JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - kanel79trier

ARTIKEL FRA JERNESALT - dato 19.5.11.

Trier, Hitler og destruktiviteten

af Jens Vrængmose

I årevis har Lars von Trier været en stor filmskaber og en lige så stor provokatør med et uhyre anstrengt, nærmest neurotisk forhold til Filmfestivalen i Cannes. Og alt dette er blevet bekræftet til fuldkommenhed i år hvor hans nye film Melancholia havde premiere i går og han selv skejede så groft ud ved dagens pressemøde at gallamiddagen for hele hans hold, den danske kultuminister og festivalledelsen med flere hundrede gæster omgående blev aflyst, og at festivalledelsen i dag til middag har erklæret Trier som 'persona non grata' i Cannes. Han film er dog ikke fjernet fra konkurrencen som sådan, men det betagtes nu som udelukket at den kommer i betragtning til guldpalmerne.

Selve filmen får først premiere i Danmark næste torsdag - så den skal ikke vurderes her - men Triers optræden skal have et par ord med vejen, fordi hans udtalelser ikke blot var ukloge eller ligefrem 'åndsforladte' som Zentropa-direktøren Peter Ålbæk allerede har meldt ud, men meget afslørende for kunstnerens grundliggende utilpashed ved overhovedet at skulle leve op til den etikette som forudsættes som en selvfølgelighed for en filmfestival der betyder så meget for enhver filmskabers og enhvers filmproducents prestige at end ikke Lars von Trier kan undvære den.

Strengt taget er det en selvmodsigelse at han overhovedet angler efter 'Guldpalmerne', når han skyer hele luksusarrangementet, dets store apparat og hele offentlighed, men dels er filmselskabet nødt til at være med for at kunne få den nødvendige opmærksomhed og dels er Trier nu engang én stor selvmodsigelse. Han er et splittet menneske og må siges at skabe hele sin filmkunst på denne splittelse. Han har med andre ord 'kaos i sit indre', men er et meget levende eksempel på den af ham selv forgudede Nietzsches ord om at man netop "må have kaos i sig selv, for at kunne føde en dansende stjerne", dvs et kunstværk.

De famøse udtalelser på pressemødet lød som følger:

Times of London: Kan du tale lidt om dine tyske rødder? Du har sagt i et dansk filmmagasin, at du er interesseret i naziæstetik, og du talte samtidig om dine tyske rødder. Fortæl lidt mere om det.

Lars von Trier: "Det eneste, jeg kan sige, er, at jeg i lang tid troede, at jeg var jøde. Og jeg var meget glad for at være jøde. Senere kom Susanne Bier, og så var jeg pludselig ikke længere så glad for at være jøde. (spredt latter) Nej, det var en joke, undskyld. Men det viste sig, at jeg alligevel ikke var en jøde, og selv om jeg havde været en jøde, ville jeg være en slags andenrangsjøde. Der er nogle hierarkier inden for det jødiske folk. Men jeg ville rigtig gerne være jøde, men i stedet fandt jeg ud af, at jeg i virkeligheden var nazist. Min familie var tysk, Hartmann, hvilket jeg også fandt nogen tilfredsstillelse i. (pause)

Hvad kan jeg sige?.... Jeg forstår Hitler. Jeg synes, han gjorde nogle forkerte ting, helt sikkert, men jeg kan se ham sidde i sin bunker hen mod slutningen ... (Kirsten Dunst dasker til von Trier)... der kommer en pointe til sidst. Jeg siger bare, at jeg forstår mennesket. Han er ikke, hvad man vil kalde en 'good guy', men ja jeg forstår meget ved ham, og jeg sympatiserer en smule med ham.

Men jeg er ikke tilhænger af 2. Verdenskrig, og jeg har intet imod jøder. Ikke engang Susanne Bier. Jeg er selvfølgelig meget glad for jøder. Nej, ikke alt for glad, for Israel er virkelig irriterende. Hvordan kan jeg slippe ud af den her sætning? (latter)

Nej, jeg vil bare sige om kunsten .... altså jeg er stor tilhænger af Speer. Albert Speer kan jeg lide. Han var måske ikke et af Guds bedste børn, men han havde nogle kvaliteter, som det var muligt for ham at bruge under.... (pause) Ok, I'm a nazi". (latter). [Citat slut].

Helt bortset fra det helt unødvendige udfald mod kollegaen Susanne Bier (der var en af hovedpersonerne i Cannes sidste år) så ligger det kontroversielle i udtalelsen naturligvis i den forståelse for Hitler der udtrykkes og må støde enhver jøde, og som Trier trods famlende forsøg ikke kom heldigt fra at få gjort blot nogenlunde forståelige. Og en efterfølgende undskyldning var heller ikke nok til at formilde festivalledelsen.

Men filmens indhold taget i betragtning bør man hæfte sig ved passusen om at Trier "kan se Hitler sidde i sin bunker hen mod slutningen", for her siges dog at det primært er Hitlers undergangsstemning han forstår, den Hitler-stemning alle kender fra de mange beretninger og rekonstruktioner, herunder den tyske film "Der Untergang", og som viser et hensyns- og skrupelløst magtmenneske der foretrækker den totale destruktion der river alle andre med sig fremfor overgivelse eller erkendelse af egen fejltagelse. Det samme siges i jøden Dani Levys herlige parodi "Mein Führer" der netop i disse uger kan ses på DR, og som tidligere har været anmeldt her på siderne. Jf. Jødisk humor på nye tyske film.

Og når dette er tilfældet, burde man nok fokusere mere på Triers forsøg på at fortælle noget om sig selv end på hans upassende forsøg på at sige noget sarkastisk om jøderne og Israel. I virkeligheden rummer Trier meget i sig selv af den destruktivitet som han finder hos Hitler og som indebærer selve det fatale ønske om total selvdestruktion, hvis han ikke bliver forstået fuldstændigt og får sin vilje ved at alle bøjer sig for hans påståede genialitet.

Det turde i denne henseende egentlig være ganske sigende, at 'Melancholia' ikke så meget handler om selve jordens undergang, som om det forhold at undergangen (i form af planetsammenstødet mellem Melancholia og Jorden) giver sig af sig selv, fordi mennesket kun er et fnug - en ligegyldig bagatel - i den store universelle udvikling, og at meningen med livet derfor er en ren illusion, der i princippet ophæver al sondring mellem godt og ondt.

Ræsonnement er ganske vist en total misforståelse, idet meningen med den menneskelige eksistens ikke har det fjerneste at gøre med den udvikling af det fysiske univers vi kan konstatere objektivt og naturvidenskabeligt, men derimod har at gøre med eller rettere er en indbygget del af den subjektive mytiske eksistensopfattelse som alle religioner har haft som udgangspunkt siden tidernes morgen, men som mange mennesker fejlagtigt tror naturvidenskaben undergraver.

Af den simple og ubestridelige grund at den kristne kirke hævdede sine sandheder som bogstavelige og objektive og derfor uundgåeligt i løbet af 1800-tallet kom i principiel og uovervindelig uoverensstemmelse med naturvidenskaben, så har dannede mennesker siden overvejende opfattet religion som tro på uholdbare påstande og aldrig fået fat på at den oprindelige mytiske tænkning havde et helt andet formål end at hævde objektive sandheder af kvantitativ art, nemlig at formulere eksistentielle sandheder af subjektiv og kvalitativ art. Den mytiske eller religiøse tænkning er med andre ord principielt usammenlignelig med videnskabelig tænkning. Den udtrykker i modsætning til videnskaben selve 'meningen med tilværelsen', hvilket ikke vil sige påstande om at der er en mening med tilværelsen, men den subjektive oplevelser eller erfaring af denne mening.

Dette skal ikke nærmere belyses her, da det er sket gentagne gange på Jernesalts sider, bl.a. i essayet om Religion som emergent fænomen i biologien. Men det skal derimod påpeges og understreges at Lars von Trier i hele sin mesterlige kunst og amatøragtige filosoferen har fastholdt den gamle og forældede modsætning mellem tro og videnskab og derfor aldrig nogensinde er nået frem til en tidssvarende opfattelse af en mening med tilværelsen der er totalt uafhængig af natuvidenskabens erkendelse og det faktum at 'meningen' ikke kan formuleres naturvidenskabeligt.

Som det allerede lød i konklusionen om Antikrist så er mesterinstruktøren von Trier bundet op på en meget snæver dualistisk forestilling om en kamp mellem det onde og gode, som netop kendetegner gammeldags kristendom.

Lars von Trier laver stor eksistentielt vedkommende filmkunst på sine neuroser og traumer, men det lykkedes ham ikke med 'Antikrist' (og lykkes ham efter alt at dømme heller ikke med 'Melancholia') at skabe en skildring af en alvorlig eksistentiel krise på en så stilsikker måde at der slet ikke kan rejses tvivl om resultatets kunstneriske niveau. Trier synes simpelthen ikke at kunne komme ud over en rent æstetisk leg med virkemidler og ind i det egentlige tragiske område, hvor både det at have ret og det at være besat hører op - og hvor 'kaos' derfor forvandler sig fra en angstgivende trussel til en uudtømmelig inspirationskilde.

Heri ligner Lars von Trier såmænd Adolf Hitler ganske godt. Og vi skal trods alt være taknemmelige for at Trier modsat Hitler holdt sig til kunsten og ikke begav sig ind i det politiske liv. For det var da gået lige så galt. Det var endt i den rene destruktivitet.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose

Henvisninger:

Link til Melancholias officielle website