JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - islamtruss03

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.2.06.

Det er åndsfriheden det gælder

Kun for en overfladisk betragtning kan sagen om Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten sammenlignes med historien om fjeren der bliver til fem høns. For i den er der blot tale om en lille ting som en længere række af unøjagtige og ukontrollerede mundtlige viderefortællinger efterhånden mangedobler i størrelse til det absurde. Men i Muhammed-sagen ser vi en lille - efter danske forhold objektivt set temmelig uskyldig tegning - udløse ganske få, men yderst fanatiske, herboende muslimers systematiske og energiske indsats for at hidse mange millioner muslimer i de arabiske lande op mod Danmark, dansk erhvervsliv, den danske regering og det formastelige jyske dagblad - med det resultat at danske varer boykottes, danske flag og portrætter afbrændes, og Danmark i det hele tages lægges for had i gadedemonstrationer og i medier. Et massehysteri, som vi i Europa heldigvis ikke har oplevet siden 1945, har rejst sig på rekordtid i den arabiske verden og sat både den danske regering og det danske dagblad under stærkt pres.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen prøvede i mandags - uden på nogen måde at svigte princippet om ytringsfrihed - at vise de krænkede muslimer en vis, efter min mening dog misforstået imødekommenhed ved at sige at han personligt aldrig ville have lavet sådanne tegninger, men det hjalp naturligvis ikke. For de religiøse ledere ville og vil fortsat have en officiel undskyldning fra ham og regeringen, selvom Fogh ikke er ansvarlig for tegningerne og efter gældende dansk lov ikke kan gribe ind imod dem. Regeringen gør gennem de diplomatiske kanaler hvad den kan for at få de arabiske regeringer til at dæmpe de ophidsede gemytter, men foreløbigt har det været uden resultat. Statsministeren har da meget fattet, men også dybt og synligt påvirket måttet konstatere, at han og regeringen er oppe imod ustyrlige kræfter.

Og det er jo rigtigt, selvom den nærmere forklaring udebliver fra hans side. Men den ligger som det fremgår af artiklen Forklaringsproblemer i den aktuelle politiske situation i selv psykologien, i forskellen mellem de intense psykiske primærprocesser og de nøgterne, svage, men stabile sekundærprocesser. Massehysteriets kræfter er ustyrlige, fordi selve ophidselsen efter simple psykiske love suspenderer al sund fornuft og omtanke. Jo højere ophidselse, jo mere uforstand. Det eneste håb ligger i, at ophidselsen efterhånden taber i kraft, og sådan vil det normalt gå, medmindre der fortsat hældes benzin på bålet.

Mekanismerne er i sig selv ikke det fjerneste mystiske, heller ikke det forhold at massehysteriet kan rejse sig på ganske kort tid ved selv den mindste anledning, når blot sjælene i forvejen er blevet fyldt op med tilstrækkelige frustrationer og demagogerne er parat med tændsatsen. Anledningen kan være ganske tilfældig, og er det også i dette tilfælde, hvad der allerede ses af, at den rent faktisk ligger fire måneder tilbage i tiden. Men virkningerne er alligevel kommet bag på de fleste. Protester og reaktioner kunne forventes - det er kun et sundhedstegn, et gode for den nødvendige debat, men at de ville gå totalt over gevind, kunne ikke forudses, for det ville have krævet nøjagtig viden om demagogernes dagsorden, i dette tilfælde endog om visse diplomaters skjulte, udiplomatiske dagsorden.

Og for statsministeren personligt har sagens udvikling øjensynligt været særligt overraskende og ubehagelig, fordi han som det rationelle og evigt kontrollerende menneske han nu engang er helst vil holde irrationelle ting som religiøse anliggender på tilbørlig afstand som de privatsager de efter hans mening burde være. Nu får han at føle, at religion i hvert fald ikke er en privatsag når vi taler om flertallet af muslimer. Og han burde efterhånden drage den lære af sagen, at religion altid har været og altid vil forblive både en privat sag og en offentlig sag. (Jf bl.a. artiklenFogh Rasmussen om Grundtvig, Kirkegaard, etik og religion (15.12.05.)).

Opmuntring har der ikke været meget af for nogen andre end de islamister der har rejst protesten og gjort hvad de kunne for at lade den vokse vildt, så deres egen betydning kunne blive udstillet og de i nogen tid kunne få lov at sole sig i at være nogle helvedes karle. Diplomatiet har arbejdet på højtryk for at forklare sagens rette sammenhæng og proportioner over for såvel de arabiske regeringer som kollegerne i EU, den amerikanske udenrigsminister og FN's generalsekretær. Men holdningen i Mellemøsten er tvetydig, og i Vesten overvejende lunken. Boykotten er én ting, tegningerne noget andet.

Men så endelig i går onsdag kom opbakningen til Danmark. Og den kom først og fremmest fra France Soire, der ikke alene gengav alle 12 Muhammed-tegninger fra Jyllands-Posten, men på sin forside også gav plads til sin egen herlige tegne-kommentar, der viste Gud på en sky berolige profeten med ordene: "Slap af, Muhammed. Vi har alle været karikeret!" - Rette ord på rette sted, for bladet tager ikke stilling til om Jyllands-Postens tegninger er gode eller dårlige, krænkende eller ikke-krænkende, men simpelthen til selve ytringsfrihedens princip. Chefredaktøren kunne på tv forklare, at i Europa har vi i kraft af inspirationen fra den franske revolutions kamp for friheden efterhånden fået knæsat det princip, at vi må gøre grin med alt og alle, herunder guder og magthavere, profeter og paver. Hvis dette nu pludseligt skal være forbudt på grund af muslimernes særlige følsomhed hvad angår koranen og profeten Muhammed - Fred være med ham! - så er det sket med friheden i Europa.

Samme dag blev tegningerne også viderebragt i andre aviser i Tyskland (Die Welt), Holland, Italien og Spanien. Og alle steder var begrundelsen den samme. Ytringsfriheden kan ikke indskrænkes på grund af folks religiøse følelser. Effekten af gengivelserne på de arabiske befolkninger og medier kendes endnu ikke.

Det hører med til historien, at Tony Blair i går led nederlag i parlamentet i en afstemning om strengt forbud mod religionshad. For loven var formuleret, så det ville blive umuligt på lovlig vis overhovedet at kunne sige noget negativt om en anden religion, det vi ellers i de frie samfund har kunnet i mere end 100 år og som i mange år først og fremmest gik ud over kristendommen. Det vides at i hvert fald enkelte der stemte imod har bemærket den dansk-muslimske sag.

Men det hører desværre også med til historien, at France Soirs ejer, den fransk-egyptiske Raymond Lakah efter hård fordømmelse fra muslimsk side i Frankrig fik kolde fødder og fyrede sin direktør Jacques Lefranc. I flere internetaviser står der i dag fejlagtigt oplyst, at det er chefredaktøren der er blevet fyret, men det er altså den ansvarhavende direktør. Chefredaktøren, som er ham vi har hørt og se i tv, hedder Serge Faubert.

Herhjemme går debatten naturligvis for og imod tegningerne - og det fyger med frie fortolkninger af Jyllands-Postens motiver for at have bragt dem. Det var derfor velgørende at høre bladets kulturredaktør Flemming Rose i DR1's Profil onsdag aften forklare, at motivet alene var at teste om det virkeligt skulle være sket med ytringsfriheden i Danmark, siden Kåre Bluitgen ikke kunne skaffe tegnere til en børnebog om Muhammed uden at disse krævede anonymitet og siden tilsvarende frygt i løbet af få uger havde vist sig i fire fem andre tilfælde. Og han gentog naturligvis også at tegningerne ikke alle sammen var karikerende, men faktisk som helhed gav mange humoristiske bud på sagen. Men spørgsmålet der skulle testes var om ytringsfriheden her i landet nu har fået sat grænser ved guder og profeter.

Det kan konstateres at der ifølge en meningsmåling er opbakning til Jyllands-Posten fra et flertal af befolkningen. Det skal man som sædvanligt tage med et gran salt, da svarene i sådanne målinger altid afhænger nøje af hvordan spørgsmålene bliver formuleret.

Det sørgelige er, at de førende dagblade som Politiken og Berlingske Tidende, med BT som undtagelsen, har været stærkt kritiske over for Jyllands-Posten. På den ene side har man fastholdt at ytringsfriheden her i landet giver ethvert dagblad fuld ret til at bringe sådanne tegninger. Det skal der ikke herske tvivl om, hævder man med store uskyldige øjne. Men på den anden side tager man afstand til offentliggørelsen af tegningerne, fordi disse har krænket muslimernes følelser. Såvel Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden som Berlingske Tidendens Niels Lunde har sagt fra i meget klare vendinger. Seidenfaden også i en ophidset debat med Martin Krasnik i Deadline på DR2 onsdag aften.

Holdningen har selvsagt skuffet Jyllands-Postens chefredaktør Carsten Juste, fordi han nøgternt må konstatere, at islamisterne har vundet over den danske ytringsfrihed ved gennem deres aktioner at have sørget for at avisredaktionerne for eftertiden pålægger sig den selvcensur ikke at bringe tegninger eller artikler der kan støde muslimernes følelser.

Helt bortset fra at det er mærkværdigt så højt fx de postuleret meget frisindede redaktører på Politiken går op i hensynet til muslimernes følelser, når bladet i hele sin eksistes aldrig har skånet de kristnes, så springer alle uden undtagelse over det springende punkt: hvis religiøse følelser er sådan skruet sammen at de religiøse mennesker betragter det som en fornærmelse mod deres religion at få draget deres absolutistiske fortolkninger af religionen i tvivl - hvad enten det nu sker med historiske kendsgerninger, saglige argumenter eller mere subjektive udtryk som ironi og satire - så er de umulige at forene med den åndsfrihed der gælder for frie, demokratiske og sekulariserede samfund. Enten må åndsfriheden vige eller også må de religiøse mennesker affinde sig med fri debat, kritik, modsigelse, afstandtagen, hån og latterliggørelse og anden humor.

Fejlen er jo ikke religionen som sådan. For såvel islam som jødedom og kristendom - eller for den sags skyld ismer som socialismen, liberalismen og kommunismen - kan alle siges at have en ideel, ja, måske ligefrem universel kerne som udtrykker noget væsentligt om den menneskelige eksistens og de menneskelige forhåbninger. Men de tidsbestemte fortolkninger af disse religioner og ismer fjerner sig netop fra det ideelle eller evige i samme øjeblik de bliver knyttet til snævre menneskelige interesser på en bestemt tid, en bestemt kultur og i et bestemt lokalmiljø i og en bestemt politisk kontekst.

I mere abstrakt-filosofiske vendinger kan forskellen udtrykkes på den måde, at religioner som sådanne er åndsfænomener, mens de tidsbestemte manifestationer af dem er magtfænomener. Og forstår en religions tilhængere ikke denne forskel, så gør de deres religion til ideologi, ophøjer relative sandheder til absolutte sandheder, og så bliver følgen, at de også tror at de er i deres ret til at hævde deres religion som den eneste sande og alle andre som falske.

Den logiske konsekvens af disse sammenhænge vil inden for frie, demokratiske og sekulariserede samfund være at alle religioner og ismer bør respekteres for deres ideelle, universelle eller åndsmæssige grundværdier i det omfang de har sådanne, men aldrig ubetinget for deres konkrete, meget magtmæssige eller interessemæssige manifestationer i tiden.

Hvis de religiøse mennesker (eller ismetilhængerne) følelsesmæssigt identificerer sig så fuldstændigt med deres religion, at de ikke kan skelne mellem dens åndsaspekt og dens magtaspekt, så skal der i demokratiske samfund ikke tages specielt hensyn til deres følelser, for dette ville indebære, at anderledes tænkende og troende overhovedet ikke længere kunne tillade sig at sige deres mening frit.

Set ud fra den komplementære helhedsrealismes synspunkt - der siger at vi alle har en religiøs, evighedsmæssigt dimension i os som må respekteres, men at denne aldrig må forveksles med den tidsbestemte magtdimension - så er den aktuelle strid om Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten ikke blot, og ikke primært en kamp om ytringsfriheden i snæver juridisk forstand, men en kamp om åndsfriheden i Danmark og Europa i videste forstand, den åndsfrihed det har taget europæerne århundreder at nå frem til og som for Tysklands vedkommende først blev genskabt i 1945, for Østeuropa først i 1989/90.

Kendsgerningen er desværre, at det for øjeblikket ikke er politiske partier eller kristne fundamentalister af værste skuffe der truer denne europæiske åndsfrihed. Nej, det er islamisterne, altså ikke muslimerne en bloc, men lige netop de fundamentalister i muslimernes rækker der hylder ufravigelige absolutistiske grundsynspunkter og altså regner deres religion for den eneste sande religion og som derfor i princippet modsætter sig og i praksis modarbejder enhver ægte integration i Europa.

Kendsgerningen er at organisationer som Hizb-ut-Tahrir eller Det Islamiske Trossamfund og Det islamiske Forbund i Danmark gennem deres yderligtgående og i visse tilfælde dobbelttungede imamer og talsmænd har en anden dagsorden end flertallet af muslimer i Danmark, og den går ud på ikke-integration, dannelse af parallelsamfund og langsigtet islamisering. Muhammed-tegningerne har foreløbigt fået det meget vigtige resultat, at dette forhold er blevet trukket umisforståeligt og uafdækkeligt frem i fuldt dagslys. Der kan følgeligt intetsomhelst bygges på muslimske organisationer, imamer og talsmænd af denne kaliber.

Men sagen burde - i hvert fald når gemytterne har lagt sig - få det til at stå soleklart for alle danskere og alle moderate og danskfølende muslimer, at demokrati forudsætter ikke alene ytringsfrihed, men sandelig også fuldstændig åndsfrihed. Vi kan ikke bevare demokratiet i Danmark eller i Europa uden retten til at ytre os frit - også om andres følelser - eller i det hele taget uden at vi kan tænke, tro og tale samt ånde frit.

Og ånde frit kan vi ikke her i landet, hvis vi skal til at pålægge os en selvcensur ud fra hvad absolutistiske muslimer finder det for godt at kræve respekteret af primitive, autoritetsopbyggede følelser - i strid med hævdvunden, og dyrt tilkæmpet dansk åndsfrihed.

Kultursammenstødet mellem den muslimske verden og den vestlige er ikke et spørgsmål om religionskrig. Men den er et spørgsmål om relativ sekularisering.

Det er åndsfriheden det gælder.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Efterfølgende artikler:
Religiøse følelser ikke uantastelige (6.2.06.)
Humor og religion i værdikampen (4.2.06.

Tidligere artikler: