen mellem Viola og Sir Andrew. En festlig slutscene med bal mangler heller ikke.

Det kan derfor undre, at en ellers udmærket anmelder som Jyllands-Postens Johannes H. Christensen ikke nævner musikken med et eneste ord. Det er mig helt ubegribeligt, at han blot finder filmen 'loyal, men lidt flad og tung', samt 'kompetent og præsentabel'! Og hele anmeldelsen serveres under titlen 'Frivole forvekslinger'. Manden må være enten komplet umusikalsk eller savne øre for musikalsk underfundighed af denne art, der passer som hånd i handske til Shakespeare's idé og tekst.

For den der har øre for disse sider af Trevor Nunns filmversion er den intet mindre end et mesterværk af en art som man skal lede længe efter i filmhistorien. Men nævnes kan dog Truffauts 'Jules og Jim', Louis Malles 'Milou' eller Jiri Menzels 'Skarpt bevogtet tog'. Og hertil kommer den stemningsfulde, meget smukt fotograferede og klippede dokumentar- eller koncertfilm af Bert Sterne 'Newport Jazz Festival 1959' (også kaldet 'Jazz på en varm sommerdag').

Helligtrekongersaften er helt central for min egen forståelse af filmkunstens og musikkens muligheder i skildring af erotiske og andre sammensatte følelser. Den sætter derfor Trevor Nunn på min liste over Inspiratorer.

Jan Jernewicz

Shakespeare døde for 400 år siden, men er stadig uovertruffen som dramatiker  (23.4.16.)
Shakespeare-tragedie (Kong Lear) gjort til ren farce på Det kongelige Teater  (6.3.16.)
Hamlet, Skuespilhuset og teatrets krise  (24.2.08.)
Et Shakespeare-værk helt for sig selv (Anthony and Cleopatra   (5.11.06.)

Omtalte inspiratorer:

Blicher
Mozart
Ostenfeld

Artikel om   Humor og tragedie

Instruktøren er Jürgen Flimm. Dirigenten: Nikolaus Harnoncourt. Og de medvirkende: Cecilia Bartoli, Agnes Baltsa, Liliana Nikiteanu, Roberto Sacca, Oliver Widmer, Carlos Chausson.