JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - fogh17religion

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.5.06.

Fogh, religion og sammenhængskraft

Jernesalt har tidligere beskæftiget sig ret indgående med statsminister Anders Fogh Rasmussens politiske og eksistentielle filosofi - bl.a. i det åbne brev af 7.4.06. og i artiklen 15.12.05. om hans foredrag i Vartov om Kierkegård og Grundtvig - ud fra den betragtning at den er vigtig til en forståelse af både den politik han faktisk fører og den begrænsning der ligger i den. Statsministeren har takket for brevet og oplyst at han er blevet orienteret om synspunkterne, hvad der vil sige at han har fået dem mundtligt refereret af sin sekretær - og andet kunne ikke forventes, eftersom brevet ikke fik omtale i medierne. Det er derfor overordentligt tilfredsstillende at statsministeren nu i form af en helsidesartikel i Politiken lørdag den 20. maj har givet en så klar redegørelse for sine synspunkter om religionens placering i det offentlige rum, at det nuancerer det billede man fik, da han blev interviewet til DR1's Profilen den 15.2. (se artiklen Religion på dagsordenen). Redegørelsen rokker dog ikke hovedindtrykket.

"Hold religionen indendørs" lyder overskriften på Foghs artikel, men det skal man ikke tage så højtideligt, for en sådan udtryksmåde er slet ikke Foghs. Avisoverskrifter - selv kronikoverskrifter - er redaktionens påfund. De siger ikke nødvendigvis hvad en artikels forfatter ønsker fremhævet, men hvad redaktionen finder det for passende at trække frem for effektens skyld - uanset hvad hovedbudskabet og balancen er i selve artiklen.

Det samme gælder de illustrationer redaktionen lader artiklerne ledsage af eller belemre med. Foghs aktuelle artikel er blevet illustreret af en af Politikens flittigst brugte tegnere, nemlig Roald Als, og den er ikke alene misvisende, men aldeles under lavmålet for dansk bladtegning. Als fortsætter sin gamle og usvigelige skik med at fremstille Fogh Rasmussen som en hulemand med skiltet 'Fra socialstat til minimalstat' skønt det er syv-otte år siden Fogh forlod sin gamle liberalistiske minimalstatsfilosofi. Fogh forsynes ydermere med en glorie og et gammelt pergament-banner, hvor et citat fra artiklen bringes som skriftsted under indledningsordene: "Sandelig siger jeg eder". Als fremstiller altså Fogh som lige netop den missionær han ikke er. Og Als gør ikke indtrykket mildere eller sandere ved at opsætte færdselsskilte med 'Ensrettet' og 'Indkørsel forbudt' eller ved at lade en typisk klaphatte-dansker bifalde med et 'Enig!'. Tegningen krænker på ingen måde religiøse eller politiske følelser hos nogen. Als høster formentligt heller ikke dødstrusler for den fra nogen kant, men snarere ros fra alle de Politiken-læsere der fastholder hans stereotype og forældede billede af Fogh og gerne ser denne svinet mest mulig til. Men tegningen er simpelthen uværdig for ethvert blad der mener at stå for højere oplysning og dannelse her i landet, for den er så gennemført pjattet og primitiv at den bevidst prøver - indholdsmæssigt såvel som holdningsmæssigt - at sige det stik modsatte af den artikel den er bestilt til at ledsage. Selv når Politiken åbner spalterne for statsministeren, kan redaktionen ikke lade være med at markere sin dybe foragt for manden.

Af selve artiklen fremgår det at Fogh Rasmussen mener at religionen og religiøse forestillinger altid vil være en del af menneskelivet og dermed af vores samfund. Ja, han er heller ikke i tvivl om at den religiøse overbevisning naturligvis påvirker borgernes holdninger til mange af de temaer der diskuteres i det offentlige rum ligesom den også kan være en direkte tilskyndelse til deltagelse i det offentlige liv. I denne forstand vil religionen derfor altid være til stede i det offentlige rum, vel at mærke i frie samfund. Fogh er desuden på det rene med at den danske historie og kultur og det danske samfund er gennemsyret af kristen tænkning, ganske enkelt fordi de fleste danskere er kristne. I denne forstand kan religion og politik ikke ganske adskilles. Men, for der er jo et men: det afgørende for Fogh Rasmussen er hvordan religionen påvirker samfundet og dets indretning. Og på dette felt er hans erfaring fra såvel historien som den aktuelle politiske situation, at religionen gennem tiderne har fyldt for meget og for tiden fylder for meget i det offentlige rum, men for fremtiden bør den ikke bare fylde noget mindre, men skam mindst muligt.

Fogh har ganske naturligt et godt øje til al fundamentalisme og understreger derfor hvor essentielt det er med en kritisk holdning til de potentielle farer ved religion når den optræder i fundamentalistiske udgaver. Fundamentalister skaber ufred med deres insisteren på netop deres gud, netop deres profeter og netop deres udlægning af religiøse tekster, skriver han - med klar adresse til en vis indvandrerreligion som han dog ikke her sætter navn på. Religion kan desuden fratage mennesker frihed og personligt ansvar, og det gælder navnligt når hellige skrifter udlægges som lovreligioner der detaljeret foreskriver regler for livsførelse (her tænkes på både jøder og muslimer). Ja, det er ren formørkelse når det forlanges at nutidige mennesker ukritisk og bogstaveligt skal efterleve sindrige fortolkninger af årtusindgamle forskrifter. Endelig kan fundamentalistisk religiøsitet også bremse for udvikling og fremskridt. Adressen turde være klar.

Verdslige ideologier kan være lige så slemme. Det bliver de når skruppelløse diktatorer som Hitler, Stalin og Mao gør deres ideologi til religion og ophøjer sig selv til guder og verdensfrelsere. Her har kristendommen den radikale virkning at intet menneske kan gøre sig selv til Gud eller ultimativ etisk normgiver, den siger at alle er lige for Gud. Fogh vedkender sig dette kristne udgangspunkt og kan også fuldtud tilslutte sig Luthers to-regimente-lære der indebærer en skelnen mellem det verdslige og det åndelige og dermed en skelnen mellem det politiske og det religiøse. Fogh er en meget stærkt tilhænger af den nuværende folkekirkeordning, fordi den sikrer frihed og rummelighed. Den er netop ikke en statskirke, men en folkekirke der sikrer adskillelse mellem stat og kirke, selvom mange af dens kritikere endnu ikke har fattet det.

Fogh peger på fire afgørende grunde til at holde religionen mest muligt ude af det offentlige rum: For det første må alle troende afstå fra at kræve at folk der ikke deler deres tro skal overholde deres religiøse bud i det offentlige rum. Troende skal i det hele taget holde deres dogmer for sig selv og indrømme andre retten til at mene noget andet. - For det andet er der ingen enkelt autoritet som kan udtale sig på vegne af folkekirken. Derfor afviser Fogh kategorisk enhver tanke om at lade folkekirken lede af et kirkeråd eller en synode. - For det tredje bør det fastholdes at alle borgere her i landet har lige rettigheder og pligter uanset religiøs opfattelse, for det indebærer at der ikke kan sættes en religiøs dagsorden i dansk politik. Det blev der heller ikke, da Fogh mødtes med repræsentanter for Demokratiske Muslimer, for dette netværk forstår fuldt ud at det ikke er i danske muslimers interesse at definere sig som muslimer frem for som danskere. De vil tværtimod være et værn mod de fundamentalistiske muslimer. - For det fjerde bør vi efter Foghs mening fastholde en samfundsordning hvor love og regler er neutrale i forhold til forskellige religiøse opfattelser. Det betyder at staten ikke skal blande sig i fx religiøst motiveret klædedragt eller madkultur, men også at ingen skal kunne nægte at stå til rådighed for arbejdsmarkedet med henvisning til deres religion. - Som det ses lægger Fogh Rasmussen den allerstørste vægt på at bevare tros- og religionsfriheden, herunder folkekirkens frihed og rummelighed. Ingen religion skal diktere andre hvad de skal tro og mene eller hvordan de skal gebærde sig i det offentlige rum.

Men som det også fremgår er synspunkterne blevet stærkt aktualiseret af muslimernes tilstedeværelse i landet. Muslimerne skal have samme frihed, samme rettigheder og pligter som kristne, ateister og alle andre. Men det er efter Foghs mening helt urimeligt af dem at insistere på speciel religiøs hensyntagen eller specielle religiøse særordninger. Omvendt må vi ikke falde i Frankrigs grøft og forbyde religiøse symboler, traditioner og aktiviteter i skolerne, for det vil være et unødvendigt kulturtab og være helt i strid med dansk frisind, hvor der er plads til flere religioner i det offentlige rum.

Foghs synspunkter er yderst sympatiske, pragmatiske og i pagt med både Venstres frihedstanker og det danske folkestyres frihedsidealer, og de svarer utvivlsomt ganske godt til hvad det store flertal af folkekirkekristne mener og accepterer, men de er ikke nyskabende eller fremtidsåbne, de er tværtimod for snævre i forhold til hvad der må kræves for fremtidige løsninger af det stadigt mere påtrængende problem at religionen rent faktisk er kommet til at indtage en langt større plads i det offentlige rum, fordi vi har fået flere muslimer til Danmark og det øvrige Vesteuropa, og fordi de eksistentielle spørgsmål generelt er blevet mere presserende.

Der hvor kæden springer af i Fogh Rasmussens helt igennem omhyggelige upolemiske argumentation er i selve den snævre religionsopfattelse. Han bestrider ikke at der er noget universelt i religioner, men i praksis bestemmer han dette universelle på en sådan måde at det netop kommer til at passe som hånd i handske til ønsket om at få religionens rolle i det offentlige liv reduceret mest muligt.

Dels pointerer Fogh at det er vigtigt at respektere at det enkelte menneske kan have en dyb religiøs overbevisning og have uvurderlig hjælp af at kunne gå et sted hen med sin sorg og glæde, tvivl og taknemmelighed, håbløshed og optimisme. Og det ser også ud til at han anser det for noget positivt at religionerne giver det enkelte troende menneske nogle bud om hvordan det bør leve sit liv. Det første er ubestrideligt korrekt, men det sidste er bestemt ikke uproblematisk for det refererer til religioner som autoriteter og dermed til religiøse bindinger som også efter Foghs egen mening kan være frihedstruende - og dette er det muligt at gøre op med inden for en religiøs forståelsesramme. Men begge dele gør lige netop religion til det ensidige fænomen Fogh ønsker fastholdt: religion som privat anliggende. Og dermed forråder han totalt al religionshistories sikre empiriske viden: at religion gennem tiderne alle dage har været både et privat og et offentligt anliggende.

Dels erkender Fogh at det er noget grundlæggende menneskeligt at søge en forklaring på, hvordan verden blev skabt, hvordan livet opstod, hvad der sker efter døden, og hvad selve livets mening og formål er. Men så fortsætter han: "Det er noget universelt, at religioner giver svar på disse grundlæggende spørgsmål. Da videnskaben ikke har kunnet give overbevisende forklaringer på jordens og livets skabelse før i nyere tid, har der altid været - og vil der formentlig altid være - rigeligt rum til at religioner kan søge at besvare disse grundlæggende spørgsmål." - Men det er jo lige præcis at nedgøre religionen som sådan og cementere den efterhånden altfor udbredte, men både uholdbare og uheldige populærfilosofi at religion dybest set strider mod videnskaben. Det er fint nok i frihedens navn at give rum til noget der ikke er i fuld overensstemmelse med videnskaben, for videnskaben bliver jo aldrig et afsluttet system. Men religion strider ikke pr. definition mod videnskaben. Den giver slet ikke forklaringer på verdens, livets eller menneskets skabelse som på nogen måde kan eller skal sammenlignes eller konkurrere med videnskabens på målbarhed og eksperimentel empiri opstillede objektive verdensbillede. Religion giver eksistentielle fortolkninger af menneskeverdenen der skal fastholde menneskets subjektive føling med og ansvar for tilværelsen. Og de to måder at betragte verden på kan aldrig gå op i en højere enhed, en logisk konsistent syntese. De komplementerer derimod hinanden. Og er begge uundværlige og nyttige, men til hver sit formål.

Dette har man selvfølgelig lov til at mene er postulater der kan diskuteres og betvivles. Men så fatter man ikke pointen: Det er kun ved at benytte sig af det trick at sætte religion og videnskab op som uforenelige, ikke-komplementære størrelser at man kan snævre religionen ind til et mere eller mindre ufornuftigt eller direkte fornuftsstridende fænomen som det fornuftigvis må gælde om at holde så langt væk fra det offentlige rum som overhovedet muligt. Og det er omvendt kun ved at acceptere den solide religionshistoriske forståelse for at religion dybest set drejer sig om at fastholde den subjektive føling med eksistensen i sin helhed, at man kan give religionen den plads i det offentlige rum der gør det muligt i dette rum at bevare et sundt, fornuftigt og dynamisk modspil til hele den én-dimensionalitet der ligger i det praktiske liv med dets rationalitet, regelbundethed og nyttebetonethed.

Dette skal ikke forstås derhen, at det på nogen måde bestrides, at religion gennem tiderne og stadigvæk af sine egne dogmatiske tilhængere i vid udstrækning fortolkes som forklaringer der er rigtigere end videnskabens (det sker fx hos kristne fundamentalister der bestrider Darwins udviklingslære og vil havde den forbudt i skolerne). Eller at den fortolkes som absolut autoritativ kilde til afgørelse af moralske og politiske spørgsmål (som det fx sker hos fundamentalister i spørgsmål om sex, prævention, abort, homoseksualitet). Og det skal slet ikke forstås derhen at det bestrides at religiøs tro har betydning for det enkeltes menneskes personlige livsførelse, livsopfattelse og livsmod. Alt dette forekommer også i ikke-religiøse filosofier og ideologier, herunder ateismen (der fx i leninismens udgave var meget puritansk) - og bør bekæmpes alle steder. Men det skal forstås derhen at religion ud fra religionshistoriens erkendelser er ene om på bevidst plan at fastholde at den menneskelige tilværelse både har en praktisk/rationel/verdslig side og en åndelig/irrationel/eksistentiel side - eller som man kaldte dem i gamle dage: hhv. en timelig og en evig dimension. I dette komplementære grundsyn ligger også at man accepterer forskellen mellem de to slags psykiske grundprocesser, på den ene side de primære med deres mangel på logik og sondringer, men tilstedeværelse af livsbekræftende intense erfaringer - og på den anden side de sekundære med deres logik, sondringer og nøgternhed, men samtidige mangel på intens værdi- og kvalitetsoplevelse.

Taler vi religion på religionshistorisk grundlag taler vi ikke om uvidenskabelige forklaringer over for videnskab, eller irrationalitet over for fornuft, endsige følelse over for fornuft, men derimod eksistens over for videnskab, værdier over for værdineutralitet, historisk perspektiv over for kortsigtet perspektiv, subjektivitet over for objektivitet og - ikke at forglemme - helhed over for delthed. Perspektivet er med andre et helt andet, det er diametralt modsat det videnskabelige såvel som det praktisk-nyttige perspektiv. Men det er til gengæld ene om at medinddrage et menings- eller åndsmæssigt helhedsaspekt i tilværelsen. Derfor berører det i særlig grad sammenhængskraften i samfundet, som Fogh netop gør til genstand for sine centrale betragninger.

Fuldstændigt korrekt og perspektivrigt indleder Fogh Rasmussen sin artikel med konstateringen af at det danske samfund er præget af en stærk sammenhængskraft, som er en betydelig styrke i henseende til at sikre fremskridt og stabilitet. Men allerede i næste sætning drejer han synsvinklen ved at fremhæve, at sammenhængskraften i disse år udfordres af en tiltagende religiøst betonet debat af mere uforsonlig karakter. Og det får ham så til i tredje omgang at betone det ønskelige i at religion for sammenhængskraftens skyld kommer til at fylde mindre i det offentlige rum. Ja, Fogh slutter ligefrem sin artikel med at konkludere at hvis sammenhængskraften skal opretholdes i Danmark er det nødvendigt at vi også i fremtiden møder hinanden i det offentlige rum som mennesker og borgere og ikke som repræsentanter for forskellige religioner. - Tanken er smuk, og den er bestemt ikke uforståelig i betragtning af at fundamentalistisk religion rent faktisk er en trussel mod sammenhængskraften. Men slutningen er forkert, fordi Fogh ikke fatter den dybere forbindelse mellem religion og samfundsmæssig sammenhængskraft. Tværtimod.

Den manglende forståelse ses af et afsnit der ikke uden grund er placeret præcis i midten af den fint opbyggede artikel, og som for sin vigtigheds skyld skal bringes i fuld ordlyd: "Den stærke sammenhængskraft i det danske samfund er bl.a. baseret på at et massivt flertal af danskere deler et fælles kultur-kristent grundlag. En minoritet er stærkt troende. Flertallet er almindelige folkekirkekristne som mere eller mindre ubevidste [min kursivering] er bærere af kristne holdninger og traditioner. Der er i store træk fred og harmoni, fordi det er grundfæstet at den enkelte kristne selv drager konsekvensen af sin tro. Religionen har netop ikke spillet en dominerende rolle i det offentlige rum."

Som det ses er Fogh realistisk nok til at erkende, at det ubevidste ikke blot spiller ind og kan skelnes fra de bevidste konsekvenser som de troende drager af deres tro, men er selve det der bærer de holdninger og traditioner der giver sammenhængskraften. Der er intet som helst mystisk i dette ubevidste. Det er dels personligt, dels kollektivt. Og netop som kollektivt fænomen findes det i enhver fællesskabsfølelse, hvad enten vi taler om gruppeidentitet, foreningsidentitet, virksomhedsidentitet, nationalidentitet, raceidentitet, kulturidentitet eller religionsidentitet - og den findes ikke mindst i sproget (dagligsproget eller modersmålet) med alle dets nuancer, al dets humor og underforståethed (alt det der gør ethvert modersmål kreativt, men fremmedsprog svært tilegnelige og svært udnyttelige). Dybest set er sammenhængskraften i ethvert samfund i langt højere grad bestemt af irrationelle elementer end af rationelle. Og lige præcis derfor er den båret i højere grad af religion (i bredeste, udogmatiske forstand) end af videnskab, politik, erhvervsliv eller æstetisk kultur.

Hertil kommer, at den stigende interesse for religiøse og eksistentielle spørgsmål i Danmark og det øvrige Europa - ja, velsagtens i hele verden - ikke bare hænger sammen med at religionerne og kulturerne er tørnet mere eller mindre voldsomt sammen, eller at globaliseringen på godt og ondt har ophævet mange af de gamle grænser, men også hænger sammen med en voldsom polarisering mellem hverdagslivets ret én-dimensionale dagligdag med dens fokusering på nytte, effektivitet, tempo og stress - og fritidslivets muligheder for at give hvile og rekreation samt alternative oplevelser og erfaringer der fokuserer på intensitet, mening og suspension af tiden. Det er ikke for meget sagt, at jo mere fremskridtet i videnskab, teknologi, velstand og forbrug presses ensidigt frem, jo større bliver behovet for at komplementere det med oplevelsen af den meningsfuldhed der efter sin natur er af irrationel karakter. Skal dette almentmenneskelige og universelle behov hverken fortrænges eller undertrykkes, men forstås, gøres bevidst og tildeles sin naturlige plads i samfunds- og kulturlivet, da er det ensbetydende med at give mere plads til religion i det offentlige rum, men vel at mærke religion forstået udogmatisk som føling med den hele virkelighed.

I dette perspektiv bliver de religiøse dogmer og konfessionelle ritualer og institutioner af mere og mere underordnet betydning. Det enkelte samfunds sammenhængskraft hænger stadig nøje sammen med den lokale kulturtradition, men kulturen er ikke statisk. Den er tværtimod åben og dynamisk og forandrer sig over tid. I det lange perspektiv er det muligt at sikre sammenhængskraften i det enkelte samfund på tværs af konfessioner, dogmer og institutioner, forudsat at de alle hæver sig over tilbøjeligheden til at kræve dominans eller særstilling. Der er intet i vejen for at kunne forestille sig et dansk samfund der i løbet af nogle generationer ubesværet vil kunne integrere og omfatte muslimer, jøder og kristne såvel som ateister og alle mulige andre livsopfattelser. Men det forudsætter en vision om en fælles sekulær løsning der sætter fællesskabet over traditionen, og fremtiden over fortiden. Det ville kræve at bevidsthedsniveauet så at sige kommer et trin højere opad, ikke i form af det man kalder 'højere bevidsthed', men i form af ganske nøgtern og prosaisk forståelse for at myter (fortællinger) i denne henseende er vigtigere end dogmer (trosssætninger), billeder vigtigere end ord, og det ubevidste vigtigere end det bevidste. Den slags 'bevidsthedsopstigning' er sket før i historien, fx ved kristendommens, naturvidenskabens, oplysningens og demokratiets opdukken. Fænomenet kaldes emergens, dvs at der ad uransagelige veje (via det kollektivt ubevidste) dukker noget nyt op i historien, noget der aldrig har været set før. Kan man i den forbindelse ikke lide ordet religion om dette nye trin, fordi det forekommer alt for belastet af fortidige fejl og overgreb, så kunne man passende kalde fænomenet komplementær helhedsrealisme.

Den religiøse fanatisme vi møder fra muslimsk side (overvejende fra islamistisk side, men desværre også i form af demagogi og massehysteri) er ubehagelig og uacceptabel. Og det er fuldt forståelig at den har både overrasket og forskrækket statsminister Anders Fogh Rasmussen, så han flere gange har benyttet lejligheden til at udtrykke et stærkt ønske om at holde religion mest mulig ude af det offentlige rum. Men modgiften mod den religiøse fanatisme hedder ikke udelukkende oplysning og rationalisme eller militært forsvar. Den hedder også en helhedsrealisme der på demokratisk og sekulariseret vis kan hamle op med modstanderen eller konkurrenten og som tør trække på de energiressourcer der ligger i det kollektivt ubevidste. Dette kollektivt ubevidste hænger for Danmarks vedkommende uløseligt sammen med de kristne myter og forestillinger, men har også andre kilder. Derfor er det ikke en udvej af den aktuelle, af Muhammed-tegningerne foranledigede kulturelle og politiske krise at negligere religionen og fortrænge dens påtrængenhed. For også mange ikke-fanatikere blandt både indvandrere og etniske danskere savner og søger følingen med disse religiøse energiressourcer.

Første skridt til en ændring af situationen hedder derfor - modsat statsministerens opfattelse - at anerkende religionen i det offentlige rum og se en fordel i dens sunde udfoldelse i det sekulariserede demokrati. Statsministerens redegørelse i Politiken er værdifuld og i alle henseender respektabel, men den peger ikke fremad mod idémæssige nyskabelser der kan løse tidens og landets alvorligste eksistentielle problemer. Og han synes desværre ikke at være påvirkelig.

Jan Jernewicz

Henvisninger: