ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.3.05.

Nordkraft

Ole Christian Madsens film om flugten fra det banale

Ole Christian Madsens filmatisering af forfatteren Jakob Ejersbos roman 'Nordkraft' er blevet en utrolig flot og sikker skildring af et betændt narko-miljø i Ålborg. Historien drukner ikke i ord, men tegner i alle henseender et både nærgående og troværdigt billede af de tre hovedpersoners og fem andre centrale personers problemer med kærligheden og den vanskelige vej ind i en normal 'borgerlig' voksentilværelse.

Filmen er med instruktørens egne ord 'et hudløst melodrama om at være ung og på skideren'. Handlingen er henlagt til nutiden, og de tre hovedpersoners historier flettes sammen, så den to timer lange film kun vinder i spænding og intensitet. Den er samtidigt flot fotograferet og klippet - og musikken er udvalgt og brugt, så den hele vejen igennem er medskaber af de skiftende stemninger.

De unge, stort set ukendte skuespillere er udvalgt så de præcist rammer de relevante mennesketyper - og de får alle gjort rollerne levende. For to af skuespillernes vedkommende har det krævet ekstraordinær forberedelse. Thure Lindhardt har måttet tabe sig gevaldigt for at illudere den overgearede magre narkoman Steso, og den i forvejen kraftigt byggede Claus Riis Østergaard har omvendt måttet tage ni kilo på og dyrke intensiv bodybuilding for at kunne spille den hårdføre Allan i fuld kropsstørrelse. Man ser ham endog i filmen gøre sine armbøjninger ubesværet.

Allan (Claus Riis Østergaard) er kommet tilbage til byen og narko-miljøet efter længere tids fravær. Han har været ude at sejle med en coaster, men blev stærkt forbrændt i ansigtet, da skibet brændte og sank. Han har nu penge på lommen, vil begynde på en frisk, med arbejde på byens kraftværk og moderne lejlighed i et højhus, men han kan dog ikke lade være med at besøge sin stamcafé. Her får han kontakt med den søde, stille og borgerlige Maja (Signe Vaupel). Han får hende inviteret ud til middag og får hende med hjem i sengen, men med sit krav om at han under ingen omstændigheder må lyve for hende, røber hun at hun har været ude for et alvorligt svigt i sit liv.

Steso (Thure Lindhardt) er junkie, og vel at mærke ikke bare med hensyn til stoffer (stesolid, amfetamin, heroin, kokain, ecstasy, hash, c-vitamin og tyve forskellige andre ting han kan remse op i én køre) men også hvad angår litteratur - lige fra Shakespeare, Kierkegaard, Dante, Biblen, Koranen, Dostojefsky og mange andre, som han også remser op uden pause. Han er både begavet og intellektuel, kan analysere og gennemskue alt lynhurtigt, men er af sin indre uro tvunget ud i et gevaldigt hæsblæsende tempo.

Han har kendt sin kæreste, den stille og sarte Tilde (Pernille Vallentin) fra de var børn. Hun ryger ind og ud af den lukkede afdeling, men hun har her mødt en anden fyr og har fået nok af Steso. "Du dør, hvis du fortsætter", siger hun til ham. Han afviser hende med et grin. Han dør ikke. Hun tror på kærligheden. Men har du det godt, spørger han. "Ja, når jeg synger". Der kan du selv se, lyder hans svar. Kærligheden det er bare noget der er der. Det er det andet der betyder noget.

Samme Steso inddeler skråsikkert livet i freud-lignende faser. Først den orale fase, så den anale fase, og til sidste 'den banale fase', alt det han ikke kan fordrage, dvs. den borgerlige tilværelse hans forældre og bedsteforældre lever i deres isolerede parcelhuse. Og denne bevidste freud-omvridende inddeling er filmens omdrejningspunkt, for netop ved i sin afsky for den banale borgerlighed at vælge stofmisbrugets lyksaligheder, og blankt fravælge det ansvarlige og krævende parforhold foruden uddannelse og normale erhvervsmuligheder flygter Steso reelt fra virkeligheden og den ægte frihed.

Han vil ikke slippe barndommens tro på at være enestående og genial, for han kender kun den borgerlighed eller Jantelov der siger, at du ikke skal tro du er noget. Han nægter med andre ord at spise af kundskabens mytologiske træ og forstå at man må forlade barndommens og ansvarsfrihedens paradis for at blive fuldvoksen - og tage ansvaret for sit eget liv og sin egen livstro og selvtillid. Jf. artiklen om Syndefaldsmyten.

I sin afsky for det banale, bliver Steso - i modsætning til Maria, Allan og Tilde - uhjælpeligt hængende i den orale fase, og når aldrig i nærheden af modenhedens ægte genitale fase, hvor seksualiteten - tillige med alle mulige andre veje til oplevelsesmæssige højdepunkter og selvtillid - kan få lov at udfolde sig på basis af familielivets, arbejdets og kulturens mere normale, men ofte trivielle hverdagsrealiteter.

Groft sagt er det pubertetsproblemet i sin urform filmen skildrer, men voldsomt forstærket gennem narkomaniens dobbelte forbandelse: den gør brugerne afhængige ikke blot af stoffer, men også af penge og ubarmhjertige bagmænd.

For mange unge er det naturligvis en fristelse at prøve stofferne og deres kunstige oplevelser og følelse af ubegrænset frihed, og heldigvis går det mange gange godt, men bliver de for alvor afhængige, er det - som alle véd - uhyre svært at komme ud af misbruget og miljøet. Skal de unge holde sig fri af decideret misbrug, kræves tro på at friheden kan nås ad anden, ikke-kunstig vej - eller i det mindste en anelse om at det overhovedet kan lade sig gøre.

Såvel narkomiljøet med dets bagmænd som selve misbrugets uhyggelige sider er skildret så intenst og levende, at man ikke et øjeblik tvivler på dets ægthed. Barskheden og brutaliteten hos de økonomiske bagmænd er ikke til at tage fejl af. Svineriet og uhumskheden i hashhulerne er så frastødende som de overhovedet kan være (og den blev under indspilningen forstærket gennem den rådne lugt fra svinehuden som Asger bruger til sine tatoveringsøvelser.) Allerstærkest virker nærbillederne af hovedpersonernes narkotiske 'flyveture' og efterfølgende abstinenser.

Især Thure Lindhardt må fremhæves som helt fabelagtig i såvel op- og nedturenes rystelser som i normaltilstandens overgearede rastløshed og taledelirium - det sidste udmærket illustreret med rappersang og-musik. Lindhardts præstation kan for en ukyndig dårligt tænkes bedre.

Allan karakteriseres med hård rock, den usikre Maria bl.a. med sangen 'Save me' af gruppen 'Kira and The Kindred Spirits', og Tilde (sangerinden Pernille Vallentin) med sin egen følsomme 'Kiss your demons away'. - Men når personerne i de få gode øjeblikke kan slappe af og nyde kærligheden, slår musikken om til det blide og klassiske. Visse steder skabes der endda effekt med ren stilhed.

Musikken med navnene The Raveonettes, Viva Vertigo, Kira And The Kindred Spirits, Gasolin, Nephew, Powersolo, Mikael Simpsom, Antenne, Majid, Lise Westzynthius, Superjeg, Amber, Pernille Vallentin, Limp, The Low Frequency In Stereo, Mnemic, Johnny Hefty og Ashtiani-Baltzer er udsendt som soundtrack af 'Crunchy Frog'.

Klipningen er et kapitel for sig, fordi den har udnyttet den mulighed at klippe så mange billeder væk fra enkelte scener at resultater er blevet et sæt diskontinuerlige staccato-fotos som er med til at give disse scener karakter af flugt og angst.

Alt er med andre ord så gennemtænkt og veludført, at intet savnes. Problemstillingen for alle personer står lysende klar, men selvfølgelig undgår Ole Christian Madsen enhver direkte moralsk belæring. Moralen er indirekte og ligger i påvisningen af det uundgåeligt inkonsistente i at leve et liv der i det lange løb undergraver et menneskes muligheder for at sørge for overvægt af det gode i sit liv. Jf. artiklen om Etik og eksistens.

For sagen er skildringen af den unge, umodne og usikre, men digterisk begavede Hans Christians store, voldsomme og problemfyldte møde med den forbandede sorte skole og den snævre og snærende borgerlige dannelse. Og dette møde skildres - med den helt unge og uprøvede Simon Dahl Thaulov i hovedrollen - så eminent, at man får den allerstørste forståelse for at mødet ville være gået galt, hvis ikke Andersen ud over det store sprogtalent også havde det der i filmen er blevet kaldt 'opkraften', hans evne til at overleve og rejse sig efter nederlag og ydmygelser. Han støttes fint i filmens fiktive verden af skolekammeraten Tuk med hans klare zen-agtige indstilling til den barske virkelighed.

For Andersen drejede det sig ikke om at tilpasse sig borgerlighedens banaliteter og give afkald på sine drømme - omend berømmelse i sig selv og dermed andres bedømmelse af ham altid forblev en væsentlig del af hans ambitioner - men tværtimod om at være tro mod sine drømme og stole på sine evner.

Narkomanerne i 'Nordkraft' er vanskeligere stillet som de helt normale unge mennesker de er, for de stritter imod borgerliggørelsen alt hvad de formår, men har ikke fundet talenterne til at skaffe sig andet alternativ til banaliteten end den skæbnesvangre flugt fra virkeligheden via stofferne.

Jan Jernewicz

Nordkraftfilmens hjemmeside
her vises udover navne, biografier og stills også trailer og musikvideoer.

Flammen og Citronen  -  en film af Ole Christian Madsen
- om to af Modstandsbevægelsens helte  (9.4.08.)

Artikel om  Syndefaldsmyten
som urfortællingen om pubertetsoprøret

Artikel om  Etik og eksistens