utils prefix normal JERNESALT - nordkraft

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.3.05.


Nordkraft

Ole Christian Madsens film om flugten fra det banale

- med en lille sammenligning med Hammerichs Andersen-film.

Ole Christian Madsens filmatisering af forfatteren Jakob Ejersbos roman 'Nordkraft' er blevet en utrolig flot og sikker skildring af et betændt narko-miljø i Ålborg. Historien drukner ikke i ord, men tegner i alle henseender et både nærgående og troværdigt billede af de tre hovedpersoners og fem andre centrale personers problemer med kærligheden og den vanskelige vej ind i en normal 'borgerlig' voksentilværelse.

Filmen er med instruktørens egne ord 'et hudløst melodrama om at være ung og på skideren'. Handlingen er henlagt til nutiden, og de tre hovedpersoners historier flettes sammen, så den to timer lange film kun vinder i spænding og intensitet. Den er samtidigt flot fotograferet og klippet - og musikken er udvalgt og brugt, så den hele vejen igennem er medskaber af de skiftende stemninger.

De unge, stort set ukendte skuespillere er udvalgt så de præcist rammer de relevante mennesketyper - og de får alle gjort rollerne levende. For to af skuespillernes vedkommende har det krævet ekstraordinær forberedelse. Thure Lindhardt har måttet tabe sig gevaldigt for at illudere den overgearede magre narkoman Steso, og den i forvejen kraftigt byggede Claus Riis Østergaard har omvendt måttet tage ni kilo på og dyrke intensiv bodybuilding for at kunne spille den hårdføre Allan i fuld kropsstørrelse. Man ser ham endog i filmen gøre sine armbøjninger ubesværet.



Maria (Signe Egholm Olsen), der lever sammen med den slappe og sølle Asger (Thomas L. Corneliussen), har fået til opgave at hente en forsyning hash på Christiania i København, men hun løber ind i en razzia og klarer kun at komme af vejen ved at smide en klump hash til en af politihundene. Efter at være kommet hjem til Asgers hashhule i Ålborg siger hun fra over for den slags opgaver og vil også have besked på om Asger overhovedet elsker hende. Det vil han ikke svare på, men faktisk kan han ikke undvære hende. Det er dog hans økonomiske bagmand, iraneren Hossein, glimrende spillet af Farshad Kholgi, der tager sig af den lidende Maria. I første omgang med lidt opium, men i anden omgang også med kærlighed. Han siger at hun er 'en dejlig menneske' og får hende til selv at tro på det. Han smider endog sit overskæg for hendes skyld. Hun synes det er grimt som en skovsnegl.

Allan (Claus Riis Østergaard) er kommet tilbage til byen og narko-miljøet efter længere tids fravær. Han har været ude at sejle med en coaster, men blev stærkt forbrændt i ansigtet, da skibet brændte og sank. Han har nu penge på lommen, vil begynde på en frisk, med arbejde på byens kraftværk og moderne lejlighed i et højhus, men han kan dog ikke lade være med at besøge sin stamcafé. Her får han kontakt med den søde, stille og borgerlige Maja (Signe Vaupel). Han får hende inviteret ud til middag og får hende med hjem i sengen, men med sit krav om at han under ingen omstændigheder må lyve for hende, røber hun at hun har været ude for et alvorligt svigt i sit liv.

Steso (Thure Lindhardt) er junkie, og vel at mærke ikke bare med hensyn til stoffer (stesolid, amfetamin, heroin, kokain, ecstasy, hash, c-vitamin og tyve forskellige andre ting han kan remse op i én køre) men også hvad angår litteratur - lige fra Shakespeare, Kierkegaard, Dante, Biblen, Koranen, Dostojefsky og mange andre, som han også remser op uden pause. Han er både begavet og intellektuel, kan analysere og gennemskue alt lynhurtigt, men er af sin indre uro tvunget ud i et gevaldigt hæsblæsende tempo.

Han har kendt sin kæreste, den stille og sarte Tilde (Pernille Vallentin) fra de var børn. Hun ryger ind og ud af den lukkede afdeling, men hun har her mødt en anden fyr og har fået nok af Steso. "Du dør, hvis du fortsætter", siger hun til ham. Han afviser hende med et grin. Han dør ikke. Hun tror på kærligheden. Men har du det godt, spørger han. "Ja, når jeg synger". Der kan du selv se, lyder hans svar. Kærligheden det er bare noget der er der. Det er det andet der betyder noget.



Alle tre hovedpersoner i filmen har gjort oprør mod deres forældre. Maria opsøges på et tidspunkt af sin mor, men afviser hende totalt. Allan, der har et godt forhold til sin lillesøster, forsøger efter hjemkomsten fra udlandet at forny forbindelsen til sin alkoholiserede mor, og inviterer endda sin nye kæreste med til en middag med hende. Men den falder ikke heldigt ud. Og Steso foragter dybt sine forældre og deres livsform, men falder tilbage til dem, når han mangler penge - og fred til at dø. Inkonsistensen i hans etik er klar.

Samme Steso inddeler skråsikkert livet i freud-lignende faser. Først den orale fase, så den anale fase, og til sidste 'den banale fase', alt det han ikke kan fordrage, dvs. den borgerlige tilværelse hans forældre og bedsteforældre lever i deres isolerede parcelhuse. Og denne bevidste freud-omvridende inddeling er filmens omdrejningspunkt, for netop ved i sin afsky for den banale borgerlighed at vælge stofmisbrugets lyksaligheder, og blankt fravælge det ansvarlige og krævende parforhold foruden uddannelse og normale erhvervsmuligheder flygter Steso reelt fra virkeligheden og den ægte frihed.

Han vil ikke slippe barndommens tro på at være enestående og genial, for han kender kun den borgerlighed eller Jantelov der siger, at du ikke skal tro du er noget. Han nægter med andre ord at spise af kundskabens mytologiske træ og forstå at man må forlade barndommens og ansvarsfrihedens paradis for at blive fuldvoksen - og tage ansvaret for sit eget liv og sin egen livstro og selvtillid. Jf. artiklen om Syndefaldsmyten.

I sin afsky for det banale, bliver Steso - i modsætning til Maria, Allan og Tilde - uhjælpeligt hængende i den orale fase, og når aldrig i nærheden af modenhedens ægte genitale fase, hvor seksualiteten - tillige med alle mulige andre veje til oplevelsesmæssige højdepunkter og selvtillid - kan få lov at udfolde sig på basis af familielivets, arbejdets og kulturens mere normale, men ofte trivielle hverdagsrealiteter.

Groft sagt er det pubertetsproblemet i sin urform filmen skildrer, men voldsomt forstærket gennem narkomaniens dobbelte forbandelse: den gør brugerne afhængige ikke blot af stoffer, men også af penge og ubarmhjertige bagmænd.

For mange unge er det naturligvis en fristelse at prøve stofferne og deres kunstige oplevelser og følelse af ubegrænset frihed, og heldigvis går det mange gange godt, men bliver de for alvor afhængige, er det - som alle véd - uhyre svært at komme ud af misbruget og miljøet. Skal de unge holde sig fri af decideret misbrug, kræves tro på at friheden kan nås ad anden, ikke-kunstig vej - eller i det mindste en anelse om at det overhovedet kan lade sig gøre.



I 'Nordkraft' skabes spændingen ved at Allan af sin tidligere makker og bedste ven Frank (Rudi Køhnke) tvinges til at udføre en farlig kurérvirksomhed til Tyskland efter heroin. Samtidig udvikler forholdet mellem Maria og den faktiske bagmand Hossein sig til hendes redning. Hossein er gammel, kynisk kriger, véd hvad han vil og har solid fod på udviklingen.

Såvel narkomiljøet med dets bagmænd som selve misbrugets uhyggelige sider er skildret så intenst og levende, at man ikke et øjeblik tvivler på dets ægthed. Barskheden og brutaliteten hos de økonomiske bagmænd er ikke til at tage fejl af. Svineriet og uhumskheden i hashhulerne er så frastødende som de overhovedet kan være (og den blev under indspilningen forstærket gennem den rådne lugt fra svinehuden som Asger bruger til sine tatoveringsøvelser.) Allerstærkest virker nærbillederne af hovedpersonernes narkotiske 'flyveture' og efterfølgende abstinenser.

Især Thure Lindhardt må fremhæves som helt fabelagtig i såvel op- og nedturenes rystelser som i normaltilstandens overgearede rastløshed og taledelirium - det sidste udmærket illustreret med rappersang og-musik. Lindhardts præstation kan for en ukyndig dårligt tænkes bedre.



Musikken er i det hele taget valgt med største omtanke af komponisten Fridtjof Toksvig og instruktøren selv. Når Steso bliver nostalgisk sætter han Gasolins 'Lilli Lilli' på forældrenes stereoanlæg, mens han venter på at de skal vågne op, så han kan få nogle kontanter (det eneste han får dér). Andre steder ses han vandre rastløst, men herligt rytmisk vuggende rundt i byen til musikken på walkman'en. Han er helt i sit eget univers.

Allan karakteriseres med hård rock, den usikre Maria bl.a. med sangen 'Save me' af gruppen 'Kira and The Kindred Spirits', og Tilde (sangerinden Pernille Vallentin) med sin egen følsomme 'Kiss your demons away'. - Men når personerne i de få gode øjeblikke kan slappe af og nyde kærligheden, slår musikken om til det blide og klassiske. Visse steder skabes der endda effekt med ren stilhed.

Musikken med navnene The Raveonettes, Viva Vertigo, Kira And The Kindred Spirits, Gasolin, Nephew, Powersolo, Mikael Simpsom, Antenne, Majid, Lise Westzynthius, Superjeg, Amber, Pernille Vallentin, Limp, The Low Frequency In Stereo, Mnemic, Johnny Hefty og Ashtiani-Baltzer er udsendt som soundtrack af 'Crunchy Frog'.



Jørgen Johansons fotografering har skabt både nærgående portrætter og flotte panoramaer. Om det så er sexscenen mellem Maria og Asger i filmens start er den blevet flot på det brede lærred - og til sidst sjov, da Asger tænder en cigaret mellem lårene på Maria. Byen Ålborg er blevet handlingens baggrund på fineste måde, så man som gammel ålborgenser må undre sig over, at filmen efter sigende har kunnet skille premierepublikummet i byen i to lige store halvdele, for og imod skildringen af Ålborg.

Klipningen er et kapitel for sig, fordi den har udnyttet den mulighed at klippe så mange billeder væk fra enkelte scener at resultater er blevet et sæt diskontinuerlige staccato-fotos som er med til at give disse scener karakter af flugt og angst.

Alt er med andre ord så gennemtænkt og veludført, at intet savnes. Problemstillingen for alle personer står lysende klar, men selvfølgelig undgår Ole Christian Madsen enhver direkte moralsk belæring. Moralen er indirekte og ligger i påvisningen af det uundgåeligt inkonsistente i at leve et liv der i det lange løb undergraver et menneskes muligheder for at sørge for overvægt af det gode i sit liv. Jf. artiklen om Etik og eksistens.



Spørgsmålet kan rejses om filmen er en god og dækkende filmatisering af Jakob Ejersbos romanforlæg. Forfatteren har selv erklæret sig tilfreds med resultatet, men spørgsmålet bør principielt afvises. Film og litteratur er så forskellige medier, at det strengt taget er irrelevant om en film dækker forlægget. Da undertegnede rent faktisk har læst romanen, kan jeg endda tilføje, at bogen slet ikke kunne fange mig. Miljøet kom aldrig til at interessere - og ordene var ganske enkelt for mange. Filmen fangede derimod øjeblikkeligt gennem personskildringen, handlingen, fotograferingen og musikken - og den holdt ubesværet min opmærksomhed fangen i de to timer den varede.



Da der ugen efter har været premiere på Rumle Hammerichs film om 'Unge Andersen', dvs H.C. Andersen i de vanskelige ungdomsår fra 1822-26, da han kom til København fra Odense, men hurtigt havnede på latinskolen i Slagelse, er en sammenligning på sin plads. Hammerich har været frit stillet - og har lavet en ren fiktionsfilm, men kendere af H.C. Andersens biografi har selvfølgelig straks kunnet konstatere, at især skildringen af den ene af de tre hovedpersoner, rektor Meisling i Slagelse (Henning Jensen), er vildt fortegnet og uretfærdig. Det har bare ikke noget med sagen at gøre.

For sagen er skildringen af den unge, umodne og usikre, men digterisk begavede Hans Christians store, voldsomme og problemfyldte møde med den forbandede sorte skole og den snævre og snærende borgerlige dannelse. Og dette møde skildres - med den helt unge og uprøvede Simon Dahl Thaulov i hovedrollen - så eminent, at man får den allerstørste forståelse for at mødet ville være gået galt, hvis ikke Andersen ud over det store sprogtalent også havde det der i filmen er blevet kaldt 'opkraften', hans evne til at overleve og rejse sig efter nederlag og ydmygelser. Han støttes fint i filmens fiktive verden af skolekammeraten Tuk med hans klare zen-agtige indstilling til den barske virkelighed.

For Andersen drejede det sig ikke om at tilpasse sig borgerlighedens banaliteter og give afkald på sine drømme - omend berømmelse i sig selv og dermed andres bedømmelse af ham altid forblev en væsentlig del af hans ambitioner - men tværtimod om at være tro mod sine drømme og stole på sine evner.

Narkomanerne i 'Nordkraft' er vanskeligere stillet som de helt normale unge mennesker de er, for de stritter imod borgerliggørelsen alt hvad de formår, men har ikke fundet talenterne til at skaffe sig andet alternativ til banaliteten end den skæbnesvangre flugt fra virkeligheden via stofferne.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Nordkraftfilmens hjemmeside
her vises udover navne, biografier og stills også trailer og musikvideoer.

Flammen og Citronen  -  en film af Ole Christian Madsen
- om to af Modstandsbevægelsens helte
  (9.4.08.)

'Prag'  Ole Christian Madsens film om manderolle, faderkompleks og parforhold (7.11.06.)

Filmartikler på Jernesalt:  Klik

Artikel om  Syndefaldsmyten
som urfortællingen om pubertetsoprøret

Artikel om  Etik og eksistens



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal