JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - kunst11a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.3.11.

Hvad skal vi med kunst?

Den afgående formand for Statens Kunstråd Mads Øvlisen, der er tidligere formand for Det kongelige Teaters bestyrelse og endnu tidligere mangeårig direktør for Novo Nordisk, har i en kronik i Politiken 24.3. givet vore kulturpolitikere dumpekarakter for deres manglende lyst og vilje til at blande sig i dansk kulturpolitik på trods af at denne åbenlyst befinder sig i krise. Hans ord har vægt allerede på grund af hans erfaringer fra såvel det private erhvervsliv som det offentlige kunstliv, og hans kritik er ikke ligegyldig.

Øvlisens eget synspunkt er at kunsten kan og skal spille en rolle som en væsentlig fornyer i samfundsdebatten, fordi kunst kan skabe erkendelse, bryde grænser og åbne rum. Den kan få os til at spærre øjnene op og fremtvinge nye tanker og perspektiver. Og den er endelig også med til at bevare og forny vor kulturelle identitet, ja, den er med til at udfordre og bestemme vore værdier - uden af den grund at blive spændt for en national eller partipolitisk vogn.

Men i dagens overordnede debat er kunsten stort set fraværende. Den lever en skyggetilværelse i den offentlige bevidsthed. Danskeren stifter sjældent bekendtskab med den i sit medieforbrug. Kunsten sælger hverken aviser eller stemmer. Politikere vinder ikke valg på at tale om den, hedder det. Der er ganske vist noget der hedder kulturpolitik og kulturpolitikere, idet stat og kommuner rent faktisk støtter kunsten økonomisk og følgelig nedsætter kulturudvalg i både folketing og kommunalråd. Men politikerne vil bestemme de forkerte steder, nemlig i detaljer, og de holder sig tilbage de forkerte steder, nemlig hvor det gælder de store linjer og visioner, hævder Øvlisen. Og han kan endog fortælle at Kommunernes Landsforning i utvetydige vendinger har gjort Statens Kunstråd opmærksom på at kulturpolitik ikke har deres store interesse.

I gårsdagens debat på DR2's Deadline konfronterede Nynne Bjerre Christensen den unge konservative kulturordfører Rasmus Jarlov med Øvlisens synspunkter - og det kom der intet ud af. For alle tre talte forbi hinanden, så Øvlisen til sidst meget smilende syntes nærmest at undskylde at han overhovedet havde ulejliget nogen. Øvlisen gentog nok hovedpunkterne i sin kritik, og Jarlov erklærede sig på flere punkter enig, men i selve hovedsagen var han helt uenig, for politikerne skulle efter hans mening udelukkende give passende rammer for kunsten, men ikke blande sig i den.

Samme synspunkt har faktisk også den konservative kulturminister Per Stig Møller, som Øvlisen i sin kronik citerer for et ellers positivt udsagn: "Kender vi ikke kunsten, litteraturen, filmhistorien, får vi begrænset vores medmenneskelige erfaring til det umiddelbart oplevede. Det kan aldrig blive så omfattende som det, en alsidig kunstindsigt bibringer. Kunsten viser os de evige menneskelige problemer, vi alle slås med: kærlighed, ambitioner, had, kamp, jalousi og død. Fra Sofokles over Shakespeare til Márgues."

I anden forbindelse har selvsamme kulturminister i Jyllands-Posten udtrykkeligt afvist enhver tanke om at udvikle kulturpolitiske visioner, for den slags er efter hans mening kun noget en "østtysk kulturminister" gør, dvs en kulturminister i et autoritært eller totalitært samfund, hvor der i modsætningen til demokratiske lande kun findes én gældende fortælling: magthavernes.

Øvlisen spørger dog med rette hvad der egentlig skulle være i vejen med på landsplan at løfte områder som fx børn og unges møde med kunsten eller at give kommunerne bedre muligheder for at tilbyde den professionelle kunst til sine borgere. Det gør man jo i demokratiske lande som Norge og England. Det er derfor slet ikke den totalitære model kulturministeren skal leve op til, men den danske.

Og han har jo ret i at der de seneste år har været en tendens til at nedprioritere den substantielle og dybdegående formidling af kunsten i de toneangivende medier. Og han nævner til allersidst at det pr. 1. april bliver kunsteren Per Arnoldi der skal afløse ham som formand for Kunstrådet. og denne "Arnoldi repræsenterer et anden kunstsyn end det siddende råds"!

Men Statens Kunstråd, som Øvlisen altså har været formand for i snart fire år, bliver nu selv udsat for kritik, nemlig af kunstneren Bjørn Nørgaard der aldrig selv har holdt sig tilbage med provokerende synsunkter i kulturdebatten. Han siger nu ligeud til DR Kultur, at Kunstrådet bør nedlægges. "Vi har ikke brug for Kunstrådet. Der sidder jo reelt embedsmænd i Kunstrådet og kører butikken, og de er primært loyale over for ministeriet og politikerne og ikke over for kunsten. Og det er vigtigt, at beslutningerne træffes ud fra kunstneriske forudsætninger og ikke ud fra finanspolitiske forudsætninger", hedder det bl.a. - og det har nok større chance for at give genlyd.

Øvlisen tror og håber dog at det nye råd med Arnoldi i spidsen vil tage udfordringen fra den faktiske krise op og prøve under alle omstændigheder at få sat kunsten på dagsordenen.

Undertegnede tør godt sætte en kasse øl (ja, påskebryg om det skal være) på at hverken det nye råd eller et nyt folketing og en ny regering vil tage udfordringen op i den forstand Øvlisen ønsker det, for det ligger fast, at man ikke vinder stemmer og valg på den slags. Kunsten skal såmænd nok stadig blive tilgodeset med passende bevillinger og velmenende, men uforpligtende erklæringer om kunstens betydning - og man kunne da håbe at Nørgaards anbefalinger bliver fulgt - men visioner der kan rykke noget kommer der hverken fra rådet eller den politiske kant. Og forklaringen herpå skal søges et helt andet sted end hvor Øvlisen leder, nemlig i den generelle æsteticering i samfundslivet, der igen kan ses som udslag af en endnu dybere kløft mellem ånd og materie.

Udover at æsteticeringen er forbundet med en jævnligt tilbagekommende trend i kunstverdenen der siger "kunsten for kunstens skyld" (og nu utvivlsomt vil blive sanktioneret af Arnoldis kunstråd), så betyder den, at håndværk, produktion, handel og hermed sammenhængende administration, organisation, ledelse og kommunikation samt politik og andet alvorligt arbejde nok - i stadig hårdere konkurrence med udlandet - bliver udført så maskineriet vedblivende løber rundt. Det indebærer at det foreløbigt bliver ved at kaste de fornødne gevinster af til lønninger og velfærd, men at alt andet stort set bliver betragtet som forbrug, underholdning og fritidsbeskæftigelse som flertallet helst nyder som ikke-erhvervsaktive og i hvert fald ikke forbinder med 'kald' eller overordnede forpligtelser. Flere og flere unge får længere og længere uddannelser og stifter fx også mere gæld fordi SU'en ikke slår til når de nu engang vil leve som om penge og snak om renter og tilbagebetaling intet betød eller blot er tankegods fra bedsteforældre der ikke kan følge med.

Hvad der betyder noget er oplevelser, og først og fremmest de grænseoverskridende og risikable, herunder fester, sex og druk, der altsammen har den ubestridelige mulighed i sig at kunne føre den enkelte direkte til den eftertragtede erfaring af de højintensive, men kortvarige følelser og forestillinger der kendetegner de psykiske primærprocesser og derfor er 'meningsgivende' i en helt anden og dybere betydning end rationelle processer.

Man lever for at opleve og ser hen til weekendens livsbekræftende højdepunkter herfor, og man passer primært sit job eller sin uddannelse for at få økonomisk grundlag for at skaffe sig disse peak-oplevelser, men flertallet adskiller de to ting meget skarpt, og da velstandsstigningen gennem 40-50 år har sikret storforbruget uden at kræve modsvarende slid og forpligtelser, så bliver hovedresultatet en decideret splittelse i de fleste mennesker, og den viser sig blandt andet i paradoksale fænomener som pillemisbrug og stress. Det kniber med at nå alt det man skal nå - hvad enten det gælder jobbet og konkurrencen eller livsstilen og ambitionerne. Men det sidste man kunne finde på at ændre er livsstilen.

Der opstår således en stigende kløft mellem ånd og materie eller bedre mellem åndslivet på den ene side og alt det på den anden side der har at gøre med politik, magt, penge, materielle goder, nydelser, håndfaste fakta og naturvidenskabelige sandheder.

Erhvervslivet styres som altid af penge, og belønner de ledere højst der kan skaffe de bedste resultater på bundlinjen uden skelen til andet end udbytter og aktieværdier. Det politiske liv styres tilsvarende af folk der forstår ved nationale og internationale aftaler af såkaldt realpolitisk art at skabe optimale muligheder for erhvervslivet samtidigt med optimal tryghed eller velfærd for almindelige borgere. Og videnskaben spændes ensidigt for rationalitetens og nytteværdiens tunge vogn, hvad der ikke mindst indebærer at sandhedsbegrebet bliver fysikkens og at forskningen følgelig bliver gjort til et spørgsmål om at måle og veje og bevise.

Åndslivet på sin side sygner ikke direkte hen - for det kan heldigvis ikke udsultes eller skubbes til side så længe der er mennesker tilbage der er født med både legeme og sjæl. Men det spaltes totalt fra produktion, politik og forskning. Derved bliver åndslivet uundgåeligt underholdende, overfladisk og virkningsløst for andet end individuel morskab og tidsfordriv. Medierne udnytter trenden efter bedste evne. For de skeler også til hvor den umiddelbare opmærksomhed, pengene og bevillingerne ligger.

Forskningen svigter fatalt, fordi humaniora - der egentligt efter sit navn skulle koncentrere sig om hvad der specifikt kendetegner mennesket som sådant - efterhånden ikke aner hvad sjæleliv og åndsliv er. De humanistiske videnskaber har forlængst reduceret forskningen til illusoriske og vildledende undersøgelser af årsags-virknings-sammenhænge af den art man kender fra fysikken - især den klassiske og deterministiske fysik. Sjæleliv reduceres til hjerneprocesser, skønt ikke en eneste forsker er i stand til at forklare sjæleliv og åndsliv som produkter af fysisk-kemiske processer, eller overhovedet forklare det emergente fænomen i den biologiske udvikling der hedder bevidsthed: at materien så at sige pludseligt og i strid med al fysik begynder at reflektere over sig selv.

Karakteristisk for kultursituationen er desuden at religionen støt og roligt gennem de sidste hundrede år er blevet en fænomen ingen forsker og ingen borger med respekt for sig selv befatter sig offentligt med. Fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussen fremhævede i sin tid ligefrem at religion er en privatsag der slet ikke hører hjemme i den offentlige debat - og det på et tidspunkt omkring Muhammed-sagen hvor religionen rent faktisk og af særdeles gode grunde fyldte godt op i debatten. Men det var som bekendt helt på tværs af hans politik - og skulle derfor helst manes i jorden.

Dette er imidlertid helt ugørligt - og meningsmålinger kan da også kun bekræfte at den religiøse interesse her i landet stadig er stor, omend den udfolder sig mest og bedst på uofficielt og ureglementeret plan. Det sidste hænger nøje sammen med at den danske kirke - den såkaldte 'folkekirke' - i de nævnte 100 år er blevet mere og mere intellektualiseret i kraft af påvirkningen fra Søren Kierkegaards sofistiske tænkning. Den er - i fundamental strid med al ægte, dvs oprindelig mytisk religion - blevet et bevidst spørgsmål om at tro på dogmer der trodser fornuften. Men hvad kirken og den medløbende ateisme ikke formår at påvirke er folkereligiøsiteten, for denne er ikke det fjerneste intellektuel eller dogmatisk, men tværtimod i direkte føling med de spontane psykiske kræfter der skyldes det kollektivt ubevidste, som er utroligt kreativt og ikke lader sig kontrollere af noget kirkeligt, videnskabeligt eller pseudovidenskabeligt præsteskab.

Eller for at sige det på en anden måde: Såvel fri og ikke-kontrolleret kunst som fri og ikke-kontrolleret religion har det afgørende kendetegn til fælles, at de er i stand til at give ethvert frit menneske direkte føling med de dybe kræfter der er ene om at sørge for mening, helhed, orden og sammenhæng i eksistensen. Dette sker altid ved en hengivelse til fest og kult der betyder suspension af hele det kontrolapparat vi forbinder med fornuft eller rationalitet og som psykisk beror på sekundærprocesserne. Og den direkte føling har vel at mærke ikke noget med dogmer endsige fundamentalisme at gøre.

Alt dette betyder at det er helt utilstrækkeligt som Per Stig Møller at tale smukt og velmenende om at kunsten viser os de evige menneskelige problemer, vi alle slås med: kærlighed, ambitioner, had, kamp, jalousi og død. Og påpege at hvis vi ikke kender kunsten, litteraturen, filmhistorien, får vi begrænset vores medmenneskelige erfaring til det umiddelbart oplevede. Det kan aldrig blive så omfattende som det, en alsidig kunstindsigt bibringer. - Her skinner rationalisten nemlig tydeligt igennem: det er den alsidige kunstindsigt og ikke den virkeligt dybdegående føling med det kunstneriske han fremhæver.

Ligeledes er det utilstrækkeligt som Mads Øvlisen at tale om at kunsten kan skabe erkendelse, bryde grænser og åbne rum. Eller nævne, at den kan få os til at spærre øjnene op og fremtvinge nye tanker og perspektiver. Og den er endelig også med til at bevare og forny vor kulturelle identitet, ja, den er med til at udfordre og bestemme vore værdier. For der er noget rigtigt i det altsammen, men igen refereres ikke et eneste sted til den dybdegående føling med kunst der er altafgørende for at give kunsten en helt selvfølgelig placering i såvel individets som fællesskabets eksistens.

Nej, begrebet skal udvides så det klart og tydeligt påpeger denne dybdeindsigt ved at relatere den entydigt til de psykiske grundprocesser og det kollektivt ubevidste.

For den altafgørende forudsætning for at få fat på det direkte meningsgivende, helhedsgivende og sammenhængsskabende til forskel fra den indirekte eller formidlede intellektuelle indsigt er at forstå forskellen mellem de primærprocesser der giver højintensive, men til gengæld også ustabile forestillinger og følelser og de sekundærprocesser der giver stabile, men til gengæld relativt vage forestillinger og følelser som er helt nødvendige fordi det er dem al realitetsprøvelse bygges op på. Og det er desuden afgørende at få fat på spontaniteten i det kollektivt ubevidstes skabelsesprocesser. De er uden for forstandens kontrol.

Men netop ved at kombinere de to tilgange til virkeligheden og gøre dem ligeberettigede selv om de er uforenelige i samme moment kan der banes vej for en tidssvarende komplementær helhedsrealisme af den art Jernesalt plæderer for. Jf. Jernesalts 2009-filosofi. Samtidig åbnes for en folkeoplysning der bliver ægte og som vil muliggøre en fælles kult i dogmatisk forstand, der på sin side kunne blive ægte integrerende - også for indvandrere (uden at kræve assimilation).

Jernesalt har tidligere (14.2.05.) foreslået at kulturministeriet og kirkeministeriet burde slås sammen og laves om til et kultusministerium med henblik på at sørge for etablering af og støtte til den nævnte fælles kult der bl.a. kunne integrere de mange, givende musikfestivaler der forlængst er skudt op, fordi musikken er og bliver helt central for skabelse af direkte føling med det kollektivt ubevidste.

Etableringen af et sådant kulturministerieum kunne den gode Per Stig Møller såmænd have sat sig for, da han overtog kirkeministeriet efter Birthe Rønn Hornbech og derved blev minister for begge resort-områder. Men næppe noget ligger ham fjernere, for han er rationalist og oplysningsmenneske. Kirkeministeriet klarer han med venstre hånd - som enhver anden kompetent politiker ville være i stand til. Få øje på ideen med et kultusministerium kan hverken han, Lars Løkke Rasmussen eller et eneste af de nuværende medlemmer af regering eller folketing. Men det er efter undertegnes mening det eneste der ville kunne bringe kunsten og udogmatisk religion helt i centrum af den offentlige debat og efterhånden skabe en tidssvarende bevidsthed.

Kulturpolitikken bliver imidlertid ikke ændret på nogensomhelst afgørende og virkeligt progressiv måde med de nuværende politiker-typer på tinge. Øvlisen må kalde mig Mads, hvis det sker i hans tid! Det kræver derimod en folkelig og religiøs vækkelse af den art der fandt sted i 1800-tallet, men som naturligvis både erkendelsesteoretisk og psykologisk må være up-to-date. Ikke alene kunstoplysningen, men folkeoplysningen er langt bagefter i forhold til de krav nutiden og fremtiden stiller.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til:

Statens Kunstråd

Andre artikler i serien:

Hvad skal vi med rationalitet og videnskab  (5.4.11.)
Hvad skal vi med krig?  (28.3.11.)
Hvad skal vi med værdikamp  (31.3.11.)

Øvrige relevante artikler på Jernesalt:

Ind i kunsten - optakt til en kunstfænomenologi
En alternativ, helhedsrealistisk æstetik

Bjørn Nørgaard
Opret et kultusministerium! (14.2.05.)

De psykiske fundamentalkræfter (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt
Sjæl og hjerne
At være hjerneforsker er noget helt andet end at være sjæleforsker (15.2.11.)
Veje til livskvalitet og mening - artikelserie

Komplementær helhedsrealisme
Jernesalts 2009-filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet  (13.1.11)
Manifest 2010 om tidssvarende eksistentiel dannelse  (2.6.10.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (24.12.09.)
Meningen med livet - helhedsrealistisk set  (5.11.09.)

Ånd og virkelighed  (29.7.07.)
At være ateist er snæversynethed   (28.1.11.)
Hvorfor lade sig skræmme af det irrationelle?  (7.3.10.)
Arbejde, forskning og religion  (28.12.04.) som kulturens tre hovedkilder

Hvad skal vi med religion?     (14.2.07.)
Er religion en privatsag? eller er det på tide at se den som et offentlig anliggende?
Religion på dagsordenen  (24.2.06.)
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)

Religion, eksistens og sekularisering - eller Religion, Politiken - og Europas fremtid
Religionen og sekulariseringen Afsnit af Værdimanifestet  (17.9.04.)
Søren Kierkegaard - kort karakteristik
Myte ord og billede  (13.7.02.)
Grundtvig som mytisk digter og profet
Fogh Rasmussen om Grundtvig, Kirkegaard, etik og religion  (15.12.05.)
Fogh, religion og sammenhængskraft  (24.5.06.)

Artikler om Samfund
Artikler om Kunst
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean