ARTIKEL FRA JERNESALT - 29.11.04.

Sekulariseringen må opdateres

Gang på gang fremhæves det fra ansvarlig politisk side, at sammenstødet mellem den vestlige og den muslimske kultur ikke er krig mellem kristendommen og islam. Men kendsgerningen er, at mange muslimer betragter vestlige menneskers aversion mod fundamentalistisk islam som udtryk for foragt for selve den islamiske religion, ja betragter sekulariseringen som en direkte trussel mod deres egen tro.

Som sikkerhedsforskeren, professor Ole Wæwer udtrykte det i et interview fornylig - og iøvrigt skal have fremført ved årets festforelæsning på Københavns Universitet - så er 'sekularismen', forstået som en doktrin om sekularisering, for muslimerne et af de mest truende træk ved Vesten. På linje med materialisme, porno og alkohol fylder den dem med angst og desperation. Vesten skal derfor, hævder han, undlade at være så insisterende på dette princip, hvis vi vil undgå at virke unødigt truende på den islamiske verden.

Sagen er blot, at en kultur som den danske der i et bestemt historisk forløb er blevet sekulariseret i den forstand at den har gennemført en adskillelse mellem den verdslige magt, dvs statsmagten, og den religiøse magt (kirken, præstehierarkiet, dogmesystemet) aldrig vil ønske at opgive den hermed forbundne frihed og følgelig heller aldrig vil kunne acceptere bevægelser der har til hensigt at afskaffe eller undergrave denne frihed.

Men bag muslimernes misopfattelse af den vestlige indstilling ligger naturligvis en vrangforestilling som også mange sekulariserede vestlige mennesker deler, nemlig forestillingen om at sekulariseringen betyder en sådan total verdsliggørelse af hele samfunds- og kulturlivet, at religion og religiøsitet systematisk og konsekvent henvises til privatsfæren.

Folk vil gerne være frie for kirkens indblanding i politiske såvel som alment kulturelle spørgsmål, men vil åbenbart helst ikke slippe forbindelsen til det religiøse totalt. De fleste kommer kun i kirkerne til dåb, bryllup og begravelse - samt juleaften. Salmerne kan de ikke længere. Dogmerne og præstens prædiken forstår de heller ikke. Gud er måske ikke helt så død som Nietzsche påstod, men når selv præsterne hellere vil tale om menneskekærligheden og det humane indhold i evangeliet, så beholder de fleste deres eventuelle gudstro for sig selv. Eller de går til de alternative for at få dækket behovet for dialog og tiltale.

I muslimernes øjne bliver der på denne måde stort set kun den skinbarlige vantro tilbage. I rationalisternes og ateisternes øjne stort set kun overtro og formørkelse.

De oplyste havde i 1960'erne og 70'erne held til at fjerne ikke alene den tomme udenadslæren af salmer og katekismus, morgensangen og bibelhistorien fra skolerne, men som bekendt også historien. Men den religiøse interesse fik de aldrig bugt med. Folkereligiøsiteten og nyreligiøsiteten foldede sig ud, og i dag er den religiøse interesse stor og stigende. De oplyste begriber det ikke og jamrer over udviklingen. Se bare hvordan det religiøse dukker op i USA som bestemmende for præsidentens tankegang og politik, ja, udslaggivende for modstanden mod fri abort og bøsse-ægteskab.

Oplysningsfortalerne glemmer imidlertid, at rationalismen ikke kan afskaffe det irrationelle, og at den historisk set rent faktisk førte til romantikkens modreaktion.

Selve rationalitetens og modernitetens store gevinst var at få bragt logisk orden og solid videnskabelig erfaring ind i så mange af menneskelivets og samfundslivets forhold som overhovedet muligt. Dette var nemlig med til og er til stadighed medvirkende til at sikre en stadigt bedre tilpasning til de ydre vilkår og dermed det man kalder realitetsprøvelsen.

Fejlen, den i virkeligheden katastrofale fejl, var at man troede at man kunne undvære det irrationelle lag i kulturen, menneskets frie og dybt inspirerende og kreative kontakt med sjælelige eller åndelige fænomener. Resultatet blev en åndelig forarmelse eller én-dimensionalitet, som stort set kun blev opvejet af kunstens alternative udfoldelse, provokation og udvikling.

Forestillinger som gud, djævel, himmel, helvede, paradisisk fred, synd, fortabelse, frelse og velsignelse hører til kategorien, og det betyder, at ingen ateistiske bandbuller eller stalinistiske dekreter om forbud mod disse begrebers anvendelse har nogen praktisk virkning.

Den store fejl hos teologerne og dogmatikerne er naturligvis, at de ikke nøjes med at sætte navne på fænomenerne, men fremturer i opbygning af logisk systemer der i værste fald - som fx i den katolske skolastik - gives et afsluttet og urokkeligt præg, som tilmed knyttes til en fast magtstruktur med enevældig ret til at afgøre, hvad der er rigtigt og forkert, og endda ekskommunikere, ja brænde formastelige mennesker der har en anden mening.

Som bekendt fik det katastrofale følger for forholdet mellem kirke og anden kultur, at kirken bekæmpede den gryende naturvidenskab i stedet for at værne om religionens oprindelige mytologiske karakter og hilse den moderne naturerkendelse velkommen som et kærkomment komplement. Resultatet blev bl.a. den bitre strid mellem kirken og darwinismen om skabelsen, som endnu folder sig ud i visse lande som en kamp mellem fundamentalister og den almen skoledannelse, og som er fuldstændigt tåbelig, fordi den skabte menneskeverden i mytologisk forstand og universets oprindelse i naturvidenskabelig forstand er to absolut inkommensurable fænomener. Striden svækkede imidlertid afgørende kirkens position gennem det meste af det 20. årh.

Striden indebar også, at de ‘oplyste' på deres side vendte ryggen til alt det religiøse, altså ikke blot til uholdbare dogmatiske formuleringer, men også til uudryddelige arketypiske grundforestillinger som prægede dagligsproget og fortsat vedblev at have betydning for almindelige mennesker såvel som for kunstnere og andre åbne mennesker der forstod kreativitetens oprindelse og den menneskelige ansvarligheds forankring i ‘det der er større end mennesket'.

Sekulariseringens adskillelse mellem politik og religion gælder altså den magtudøvelse som i demokratiske samfund alene tilkommer statsmagten i nært samarbejde med den lovgivende og dømmende instans. Den gælder derimod ikke de andre sider af samfundslivet og eksistensen.

Her vil det tværtimod forholde sig sådan, at den menneskelige ansvarlighed i sidste ende ikke beror på jordiske instanser, hvis autoritet og legitimitet afhænger af valg og beføjelser, men på en instans der er hævet over en sådan autoritet og legitimitet og som desforuden er karakteriseret ved ikke at kunne entydigt bestemmes endsige kontrolleres.

Normalt betegnes en sådan instans i religiøst eller mytologisk sprog som evig, himmelsk eller guddommelig. Men der behøver ikke at være tale om noget der nødvendigvis må betragtes som overnaturligt eller metafysisk. Det er faktisk muligt dybdepsykologisk at fortolke instansen som den del af menneskets psyke der i kraft af kontakten med det kollektivt ubevidste optræder i den enkelte som en magt der er større end den enkelte. Naturligvis volapyk for enhver spidsborger der ikke har kontakt med sine egne sjælelige dybder, men ligetil for alle der har det - ganske som det for sådanne mennesker er ligetil at åbne sig for musikalske universer eller for andre skabende ressourcer.

En følge af indsigten i disse mekanismer er, at det psykologisk set kun kan føre til inflation at afskaffe dagligsprogets gudsbegreb. Det vil nemlig uundgåeligt medføre, at pladsen erobres af psykiske kræfter der ikke er stillet til regnskab over for noget højere, men tror det har fuldstændigt kontrol over sig selv og tilværelsen.

Men sondringerne gør det også muligt at forstå, hvorfor flertallet af muslimer har så svært ved at fatte at sekularisering ikke nødvendigvis er ensbetydende med moralsk opløsning og kulturel dekadence, men derimod med en religiøs eksistensfortolkning der udmærket kan forenes med høj grad af moralsk, kulturel og national ansvarlighed, foruden med internationalt og globalt udsyn samt respekt for og stolthed over den videnskabelige erkendelse og de teknologiske fremskridt.

Tilmed kan den uden besvær forenes med mening og sammenhæng i tilværelsen. Forankringen og udsynet, meningen og sammenhængen er nemlig ikke knyttet til skrifter og tradition i anden forstand end som inspirationskilde og historiske bånd. Der er ikke tale om bindinger til faderlig autoritet af nogen slags, men tværtimod om et selvstændigt, kritisk og fuldt bevidst erkendelsesforhold.

Da tabet af dette oprindelige paradis er blevet betragtet som selve ‘ursynden' eller det der i kristen teologi med en uheldig term kaldes ‘arvesynden', betragtes Adams og Evas overtrædelse naturligvis som den helt store katastrofe i menneskehedens historie, hvor den rettelig burde betragtes som det modsatte: selve grundlaget for kulturlivet, selve det skridt der indebar friheden, men også gav ansvaret for egne handlinger.

Gang på gang i menneskehedens historie har mennesket overtrådt forbudet mod at spise af kundskabens træ. Hver gang har det medført større indsigt og større frihed, men også større ansvar og større risici for fejltrin. Kniven var et stort fremskridt, men medførte også forbrydelser. Naturvidenskaben har betydet enorme landvindinger teknologisk og økonomisk, men også trusler mod miljøet og muligheder for misbrug af magt. Aktuelt betyder den fantastiske bioteknologiske udvikling endnu større frihed og endnu større risici. Men vi ville ikke være mennesker uden at tiltrækkes af mulighederne.

Einsteins relativitetsteori gjorde op med Newtons absolutisme, og Bohrs komplementaritetsfilosofi undergravede den dualistiske forstandsforhekselse. Forbudet mod at spise af kundskabens træ har dog næppe været overtrådt mere radikalt end da Freud og Jung begyndte at forske i sjælens dybder. Det har efterhånden givet os fuld forståelse for, at det dybeste i os - det mest skabende og det mest meningsgivende i os - ikke er kontrolleret af fornuften og derfor heller ikke kan monopoliseres af nogen ydre magtinstans i form af pavestol, teokrati eller politisk ideologi. Menneskets frihed afhænger til hver en tid af, at vi holder os frie af de religiøse og politiske ismer og deres ensretnings- og undertrykkelsesapparater. Men psykologien indebærer også forståelsen for, at heller ikke videnskaben i almindelighed eller psykologien som sådan kan tage monopol på de eksistentielle sandheder.

Mordet på Theo van Gogh  (14.11.04.)
Gik han for vidt i kritikken af muslimerne?

Sekularisering og religiøs krise  (Verdsliggørelse - 2.6.02.)

Afdogmatisering - ikke afmytologisering  (Afdogmatisering -18.6.02.)

Myte, ord og billede  (Afdogmatisering - 13.7.02.) om bl.a. 'syndefaldet'

Mytologi  (Afdogmatisering - 2.8.02)