JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - koenoghumor

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.5.06.

Køn, identitet, partnervalg og humor

Betragtninger på grundlag af filmene 'En soap' (2006) og 'Kødets lyst' (1971).

De fleste mennesker befinder sig heldigvis godt med deres medfødte biologiske køn, selvom en del - de homoseksuelle - har usikkerhed omkring deres seksuelle orientering, altså retningen mod det køn der tiltrækker dem. De finder dog efterhånden ud af problemet - og har i frie vestlige samfund også fået ret til at praktisere den fundne orientering.

Men nogle ganske få mennesker er ikke hjemme i det køn de fysisk er født med. Det er de såkaldt transseksuelle - og hvad en sådan skæbne indebærer giver Pernille Fischer Christensens prisbelønnede debutfilm 'En soap' en nærgående og vellykket beskrivelse af.

Veronika, født Ulrich og fortsat kaldt Ulrich af sin mor, går klædt og sminket som kvinde, med paryk, barberer sine ben og taper sine mandlige kønsorganer fast til kroppen - samt venter på tilladelse til kønsskifteoperation. Han/hun har feminine bevægelser og ernærer sig med førtidspension og prostitution. Men han/hun har det ad helvede til, lukker sig inde i sin mørke lejlighed, fordriver tiden med at se soap-film på fjernsynet - endeløse serier af sentimentale kærlighedsfilm - men når det kommer til nærkontakt med overboen, den fraskilte, selvsikre og for tiden nærmest mandsforagtende Charlotte, så stritter han/hun imod. Selv da Charlotte begynder at fatte interesse for ham/hende, fordi hun ser ham/hende som noget specielt og har opdaget at den som kvinde fremtrædende Veronica i den fysiske virkelighed er mand, ja prøver at forføre ham/hende, er der en klar grænse ved tapen til hemmeligheden. Han/hun flygter - og prøver at begå selvmord. I alle henseender en glimrende og følelsesmæssigt rigt facetteret præstation af den forholdsvis ukendte skuespiller David Dencik.

Og det er blevet en fornem debutfilm af Pernille Fischer Christensen - endda på lavbudget. Magnus Jarlbos musik giver fine stemninger, men særligt virkningsfuld er den klassiske kammermusik der indleder filmen og hvert af dens afsnit - tillige med nogle utroligt smukke still-fotos af blomstrende kirsebærtræer, som helt tilfældigt netop var sprunget ud da optagelserne begyndte i et bestemt boligkvarter. Den overordnede struktur og hele montagen af billedserier er sikkert håndværk. Og Pernille Fischer har gjort dybtgående studier af transseksualiteten for at sikre troværdigheden. Autenciteten er også forstærket gennem megen improvisation fra skuespillernes side. Fx har Fischer fortalt at Trine Dyrholm (Charlotte) var aldeles uforberedt på under optagelserne ved sin første scene med David Dencik at møde ham som transvestit.

Det er også blevet en stor præstation af Trine Dyrholm, som man på avisomtale kan forstå privat er i nogenlunde samme udviklingsfase som filmens Charlotte, dvs splittet mellem ønsket om partnerskab og friheden som single der bare kan nyde one-night-stands efter behag. I filmen er hun gået fra en mandschauvinistisk og voldelig mand. Hun er meget selvstændig og selvsikker, men dog både anarkistisk og søgende, og hun ender med at falde for fristelsen til at genoptage forholdet til eks-kæresten og hans borgerlige tilværelse, skønt han lige har både voldtaget hende og tævet hende.

Dermed er problematikken flyttet fra det specielle til det mere almindelige i den moderne, frigjorte kvindes livsvalg: forholdet mellem friheden i single-livet og bundetheden i det faste, men måske ikke helt ideelle partnerskab. Mandens problem er for så vidt det samme. I begge tilfælde er det afgørende nemlig om man vil realisere ønsket om at få børn og skabe familie med hvad dertil hører af indskrænkning af friheden - eller om man vil bevare friheden uindskrænket med hvad dertil hører af fravalg af de særlige glæder og udfordringer børn og kun børn kan give. Mandens valg er - alt andet lige - tilsyneladende noget lettere end kvindens, fordi han biologisk set ikke er skabt til at kunne give liv til et barn i sin krop. Han har så at sige friheden til at kunne tilfredsstille sit begær på uforpligtende vis, bare han ikke gør kvinden gravid. Og dette er som bekendt ikke noget større problem i det moderne frie og sekulariserede samfund.

Men psykisk er der fortsat et problem, fordi kønnene nu engang tiltrækker hinanden, forelsker sig i hinanden, ønsker at forenes i favntag, og for de flestes vedkommende også stadigvæk drømmer om børn og familie, ja i en hel del tilfælde også fortsat nærer romantiske forestillinger om 'den eneste ene'. Uskylden eller den bevidsthedsmæssige forestilling om kønnets underordnethed og hormonale ligegyldighed mister de unge tidligere og tidligere. Den seksueller erfaring følger efter, men jo mere bevidst de unge mænd og kvinder er om deres sociale og kulturelle rolle og muligheder, jo længere udskyder de alle prosaiske bindinger. Single-livet eller det barnløse parforhold er idealet helt op omkring 30-års alderen. Men familiedannelse trækker stadigt i sidste ende de fleste. Og bliver den ikke helt som man havde forestillet sig, er der altid skilsmissen som udvej. Den kan blive noget roderi for børnene, men det kan opretholdelsen af et uholdbart ægteskab også være.

En kvindelig filmforsker, Mette Kramer, har undret sig over, at kvinder ser så mange romantiske film som de gør, men hun er kommet til det resultat at det skyldes at disse film giver et sæt af nyttige retningslinjer for partnervalg. Hun går altså ud fra, at ønsket om at finde en partner er fundamentalt, og at det til syvende og sidst bunder i biologien, dvs det evolutionsmæssigt forstærkede ønske om overlevelse som art, men at partnervalget i vor tid er en yderst kompleks sag, ikke mindst for kvinder. For kvinder skal ikke bare som tidligere forføre en mand af passende udseende og status der er villig til at forsørge dem, men en mand der både accepterer at drage omsorg for deres børn og betragte kvinden som ligeværdig med dem selv. - Dette forsøgte Kramer at belyse ud fra en ph.d.-afhandling og på et naturvidenskabeligt grundlag - i et kort foredrag på Cinemateket i anledning af forskningens dag forleden. Men resultatet var meget akademisk, fordi udgangspunktet var psykologen Abraham Maslows behovslære der mod al eksistentiel erfaring rangordner de menneskelige behov og dermed tilsidesætter ethvert fornuftigt helhedssynpunkt.

Det gjorde ikke sagen bedre, at Mette Kramer valgte at belyse problematikken med en gammel, i sig selv seværdig amerikansk film fra 1971 af Mike Nichols. Den handler om to college-kammerater der er på jagt efter piger og til sidst også ender i ægteskaber, der blot er utilfredsstillende for alle parter. Filmen er på alle måder velspillet. Men den siger mere om hvordan mænd og kvinder ikke skal bære sig ad, hvis de ønsker varigt og fornuftigt partnerskab.

Stærkest står den altid træfsikre Jack Nicolson som filmens Jonathan der er fuldstændigt kynisk i sit forhold til kvinder. Han forstår kunsten at score med en passende blanding af charme, gå-på-mod og frækhed. Men bindes vil han ikke. Og da han tilbyder en af sine partnere at flytte ind til sig, sker det mest af alt for at blive opvartet. Da pigen ønsker ægteskab, stejler han, men går dog med til det - og så går det naturligvis helt galt, for pigen keder sig mere og mere som hjemmegående hustru, sover bl.a. længere og længere hver dag. Det kommer til voldsomt skænderi og også til jalousi da han åbenlyst flirter med sin ven Sandys kone. Han går så vidt som at foreslå vennen at de bytter koner. Og Sandy går med på ideen, fordi han også keder sig i sit ægteskab. Men hans kone smækker med døren - og Sandy går ind til den store overraskelse, at Jonathans kone har taget piller og ligger bevidstløs på sengen. En banal historie om en svag, men velmenende mand og en Don Juan-type der er en charmerende, men kynisk single.

'Kødets lyst' kaldtes filmen noget misvisende på dansk. På engelsk hedder den 'carnal knowledge' og det betyder faktisk 'kødeligt kendskab' i den gamle betydning af begrebet som kendes fra bibelen: samleje. Efter at Adam og Eva var smidt ud af Paradisets have, 'kendte' han sin hustru, hedder det i 1. mosebog. Og resultatet blev et barn. Omvendt står der i Det nye Testamente, at Josef ikke havde 'kendt' Maria, selvom Jesus var blevet undfanget i hendes liv. I Nichols film er det en pointe, at de to mænd ikke får børn, og i hvert fald i det ene tilfælde under ingen omstændigheder ønsker det. De vil med andre ord ikke kende deres partner i dybere forstand.

'Kødets lyst' er den gamle (også bibelske) betegnelse for selve kønsdriften, og udtrykket er i nyere tid mest kendt fra Hjalmar Söderbergs skuespil 'Gertrud' som Carl Th. Dreyer filmatiserede i 1964. Motto for skuespillet var sætningen: 'Jeg tror på kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed', og det viser at Söderberg ikke blot som tusindvis af andre mænd hyldede seksualdriften, men også at han nøgternt erkendte, at den ikke nødvendigvis som i Platons forestillinger ender i en symbiose mellem mand og kvinde som en slags definitiv opfyldelse af alle drømme. Tilsyneladende forstod han ikke at grunden er den simple at end ikke den mest fuldkomne totalorgasme adskiller sig fra nogen anden form for menneskelig eller dyrisk ekstase ved at være hævet over loven om at intensiteten er omvendt proportional med stabiliteten. Enhver mystisk oplevelse har nu engang sin tidsmæssige begrænsning. Evigheden kan opleves, men timeligheden vender altid tilbage.

Tilsyneladende forstod Söderberg heller ikke at timelighedens uundgåelige nøgternhed ikke nødvendigvis er ensbetydende med en ubodelig ensomhed. Den indebærer nok en mental eller sjælelig adskilthed fra andre mennesker, hvad der igen betyder at den rummer mulighed for frihed og selvstændighed, men den udelukker ikke fælleskab eller følelse af samhørighed. Problemet for den der søger tilfredsstillelse af det seksuelle behov som rent egotrip er naturligvis at andre kvaliteter på forhånd udelukkes eller nedvurderes. Skal disse kvaliteter imidlertid inddrages, kræver det følelsesmæssig kontakt med den anden part - og i sidste ende derfor også etisk forpligtelse.

Partnervalg i vore dage har ikke megen gavn af romantiske film, fordi disse nok spiller på alle de biologisk bestemte muligheder og mønstre for attraktion der gives, men som regel ender enten som happy-end med postulater om at de elskende levede lykkeligt til deres dages ende - eller mere melodramatisk/tragisk med den ulykkelige kærlighed, det fundamentale og fatale svigt fra den ene af parterne. Partnervalg er en langt mere kompleks størrelse end romantiske film kan give, men film og skuespil er da en glimrende måde at få indblik i mekanismerne på. Blot er det afgørende i sagen forhold som modenhed, hensyntagen, omsorgstrang, børneglæde og vilje til at få dagligdagen med dens mange små - og ofte sure - pligter til at hænge sammen med både arbejde, karriere, indkomst, boligforhold og udvikling.

Den moderne kvinde kan ikke være tjent med en partner der ikke accepterer hendes selvstændighed, frihed og trang til selvrealisering i bedste forstand (se artiklen om Selvrealiseringens idé og psykologi). Men for begge parter gælder først og fremmest, at ethvert ægteskab/partnerskab ikke er en given, på forhånd fastlagt statisk ting, man blot må affinde sig med uanset hvor kedeligt det bliver i længden, men en udfordring der stiller krav til såvel den enkelte partner som fællesskabet. Det bliver i vore dage et 'projekt' der skal løbende justeres i relation til parternes arbejde, personlige udvikling og aldring samt børnenes udvikling og selvstændiggørelse. Livskvaliteten i parforholdet må som al anden livskvalitet sikres gennem større vægt på proces end på funktion, en transcendens der forhindrer immanensens stilstand samt komplementariteten mellem friheden og trygheden - og mellem rutinen og intensiteten. Jf artikelserien om Veje til livskvalitet og mening.

Populært siger man at ethvert ægteskab er med til at slibe kanterne af parterne, det vil sige de mere egoistiske sider som den frie ungdomstid eller single-livet tillader udfoldelse. Og dette er rigtigt. Men dybest set er en større sag på spil, nemlig opgøret med selve den illusion at man selv har ret og altid kan kræve sin ret. I det gode forhold mellem ligeværdige lærer begge partnere kunsten at bøje sig og indgå kompromisser. Begge går ind i 'tragediens område' - og dette kræver faktisk en god portion humor. Det er derfor ingen dårlig idé at vente med at gå ind i et fast parforhold til man både har vundet sin fulde selvstændighed og er blevet parat til at udvikle også den.

Selvsagt duer hverken det gammeldags system med en forsørgende og bestemmende ægtemand og en hjemmegående, slaveagtig husmoder eller det muslimske system med tvangsægteskaber og total kvindelig underkastelse. Hvordan parterne løser ligeværdigheden vil være forskelligt fra par til par, alt efter temperament og ambitionsniveau. Forudsætningen vil i dag altid være at begge parter er uddannet på samme niveau og begge har deres egne indtægter. Men iøvrigt vil der være rum for frihed og selvstændighed.

Hvad der kan ødelægge ethvert forhold er magtkamp, og derfor er det igen væsentligt at forholdet mellem kønnene ses i humorens lys. Tvekønnetheden er faktisk det mest humoristiske træk overhovedet ved den menneskelige eksistens. Uanset ligestilling og ligeberettigelse vil kønnene vedblive at være forskellige, ikke alene fysisk, men også mentalt og psykisk. Men dette er en fordel for det skaber den komplementaritet der er forudsætningen for liv og dynamik, mens en absolut ligestilling og ensartethed kun vil skabe ligegyldighed og kedsommelighed.

Helhedsrealistisk set er det fortsat vigtigt at acceptere konsistensetikken, dvs kravet om indre psykisk konsistens. Kravet indebærer at man sørger for overvægt af det gode i det lange løb, for ellers undergraver man sin evne til at modtage og give kærlighed. Men det gode vil i denne forbindelse ikke sige selvudslettelse. Det er tværtimod fuldt foreneligt med selvrealisering, men selvrealisering forstået som realisering af noget der er større end det lille jeg eller ego den enkelte er i besiddelse af. Der skal vedblivende også drages omsorg for den anden part, for børnene og for en udvikling på længere sigt der gør fortsat selvrealisering mulig. Ja, i videste forstand skal alle familiens langsigtede behov tilfredsstilles som sidestillede, dvs de fysiske og sociale behov ved siden af de kulturelle og eksistentielle eller meningsgivende.

Det er udfordringen i parforholdet - og derfor er og bliver partnervalget også en stor udfordring.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Selvrealiseringens idé og psykologi
Veje til livskvalitet og mening

Kan moral begrundes? (om konsistens-etikken)

Etik og eksistens essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens,
opfattet helhedsrealistisk som alt menneskeligt fra privatliv til samfundsliv,
fra ansvar for eget liv til ansvaret for helheden.

Det generøse menneske
om generøsitet, seksualitet og Tor Nørretranders.

Det aggressive menneske
om Anthony Storrs dobbelte aspekt og dets følger.

De psykiske grundprocesser
om forskellen mellem primærprocesserne og sekundærprocesserne.

Artikler om   etik
Artikler om   psykologi
Artikler om   eksistens

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean