JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT -dialogmoede

ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.9.05.

Dialogmøde med muslimer på Marienborg

At dialog med muslimerne i Danmark er nødvendig for fordragelighedens, integrationens og selve demokratiets skyld er kun de mennesker i tvivl om, som ønsker alle muslimer hen hvor peberet gror.

At dialogen med muslimerne er uhyre vanskelig, er tydeligere end nogensinde. Mange mennesker i både muslimske og ikke-muslimske kredse ønsker den i realiteten ikke gennemført, selvom de måske godt på intellektuelt plan kan se nødvendigheden af den. Muslimerne er desuden så dårligt organiserede, at de ikke er i stand til at sende folk som repræsenterer deres flertal til møder på højt officielt plan. Og når et møde alligevel kommer i stand på Marienborg ved invitation fra statsministeren, så bliver der straks diskussion om mødets art og berettigelse.

Anledningen til mødet var terrorhandlingerne i London i juli, og formålet var at få 'de muslimske samfund' til at tage afstand fra terrorhandlinger.

'De muslimske samfund'? - ja, netop. Udtrykket dækker muslimske foreninger, muslimske trossamfund og individuelle muslimske repræsentanter for de eksisterende politiske partier i Danmark. Deltagerlisten blev ikke offentliggjort - og kan stadig ikke ses på hverken statsministeriets ellers integrationsministeriets hjemmesider. Men det fremgår af avisreferater at der var mødt syv imamer (herunder Ahmed Abu-Laban, Fatih Alev og Mahmoud Fouad al-Barazi), og i hvert fald tre kommunalpolitikere Ben Haddou (K), Wallait Khan (V) og Hamid El Mousti (S). Derimod havde borgerrepræsentant Hüseyn Arac (S) og folketingsmedlemmerne Naser Khader (R) og Kamal Qureshi (SF) sendt afbud. Blandt foreningslederne var Mohammed Gelle, Uzma Ahmed Andresen (Foreningen for Etnisk Ligestilling) og Sükrü Ertosun (Rådet for Etniske Minoriteter).

Fordelingen var altså nogenlunde lige mellem imamer, politikere og foreningsledere. Og alligevel kaldte medierne mødet for et imammøde. Religionsforskeren Tim Jensen fra Syddansk Universitet var ikke sen til at tage afstand fra mødet med den begrundelse, at statsministeren ved at invitere imamerne giver religion plads i det politiske liv. Også Qureshis afslog invitationen fordi han fandt at statsministeren sammenblandede religion og politik. Han var ikke inviteret på grund af sin viden eller som parlamentariker, men fordi han var muslim (ikke helt korrekt, eftersom han ligesom Naser netop var udvalgt fordi han var parlamentariker og muslim). Naser begrundede dog sit afslag med at nogle af de inviterede imamer var umulige at føre dialog med! Et højst ejendommeligt argument, når imamerne ikke var alene om at repræsentere muslimerne, når de trods alt efterkom invitationen, og når dialogen ville blive et faktum uanset hvad de ikke-villige imamer mente.

Let er det altså ikke at få en dialog igang. Men en slags begyndelse blev gjort, og det bliver derfor op til parterne at komme videre, herunder eventuelt finde ud af hvem der vil være bedst til at repræsentere muslimerne.

Hamid El Mousti mente ikke imamerne hørte hjemme på et sådant møde, for de har ingen forståelse for det danske samfund, og burde derfor alene holde møder med kirkeministeriet! Han glemmer, at formålet ikke var at diskutere trossamfundenes eller imamernes stilling i det danske samfund, men at diskutere de inviterede muslimers mulige medvirken til at forebygge at muslimer bliver terrorister. Her var Fatih Alev meget klar, idet han gjorde gældende at det er et fælles ansvar at bekæmpe terror, og at imamer derfor skal påtage sig deres del af opgaven. Det undrede ham dog at nogle af de indbudte holdt lange taler om hvor forkastelig terror var - for det var der jo ingen principiel uenighed om mellem de indbudte.

Uzma Ahmed Andresen, der ikke definerer sig selv primært som muslim, men betragter religion som en privatsag, mente ikke man kunne forvente alverden af imamerne, for så længe de ikke uddannes i Danmark, vil de tale som de gør (det vil sige på gammeldags vis som de har lært hjemmefra). Heroverfor gjorde Sükrü Ertosun meget rigtigt gældende, at imamerne er i kontakt med grupper som ellers kan være svære at nå. Hans anke over mødet var at det kunne sende det forkerte signal at det kun er muslimer der skal stå til ansvar for terrorisme og radikalisering. Men det er alles ansvar, herunder også de mange lokale foreninger som eksisterer overalt i landet.

Et par af de tilstedeværende engelsktalende imamer der måtte betjene sig af tolkebistand (bl.a. Mohammed Mehdi Khademi) henstillede til statsministeren at forbyde medierne at bringe artikler der sviner muslimer til, eller i det mindste bede dem moderere sig og undlade at krænke religionen.

Hertil svarede statsministeren, at i et demokrati må man finde sig i kritiske medier, men han understregede at det er vigtigt at vi i den offentlige debat ikke generaliserer og gør islam til et problem og muslimer til terrorister. For sådan er realiteterne jo ikke.

Fatih Alev redegjorde i Politikens rubrik 'Det religiøse rum' (24.9.) for mødet som han lidt provokatorisk kaldte et 'multikulturmøde'. Vel at mærke ikke i betydningen et møde mellem kristen-dansk kultur, muslimsk-islamisk kultur og verdslig kultur, men mellem forskellige kulturer af muslimsk art! Den kulturelle kløft mellem de religiøse foreningers ældre repræsentanter er efter hans mening simpelthen for stor, for de kommer fra vidt forskellige lande og mangler således en fælles samarbejdskultur. Det bliver først anderledes når unge muslimer der er vokset op i Danmark går ind i bestyrelserne. Og hvad den muslimske repræsentation angår mener han, at det er de muslimske foreningsrepræsentanter der kan repræsentere muslimerne, og ikke imamerne. Moskeerne er nemlig ikke organiserede på en sådan måde at imanerne får det nødvendige modspil.

Her er vi nok ved sagens kerne. Imamerne kan på nuværende tidspunkt slet ikke undværes ved dialogmøder med det officielle Danmark, fordi de vitterligt har stor magt over mange muslimers tankesæt og ofte er eneste kontaktmulighed til isolerede grupper af unge muslimer. Der er derfor fra statsministerens side med inddragelsen af imamer ikke tale om en mod grundloven stridende sammenblanding af religion og politik, men ganske enkelt om realpolitik. En ikke væsentlig del af den politiske oplysning og normgivning blandt muslimer foregår i moskeerne via imamernes prædikener og rådgivning. Denne virksomhed må i vid udstrækning siges at være betænkelig set ud fra et dansk og demokratisk synspunkt, fordi nogle af imamerne ikke har det fornødne kendskab til dansk kultur og tankegang - og i visse tilfælde heller ikke ser ud til at nære ønske om at skaffe sig et sådant. En dansk imamuddannelse kunne måske være en vej ud af dette dilemma, men dels tager det tid at få en sådan bygget op, dels er det ikke sikkert at den vil blive søgt i fornødent omfang.

Hertil kommer så den anden side af problematikken, at drømmen om sekularisering som den næres hos Tim Jensen, Kamal Qureshi og Uzma Ahmed Andresen er en ideologisk drøm om at gøre den for mange mennesker - hvad enten de er muslimer, kristne, jøder, buddhister eller hinduer - afgørende religiøse dimension i tilværelsen til en ren og skær privatsag, som de selvfølgelig i demokratiets navn skal have lov til at dyrke som de vil, bare de holder dyrkelsen for sig selv. Men det er en lodret misopfattelse af hvad religion er og gennem tiderne har stået for, nemlig en helhedsopfattelse af tilværelsen der omfatter samtlige dimensioner eller aspekter af tilværelsen, altå både det praktiske, etiske og æstetiske samt alt det 'højere', spirituelle og arketypiske eller mytologiske.

Det er sagt mange gange på Jernesalts sider at sekularisering oprindeligt var og altid bør forstås som den absolutte adskillelse mellem verdslig og religiøs magt, dvs mellem den politiske magt på den ene side (lovgivning, administration, politi og domstole) og de religiøse instansers magt (pavestol, præsteråd, kalifat, sharia m.v.) på den anden side. Derimod kan det ikke forlanges at religionen iøvrigt skal holdes ude fra det politiske eller kulturelle liv, for ligegyldigt om det enkelte menneske forstår sig selv som religiøst, ateistisk, neutralt eller agnostisk kan det ganske enkelt ikke i sin praktiske eksistens udelukke overordnede spørgsmål og principper fra deres vurderinger.

Det er præcis på dette felt fronterne står. Den religiøse dimension i tilværelsen er ikke og kan aldrig blive en privatsag for noget menneske. Det kan derimod sagtens trosdyrkelsen (kirkegang, dåb, nadver, fredagsbøn, faste, daglig bøn osv). Men hele det overordnede aspekt er fælles for alle mennesker, inklusive ateister og agnostikere, for det ligger i selve den menneskelige psyke, den menneskelige udvikling og historie og det menneskelige sprog. Intet menneske er ene og alene et dyr der opretholder livet gennem simpel ernæring og forplantning, det er også et væsen der har en underbevidsthed, spirituelle forestillinger om noget højere og et sprog der afspejler alt dette.

Derfor er det håbløst for ateisterne at komme igennem med en nedgørelse af religionerne, derfor er det håbløst for danskere og kristne at komme igennem med privatgørelse af muslimernes eller andres religion - og derfor skal en dialog mellem kristne og muslimer naturligvis som udgangspunkt have en gensidig respekt hvad angår det religiøse. Men denne respekt kan på intet tidspunkt indebære en fortielse af, at islam i disse år i vid udstrækning misbruges af visse rabiate muslimer til at mane til hellig krig mod den vestlige verden og dens værdier.

Islam som sådan er ikke ensbetydende med terror eller modstand mod demokrati. Men islam er et problem i den vestlige verden, i Mellemøsten og i Verdenssamfundet, fordi den relative sekularisering ikke har bredt sig i den muslimske verden, men tværtimod har fanatiske modstanderne blandt muslimerne, således at religionen kan misbruges til rekruttering af aktører i terrorismens tjeneste.

Det er forståeligt at det generer muslimerne at måtte høre dette. Men det er jo sandheden som ikke kan forties, medmindre man vil lukke øjnene for arten af det problem der blev tydeligt med 11. september 2001 og bekræftes hver eneste gang der begås international terror i islams navn.

Henvisninger:

Tamt budskab fra missionerende ahmadiyya-kalif (14.9.05.)
Alt det besvær med islam (7.9.05.)

Artikler om religion iøvrigt: klik

Artikler om sekularisering: klik

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean