JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - shakespeare

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.11.06.

Et Shakespeare-værk helt for sig selv

William Shakespeare's tragedie 'Antonius og Cleopatra' (1606) er sjældent spillet og betragtes af nogle forskere ligefrem som et mislykket skuespil, der slet ikke kan måle sig med de store tragedier Richard III (1592), Hamlet (1600), Othello (1603), Kong Lear (1604) og Macbeth (1606) i dramatisk spænding.

I traditionel forstand ender en tragedie i et nederlag eller en katastrofe for hovedpersonen. Helten - i flere tilfælde en ren skurk - dør, men livet går videre for den øvrige verden - omend på anden vis eller på et andet niveau i en slags forsoning eller afspænding. Richard den 3. dør en forsmædelig død for Richmonds hånd. Hamlet dør, og Fortinbras skal forsøge at rette op på den rådne stat. Othello dør efter at have myrdet Desdemona, og hertugen af Venedig kan regere staten roligt videre. Kong Lear går til grunde, og skikkelige Edgar tager over. Macbeth bukker under for jarlen af Richmond. Men det er i alle tilfælde helte af et vist format der styrer mod døden i uforstand, jalousi eller destruktiv kynisme - og det er mere retlinede, men også mere almindelige herskere der kommer til magten.

I 'Antonius og Cleopatra' dør begge hovedpersoner for egen hånd efter nederlag i magtens spil - den førstnævnte allerede i fjerde akt - men de synes på særegen vis at sejre i døden. Livet går videre for deres hovedmodstander Cæsar Octavian, den senere 'fredsfyrste' kejser Augustus, der dog går glip af triumfen at kunne føre de overvundne til Rom i levende live. Men Antonius og Cleopatra transcenderer til en ny hinsidig tilværelse, og det er noget så helt usædvanligt hos Shakespeare, at det fremkalder spørgsmålet om Shakespeare ligefrem blev 'religiøs' på sine gamle dage.

Som i de øvrige tragedier er grundkonflikten den gamle modsætning mellem magten og kærligheden. Men det specielle er at Antonius, den ene af de romerske triumvirer der greb magten efter Brutus' og Cassius' mord på Julius Cæsar og altså efter romersk målestok en ubetinget heltemodig soldat, ikke blot har et kærlighedsforhold til den særdeles tiltrækkende egyptiske dronning Cleopatra, således som om Julius Cæsar havde, men på uromersk vis knyttes så stærkt og lidenskabeligt til hende at hun bliver hans skæbne. Helt bogstaveligt taber den store soldat et afgørende søslag ved Actium, fordi han opgiver kampen, da Cleopatra af ret impulsive grunde flygter med sin egyptiske flåde. Han sætter efter hende - uden nogen rationel nødvendighed, men fordi han følelsesmæssigt er bundet til hende og altså vælger kærligheden frem for magten.

At Antonius som type er anderledes end de gængse romerske magtmennesker, inklusive de to andre triumvirer, den svage Lepidus og den meget unge Octavian, fremgår allerede af 'Julius Cæsar', hvor der ikke lægges skjul på at han både kan lide gode drikkelag og smukke kvinder, men hvor han trods alt fremstår som den stærke og højt begavede kriger, strateg og folketaler der kan sætte Cæsars mordere på plads. Også som triumvir kunne kan klare ærterne for Octavian når det kneb, bl.a. over for Pompeius. Men i magtkampen med den fremstormende og kyniske Octavian bliver det hans svaghed at han er splittet mellem magten og kærligheden og selv er klar over det.

'Antonius og Cleopatra' spænder over ca. ti år (fra ca 40 til ca 30 f.K.) og Antonius er ved stykkets slutning omkring de 50 eller dobbelt så gammel som 'drengen' Octavian, som han hånligt kalder ham. Og han er stadig den store soldat, den store dranker og den store elsker. Men dette er en i længden uforenelig og meget uromersk kombination. Konflikten er i virkeligheden også en modsætning mellem romersk og egyptisk livsideal - og for at forstå dette må man tage til efterretning at Egypten for Shakespeare i modsætning til Rom repræsenterer alt det irrationelle og sanselige. Det personificeres i Cleopatras legendariske skikkelse - og hele skuespillet står og falder derfor med at hun på scenen spilles af en skuespillerinde af virkeligt format.

Det er tilfældet i den nyopsætning, som jeg har haft lejlighed til at se i London på det specielle Globe-teater med Frances Barber i rollen som Cleopatra. Hun er i enhver henseende smuk, temperamentsfuld og uimodståelig. Hun karakteriserer i et interview, optrykt i teatrets program, Cleopatra som viljestærk, skandaløs, lunefuld, krævende, lidenskabelig, uforudsigelig - men også som dronning af Egypten. Hun er den mest fascinerende, men også den mest forførende kvinde i verden. Hun er højt begavet og intellektuel, men også gal og til tider utroligt barnlig. Frances Barber får alle facetter med i sit spil på scenen. Det er mesterligt.

Desværre får hun ikke et fuldgyldigt modspil af Nicholas Jones som Antonius. Ikke fordi han spiller dårligt - alle spiller fremragende - men fordi han som type er for meget mand og magtmenneske til at man helt kan acceptere hans afgørende valg. Så længe han er soldat og strateg og skal manøvrere i forhold til Rom spiller han suverænt - og som stor dranker og festmenneske oplever vi ham for fuld udblæsning i Shakespeare's mesterstykke af et drikkelag med den moralske Octavian, der hurtigt trækker sig tilbage, den svage Lepidus der hurtigt går under bordet og den farlige Pompeius. Men i dødsscenen svigter Jones katastrofalt, fordi han gør Antonius' selvmord til en ren farce, der vækker publikums højlydte latter.

En soldat af ære tøver ikke med at dræbe sig selv, hvis overlevelse ville blive et endnu større ærestab. Selvmordet kan blive mere eller mindre hurtigt og vellykket. I tilfældet Cato den yngre blev det ret makabert, fordi manden sprættede sin mave op med sit sværd, men derefter ikke var i stand til at bruge sværdet mere. Han måtte rive tarmene ud af maven med de bare hænder. Men lattervækkende må disse selvmordsscener ikke blive. Det blev scenen på Globe - og måske skal man ikke give Jones hele skylden, for det moderne publikum er tilbøjeligt til i en eller anden automatisk selvforsvarsmekanisme at tage det tragiske som noget morsomt og grinagtigt. Men Jones evnede i hvert fald ikke at modarbejde tendensen. Han formåede ikke at få pointen i hele scenen, Antonius's dragning mod døden og dermed troen på en genforening med den Cleopatra han på dette tidspunkt troede død, gjort sandsynlig.

Også de umiddelbart efterfølgende scener, hvor den døende Antonius genser den levende Cleopatra, mistede i opsætningen en del af deres styrke, fordi han ikke blev båret af sine nærmeste til dronningen, men hejst op til hende med et hejseværk. Til gengæld må det siges, at Cleopatras store og lange scene med Octavian (stykkets længste scene), scenen med klovnen (i virkeligheden en bonde) der fik smuglet giftslangen ind til hende, og endelig selve dødsscenen lykkedes fuldkomment. Klædt som dronning udtrykte hun til sidst både sin hån mod Octavian (kaldte ham en naturens misgreb og et æsel) og sin hengivenhede for Antonius. "Ja, jeg kommer, husbond, den titel giver mit mod mig nu retten til", siger hun der ikke var lovformeligt gift med Antonius. Meningen er at hun nu føler at hun i det hinsidige vil blive forenet med ham. "Jeg er kun ild og luft; det øvrige giver jeg den lave jord." Her er ekkoet af den gamle lære om de fire elementer - og troen på at sjælen til sidst kan slippe det jordiske.

Hertil må føjes, at 'Antonius og Cleopatra' også rummer referencer til det kristne evangelium, idet Antonius på det tidspunkt hvor han er klar over at han har tabt spillet mod Octavian samler sine nærmeste til et sidste måltid, en nadver, hvor endog en ren Judas-skikkelse afslører sig, nemlig hans allernærmeste ven Enobarbus, der efterfølgende går over til Octavian (men fortryder det bitterligt). Og så må det være klart, at stykket skiller sig ud fra de øvrige tragedier - og som mesterligt kærlighedseventyr også adskiller sig stærkt fra fx Romeo og Julie. Det transcendente har fået en placering som intet andetsteds hos Shakespeare. Og det kan måske forklare dets relativt ringe status. En mand som Johannes Fabricius der har skrevet en dybdespsykologisk disputats om 'Shakespeare's Hidden World' med undertitlen 'A Study of His Unconscious' end ikke nævner 'Antonius og Cleopatra'.

Men det gør til gengæld teologen og idéhistorien Johannes Sløk der i sin tid oversatte alle Shakespeares skuespil. I sine fortræffelige og udførlige kommentarer til oversættelsen af 'Antonius og Cleopatra' argumenter Sløk stærkt for at stykket i virkeligheden er et af Shakespeares allerbedste - og specielt at Cleopatra helt og holdent er Shakespeares egen frembringelse og vel den mest formidable kvindeskikkelse i hans værker. Det er også karakteristisk at Sløk værdsætter Antonius ikke blot som elsker, soldat og dranker, men som stor elsker, stor soldat og stor dranker. Der er nemlig ubestrideligt format over ham - til forskel fra de fleste andre magtmennesker der sjældent glemmer de romerske statsdyder og den moralske og politiske korrekthed.

Men stykkets force er at tragedien hæves op over det traditionelle mønster af en fundamentalforbrydelse der forstyrrer den politiske orden og fællesskabet mellem mennesker og som følgelig må bringes til standsning og soning. I 'Antonius og Cleopatra' har Shakespeare ifølge Sløk føjet en dimension til der ændrer alle forhold; der opstår en vældig polaritet af spændinger og modsigelser der ikke kan løses op efter det skema vi er blevet vant til i de tidligere tragedier. Der er tværtimod skabt en særlig dramatisk spænding der kræver en speciel løsning.

Igen er det Cleopatra der bliver central. Hun er i følge Sløk elskov, ren elskov, ubetinget og absolut elskov. Det er grunden til det rastløse, dirrende, stadigt skiftende, det intensive ved hende: hun kan aldrig nå sit mål. Hun er eksistentielt insufficient. Hun er ude i en stræben der aldrig kan falde til hvile i et resultat. Derfor er hun bundet til Antonius. Hun må opbyde al sin trolddom for at fastholde ham i sin tryllekreds. Hun er uden noget mådehold i at overdænge Antonius med sig selv og sin kvindelighed. Men dermed bliver hun ren transcendens. Hendes mål ligger i den absolutte fuldendelse og dermed i en anden verden end vores, nemlig i evigheden. Den seksuelle henrykkelse og døden går i ét for hende. Døden betyder at hun igen skal møde Antonius som hun mødte ham allerførste gang.

På denne måde bliver selvmordet for både Cleopatra og Antonius en indvielse. De militære nederlag er naturligvis nederlag for soldaten Antonius, men i de samme nederlag sejrer elskeren Antonius. Og konfrontationen mellem Cleopatra og Octavian i sidste akt er konfrontationen mellem to modsatte ideer: dennesidighedens og hinsidighedens idé, dvs tidens politiske verden med dens små skurkagtigheder og evighedens elskovsverden med dens ubetingethed. I denne konfrontation sejrer Cleopatra og med hende Antonius. Hendes død er ikke et nederlag, der skal kastes et forsonende skær over, men sejren for en idé der ikke er af denne verden.

'Antonius og Cleopatra' er med andre ord ikke et politisk drama, men et universelt drama, der udspilles i modsætningen mellem det Shakespeare forstod som henholdsvis romersk ånd og egyptisk ånd.

Det er som om Shakespeare nu med en ironisk overbærenhed og afstandtagen ser på den politiske helhed, som mennesket nok er til i, men ikke kan rummes i, siger Sløk. Mennesket har som menneske fået videregående mål, fordi det i en helt anden og overordnet forstand er virkeligt. Riger er støv, siger Antonius, men livets adel er omfavnelsen mellem mand og kvinde.

Sløks tilgang til Shakespeare må siges at være speciel af to grunde: Dels er Sløk som teolog sporet ind på en forståelse af det transcendente som noget poetisk. Det vender vi tilbage til i en omtale af Lars Sandbecks bog om 'Fantasiens Gud'. Dels er han som menneske fascineret af den storhed der bryder middelmådigheden og det borgerlige. Han kunne ikke drømme om at bestride det fornuftige og moralske i almindelig forstand som det bedste for samfundet og individerne, men personligt betragter han niveauet med forsoning og fred som et lavere niveau end det dramatiske og spændingsfyldte. Den sædvanlige tragedie ender efter hans mening på et lavere niveau.

At der gives en tragedie i anden forstand synes ikke Sløk bekendt. Men faktisk er der allerede i den græske tragedie med Sofokles kommet en forståelse for tilværelsen ind som betyder at det tragiske ikke nødvendigvis bliver identisk med det sørgelige og derfor beklagelige der trækker ned, men tværtimod kan ses som gevinst fordi det trækker mennesket væk fra den ellers ulidelige bundethed til den almindelige borgerlige og magtmæssige succes. Den sande tragedie er ikke at lide nederlag i kampen for specifikke målsætninger, men selve det ikke at få sin vilje. Derfor kan det hos Sofokles hedde, at tragedien kan komme over mennesket som sorgen, nemlig mod dets vilje.

Ud fra dette synspunkt er det ikke særligt holdbart eller perspektivrigt at ophøje hinsidig transcendens til det absolutte mål. Det er givet at mange mennesker gennem tiderne har betragtet døden som en befrielse ud fra håbet om en bedre tilværelse efter døden. Og der ligger også i mystikken og i fx Johan Sebastian Bachs musik en dyb forståelse for at døden i form af opgivelsen af det snævre ego er at betragte som vejen til et sandere liv. Men det er filosofisk set ikke holdbart at regne dette sande liv som et hinsidigt fænomen. Dybdepsykologisk er det et spørgsmål om at flytte fokus fra jeget (egoet) til 'selvet' (totalpsyken), men ikke om at sige jordelivet farvel. Der ligger end ikke i det kristne evangelium med dets tanke om Guds rige og en genopstandelse indbygget noget postulat om det hinsidige.

Hvad Shakespeare angår skal jeg ikke kunne afgøre hvor han filosofisk stod i disse spørgsmål. Meget tyder på at han til syvende og sidst holdt sig inden for det gamle verdensbilledes og den gamle psykologis rammer. Men dette forhindrer jo ikke, at han med sin dybe indsigt i menneskelivet fik sat konflikterne og modsætninger op på en måde der til alle tider vil fascinere os, fordi hans sprogkunst overgår hvad der både før og efter ham er skabt af dramatik.

Således også med 'Antonius og Cleopatra', tragedien der fulgte efter striben fra Hamlet til Macbeth, og som spillet som på 'Globe' får sat tingene på spidsen på en helt speciel og uforglemmelig måde.

Henvisninger:

Link til Shakespeare's Globe Theatre i London

Shakespeare: Antonius og Cleopatra, i oversættelse med noter og kommentarer af Johs Sløk (Berlingske Forlag. 1972)

Artikler på Jernesalt:

Shakespeare døde for 400 år siden, men er stadig uovertruffen som dramatiker  (23.4.16.)
Hamlet, Skuespilhuset og teatrets krise  (24.2.08.)
Et Shakespeare-værk helt for sig selv (Anthony and Cleopatra   (5.11.06.)
Helligtrekongersaften i Trevor Nunns uforlignelige filmudgave af Shakespeares skuespil  (12.2.05)

Humor og tragedie (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')

Tragedie-synspunktet (aksiom)

Jeget og selvet

Artikler om Litteratur
Artikler om Film
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens

Artikler om Religion
Artikler om Humor
Artikler om Sekularisering

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean